Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - gaddafi

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.10.11.


Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer

Libyens leder, oberst Moammar Gaddafi er død en forsmædelig død i kampen med oprørerne om hans fødeby Sirte, og dermed er 42 års hensynsløst diktatur bragt til ende med massiv hjælp fra Nato. Oprørere af vidt forskellig indstilling og baggrund har overtaget magten over de mange forskellige områder af det rige, men hærgede og misrøgtede land, og den organiserede del af dem danner fortsat med base i det østlige Benghazi et nationalt overgangsråd (TNC) som med international støtte skal prøve at sikre ro og orden, få udarbejdet en forfatning, opbygget en funktionsdygtig civil orden med en eller anden parlamentarisk overbygning og afholdt frie valg på betryggende måde.

Glæden er naturligvis helt euforisk i Libyen, eftersom borgerkrigen nu har stået på et halvt år og kostet mange mennesker livet. Den egenmægtige og til storhedsvanvid opblæste diktator, der kom til magten ved et decideret militærkup i 1969, var trods visse progressive ideer i sin 'Grønne Bog' uden nogensomhelst folkelig opbakning og til sidst efterhånden fuldstændigt isoleret i både national og international sammenhæng, dvs uden anden støtte end den der kom fra hans håndgangne mænd (herunder sønnerne) og sikkerhedsstyrker, og de sidstnævnte sivede jo også af gode grunde væk fra ham til sidst. Selv prøvede han længe at opretholde illusionen om magtfuldkommenhed med hule og latterlige fjernsyns-appeller til befolkningen, men måtte tage flugten fra Tripoli og i sidste omgang også skjule sig i Sirte, da hans konvoj blev bombet på vej væk.

Der er endnu usikkerhed om detaljerne ved hans død; det er uklart om han blev lynchet eller om han døde af skudsår på vej til hospitalet i en ambulance. TNC hævder at han ikke blev dræbt med overlæg, men det kan man næppe tage for pålidelig oplysning, men det skulle være klart at han havde forsøgt at gemme sig i nogle betonrør, og at han blev udsat for mishandling da han blev fundet. En forsmædelig død for en diktator af hans kaliber der pralede af sin magt og lovede at ville kæmpe til sidste kugle - ganske som Saddam Husseins tilfangetagelse i Irak var forsmædelig. Men til forskel fra Hussein overlevede Gaddafi ikke sin tilfangetagelse. Dermed undgik han en endnu mere ydmygende rettergang der givetvis var endt med henrettelse. Og det nye styre i Libyen slap for en langstrakt proces der på grund af mandens komplette mangel på realitetssans næppe ville have givet nogetsomhelst udbytte hvad angår en opklaring af diktaturets væsen. Om der efterlades tilstrækkeligt intakt materiale til at belyse diktaturets administration og beslutningsprocesser er uvist. Det uhyggelige i sagen, er at det midlertidige regeringsråd i Benghazi ikke har haft kontrol over oprørsfolkene i og omkring Tripoli og Sirte og derfor - trods god vilje - hverken har kunnet forhindre plyndringer, hærværk eller lynchning af diktatoren og hans folk. Rådet har lovet FN og Nato så vidt muligt at sikre retfærdige og værdige rettergange mod det gamle styres ansvarlige personer, men reelt har det ikke haft nogen mulighed for at kontrollere udviklingen i den vestlige del af landet.

Hævnaktioner fra oprørernes side er derfor uundgåelige. De er modbydelige at være vidne til - ligesom det evindelige serjrskyderi op i luften i både Sirte og Tripoli - og de gavner absolut ikke den nødvendige opbygning af en grundlæggende civil orden. Men de er forudsigelige, eftersom udisciplinerede oprørere der i månedvis har jagtet Gaddafis soldater med største ildhu umuligt kan koble af fra den ene dag til den anden. Og når der ikke findes en ordensskabende militær- og politimæssig instans der kan skaffe sig kontrol over udviklingen fra første færd, må det internationale samfund desværre affinde sig med overgrebene. Moralprædikener fra FN's generalsekretær er lige så forudsigelige som nytteløse. Der sættes hverken sikkerhedstropper eller politi ind fra FN's eller Natos side. Det bliver det midlertidige regeringsråd der kommer til at stå med ansvaret, og rådet vil uden tvivl blive hårdt dømt, hvis det fejler alvorligt inden for de nærmeste uger. De mange lykønskninger og tilsagn om hjælp fra vestlige lande er helt utilstrækkelige til at sikre den nødvendige og øjeblikkelige kontrol over situationen.



Gaddafi var en excentrisk diktator i den arabiske verden. Han gjorde sin militære uddannelse færdig i England, men var antivestlig i sin politik lige til 2003 - og støttede derfor forskellige befrielsesorganisationer samt iværksatte egentlige terroraktioner, hvor Lockerbie-flysprængningen over Skotland i 1988 blev det mest spektakulære. Den var hævn over den amerikanske bombning af hans hovedkvarter i Tripoli i 1986, der igen var reaktion på libyske angreb på den amerikanske Middelhavsflåde.

Gaddafi kom ligesom sit forbillede, Egyptens oberst Nasser, til magten ved et militærkup og slog også ind på dennes panarabisme, men havde ikke held til at få dannet nogen union med andre arabiske lande. Panarabismen var på tværs af de fleste landes interesser. Gaddafi kørte sit eget løb - og skejede mere og mere ud hvad angår både undertrykkelsen af sin egen befolkning og relationerne til udlandet. Hans leg med beduinskikke og -adfærd virkede nærmest latterlig. Ingen kunne rigtigt tage ham alvorligt - lige bortset fra når det gjaldt handelen med hans olie. Særligt Italien og Frankrig sørgede for at opretholde de fornødne forbindelser med ham.

I grunden må man se Moammar Gaddafi som et ekstremt eksempel på en enerådig muslimsk despot der ikke tålte modsigelse eller kritik, men fjernede enhver opposition og sikrede sig selv og sin familie optimalt. Han var også 'eksemplarisk' når det gjaldt mandschauvinisme og kvindeundertrykkelse. Ja, man kan faktisk se ham som den værst tænkelige udgave af en mandschauvinistisk enehersker der blæser sig mere og mere op i det ydre for så at sige at kompensere for at hans reelle magt indskrænkede sig til landet selv og dets befolkning på knap seks millioner mennesker. Uden landets olierigdomme havde han været intet. De sikrede Libyen en solid indtægt, som middelklassen nød godt af. Investeringerne i landbruget og industrien bar derimod ikke en frugt der svarede til deres nominelle størrelse.

Libyens fremtid er sikret gennem olien, men en stabil civilorden kræver hurtige sociale og økonomiske reformer.



Gaddafi og hans regime faldt på grund af FN's og Natos massive indsats for at forhindre diktatoren i at slå den libyske udgave af 'det arabiske forår' ned - således som der var fare for da oprøret i øst havde sikret sig den vigtige by Benghazi i februar. FN-mandatet blev strakt til det yderste, således at man formelt holdt sig til at beskytte civilbefolkningen og undlade indsættelse af landtropper, men i den faktiske borgerkrig reelt støttede oprørerne mod det etablerede samfund. Det er alle vestmagter meget tilfredse med i dag, hvor Nato kan se frem til at erklære missionen for fuldført. Præsident Obama har især fremhævet at en sådan effektiv operation lykkedes uden at en eneste amerikansk soldat er faldet. Men også Storbritannien og Danmark kan være tilfredse med det hurtige udfald. Inden for EU er det kun Tyskland der har holdt sig ude. Og herhjemme har Enhedslisten været ene om at gå imod engagementet.

Vestmagterne som sådanne kan imidlertid ikke siges at have ført en just flatterende politik over for Gaddafi gennem årene. Sålænge den excentriske enehersker deltog i terroraktioner mod Vesten, holdt man naturligvis afstand til ham - og betragtede ham længe med Ronald Reagans udtryk som 'en gal hund', men da han slog radikalt om i 2003 for ikke at blive sat i ledtog med Osama bin Laden og endda lovede erstatninger og retsforfølgelse i Lockerbie-sagen, fik tonen en anden lyd. Gaddafi kom ind i varmen igen - og både Tony Blair, Barrack Obama, Sarkozy og Berlusconi besøgte ham i beduinteltet i Tripoli. Og der var nærmest ingen ende på den hjertelige stemning.

Vestmagterne og især de vestlige stormagter har altid spillet dobbeltspil over for arabiske lande hvis olie man gerne vil kunne købe, men som har styreformer man strengt taget ikke bryder sig om. De har derfor set gennem fingre med decideret undertrykkelse af oppositionen og kvinderne, blot magten sikrede den stabilitet der var forudsætning for forsyningerne såvel som for Israels beståen. Derfor har vestmagterne, men først og fremmest USA, accepteret diktaturene i Saudi-Arabien, Egypten og Syrien og andre lande, herunder altså også Libyen. Men 'det arabiske forår' der startede i Tunesien og hurtigt bredte sig til Egypten, vendte op og ned på alle ting og gjorde en ny balancegang nødvendig. Hvad 'foråret' ender med de forskellige steder er langt fra afgjort. Givet er dog at Vestmagterne ikke militært vil gribe ind i Saudi-Arabien, Egypten og Syrien således som man på konkret foranledning gjorde i Libyen. Man vil ikke kunne få et FN-mandat dertil - og man vil frem for alt ikke risikere at vække den stærke folkelige modstand mod alle former for vestlig kolonialisme som lurer overalt og som i høj grad har skæmmet indsatsen i Irak og Afghanistan.



Det skal indrømmes af Moammar Gaddafi på grund af sit excentricitet har været en yderst delikat person at forholde sig til for vestmagterne. Man har jo simpelthen ikke kunnet vide med sikkerhed hvad manden kunne finde på at gøre, selvom Tony Blair har understreget at fyren ikke er gal, men rationelt tænkende. Det har jo vist sig ikke at holde 100 procent stik, selvom man uden tvivl må lade manden at han i høj grad vidste hvad han gjorde når han 'spillede skak' med udenlandske regeringschefer på sin manér. Men problemet med eneherskere der formår at holde sig ved magten i årtier, er jo i den sidste ende altid at de ikke kan se deres egen begrænsning og derfor løber linen ud, hvor det havde været klogest at standse længe før det ultimative fald. Vi kender det i den store katastrofale målestok fra både Hitler og Stalin. Men også i mindre målestok fra Mussolini i Italien, Ceausescu i Rumænien, Honecker i Østtyskland, Milosovic i Serbien eller Ben-Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten.

Og i alle disse tilfælde kommer der uundgåeligt noget komisk over vestlige landes regeringschefer der trods alle indicier for det modsatte bliver ved med at tro på fornuften hos deres modstandere og se bort fra de sygelige, ofte helt psykopatiske træk hos dem. Man kan indvende at det i hver givne politiske situation, hvor alle brikker ikke kan overskues, er realpolitik at spille spillet med bevarelse af diplomatisk respekt, men ikke bestride at omkostningerne kan være meget store på længere sigt, og at man mange gange forsømmer lejligheden til at sige fra i tide.

Nu er Gaddafis kyniske spil i Libyen bragt til definitiv slutning, og det må hilses med tilfredshed. Men Libyen selv står over for meget store udfordringer når det gælder at bringe landet på fode igen og bygge den nødvendige civile orden op. Og hvad angår de øvrige arabiske lande, er udfordringerne ikke mindre. For her er langt fra alle diktatorer sat på porten - og oprørsgrupperingerne derfor under stigende pres. Og de kan vel at mærke ikke støttes så direkte fra vestlig side som oprørerne i Libyen kunne. Vestmagterne er fortsat anbragt i en klemme der kræver både kløgt og diplomati samt tålmodighed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)

Status over året 2010  (31.12.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal