Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - selvrealisering

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.3.6.


Selvrealiseringens idé og psykologi

Indledning
Selvrealiseringens idé
Intimiseringen
Eksistensens æstetisering
Bipolar løsning
Afslutning
Henvisninger



Indledning    
Til toppen   Næste

Forandringens forrang, behovet for fleksibilitet og vigtigheden af hastigheden er de tre særlige faktorer der ifølge Richard Florida bestemmer den nye økonomi i verden, dvs. den kreative økonomi der styres af den kreative klasse. Det har forlængst fået store konsekvenser for alle mennesker i den udviklingsprægede del af verden og vil de kommende årtier få endnu mere mærkbare følger for de enkelte individer. Det medfører bl.a. at de med åbne øjne og fuld iver må gå ind i konkurrencen om dygtiggørelse og jagt på konsum og intense oplevelser. Herunder hører uforbeholden accept af livslang læring, således som det slås fast i det netop forelagte oplæg fra Globaliseringsrådet. Men det medfører også accept af udviskning mellem arbejdsliv, fritidsliv og privatliv - med den stigende stress dette uundgåeligt indebærer.

På denne baggrund er det velgørende at der nu er kommet en bog om selvrealisering der kritisk diskuterer hele denne grænseløse udviklingskultur og dens tilgrundliggende psykologi.

"Selvrealisering, personlig udvikling og selvudvikling er blevet nøgleord der er kommet til at spille en vigtig rolle for det vestlige menneskes forståelse af sig selv". Sådan introducerer bogens redaktører Svend Brinkmann og Cecilie Eriksen problemstillingen. Selvudviklingstrenden er gennem årene fra ungdomsoprøret over new-age og til vore dages konsum- og informationssamfund blevet en omfattende og varieret folkelig bevægelse, skriver de. Selvrealisering og selvudvikling er blevet selvfølgelige begreber i eksistensen. For de fleste mennesker har de en positiv klang, men der er dog kommet stigende kritik af dem. Og tiden er nu efter redaktørernes mening inde til at formulere denne kritik og om muligt pege på alternative retninger for vores tænkning og handling. Især efterlyses et bedre blik for overindividuelle sammenhænge.

Selve begrebet 'selvrealisering' har eksisteret på dansk siden 1968 og kan defineres som kunsten at bringe sine fulde menneskelige muligheder til udfoldelse såvel fysisk som socialt. Ordet stammer fra den amerikanske psykolog Abraham Maslows eksistenspsykologi og er dermed et nøgleord i den antiautoritære og progressive humanistiske psykologi som samme Maslow var fremtrædende eksponent for. Ordet kan mærkeligt nok slet ikke slås op i Encyklopædien. Så en bog om emnet må siges at være på sin plads.

Bogen indeholder ialt elleve velskrevne og indholdsrige analyser som tilsammen i høj grad giver betænkelighederne mæle og aktualiserer behovet for nytænkning. Bogen kommer endda særligt belejligt, fordi velfærdssamfundet nu for alvor skal til debat i lyset af de voldsomme ændringer der sker i såvel økonomien som bevidstheden om samfundet og eksistensen. På en måde kan den også betragtes som en decideret pendant til Richard Floridas bog om Den kreative klasse, fordi den belyser stort set alle de sider af den nye økonomi der indebærer eksistentielle problemer for det enkelte menneske. Dog har den en voldsom slagside, fordi den ensidigt betragter selvet som identisk med egoet og altså forbigår hele den analytiske psykologis analyser og dermed opfattelsen af 'selvet' som en overpersonlig instans. Samtidigt forstår forfatterne heller ikke hverken komplementaritetssynspunktets eller helhedsrealismens muligheder for at belyse problemer og byde på en forståelsesramme der virkelig kan sætte tingene på plads.

Den følgende gennemgang og kritik ordner bogens hovedsynspunkter tematisk og slutter af med opsummering af selve problemstillingen og påvisning af helhedsrealismens muligheder for at imødekomme ønsket om et tilfredsstillende og dynamisk alternativ til de gængse, mere eller mindre solipsistiske, æstetiske og forføreriske selvrealiseringsforestillinger og -drømme, der florerer og bl.a. ligger til grund for de fleste såkaldte selvhjælpsguider af populærpsykologisk tilsnit.



Selvrealiseringens idé    
Til toppen   Næste

Naturligvis kan der ikke siges noget negativt om selve selvrealiseringens princip. Ordet er et plusord og man skal være en helgen af Frans af Assisis type for at kunne anse det for bedre at udslette sig selv eller blot indtage den mest mulige ydmyge plads på jorden. Når Nina Østby Sæther på grundlag af Maslow bestemmer det idealt selvrealiserende menneske som original, stærk, autonom, selvstændig, legende, kreativ, spontan, modig, initiativrig, handlekraftig, uafhængig, ikke-autoritetstro og ikke-konform, så lyder det jo umiddelbart tiltalende, omend der også i karakteristikken indgår mere problematiske betegnelser som individualistisk og impulsiv og tilføjes at det selvrealiserende menneske hverken bekymrer sig om fortid eller fremtid, men lever i nuet hvor det først og fremmest lytter til sine følelser.

Selvrealisering har forbindelse til det gamle klassiske begreb om dannelse, men der sker med Rousseau og romantikken en afgørende forskydning fra det objektive der har med handlinger og dermed med moralen og det sociale fællesskab at gøre til det subjektive der drejer sig om følelser og dermed om det indre liv. Tendensen forstærkes gennem hele 1800-tallet, som Carsten René Jørgensen forklarer. Opfattelsen af enkeltindividet som en afgrænset instans der eksisterer løsrevet fra samfundet slår igennem. Og i det nuværende senmodernitetens neoliberale samfund opløses helt al forestilling om samfundet som en afgørende drivkraft i den enkelte borgers realisering af det gode liv.

Med Freud og psykoanalysen forstærkes tendensen yderligere. Dels understreges modstriden mellem individualiteten og socialiteten kraftigt gennem påvisningen af samfundets repression af driftslivet. Dels udvikles metoder til en systematisk udbygning af kendskabet til den menneskelige psyke. Selvet eller i Freuds mere præcise terminologi 'egoet' betragtes som en substans eller essens, dvs en objektivt eksisterende kerne i individet som det gælder om at frigøre fra alle hæmmende eller forvridende kræfter og instanser. Mennesket fødes ifølge Maslow med en indre, fastlagt natur af bestemte, unikke potentialer. Konsekvensen af filosofien bliver et opgør med den autoritære opdragelse og pædagogik. Studenter- og ungdomsoprøret i slutningen af 60'erne var et klart udslag af strømningen. Siden kom også new-age-bevægelsen og hele interessen for selvudvikling. Negativt formuleret kan man sige at psykologien blev en ny 'religion'. En forsker som Paul Vitz skrev ligefrem en bog om hvordan den humanistiske psykologi mere havde karakter af religion end af videnskab. Mere præcist kan man sige, at sproget og terminologien ændredes fra de gamle religiøse begreber til mere videnskabelige eller pseudovidenskabelige. Der blev skabt et specielt frihedens eller frigørelsens sprog. Til gengæld gled etik mere og mere i baggrunden. Det isolerede selv blev altings målestok.



Faktum er - som det formuleres i bogen - at den humanstisk orienterede psykoterapi bidrog til og bidrager til at skabe et indadvendt og individualistisk menneske. Det typiske senmoderne menneske er med Carsten René ords ganske selvoptaget. Det er optaget af sine muligheder for at få et godt og lykkeligt liv, for sin personlige historie, sin unikke identitet, sine grænser og dybeste ønsker, sine livsprojekter, sin fysiske og psykologiske sundhed og ikke mindst sine talenter og potentialer.

Betoningen af selvet eller egoet bliver så markant, at det selvrealiserende menneske ifølge Nina Østby ligefrem kan sammenlignes med en psykopat, dvs er kendetegnet af egocentrisme, storhedsideer, lav frustrations- og aggressionstærskel, impulsivitet, manglende realistisk langtidsplanlægning, hensynløs ligegyldighed for egen og andres sikkerhed, manglende empati og manglende evne til langvarige forhold, ja, uansvarlighed og manglende hensyn til sociale normer og forpligtelser, for nu at nævne de vigtigste fra Østbys gennemgang.

Subjektiviseringen indebærer altså hvad man i gammel religiøs terminologi kalder 'inderliggørelse', og da den netop fra 1980'erne blev tæt forbundet med nymodens spirituelle eller åndelige strømninger, kan man med Karen Lisa Goldschmidt ikke alene tale om selv-perfektionsdyrkelse, men om selv-helliggørelse. Goldschmidt peger også på at et decideret kosmologisk synspunkt af holistisk tilsnit kommer ind med new age-bevægelsen, idet man forestiller sig at alle processer i verden styres af åndelige kræfter. Samtidigt indebar subjektiviseringen en alliance mellem åndelig selvudvikling og effektiv, kapitalistisk personaleledelse, der igen viste at selvrealiseringen kan indgå i andre menneskers eller organisationers overordnede, og i sidste ende kolde økonomiske og magtmæssige strategier - uanset hvad man måtte give selvteknologierne af eufemistiske navne.



Selvrealiseringen er med andre ord ikke et helt så uskyldigt fænomen som det positivt klingende ord kunne forlede én til at tro. Idealet om det selvrealiserende menneske er simpelthen også blevet et magtmiddel for virksomhedsledere. Kirsten Bovbjerg beskriver hvordan Human Ressource Management udvikler ideen om Den Lærende Organisation. Medarbejderne skal i den moderne virksomhed være indstillet på en permanent forandringsproces både for egen persons og eget firmas vedkommende. De skal føle sig kaldede til arbejdet i den forstand at arbejdet skal ske af lyst og ikke af sur nødvendighed. Og de skal medinddrage deres personlige udvikling på en sådan måde at grænsen mellem arbejdsliv og fritidsliv/privatliv udviskes. Et succesfuldt arbejdsliv forudsætter et succesfyldt privatliv og omvendt. Også selve ledelsespraktikken bliver altså 'inderliggjort'.

Men som Karen Lisa Goldschmidt fortæller, så handler erhvervslivets selvrealiseringsprojekter med deres utallige udviklingskurser som dem NLP (Neuro Lingvistisk Programmering) fx tilbyder reelt om at få realiseret medarbejdernes bløde potentialer til hårde danske kroner. Organisationens værdier skal internaliseres i personligheden, og selvudviklingsarbejdet fungerer på denne måde som en metode til fremme af dette mål. Der er vel at mærke tale om en form for manipulativ magtudøvelse, for virksomhedens tilbud til medarbejderen om selvudvikling kan ikke afslås. Gør man dette, må man kigge sig om efter et andet job. I den managementsudvikling som NLP tilbyder udfra sin teori om, hvordan vi tænker og kommunikerer, er det ledelsen der bestemmer. Den spørger aldrig medarbejderne om deres synspunkter eller kritik. Dens vedtagelser kan ikke diskuteres. En forsker som Richard Sennet taler i denne forbindelse om 'personlighedens nedsmeltning'. Ledelsesformen er baseret på teamwork, og ledelsesstrukturen er tilsyneladende flad, men i virkeligheden er det chefen der styrer gruppeprocessen. Det er en illusion at medarbejderne ikke konkurrerer indbyrdes eller at medarbejderne og chefen ikke er modstandere. Men hele samarbejdskulturen udtrykkes i egalitære symboler.



Den humanistiske psykologis selvrealiseringsideal er også kommet til at præge pædagogikken og skolen. Hele den alternative pædagogik fra 1970'erne ses ifølge Klaus Nielsen som et middel til at frigøre individet fra en undertrykkende, kapitalistisk kultur. Og frigørelsen kan kun ske ved at individet realiserer sig selv. En foregangsmand som K. Illeris talte om modkvalificeringens pædagogik og om modstandspotentiale. Projektarbejdet var velegnet til at vække dette modstandspotentiale. Mennesket forstås som undertrykt, frigørelsen ses som regulær frelse, blot ikke i gammel religiøs, men i moderne sekulariseret forstand. Men frelserpædagogikken bygger på en religiøs semantik med bekendelsen som disciplineringsmiddel.

Bekendelsen, der jo er en ældgammel metode i den kristne kirke, var en væsentlig del af kirkens institutionaliserede magt. Bekendelse består ikke blot i at vedkende sig sin tro eller bekræfte dens dogmer gennem fremsigelse (trosbekendelse), men er vejen til syndsforladelse og dermed eliminering af skyldfølelse. Da begreber som synd og skyld imidlertid er gledet ud af det moderne sekulariserede menneskes sprog og forståelsesramme, måtte bekendelsen gøres videnskabelig. Og dette skete især med psykoanalysen, der transformerer det neurotiske menneske til et rationelt menneske i en terapi hvor klienten røber sine inderste tanker, lyster og drømme og derved ophæver fortrængningen af forbudte impulser med sjælelig befrielse (nådesakten) som virkning. I pædagogikken bruger man naturligvis ikke psykoanalyse direkte, men man bruger pædagogiske spil som 'Kort og godt', 'Trin for trin', 'En på klassen' og andre. Spillene bruges i forhold til problemklasser. Disciplineringen sker ikke som i gamle dage gennem korporlig afstraffelse. Den er nu raffineret så eleverne selv overtager den straffende funktion i forhold til både hinanden og sig selv, nemlig ved i gruppen at 'bekende', altså indrømme fejl i deres adfærd.

Med folkeskoleloven af 1993 kom elevernes personlige udvikling i centrum for uddannelsessystemet, fastslår Klaus Nielsen. Ja, fra 1999 blev det lovbefalet at alle folkeskolelever skal udarbejde en uddannelsesplan og føre en uddannelsesbog. I denne bog tematiseres elevens indre liv, dvs drømme, således at eleven bliver bevidst om sig selv. Eleverne skal forstå at alle former for sociale problemer i en skoleklasse i sidste ende bunder i psykologiske problemstillinger. Læreren bliver skriftefader og psykoterapeut. Men der er fortsat tale om en magtposition. Som Klaus Nielsen konkluderer så er bekendelsesdiskursen dels en formning af det nyliberale menneske (så det lærer at kunne tåle mosten resten af livet), dels en afvæbning. Den fører til en intimisering som det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at stille sig kritisk overfor.



Intimiseringen    
Til toppen   Næste

Slutresultatet af hele denne udvikling i skolen, i erhvervslivet, i fritidslivet og det private liv er med Richard Sennets udtryk fremelskelsen af en decideret 'intimitetskultur', hvor grænseløs ærlighed, autencitet og selvafsløring ophøjes til højeste målestok for troværdighed, sandhed og personlige kvaliteter. Grænsen mellem det offentlige og det private liv bliver porøs, og det er dette fænomen man ser manifestere sig i blandt andet de mange forskellige reality-shows, følelsesponografiske afarter af 'human-interest'-stof og den udbredte tilbøjelighed til at føre intime mobiltelefonsamtaler i det offentlige rum.

Sennet mener ligefrem at det offentlige rum er uddøende i de moderne samfund til fordel for en monstrøs udvidelse af det private rum og dettes iboende logik, en inderlighed hvor mennesket søger livets mening i nære og varme følelsesmæssige relationer, og hvor hele frigørelsesutopien er knyttet til de personlige selvrealiseringsprojekter. Den humanistiske psykologi kan ganske enkelt forstås som udtryk for intimitetskulturens ideologi.

Alt hænger naturligvis nøje sammen med udviklingen af konsumentsamfundet, der ifølge Zygmunt Bauman er præget af uophørlige valg, flygtighed, midlertidighed og omstillingsparathed. Reklamen er blevet en aktiv medspiller i jagten på forandring. Individerne lokaliserer deres behov gennem forbrug af varer snarere end gennem fokusering på indhold og kvalitet i deres liv. Man realiserer sig gennem sit forbrug eller - som det nu hedder - gennem sin livsstil. Sennet taler om den utålmodige kapitalisme, men kunne også tale om det utålmodige postmoderne menneske på evig jagt efter behovstilfredsstillelse.



Eksistensens æstetisering    
Til toppen   Næste

Den franske filosof Michel Foucault interesserede sig ifølge Svend Brinkmann i sine sidste år særligt for teknikker for individuelt herredømme eller 'selvteknologier', dvs redskaber hvormed mennesker handler i forhold til sig selv og skaber, omskaber og kultiverer sig selv om subjekt på bestemte, individuelle måder hinsides universelle nødvendigheder. Selv psykopati betragter han som en kulturel og social konstruktion. Han promoverede en eksistensens æstetik: mennesket skaber sit selv som et kunstværk.

Selvrealiseringen sættes her på spidsen så radikalt, at al etik forsvinder som dug for solen. Selvrealiseringen bliver ikke bare en pædagogisk metode, men en nyliberal ideologi der ophøjer individualismen og egoismen til ideal og sandhed. Frihedsideen har sprængt alle hensyn til fællesskabet. Ingen andre end individet selv har lov til at diktere hvad der er godt for det. Tone Saugstad er fuldt berettiget til at tale om at dette solipsistiske syn på individet ender i en deformeret humanisme og markedsliberalisme.

Men det er et gennemgående træk ved analyserne i bogen om selvrealiseringen, at forfatterne gang på gang må konstatere at etikken mangler i hele denne humanistiske psykologi. Ganske vist kan fundamentalisten, mormonprædikanten og superledelsesguruen Stephen R. Covey i sin udbredte selvhjælpsbog '7 gode vaner' tale om nødvendigheden af moralsk selvudvikling, men det skyldes jo den for hele den humanistiske psykologi gældende generelle tro på at det der er godt for selvet også er godt for andre, eller, anderledes udtrykt, at det selvrealiserende menneske inderst inde er godt. For i virkeligheden forsømmer denne psykologis fortalere at inddrage fællesskabet i deres betragtninger. Enhver fælles normativitet er afskaffet. Eller der er - som Birgitte Graakjær Hjort skriver - en påfaldende tavshed om selvet eller individets begrænsninger og fejltagelser. Og hun gør gældende at dette både strider mod kristendommens grundlære og mod den tilbøjelighed til at gøre godt mod andre, som hun, næsten i tråd med den humanistiske psykologi, mener er mennesket iboende, blot efter hendes mening fra skabelsens side.

Carsten René Jørgensen gør gældende at den humanistiske selvrealiseringsforestilling bygger på en illusion, når den går ud fra at det enkelte individ kan konstituere sig selv og foretager valide moralske vurderinger løsrevet fra over-individuelle referencerammer. Dette er efter hans mening slet ikke muligt. Moral forudsætter fællesskab og dermed over-individuelle referencer. De fandtes og findes i religionerne, men glimrer ved deres fravær i de sekulariserede samfund, hvor religionen er reduceret til en privatsag som præst og kirke naturligvis fortsat kan tage sig af, men hvor det er den anden side af privatsfæren der har overtaget det offentlige rum, nemlig det grænsefri menneskes uhæmmede selvudfoldelse. Nina Østby taler i denne forbindelse om at selvrealiseringen forankres i følelserne og bliver en slags 'emotivisme': det er følelserne (de umiddelbare følelser bør man præcisere) der afgør hvad der er rigtigt og forkert. Vi havner i psykopatens begrundelse for sin handling: "Jeg gjorde det fordi jeg følte det". Østby efterlyser derfor en reformulering af selvrealiseringen så socialiteten igen får plads i den.

Også Svend Brinkman efterlyser etikken - og peger specielt på 'kommunitarismen' som en mulig mellemvej mellem individuel selvrealisering og social forpligtelse. Friheden forsvinder nemlig hvis friheden bliver den eneste moralske værdi og det eneste politiske mål. Kommunitarismen opstod i USA i 1980'erne netop som en reaktion på den ensidige liberalisme. Den hylder fællesskabet omkring fælles etiske normer, men den synes ikke særligt overbevisende som overordnet forståelsesramme, når den i udgangspunktet hævder en ensidig fællesskabstanke. Her er der, som vi skal se, mere perspektiv i komplementaritetssynspunktet.



Bipolar løsning    
Til toppen   Næste

I bogens slutkapitel gør Jan Tønnesvang et spændende forsøg på at opstille en forståelsesramme der ophæver den modsætning mellem individualitet og socialitet som var en fælles antagelse for to så forskellige forskere som Nietzsche og Freud og som i den dominerende psykologi i 1900-tallet i bedste fald førte til en reduktion af moral og fællesskab til et middel for den individuelle udfoldelse, men i værste fald til at samfundets moral blev udråbt til selvhævdelsens hovedfjende.

Tønnesvangs udgangspunkt er den østrigsk-amerikanske psykoanalytiker Heinz Kohut (1913-81), som med bøger i 1971 og 1977 grundlagde 'selvpsykologien' og her bestemte selvet som bipolar struktur. Selvet består af to poler, hvoraf den ene vedrører individets hævdelse af sig selv som individualitet, mens den anden vedrører individets orientering mod de større betydningssammenhænge det er en del af og udvikler sig igennem. Eksistensmodaliteterne betragtes som poler i en dynamisk spændingsbue. Selvet er både et handlingsinitierende og oplevelsesorganiserende parathedssystem. Bipolariteten som sådan kan ikke lægges til grund for at afgøre hvad der gør nogle idealer bedre end andre, men den kan trække problemerne frem i bevidsthedens lys. Ja, den kan, hævder en fortolker (J. H. Riker), transcendere de 'splidspunkter' der eksisterer mellem Nietzsche og kristendommen og mellem Freuds driftsinstans (id'et) og hans moralske jeg (over-jeget) på en sådan måde at de integrerer de partielle indsigter i en fælles forståelsesramme.

Tønnesvang mener der er to aspekter i sagen, en horisontal der rækker ud til fællesskabet, og en vertikal der vedrører forholdet mellem lavere og højere, og da der er to veje i begge, nemlig hhv en vej indefra og ud, udefra og ind samt nedefra og op og oppefra og ned, benytter han P. Bertelsens organisationsdynamiske teori til at opstille et skema med fire kernebevægelser, hvoraf en helt mangler selvrealisering, to har skæv selvrealisering og kun den sidste har genuin selvrealisering i kraft af den bipolare forståelse af individ/socialitets forholdet. Det lyder meget kunstigt og skrivebordsagtigt og skal ikke nærmere forklares. Blot kan det undre at Tønnesvang slet ikke er opmærksom på muligheden for at benytte komplementaritetssynspunktet til at overvinde vanskelighederne.

Kohuts teorier om selvet er præget af hans udgangspunkt som freudiansk psykoanalytiker. Havde han turdet vove sig ind på Jungs analytiske psykologi, ville han have opdaget, at den virkelige og altafgørende bipolaritet i den menneskelige psyke er polariteten mellem jeget (ego'et) og 'selvet' i betydningen totalpsyken. Mellem disse to poler har vi hele den spænding mellem bevidst og ubevidst eller underbevidst som giver dynamikken i sjælelivet/åndslivet og samtidig er logisk uløselig og derfor kræver komplimentaritetsbegrebet indført i forståelsesrammen. Han ville samtidig have fået opløst Freuds uhyggeligt snævre forståelse for såvel samvittighedens præg af super-egoets forældreautoritet som det underbevidstes præg af fortrængt stof. Vejen banes for en både bredere og dybere konsistens-etik.



Afslutning    
Til toppen   Næste

Hvis vi kort skal rekapitulere den problemstilling som det moderne menneske i de højtudviklede samfund er stillet overfor i kraft af den voldsomme fart udviklingen har taget, må der først og fremmest peges på kravet til den enkelte om ikke blot at følge med og acceptere de teknologiske, økonomiske og sociale forandringer, men også at leve op til de specifikke krav kapitalen og den elitære del af den kreative klasse stiller om engagement og livslang læring. Skellet mellem arbejdsliv og privatliv/fritidsliv er udvisket. De der ikke vil sakke bagud er nødsaget til at arbejde længere, uddanne og udvikle sig til stadighed livet igennem og ofre sig for 'sagen' (virksomheden, væksten, fremskridtet, globaliseringen osv). Presset stiger for alle med det resultat at flere og flere bliver stressede, mange endda udbrændte i ganske ung alder.

Kreativiteten er sat i fokus, fordi den både peger fremad mod nye løsninger og oplevelser og samtidigt er langt mere attraktiv for den enkelte end rutinemæssigt arbejde. Den moderne pædagogik har sat selvrealiseringen øverst på programmet og koblet den sammen med den moraltruende opfattelse at grænser for den enkeltes udfoldelse er det samme som undertrykkelse. Den progressive pædagogik betragter direkte selvrealiseringstrenden som en befrielseskamp mod kapitalen. Men kapitalen har vist sig at svare igen på allersnedigste vis ved simpelthen at gøre frihedspsykologien og kreativitetsfilosofien til hovedhjørnestene i virksomhedernes managementsfilosofi. Nyliberalismen på sin side sætter den frie udfoldelse af markedskræfterne over alt andet.

Selvrealiseringenstrenden er desuden koblet sammen med new-age-åndeligheden, dvs med illusioner om en åndelig styring af universet der gør åndelige oplevelser af intens karakter (de såkaldte peak-oplevelser) til tilværelsens mening og mål - og dermed undergraver enhver etik der direkte eller indirekte er forbundet med samfundet eller fællesskabet. Men resultatet er ikke en virkelig frigørelse, men derimod en rastløs jagen efter oplevelser og et fatalt tab af den mening kun fællesskabet og det med fællesskabet forbundne dagligsprog giver. Der sker med andre ord en æstetisering af tilværelsen der reelt er en af-moralisering og en af-helligelse af den.

Udfordringen i denne kulturkritiske situation bliver naturligvis at genvinde såvel en overindividuel etik som en samfunds- og kulturopfattelse der sætter den enkeltes udvikling og selvrealisering ind i en adækvat helhedsforståelse. Da religionerne (konfessionerne) ikke længere giver en helhedsforståelse der er tidssvarende og fuldt tilfredsstillende for mennesker der afviser alle gudsforestillinger, bliver opgaven at formulere en helhedsrealisme der tilbyder en altdækkende forståelsessramme uden på nogen måde at svigte den nøgternhed der støtter sig på jordbunden erfaring, men dog heller ikke svigter erfaringen af det irrationelle. En sådan eksistensfilosofi tilbyder den komplementære helhedsrealisme.



Den komplementære helhedsrealisme

Meget kort siger det af Niels Bohr udviklede komplementaritetssynspunkt generelt, at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.

Som vigtige eksempler på synspunktets anvendelse kan nævnes komplementariteten mellem individ og samfund eller komplementariteten mellem frihed og lighed. Som hele diskussionen om selvrealiseringen viser er der i denne indbygget en dyb konflikt mellem de to nævnte hensyn. Sættes individet over alt andet, trues samfundet. Sættes friheden over ligheden, trues fællesskabet. Sættes samfundet over alt andet, trues individets frihed og udvikling. Sættes ligheden eller trygheden over alt andet, trues friheden og kreativiteten. Kun komplementaritetssynspunktet giver begge hensyn det nødvendige rum, men ophæver aldrig modsætningen. Der skabes følgelig aldrig en absolut balance mellem dem, ligesom der principielt aldrig kan skabes et ligevægtssamfund. Der vil altid være en modsætning tilbage som indebærer både konflikt og dynamik.



De ovenfor nævnte selvrealiseringsteorier har med én undtagelse den skævhed at de betragter selvet som en entydig størrelse hvis udfoldelse står i diametral modsætning til samfundets orden og moral. Teorierne giver aldrig fornøden plads til etikken. Undtagelsen er Kohuts bipolare opfattelse af selvet, der overfladisk set kan minde om komplementariteten. Men den bygger som nævnt alt for ensidigt på en, ganske vist modificeret freudiansk opfattelse af egoet og får derfor aldrig fat på den egentlige komplementaritet i psyken: modsætningen mellem 'jeget' i betydningen ego'et og 'selvet' i betydningen totalpsyken. Jeget er her at forstå som de til bevidstheden og sproget knyttede forestillinger, mens 'selvet' er at forstå som de til det underbevidste, individuelt ubevidste og kollektivt ubevidste knyttede forestillinger.

Til jegets virke knytter sig alle de sekundære psykiske processer som er forudsætningen for 'realitetsprøvelsen', dvs den gradvise nøgterne erkendelse af verdens beskaffenhed i praktisk forstand. Til selvets virke knytter sig alle de primære psykiske processer som er forudsætningen for alle intense og meningsgivende oplevelser af eksistentiel sammenhæng i verden. Det er afgørende for forståelsen af denne forskel, at man opgiver den gængse opdeling af psykiske fænomener i tanker på den ene side og følelser på den anden side. Hemmeligheden er sammenhængen mellem intensitet og ustabilitet på den ene side og stabilitet og svaghed på den anden side. Både tanker og følelser kan være hhv. enten intense og ustabile eller svage og stabile. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.



På grund af de intense tankers og følelsers særlige oplevelseskvalitet muliggøres en etik der hverken beror på pligt og autoritet eller på formål og ræsonnement, men på kravet om indre konsistens. Kravet er at sørge for overvægt at det gode, lyse og varme i tilværelsen. Og dette krav er det enkelte menneske tvunget til at søge opfyldt bedst muligt for at sikre sig indre konsistens. Opfyldes individet af had og bitterhed, umuliggøres konsistensen. Alle psykiske sygdomme, traumer og neuroser kan fortolkes som udslag af manglende konsistens.

Som Erling Jacobsen har påvist er det en betingelse for at opfylde kravet om indre konsistens, at den enkelte undgår at lyve for sig selv, at nyde grusomhed mod mennesker det holder af, at være fej og at lade raseri løbe af med sig. Jf. artiklen om Jacobsens moralfilosofi Kan moral begrundes? .

Det ligger i sagens natur at en sådan etik derfor normalt også vil forudsætte en vis selvkritisk sans og refleksion for den enkelte. Individet kan ikke udelukkende leve i nuet eller i den øjeblikkelige intense oplevelse. Man må være indstillet på eftertanke, stilhed og hvile.

Dybest set er det en forudsætning for sund refleksion at den enkelte med jævne mellemrum holder hvile på den måde man i gamle dage kaldte hellighed eller sabbat, dvs at man undlader at gribe ind i naturen og den samfundsmæssige virkelighed gennem arbejde eller jagt på tidsfordriv og højdepunktsoplevelser og i stedet slapper af, tænker efter, mediterer, beder eller søger direkte kontakt med de kraftgivende arketypiske forestillinger, hvad enten man vil kalde disse for guder eller for den evige kilde. Det er ganske enkelt en forudsætning for totalpsykens sundhed og dermed for imødegåelse af enhver form for stress eller følelse af utilstrækkelighed at man evner at kontakte disse kilder regelmæssigt. Det følger at der også må kæmpes energisk imod den tiltagende intimisering af det offentlige rum. Der må værnes om intimsfæren. Jf. artiklen  Er der en idé med at holde hviledag?.



Som det ses undgår vi kun med stor sproglig vanskelighed at benytte religiøse begreber. Dette skyldes at religion dybest set - dvs neden under alle konkrete manifestationer i konfessionel, dogmatisk og magtmæssig forstand - er at forstå som umiddelbar føling med virkeligheden i dens fulde mangedimensionalitet. Religioner er imidlertid gennem tiderne blevet i den grad misbrugt til magtkamp og undertrykkelse, at de er blevet miskrediteret. Men dette rokker jo ikke ved sagens kerne. Religion er uundværlig som forståelsesramme for hele virkeligheden. Og end ikke den mest konsekvente ateisme slipper uden om at beskæftige sig med de kilder der ligger uden for rationalitetens rammer, hvis den vil forstå helheden og trække på de stærke kraftfelter neden under rationaliteten.

Den komplementære helhedsrealisme tilbyder en fuldstændig forståelsesramme der er neutral i forhold til såvel ateismen som eksisterende religioner. Den adskiller sig fra ateismen ved ikke på forhånd at se bort fra arketypiske forestillinger af nogen art. Den adskiller sig fra de konfessionelle religioner ved at være udogmatisk og relativiserende (den anerkender ikke absolutte sandheder). Den adskiller sig fra gængs psykologi ved at anerkende det kollektivt ubevidste som et velbeskrevet og uomgængeligt empirisk faktum. Den adskiller sig fra såvel materialismen som idealismen ved gennem komplementaritetssynspunkter at afvise ethvert valg mellem at gøre materien eller ånden (ideerne) til basal sandhed. Den adskiller sig fra holismen ved på den ene side at acceptere den psykiske ejendommelighed at helheden er vort inderste jeg, men på den anden side fastslår at vi med vor forstand ikke kan fatte virkeligheden som helhed.

Endelig er den komplementære helhedsrealisme fuldt forenelig med humor, demokrati, sekularisering og samfundets åbenhed. Men samfundet som sådant er ligesom dagligsproget som sådant et helligt og ukrænkeligt fænomen.

Sund selvrealisering bliver inden for den komplimentære helhedsrealisme fuldt forenelig med både sund vækst, sund etik og sund fornuft.

Jan Jernewicz



PS! For god ordens skyld gøres opmærksom på at Jernesalt ikke skrives og redigeres af akademisk interesse, men af eksistentiel. Ovennævnte artikel er derfor ikke at betragte som akademisk anmeldelse af endsige videnskabelig indvending mod den omtalte bog, men alene som en diskussion af de ud fra helhedsrealismens synsvinkel vigtigste eksistentielle aspekter af forfatternes synspunkter.



Henvisninger:    
Til toppen

Svend Brinkmann og Cecilie Eriksen (red.): Selvrealisering -
Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur.(Forlaget Klim. 2005. 289 s)

Relevante artikler på Jernesalt:

Den kreative klasse ifølge Richard Florida

Komplementaritetssynspunktet
Individ og samfund som komplimentære fænomener
Helhedsrealismen
Introduktion til helhedsrealisme
Konsistens-etikken   (om Erling Jacobsens moralfilosofi)
Er der en idé med at holde hviledag?  (4.12.05.)
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

De psykiske grundprocesser

Holismen en umulighed i dag  (7.4.05.)
Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
Veje til livskvalitet og mening  (Fire artikler)

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Niels Bohrs filosofi
Konrad Lorenz' kulturopgør
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

Artikler om:  Erkendelse
Artikler om:  Psykologi
Artikler om:  Religion

Se også Værdimanifestet i forkortet udgave



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 8.4.2011