Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - irak26

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.8.07.


Danmarks exit af Irak ikke flatterende

Den 30. juli lukkede den danske lejr i Basra, og de sidste soldater blev fløjet hjem via Kuwait. Forsvarsminister Søren Gade var på besøg og kunne personligt opleve at lejren igen blev udsat for raketangreb fra lokale modstandsgrupper i området. Angrebene har i de seneste måneder været så mange at de stort set har gjort det umuligt for den danske styrke at udføre andre opgaver end de sikkerhedsmæssige. Den har ikke været stor nok til at sikre den bevægelighed i området der var forudsætningen for den ellers gode indsats med genopbygningen af infrastrukturen.

Men tilbagetrækningen har været besluttet for længe siden, nemlig i februar måned, som led i aftaler med både den britiske og den irakiske regering. Den britiske regering under Tony Blair var ligesom den danske udsat for et sådant indenrigspolitisk pres, at den ikke så anden udvej, hvis Blairs efterfølger som regeringschef skulle have en chance for at hamle op med oppositionen. Og den irakiske regering forstod både den britiske og danske udmelding om at den nu selv måtte tage ansvaret for udviklingen i det sydlige Irak.

Den irakiske udenrigsminister var på besøg i Danmark i februar - jf. artiklen Dansk tilbagetrækning fra Irak - og her takkede han for den danske indsats og bekræftede at irakerne efterhånden var i stand til at overtage sikkerhedsproblemerne i Basra selv, så danskerne og briterne kunne trække sig planmæssigt tilbage.

Den danske beslutning kunne derfor i februar tage sig ud som en fornuftig løsning der på en og samme gang holdt den irakiske regering fast på hovedansvaret for Iraks fremtid og friholdt den danske regering for sit relativt lille, men ikke betydningsløse delansvar som i stigende grad var blevet generende på det indenrigspolitiske plan. Dette blev naturligvis aldrig sagt officielt, men alle var klar over at den reelle begrundelse for dansk tilbagetrækning var at den danske mission i Irak ikke måtte trække ud, så den kom til at belaste regeringen under det kommende folketingsvalg 2008/09.



Generelt er krigen i Irak gået så dårligt for den amerikanske koalition, at det på nuværende tidspunkt er uvist om den lovligt valgte irakiske samlingsregering overhovedet vil overleve som garant for fortsat irakisk samling og demokratisering. Landet er hverken i totalt kaos eller i egentlig borgerkrig, men unægteligt splittet i så ødelæggende interne magtkampe mellem sekter, stammer og mafiaer, at det ikke vil kunne holde sammen uden fortsat massiv støtte fra USA. Dette kan USA i vid udstrækning takke sig selv for på grund af de fatale fejl supermagten har begået i Irak allerede fra starten af engagementet i marts 2003. Men det ændrer ikke kendsgerningen, at USA under George W. Bush endnu nogen tid må øge engagementet for om muligt at sikre den kommende præsident gunstigere vilkår for en ændret og bedre Mellemøst-strategi. - Jf. artiklen Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.).

I denne situation er det et dårligt signal at give irakerne, Mellemøsten og den øvrige verden, at briterne vil ud af Irak hurtigst muligt, og at danskerne nu allerede er ude. Begge dele er for så vidt aftalt med irakerne og amerikanerne, men det ligner alligevel for meget en flugt af den art som flere af de øvrige koalitionsdeltagere for længst har gjort sig skyldige i, herunder navnlig Spanien og Italien. Alle af indenrigspolitiske grunde, men Spanien også foranlediget direkte af voldsomme terroraktioner under en valgkamp.



For den danske regerings vedkommende er tilbagetrækningen fra Irak kommet så meget mere belejligt som et valg er rykket meget nærmere end det var i februar, idet splittelsen af Det radikale Venstre og dannelsen af udbryderpartiet Ny Alliance pludseligt i maj måned har givet så meget opbrud i vælgerskaren, at det hidtidige sikre VKO-flertal er kommnet på vippen. Efter alt at dømme bliver Ny Alliance efter næste valg tungen på vægtskålen der afgør om Anders Fogh Rasmussen kan fortsætte som statsminister eller ej. Det nye parti hælder - modsat De radikale - oplagt til Foghs side, men prøver naturligvis at give det udseende af at man er frit stillet. Samtidigt gælder at socialdemokraterne under Helle Thorning Schmidt fortsat ikke har fundet melodien endnu. Ved at udskrive et valg i september vil Fogh derfor efter alt at dømme kunne sikre sig en ny regeringsperiode - omend den bliver lidt mere besværlig og usikker end den indeværende, hvorimod han ved at udskyde valget til slutningen af 2008 eller begyndelsen af 2009 spiller hasard med vælgervandringerne og sine egne muligheder fremover.

Statsministeren er lige vendt hjem fra sin fem ugers ferie i Frankrig og har nådigst - som en fransk enevældskonge! - tilstået fire dagblade et interview på en lille times tid. Og her har han haft lejlighed til at understrege at han ikke fortryder sit engagement i Irak. Den danske indsats gjorde en forskel - og det er nu op til irakerne selv at komme videre. Fogh har stille og roligt svaret på nærgående spørgsmål - inklusive dem der kom fra Ekstrabladets Bo Elkjær Larsen der har måttet vente mere end et år på et interview, men intet nyt er kommet frem. Fogh kan med rette hævde, at sagen er uddebatteret, uanset hvad de folk måtte mene, der ser helt anderledes på tingene end han selv gør, og som simpelthen er ude af stand til at begribe at nogen overhovedet fortsat kan mene det var rigtigt at gå med i krigen. Hele dén diskussion skal ikke tages op her. Der kan igen henvises til artiklen Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.). Men det mere principielle spørgsmål om dansk udenrigspolitiks nye aktivistiske linje kan ikke forbigås i tavshed.



Som den danske brigadegeneral i den britisk ledede division i Basra Finn Hvid Bertelsen har skrevet for en måneds tid siden, så er Irak et kompliceret emne at debattere, fordi de store følelser ofte kommer til udtryk. Mange forholder sig kun til grundlaget for krigen og hører ikke hvad det er der reelt foregår. Bertelsen understreger at koalitionens mål ikke er at genopbygge Irak for irakerne, men at give dem uddannelse, institutioner og lovgrundlag til selv at gøre det. For Basras vedkommende skal det tages i betragtning at det er en provins hvor alt er forældet, nedslidt eller ikke fungerende.

Den danske brigade har hjulpet irakerne i Basra-området med helt elementære ting som vand- og elektricitetsforsyning samt skoler, sundhedsklinikker og daddelplantager. Projekterne har efter Bertelsens bedømmelse virkelig skabt respekt både hos irakerne og i koalitionen. Blandt andet fordi man har gjort meget for at alle kontrakter er indgået lokalt, så der er skabt job på både kort og langt sigt.

Det store problem er den stigende vold i området, og den adskiller sig væsentlig fra volden i Bagdad ved ikke at være af sekterisk art (sunnier mod shiiter), men foregår inden for den ene sekts rammer (shia mod shia). Volden i Basra by er omfattende og relateret til kriminalitet, kidnapninger og mord samt terror mod koalitionsstyrkerne. Men den er altså ikke borgerkrig. Koalitionssstyrkerne slår ned på volden så godt de kan, men det er i længden den irakiske hær der skal trænes til at klare opgaven. Denne træning står koalitionen for - og spørgsmålet er derfor om den når at sætte hæren i stand til at løse opgaven, inden det bliver for sent. Bertelsen selv er optimistisk, men afventer som andre bl.a. den nye rapport fra den amerikanske øverstkommanderende - og den amerikanske regerings nye strategi. Bertelsen er loyal over for sin regering, men andre udsendte officerer har ikke lagt skjul på, at de mener at danskerne trækker sig ud fra Basra-området, før de har løst deres ogpave. En af kritikerne har ikke lagt skjul på at han synes det kniber med den danske tålmodighed.



Statsminister Anders Fog Rasmussen på sin side har i de fire nylige interviews understreget at de udsendte danske soldater har levet op til deres opgave og etableret et godt forhold til den lokale befolkning. Angreb på de dansk soldater kommer ikke fra den almindelige irakiske befolkning, men fra terrorgrupper.

Og hvad angår det principielle spørgsmål fastholder Anders Fogh Rasmussen det aktivistiske engagement. Han hører ikke til den kyniske udenrigspolitiske skole der hævder at det er bedre at have fred og stabilitet for enhver pris, når man står over for en skruppelløs diktator som Saddam Hussein. Vi der lever i den frie, demokratiske verden har en forpligtelse til at hjælpe til at undertrykte folkeslag får samme frihed og mulighed, siger han. Og han mener derfor fortsat at det var rigtigt at give den irakiske befolkning et sådant tilbud.



Heroverfor står imidlertid den kendsgerning, at regeringen absolut ville ud af Irak i løbet af sommeren 2007 - uanset om den irakiske hær var i stand til at klare sikkerhedsopgaverne i Basra-området tilfredsstillende eller ej. Man henholder sig naturligvis til, at den irakiske regering selv mener at hæren kan løse opgaven, men den stigende vold siger noget andet.

Seniorforsker Anja Dalgaard-Nielsen, der i perioder har fulgt de danske enheder i såvel Irak, Afghanistan som Kosovo, har i en kronik i Berlingske Tidende 16.7. påpeget at de danske soldaters indsats i Irak og Afghanistan virkelig gør en forskel, og hun kommer med en lang række gode eksempler. Men problemet er, skriver hun, at forbedringerne meget vel kan vise sig at være midlertidige. I Basra-provinsen har man således konfiskeret våben og arresteret forbydere, men sikkerhedsistuationen er kun blevet dårligere. For den danske styrke har været for lille og risikoviljen for lav. Man har ikke kunne fratage de reelt bestemmende militser den magt de har.

Generelt er statsbygning (nation-building) og bekæmpelse af oprørsgrupper ingen venstrehåndsopgave, understreger hun. Den kræver tværtimod flere ressourcer, større risikovillighed og en anderledes prioritering af opgaverne end den koalitionen hidtil har ydet i Irak. Det er endnu uklart hvor langt Danmark og andre europæiske lande er villige til at gå i Afghanistan, men i Irak har Danmark ikke været villig til at betale prisen, konstaterer hun. Den militære mission har været halvhjertet. Og hun henfører denne halvhjertethed til det forhold, at de konflikter danske soldater er eller har været involveret i anno 2007 ikke er af eksistentiel betydning for Danmark. Ud fra en realpolitisk betragtning er den manglende risikovillighed forståelig og fornuftigt, skriver hun. Men er det godt nok?



Dalgaard-Nielsens eget forslag er at Danmark i fremtiden bør vælge færre missioner, men til gengæld udføre dem bedre og mere engageret. Men hun kommer også - en passant - ind på, at der måske er en afgørende forskel mellem det at bruge 'hård magt' og det at bruge 'blød magt'. Det sidste er ifølge Harvard-professor Joseph Nye et af den vestlige verdens potentielt største aktiver. Men her forekommer det rigtigt nok at hendes analyse springer af kæden. For alle er enige om at blød magt i hvert fald på lang sigt er bedre end hård magt, men problemet er at hård militær magtanvendelse i visse tilfælde er uundgåelig for overhovedet at give den bløde magt en chance. Det er jo præcis derfor Anders Fogh Rasmussen såvel som Tony Blair og George W. Bush kan skelne mellem aktivistisk udenrigspolitik og appeasement-politik.

Problemet med den aktivistiske udenrigspolitik er imidlertid - som Irak-engagementet forlængst har vist og Afghanistan-krigen også er begyndt at afsløre - at den foruden mange ressourcer kræver en tålmodighed og risikovillighed der som hovedregel vil være i modstrid med de kortsigtede realpolitiske hensyn der ikke mindst bestemmes af vælgerne. Her spiller missionens eksistentielle betydning for et land den største rolle. Generelt vil gælde, at den eksistentielle betydning af en mission falder med den fysiske afstand til begivenhedernes centrum og med et lands relative betydning i verdenssamfundet.

Den danske regering har nu fået trukket sig ud af Irak - omend der er udsendt en lille helikopter-enhed til rene overvågningsopgaver for briterne. Til gengæld vil man sende flere tropper til Afghanistan, skønt Nato som sådan ikke kan få andre lande til at øge kontingenterne. Og regeringen ventilerer smukke ideer om eventuel indsats i det hårdt prøvede Darfur.

Men flatterende er tilbagetrækningen fra Irak ikke. For missionen kan ikke siges at være ført til ende. Men tålmodigheden og risikovilligheden er åbenbart brugt op. Danmark har i mere end én forstand vist sig som et lille land i det store spil der hedder bekæmpelsen af terrorismen og som ellers har den allerstørste eksistentielle betydning for os. Men forståelsen herfor kræver at vi kan hæve os betydeligt over den snævre her-og-nu realpolitik.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Finn Hvid Bertelsen: Basra ved skillevejen (Kronik i Politiken 11.7.07.)
Anja Dalgaard-Nielsen: Halvhjertede militære missioner (Kronik i Berlingske Tidende 16.7.07)

Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
De irakiske tolke og regeringens ansvar  (21.6.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Iran - den nye stormagt i Mellemøsten?  (10.4.07.)
Dansk tilbagetrækning fra Irak  (28.2.07.)
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)
Bush's nye Irak-strategi  (12.1.07.)
Status over Året 2006  (31.12.06.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal