Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - arabforaar11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.8.11.


Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen

Hurtigere end ventet kom her til morgen nyheden om at Libyens hovedstad stort set er indtaget af oprørsstyrkerne, efter at Gaddaffis livgarde har overgivet sig. Allerede forrige nat rystede skyderier og eksplosioner Tripoli, og en af oprørslederne forudsagde at enden var nær for oberst Muammar Gaddafi og hans regime. Oprørerne nærmede sig byen fra alle sider, og natten til mandag kom gennembruddet. Oprørerne indtog Gaddafis grønne plads i midten af byen og omdømte den til 'Martyrernes plads'. De kan nu gå direkte efter diktatoren der formentlig har forskanset sig i sin privatbolig. Jublen er forståeligt nok euforisk - og lykønskningerne strømmer til oprørslederne.

Den længe ubestridte enehersker afviste ellers - ifølge nyhedsbureauet AFP - natten til søndag al tale om nederlag. Han 'skød' tilbage på rebellerne på stats-tv med det 'våben' han havde tilbage: et lydklip, hvor han kaldte oprørerne for rotter og forrædere - og i det hele taget afslørede sin totale mangel på realitetsfornemmelse.

- Vi må gøre ende på denne maskerade. I må marchere ud i millionvis og befri de ødelagte byer, sagde Gaddafi. - Disse udskud går ind i moskeer og råber: Gud er stor. De er beskidte. De besudler moskeerne, lød det. Og Gaddafi beskyldte også den franske præsident Nicholas Sarkozy for at have dunkle hensigter med sin intervention i Libyen, dvs med deltagelsen i den Nato-ledede bombekampagne mod Gaddafis militære styrker og installationer der nu har stået på i tre måneder. - For at vinde sit kommende valg vil han [Sarkozy] have muligheden for at sige til sit folk: Værsgo, jeg tilbyder jer den libyske olie, sagde Gaddafi. - Men det libyske folk vil ikke tillade Frankrig at tage vores olie eller efterlade vores land i hænderne på forrædere, tilføjede han på sin vanlige bombastiske vis.

Udtrykt sig på denne måde har diktatorer gjort før, når de stod for fald og ingen realistisk udvej kunne se. Jo mere håbløs situationen er, jo højere skrues retorikken op. Og selvom der er rygter om at Gaddafi vil flygte, tyder alt på at det er for sent. Hans søn Saif al-Islam skal være taget til fange tillige med to andre. Men om diktatoren lader sig fange levende eller foretrækker døden er ikke til at vide. Oprørerne står til sikker sejr og taberne til lige så sikker forsmædelse og rettergang hvis de overlever. Jublen over sejren er og bliver stor, for kampen har været hård, og den så ellers for kun en uges tid siden ud til at blive meget langvarig.

Ulykken er imidlertid at problemerne for det libyske folk ikke standser med oprørernes militære sejr over diktatoren. Tværtimod er der nu i Nato frygt for at oprørernes succes ligefrem kan gå hen og blive en katastrofe, fordi de er ude af stand til at lede Libyen og bygge en nyt samfund op med både civil orden og økonomisk og social funktionsduelighed. En Nato-diplomat har til den britiske avis The Times utvetydigt givet udtryk for at "vi står over for en katastrofal succes. Og selv hvis den ikke bliver katastrofal, vil det være en kaotisk succes, fordi oppositionen ikke er klar til at regere, og der derfor vil opstå et vakuum, hvis Gaddafi falder".

Et sådant politisk vakuum er det sidste der er brug for, fordi det vil give alle hånde tvivlsomme grupperinger af militær art spillerum til at slås om magten og i værste fald at lade den stærkeste sætte sig på magten eller at lige stærke enheder udspille en borgerkrig om magten. Tripoli er en storby i den vestlige del af landet, mens oprørerne overvejende kommer fra mindre byer i øst. Det er også her islamisterne er bedst organiserede i forskellige grupperinger som Det Muslimske Broderskab og Libyens Islamiske Kampgruppe. Navnlig Broderskabet har stået i modsætning til Gaddafi, hvorfor der på denne måde er basis for deciderede hævnaktioner. Heller ikke klanerne skal man lade ude af begtragtning, for de har deres egen dagsorden hver for sig. Omvendt skal man heller ikke glemme, at revolutionen har været nødvendig for at komme af med diktaturet, og at alle revolutioner efter deres natur har store risici indbyggede i sig, fordi de revolutionære river ned for at komme til magten. Alt afhænger derfor af besindigheden og opbygningsevnen hos de sejrende. Det er vigtigt at den midlertidige oprørsregering i Benghazi udtrykkeligt sigter på orden, retssikkerhed og demokrati. Usikkerheden ligger i de mange selvstændige grupperinger, hvoraf nogle må frygtes at ville have hævn.



I Syrien er der optræk til en endnu længere varende konflikt, hvis slutresultat på nuværende tidspunkt er helt uforudsigeligt, fordi diktatoren langt fra er fældet.

Præsident Bashar al-Assad holder sig stadigt ved magten gennem hårdhændet bekæmpelse af alt oprør. Han lovede i begyndelsen reformer for at stække oprørernes voksende kampvilje, men uden held. Reformerne kom ikke, og presset fra FN og vestlige lande er steget så meget, at han har måttet forny løftet om reformer. Men de kommer ikke - og ingen tror på at han vil gennemføre dem. Han vil udelukkende vinde tid for at kunne uskadeliggøre, arrestere eller dræbe demonstranter og oprørere. Et af Assads seneste overgreb var arrestationen af 20 demonstranter, der under spark og slag blev jaget op i en bus af uniformerede soldater og tvunget til at råbe det stikmodsatte af hvad de mente: "Vore sjæle, vort blod ofrer vi til dig, Bashar!"

USA's præsident Obama har forlængst krævet Assads afgang, men Rusland vil ikke støtte kravet. De har tilbage fra Sovjettiden gode og nære bånd til både Syriens militære og politiske ledere. Og som Politikens Mellemøstkommentator Herbert Pundik meget rigtigt fastslog i en klumme 14.8. så reddes syrerne ikke af fordømmelse udefra. I Pundiks store perspektiv er der ikke kun tale om en despot der for enhver pris slås for at bevare sit mindretalsdiktatur (hvor 10 procent undertrykker 75 procent af befolkningen), men om en frontlinjestat i kampene mellem USA og Iran og mellem Tyrkiet og Iran og i det hele taget om den regionale førerstilling i Mellemøsten. Assads største aktiv er simpelthen at hans fald kan få uoverskuelige konsekvenser for hele regionen. Ikke blot set med amerikanske og israelske, men også med tyrkiske og saudiarabiske øjne kan det gå meget værre end det gør for tiden. Assads fald kan nemlig betyde borgerkrig mellem alawitterne og det sunnimuslimske flertal - og desuden borgerkrig i Libanon, hvor Hizbollah-militsen har magten.



Den såkaldte Jasmin-revolution i Tunesien sendte præsident Ben Ali på flugt i midten af januar. Men hans folk kæmper videre i det skjulte, lyder rapporten fra bl.a. Politikens Anders Jerichow der i juli måned har været på rundrejse i hele den arabiske verden. De kontrarevolutionære kan imidlertid ikke skrue tiden tilbage. Det vigtigste der er sket, siger en aktivist, er at vi har fået fornemmelsen af frihed. Den fornemmelse kan de kontrarevolutionære ikke tage fra os igen. - Det mest rammende udtryk er dog nok, at tuneserne befinder sig mellem tåregas og håb om frihed. De unge venter fortsat på en bedre fremtid.

Den fredelige revolution i Egypten tvang med hærens hjælp præsident Mubarak til fratrædelse før et valg. Og han er nu selv - syg og sengeliggende - ført for retten sammen med sine sønner. Men karakteristisk for situationen er at såvel militæret som de ortodokse religiøse ledere frabeder sig kritik - også når den former sig på humoristisk vis. Egyptiske bladtegnere skal stadigt et halvt år efter revolutionen vogte sig for at tegne landets magthavere som de ser dem. I begyndelsen af juli samledes et menneskehav på Tahrirpladsen i Kairo for at minde de militære ledere, som overtog magten efter Mubarak, om deres løfter om valg og demokrati. Men stemningen blev ikke forløst, rapporteredes det. Den tidligere magthaver blev kaldt tyv og morder, men de frustrerede talere kritiserede også politiet og retsvæsenet. En aktivist fra Ungdomsbevægelsen 6. april (2008) påpegede at det øverste militær råd ikke støtter demonstranterne, men tværtimod er bange for dem. Demonstranterne agter dog at blive ved med at demonstrere. - En systemkritiker som forfatterinden Nawal al Saadawi beskylder militæret for at forsøge på at 'abortere revolutionen'. Men det kan de godt glemme, siger hun. Hun skilte sig personligt af med sin ægtemand for at fortsætte sit forfatterskab, og hun pointerer nu at også Egypten er nødt til at skille sig af med sine magthavere for at komme videre. Vi lever i en jungle siger hun. Men håb er magt. Det lærte hun i sin tid i fængslet.

Saudi-Arabien har hidtil været Vestens sikreste allierede i Mellemøsten, men dette enevældige monarki har formået at holde alt nybrydende forår fra døren. Direktøren for tænketanken Qatar gør over for Jerichow gældende, at Saudi-Arabien tvang Bahrain til at tage imod saudiske soldater for at nedkæmpe oprørernes krav om demokrati. Han fremhæver især at araberne nu har gennemskuet Vestens dobbeltmoral, at man hylder frihed og demokrati, men for stabilitetens skyld accepterer og støtter diktatur. Samtidigt advarer direktøren mod utålmodighed. Demokrati kan ikke indføres i arabiske lande på en studs. I Østeuropa tog det jo også 10-20 år. Men han er ret sikker på de nødvendige sigtemål: Det skal blive muligt at vælge og udskifte lederskab på en robust demokratisk måde - fra top til bund. Og der skal foregå en civil statsopbygning med mindre korruption, med regulære valg, ytringsfrihed og retssikkerhed og med ansvarlighed for magthaverne. - At der imidlertid er lang vej igen fremgår af et interview med den saudiarabiske kritiker Madawi al-Rasheed, der er forsker ved King's College i London. Når det arabiske forår er gået forbi Saudi-Arabien skyldes det primært at ikke engang de liberale i landet har mod til at kræve almindelig politisk stemme- og valgret. "De er alt for bange for, hvad de religiøse kunne bruge det til". Og hvad Vesten angår kan det hele efter hendes mening koges ned til det faktum at hverken USA eller Europa har råd til at ignorere Saudi-Arabiens betydning for international olieforsyning. Ingen vil risikere ustabilitet i området for at engagere sig i saudiarabernes vilkår. Omvendt kan Vesten dog ikke redde regimet den dag det falder.



Som tidligere konstateret er de arabiske diktatorers fald set fra et rent demokratisk eller rent humanistisk synspunkt en gevinst og derfor er allerede noget den vestlige verden må støtte som led i den overordnede kamp for den fornyelse der føres i Irak, Afghanistan og Libyen. Den ubehagelige sandhed er imidlertid at ingen véd hvad oprørsbølgen vil ende med ud over at den vil forrykke balancen i regionen.

USA og alle andre vestlige lande står i det dilemma, at de på den ene side må støtte demokratiske og sekulære bevægelser for at undergrave den islamistiske ekstremisme og terrorisme, men på den anden side frygter de at diktatorernes hurtige fald vil medføre en opløsning af landenes bestående civile orden og økonomi, og at netop ekstremisterne vil kunne udnytte dette til deres egen fordel.

Sikkert er kun at uroen vil fortsætte i Syrien som i store dele af den øvrige arabiske verden. Mellemøsten er for alvor kommet i smeltediglen.

Det store perspektiv må imidlertid ubetinget fastholdes således som det blev formuleret i artiklen af 26.4.: Den sociale uro må føre til sociale og økonomiske reformer, og det politiske oprør må føre til opgør med undertrykkelse og korruption. Samtidigt må befolkningerne udskifte det gamle, forståelige, men uhensigtsmæssige had mod jøder og amerikanere med ny vilje til at tage ansvaret for egne sociale, økonomiske og politiske forhold og problemer og samtidigt forsone sig med omverdenen. Kun derved kan brodden tages af ekstremismen og terrorismen og vejen blive banet for en langsigtet demokratisering og sekularisering, der kan vende hele udviklingen i regionen, fjerne kvindeundertrykkelsen, tage presset af flygtningestrømmen mod vestlige lande og generelt forbedre forholdet mellem muslimer og ikke muslimer i hele verden.



Spørgsmålet melder sig i den forbindelsen uundgåeligt om den arabiske eller bedre den muslimske verden (der jo også omfatter Iran og Tyrkiet) overhovedet er forenelig med frihed og demokrati i sekulær forstand eller om den er bundet til et fundamentalistisk religiøst syn på politik og moral som en del af en dogmatisk religion. Spørgsmålets besvarelse er ikke alene afgørende for de muslimske landes udviklingsmuligheder, men i høj grad også for muslimske indvandreres muligheder for at tilpasse sig demokratiet i de vestlige lande. Her er det derfor værd at lytte til en af den arabiske verdens og kulturs angiveligt største fortolkere, redaktør og kommentator på Daily Star i Libanon Rami Khouri, som Anders Jerichow interviewede på sin rundrejse (Politiken 24.7.).

Rami Khouri understreger først og fremmest at det arabiske oprør ikke er ideologi, men biologi. "Det handler grundlæggende om mennesker der forlanger at blive behandlet ordentligt - som mennesker. De vil selv bestemme, hvad de vil læse, hvad de vil snakke om, hvilken musik de vil lytte til. De vil have lov at være kreative. De vil selv bestemme, om de må snakke med en af det andet køn. De vil ikke have censur. De vil ikke kontrolleres fra morgen til aften. Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om menneskelig natur."

Khouri påpeger desuden at ingen havde troet, at diktaturet ville vige for demokrati uden videre. Men en boble er bristet, og regeringerne i Mellemøsten og Nordafrika forsøger nu tydeligvis at indrette sig på, at kravet om demokrati er kommet for at blive. Det er rigtigt, tilføjer han, at araberne ikke har en konkret erfaring med parlamentarisk demokrati. Men vi behøver ikke at bruge 100 år på at give kvinderne stemmeret. Det kan vi gøre med det samme. Og det kan godt være at det tog vestlige samfund et par hundrede år at nå frem til parlamentarisk demokrati, men så langsomme behøver vi ikke at være i den arabiske verden.

Hvad angår de militære magthavere fremhæver Khouri især at det uhørte nu er sket: borgere stiller disse magthavere til ansvar for deres gerninger. Og det er helt afgørende at alle vore samfund får den slags mekanismer på plads. Han tror dog ikke på at man skal se bort fra den arabiske tradition for rådslagning som fungerer godt i adskillige samfund. "Det nye er at de arabiske staters indbyggere er blevet borgere med politiske krav og rettigheder. Det er historisk. Arabere føler for første gang at de har ret til at blive taget alvorligt. Regeringerne tør ikke andet. Det har ført til en helt ny selvsikkerhed på borgerniveau. Det er også historisk. Det fordrer at hvert af de arabiske samfund før eller siden får regeringer der repræsentere borgernes ønsker og valg. Det vil ske."



Man kan over for Rami Khouri indvende, at når indførelse af demokrati kan tage tid, skyldes det ikke at de rent formelle rettigheder nødvendigvis behøver at være langsommelige at iværksætte, men at den tankegang og de tankevaner der knytter sig til rettighederne kan være træge at ændre. Ændringerne kommer først i og med at man går i gang med processen, men tankevanerne skal ændres, før et demokrati kan siges at være rodfæstet, og dette gælder ikke mindst når sekulariseringen regnes for en forudsætning for demokratiet, for så bliver det også de religiøse forestillinger der skal ændres.

Det afgørende turde imidlertid være at fastholde det synspunkt at oprør mod diktatur og kamp for frihed og demokrati ikke er ideologi, men biologi. De er ikke primært udtryk for kamp for intellektuelle ideer og principper (heller ikke ideer af juridisk art), men tværtimod udtryk for menneskenaturens inderste behov for frie udfoldelsesmuligheder. Dermed taler vi om et universelt behov der uden undtagelse gælder alle mennesker kloden over - uanset race, kultur og religion. Og dermed understreger vi også den historiske betingethed af eksisterende magtstrukturer og undertrykkelsesmekanismer.

Når man aldrig kan se bort fra forestillinger og tankevaner, skyldes det netop den historiske udvikling, som bl.a. for de muslimske landes vedkommende har betydet 1400 års fortsat og aldrig principielt forkastet indoktrinering af forestillinger om nøje logisk sammenhæng mellem religion og politik samt moral. Det er dette der under ét kaldes lovreligion og som altid stiller store hindringer i vejen for sekulariseringsideen: den principielle adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt.

Det er her den store skillelinje i dag går mellem den frie vestlige verden og den islamiske verden. Ikke fordi den vestlige verden gennem kristendommen har været ukendt med sammenblandingen mellem politik og religion. Tværtimod. Men fordi denne sammenblanding i dag stort set er et overstået stadium. Det har så uheldigvis ført til helt fejlagtige og naive forestilling om at det religiøse ikke hører hjemme i det offentlige rum, men kan henvises til privatlivet. Fejlslutningen ligger i forveksling af religion med religiøs magt. Det sekulariseringen går ud på er alene adskillelsen mellem religiøs magt og verdslig magt. Selve de religiøse forestillinger som sådanne kan derimod ikke undværes, fordi de som kollektivt ubevidste forestillinger grundlæggende er universelle og aldrig kan undertrykkes.

Det kan derfor siges med sikkerhed, at det arabiske forår som demokratisk proces ikke kan føres igennem med succes uden at muslimerne generelt får bugt med de indoktrinerede forestillinger om den snævre forbindelse mellem religion og politik som bl.a. findes i shariatænkningen og som de religiøse ledere meget bevidst forstår at udnytte i de muslimske lande - ofte med opportunistisk støtte af de verdslige magthavere - og som iøvrigt også fortsat betyder meget for indvandringsproblemet i de vestlige lande.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Nyhedsbureauet AFP
The Times
Al Jazeera - english
White House, USA
State Department, USA
CNN
FN's sikkerhedsråd
EU-rådet
Danske udenrigsministerium



Relevante artikler på Jernesalt:

Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)



Status over året 2010  (31.12.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse  (17.7.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)



Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Krisen på det religiøse område og behovet for sekularisering  (2.6.02.)
Sekulariserings-synspunktet (aksiom)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Religionen og sekulariseringen   Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal