Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - idealisten

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.4.04.


Idealisten og sandheden

om den fyrede Frank Grevil og hans beskyldninger mod regeringen.

af Jens Vrængmose



Den fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fyrede 43-årige analytiker, kemiingeniør Frank Søholm Grevil, er nu trådt offentligt frem med sine anklager mod både statsminister Anders Fogh Rasmussen og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Han lækkede i februar måned i år efterretningstjenestens fortrolige oplysninger om Iraks massødelæggelsesvåben til Berlingske Tidende. Lækningen blev afsløret ved at han på sin pc havde slettet en fil der indeholdt en sammenligning mellem tre udenlandske rapporter, og han blev derefter omgående bortvist fra sit arbejde.

Politiet rejser nu sigtelse mod såvel Grevil som de to journalister på Berlingske Tidende der viderebragte de fortrolige oplysninger.

Bortvisningen fra FE er naturligvis helt efter lovens ånd og bogstav. En betroet medarbejder kan under ingen omstændigheder tillade sig at røbe efterretningsoplysninger til nogen som helst. Det er Grevil da også indforstået med. Han havde allerede sikret sig andet job, da han blev bortvist.

Straffesagen mod ham bliver derimod efter presse-juristers vurdering af mere principiel karakter, fordi Grevil nok ubestrideligt har overtrådt tavshedspligten - og derfor kan idømmes op til to års fængsel - men på den anden side påberåber sig at have gjort det af hensyn til offentligheden, dvs det demokratiske samfunds principielle interesse i at have fuldt kendskab til grundlaget for regeringens og folketingets beslutninger. Han påberåber sig med andre ord en bestemt form for idealisme.

Det skal blive spændende at få en domsafgørelse, da tavshedpligten jo bliver fuldstændig illusorisk, hvis det bliver op til den enkelte embedsmand selv at vurdere, om den skal overholdes eller ej - alt efter hvilke politiske og personlige eller andre interesser der er på spil.

Henvisningen til at demokratiet kræver en sådan åbenhed gælder ad Wandsbek til, eftersom selv et demokrati er afhængigt af en efterretningstjeneste der kan virke i det skjulte og alene må give oplysninger videre til de personer der er ansvarlige for landets sikkerhed.

Helt ud i skoven er Politikens leder-argument 15.4. om, at demokratiet - ikke mindst i en terrortid, hvor andre hensyn vægtes stadig tungere - bogstaveligt talt lever af at der findes enkeltpersoner der tør hvor andre tier. For selvom det i mange henseender vitterligt er til fælles bedste at enkeltpersoner og enkelte medier i den offentlige demokratiske debat engang imellem tør, hvor andre tier (Brixtofte-sagen fx), så gælder det lige netop ikke efterretningsarbejde i almindelighed - eller andre fortrolige oplysninger som ansvarlige beslutningstagere (fx parterne ved overenskomst- eller andre svære forhandlinger) betjener sig af.

Det kan altid i det enkelte tilfælde diskuteres om en given klassifikation af en rapport som 'hemmelig' eller 'fortrolig' er nødvendig eller berettiget, men det må være op til de respektive chefers vurdering og ikke til underordnet personales. Meget kunne tyde på, at den i denne sag har været overflødig - og derfor nu tillader delvis ophævelse. Men det kan man da umuligt vide på forhånd. Og hvis en underordnet medarbejder af den ene eller anden grund er utilfreds med sin ledelses håndtering af en bestemt sag og ikke kan komme igennem med kritik, men heller ikke vil affinde sig med afvisningen, så har vedkommende kun én forsvarlig udvej - og det er at tage sit gode tøj og gå.

Det gælder Grevil som det gjaldt Kelly i den tragiske sag i Storbritannien. Og det gælder enhver underordnet medarbejder i enhver offentlig stilling såvel som i enhver privat virksomhed. Selv højtkompetente og 100 % loyale direktører på allerhøjeste plan i det private erhvervsliv må finde sig i at skulle søge andet job, hvis de ikke helhjertet kan gå ind for den strategi deres bestyrelse har fastlagt.



Det virkeligt problematiske i Grevils sag (såvel som i Kelly-sagen) er derfor noget helt andet, nemlig den underordnede medarbejders idealisme.

Ug-mennesket Grevil er udover at være kemiingeniør også uddannet i forsvaret som sprogofficer i russisk, og han er af sine lærere i russisk netop blevet karakteriseret som idealist og en mand der søger sandheden. Og det er selvfølgelig fint nok - sådan isoleret set. Men når man tager i betragtning, at Grevil først blev ansat i FE (i afdelingen for operation og analyse) i 2001, så er det mildest talt forbløffende, at han kan tro at han er berettiget til at bryde hele det faste mønster af procedurer og regler som han mødte i denne meget specielle tjeneste, og som ganske åbenlyst er det han som frustreret idealist er allermest utilfreds med.

Ét er nemlig, at Grevil melder ud, at der ikke er overensstemmelse mellem de vurderinger han egen O-sektor afleverede opad i systemet og så de vurderinger statsministeren fremsatte offentligt med hensyn til Iraks masseødelæggelsesvåben. Hans egen vurdering var, at der ingen sikre oplysninger forelå om operative masseødelæggelsesvåben i Irak. Mens statsministeren i Det udenrigspolitiske nævns Irakhøring sagde, at det i perioden frem til Irakkrigen var FE's vurdering, at Irak sandsynligvis rådede over biologiske og kemiske våben.

FE's chef har 14.4. afvist Grevils fortolkning og bekræftet statsministerens, så det er ikke engang påstand der står mod påstand hvad angår ordlyden, men Grevil der synes uvidende om, hvilke oplysninger der er gået videre. Sandheden synes derfor at ligge i Grevils egen kommentar 14.4.: "Jeg troede at det var trusselsvurderinger der gik videre til regeringen. Hvis det ikke har været tilfældet, vil det ikke kun være en overraskelse for mig, men også for mange af mine tidligere kolleger."

Men noget helt andet er, at regeringens og folketingets beslutning om at gå med USA i krig mod Irak primært byggede på helt andre og helt åbne grunde, nemlig FN-resolutionerne og det forhold at Irak ikke efterlevede FN's krav.

Og noget helt tredie og i hele denne sag afgørende er, at Grevil er dybt utilfreds med og faktisk har været dybt frustreret over, at efterretningstjenesten arbejder som den gør. I et interview til Politiken 15.4. (og tilsvarende til andre medier) siger han, at FE's rapporter ofte var rene sammenskrivninger af andre landes rapporter (endda uden kildeangivelse) og at medarbejderne ofte sad og skrev ud i det blå - uden selvstændige kilder, men med overdreven tillid til de udenlandske efterretningstjenester. Efter Grevils mening kommer hertil, at der de sidste fire-fem år skal være sket den uheldige udvikling i FE, at udenrigs- eller statsministeriet har anbragt sine egne folk dér, og at disse har taget deres kultur med fra ministerierne, hvad der betyder at FE har fået medarbejdere der tænker i ministerbetjening. Resultatet er - stadig ifølge Grevil - at medarbejderne i FE ikke har relevant og ajourført materiale at arbejde med, men så at sige sidder og fabrikerer de efterretninger som de regner med ministrene gerne vil have!

En grov beskyldning, må man sige, hvis man ser den isoleret. Og næppe heller sandheden, eftersom ingen regering, intet ministerium og ingen privat eller offentlig virksomheds ledelse i længden vil kunne overleve, hvis de forholdes kendsgerninger der er ubehagelige. Tværtimod er det grunden til mange diktatorers og lukkede virksomheders fald, at de netop ikke løbende får forelagt alle kendsgerninger, inklusive de ubehagelige. Det gjaldt Hitler såvel som de sovjetiske diktatorer. Men set ud fra idealistens øjne er der naturligvis med beskyldningen tale om en grundlæggende kritik af hele den danske embedsmandsstand som han føler det nu er på høje tid at komme åbent frem med. Grevil siger i interviewet direkte, at han gerne vil punktere myten om de ubestikkelige embedsmænd. De er i virkeligheden bange for deres chefer, tænker på forfremmelse og kommandørkors - og snakker ministrene efter munden. Og det vil idealisten Grevil have gjort op med.

Han forklarer, at han ikke gør det for speficikt at ramme statsminister Anders Fogh Rasmussen, for Grevil er medlem af Venstre og har faible for Fogh. Ja, han er sågar tilhænger af krigen mod Irak. Men systemet er han utilfreds med. Og her snakker vi - som alle kan se og høre - ikke om divergerende meninger om smagsdommere og eksperter, men om selve grundstrukturen i systemet. Og den vil Grevil gerne være manden der får ændret - ved at træde ud af loyalitetens rækker og tilslutte sig den offentlige og oppositionelle kritik af regeringen.

Grevil nægter ikke, at der er et vist egoistisk motiv til at stå offentligt frem nu, nemlig at det kan fratage anklagemyndigheden lysten til at køre en sag mod ham. Den vil i givet fald blive anket til Den Europæiske Menneskerrettighedsdomstol, bebuder han. Og det skal han naturligvis have lov til. Han fremtræder ikke i medierne som en mand det bliver let at bide skeer med. Det er idealister iøvrigt aldrig. Noget kunne tyde på, at Grevil tværtimod som mennesketype slet ikke egner sig for karriere i efterretningstjenesten eller ministerielle departementer.

Det er nemt at gøre nar af embedsmænd og admiraler med kors, bånd og stjerner på. Men det er ikke fair at angribe den specielle loyalitet der er kendetegnende for det danske embedsmandssystem, for det er den loyalitet der gør kontinuiteten mulig. Embedsmændene i Danmark skiftes som bekendt ikke ud, fordi der kommer en ny regering. For loyaliteten forudsættes som en selvfølge.



Idealister derimod bør holde sig væk fra et sådant system og søge de græsgange, der giver dem muligheder for fri eller i hvert fald friere udfoldelse.

Det er jo herligt med mennesker der søger sandheden frem for alt. De fleste bliver forskere, forfattere eller kunstnere, for så kan de gå deres egne veje - uden skelen til politiske, moralske eller religiøse hensyn eller overdommere. Og det er et umådeligt aktivt for et frit og demokratisk samfund. Men folk der vælger almindeligt produktivt, administrativt, pædagogisk eller kommunikativt arbejde vil normalt havne i offentlige eller private virksomheder der er præget af en vis hierarkisk organisation, og den pålægger dem som hovedregel nogle bånd og indskrænkninger, der betyder at de ofte må gå på kompromis. Ellers kan tingene ikke fungere. Bliver kompromiserne af en sådan karakter at de kommer ind under begrebet samvittighedsanliggende, må de berørte naturligvis tage konsekvensen af det. Men ellers må de affinde sig med dem. Og det kan faktisk langt de fleste mennesker på vore breddegrader i langt de fleste tilfælde.

Folk der direkte stiler efter ledelsesfunktioner gør klogt i at kunne skelne mellem kendsgerninger og fiktion og må i denne forstand også være i besiddelse af evner til at søge sandheden. Men de søger ikke sandheden for dens egen skyld, men fordi den er nødvendig for jobbets udførelse, for at kunne bevare en nødvendig realitetssans.

Mennesker der søger sandheden for sandhedens egen skyld er en kategori for sig - og den er ikke altid at betragte som helt tilforladelig. Der kan tværtimod let komme noget 'religiøst' over dem i den forstand, at de tror de har en særlig mission i verden, nemlig den at finde og derefter docere den sandhed de har fundet.

I religion bliver mennesker af denne kategori let fundamentalister. De bliver urokkelige i deres overbevisning om at sidde inde med den absolutte sandhed. De vil ikke nøjes med at propagandere for den, men vil også slås for den - i værste fald med alle midler, inklusive terror.

I politik er mennesker af denne kategori også farlige. De bliver nemlig også en slags fundamentalister - blot dyrker de ikke religiøse, men ideologiske dogmer. Og de kan være lige så farlige for folk der er imod dem. De kan endog gå hen at tro, at de er demokratiets sande vogtere - og naturligvis derfor også opnå at blive dyrket som helte af oppositionen. Det kræver blot at deres sag via medierne blæses op så den truer regeringen - uanset at den objektivt set er forsvindende ubetydelig.



Fælles for alle disse sandhedssøgende idealister synes at være én bestemt ting, nemlig manglen på humor.

Dette skal ikke forstås derhen, at de er totalt blottet for det man i almindelighed kalder humoristisk sans, for de kan bl.a. sagtens grine ad dem det går galt for - eller udfolde deres spot og hån over deres modstandere. Men de savner den humor der består i at kunne se med overbærende forståelse og respekt for dem der har en anden mening end dem selv.

Humorens nådegave fører et menneske ind i det område som den jødiske filosof Martin Buber kalder 'tragediens område' og som er netop det område 'hvor det at have ret hører op'.

Sandhed er her ikke et simpelt spørgsmål om, hvem der sagde hvad og hvornår, men et langt mere komplekst spørgsmål om hvordan ordene skal forstås i den kontekst de forefindes i. I tragediens område er to og to stadig fire. Grundloven gælder også stadig, ligesom finansloven, tyngdekraften og de fysiske love. Men eksistensen, moralen, kunsten og politikken bliver fuld af skøn og usikkerhed.

Hvad specielt politikken angår, bliver det umuligt at komme uden om, at de fleste vurderinger i sidste instans er af en subjektiv karakter, der yderligere forstærkes af at der ofte i selve afgørelsens stund ikke er tid til flere overvejelser endsige undersøgelser. Det bliver ligeledes umuligt at komme uden om at de forskellige politikeres mening ikke behøver at være falske endsige ondsindede fordi de er forskellige. Faktisk er den allerværste følge af opdelingen af vælgerne i forskellige partier, at mange mennesker, men heldigvis ikke alle, bliver tilbøjelige til at tro at deres politiske modstandere er enten dumme eller ondsindede.

Det hjælper i almindelighed med et højt oplysningsniveau og med en god debatkultur i et land. Men netop Irak-krigen har vist, hvor ringe debatkulturen her i landet har været på trods af det relativt høje oplysningsniveau. Medierne har gjort deres til at sænke debatniveauet ganske betragteligt ved især i det sidste års tid at køre frem med urimelige anklager mod såvel den amerikanske og britiske regering som den danske regering for løgnagtighed i forbindelse med begrundelsen for krigen.

Man ser kynisk bort fra ikke alene mangfoldigheden af argumenterne og usikkerheden i de på hvert tidspunkt foreliggende efterretningsoplysninger. Man ser også rask væk bort fra, at der gang på gang må træffes afgørelser på et alt andet end fuldstændigt beslutningsgrundlag, og at det ofte ikke er muligt at udskyde en afgørelse uden at ændre en situation til det endnu mere usikre. Men man ser først og fremmest bort fra de førende politikeres hæderlighed - og tillægger dem simpel løgnagtighed.

Krigsmodstanderne kan åbenbart slet ikke forestille sig at statsledere og andre førende politikere kunne gå ind for krig mod Irak af helt igennem hæderlige, humanistiske, demokratiske og ædle motiver i den hensigt på langt sigt at skabe en bedre, mere sikker, mere demokratisk og mere fri verden end vi har i dag. Og de vil i vid udstrækning den dag i dag ikke acceptere, at der fortsat for disse politikere kan være vægtige grunde til ikke at fortryde krigen, men fortsætte den og føre den til ende.



Det kan umiddelbart synes lidt søgt at trække begrebet humor ind i en så alvorlig sag som krigen mod Irak og en lille mands idealistiske kamp mod systemet. For man kan mene at det er krigens tilhængere der er længst væk fra tragediens område, og nogle vil utvivlsomt gøre synspunktet gældende - hvis de da overhovedet forstår det nævnte begreb.

Men for det første er der forskel på en idealisme der som Grevils synes blottet for humor og kører på 'det at have ret', og så en idealisme der får tilhængerne af krigen mod Irak til at se den i det store, overordnede og historiske perspektiv, hvor det bærende er kampen for friheden for alle og dermed retten til at leve i fred og have forskellige meninger. Denne frihed er nemlig ikke en given sag i en verden fuld af terror.

For det andet er det simpelthen grotesk at proportionerne i debatten i den grad kan forvrides, så det store stridspunkt med mediernes gode hjælp bliver formuleringer af sætninger i en ellers klar og fuldt forsvarlig begrundelse for krigen i stedet for kampen mod terroren, befrielsen af irakerne fra en for alle parter farlig diktator som Saddam Hussein og forsøget på at skabe basis for en fredelig og demokratisk udvikling i Irak der med lidt held vil kunne skabe basis for en lignende udvikling i regionen.

Det groteske og absurde hører tilværelsen og historien til. Det bekræfter i grunden kun historikeren Paul Johnsons lov om utilsigtede virkninger: Alle politiske beslutninger vil ud over sine tilsigtede virkninger også altid have nogle utilsigtede og uforudsigelige. Det vil der aldrig kunne laves om. Og der skal god humor til at bære dette faktum.

Det dybt beklagelige i spørgsmålet om Irak-krigens berettigelse og formål er den systematiske mistænkeliggørelse som modstanderne af krigen har rettet mod tilhængerne. Den kommer vi til at leve med i mange år frem i tiden. Irak-krigen har vitterligt splittet befolkningerne i mange lande, men først og fremmest i Europa. Og det er nok splittelse der allermindst er brug for i kampen mod terroren. Også den var utilsigtet. Også den skal der humor til at bære.

Deres ærbødige
Jens Vrængmose
16. april 2004



Øvrige artikler om Irak-krigen: Mellemøsten

Øvrige artikler om VK-regeringen: Danmark

Øvrige artikler af Jens Vrængmose: Skidt og kanel

Øvrige artikler om humor: klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal