Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - israel60

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.5.08.


Staten Israel 60 år

På 60 års dagen for David Ben-Gurions proklamation i Tel Aviv af Staten Israel den 8. maj 1948 (efter jødisk kalender, 14. maj efter vestlig) er det værd at fastholde at den 'uretfærdighed' der dermed blev begået mod den palæstinensiske befolkning i området og som den dag i dag er årsagen til dens næsten grænseløse had til og indædte kamp mod jøder og israelere var vanskelig at undgå, da FN's Generalforsamling vedtog sin velmente delingsplan for området den 29.11.47. I realiteten blev den først direkte skæbnesvanger for palæstinenserne, da de arabiske stater Transjordanien (Jordan), Egypten, Syrien, Libanon og Irak erklærede den nye stat krig, og Jordan og Egypten samtidigt annekterede de to områder der skulle have udgjort en selvstændig palæstinensisk stat, nemlig hhv. Vestbredden og Gaza.

Israels oprettelse var vanskelig at undgå fordi den jødiske indvandring havde været massiv i årtier på grund af de omfattende forfølgelser som jøderne havde været udsat for i Europa, og som gav Theodor Herzls vision om en jødisk stat, et nyt Zion, vind i sejlene, og den tog selvsagt til efter 1933 på grund af nazisternes systematiske jødeudryddelser. Desuden magtede Storbritannien ikke længere at opretholde det mandat over området som Folkeforbundet gav dem i 1920. Den nye stat fik i premierministrene Ben-Gurion og Golda Meir markante ledere.

De arabiske landes krig mod Israel var katastrofal for palæstinenserne, fordi den umuliggjorde den oprettelse af en selvstændig palæstinensisk stat som var tanken med FN's delingsplan. Palæstinenserne blev en brik i de arabiske landes kamp mod Vesten. De blev i et antal af ikke mindre end 700.000 henvist til den kummerlige tilværelse i deciderede flygtningelejre og til et utopisk håb om revanche. Partisangruppen al-Fatah blev oprettet i 1959. Den arabiske Liga oprettede den Palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) i 1964. Men den egyptiske præsident Nassers letsindige krig mod Israel i 1967, der kom til at hedde Seksdageskrigen fordi Nassers hær bogstaveligt blev rendt over ende på kun seks dage, forværrede kun palæstinensernes situation, for de kom nu under israelsk kontrol, idet Israel besatte Vestbredden og Gaza foruden Golan-højderne og Sinaihalvøen - og iøvrigt blev områdets ubestridt stærkeste militærmagt med solid vestlig og navnlig amerikansk hjælp.



En deling af et bestemt landområde i nationalt øjemed vil aldrig blive betragtet som retfærdig af alle parter. Danmark har aldrig betragtet den påtvungne deling af Sønderjylland i 1864 som retfærdig, og justeringen i 1920 var hverken uproblematisk for dansksindede eller tysksindede. Delingen af det østlige Polen og det østlige Tyskland efter 2. verdenskrig medførte omfattende folkeflytninger som de pågældende mennesker betragtede som dybt uretfærdige. Og mange andre tilfælde kan nævnes. Men overalt er det temmeligt afgørende, hvordan de forflyttede befolkninger tager situationen. De kan forbitres så de får ødelagt resten af deres liv, eller de kan vælge at få det bedst mulige ud af situationen og begynde at bygge en ny tilværelse op. Det var hvad flertallet af danskere og tyskere gjorde efter 1920 og flertallet af fordrevne polakker og tyskere efter 1945.

Men palæstinenserne valgte den fanatiske forbitrelse og blodige opstand og terrorisme som udvej. Yassir Arafat blev leder af PLO og kom til at stå som eksponent for den hadefulde og revanchistiske linje, og han blev efterhånden af de arabiske stater og mange af den tredje verdens stater betragtet som den legitime leder af det palæstinensiske folk. Den egyptiske præsident Anwar Sadats modige fredsaftale med Israels Menachim Begin i 1972 ændrede ikke Arafats strategi. Først efter palæstinensernes forgæves intifada i 1987 og Golfkrigen i 1991 (som viste Arafats utilslørede begejstring for Saddam Husseins antivestlige politik) blev der skabt en skrøbelig fredsaftale i Oslo og senere i Camp David. Men virkelig tillid mellem Arafat og israelerne kom der aldrig, fordi Arafat talte med to tunger. Senere kom den anden intifada, al Aqsa-intifadaen, vendt mod Israels premierminister Ariel Sharon. Og hurtigt forværredes palæstinensernes og Arafats situation drastisk. USA's og de allieredes krig mod Irak i 2003 gjorde ikke palæstinenserne eller de øvrige araberne mere fredsvenlige. Arafat døde i 2004 - uden at se oprettelsen af en palæstinensisk stat virkeliggjort. Palæstinenserne er i dag dybt splittet mellem al-Fatah, der ønsker fredsaftale med Israel, og Hamas hvis ledere foreløbigt ikke ønsker en sådan.



For jøderne blev den israelske stat virkeliggørelsen af en ældgammel drøm om national identitet. Jøderne er som folk i gammeltestamentlig forstand et mytologisk fænomen. Med Israel menes i Det Gamle Testamente et særligt, af Jahve udvalgt folk som skulle bo i et land Jahve havde stillet stamfædrene Abraham, Isak og Jakob i udsigt, men ingen af disse patriarker var fast bosiddende og landet altså ikke geografisk fastlagt. Israel forblev desuden et stammesamfund, indtil man i 900-tallet f.v.t. valgte Saul som konge. Han blev erstattet af judæeren David, der gjorde effektivt op med fjenderne i landet, først og fremmest 'filistrene', dem der har givet navn til senere tiders palæstinensere. David efterfulgtes af sønnen, den legendariske kong Salomon, der byggede templet i Jerusalem, men herefter gik det tilbage for Israel. I 700-tallet f.v.t. blev Israels Nordrige underkuet af assyrerne, og i 587/65 f.v.t. kom Sydriget Judæa under det babylonske fangenskab. Langt senere fulgte først Aleksander den Stores overherredømme, og siden romernes - med templets ødelæggelse i året 70 e.v.t. som punktum for alle forhåbninger. Endnu senere kom jøderne under osmannisk og dermed muslimsk styre.

Både jøder og palæstinensere har beboet 'Kanaans land', 'Det forjættede land', 'Det hellige land' eller 'Palæstina' i århundreder, men palæstinenserne har aldrig haft en selvstændig stat, og jøderne fik det først i 1948. Deres store mytiske forestilling om et særligt, af Jahve udvalgt folk blev dermed forandret til en meget konkret moderne forestilling om en national enhed der var i stand til med militær magt at forsvare sine grænser mod enhver fjende. Den universelle, arketypiske forestilling om at være 'Guds udvalgte folk' blev så at sige 'profaneret' til en meget historisk betinget forestilling, som man dårligt kan kalde universel. Det er tværtimod blevet en forestilling der bygger på adskiltheden fra eller ligefrem modsætningen til andre.

Denne stats historie er velkendt og veldokumenteret. Og konflikten mellem israelerne og palæstinenserne har været en fast del af verdenshistorien og er det stadig. Israelerne har med hjælp fra Vesten og de stærke jødiske organisationer i USA formået at bygge en helt igennem moderne og endda sekulær stat op fra grunden - med stærke bånd til de fleste vestlige lande, herunder ikke mindst de skandinaviske. Men flertallet af palæstinenserne har foretrukket terrorkampen mod Israel frem for opbygningen af et socialt og økonomisk sammenhængende selvstyre der kunne slutte fred med Israel og vinde international anerkendelse som suveræn stat. De har som fanatikere været brikker i det arabiske spil mod Vesten, herunder ikke mindst den islamistiske kamp mod Vesten som bl.a. førte til terrorangrebet på World Trade Centeret i New York den 11.9. 2001 og USA's krig mod Irak i 2003. Fredsforhandlingerne løber videre, så længe der er håb, men de levnes lige for tiden ikke mange chancer, selvom præsident Bush presser på. De arabiske lande har i deres magt at gennemtvinge en ændring i palæstinensernes og andre antivestlige araberes indstilling til Israel, men tøver bl.a. af frygt for konsekvenserne indadtil. Alle afventer desuden præsidentvalget i USA til november.

I denne situation er udviklingen i Irak blevet helt central. En udvikling der vil kunne skabe varig sikkerhed og fred mellem de mange indbyrdes konkurrende etniske, religiøse og politiske grupperinger vil gavne hele området og formentlig kunne bane vej for en fred mellem palæstinenserne og israelerne, mens det modsatte vil trække konflikten i langdrag. Der er megen sandhed i hvad tidl. chefredaktør Herbert Pundik fornylig skrev i Politiken, nemlig at frygten for at blive offer for modpartens bluff virker lammende på fredsprocessen, for der er simpelt ikke den fornødne tillid mellem israelerne og palæstinenserne. "Den eneste modgift er at turde løbe risikoen og tage modstanderen på ordet, samtidig med at man holder krudtet tørt som sikkerhed mod, at modparten snyder", skriver han.

Det lyder smukt, og der er trods alt også så megen bevægelse i såvel Hamas' som i de arabiske staters indstilling at der er grundlag for en vis optimisme. Men når det drejer sig om bevægelse i fanatikeres indstilling, så skal der regnes med tid. Det ville være tåbeligt af israelerne at tage en stor risiko før tiden er moden. Og det er den foreløbigt ikke. Konflikten vil vare mange år endnu. Men overraskelser, også i positiv forstand, kan aldrig udelukkes.



Set med vestlige øjne er Israel en del af Vesten, socialt, økonomisk, politisk, kulturelt og religiøst, og jødisk religion og historie er en væsentlig del af Europas historie. Og det er en del af problemet, for så vidt store dele af den arabiske verden er direkte antivestlig. Den muslimske kultur og religion vandt frem i Spanien under det arabiske kalifat i 800-tallet og i Balkanlandene under osmannerne i 1400- og 1500-tallet. Men tilstedeværelsen satte med få undtagelser aldrig dybe spor. Interessen for Orienten i nyere tid er i vid udstrækning af romantisk art - jf. artiklen om Romantikken ifølge Rüdiger Safranski.

For USA's vedkommende er det særligt karakteristisk at det jødiske islæt efter 1933 er markant, både økonomisk og kulturelt. USA havde enorm gevinst af den jødiske indvandring der fandt sted i forbindelse med Nazitysklands jødeforfølgelser der bl.a. indebar forfølgelse af jødiske videnskabsmænd og intellektuelle. For Europa gælder generelt at såvel holocaust som den jødiske udvandring op til holocaust var et kolossalt tab for den europæiske kultur og videnskab, men et tab det er umuligt at gøre op, da man ikke kan vide hvordan tingene havde udviklet sig hvis nazisterne ikke havde været antisemitter. I både Tyskland, Wien og Østeuropa var jøderne indtil 1933 vigtige elementer i den almindelige kultur, selvom de også i vid udstrækning levede som enklaver i samfundene. Men eksempelvis chassidismen eller hasidismen har været af stor betydning for opgøret med den alt for ensidige rabinske jødedom.

For mit eget vedkommende gælder at jødisk kultur og religion har været en væsentlig del af min egen eksistentielle bagage. Den gammeltestamentlige mytologi er en integreret del af min mytiske forståelse, helt på linje med den græske og den nordiske mytologi. En jødisk filosof som Martin Buber, der i årene 1938-53 beklædte et professsorat ved Universitetet i Jerusalem og var talsmand for en binational israelsk-palæstinensisk stat, har været med til at bestemme min egen tænkning. En dybt inspirerende og fabulerende maler som Marc Chagall er utænkelig uden den chassidiske baggrund. Og en forfatter som den polskfødte Isaac Bashevis Singer ligeså, hans 'Huset Jacobi' er en vidunderlig fortælling om en jødisk familie i Østeuropa. Går vi til musikkens verden er Gustav Mahler et glimrende eksempel på en stor senromantisk komponist der kommer i klemme mellem jødedom og kristendom (ham vender vi tilbage til). Ingen har været bedre til at fortolke ham og hans indre konflikter end Leonard Bernstein. Og i Daniel Barenboim har vi også en musiker i verdensformat der er bevidst om forholdet mellem jødisk og europæisk kultur og som prøver at skabe opblødning i fronterne mellem israelere og palæstinensere (og som iøvrigt også forsøger at bane vej for antisemitten Richard Wagners meget specielle mytiske musik i Israel).

Det siger sig selv, at jeg nærer varme sympatier for israelerne - uden at være blottet for kritik over for visse dele af deres politik, herunder bosættelserne på Vestbredden. Men det skal nævnes at en ikke uvæsentlig del af min kritik af den danske og europæiske venstrefløj i høj grad hænger sammen med dennes stadigt mere udtalte og politisk udslaggivende sympati for den palæstinensiske sag og antipati mod den israelsk-amerikanske sag, markant udtrykt i historien om Blekingegadebanden.

Hvorom alting er i dag: Israel består og har en fremtid - på trods af palæstinensisk og anden arabisk modstand. Og Israels eksistens er fortsat prøven på udvikling af fordragelighed, forsoning og demokrati i Mellemøsten.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til israelske kilder:

Israelske ambassade i Danmark
Israelske regering
Jerusalem Post
Jødisk-palæstinensisk samtalegruppe i Basel



Relevante artikler på Jernsalt:

Irak - fem år efter omvæltningen
- symbol på splid i opfattelsen af religion, kultur, mentalitet, frihed, ret og demokrati
  (23.3.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Gaarder, Israel og kristendommen  (11.8.06.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?  (5.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.06.)

Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Vendepunktet i Mellemøsten  (hovedartikel - 2.6.02.)
Humor i Mellemøsten  (7.6.02.)
Jødisk-palæstinensisk samtale
Hamas vandt valget, men står over for afgørende valg: Volden eller dialogen  (30.1.06.)
Fighteren Ariel Sharon ude af politik  (6.1.06.)
Arafat - en saga blot  (11.11.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal