Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - irakkrigu1

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.10.08.


Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg

I en nyudkommet bog om 'Vejen til Irak' har den kontroversielle Venstre-politiker Jens Rohde ytret sig på en sådan måde om VK-regeringens begrundelse for at gå med i USA's krig mod Saddam Husseins regime i Irak i 2003, at det igen har rejst spørgsmålet om krigen var begrundet i usikre eller ligefrem vildledende påstande om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben eller ej.

Regeringen har hidtil fastholdt at dens begrundelse var utvetydigt udtrykt i selve det beslutningsgrundlag som Folketinget vedtog i marts 2003, og som primært henviste til Saddam Husseins manglende villighed til at bøje sig for FN-resolutionen nr. 1441 af 14.11.02., der stillede krav om ubetinget samarbejde med FN og afvæbning af Irak.

Jens Rohde var dengang Venstres politiske ordfører og er nu efter et par års pause fra politik - for et radioeventyrs skyld - vendt tilbage som partiets spidskandidat til EU-parlamentsvalget næste år, og han hævder altså, at han aldrig har mødt et menneske uden for Christiansborg som ikke havde opfattelsen at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen, og at politikerne derfor er nødt til at erkende at de i offentligheden skabte billedet af masseødelæggelsesvåben. Hvad der så står i lovteksten, det er juristeri!

Rohde påtager sig ifølge avisreferater et personligt ansvar for at have brugt masseødelæggelsesvåbnene som argument, og indirekte langer han ud efter både statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller, idet han hævder at de har afvist at regeringen skulle have været med til at fremføre at masseødelæggelsesvåbnene var en af grundene til at gå i krig med Irak. "Det var den virkelighed vi var med til selv at skabe i den måde vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen."



I september 2002 sagde statsministeren efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn: "Jeg er ikke det mindste i tvivl om at han [Hussein] råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem. Det kan verden ikke være ligeglad med". Men som sagt stod der intet i det endelige beslutningsgrundlags tretten punkter om masseødelæggelsesvåben, og dette finder Rohde i dag tilfredsstillende i den forstand, at regeringen derved ikke blev bundet op på disse våben. "Men det fritager os ikke fra det ansvar, at vi var med til at skabe det billede. Og én ting er, at det holder rent juridisk, men verdensbilledet vi fik skabt, var bare ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden."

Da Rohde erfarede at hans bemærkninger i bogen blev opfattet som et angreb på statsministeren, skyndte han sig at understrege at noget sådant slet ikke var meningen, og at han var blevet misfortolket. Nogle af formuleringerne var ikke hans egne, men stammede fra den journalist der havde redigeret bogen 'Vejen til Irak'. Men dette afvistes af journalisten. Venstres nuværende udenrigspolitiske ordfører Søren Pind forlangte ubetinget dementi fra Rohdes side, men har bare fået en lang næse. Udenrigsministeren på sin side kryber udenom ved at hævde at alle dengang beslutningen blev truffet troede at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåbnene - også dem der var imod krigen. Men Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen, der bakkede regeringens beslutning helhjertet op, bekræfter Rohdes påstand og tilføjer at Dansk Folkeparti aldrig var gået med til krigen uden begrundelserne i masseødelæggelsesvåbnene og forbindelsen til terrornetværk. Statsministeren er derimod som sædvanligt tavs. Han har altid henvist til beslutningsgrundlagets ordlyd - og afvist alle beskyldninger om at have løjet om sagen eller ført nogen bag lyset.



Man kan spørge hvorfor i al verden Jens Rohde nu sår tvivl om regeringens begrundelse, for med den erfaring han har som politiker i konstant medielys burde han ikke kunne være i tvivl om at ytringer af den art han er kommet med uundgåeligt rejser en debat om krigen som regeringen ikke ønsker. Han burde heller ikke være uvidende om at ytringerne ingen effekt vil få på statsministeren som én gang for alle har lukket sagen for andre end fremtidens historikere. Men hvad med Rohdes kandidatur til EU-parlamentet? Kan han virkelig tro, at han gavner Venstre med sin utidighed?

Det mest beklagelige i hans adfærd er imidlertid ikke at han sandsynligvis rammer sit parti, men at substansen i hans ytringer er alt andet end sammenhængende og holdbar. Påstanden om at hele det 'verdensbillede' han selv, statsministeren og udenrigsministeren dengang fik skabt skulle være i uoverensstemmelse med virkeligheden er simpelthen så besynderlig at den dømmer manden som en forenkler af værste slags og derfor også som en uhyggeligt dårlig politisk oplyser eller vejleder. Den hetzagtige propaganda mod den danske statsminister Anders Fogh, USA's præsident Bush og britiske Tony Blair har åbenbart givet Jens Rohde så dårlig samvittighed over krigen at han tilsyneladende har glemt hvad sagen i hele sin komplicerede kontekst drejede sig om i 2003. De pludselige skrupler leder umiddelbart tanken hen på det gamle ord om at når fanden bliver gammel, går han i kloster, men så gammel er Rohde vel trods alt ikke og så uskyldigt et refugium er EU-parlamentet nok heller ikke.



Hele spørgsmålet om regeringens reelle eller ikke-reelle begrundelse for at gå i krig mod Saddam Hussein kunne i grunden affærdiges som en simpel strid om kejserens skæg. Som bekendt kunne man for 1200 år siden ikke finde ud af om bestemte mønter og segl der bar kejser Karl den Stores portræt var ægte eller ej. For på nogle havde han skæg og på andre ikke. Ægtheden var et yderst vigtigt problem da kommunikations- og kontrolmidlerne var få og langsommelige, men det blev helt uløseligt, fordi man ikke tog højde for at selv et fuldskæg på en kejser kan fjernes, og at den høje herre derfor i nogle perioder kunne bære skæg og i andre ikke. Overført til Irak-krigen er problemet om Saddam Husseins ødelæggelsesvåben netop et tilsyneladende uløseligt problem, fordi man skændtes og stadig skændes om hvorvidt han havde dem eller ej. Hvad man vidste da man gik i krig mod diktatoren var imidlertid ene og alene at han havde haft disse masseødelæggelsesvåben og også kynisk havde brugt dem - og at det heller ikke ville være noget problem for ham at skaffe sig dem igen, hvis han ønskede det. Det krævede kun at han skaffede sig råmaterialer og brugte de fremstillingsmetoder han tidligere havde brugt. Problemet om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2002-03 var med andre ord aldeles ikke om han havde lagre af disse våben, men om han havde programmer til at lave dem.

Den helt store fejl i den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powells forsøg på at overtale FN's sikkerhedsråd til at tilslutte sig USA's og Storbritanniens forslag om krig var at han i sin store tale 5.2.03. forsøgte at bevise at Saddam Hussein havde lagre af disse våben. Beviserne blev af gode grunde afvist af flertallet af rådets medlemmer og derfor måtte USA og Storbritannien med enkelte andre allierede gå enegang i sagen. Og da det efter invasionen viste sig at Saddam Hussein ikke havde sådanne lagre, blev det af krigens kritikere og modtagere taget som et bevis på at krigen byggede på en løgn, og at præsident Bush og udenrigsminister Colin Powell tillige med premierminister Tony Blair og statsminister Anders Fogh Rasmussen m.fl. var fulde af løgn. Det blev der i årevis ført hetz mod dem for, først og fremmest naturligvis i USA mod Bush op til præsidentvalget i 2004, men også Tony Blair kostede det til sidst den afgørende tillid. Anders Fogh Rasmussen slap - trods Ekstrabladets systematiske tilsvining - noget billigere, fordi tilliden til hans statsmandsevner forblev intakt, og fordi den formelle danske begrundelse ikke blot var juridisk holdbar, men særdeles fornuftig, ikke fordi den holdt sig til juraen som sådan, men fordi den holdt sig til kernen i sagen!



Og det var præcis hvad alle andre der dengang gik ind for krigen og dermed den nye aktivistiske linje i dansk udenrigspolitik skulle have gjort og blive ved med at gøre. Det gælder også Jens Rohde. For kun derved fastholdes det store perspektiv i sagen der hedder kampen mod terroren, diktaturet og den kynisme der ikke viger tilbage for brug af tilgængelige masseødelæggelsesvåben. Det er ganske enkelt ikke i overensstemmelse med sandheden, når Jens Rohde nu hævder at regeringen var medansvarlig for befolkningens falske billede af Saddam Husseins trussel. For regeringen troede nok at Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, men den byggede netop ikke Irak-krigen eller sin øvrige aktivistiske Mellemøstpolitik på denne tro, så meget mere som alle kunne se at den efter omstændighederne måtte være usikker: Den kunne ikke på forhånd verificeres eller falsificeres.

Lad Jernesalt minde om hvad vi anførte i artiklen den 8.8.03., nemlig at seniorforsker ved Institut for Internationale Studier i København Mikkel Vedby Rasmussen til Weekendavisen 3.7. gjorde opmærksom på, at alt hvad man med sikkerhed vidste om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var, at Irak havde haft disse våben og fortsat gerne ville have dem. Alt andet var åbent for fortolkning, fortsatte han, men et totalitært styret land som Irak er ikke særlig åbent for at blive tolket. Sikkerhedspolitik er simpelthen ikke baseret på sikker viden. "Man kender først den sande trussel, når man er blevet offer for den, og da er det for sent at handle. Derfor må statsmænd handle på baggrund af en idé om, hvad fremtiden vil byde af trusler, og søge at forhindre dem i at blive fakta."



Jernesalts artikel påpegede også, at der i februar-marts 2003 ingensomhelst garanti var for, at en udsættelse af afstemningen i FN's sikkerhedsråd ville have fået Frankrig og Tyskland over på USA's side og dermed skaffet det flertal for angrebet der ville have gjort krigen til en FN-krig. Hele debatten i FN og Europa afslørede derfor kun, at man ikke var eller kunne blive enige om at tage konsekvensen af tidligere FN-resolutioner (senest nr. 1441 fra 8.11.02.) med deres ubetingede krav til Saddam Hussein om samarbejde og afvæbning af Irak, og dette på trods af 12 års modarbejde fra Saddam Husseins side og lige så mange års efterhånden humanitært katastrofale økonomiske sanktioner mod landet. Man benyttede bevidst og målrettet usikkerheden omkring beviserne for masseødelæggelsesvåben til at forhindre FN i at gøre alvor af sine egne trusler mod Irak - og opnåede dermed kun at svække FN, EU og Nato samt tvinge USA og Storbritannien ud i en enegang med få mindre allierede om at få fjernet den tyran og det regime der var blevet selve hovedtruslen i Mellemøsten og mod FN, USA og Europa.

Masseødelæggelsesvåbnene blev ved at glimre ved deres fravær langt inde i krigen, selvom præsident Bush og premierminister Blaire blev ved at tro på at de fandtes. Det troede FN's våbeninspektør Hans Blix iøvrigt også på forud for krigen, selvom heller ikke han kunne skaffe beviser og derfor udtrykte sig med største forsigtighed og ønskede mere tid til inspektion. Og det troede fremfor alle andre FN's tidligere våbeninspektør, Rolf Ekéus. Han blev sat fra bestillingen i 1998, fordi Saddam Hussein ikke ønskede ham i Irak. Men han var meget tæt på opklaringen af de programmer Irak havde til fremstilling og anvendelse af masseødelæggelsesvåben dengang - og han fremhævede i et interview med Weekendavisen 25.7.03., at det aldeles ikke er lagre af våben man skal lede efter, men programmerne. Og han sagde ligeud, at såvel våbeninspektionen under Hans Blix's ledelse som koalitionsstyrkernes undersøgelsesteam ganske enkelt leder efter det forkerte, for Iraks politik omkring kemiske og biologiske våben var ikke at producere til lagre, men i givet fald at være i stand til at producere direkte til slagmarken, altså til øjeblikkelig anvendelse.



Her er vi virkelig ved kernen af det isolerede spørgsmål om den rimelige og nødvendige grund til krigen mod Saddam Husseins regime, men den blev forsømt i debatten - ligesom i vid udstrækning det store perspektiv. Men helt glemt blev det sidste ikke, og derfor er det velgørende af en af tilhængere af krigen mod Saddam Hussein i 2003, redaktør Anders Jerichow fra dagbladet Politiken (der ellers var modstander af krigen), i denne nye sandhedens time i 2008 fortsat i sin avis gør gældende at det var rigtigt at fjerne Saddam Hussein. Denne diktator havde nemlig et forbryderisk ansvar for brutal undertrykkelse af sine egne borgere og et regulært folkemord på kurdere og shiamuslimerne m.m. Han havde på vanvittig vis brugt kemiske våben mod Iran og sine egne kurdere. Og han nægtede til det sidste at fortælle hvad der blev af disse våben. Det var desuden ikke bare USA der så Saddam Hussein som en trussel. Det gjorde også Kuwait, Bahrain, Qatar, Jordan og Egypten.

Jerichow bestrider naturligvis ikke at USA begik katastrofale fejl under krigen, men han tager med i sit billede at Iran har haft et massivt medansvar for at sætte shiamilitser op imod hinanden, ligesom de deltagende arabiske stater har svigtet et moralsk ansvar for at støtte genopbygningen af Irak efter krigen. Det havde været bedre at få Saddam Hussein fjernet ved et kup, mener han, men sådan var verden ikke. Alt i alt var krigen mod Saddam Hussein dog berettiget og nødvendig.



Endnu i mange år vil der være strid om Irakkrigens begrundelse og hensigtsmæssighed. Jernesalt har hele vejen igennem forsvaret krigen ud fra et overordnet perspektiv, men også gang på gang påpeget at dens endelige resultat først kan bedømmes om tyve eller tredive år, ja måske først om 50 år. For Irak-krigen må - som også krigen i Afghanistan - ses som led i hele den forandring af Mellemøsten i demokratisk og sekulær retning som er nødvendig for at få landene med i en modernisering der er konstruktiv og har fjernet sig fra destruktiv fundamentalisme og terrorisme.

Derfor er den nyopståede debat om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i forbindelse med Irak-krigens begrundelse virkelig en strid om kejserens skæg. Den leder væk fra sagens kerne. Men man er naiv hvis man tror man undgår den slags stridigheder med oplysning! Ikke desto mindre er oplysning bedre end polemik og hetz. Men det må konstateres at Jens Rohde ikke bidrager til den.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Irakkrigen ubegrundet?  (8.8.03.)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)

Irak og USA - september 2007  (18.09.07.)
Irak: Danmarks exit ikke flatterende  (12.8.07.)
Irak: Dansk tilbagetrækning fra Irak  (28.2.07.)
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)

Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)
Irak: Bush's nye Irak-strategi  (12.1.07.)
Irak: Baker-rapporten gør ikke udslaget  (7.12.06.)
Irak: Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Irak: ja til forfatningen, men fortsat usikkerhed  (26.10.05.)
Irak: Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Irak: Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Irak: Irakernes første frie valg
Irak: Idealisten og sandheden
Irak: Stadigt lange udsigter til fred i Irak  (26.8.04.)
Irak: Vil den nye FN-resolution betyde fred i Irak?  (13.6.04.)

Irak: Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?
Irak: Truer kaos nu Irak?
Irak: Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?
Iraks forfatning - kompromis besvaret med terror
Irak: optrapning af terrorismen
Irak, FN's Sikkerhedsråds enighed om
Irak, Tilbageslag i  (22.8.03.)
Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget  (25.10.06.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Irakkrigens første uge  (31.3.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irak-krigen; USA's aktive indgreb marts 2003



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal