Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mellemoest11c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.4.11.


Syrien også i oprørets tegn

Alt imens problemerne i Libyen vokser som følge af Gaddafi-regimets afmagt over for Natos bombardementer og oprørernes afmagt over for Gaddafis soldater og lejetropper, udvikler alvorlige oprør sig andre steder i den arabiske verden, herunder nu også i Syrien.

Først var der revolution i Tunesien, den såkaldte Jasmin-revolution der sendte præsident Ben Ali på flugt i midten af januar. Så fulgte den fredelige revolution i Egypten der med hærens hjælp tvang præsident Mubarak til fratrædelse før et valg, og endelig kom oprøret i Libyen der betød blodig borgerkrig mellem oberst Gaddafi i Tripolis og lokale oprørsgrupper med hovedsæde i den østlige by Benghazi. Her gik USA og Nato i henhold til resolution fra FN-sikkerhedsråd ind med luftvåben for at forhindre massakrer på civilbefolkningen. Men indsats fra selv det bedste luftvåben kan ikke afgøre en krig.

I midten af marts gjorde ungdommen så oprør mod præsident Bashar al-Assad i Syrien; det kostede 60 mennesker livet, men blev i første omgang sat i bero fordi præsidenten bebudede en stor tale til befolkningen. Den blev vist på syrisk fjernsyn den 30. marts hvor præsidenten talte om at "vi er for reformer, og vi er tilhængere at af opfylde folkets krav. Men vi går ikke ind for kaos og ødelæggelse."

Talen var én stor skuffelse for alle der havde regnet med vilje til reformer - og specielt med ophævelse af den 40 år gamle undtagelsestilstand. Assad talte i stedet for om sammenhold blandt landets mange forskellige politiske og religiøse grupper. Og han brugte det billige trick at give udenlandske fjender skylden for urolighederne.



Oprøret fortsatte derfor - inspireret af udviklingen i Tunesien, Egypten, Yemen og Libyen. Syrerne nærer stærke ønsker om at komme af med diktatoren og undtagelsestilstanden, og resultatet er stadigt nye lokale oprør. Således også i Syriens tredjestørste by, Homs, hvor der natten til den 18. april samledes omkring 50.000 mennesker til en demonstration som egentligt var startet som et helt almindeligt ligfølge. Efter et par timers forløb begyndte sikkerhedsstyrkerne imidlertid uden varsel af skyde på demonstranterne. "De skyder på alt der bevæger sig", hed det.

Demonstrationer finder sted i andre byer, store som små, og det karakteristiske synes at være at de opstår lokalt - uden nogen central koordinering. Det bekræfter at der er tale om en ægte folkelig bevægelse der skyldes opsparet frustration over styrets misregimente og undertrykkelse. Der sker fx det, at enkelte mennesker på vej ud af moskeerne efter fredagsbønnen begynder at råbe 'Frihed', så følger andre med - og en demonstration bliver dannet.

Alle steder reagerer det syriske militær med beskydninger, anholdelser og mishandlinger af demonstranter og tilfældige mennesker, men ofrene betragtes som martyrer, og militærets optræden hælder således kun benzin på bålene. Nøjagtigt hvad der sker, er det dog umuligt for udlandet at følge med i på grund af den effektive censur. Men at oprøret har bredt sig voldsomt er hævet over al tvivl og kan fx aflæses direkte af at præsident Bashar al-Assad langt om længe følte sig tvunget til i hvert fald på papiret at ophæve den undtagelsestilstand som hans far, Haffis al-Assad, indførte kort efter at han kuppede sig til magten i 1970, og som Bashar selv gjorde effektivt brug af for at bremse de frie debatklubber eller -saloner der opstod under det såkaldte Damaskusforår i 2000-01.

Spørgsmålet efter de sidste uroligheder var om det ville lykkes præsidenten at få bugt med oprøret ved at foregive lidt imødekommenhed - eller om oprøret vil fortsætte og blive endnu stærkere så en blodig konfrontation bliver uundgåelig. Ulykken er som andre steder i Mellemøsten, at oprørsgrupperne er dårligt organiserede og dårligt udrustede til kamp. Men i går mandag den 25. april viste det sig at regimet ikke kender til pardon. Der blev rettet voldsomme militære angreb på demonstranterne med kampvogne og snigskytter, bl.a. i den sydlige by Deraa og i Damaskus-forstaden Dourma. Grænsen til Jordan skal også være blevet lukket.



Det er ønsketænkning for oprørerne at hævde, at det bedste præsident al-Assad kan foretage sig er at trække sig, udskrive valg og ophæve Baathpartiets monopol på regeringsmagten. For så vil han skåne landet for en borgerkrig og redde sit eget og sin families skind foruden den minoritet af alawitter han selv tilhører. Det var hvad en anonym syrisk oprører skrev i en kronik i Politiken den 3. april. Og begrundelsen var, at al-Assads tid som enehersker er forbi, og "folket har knust angsten og barrieren af frygt".

Men selvom det sidste er korrekt, så er oprør nu engang ikke så let, hvad der tydeligt ses i Libyen, men i virkeligheden også i Egypten, hvor man faktisk er kommet af med diktatoren. Oprørerne skal nemlig ikke blot have tilstrækkelig begejstring og energi - eufori og momentum - men også have evne og vilje til at finde sammen i en enighed om mål og midler der kan bane vej for de nødvendige praktiske løsninger på længere sigt.

Ét er at al-Assad for at bevare sit magtmonopol spiller på alawitternes forestillinger om at de vil blive massakreret hvis præsidenten må opgive magten. Det gør jo ingen af dem særligt villige til at trække sig frivilligt. Noget andet er at der findes islamister som er velorganiserede og som gerne vil af med al-Assad for selv at komme til magten. De har særligt deres støtter blandt bybefolkningen, altså borgerskabet. Mens oprørerne fortrinsvis tilhører de fattige og undertrykte dele af befolkningen der ikke er organiseret og heller ikke støttes af de såkaldte salonsocialister og intellektuelle. Denne mangel på organisation og lederskab er en alvorlig hæmsko.



Hertil kommer at Syrien under al-Assad har formået at komme til at spille en central rolle i forholdet til såvel det palæstinensiske som det libanesiske problem. Præsidenten har støttet Hamasbevægelsen i Gaza og er samtidigt på talefod med Abbas-regeringen på Vestbredden. Og regeringen bestemmer desuden udviklingen i Libanon i kraft at de tætte kontakter til Hizbollah, 14. marts-bevægelsen og kristne grupperinger.

Dette betyder at al-Assads fald uanset hvornår dette måtte komme uundgåeligt vil forrykke balancen i hele regionen - på nøjagtigt samme måde som enhvert andet regimeskifte af demokratisk karakter vil gøre. Ingen er i stand til at forudsige følgerne.

Set fra et rent demokratisk eller rent humanistisk synspunkt er diktatorernes fald en gevinst og derfor det den vestlige verden må støtte som led i den overordnede kamp for fornyelse der føres i Irak, Afghanistan og Libyen. Men sandheden er at ingen ved hvad oprørsbølgen vil ende med ud over at den vil forrykke balancen i regionen.

Redaktør Herbert Pundik har megen ret i at den aktuelle demokratibølge i hvert fald umiddelbart svækker Washington i og med at den vil føre til dannelse af regeringer med decideret antiamerikanske holdninger, fordi de arabiske befolkninger anser USA for at være de korrupte magthaveres beskytter. Nye regeringer vil allerede være tilbøjelige til at åbne forhandlingerne med præstestyret i Teheran, fordi Irans præsident Ahmadinejad har vist mod til at gå imod USA og dermed er blevet en folkekær skikkelse i hele Mellemøsten. Meget vil derfor komme til at afhænge af om de nye regeringer vil være i stand til ikke blot at få afsat en forhadt diktator, men også at få gang i de økonomiske og sociale reformer som alene kan gøre almindelige mennesker til tilhængere af demokrati og fremskridt.

USA og alle andre vestlige lande står i det dilemma, at de på den ene side må støtte demokratiske og sekulære bevægelser for at undergrave den islamistiske ekstremisme og terrorisme, men på den anden side må nære frygt for at den simple fjernelse af diktatorerne vil medføre en opløsning af landenes bestående civile orden og økonomi som netop ekstremisterne vil kunne udnytte til deres egen fordel.



Hvad Syrien angår gælder specielt at oprørerne - i modsætning til dem i Libyen - ikke kan forvente nogensomhelst militær hjælp fra vestlig side. Magtforholdene er alt for komplekse til at det overhovedet kan lade sig gøre at gribe ind. Så selvom præsident Bashar al-Assad og alawitterne næppe kan holde stand mod oprørerne på langt sigt, er der ikke umiddelbart udsigt til hans snarlige fald. Dertil står han økonomisk, militært og sikkerhedspolitisk alt for stærkt. Og hans vilje til at holde fast ved magten er formentlig urokkelig, ligesom landet ikke har en hær der kunne tænkes at gå på tværs af præsidenten.

Det kan derfor slås fast med sikkerhed at det er usandsynligt at præsident Bashar al-Assad frivilligt opgiver magten, og at det syriske folk følgelig vil komme til at lide alvorlige tab og skuffelser i den kommende tid.

Sikkert er det også at uroen vil fortsætte i Syrien som i store dele af den øvrige arabiske verden. Mellemøsten er for alvor kommet i smeltediglen - og intet tyder foreløbigt på at temperaturen i diglen tager af - eller at det smeltede stof hurtigt vil blive ledt ud i holdbare og brugbare former. Jf. Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)

Det store perspektiv må imidlertid ubetinget fastholdes: Den sociale uro må føre til sociale og økonomiske reformer, og det politiske oprør må føre til opgør med undertrykkelse og korruption. Men samtidigt må befolkningerne udskifte hadet mod jøder og amerikanere med vilje til at tage ansvaret for egne sociale, økonomiske og politiske forhold og problemer. Kun derved kan brodden tages af ekstremismen og terrorismen og vejen blive banet for en langsigtet demokratisering og sekularisering, der kan vende hele udviklingen i regionen, fjerne kvindeundertrykkelsen, tage presset af flygtningestrømmen mod vestlige lande og generelt forbedre forholdet mellem muslimer og ikke muslimer i hele verden.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Al Jazeera - english
CNN



Relevante artikler på Jernesalt:

Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)  (22.8.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)



Status over året 2010  (31.12.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse  (17.7.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal