Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mellmeoest12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.2.12.


Syrien nærmer sig borgerkrigen

Oprøret i Syrien mod præsident Assad tager til og har allerede ført til voldsomme og hensynsløse militæraktioner fra regimets side mod oprørernes stillinger i forstæderne til hovedstaden Damaskus og navnlig i deres vigtigste by Homs. Her tales om deciderede myrderier og et antal kvæstede som hospitalerne slet ikke længere kan klare.

Alt ser ud til at præsidentens dage som leder af landet er talte. Alle vestlige lande tager afstand fra hans regime og hans blodbad mod befolkningen, og de opfordrer ham utvetydigt til at trække sig tilbage. USA lukker ambassaden i Damaskus. Storbritannien, Frankrig og Italien trækker deres ambassadører hjem. Og også Den arabiske Liga, som en kort overgang havde observatører i Syrien, ønsker Assad fjernet.

FN's Sikkerhedsråd arbejdede i weekenden på højtryk for at få vedtaget en fordømmende resolution mod Assad, og den fik tilslutning fra Den arabiske Liga, men hverken Rusland eller Kina ville acceptere ordlyden og nedlagde veto. FN som organisation kan altså ikke foretage sig nogetsomhelst effektivt. Og det er der naturligvis mange der beklager, fordi det indebærer at Assad-styret får respit. Nogle hævder ligefrem at den manglende enighed i FN giver Assad licens til at fortsætte sit blodbad. Det er naturligvis noget vrøvl.

Harmen fra USA's og Frankrigs side er imidlertid stor. Frankrigs FN-ambassadør kaldte det en sørgelig dag for både syrerne og demokratiet. Frankrigs udenrigsminister Alain Juppé understregede at det internationale samfund burde anerkende og støtte det syriske folks ret til frihed, sikkerhed og valg af politisk fremtid. USA's præsident erklærede i Washington at Assad øjeblikkeligt måtte tillade en demokratisk overgang.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov fulgte ikke trop, men ville i stedet i dag tirsdag den 7.2. tage til Damaskus for at lægge pres på Assad. Hans hovedargument for at nedlægge veto mod resolutionsudkastet i Sikkerhedsrådet har været at Rusland ikke vil vælge side mellem det bestående regime og oprørerne, da der er fejl på begge sider og ingen indlysende sejrherre. Hvis Assads handlinger skal fordømmes, skal oprørernes også. Men naturligvis spiller det her ind at Rusland gennem mange år har betragtet Syrien under Assad-klanen som en forbundsfælle i regionen og bl.a. leveret store mængder våben til landet. Efter mødet med Assad erklærede udenrigsminister Lavrov her sidst på eftermiddagen at Syriens politiske ledelse ser sig som "fuldt forpligtiget" til at forsøge at bringe en ende på de blodige uroligheder i landet, og Lavrov bekræftede at Rusland er "klar til at handle for at finde en hurtig løsning på krisen, baseret på den plan, Den Arabiske Liga har fremlagt". Og Assad skulle også have erklæret sig interesseret i at observatørerne fra Ligaen genoptog deres arbejde. - Altsammen erklæringer af den slags der reelt udelukkende tjener det formål at udskyde en løsning på problemet. Ingen kan længere stole på Bashar Assad.

Det gør man slet ikke i FN, men når Sikkerhedsrådet imidlertid ikke som i Libyens tilfælde kan blive enige om at handle, skyldes det ganske enkelt at Syrien er en langt mere kompliceret sag end Libyen. Oprørerne har ikke fuld kontrol over nogen by eller noget område i Syrien. Assads hær og politi er nok ramt af visse deserteringer, men har fortsat kapacitet og hensynsløshed til at rette knusende anslag mod oprørernes stillinger og påståede baser. Hærens skyts rammer i vid udstrækning civile og sagesløse borgere, og derfor er der ingen tvivl om at oprørerne bliver flere og flere. Men stadigvæk ser det ikke ud til for alvor at rokke præsident Bashar Assad. Sagen er at han og hans familieklan uden tvivl bliver nødt til at forlade landet, hvis de først giver efter for presset og begynder at indfri blot nogle af de mange løfter om reformer de selv har givet gennem længere tid med henblik på at trække tiden ud. Assad har i realiteten ikke mange venner tilbage uden for landets grænser. Ikke engang Rusland kan regnes til dem i egentligste forstand, da Kreml trods alt er realistisk nok til at se en ende på Assads regime, men de vil åbenbart ikke helt slå hånden af manden lige straks, og derfor er det ikke helt ligegyldigt at den russiske udenrigsminister nu har været i Damaskus for at drøfte situationen med Assad. Det har bare ikke den effekt FN og den vestlige verden ønsker. Det vil tværtimod give Assad respit - i Ruslands interesse.



Det grundliggende problem turde være, at Assad-klanens magt beror på diktatur og undertrykkelse lige fra den dag den nuværende præsidents far Hafiz Al-Assad kuppede sig til magten i 1970, og at den hele vejen igennem har bygget på ensidig favorisering af det alawittiske mindretal, der kun udgør ca. 11 % af befolkningen. Sunnimuslimerne udgør 70 %, shiamuslimerne 3 %, druserne 2 % og forskellige kristne kirker de resterende 14 %. Det betyder at der ikke vil kunne skabes muligheder for større reformer der blot nogenlunde tilgodeser alle befolkningsgrupper, medmindre Assad-klanen giver op og forlader Syrien. Det er selvsagt hvad de syriske oprørere håber på og kæmper for. De er en del af 'det arabiske forår' på godt og ondt. De ønsker ligesom oprørerne alle andre steder i regionen frihed, retfærdighed og politisk indflydelse, men de er dårligt organiserede lige som oprørere i fx Egypten. De har reelt vidt forskellige interesser og har af gode grunde ingen regulær demokratisk fornemmelse. Hvor mange bøller og anarkister der er iblandt dem er ikke godt at vide. I Egypten har den slags vist sig at være katastrofalt mange - og de er med til at ødelægge mulighederne for en fredelig og progressiv genopbygning af landet. Assad har derfor i Syrien delvis held til blandt de velstillede at stemple oprørerne som terrorister.

Det er altsammen med til at gøre situationen i landet så speget at det på forhånd synes udelukket at FN nogensinde vil blive enige om en fælles intervention i landet. Man kan slet ikke gentage flyinterventionen fra Libyen, og man har slet ingen oprørslederne i Syrien at gøre fælles sag med. Frankrig lufter godt nok muligheden for en eller anden aktion uden for FN-regi, men det er mere ord end beslutsomhed. Sarkozy er midt i kampen for at blive genvalgt som præsident og har brug for at fremstå handlekraftig. Men han er reelt det modsatte. Ingen vestlige nationer har i øjeblikket mulighed for militær intervention i Syrien. Og det véd både Assad og Putin i Rusland.

Det betyder i realiteten at syrerne er henvist til at afgøre sagen selv, det vil sige lide borgerkrigens mareridt, myrderier og ødelæggelser, indtil borgerkrigslykken vender og Assad vælger at fortrække - og det kan tage måneder, måske år. Nogle eksperter mener dog det kan ske inden for det næste halve år. I så fald bliver forandringen revolutionerende, men det er ikke ensbetydende med at det syriske folks lidelser hører op. Det arabiske forår er hverken i Syrien eller Egypten en ren blomstringsperiode. Det ender som almindelige forårstider med efterår og vinter, før der igen kommer spiring til noget nyt. Det arabiske forår er overalt en langsommelig proces der kræver tålmodighed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links:

FN's Sikkerhedsråd
Al-Jazeera
Der Spiegel



Relevante artikler på Jernesalt:

Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer  (21.10.11.)
Løber 'Det arabiske forår' ud i ørkensandet?  (24.11.11.)
Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal