Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamtruss05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.05.06.


Global borgerkrig eller global inkonsistens?
- Krigen mod terror kræver mere end magtanvendelse og diplomati

Kritik af Lars Erslev Andersens bog om 'Den tabte uskyld'

Danmark og hele Vesten har tabt sin uskyld i forhold til muslimerne
Den islamistiske fanatisme der førte til 11. september
Kultursammenstød eller hvad?
Specifik kritik af Erslevs synspunkter
Helhedsrealismens lange historiske perspektiv
Henvisninger



Danmark og hele Vesten har tabt sin uskyld i forhold til muslimerne     
Til toppen   Næste

Terroreksperten Lars Erslev Andersen har med sin bog givet os et særdeles nyttigt overblik over den islamistiske terror og den vestlige verdens krig mod denne terror, idet han både ridser årsagerne til terroren op og påviser de store praktiske og moralske problemer der er forbundet med bekæmpelsen af den. Dette er nyttigt, fordi det ikke er nogen hemmelighed at den hidtil førte krig mod terroren ikke har mindsket risikoen for terror, men tværtimod øget den i og med at den har medvirket til at radikalisere de støt voksende kredse af islamister der er rekrutteringsgrundlag for terrorismen.

Krigen i Irak var begrundet i ønsket om at indlede en demokratiseringsproces i landet gennem et regimeskifte, men selvom Saddam Hussein hurtigt blev fjernet som den samarbejdsuvillige og undertrykkende diktator han var, gik opbygningen af et nyt styre langt fra smertefrit eller heldigt, og det er i dag - hvor en ny irakisk samlingsregering netop efter fem måneders besværlige forhandlinger er blevet godkendt af parlamentet - uvist om landet undgår en borgerkrig der fører til dannelse af en islamisk stat eller om en eller anden form for skrøbeligt demokrati får skabt fornøden ro og orden og fornødent samarbejde på tværs af religiøse, politiske, sociale og etniske skel, så en genopbygning kan komme igang.

Situationen i det palæstinensiske selvstyre er samtidigt spidset til, fordi et formelt set frit valg førte til at den islamistiske Hamas-bevægelse fik absolut flertal og prøver systematisk at eliminere Fatah-bevægelsens korrupte folk fra indflydelse og at fastholde urealistiske betingelser for forhandlinger med israelerne. Hamas-regimet nærmer sig økonomisk kaos, fordi støtten fra EU og USA og tilgodehavender fra Israel tilbageholdes, og styret har følgelig ingen chancer for at forhindre den radikalisering af de unge palæstinensere som vil undergrave selvstyret og ødelægge alle illusioner om en selvstændig stat i overskuelig tid.



For Danmarks vedkommende blev forholdet til den muslimske verden totalt ændret med sagen om Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten, ikke fordi tegningerne i sig selv var så provokerende at det under normale omstændigheder ville give anledning til stor ståhej - efter danske forhold var de endda udtryk for sund og tilforladelig dansk humor - men fordi de kunne bruges af islamistiske kræfter til kynisk ophidselse af muslimer i visse lande til voldsomme protester imod danske varer og symboler samt vestlige værdier generelt. Objektivt set var der ingen proportion mellem tegningernes faktiske grad af satirisk bid og muslimernes voldsomme massehysteri. Dette blev tværtimod dygtigt og målrettet iscenesat af religiøse og politiske ledere i Mellemøsten i skøn forening med herboende muslimske imamer og diplomater. Og dette kunne overhovedet kun lade sig gøre, fordi jordbunden i Mellemøsten allerede siden den sovjettiske besættelse af Afghanistan i 1979 har været gødet med et glødende had til al ikke-muslimsk tilstedværelse i regionen, men især efter Golfkrigen i 1991 og Irakkrigen i 2003 først og fremmest har været rettet mod vestlig tilstedeværelse og indflydelse. Nedenunder det hele ligger selvsagt palæstinensernes selvødelæggende forbitrelse over staten Israels oprettelse i 1948, men også utilfredsfreden med visse arabiske regimers nære samarbejde med USA.

Det kom totalt bag på Jyllands-Postens redaktion og den danske regering - for slet ikke at tale om bladtegnerne selv - at relativt harmløse tegninger i den grad kunne hidse de muslimske gemytter op som de gjorde. Det var i enhver henseende uretfærdigt at det skulle gå ud over danske eksportvirksomheder og danske ambassader. Ja, tilsyneladende var der tale om det statsministeren kaldte 'ustyrlige kræfter', men sandheden var at masserne kynisk blev styret i en ganske bestemt voldelig og destruktiv retning af religiøse fanatikere der så deres magtmæssige interesser i det.

Danmark tabte sin uskyld, konstaterer Lars Erslev. Vi kan ikke længere hverken af os selv eller andre betragtes som hyggelige og fredelige mennesker. Vi er part i den indædte værdikamp der finder sted mellem Vesten og Den islamiske Verden - og som har fronter alle steder i verden, i Mellemøsten som i Danmark og alle andre steder hvor der er muslimer.

Billedet af Danmark ændredes med Erslevs ord til det vi faktisk i lang tid havde været: en krigsførende nation i forbund med USA og Israel.

Men mærkeligt nok får det ikke Erslev til at sige, at vi altså reelt tabte vor nationale uskyld allerede da vi for tre år siden gik ind i Irak-krigen som koalitionspartner med USA og Storbritannien. Grunden er naturligvis at det ikke dengang blev opfattet så entydigt - hverken af tilhængere eller modstandere af krigsdeltagelsen. Sagen blev jo diskuteret for og imod - men ingen havde trods deres bange anelser regnet med at følgerne af krigen uundgåeligt ville blive så dramatiske og problematiske som de blev, nemlig ikke blot stigende vanskeligheder med sikkerhed og demokratiseringsproces i Irak, men også en radikalisering af islam i hele regionen, ja i hele verden, som i hvert fald for en umiddelbar betragtning sætter hele demokratiseringsidéen i dårligt lys.

Hele den vestlige verdens uskyld er tabt for stedse.

Hvordan dette kunne gå til, og hvad der er at gøre ved det er hovedtemaet for Erslevs bog.



Den islamistiske fanatisme der førte til 11. september    
Til toppen   Næste

Man bør ikke glemme, at der bag hele Mellemøst-konflikten ligger en modsætning mellem realpolitik og idealisme som kan føres tilbage til dannelsen af staten Saudi-Arabien i 1932. Som Erslev påpeger, så var den statsdannelse som gav magt til kong Ibn Saud og hans slægt en konstruktion som under de givne omstændigheder var en realpolitisk nødvendighed, men ikke tilfredsstillende for den islamiske idealisme, drømmen om de Sharia-lærdes overhøjhed. Saudi-Arabien blev prototypen på selve den islamistiske værdikamp. Landet styres med hård hånd af kongeslægten med shariaen som lovgrundlag, men har en voksende islamistisk opposition som ikke mindst ønsker magthavernes nære samarbejde med USA afbrudt. Jo længere reformer udskydes, jo større er risikoen for islamistisk revolte.

Palæstinensernes forvisning fra det område der i 1948 blev til jøde-staten Israel har naturligvis lige siden ligget som grundproblemet bag alle konflikter i Mellemøsten. Israels besættelse af Gaza og Vestbredden i forbindelse med krigen i 1967 gjorde ikke problemet mindre. Og selvom palæstinenserne nu har fået en slags selvstyre, er det ikke lykkedes dem at forhandle sig frem til en egentlig selvstændig stat. De drømmer fortsat om en tilbagevenden til de gamle områder og dermed om Israels udslettelse. Men efter Al-Aqsa-intifadaen mod Israel i 2000 er de havnet i en mere og mere håbløs, destruktiv politik, der udelukker en forhandlingsløsning med Israel og øger den interne opløsning. Det første frie valg i selvstyret bragte Arafats gamle Fatah-bevægelse til fald og den mere radikale Hamas-bevægelse til fadet, men det resulterede kun i landets isolation og rutsjetur mod økonomisk og administrativt kaos. Valget bekræftede med Erslevs ord at frie valg i ufrie lande ikke fører til demokrati, orden og opbygning. Udviklingen skaber kun grobund for yderligere radikalisering.

Den sovjettiske besættelse af Afghanistan fra 1979 til 1989 førte til fremvæksten af den terrororganisation som siden nærmest er blevet synonym med islamistisk terror og bærer navnet Al-Qaeda eller Al-Qaida (som Erslev foretrækker at stave det) og som betyder 'basen'. Den fik araberen Osama Bin Laden som leder og frivillige arabere som basal brigade. Det oprindelige mål var at befri Afghanistan for de vantro russere - og dette mål var under den kolde krig så attraktivt for USA at fundamentalisterne fik støtte fra den kant. Da slaget var vundet, blev målet at befri de arabiske lande fra de kætterske arabiske regimer der samarbejdede med vestlige lande. Efter Golfkrigen 1991 blev det primære formål at få USA smidt ud af Mellemøsten - og efter Irak-krigen naturligvis at få USA og alle koalitionspartnere smidt ud af Irak og resten af regionen.

Som Erslev påpeger bringer al-Qaidas ideologi religiøse og politiske idéer sammen i en syntese der legitimerer alle terroraktioner vendt mod vestmagterne og deres samarbejdspartnere. De legitimerede ikke mindst de skelsættende terrorangreb mod USA 11.9.01. I denne ideologi fortolkes jihad (hellig krig) ikke som en strategi til erobring af vestligt territorium men som et forsvar mod Vestens og USA's indflydelse i den islamiske verden, idet denne entydigt fortolkes som dominans og aggression.



Efter 11. september 2001 valgte Bush-regeringen i Washington en helt ny strategi for national sikkerhed, nemlig en offensiv forsvarsstrategi der for det første forbeholder USA's ret til at gennemføre forebyggende krige mod truende stater uanset om sådanne krige legaliseres af international ret (i praksis af FN's sikkerhedsråd) eller ej - den såkaldte Bush-doktrin - og for det andet direkte satser på konkret at iværksætte en demokratiseringsproces i Mellemøsten gennem regimeskift i udvalgte lande. Bush-doktrinen er ikke et nyt princip i amerikansk udenrigspolitik, den blev allerede taget i brug af Wilson i 1917, da USA gik ind i 1. verdenskrig uden at det strengt taget var nødvendigt for landets sikkerhed. Det nye i 2001 var egentlig kun den åbenlyse hensigt der slog fast at supermagten ikke længere ville finde sig i hvad som helst.

Den anden side af sagen har Erslev mest ironi tilovers for, idet han meget ensidigt gør den til et moralsk, ja nærmest moralistisk anliggende - ud fra Bush's ofte citerede erklæring om at de der ikke er med USA, er imod. Verden blev opdelt i de gode og de onde. Irak, Iran og Nordkorea blev stemplet som de onde - på samme måde som Reagan i sin tid stemplede Sovjetunionen som selve ondskabens imperium. Den moralske side af sagen kan naturligvis på ingen måde overses, så meget mindre som enhver værdikamp til syvende og sidst bunder i moralske vurderinger. Man kan betragte politik som ren magtkamp, men så udelukker man sig selv fra overhovedet at fatte nogetsomhelst af hvad der foregår i en kamp hvor religiøse spørgsmål ikke blot er blandet ind, men spiller den afgørende rolle for den ene part ved at indgå som grundliggende komponent i hele den ideologiske syntese. Det smager langt væk af afsky for den særlige amerikanske udgave af religiøsitet og kristendom, når Erslev vil pådutte Bush en sådan overordnet moralisme. Og det modsiger Erslevs egen redegørelse for at den nye amerikanske strategi klart er et resultat af en nøgtern konstatering af at den gamle Mellemøststrategi var forfejlet. Det modsiger også Erslevs egen påvisning af at den offensive forsvarsstrategi komplementeres af fortsat diplomatisk indsats (Public Diplomacy).

Problemet med den nye offensive amerikanske strategi er åbenlyst at den slet ikke er så enkel som dens egne ophavsmænd og iværksættere (Cheney, Wolfowitz, Perle m.fl.) har gået og bildt sig ind. Det førte til fatale fejl i Irak-krigen - og har derfor skabt det store irakiske dilemma, modsætningen mellem det velmenende forsøg på at skabe et flerkulturelt og flerreligiøst demokrati og den faktiske risiko for at forsøget ender med en absolut uønsket islamisering af Irak, et shiamuslimsk diktatur.

Den amerikanske krigsmaskines store og mange fejl skal ikke remses op her, det er gjort andetsteds (se artiklerne Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten? og  De grimme amerikanere), men det skal slås fast, at man ikke undgik det irakiske statsapparats fuldstændige kollaps og dermed at den helt elementære civile orden og sikkerhed gik fløjten så der blev frit spil for plyndringer, mord og eskalerende terror. En begyndende islamisering af Irak kom allerede godt i gang under Iraks krig med Iran, fordi den ellers sekulariserede Saddam Hussein så fordele i den. Moskeer skød op overalt i Irak, ja med Erslevs ord støttede Saddam Hussein en slags græsrods-islamisering. Det er den der i dag har vokset sig så stor at den ikke er til at komme udenom.



Iran er også blevet et kæmpe-dilemma for USA og Vesten, fordi Iran af såvel nationalistiske og ideologiske som sikkerhedsmæssige grunde ikke under nogen omstændigheder vil opgive sit atomprogram, som alle regner med indebærer udviklingen af en atombombe. Forhandlinger med Iran fører ikke til noget (iranerne er mestre i forstillelseskunst). Sanktioner mod Iran tror man ikke på (hvis FN overhovedet kan blive enig om dem). Og militær indgriben går FN's sikkerhedsråd ikke med. Skal den ske, bliver det USA og/eller Israel der må foretage det fornødne, dvs bombninger af de iranske atomanlæg. Invasion af landet bliver der ikke tale om; sporene fra Irak skræmmer - og USA har simpelthen ikke kapacitet til opgaven på nuværende tidspunkt, selvom den haster. Den iranske præsident lægger ikke skjul på at han nyder spillet. Dag for dag stiger risikoen for amerikansk eller israelsk enegang. Det vil blive en katastrofe at lade Iran få atomvåbnet. Men at forhindre det med magt vil kun øge radikaliseringen af islamismen i hele Mellemøsten, ja overalt hvor der bor muslimer.

I Vesteuropa sker der allerede en faretruende radikalisering af muslimerne i de muslimske miljøer. Den er selvsagt stor blandt de muslimer der ikke er integrerede og som lever i ghettoer. En systematisk og effektiv integrationspolitik er, som Erslev også understreger, den bedste forhindring for radikaliseringen. Men integration er for det første ikke nogen helt enkelt sag, den kræver både mange ressourcer og megen tid. For det andet er den ikke i sig selv tilstrækkelig, fordi kultursammenstødet eller værdikampen heller ikke kan forenkles til en kamp mellem kulturer eller mellem religioner. Den må som Erslev påpeger ses som en kamp mellem fortolkningsfællesskaber i bredeste forstand. De islamistiske fællesskaber er en art overnational fællesskab, men de er i dag meget mere flydende end for blot nogle få år siden, ja de er i vid udstrækning sekulariserede. Det centrale er kampen mod USA og befrielsen af Palæstina. Deres store udbredelse skyldes ikke mindst internettet.

Det foruroligende i dag er med Erslevs ord at gruppen af jihadister vokser, også i de europæiske lande, og jihadister omfatter vel at mærke såvel islamister der hylder militant kamp mod vestlige værdier og vestlig politik som islamister der ikke går ind for vold, men alligevel benytter sig af de militante islamisters retorik. Radikaliseringen i de europæiske lande forudsætter ikke direkte påvirkning fra Mellemøsten via mellemmænd, den foregår på internettets lokale netværk. Den globale terrorisme er med Erslevs hjemmelavede udtryk blevet 'glokal', dvs både global og lokal. Den er decentraliseret, men finder sted overalt i verden hvor islamister kan ramme vestlige mål.

Risikoen for at Danmark kan blive ramt af denne terrorisme er efter Erslevs og andre iagttageres mening i dag større end den var før 11.9.01. Den er også større efter Muhammed-sagen, selvom denne i sig selv både kan føre til øget konfrontation og øget integration, alt efter hvilken fløj de enkelte muslimer føler sig mest knyttet til. Holdningen til muslimerne er langt fra ligegyldig, men man skal ikke foregøgle sig at dialog under alle omstændigheder forhindrer polarisering, for dialog er som Erslev gør opmærksom på ikke altid bestemt af fælles vilje til forståelse, men kan være udtryk for magtkamp. Den kan være en platform for islamistisk prædiken som når Ahmed Akkari, Abu Laban eller 'Muslimer i Dialog' folder sig ud.



Kultursammenstød eller hvad?    
Til toppen  Næste

'Kulturernes sammenstød' blev Samuel Huntingtons term for værdikampen mellem muslimer og ikke-muslimer i hans analyse eller diagnose fra 1993. Men som Erslev påpeger er udtrykket for upræcist, fordi det ikke tager højde for at civilisationer nu engang ikke er statiske systemer, men dynamiske fællesskaber der forandres over tid. Det er derfor bedre at tale om sammenstød mellem to fortolkningsfællesskaber, det islamistiske der prioriterer islamisk lov øverst i opfattelsen af samfundsorden over for det vestlige der ser individuelle frihedsrettigheder som det nødvendige grundlag for orden, sikkerhed og stabilitet. Men Erslev undgår ikke selv at skabe uklarhed, for nok påpeger han at de islamistiske fundamentalister (som alle fundamentalister) netop ønsker at fastholde noget uforanderligt og derfor direkte vender sig mod forandring, men samtidigt karakteriserer han uden at blinke med øjnene det vestlige fortolkningsfællesskab som et liberalt-humanistisk fællesskab der har George W. Bush som selvbestaltet cheffortolker!

Jamen, så ser han bort fra det afgørende, at det vestlige, sekulariserede fortolkningsfællesskab netop har sin styrke i at det ikke kan identificeres med en enkelt aktuel fortolkning. Det er tværtimod selvreflekterende og selvkritisk, hvad der helt konkret kommer til udtryk i at Bush's politik hele tiden har været kritiseret og stadigvæk kritiseres - også af folk der principielt går ind for hans overordnede strategi. Den lever ganske åbenlyst ikke op til sine egne krav om at bane vej for demokratiseringen af Mellemøsten.



Ét er af den forsøger at forcere en demokratisering ud fra erfaringerne efter 2. verdenskrig og efter sovjetkommunismens endelige sammenbrud i 1989. Her forefandtes en række europæiske lande der var blevet undertrykt, men tidligere havde haft sunde demokratier. Her kunne amerikanerne altså befri de undertrykte lande for undertrykkerne - og stort set overlade genetableringen af demokratierne til befolkningerne selv. Helt så let er opgaven naturligvis ikke i lande der er ufrie og hvor kun et mindretal ønsker frihed af vestlig art. Her kan frie valg misfortolkes som sejrherrens ret til at sætte sig på den absolutte magt og altså i realiteten afskaffe demokratiet. USA og dets koalitionspartnere betragter det naturligvis ikke som et ægte demokrati at frie valg fører til afskaffelse af demokratiet. Men det er der altså muslimer i Mellemøsten der gør. Og derfor betragter de det som dobbeltmoralsk at de vestlige lande ikke uden videre godkender resultatet af frie valg.

Noget andet og på sin vis meget værre er imidlertid at krigen mellem demokrater og ikke-demokrater føres på to sæt værdier der næsten uundgåeligt går hen og bliver dybe moralske modsætninger. De demokratiske stater hylder nemlig ikke blot demokratiet som slutresultat, men også konventioner om menneskeret og krigsførelse som de ikke-demokratiske modstandere systematisk lader hånt om. Der er med andre ord en sådan asymmetri mellem parternes værdigrundlag at det ikke er muligt for den demokratiske part at vinde kampen uden at ty til metoder der strider mod denne parts eget værdigrundlag. Det er dette der bl.a. giver sig udslag i moralsk dybt uheldige fænomener som amerikanernes behandling af fangerne på Guantanemo eller i Abu Ghraib-fængslet eller deres manglende sondring mellem terrorister og civile i konkrete kampsituationer.

De vestlige demokratier er alle kendetegnet af den allerstørste følsomhed over for overtrædelser af menneskerets- og krigskonventioner bl.a. takket være stærke humanitære organisationer som Amnesty International. Men reelt giver denne følsomhed terroristerne en kæmpefordel, fordi de ikke selv behøver at tage hensyn til disse konventioner, men kan føre terrorivirksomheden, guerillakampen eller partisankampen så skånselsløst som de har lyst til. I realiteten er der så store moralske problemer forbundet med demokraters krig mod ikke-demokrater, at det ud fra et fundamentalistisk menneskeretssynspunkt er umuligt overhovedet at føre effektiv krig mod terrorister. Dermed rykker krigen mod terror ind i den vestlige verdens egen interne værdikamp: nogle kan principielt acceptere den, andre er principielt imod den. Får modstanderne overtaget, reduceres mulighederne for bekæmpelse af den internationale terror til de gængse politiske, diplomatiske og økonomiske midler samt principiel appeasement (tilpasning for fredens skyld).



Specifik kritik af Erslevs synspunkter    
Til toppen   Næste

I sine analyser af den amerikanske kamp mod den globale eller 'glokale' terrorisme skelner Erslev temmelig subjektivt mellem 'revolutionære globalister' og 'realistiske regionalister'. De første er Bush-regeringens folk der principielt vil bekæmpe terrorismen med revolutionære regimeskifter fra diktatur til demokrati overalt på kloden hvor diktaturer truer USA's sikkerhed. Mens de sidstnævnte er folk der holder sig til de gamle og prøvede diplomatiske og politiske metoder, at løse problemerne regionalt efterhånden som de opstår eller trænger sig på. Erslev har da en pointe i at regionalismen gennem tiderne ofte har vist sig succesfuld og realistisk. Men han går uden om at problemet med den nye globale eller glokale, internetbaserede terrorisme ikke kan standses ad den vej. Diplomati, forhandlinger og økonomisk politik skal ikke skrottes eller undervurderes, men må i dag bare konstateres at være utilstrækkelige midler.

Erslev har også en pointe i at regimeskift-strategien har sin åbenlyse begrænsning deri at demokrati ikke kan forceres frem - og slet ikke indføres fra dag til dag - i lande hvor der ikke er grobund for demokrati. Her kræves der både tålmodighed og tid samt klart elitære metoder i reformprocessen der ikke umiddelbart tager sig særligt demokratiske ud. Han er selv inde på at kontrollerede reformer er bedre end pludselige omvæltninger der havner i kaos. Men det er en subjektiv vurdering der skinner igennem, når han kalder strategien for 'revolutionær' globalisme - og ydermere forbinder strategien med idealisme og moralisme. Revolution er et belastet ord der leder tanken hen på voldelig omvæltninger og ser bort fra at der er noget der hedder fløjsrevolution, dvs regimeskifter der foregår uden vold. Det er ubestrideligt at krigen i Irak kun kan ses som en udefra voldelig omvæltning af det gamle diktatur, og det er ubestrideligt at USA truer visse andre lande med militær indgriben, hvis ikke de selv begynder en dyberegående reformproces. Men Bush-regeringen tænker ikke udelukkende i krigsstrategiske baner. Faktisk var det håbet med Irak-krigen at en demokratiseringsbølge kunne sættes i gang i hele Mellemøsten. Når dette ikke skete, var der fejl i kalkulationerne eller rettere i efterretningerne og forarbejdet. Men fejlen ligger ikke givetvis i regimeskift-strategien som sådan. For uden regimeskift i Mellemøsten bliver der ingen ende på islamiseringen eller terrorismen.

Erslev har gode grunde til at skelne mellem realpolitik og idealisme, og det er ikke et vilkårligt skøn at hævde at den gamle traditionelle, men frugtesløse amerikanske Mellemøstpolitik var præget af realpolitik, eller at Bush-regeringens nye strategi er præget af ideer og idealer. Men det er uholdbart at se realpolitikken fjernet fra den nye strategi, og at se det overordnede og langsigtede mål reduceret til gængs idealisme. Problemet er at Erslev ganske enkelt er uklar eller forvirret når han taler om moral og universelle værdier, ja åbenlyst ironiserer over dem.

Helt besynderlig bliver det når Erslev trækker den gamle tyske filosof Immanuel Kant ind i analyserne. Det sker udelukkende fordi Erslev har læst Kants bog om 'Den evige fred' som blev udgivet i dansk oversættelse i 1995. Erslev hævder at "den moralske vision om en verdensorden af demokratier.... baserer sig på en antagelse om at der i ethvert af klodens mennesker til enhver tid findes en god, kantiansk sjæl som hylder de vestlige værdier og som vil vise sig, hvis den blot kan få lov at stemme ved frie valg". Men der er intet belæg for denne påstand i bogen. Det er simpelthen ødelæggende for forståelsen af den amerikanske strategi at hævde dette. Hører man præsident Bush tale om sagen, siger han at der i alle mennesker er en drøm eller et håb om frihed. Og det er noget helt andet, for her peges på universaliteten af de værdier USA og Vesten bygger deres samfund på.

Men netop universaliteten af disse værdier er en gåde for Erslev, og grunden turde være at han i det hele taget ikke vil befatte sig med psykologiske endsige dybdepsykologiske fænomener. Det går så vidt at Erslev som motto for sit slutkapitel (Er vi på vej mod en global borgerkrig?) anfører nogle ord af romanen Hærværks forfatter Tom Kristensen fra 1930 der lyder: "Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last." - Det var ikke så mærkeligt at Tom Kristensen kom med dette råd, for det var hans egen erfaring fra Hærværksårenes drukture, destruktion og religiøse søgen. Men hverken dengang eller nu mere end to generationer senere er det et godt råd, hvis man vil prøve at forstå destruktiviteten som sådan eller for den sags skyld enhvert andet psykologisk fænomen. Da er man nødt til ikke at dyrke sjælen, men at give sig frygtløst i kast med den. Eksempelvis er det massehysteri som præger islamismen i dag og som vi tidligere så i Hitler-Tyskland ikke nogen psykologisk gåde med den viden vi har i dag.

Det had vi kan konstatere som et væsentligt element i den militante islamisme, og som Erslev lige en passant får nævnt i et par citater, men ellers lader ligge, er heller ikke nogen gåde. Det er derimod et fænomen som nødvendigvis skal inddrages i analyserne af den aktuelle globale terrorisme og dens fortolkningsfællesskab, hvis man skal gøre sig håb om at forstå den og løse den. Her dur moral i moralistisk forstand slet ikke, for her kommer man ingen vegne med formaninger ud fra faste kriterier. Man skal ned til forståelsen af hvad moral overhovedet er, nemlig et psykisk krav om at sørge for overvægt af det gode i livet. Der er slet ikke tale om at være et godt menneske eller om at leve op til bestemt moralske regler, endsige om at dele mennesker op i gode og onde. Men der er tale om at forudsætte et universelt etisk krav om konsistens som igen er uadskilleligt fra åndsfriheden.

Set i dette perspektiv kan krigen mod terrorismen og kampen for demokratiseringen aldrig reduceres til et moralistisk spørgsmål om de godes kamp mod de onde. Det bliver et langt mere omfattende, men også langt mere forjættende spørgsmål om at finde frem til fortolkningsfællesskaber der kan kalde det bedste frem i alle ved at sikre deres frihed og åndsfrihed. Jeg påstår ikke at dette på nogen måde står George W. Bush, Tony Blair eller Anders Fogh Rasmussen - eller deres rådgivere klart. Det gør det faktisk ikke, og det er just fejlen i deres politik. Men jeg påstår at dette ikke desto mindre er det afgørende skel mellem det destruktive islamistiske fortolkningsfællesskab og det konstruktive, sekulære vestlige fortolkningsfællesskab.



Helhedsrealismens lange historiske perspektiv    
Til toppen   Næste

Psykologien må inddrages i enhver realistisk bedømmelse af den globale terrorismes opståen, udvikling og fornødne modforanstaltninger, for terrorisme er altid udslag af psykisk inkonsistens, tendenser i den enkeltes psyke som forhindrer overvægt af det gode i livsforløbet. Terrorismen er fuld af had der som alt had udelukker evnen til at give og modtage kærlighed. Den er destruktiv, fordi den ser ødelæggelse og hævn rettet mod andre som forudsætning for at nå egne mål. Den er fuld af selvbedrag, illusioner og fortrængninger fordi den er blottet for selvrefleksion og selvkritik. Og den er endelig blottet for humor fordi den anser sine egne sandheder for at være absolutte, indiskutable sandheder.

Så længe der findes islamistiske fundamentalister der nærer had til den vestlige verden og dens værdier vil der være risiko for global borgerkrig. Får islamisterne held til at få magten i Mellemøsten er både den globale og den lokale borgerkrig det mest sandsynlige. Den bliver i givet fald meget langvarig. Det er ikke usandsynligt at regne med en varighed på et helt århundrede som Erslev gør. Men den slags er rene gisninger.

Under alle omstændigheder er krigen mod islamistisk terror, had og irregularitet en nødvendighed for den frie verden, og den må altid omfatte såvel sikkerhedsforanstaltninger (efterretningstjeneste) og militær indsats som diplomati og ægte dialog. Men det må samtidigt fastslås at de vestlige værdier med frihed, sekularisering og humor ikke kan sættes til diskussion. Tværtimod skal de forsvares offensivt og frejdigt, af alle kræfter og med alle nødvendige midler. Forsvaret skal nødvendigvis bygge på det vestlige fortolkningsfællesskab tro på frihedens og åndsfrihedens universalitet. Det kan man gerne kalde en form for idealisme, men det er i så fald en idealisme der er absolut nødvendig for at fastholde tilværelsens dybe komplementaritet mellem det materielle og det ideelle - eller mellem det praktiske, pragmatiske og realpolitiske på den ene side og det langsigtede, overordnede og visionære på den anden side.



Bush-doktrinen kan i lyset af dette ikke anses for at være tilstrækkelig filosofisk, etisk eller psykologisk afklaret. Ambitionen skal være højere. Det er ikke for meget sagt at Europa i kraft af sin historie har større muligheder for at give den fornødne afklaring, ja det er end ikke for meget sagt at Danmark her i kraft af sin lange og gode erfaring med sekulariseringen kunne tage têten og udvikle en fortolkningsramme der kunne blive fælles for kristne, jøder, muslimer og ateister - som det tidligere er påpeget på Jernesalts sider. Religionen skal i en sådan fortolkningsramme ikke henvises til intimsfæren som et rent personligt anliggende, men tværtimod tildeles en helt selvfølgelig plads i det offentlige rum, ikke ved at bryde sekulariseringsprincippet om adskillelse mellem religiøs og politisk magt, men ved at fastholde overordnede perspektiver for hele kulturlivet så der bliver frihed til alle religioner og ateistiske ideologier inden for fællesskabet. Religion skal forstås som helhedsrealisme og ikke som dogmatisk system eller konfessionelt fællesskab.

Den religiøse uskyld er nemlig tabt for stedse - og det skal ikke beklages. Det må tværtimod som alt tab af uskyld ses som den første betingelse for at nå frem til ansvarlighed og fuldt ansvar for fællesskabet. Tabet af uskyld, det der mytologisk kaldes syndefaldet er al kulturs begyndelse. For kun det indebærer bevidsthed om ansvaret.

Men for øjeblikket gælder desværre, at europæerne - også englænderne og danskerne - helhedsrealistisk set løber fra ansvaret ved at fortolke både religionen og sekulariseringen forkert og undlade at inddrage sekulariseret religion i løsningen af den store, globale såvel som lokale værdikamp mellem muslimer og ikke-muslimer. Og dette gælder både analytikere og politikere. Det ses for anlytikernes vedkommende af Lars Erslev Andersens bog. Og det ses af den indstilling til religion som statsminister Anders Fogh Rasmussen hele tiden har haft og som han netop har redegjort for i en større artikel i Politiken, som vi snarest vender tilbage til.

Men det er skæbnesvangert på denne måde at stikke hovedet i busken, når faren fra den globale terrorisme er så stor og voksende som den er.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)
Sagen om Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten
Had og demokrati  om politisk had i Eksjugoslavien og Mellemøsten
Kan moral begrundes?  om konsistens-etikken
Etik og eksistens

Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)

Andre artikler om Mellemøsten:

Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg:
Volden eller dialogen, opbygningen og freden
  (30.1.06.)

Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Fighteren Ariel Sharon ude af politik  (6.1.06.)

Status over året 2005  (31.12.05.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)

Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal