Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - irakfred07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.6.04.


Vil den nye FN-resolution betyde fred i Irak?

Som fastslået her i organet den 27.5. er hverken krigen eller freden eller i det hele taget USA's spil i Mellemøsten tabt, selvom det ligger klart for alle at den opgave USA og koalitionen satte sig var langt større og mere kompliceret end først antaget, og selvom det også må konstateres, at USA har gjort opgaven mange gange sværere for sig selv ved at fare frem med overgreb mod irakiske fanger der er i klar strid med de idealer og værdier USA og de vestlige lande står for.

Nu er der så i FN's sikkerhedsråd 8.6. enstemmigt vedtaget en resolution om Irak der skaffer international opbakning til den midlertidige irakiske regering der skal overtage ansvaret for Iraks administration, økonomi og politik frem til et frit valg i begyndelsen af 2006 og som bringer FN på banen igen.

Nogle udlægger resolutionens vedtagelse som en sejr for USA og koalitionen (eller i hvert fald for Colin Powells diplomati), andre derimod som en sejr for modstanderne af krigen mod Irak, men de fleste i begge lejre dog først og fremmest som en sejr for irakerne og det flertal af irakere der ønsker såvel frihed og suverænitet som stabilitet og politisk udvikling under ordnede forhold, men ikke mindst som en sejr for den nye irakiske regering der tiltræder den 1. juli, fordi dens legitimitet i international forstand er blevet bekræftet.



Om USA eller krigsmodstanderne (eller eventuelt FN) har vundet, er egentlig også bare en strid om kejserens skæg, al den stund det var USA's og koalitionens krig - med alle de omkostninger den har haft - der har ført til den ændring af situationen i Irak som nu muliggør irakernes overtagelse af ansvaret for udviklingen - med USA og FN som garanter for den fornødne sikkerhed en begrænset tid fremover.

Ingen regner med at opgaven bliver let. Tværtimod forudser alle, at terroristernes kamp mod den midlertidige irakiske regering og dens arbejde på at få orden på infrastruktur, olieproduktion, økonomi, orden og sikkerhed vil blive yderligere eskaleret i den nærmeste tid - og det er rent faktisk allerede sket med to mord på fremtrædende personer de sidste to dage. Selve bestræbelserne på at holde sammen på de mange modsatrettede etniske, religiøse og sociale grupper og minoriteter i landet er i sig selv en betydelig opgave. Kurderne har allerede røbet ængstelse for at miste den delvise autonomi der var stillet dem i udsigt. Udarbejdelsen af en ny forfatning blever ligeledes en kæmpestor opgave. Og afholdelsen af et frit valg bliver i alle henseender den afgørende test.

Det kan undre, at spørgsmålet om hvorvidt irakerne ville få fuld suverænitet den 1. juli blev så centralt op til vedtagelsen af FN-resolutionen - herunder også så centralt for Anders Fogh Rasmussen ved frokosten i Det Hvide Hus. For dels var det utænkeligt, at USA ville tillade at de amerikanske soldater kom under anden overhøjhed end den amerikanske regerings, dels var det et akademisk spørgsmål, at den nye irakiske regering ville bede amerikanerne om at forlade Irak straks efter 1. juli, og endelig var det også et teoretisk anliggende at irakerne det første år eller to skulle kunne undvære amerikanerne i bekæmpelsen af terrorismen og opbygningen af en tilstrækkeligt stærk irakisk sikkerhedsorganisation. 'Fuld suverænitet' i helt bogstavelig forstand ville have været det nye styres selvmord.

Men uanset alle problemer og fortolkninger, så kan ingen benægte, at udviklingen er sat i gang. Der er ingen vej tilbage til Saddam Hussein-regimets diktatur. Der er ingen basis for fortsat amerikansk besættelse af Irak med administrator Paul Bremer som faktisk diktator. Og der er heller ingen vej tilbage til muslimske fanatikeres illusioner om definitiv overvindelse af vestlig indflydelse eller til arabiske magthaveres illusioner om at de kan undgå reformer i deres lande. Og der er endelig heller ikke basis for nogen illusioner om at Israel kan elimineres fra Mellemøsten eller at en palæstinensisk stat skulle kunne etableres uden sikkerhed for Israels fortsatte eksistens.



Problemer er der nok af nu og i lang tid fremover. FN-resolutionen blev vedtaget enstemmigt med ikke alene Frankrigs, Ruslands og Tysklands, men også Pakistans og Algeriets tilslutning. Men det holdt hårdt at få Frankrig til at opgive sin modstand - og det skyldtes til syvende og sidst kun det forhold at den nye irakiske regering klart ønskede FN's fulde opbakning af hensyn til den nævnte legitimitet. Men formentlig fik planen en håndsrækning gennem mødet mellem Chirac og Bush i forbindelse med D-dagens fejring i Frankrig.

Men det ligger fortsat klart - også efter G8-mødet i USA - at Frankrig og Tyskland er tøvende over for at gå mere aktivt ind i kampen mod terrorismen i Irak. Kansler Schröder hævder med største sindsro - og partimæssig opbakning i sit hjemland - at Tysklands modstand mod krigen var rigtig. Og han vil altså på den baggrund ikke erkende situationens ændrede karakter og behov for nytænkning. Europa og USA er i realiteten fortsat langt fra hinanden, trods tilnærmelse og større fordragelighed i tonen.

Både Frankrigs præsident Chirac og Tysklands kansler Schröder udnytter optimalt uenigheden til at fremme deres egen stærke og støt stigende position i EU. Og modsvarende er først og fremmest Tony Blair - men delvis også Anders Fogh Rasmussen - svækket politisk på grund af deres utvetydige opbakning til USA's strategi. Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt at Tony Blair lod sig ydmyge ved fejringen af 60-års-dagen for invasionen i Normandiet ved ikke at blive placeret som gæst og taler ved siden af præsident Bush, skønt englænderne spillede en aldeles afgørende rolle ved invasionen i 1944. Det skulle man lige have budt Churchill eller Margaret Thatcher!



Og på Bush's hjemmefront har problemerne i Irak og ikke mindst skandalerne omkring torturen (der nu har vist sig af være fuldtud sanktioneret af øverste amerikanske general) medført fortsat dalende tal i meningsmålingerne for Bush og krigen. FN-resolutionen og G8-mødet har ikke kunne rette op på billedet.

Den storstilede statsbegravelse af præsident Ronald Reagan har heller ikke ændret noget, for forskellen mellem de to præsidenter er større end lighederne. Reagan gav amerikanerne selvtilliden tilbage og blev den heldige præsident der kunne tage sin del af æren for den kolde krigs ophør gennem sammenbruddet af det sovjettiske system, selvom dette først og fremmest skyldtes systemets egen metaltræthed og velmenende reformpolitikeres alt for sene aktioner. Reagan blev den der kunne afslutte en lang periodes fast amerikansk politik. Bush derimod dristede sig til at påbegynde en ny udvikling, og han har hidtil haft større problemer end held med sig. Det han har sat i gang vil få betydning for udviklingen i Mellemøsten og hele verden årtier frem, og dets endelige resultater kan først vurderes om 20 eller 30 år, men en 'mellemdom' falder til november, og den tegner foreløbig ikke til at blive opmuntrende for Bush. Men det er nu engang vilkåret i et demokratisk system, at det er de kortsigtede succes'er der tæller når vælgerne skal stemme.



Hvad den israelsk-palæstinensiske konflikt angår, har det - ganske som i Irak-konflikten - været det mest kritiske punkt, at den ene part har handlet ensidigt. Israel søger med USA's billigelse Sharons Gaza-plan gennemført uden forhandlinger med palæstinenserne. Man glemmer at uden sådanne ensidige skridt, kommer det aldrig til handling der kan sætte skub i udviklingen. Det ville have været at foretrække at israelernes tilbagetrækning fra Gaza kommer til at ske efter forhandlinger med palæstinenserne, men indholdet ville ikke have været stort anderledes. Hovedsagen er at den sker. Den er i både israelernes og palæstinensernes interesse. Og når den er gennemført, og først da, kan man komme videre.

Og hvad demokratiseringen af Mellemøsten angår, kan man sagtens blive ved at indvende, at demokratisering slet ikke kan ske udefra, men må komme indefra. Og man kan som Herbert Pundik gør det i sin forudsigelige kommentar i Politiken d.d. også sagtens påpege, at politik i demokratisk forstand forudsætter uafhængige politiske partier - og sådanne findes ikke i det arabiske Mellemøsten. Ergo er der for tiden ikke noget at gøre - andet end (hvad vi har gjort i årtier) at analysere Vestens forhold til den arabiske verden fordomsfrit og illusionsløst!

Men pudsigt nok kan Politikens korrespondent i Israel, Hanne Foighel, på samme side rapportere at redaktøren for internetavisen Palæstine Report, Omar Karmi, på den ene side må konstatere, at den israelsk-palæstinensiske konflikt og krigen i Irak både er et reelt problem i området og de arabiske magthaveres undskyldning for at modsætte sig reformer der kan true deres egen magt, og på den anden side klart må indrømme at uden det amerikanske udspil var demokratisering i Mellemøsten aldrig kommet på dagsordenen. Amerikanerne har presset de arabiske ledere til at tage stilling - bl.a. på mødet i den Arabiske Liga i maj. Det turde være hovedsagen.

Kobles disse to modstridende hovedsynspunkter sammen, så bliver resultatet, at demokrati ikke kan indføres udefra, at landene i mellemøsten ikke for tiden har de uafhængige politiske partier der skal til for at skabe demokrati, men at demokratiseringen ikke desto mindre er sat på dagsordenen ved handling udefra (handling der desværre også har omfattet meget uheldige udemokratiske metoder).

Hverken freden eller demokratiet i Irak eller Mellemøsten som helhed er vundet endnu. Der venter lang og hård kamp mod såvel terrorister og fundamentalister som korrupte og udemokratiske magthavere. Men demokratiseringen er sat på dagsordenen på en måde der gør at den ikke kan tages af bordet igen - endsige manes i jorden som en ond ånd.

Det er USA's, EU's og FN's fortsatte ansvar at demokratiseringen forbliver på dagsordenen - gerne naturligvis med bistand til opbygningen af egentlige civilsamfund i den mellemøstlige region, herunder også investeringer.

Men man nærer illusioner, hvis man tror at demokratiseringen kan fremmes ved at de vestlige lande trækker sig ud af området - fysisk, psykisk og politisk - og overlader scenen til fundamentalister og terrorister eller andre der hader de vestlige værdier.

Demokrati kan ikke indføres udefra, men det bygger i sine inderste principper på værdier der nu engang er opstået og udviklet i Vesten. Derfor er en demokratisering i Mellemøsten fuldstændig uforenelig med absolut had til Vesten. Det bliver befolkningerne og magthaverne i regionen nødt til at indse.

Kan FN-resolutionen om Irak bidrage hertil er det kun et yderligere plus.



Tidligere artikler:

Har USA tabt spillet i Mellemøsten? (27.5.03.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)
Truer kaos nu Irak?  (9.4.04.)
Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?  (22.3.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Midtvejsvalget i USA  (USA - 5.11.02.)
Bush-doktrinen 2002
USA's uafhængighed

Efterfølgende artikel:

Stadigt lange udsigter til fred i Irak  (26.8.04.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal