Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - irak23

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.1.07.


Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?

Det går for øjeblikket ikke blot skævt i Irak og andre dele af Mellemøsten; det går værre og værre.

Dag for dag tager volden til i de centrale brændpunkter, Irak, Palæstina og Libanon, samtidigt med at den radikale shiitiske bevægelse med Irans præsident og præsteskab i spidsen styrker deres position i modstanden mod såvel den amerikanske aktivitet i Irak som hele den frie og sekulariserede vestlige verdens udfordring.

I Libanon har der i den forløbne uge - op til en stor Libanondonor-konference i Paris - været generalstrejke og voldsomme gadedemonstrationer mod ministerpræsident Saniora. Den af Iran støttede Hizbollah-bevægelse fik grundigt destabiliseret landet ved den fremprovokerede krig med Israel i sommers og den har siden gjort hvad den kunne for at undergrave den vestligt orienterede, men meget svage Sanioras regering. Hizbollah prøver at lamme Libanon for at tvinge Saniora fra magten og selv få den afgørende magtposition - og dermed styrke Irans indflydelse i regionen.

I Palæstina-området har konflikten mellem den yderligtgående Hamas-bevægelse og den mere moderate Fatah-bevægelse og præsident Abbas udartet til en borgerkrigslignende tilstand, der fortsætter den økonomiske og ordensmæssige deroute for selvstyret uden andet formål end at sikre Hamas kontrollen og sikkerhedsstyrkerne og dermed effektvit blokere en fred med Israel, hvad der igen vil blokere for oprettelsen af en suveræn palæstinensisk stat.

Konfliktens perspektiver har været så foruroligende, at Jordans konge har kaldt parterne til møde på neutral grund og fået dem til på papiret at blive enige om en våbenhvile. Men den holder som forventeligt ikke i praksis, hvad allerede tirsdagens begivenheder viser. De ophidsede og geværskydende palæstinensere i gaderne giver indtryk af nærmest gale mennesker, men det skal huskes at de styres meget bevidst af nogle kyniske ledere. Der er så at sige - med lån af ordene fra Polonius' udsagn om Hamlet - system eller metode i palæstinensernes galskab, og systemet bæres af et rent destruktivt og let forførbart had mod alle der på nogen måde vil acceptere fred med Israel. Destruktiviteten kan ikke blive værre; den udelukker enhver mulighed for opbygning af en palæstinensisk stat med civil og økonomisk orden; og den udelukker enhver form for moralsk konsistens, individuelt såvel som samfundsmæssigt. De unge palæstinensere vil ikke deres eget bedste - og er åbenbart kommet helt derud i destruktivitet, hvor de ikke længere kan se hvad der overhovedet er til deres eget bedste.



Men galskaben og destruktiviteten udfolder sig for øjeblikket allerværst i Irak.

Det Irak, der gennem den amerikansk ledede invasion i 2003, rettet mod den nu henrettede diktator, var udset til at blive første led i en omfattende og nødvendig demokratisering af hele Mellemøsten, har i løbet af 2006 gennemgået en udvikling der ikke alene gør den spæde parlamentarisme til et skindemokrati, men ført til en ukontrollabel alles kamp mod alle der koster flere menneskeliv og materielle ødelæggelser end det nedkæmpede diktatur havde på samvittigheden og som har gjort amerikanernes indsats for en vending i udviklingen så vanskelig at det betænkeligt nærmer sig det umulige.

Amerikanerne har i krigens første år lavet så mange alvorlige fejl - militært, økonomisk administrativt og moralsk - at det har gjort dem til mere besættere end befriere og skabt basis for netop den blodige og brutale rivalisering mellem alskens religiøse, etniske, politiske og ideologiske grupperinger der efterhånden er endt i en samfundsopløsende destruktivitet af et sådant omfang at sproget ikke har nogen adækvat betegnelse for det. Ordet 'borgerkrig' duer slet ikke, da der bl.a. er tale om afgørende indflydelse fra religiøse og ideologiske instanser i udlandet, særligt Iran. Og udtrykket 'sekterisk vold' er også for pænt og upræcist.

Det vi er vidne til i medierne taler deres tydelige sprog om grænseløs vold, selvom det ikke er den fulde sandhed om situationen eller udviklingen. For det forties eller forbigås i farten bl.a. at der faktisk er dele af Irak - især det kurdiske område nordpå - der har haft fremgang. Sydpå i Basra, hvor det danske troppekontingent er stationeret, er der også små lokale fremskridt. Men stort set går det også her så dårligt, at det endnu er uvist, hvornår de britiske og danske styrker kan trækkes ud.

Helt galt står det til i Bagdad



Der foregår her ganske enkelt så mange systematiske og velorganiserede myrderier fra de talrige militsers side, at det ligger uden for myndighedernes muligheder at forhindre dem, selvom de ville. Der er tale om endeløse hævnaktioner og magtkampe mellem shiitiske og sunnimuslimske grupper og familier, som fra den dominerende shiitiske bevægelses side synes at sigte direkte imod at undergrave selve forsøget på gennem en samlingsregering og et parlamentarisk system at opretholde Irak som en samlet helhed hvor mindretallene kan nyde respekt, beskyttelse og sikkerhed.

Et rystende billede af situationen blev givet i den rapport om 'Bagdads dødspatruljer' som den britiske journalist Deborah Davies har lavet for Channel Four og som 24.1. blev vist af TV2. Dokumentarprogrammet viste omfanget af og brutaliteten i den 'sekteriske vold' som har bredt sig i Bagdad og som gør det dødsensfarligt at bevæge sig rundt i bestemte kvarterer, fordi bortførelser, mord, tortur og pengeafpresning er blevet centrale led i opgøret mellem de sunnimuslimske personer og familier der havde magten under Saddam Hussein og de shiiter der er dominerende i dag.

Udsendelsen førte os med hjælp fra et sunnimuslimsk parlamentsmedlem gennem møder med mange personer der havde lidt under eller været vidne til forfølgelserne, herunder også flere amerikanske rådgivere for den irakiske regering, der for længe siden har kunnet konstatere ulovlighederne, men forgæves gjort deres egne foresatte opmærksom på dem. Nogle af de interviewede var blevet fyret efter fremsættelse af kritikken af irakiske ansvarlige.



Hovedindtrykket var et skånselsløst opgør mellem familier på hver side af det religiøse skel. Shiiterne hævnede mord, tortur og forfølgelse under Saddam Hussein, men sunnimuslimerne svarede igen med nye hævn. Folk kunne risikere at blive bortført på åben gade for senere at blive torteret og myrdet, eller de kunne blive myrdet i deres hjem. Amerikanske observationsposter kunne fotografere grusomhederne lige neden for deres stillinger. Hospitalslæger kunne berette om mord på hospitalerne - og måtte simpelthen selv vælge at flygte hvis de ikke ville risikere noget. Udsendelsen bekræftede i og for sig kun hvad der var kommet frem i forvejen, men som TV2's korrespondent Rasmus Tantholdt gjorde opmærksom på, så var det først nu - takket være den modige, livsfarlige indsats fra Deborah Davies' side - lykkedes at få dokumenteret hvad alle korrespondenter havde vidst eller hørt rygter om, men aldrig selv havde haft muligheden for at bevise.

Da vi her i landet har haft stor ståhej om Guldbrandsens DR-film om dansk fangebehandling i Afghanistan, men har kunnet konstatere, at den som partipolitisk propaganda er værdiløs som dokumentation for nogetsomhelst (det er endog lige kommet frem, at Guldbrandsen under arbejdet har haft nær kontakt med Enhedslistens Frank Aaen), så er det på sin plads at fremhæve at den britiske dokumentarfilm er hævet over propagandaen, fordi den koncentrerer sig om at vise faktuelle reportager og bringe væsentlige kommentarer fra amerikanere der har været placeret som rådgivere for en central skikkelse bag forbrydelserne, nemlig den tidl. irakiske indenrigsminister og nuværende boligminister, Bavan Jabr, der i årevis har brugt sin indflydelse til at sikre shiitiske militser fuld frihed til blodig vold.



Den helt centrale anklage som i dag kan rejses med fuld styrke mod den irakiske regering er nemlig, hvad der længe har været mistanke om, men nu i de seneste dage også er kommet åbent frem i dagspressen, at regeringschefen premierminister Nouri al-Maliki spiller dobbeltspil i forhold til den amerikanske regering. Han er og har hele tiden været afhængig af støtte fra shiiternes side og har derfor været alt andet end opsat på at stække de shiitiske militsers overgreb mod sunnimuslimerne. Amerikanerne har lagt stigende pres på ham for at få ham til at gøre noget ved den uholdbare situation, men hans svar har hidtil været henholdende eller endog kritisk over for den amerikanske regering. Han er fremstået som en overordentlig svag regeringschef, men dog tilsyneladende velmenende.

Nu er der - i form af et notat med al-Malikis underskrift som Information kunne bringe i går - kommet dokumentation for at manden samarbejder aktivt med al-Sadrs shiitiske Mahdi-milits, selvom han udadtil foregiver at forsøge at bremse militsens overgreb. Da amerikanerne har gjort det klart at den ekstra styrke der er sendt til Bagdad primært skal sættes ind over for netop shiitierne i Bagdad, har militsen valgt - i lighed med tidligere tilfælde - i en periode at trække sig ud af skudlinjen - og dette sker vel at mærke denne gang med såvel al-Malikis vidende og accept som med støtte fra præstestyret i Iran, som er fuldt indforstået med at give militsens ledere husly. Notatet anmoder direkte om at militsfolkene holdes skjult midlertidig, og det lægger ikke skjul på at en kopi af notatet er sendt til Irans ambassade i Irak.

Notatet er således også en bekræftelse på at Iran er dybt involveret i hvad der foregår i Irak - og at amerikanerne har særdeles gode grunde til at nære dyb mistillid til styret i Teheran og forfølge dets agenter. Informations kommentator, Jørgen Steen Nielsen, gør med rette opmærksom på, at hvis det bekræftes at Iraks regeringschef samarbejder med Iran om at give beskyttelse til antiamerikanske kræfter som al-Sadrs ledende militsfolk, så melder spørgsmålet sig, hvem USA egentlig er allieret med, og hvor mange man egentlig skal tage kampen op imod!

Den ubarmhjertige sandhed er i hvert fald på kort sigt, at uden en effektiv nedkæmpelse af den tiltagende sekteriske og kriminelle vold i Bagdad, så er det ikke muligt at redde den nye parlamentarisk funderede samling om et helt Irak. Al-Sadrs sekterisk gruppe og milits vil vinde en diktatorisk magt - og det vil både ødelægge Irak for lange tider og give Iran samt regionens radikale shiitisme den vind i sejlene der vil ødelægge chancerne for fremskridt i andre dele af regionen.



Amerikanerne er virkeligt kommet i et sandt dilemma, takket være deres egne eklatante fejl hen ad vejen, herunder også på det allersidste forsømmelsen af at sikre Saddam Hussein en værdig henrettelse og begravelse, så sunnimuslimerne ikke ville blive stødt yderligere ud i forbitrelse.

Langt de fleste iagttagere peger på at præsident Bushs beslutning om at sende yderligere 20.000 mand til Irak, heraf alene 17.000 til Bagdad, er helt utilstrækkelig til at dæmme op for den stigende politiske, sekteriske, klanmæssige og gangsteragtige vold og fanatisme, fordi den helt og holdent forudsætter en effektivitet hos de irakiske politistyrker som ikke eksisterer eller overhovedet vil kunne opbygges så længe disse styrker er infiltreret af militsfolk og støttes af regeringsmedlemmer. Og hvad skal man så stille op fra amerikansk side? Trække sig ud af konflikterne ville være helt uansvarligt - både moralsk og politisk.

Præsident Bush stikker dybt i moradset resten af sin regeringsperiode, men demokraterne kan ikke umiddelbart stille noget bedre op med flertallet i Kongressen eller en valgsejr ved præsidentvalget i november 2008. Nemme løsninger eksisterer slet ikke. Hurtige løsninger er helt urealistiske.



På kort sigt ligner Irak mest af alt det helvede Dante beskriver i 'Den guddommelige Kommedie' og over hvis port der står at her lades alt håb ude.

Skal der fortsat holdes fast i et håb for Mellemøsten, må det efterhånden stå klart, at det nu ligger i det meget lange perspektiv, det vil konkret sige i en tidshorisont der rækker tyve, tredive eller fyrre år frem. Måske endnu længere.

Man kan sammenligne med den kolde krig mellem Øst og Vest for at understrege at selv en relativt stabil magtbalance mellem to uforenelige ideologiske systemer kan være halvtreds år om at finde sin løsning eller opløsning ved det ene systems manglende evne til at opretholde sig selv. Men sammenligningen halter gevaldigt, fordi der i konflikten i Mellemøsten netop ikke er tale om en stabil magtbalance der udelukker militære midler, men tværtimod om en magtkamp der i allerhøjste grad allerede er varm og blodig krig og i de nærmeste år formentlig kun vil blive endnu varmere og blodigere. Risikoen for brug af atomvåben er endda ikke totalt udelukket, da dele af de involverede parter tilsyneladende er så destruktive i deres indstilling, at de som Hitler i sin tid kan mistænkes for hellere at ville trække sig selv med i en tilintetgørelse end indlade sig på kompromis og forsoning.



Det hører derfor med til realiteterne i den nuværende Mellemøst-konflikt at parterne ikke kan tillade sig at opgive de hårde militære metoder, selvom disse må erkendes ikke at være tilstrækkelige til sikre nogen sejr. Det betyder at begge parter må indstille sig på langvarig konflikt og krig, og at den der først udmattes vil tabe.

Diplomati og internationalt pres på parterne skal ikke forsømmes. Alle behjertede forsøg på at formidle kontakt og dialog må anbefales. Men der er absolut ingen garanti for noget heldigt udfald af den slags forsøg, da den ene af parterne ikke spiller med rene kort og under ingen omstændigheder er indstillet på det kompromis eller den forsoning der er ensbetydende med opgivelsen af alt rethaveriet og al absolutisme - og dermed ensbetydende med en relativisering af selve værdigrundlaget. Et kompromis forudsætter den ubetingede opgivelse af troen på åbenbarede sandheders evige og absolutte gyldighed.

Under disse hårde betingelser ligger håbet for en fredelig løsning af konflikten i den sidste ende i at værdier der ligger dybere end de åbenbarede og dogmatisk formulerede værdier, dvs ægte universelle værdier, vinder frem til fuld forståelse og accept, herunder ikke mindst troen på den menneskelige frihed. Den findes i alle mennesker, uanset religion, etnicitet og kulturmønster. Og deri ligger håbet.

Det store problem er at al fanatisme spærrer vejen til forståelsen af de universelle værdier og at der i spændte situationer nærmest skal mirakler til for at bringe folk til forståelse af sådanne værdier. Men mirakler sker. De skal ikke opfattes som naturstridige hændelser, men tværtimod som naturlige hændelser der blot sker på temmelig uigennemskuelig og uforklarlig vis - noget i retning af en stille, organisk modningsproces over tid der pludseligt føder den nødvendige indsigt.

Det kan synes langt ude at hæfte sig ved dette perspektiv og tro på en sådan mulighed. Men man kan lige så godt modsat hævde, at uden dette perspektiv er der slet intet håb i Irak eller Mellemøsten.

Irak bliver ikke foregangslandet med hensyn til demokratisering af et muslimsk land. Men det er en vigtig brik i den demokratisering og sekularisering af Mellemøsten der er eneste vej ud af fanatismen og destruktiviteten.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

At læse Jernesalt

Dansk tilbagetrækning fra Irak  (28.2.07.)
Bush's nye Irak-strategi  (12.1.07.)
Status over Året 2006  (31.12.06.)
Baker-rapporten gør ikke udslaget  (7.12.06.)
Bush og republikanerne tabte  (9.11.06.)
Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget  (25.10.06.)

Hizbollah, FN, EU og Israel  (28.8.06.)
Kampene standset i Sydlibanon -
men Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet
  (16.8.06.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?  (5.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)

Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)
Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA
Artikler om Terrorisme
Artikler om Samfund

Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal