Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - egypten11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.2.11.


At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.

Euforien på Tahrir- eller Frihedspladsen i Kairo ville ingen ende tage, da Egyptens enevældige og aldrende præsident gennem 30 år i går den 11. februar 2011 trak sig tilbage efter 18 dages uophørlig folkelig protest. Meddelelsen blev givet på egyptisk fjernsyn af den nyligt udnævnte vicepræsident, den også aldrende Omar Suleiman, men statsmagten er overtaget af den 75-årige øverstbefalende for den egyptiske hær, forsvarsminister Hussein Tantawi, der leder det militære råd.

Hæren har lige siden statskuppet i 1952, der førte oberst Nasser til præsidentposten i 1956, været en afgørende faktor for republikkens sikkerhed og udvikling, og den stod bag såvel præsident Anwar Sadat (1970-81) som præsident Hosni Mubarak (1981-2011). Den har ikke alene stået for landets sikkerhed gennem alle disse år, men er også en meget betydelig økonomisk faktor der menes at kontrollere 35-45 % af landets økonomi. Og den har endelig siden Sadats fredsaftale med Israel i 1979 sikret Egyptens fred og stabilitet.

Men styret har været enevældigt og diktatorisk. Det har undertrykt og forbudt al virkelig opposition og kun tilladt små ubetydelige partier ved siden af præsidentens Nationaldemokratriske parti. Det har indebåret at styret effektivt har forhindret at Det velorganiserede Muslimske Broderskab har kunnet true det sekulære styre. Broderskabet har været forbudt som parti, men har spillet en stor rolle på det sociale og religiøse område.

Utilfredsheden med styret har været støt stigende i den stærkt voksende egyptiske befolkning, der har en meget stor procentdel ludfattige mennesker - ikke mindst i Kairos slumkvarterer - men efterhånden også har fået en lagdelt middelstand med varierende, men relativt god uddannelse og levefod. Men utilfredsheden har været holdt brutalt i ave af frygten for sikkerhedspolitiet - indtil oprøret i Tunesien for en måneds tid siden inspirede egypterne til deres eget oprør. Det holdt ud i 18 dage - og det endte i succes på grund af den folkelige bredde og et kolossalt momentum som har overrasket alle iagttagere og naturligvis også magthaverne selv. Og det helt enestående i oprøret har været den store fredsommelighed, som kun kom på prøve den enkelte dag hvor Mubarak-bøller trængte ind på Tahrirpladsen og slog løs på demonstranter og tilfældige tilskuere med deres kæppe. Ellers har demonstrantionerne være præget af fredelige opråb, bannere, sang og dans. Og til sidst jubel og festfyrværkeri.



Mubarak forsikrede længe at han ville blive siddende som præsident til det planlagte præsidentvalg til september, og han prøvede at imødekomme demonstranterne ved at trække både sig selv og sønnen Gamal som kandidater og udnævne sin nærmest betroede, chefen for sikkerhedstjenesten Suleiman til vicepræsident. Men intet hjalp - heller ikke råd og vink eller direkte pres fra vestlige regeringer med USA i spidsen. Det gik endog så vidt, at den saudiske kong Abdullah lovede Mubarak fuld kompensation for hele den amerikanske bistand som præsident Obama truede med at standse, hvis Mubarak ikke trak sig. For kongen ønskede hans forbliven.

Efter alt at dømme har hærens ledere kunnet se hvor alt bar hen, og de har været kloge nok til ikke at skride militært ind mod demonstranterne, men tværtimod sikret disse mod flere overfald fra de militante Mubarak-bøller der et enkelt døgn spredte skræk blandt både egyptere og udenlandske journalister. Og det er også karakteristisk for hærens strategi at den har gjort det militære råd med forsvarsministeren i spidsen til statens øverste ledelse - og altså ikke den vicepræsident Mubarak indsatte.

Mubarak måtte gå af - og demonstranterne fik efter 18 dages protester og svingende kamphumør opfyldt deres erklærede hovedmål. Omvæltningen blev en kendsgerning i går den 11.2., og den må betegnes som en enestående revolution i Mellemøsten, der egentlig kun kan sammenlignes med Murens og sovjetkommunismens fald i Europa i 1989.

Euforien er lige så berettiget og forståelig, den er nemlig udslag af voldsomme, længe opsparede kræfter af en art der hører hjemme under de stærke psykiske fundamentalkræfter, og den kan følgelig - efter sin natur - ikke vare ved. Intensiteten er her altid omvendt proportional med stabiliteten. Men den har været helt nødvendig som momentum for at nå det store historiske resultat. Nu er det imidlertid evnen til at tackle hverdagene der sættes på prøve, og her er det andre psykiske kræfter der skal gøre udslaget, nemlig de mere rationelle sekundærprocesser.



Som nævnt i artiklen At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten (31.1.11.) så er det en uhyre svær opgave at kanalisere deciderede revolutionære kræfter over i den seje opbygning af en velfungerende civil orden med demokrati og fremskridt som målsætning.

Det kan blive en sejlads mellem Scylla og Karybdis, dvs mellem de yderligheder på begge sider der vil være fristende for utålmodige oprørere, men som kan føre i fordærv. Demokrati vindes ikke på en uge eller en måned, men kræver mange års målrettet arbejde. Og skal det sikres på længere sigt, skal sekulariseringen fastholdes. Det dur ikke at give magten til islamistiske kræfter der stiler efter et fundamentalistisk styre med sharia.

For Egyptens vedkommende er det et stort plus at der findes en rimelig stor, oplyst middelstand, og at Det muslimske Broderskab ikke er en entydig fundamentalistisk bevægelse. Iagttagere skønner det i hvert fald sandsynligt at broderskabet vil indgå i den demokratiske proces på lige fod med andre.



Det akutte problem er opretholdelsen af den civile orden og genoptagelsen af den normale økonomi. Den civile orden vil hæren sørge for - og da langt den største del af befolkningen - forståeligt nok efter 18 dages uro - ser ud til at nære stærke ønsker om at kunne vende tilbage til et normalt hverdagsliv med arbejde og forretningsliv, skulle hæren kunne klare opgaven, blot den undlader at retsforfølge de mange enkeltpersoner og grupperinger der har forestået oprøret. Omvendt kan den også være garant for at de mest yderligtgående demonstranter ikke får held til at gennemføre deciderede hævnaktioner mod det gamle regimes værste repræsentanter.

Økonomien hviler i højeste grad på turismen, og da urolighederne har drevet alle turister væk, er det en betingelse for genoprettelse af den normale omsætning og økonomi at turisterne kommer tilbage - og sikres beskyttelse af politi og hær.

Om det vil lykkes for det nye styre at få fat på nogle af de enorme milliardsummer som den afsatte præsident Mubarak skal have skaffet til side på hemmelige konti i bl.a. Schweiz er nok mere tvivlsomt, men alene det at hans transaktioner standses, må være en mærkbar fordel.



Det nye regimes vigtigste politiske opgave bliver at udarbejde en ny forfatning og sørge for praktiske muligheder for opstilling af politiske partier til det kommende præsidentvalg til september og de parlamentsvalg der må følge efter.

Undtagelsestilstanden der har hersket i 30 år er bragt til ophør. Der må nu sikres fri presse og fri foreningsdannelse. Internet og facebook, der har spillet en stor rolle for organiseringen af oprøret i de forløbne 18 dage, må ligeledes sikres.

På papiret ser dette relativt let ud, men i praksis kan friheden støde sammen med opretholdelsen af den ro og orden der er betingelse for at vende tilbage til normale tilstande. Derfor bliver det helt afgørende for udviklingen om hæren formår at vinde befolkningens tillid til at de nødvendige reformer kommer i stand.


Forholdet til udlandet bliver afgørende for stabiliteten under reformeringen. Den nye ledelse har allerede erklæret af gældende aftaler med andre lande bliver opretholdt, hvilket bl.a. vil sige at fredsaftalen med Israel ikke røres. Og det vil naturligvis berolige lederne i Israel, der under hele det egyptiske oprør har frygtet de værste konsekvenser.

Om EU får nogensomhelst rolle at spille er uklart. Foreløbigt har ingen i magtapparatet i Egypten gidet høre på EU, men det kan jo komme, hvis EU vil belønne reformerne. USA derimod kommer givet til at spille en stor rolle, fordi Egypten modtager stor militær bistand fra USA og fordi Egyptens hær og efterretningstjeneste allerede har et tæt samarbejde med Pentagon og CIA. Mange af de unge officerer er uddannet i USA - og det lover også godt for deres vilje til demokrati.

Præsident Barrack Obama kommenterede i nat udviklingen i Egypten og sagde udtrykkeligt at Egypten aldrig bliver det samme. En ny æra er begyndt, og for den gælder at det egyptiske folks universelle rettigheder skal respekteres og deres forhåbninger imødekomes.

Kommentatorer taler allerede forsigtigt om en ny udenrigspolitisk doktrin fra Obamas side. Den vil gå ud på at støtte demokratiske bevægelser og presse de diktatorer der samarbejder med USA til de nødvendige reformer. Men den er ikke endeligt formuleret - og vil nok også blive pragmatisk i den forstand at den ikke vil kræve alt for hurtige og risikable reformer og slet ikke reformer der risikerer at spille magten i hænderne på islamistiske bevægelser. Men omvendt skal den ikke kun være retorik, men medføre et konstant pres som skal resultere i synlige og målelige virkninger.



Forholdet til de øvrige arabiske stater og Iran kan overhovedet ikke undgå mærkbar ændringer.

Revolutionen er sket i Egypten, men revolutionsånden som sådan har gjort hele Mellemøsten til en politisk smeltedigel for de næste mange år. Næppe nogen diktatur i regionen kan sidde det folkelige krav om reformer overhørigt - og slet ikke hvis det blive kombineret med et regulært pres fra USA's side.

Den nye amerikanske doktrin for udenrigspolitikken kan umiddelbart synes at være i modstrid med præsident Bush's gamle doktrin, der førte til forebyggende angreb på Irak. Men man skal ikke se bort fra at det er udviklingen der har gjort en doktrinændring mulig og nødvendig, og denne udvikling er næppe kommet i stand uden de indgreb i Afghanistan og Irak der indledtes fra amerikansk og anden vestlig side, bl.a. som følge af den islamistiske terrorisme.

Smitter revolutionsånden fra Egypten af på udviklingen i de øvrige arabiske lande - og måske til allersidst endog i det ikke-arabiske Iran - således at det sekulære demokrati vil vinde frem på bekostning af den islamistiske kamp for fundamentalismen, så vil det uden tvivl få stor effekt på terrorismen og kampen mod den. Og dette vil ikke være den mindste gevinst ved revolutionen.


Revolution er imidlertid altid omvæltning i betydningen opløsning af gamle tilstande som umiddelbart fører et lands udvikling et skridt eller to tilbage, men dette vil i positiv forstand netop være forudsætning for fremskridt, fordi man vil komme tilbage til det der i kaosteorierne kaldes 'begyndelsestilstande' med en større 'følsomhed' end det etablerede system havde - og denne 'følsomhed' vil netop sige bedre fleksibilitet og bedre indløsning af potentialerne.

Skal slutresultatet for Egypten blive tilfredsstillende, dvs ende med et decideret sekulært demokrati, kræver det imidlertid også en nogenlunde stabil civil orden, og det vil sige at forudsætningen for virkeligt fremskridt bliver en passende kombination af forandring og stabilitet. En sådan forandring ved siden af stabiliteten kræver i realiteten en komplementaritær indstilling. Og jo mere bevidst den vil være, jo bedre.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Al Jazeera - english
White House, USA
State Department, USA



Relevante artikler på Jernesalt:

At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)

Barrack Obamas valgsejr betyder forandring i USA og hele verden  (5.11.08.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)

kaosteorierne
de stærke psykiske fundamentalkræfter
De psykiske grundprocesser



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal