Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mellemoest13a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.3.13. (Ugebrev)

Mellemøsten i fortsat opbrud

Der er ingen ende på problemerne i Mellemøsten, og det er der foreløbigt heller ikke ringeste udsigt til, for det er problemerne for store, for dybe og for komplicerede til.

Værst ser det ud i Syrien, fordi det snart to år gamle oprør er kørt uhjælpeligt fast i en borgerkrig der koster tusindvis af dræbte (omkring 70.000 lyder skønnet) og endnu flere sårede og flygtede. Strømmen af flygtninge til de omgivende lande - Jordan, Irak og Tyrkiet - løber op i mange hundredtusinder der samles i kæmpemæssige lejre som de internationale hjælpeorganisationer prøver at holde orden i og forsyne med elementær nødhjælp. Antallet af flygtninge er forlængst blevet betegnet som en humanitær katastrofe, men den vil vare ved, fordi den i sidste ende kun kan løses hvis de flygtede for mulighed for at vende tilbage til de ødelagte byer de kommer fra. Og det kræver kamphandlingernes ophør og genoprettelse af den civile orden.

Disse to ting vil imidlertid ikke ske, eftersom ingen af borgerkrigens parter er i stand til at vinde en afgørende sejr. De oprørere der startede kampen mod Bashir al-Assads diktatur er for dårligt organiserede og udrustede - og består af vidt forskellige bevægelser og militser med stor overvægt af sunnimuslimer. Der er både verdslige grupperinger og folk fra det muslimske broderskab. De vil aldrig kunne enes, og mindretallene af druser, kristne og kurdere har ikke noget at skulle have sagt. Det har til gengæld udenlandske jihadister der strømmer til fra udlandet i det fromme ønske om hellig krig der virkeligt kalder på hævntrangen. Det er kommet så vidt at endog oprørere dræber nødhjælpsfolk fra Syrisk Røde Halvmåne. Lederen af den paraplyorganisation af oprørere der har slået sig ned i Qatars hovedstad - Moaz al-Khatib hedder han - har indset, at oprørerne ikke kan vinde krigen, og har derfor ventileret tanken at mødes med "acceptable repræsentanter for Assadregimet". Men det er oprørerne ikke indstillet på, hvorfor al-Khatib har bebudet at trække sig. Men han har dog været oprørernes repræsentant på det netop afholdte, men magtesløse topmøde i den Arabiske Liga.

Præsidenten og den alawittiske folkegruppe der nu har holdt ham og hans familie ved magten i 40 år kan holde stand lang tid endnu, takket være militær støtte fra bl.a. Iran og Rusland, men er trods alt ikke stærke nok til at generobre den tabte halvdel af riget. Og de agter - trods deserteringer af højtstående officerer - ikke at give op, for et nyt styre under ledelse af det sunnimuslimske flertal vil betyde deres (og andre mindretals) undertrykkelse, udryddelse eller uddrivelse. Medmindre hele den bestående syriske hær ved overgangen til et nyt styre bevares som intakt instans og får i opdrag at bevare ro og orden i landet. Den mulighed er der ikke mange der tror på eller synes om.

Hele det internationale samfund fra FN til den Arabiske Liga og fra USA til EU opfordrer præsident Assad til at træde tilbage. For mere end et halvt år siden erklærede USA's præsident Obama tiden inde til at Assad skulle gå. Og det mener han naturligvis stadig nu han er blevet genvalgt, men han vil ikke intervenere i en så usikker sag der ydermere ikke er af større betydning for USA's Mellemøst-strategi. Alle er enige om at det er frygtelige konsekvenser og lidelser den syriske civilbefolkning går igennem. Men ingen har kraft eller mod til at rede trådene ud militært. Rusland på sin side vil ikke tillade aktioner uden om FN's sikkerhedsråd og vil endda her blokere for eventuelle beslutninger om indgriben. Rusland hylder i dag det ufravigelige princip at ethvert land må løse sine egne interne problemer.

FN prøvede at sætte sin tidligere generalsekretær Koffi Annan ind som mægler for om muligt at overtale præsident Assad til at forsone sig med oprørerne, og præsidenten taler gerne om sin vilje til at reformere systemet, men ingen tror på ham, så Annan gav op. Det samme gjorde efterfølgeren som mægler. Diplomati og sanktioner har ikke nogen nytte. Borgerkrigen vil gå sin gang. Den kan på de kanter tage årtier og kræve endeløse lidelser for civilbefolkningen. Og den er allerede blevet en herlig legeplads for skydegale ekstremister, jihadister og terrorister. Ondskab og ødelæggelsestrang kender ingen grænser, når de først slippes løs. Det har man set gang på gang i Mellemøsten, bl.a. i Irak og i Afghanistan, og det har vi ikke mindst set i Europa under 2. verdenskrig - hvor det oven i købet var et gammelt kulturfolk som det tyske der viste sine allerværste sider da de fulgte en folkeforfører. Dengang kunne ondskaben kun standses med militær magt udefra. Og det er desværre eneste udvej, når paranoide diktatorer ender i en situation hvor valget står mellem overgivelse eller selvmord, dvs mellem fornuft eller intethed.



I den israelske stat, der er frugten af nazi-regimets djævelske forsøg på den totale udryddelse af alle jøder i Europa gennem holocaust, er der optimal vilje til både overlevelse og fastholdelse af en stærk stat til forsvar for en ældgammel jødisk kultur og et konstruktivt moderne civilsamfund. Men forudsætningen er hævdelsen af de grænseændringer der blev følgen af nabostaternes tåbelige overfald i seks-dages krigen i 1967 - hvor navnlig Egyptens skrydende oberst Nasser blev til grin. Siden har FN gennem et utal af resolutioner fastholdt at de gamle grænser skal være grundlaget for løsningen af det palæstinensiske problem gennem en såkaldt to-stats-model, men Israel anser med god grund disse gamle grænser for umulige at forsvare - og gennemfører derfor bosættelser der lader hånt om dem.

Både EU og USA svigter israelerne for palæstinensernes skyld, selvom palæstinenserne på intet tidspunkt har tænkt sig i enighed at acceptere statens Israels ret til at eksistere og ej heller vil standse alle deres terrorhandlinger definitivt. USA's forhold til Israel har ikke været dårligere siden Barack Obama blev præsident for fire år siden. Han er afhængig af den store jødiske lobby i USA - og simulerer derfor ven med Netanyahu under statsbesøg i Israel. Men der er kold luft mellem de to ledere - og da Netanyahu netop er blevet genvalgt som premierminister, må det bare konstateres at USA's strategi i Mellemøsten er slået fejl. Obama bedyrer at han ikke vil tillade det yderst Israel-og USA-fjendtlige Iran at udvikle et atomvåben, men forhindre det kan han ikke. Vise vej til en løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina kan han heller ikke - og Syrien holder han sig fra.

Netanyahu på sin side led nederlag ved valget, men kunne alligevel for første gang danne regering uden om de ortodokse, og det er trods alt et lille fremskridt, fordi det alle steder i både Mellemøsten og USA er fundamentalister der er den værste forhindring for fornøden bevægelighed i synspunkterne. Men særligt synes det for alle jøder og muslimer at være et fælles, skæbnebestemmende karaktertræk at de bygger såvel deres personlige som religiøse og nationale (eller klanagtige) identitet op omkring uhyre store 'egoer' eller 'viljescentrer' med ekstrem æreshævdelse. Det vanskeliggør, for ikke at sige umuliggør, en åbenhed og respektfuldhed over for andre grupperinger som kunne rumme potentiale til fred og fordragelighed, sameksistens og samarbejde.

Og så længe denne viljescentrering er nærmest absolut, er diplomatiet en ligeså håbløs vej som vold og magt til opnåelse af varige fredsløsninger. Organisationer som FN og EU kommer til kort over for rethaveriskheden og æreshævdelsen. Kun en mentalitetsændring af dyberegående art vil kunne løse op for stivsindet og være i stand til at forebygge at omvæltninger hver gang ender med nyt diktatur og nye hævnakter. Mentalitetsændring er imidlertid ikke på dagsordenen blandt tidens politikere og diplomater. De tror kun på jura og økonomi.



Den lille 'Muhammedkrise' i efteråret der gav sig udtryk i voldsomme protester mod amerikanske ambassader i Mellemøsten og i et regulært hævnmord på den amerikanske ambassadør i Libyen og tre af hans medarbejdere på konsulatet i Benghasi havde sit udspring i en tåbelig kontroversiel amerikansk amatørfilm med titlen "Innocents of Muslims", lavet af en 55-årig egyptisk-amerikansk kopter med det angivelige formål at få muslimer til at stoppe deres myrderier. Filmen vakte enorm harme i hele den islamiske verden fra Tunesien i Vest til Sudan i syd og Indonesien i øst. Den Arabiske Ligas næstformand Ahmed Ben Helli fordømte filmen med den sædvanlige demagogiske begrundelse at den indeholdt "fornærmelser mod profeten Muhammed". Og den nyvalgte egyptiske præsident Mohamed Morsi dummede sig ved at opfordre sine landsmænd til at gå i fredelige protestdemonstrationer i Kairo efter fredagsbønnen. Han måtte sande at heller ikke han kunne styre folkelige demonstrationer der igangsættes af provokationer, men har sin rod i den store utilfredshed med selve tyranniet og udviklingen som sådan.

'Det arabiske forår' der startede så lovende i Egypten i begyndelsen af 2011 er forlængst løbet ind i blindgyder af vold, forvirring, vælgerbedrag, uforsonlighed og borgerkrig. Og dette viser under alle omstændigheder at vejen til demokrati og til fremgangsrigt civilt samfund altid er lang og omkostningsfuld. I realiteten er kampen et generelt ungdomsoprør der primært består i et opgør med autoriteter af såvel verdslig som religiøs art, og da både de verdslige autoriteter (absolutte monarker eller præsidenter) og de religiøse autoriteter (absolutte imamer, kaliffer eller 'broderskabsledere') kynisk udnytter deres magt over både økonomien og sjælene til at fastholde gamle strukturer formelt forskønnede, men reelt uændrede, så løber oprørerne panden mod en mur - og fristes alt for let til enten at give op eller at ty til voldsanvendelse.

Opbrud og revolte er overalt nødvendig, hvor strukturerne ikke kan forblive uændrede, hvis der virkelig skal ske fremskridt, materielt og ideelt. Økonomisk fremgang er nødvendig for at mindske den store fattigdom og skabe en middelklasse der kan sikre civilsamfundet, og åndelig vækkelse og kulturel fremgang er nødvendig for at komme fri af den oplysningsmæssige fattigdom og den primitive fundamentalisme og dermed skabe grundlaget for et oplyst, sekulariseret demokrati. Intet oprør der vil nå sådanne store mål, kan komme uden om brud med fortiden og traditionerne, men som alle revolutioner gennem tiderne har vist, så ligger der i enhver revolution altid en stor risiko for at revolutionen æder sine egne børn og erstatter det gamle tyranni med et nyt - der endda ofte bliver værre. Den franske revolution endte med Robespierres Rædselsvælde (og Napoleons krigsliderlige kejsereventyr), den russiske med Lenins og Stalins bolsjevistiske undertrykkelse, den tyske med Hitlers totale nazi-enevælde, totale krig og totale undergang. Og i nyere tid er der utallige eksempler på revolutioner i Asien, Afrika og Latinamerika der ender i blodbad og tyranni.

Læren af det hele er naturligvis ikke at undertrykte folk skal afholde sig fra oprør, det vil de heller aldrig kunne, men at de skal sætte sig bedre ind i hvilke kræfter oprør og revolter sætter i gang og hvilke af dem der kan føre til de ønskede og angivne mål om fremskridt, demokrati og sekularisering. Og dette er meget lettere sagt, end gjort, for det kræver i realiteten at alle oprørere og alle folkelige ledere begynder at sætte sig ind i dybdepsykologien. Det er nemlig dybe og stærke, energiladede psykologiske kræfter der sættes i gang når undertryke mennesker gør oprør mod autoriteterne. Det kan gå grusomt galt, hvis kræfterne ikke kanaliseres ind i de rette baner, og der er derfor ingen vej udenom en decideret erkendelsesproces, hvis oprørere vil undgå fatale brølere.



I denne forbindelse er det derfor meget relevant at reflektere over udviklingen i Irak og Afghanistan og dermed på ny stille spørgsmålet om disse krige var fejlagtig indgriben fra vestlig side. I forbindelse med tiårsdagen for krigen mod Saddam Husseins Irak og de ligeledes aktuelle fremskyndelser af vestlig tilbagetrækning fra Afghanistan er det fra sædvanligt humanistisk hold blev gentaget at begge krige beroede på løgne og overmod, aldrig skulle have været sat i gang og ikke har været ofrene værd.

Jeg skal ikke gentage min tidligere argumentation i detaljer (se bl.a. Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg), men blot endnu engang fremhæve at Irakkrigen nok som alle krige beroede på ufuldstændige oplysninger, men ikke på nogen løgn. For dens mål var at fjerne en diktator der var en trussel for både freden og FN, og denne diktator havde bevist at han havde kapacitet til at føre kemisk krig mod sine fjender og ikke skyede noget middel for at nå sine mål. USA's krig var en helt naturlig reaktion på det islamistiske terrorangreb på World Trade Centeret i New York 11.9.01. (og blev bakket op af det store flertal). Men den blev ført katastrofalt dårligt både militært og moralsk - og det hævnede sig grusomt. - Tilsvarende kan om Afghanistan-krigen siges, at den var velbegrundet, men blev usikkert og uheldigt ført og kom til at trække alt for længe ud. I begge tilfælde er der dog trods alle fejl tale om et udviklingsresultat der peger fremad - og i hvert fald har påvirket befolkningerne dybt.

Til alle der hævder at indsatserne fra vestlig side var absolut forkerte er kun at sige at det slet ikke er muligt i dag at afgøre om resultatet var overvejende positivt eller overvejende negativt. For der er blevet sat noget i gang hvis endelige resultat først kommer til at foreligge om tyve eller tredive år eller endnu mere. Og man vil til den tid næppe kunne afgøre hvilke årsager der førte til hvilke virkninger. Det afhænger af øjnene der ser. Alle handlinger har desuden både tilsigtede og utilsigtede virkninger. I længden kommer det naturligvis til at blive afgørende hvordan landenes egne befolkninger griber problemerne an. Modsætninger mellem etniske interesser og modsætningen mellem verdslige og sekulære interesser er fortsat så store at de blokerer for fornuftige langsigtede løsninger. Men Mellemøsten kan ikke klare sine problemer selv - og kan slet ikke isolere sig i forhold til Europa. Tværtimod er og bliver Europa og Mellemøsten bundet til hinanden. Og er kun blevet det endnu mere i kraft af den store muslimske indvandring til Europa.

Krigene har bekræftet at demokrati og sekularisering ikke kan eksporteres som man kan eksportere handelsvarer. De skal altid kæmpes frem gennem mange led og involverer altid en dyberegående mentalitetsændring. Den vigtigste er altid at de modstridende parter opgiver deres krav på at sidde inde med sandheden og ville have deres ret. Denne mentalitetsændring er i realiteten det samme som at gå ind i det "tragediens rige hvor det at have ret er hørt op", for kun dér kan man respektere andre menneskers ret til at tænke og tro som de vil. Men denne visdom kommer kun over folk mod deres vilje. Og det skal der refleksivitet til at se og erfare!

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:

Links:

BBC News
The Economist
The Guardian
CNN
The New York Times
Mid East Web
Israelske regering
Jerusalem Post
Aljazeera - engelsk



Relevante artikler på Jernesalt:

Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Hader arabiske mænd virkeligt kvinder?  (28.5.12.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)

Hindringer for fred og forår i Mellemøsten  (30.11.12.)
Egyptens revolutionsproces sat i laveste gear  (27.6.12.)
Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)
Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold? (24.11.11.)
Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer (21.10.11.)
Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten (31.1.11.)

Status over året 2010  (31.12.10.)
Afghanistan-krigens status og perspektiv  (31.10.10.)
Obama i Afghanistan-krise  (24.6.10.)
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Blair står ved sin Irak-politik  (31.1.10.)

USA' nye strategi i Afghanistan  (3.12.09.)
Afghanistans krise efter pseudo-valget  (31.10.09.)
Iran-krisen fortsætter på ubestemt tid  (30.6.09.)
Iran - et præstestyre i dyb krise  (20.6.09.)

Staten Israel 60 år  (8.5.08.)
Irak - fem år efter omvæltningen
- symbol på splid i opfattelsen af religion, kultur, mentalitet, frihed, ret og demokrati
  (23.3.08.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal