Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mellemoest11b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.3.11.


Gaddafi står stadig for fald

For tre uger siden kunne det konstateres, at Libyens enerådige leder siden 1969, oberst Moammar Gaddafi stod med ryggen mod muren efter at større og større dele af befolkningen var blevet inspireret af tunesernes og egypternes uhyre begejstrede og målrettede oprør mod deres gamle reaktionære diktatorer. Det blev tilføjet, at diktatoren var så trængt, at det kun var et spørgsmål om få dage, før han måtte opgive sin enevælde. Det blev dog også slået fast, at Gaddafi sagtens kan trække tiden ud, fordi han fortsat har støtter der ikke har andet valg end at følge ham. Kæmper han sammen med disse tilhængere til sidste mand og kugle, vil det betyde blodbad i Tripoli med måske tusinder af ofre. Men i længden vil det ikke kunne redde ham. Han står i sidste ende for fald, fordi han ikke vil give sit folk frihed til at gå nye veje, og fordi han er uden nogen som helst forståelse for realiteterne og nærmest er blevet grebet af forfølgelsesvanvid. Han ser USA og de europæiske stormagter som værende i ledtog med Al-Queda.

Nu har det internationale samfund med USA, Frankrig og Storbritannien i spidsen, med FN's sikkerhedsråd i ryggen og endda Den Arabiske Liga som anbefaler - grebet ind og i sidste øjeblik forhindret Gaddafis tilbageerobring af de dele af landet som oprørerne havde vundet, herunder ikke mindst de østlige provinser med byerne Benghazi og Tobruk. Oprørerne har fået skuffelsen og frustrationen vendt til nyt håb, men er militært set så svage i forhold til Gaddafi, at almindelige, frihedsønskende libyere er bekymrede for situationen og prøver at komme ud af landet. Og dette er i enhver henseende uholdbart - og ødelæggende for mulighederne for at få Gaddafi væltet.

De intervenerende lande kan udslette Gaddafis luftvåben og kommandocentraler, så det bliver umuligt for ham at vinde borgerkrigen, men dilemmaet er at dette ikke er nok til at sikre oprørerne sejren. Dette vil nemlig for det første kræve militære sejre på landjorden og for det andet overvindelse af den uhyggeligt store politiske svaghed der ligger i manglende lederskab, strukturer og institutioner.

Så en afslutning på sagen kan ikke forventes forløbigt.



Oprøret i Libyen kan og skal ses som del af de unge araberes oprør mod de undertrykkende enevældige herskere i hele Nordafrika og Mellemøsten og derfor som led i hele den forandringsproces eller forvandlingsproces som er en følge af både den ophobede sociale uro og det dybe håb om mere frihed. Den er dermed overordnet set også et led i den krig der føres i Afghanistan og de indre konflikter der findes i Irak, Iran, Yemen og Algier samt Egypten. Alle steder spiller den sociale uro, herunder ungdomsarbejdsløsheden en stor rolle, men også såvel politiske som religiøse modsætninger. Konflikterne er i sidste ende også et spørgsmål om demokratisering og sekularisering og dermed om hele inspirationen fra den vestlige kultur, der både tiltrækker og frastøder araberne. Og der indgår så mange elementer i konflikterne, at det er umuligt at forudsige hvad de ender med. Kun ét er sikkert: Mellemøsten og Nordafrika bliver ikke det samme som før - og et mere varigt og holdbart resultat vil ikke kunne konstateres de første årtier.

Konflikterne stiller derfor vestmagterne over for store dilemmaer. For på den ene side ønsker ingen at regionen bliver fuldstændigt destabiliseret af oprør og forandringer, for det kan kun gøre situationen værre og åbne for islamisme. På den anden side er vestmagterne som demokratier betragtet forpligtet til at støtte genuine frihedsbevægelser og samtidigt bidrage til sociale og økonomiske reformer der kan gøre landene attraktive at blive i og få udviklet.

Dilemmaet er udtryk for modsætningen mellem realpolitik og idealpolitik, og det ses ekstra tydeligt i netop Libyen, fordi dette land i årtier har været ledet af en brutal og uberegnelig diktator, der med rette blev betragtet som en af bagmændene bag den internationale terrorisme. Men durkdreven som han var forstod han at indynde sig så grundigt og systematisk blandt Vestens mere eller mindre naive ledere at han fik slettet sin faktiske terrorisme af 'straffeattesten', fjernet stemplet som slyngelstat, ophævet FN's sanktioner og til sidst gik hen og blev betragtet som "Vestens bedste fjende" - således som det er blevet dokumenteret af den franske filminstruktør Antoine Vitkine's film 'Kadhafi - notre meilleur ennemi' som forleden blev vist i dansk fjernsyn.



Filmen viser oberst Gaddafis vej til den enevældige magt og hans deltagelse i den internationale terrorisme med Lockerbie-sprængningen i 1992 og den efterfølgende embargo-reaktion fra FN's side. Sanktionerne ramte diktatoren og landet så hårdt, at han for at få amerikanske erhvervsfolk tilbage til Libyen tilbød USA samarbejde med CIA om bekæmpelse af den internationale terrorisme. Efter flere års gensidige sonderinger fik han faktisk en aftale i stand der betød udlevering af mange informationer til CIA om terrorismen, udlevering af to Lockerbie-piloter til retsforfølgning i Storbritannien og tilhørende erstatninger til ofrenes familier samt - efter 11.9.01. - også tilintetgørelse af masseødelæggelsesvåben, herunder udstyr til fremstilling af nukleare våben. Der førtes afgørende hemmelige forhandlinger i London i 2003, og man enedes om en aftale, der indebar at Libyen officielt skulle erklære at ville destruere sine masseødelæggelsesvåben.

Udslaggivende skal i høj grad have været Gaddafis angst for at få samme skæbne som Iraks Saddam Hussein, men det hører med til billedet at Gaddafi ikke ville gå på libysk tv for at læse den aftalte erklæring op for sin befolkning. Det overlod han til sin udenrigsminister, fordi det ikke var foreneligt med hans egen stolthed. Men det tillagde man ikke dengang nogen særlig vægt. I USA gik præsident Bush på fjernsynet og i Storbritannien Tony Blair, og den sidstnævnte lod også forstå at Gaddafi var en anden ledertype end Saddam Hussein. Han var oprigtig, hvad Blair fik bekræftet ved sit personlige møde med Gaddafi i Libyen. Og det er ubestrideligt at han faktisk holdt sin del af aftalerne dengang, herunder gjorde brutalt op med islamismen i landet. Men samtidigt med at han fik forbedret sin økonomi, kunne han uhindret stramme grebet om sit eget enevælde.

Siden fulgte Frankrigs Sarkozy, Italiens Berlusconi og Tysklands Gerhard Schrøder med i Blairs kor. Gaddafi var taget til nåde og blev hyldet efter alle kunstens regler i sit berømte beduintelt. Kun Gaddafis halvanden time lange, selvsikre og propagandistiske jomfrutale for FN's generalforsamling i 2009 med udfald til højre og venstre gjorde et lille skår i glæden.

Men trods alt troede man situationen i Libyen stabiliseret - lige til den tunesiske og den egyptiske ungdom gjorde oprør mod deres eneherskere og satte spørgsmålstegn ved stabiliteten i regionen.



Fra starten havde de libyske oprørere stor opbakning i befolkning i flere store byer og stor bevågenheden i alle vestlige medier. Men ganske som i Egypten var svagheden at de var dårligt organiserede - og derfor ude af stand til at hamle op med styrets militær og politi. Selv oprørernes hovedbastion i Benghazi blev alvorligt truet af fremrykkende Gaddafi-styrker - og den blev faktisk først reddet da vestmagterne i sidste øjeblik foretog flyangreb mod Gaddafi natten til den 20. marts.

Angrebet burde have været indledt en uges tid tidligere, men hverken USA eller de europæiske stormagter vovede intervention uden et FN-mandat, og dette trak ud i dagevis på grund af modstand fra Kina og Rusland. Til sidst lykkedes det dog at få vedtaget en kompromis-resolution der gav stormagterne lov til at opretholde et forbud mod libysk overflyvning af eget luftrum samt at foretage beskydning fra luften af militære mål der kunne udgøre en risiko for diktatorens overgreb mod den libyske civilbefolkning. En ret uklar eller ret fortolkelig resolution der da også straks blev fortolket forskelligt af Vestmagterne og Den Arabiske Liga. Ikke engang medlemslandene i Nato kunne blive enige om fælles optræden.

For Vestmagtskoalitionen var det vigtigt at få moralsk opbakning fra Den Arabiske Liga, og derfor ikke heldigt at få sået tvivl om opbakningen. Man vil - ud fra belæringen fra Irak - for alt i verden undgå at vestmagterne gennem deres intervention opfattes som invasions- eller besættelsesmagt. Men omvendt er man også nødt til at handle effektivt for ikke at risikere oprørets definitive nederlag. Gaddafi anses under alle omstændigheder for en færdig mand, men det er foreløbigt overladt til libyerne selv at gøre det af med manden.



Hele forløbet viser at Vestmagterne er blevet bange for at gribe ind i andre landes indre anliggender, selvom der er tale om åbenlys undertrykkelse af befolkningen. Man har på grund af den økonomiske krise heller ikke råd til langvarige og kostbare indsatser. Og man er langt fra sikre på at den selvbestaltede frie regering i Benghazi vil kunne klare opgaven. Kun Frankrig har anerkendt den.

Hvor langt man kommer med flyovervågning, bombardementer af Gaddifis enheder, luftvåben og kommandocentraler må vise sig. Men det turde ligge fast, at krig skal vindes på landjorden, og at Gaddafi i sidste ende ikke er til at stole på. Han lader sine folk udstede erklæringer om våbenhvile, men forsætter sine operationer med bl.a. lejesoldater, politi og snigskytter. Han har som despot intet alternativ til fortsat krigsførelse. Men hans definitive fald er udskudt. Ingen véd hvornår det indtræffer, og ingen véd hvilke følger faldet eller selve ventetiden vil få for den libyske befolkning eller flygtningestrømmene fra landet.

Loven om utilsigtede virkninger er aktualiseret, og den siger at der altid vil være utilsigtede virkninger af politiske beslutninger og handlinger ved siden af de tilsigtede og ønskede virkninger. Og dette gælder ikke mindst når udgangssituationen er det der i kaosteorierne kaldes 'en følsom begyndelsestilstand'.



Det folkelige oprør i Libyen kan til en vis grad sammenlignes med den samtidige japanske katastrofe i og med at det er store naturkræfter der er blevet udløst. Men sammenligningen forudsætter dog fuld forståelse for at også politiske og psykiske kræfter opfattes som naturkræfter.

Katastrofen i Japan var en højst uheldig kombination af et jordskælv, en tsunami og en kernekraftsudløsning som umiddelbar medførte enorme ødelæggelser af liv, materiel og infrastruktur, gjorde tusinder til hjemløse flygtninge og tillige udløste ulykker og ødelæggelser på flere atomkraftværker hvis virkninger er helt uoverskuelige både på kort og på længere sigt. Det vender vi tilbage til i en særskilt artikel: Japans tredobbelte katastrofe.

Det folkelige oprør i Nordafrika kan på samme måde ses som et politisk jordskælv der rystede ellers sikre regimer og hvis efterfølgende bølge af frihedstrang umiddelbart rev en mængde faste strukturer med sig (men i første omgang heldigvis ikke nær så mange individer som den japanske) og som til syvende og sidst blotlagde psykiske fundamentalkræfter der hos nogle og på visse steder kan være ødelæggende og selvødelæggende, hvis de kommer ud af kontrol, og hos andre forhåbentligt konstruktive hvis de i tide kommer under kontrol.

Alt tyder forløbig på at de (selv-)ødelæggende kræfter i Libyen hos magthaverne er uhyggeligt store og vil kunne sende landet ud i destruktivitet og kaos, og at det er helt uvist om de konstruktive kræfter blandt oprørerne og de almindelige borgere vil være udholdende og strukturdannende nok til i tide at få vendt udviklingen i samarbejdet med udlandet. Og resultatet afgør vel at mærke ikke alene Libyens skæbne for mange år, men vil også have en afsmittende virkning på udviklingen i resten af Nordafrika og hele Mellemøsten.



Sammenligningen kan umiddelbart virke søgt og måske ligefrem stødende. Men den sker fuldt overlagt ud fra ønsket om at understrege af de psykiske fundamentalkræfter der ind i mellem slippes løs i politik i virkeligheden også er naturkræfter der kan være voldsomme og hvis virkninger både på kort sigt og langt sigt kan være helt uoverskuelige og uberegnelige. Jf. artiklen om At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.).

Det er i den aktuelle situation en uklar og fortolkelig resolution FN's sikkerhedsråd har vedtaget, og det er en endnu uklarere strategi de splittede og tilbageholdende vestmagter har anlagt for deres indgriben i Libyen, eftersom man ikke går direkte ind med støtte til de parter i den libyske befolkning der på libysk jord skal gennemføre en forandring til det bedre i Libyens politiske liv og civile samfundsorden. Men sporene fra Irak og Afghanistan skræmmer.

Vestmagternes dilemma mellem realpolitik og idealpolitik og mellem fornuftig og hensigtsmæssig indgriben og frygt for beskyldninger om overgreb er blevet en fast bestanddel af de vestlige demokratiers forhold til de ikke-demokratiske lande i Afrika, Mellemøsten og Asien, og dilemmaerne vil vedblive at være det, så længe de ikke-demokratiske lande også er relativt fattige lande med primitive normer og dogmatisk religiøse forestillinger.

Men det er vilkåret i en moderne verden der er præget af hurtigt kommunikation og høj mobilitet - samt for lavt oplysningsniveau og for høj grad af naivitet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Al Jazeera - english
White House, USA
State Department, USA
CNN
FN's sikkerhedsråd
EU-rådet
Danske udenrigsministerium



Relevante artikler på Jernesalt:

Det arabiske forår allerede i stampe eller krise  (22.8.11.)
Gadaffi står for fald  (28.2.11.)

At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)

Status over året 2010  (31.12.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)

Kaosteorierne
De stærke psykiske fundamentalkræfter
De psykiske grundprocesser



Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA
Artikler om EU
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal