Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Hadet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.4.03.


Had og demokrati

Vanviddet i Eksjugoslavien
Intellektuelle skemaers ugyldighed
Den intellektuelle fascination
Multikulturalismens fallit
Islamisk Deklaration og Serbisk Memorandum
Fraværet af borgerlig bevidsthed
Afmagt og kynisme
Iraks demokratisering
Afslutning



Irakkrigens foreløbige afslutning med nedkæmpelse af Saddam Husseins umenneskelige og terroristiske regime og dermed muliggørelsen af opbygningen af en eller anden form for demokrati i Irak har skabt samme politiske tomrum som vi tidligere har set i blandt andet østeuropæiske lande og navnlig i Eksjugoslavien og er derfor velegnet til at fundere over, hvordan de ansvarlige for tingenes videre udvikling overhovedet sikrer sig, at kaos udvikler sig til rimelig civil orden i stedet for til nyt diktatur.

Med udgangspunkt i Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts bog 'Hadets anatomi. Rejser i Bosnien og Serbien', der er en analyse af følgerne af opløsningen af Eksjugoslavien, analyseres forudsætningerne for at indføre demokratisk kultur i opløste diktaturer - netop således som dette problem nu er blevet aktuelt i Irak.

Men først vanviddet i Eksjugoslavien og de vestlige intellektuelle og vestlige statslederes svigten, da det gjaldt at standse de etniske udrensninger i området.



Vanviddet i Eksjugoslavien

Eriksens og Stjernfelts bog giver med sine rejseskildringer, interviews, kommentarer og analyser et overordentligt nyttigt indblik i hele problemstillingen omkring opløsningen af det gamle kommunistiske eller titoistiske regime i Jugoslavien og det vanvid af etnisk udrensning og nationalistisk fanatisme der blev resultatet og som langt om længe, men alt for sent, udløste det internationale samfunds indgriben under USA's militære førerskab.

Forfatterne undrer sig med rette over, hvor påfaldende det er at alle udrensningerne i området omkring landsbyen Biljani i det nordvestlige Bosnien blev ledet af skolelærere, og spørger hvordan det kunne lykkes at mobilisere et sådant afsindigt had fra ellers fornuftige mennesker der havde haft elever af alle slags i deres skoler. Hvordan kunne nationalismen mobilisere folk til at gå ind i roller som hidtil havde været dem totalt fremmede?

Spørgsmålet kommer egentlig ind under psykologien, skulle man tro, men stort set holder forfatterne sig fra betragtninger i den retning. De er intellektuelle mennesker, der foretrækker at holde sig til rationalitetens strukturer. Derfor hedder bogen ikke hadets psykologi og sociologi, men hadets anatomi, ligesom der ikke tales om bogens disposition, men om dens arkitektur. Det mærkes at Stjernfelt er strukturalist af indstilling.

Alligevel er det besynderligt, at man så ensidigt holder sig til anatomien, når det vitterligt er hele dynamikken og dens underliggende motivation og fascination, der bestemmer udfoldelsen af hadet, og ikke fysiske strukturer af den art anatomi drejer sig om. Det er vold på sproget, at tale om 'anatomiens bevægelse'. Men heldigvis forhindrer den slags misgreb ikke, at læserne faktisk får vurderinger af følelsernes overordentlige betydning i vanviddets hele udvikling.

Men ret har forfatterne selvfølgelig i konkluderende at fremhæve, at det der skete i Jugoslavien ikke kan henføres til et eller andet mystisk "ældgammelt" had, men tværtimod må henføres til særdeles nutidige kræfter, der igen udfoldes i en stat der objektivt er i krise både økonomisk og politisk. Objektive er også de nationalistiske bevægelser, og de kan igen konkret henføres til enkeltorganisationer, enkeltpersoner og enkelthandlinger, nemlig i konkrete politiske programmer og beslutninger, offentlige kampagner, medie-ensretning, suggestive massemøder, nationalistiske tendenser på universiteter og akademier, militære afgørelser, kuplignende aktioner, logistik, hemmelig styring af paramilitære enheder af kriminelle og lumpenproletariske elementer.

Bevægelsen sker - som de også fremhæver - i al væsentlighed ovenfra og ned. Der er tale om en egentlig mobilisering via politikkere, generaler, redaktører, journalister og intellektuelle, som er konstant leveringsdygtige i fortolkninger der legitimerer og motiverer handlingerne og sikrer den brede befolknings støtte eller i det mindste passivitet, ja for serbernes vedkommende reelt hjernevasker befolkningen ved fx at holde den i uvidenhed eller misinformation om belejringen af Sarajevo.



Islamisk Deklaration og Serbisk Memorandum

Helt centralt til forståelsen af denne mobilisering er to dokumenter, nemlig den bosniske muslim Izetbegovic's Islamiske deklaration fra sidst i 1960erne og Det serbiske Kunst og Videnskabs Akademis Memorandum fra 1986.

Den islamiske deklaration kan betragtes som en slags islamisk version af den middelalderlige (augustinske) tanke om Gudsstaten, hvor det udtrykkeligt fastlås, at islam ikke kan eksistere inden for rammerne af en sekulær politisk stat. Demokrati var ikke et mål for Izetbegovic, men et middel til at nå det egentlige mål: islamiseringen. Forfatteren plæderer for pan-islamisme og absolut uforsonlighed over for staten Israel. I 1990 grundlagde han det bosnisk-muslimske parti, men det bør tilføjes, at han efter den bosniske krigs udbrud i 1992 som formand for præsidentrådet i princippet gik ind for en multietnisk stat. Spørgsmålet var om man kunne stole på ham.

Det akademiske memorandum aktualiserede og nyfortolkede den serbiske nationalisme og blev begyndelsen på den serbiske kulturrevolution. Tanken om Storserbien var ikke nævnt, men lå bagved. Kosovo betragtedes som den serbiske kulturs vugge, og en udrensning af alle muslimske elementer i Kosovo derfor som eneste reelle mulighed for en national løsning. Memorandumet blev i realiteten en opskrift på etnisk udrensning og gjorde den radikale nationalisme der i forvejen var i gang i intellektuelle og politiske kredse ‘stueren' gennem selve Akademiets blåstempling.

Men går vi tættere på radikaliseringen i landet, kommer vi ned til udsagn som fx den serbiske digter og parlamentsmedlem Brana Crncevic' om at der er forskel på at dræbe af fortvivlelse og at dræbe af had, for det første er Guds gerning, det sidste Djævelens. Og serberne dræber fordi de er fortvivlede!

Eller et skrift af den serbiske ortodokse kirkes metropolit i Montenegro, hvori det slås fast, at den krig som Herrens stridsmænd fører, den føres mod alle Serbiens fjender: tyrken (synonym for muslimen), Vatikanet, det internationale samfund, globaliseringen.

Og har man måske i sin tid undret sig over at den Radovan Karadzic der stiftede det bosnisk-serbiske nationalistparti og var de bosniske serberes øverste leder under krigen 1992-95 og forlængst eftersøgt som krigsforbryder for sine udskejelser, at han er psykiater, skønt hans gerninger nærmest ligner en psykopats, vil man her kunne få en forklaring i et citat fra psykiateren Jovan Raskovic, der var Karadzic' lærer og ven. Denne skrev nemlig i 1990 følgende meget sigende ord:

"Kroaterne, feminiserede af den katolske religion som de er, lider af et kastrationskompleks. Det gør dem fuldstændig ude af stand til at udøve autoritet over andre. De kompenserer for denne ydmygelse ved deres store dannelse. Mht til muslimerne i Bosnien-Hercegovina og tilliggende regioner, så er de ofre for, som Freud ville sige, anale frustrationer, hvilket får dem til at ophobe rigdomme og søge flugt i fanatiske holdninger. Endelig er der serberne, de ortodokse, det ødipale folk, der tenderer mod at frigøre sig fra faderautoriteten. Fra denne modstandsånd henter de krigerens mod, de er de eneste der er i stand til at udøve sand autoritet over de andre folk i Jugoslavien. Det er ikke mærkeligt, at denne situation med komplet had og paranoia udvikler sig i dette land."

Dette sidste er unægteligt sandt, men fantastisk er at konstatere, at en psykiater kan sætte i sig selv nyttige freudianske etiketter på hele folk, og placere sig selv i den frelste gruppe af nationalister der har frigjort sig fra faderautoriteten og nu som de eneste kan udøve sand autoritet.

Man fristes til over for en sådan svada at give filosoffen Zivanovic ret i den generalisering, at Jugoslavien har savnet en middelklasse der var kendetegnet af urbane eller moderne, oplyste værdier og ikke af gammeldags, landlige værdier. Raskovic bruger nemlig moderne begreber på en yderst primitiv måde - til egne formål og imod deres oprindelige hensigt.



Fraværet af borgerlig bevidsthed

Sat på spidsen er der ifølge samme bosniske filosof ingen borgerlig bevidsthed i landet, kun en amorf masse med nationalismen i dens tre velkendte varianter som dominerende ideologi. Det er en morbid bevidsthed, som er resultatet af de seneste 15 års konflikt. Og Zivanovic tilføjer: Vi lever ikke som mennesker, men som etniske grupper.... og det kan man ikke bygge et normalt samfund på.

Her er vi ved sagens kerne, at alle ulykker går tilbage til det faktum, at der ikke er og i hele den kommunistiske periode ikke var et civilt samfund der sikrede individernes menneskerettigheder og borgerlige rettigheder gennem de karakteristiske demokratiske midler som uafhængig presse, fri, uafhængig forskning, foreningsfrihed, rimelig orden i økonomien og grundlæggende lov og orden (med ‘voldsmonopolet' overladt til besindige og ansvarlige instanser).

Da det gamle regime brød sammen, brød alle frustrationer og fundamentalistiske forhåbninger samtidig ud. Mange enkeltpersoner kunne se farerne, men formåede ikke at dæmme op for radikaliseringen og de mange etniske, religiøse og politiske grupperingers kamp for at komme til magten med alle til rådighed stående midler, inklusiv løgn og bedrag, militære og paramilitære ugerninger og rene etniske udrensninger og folkemord.

Samtidig gælder, at situationen tog sig ekstra kompliceret og uigennemskuelig ud ved at parterne aldrig spillede med rene kort, men med skjulte motiver og skjulte alliancer. Krigen var, da den først brød ud og hurtigt eskalerede, hverken en etnisk krig, en borgerkrig eller en religionskrig - den var med den franske filosof Derridas ord 'en krig uden hjem'. Den gik på tværs af disse skel og blev derfor aldrig forstået af udlandet, hverken af de politiske ledere eller af de intellektuelle betragtere og kommentatorer i Vesten.

Specielt gælder - som den tidligere diplomat og senere initiativtager til Helsinki-komiteen i Beograd Sonja Biserko påpeger i et interview - at Vesten slet ikke forstod den serbiske nationalisme. Mange vesterlændinge der skrev om Jugoslavien beholdt deres illusioner om den særlige antistalinistiske vej i Titos land. Alle venstrefløjsgrupper der kom til landet omkring 1991-92 var proserbiske, og dette hang efter hendes mening igen sammen med at de var anti-amerikanske. Og de hopper i dag på Kostunicas illusion om Serbien som den vigtigste stabilitetsfaktor i området.

Hun har ikke meget tilovers for 68-generationen, som i dag er ved magten i Serbien. De påtog sig aldrig noget ansvar for begivenhederne. De vil ikke være ved de serbiske krigsforbrydelser og er derfor imod Haag-domstolen og udleveringerne til den.

De vil med andre ord ikke påtage sig den 'kollektive skyld', som alene bødes kulturelt - med hukommelse og uddannelse. De vil hellere - som alle revolutionære til alle tider - glemme eller 'ændre hukommelse'. Jævnfør hvad man også kan anføre i forbindelse med ventrefløjens glemsel når det gælder Gulag  (Stalinismens fascination).



Intellektuelle skemaers ugyldighed

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt lægger ikke fingre imellem, når de dømmer politikere og intellektuelle i Eksjugoslavien i hele den katastrofale radikaliseringsproces, der endte med etniske udrensninger og folkemord. Hadet bredte sig fra den politiske top ud i befolkningen, skriver de. Først de gensidige drab gav de gamle mere eller mindre hengemte myter af etnisk eller religiøs art et skær af troværdighed. Og det skyldtes ganske enkelt det psykologiske forhold, at der ikke skal mange drab til, før den etniske og religiøse logik vågner og radikaliserer ellers besindige enkeltpersoner og tvinger dem til at vælge side, bl.a. ud fra et helt basalt ønske om at overleve.

De civile drab er og bliver efter deres mening det centrale i radikaliseringen, fordi de både var led i den bevidste etniske udrensning og i den bevidste polarisering af befolkningen.

Derfor er forfatterne også hårde i deres kritik at udlandets politikere og intellektuelle, som længe lukkede øjnene for hvad der skete, og som senere tog parti for den ene eller den anden af stridens parter på et aldeles utilstrækkeligt grundlag, uden at erkende at der overhovedet ikke fandtes andre uskyldige parter i striden end den almindelige civilbefolkning. Dette førte til alt for sent indgreb i vanviddet dengang det fandt sted - og til alt for naive opfattelser af hvad der sker den dag i dag.

Eriksen og Stjernfelt påpeger at en række intellektuelle skemaer bliver ugyldige, hvor demokratiet som kultur betragtet står imod partikularismer og fundamentalismer, herunder ideen om den uskyldige (eller 'progressive') part. Det er et fundamentalt forløjet skema, hævder de, fordi der slet ikke findes komplet gode eller uskyldige parter i en konflikt. Det er et komisk skema der reelt er hentet fra melodramaet og ikke fra det politiske liv eller den virkelig historie. Omvendt kan den der gennemskuer skemaets uholdbarhed ikke desillusioneret konkludere at så er alle partier (lige) skyldige. Det ville være en kynisme som blot forleder én til at holde sig langt væk fra stillingtagen og indgriben.

Men det der foregik i 1992 var planlagt folkemord på de bosniske muslimer - og uanset om disse personer var sympatiske eller ej og uanset om den radikale islamisme de stod for er forenelig med demokratiet eller ej, så er folkemord på etniske eller religiøse grupper en ubetinget skændig krigsforbrydelse, som ubetinget må fordømmes - og om muligt også bringes til ophør gennem intervention udefra.

Eriksen og Stjernfelt undrer sig i almindelighed over, at de intellektuelles dømmekraft har svigtet i denne sag, og kommer til det temmelig pauvre resultat, at der ikke synes at være nogen intellektuel fascination eller moralsk motivation der befordrer at man tager den civile borgers synspunkt. Den intellektuelle gribes af tanken om store historiske bevægelser, ældgamle etniske passioner der vælder frem, spontane oprør, uregerlige militser, hele folk der ofres eller hele stater der orienteres mod fremtiden og utopiske planer.

Når parterne således rykkes rundt på brættet som brikker i skakspillet, kan fascinationen melde sig, for så kan man flytte rundt på sin solidaritet og spejle enten sine drømme eller sin kynisme i scenarierne. Men de intellektuelle glemmer, at deres drømme-partneres handlinger rammer almindelige mennesker. Og almindelige menneskers rettigheder er mere grundlæggende end kollektive, nationale, historiske og andre folkloristiske rettigheder, hævdes det.

Forfatterne afslører her, at de ser totalt bort fra komplementariteten mellem samfundet og individet, dvs fra det faktum, at man kan se historiens gang eller den politiske udvikling fra såvel samfundets synsvinkel som fra individets synsvinkel, men aldrig samtidigt. Begge synsvinkler er imidlertid berettigede og har hver deres fornuftige og nyttige funktion, men iagttageren kan altså aldrig få begge hensyn til at gå op i en højere enhed, men står uhjælpeligt fast i et alvorligt og principielt uløseligt etisk dilemma.

De store historiske, nationale og religiøse bevægelser kan overhovedet ikke reduceres til folkloristiske fænomener. Allerede brugen af ordet 'folkloristisk' i denne sammenhæng er afslørende for Eriksen og Stjernfelt og hele deres nedvurdering af det folkelige element i udviklingen. De store bevægelser har deres berettigelse i sig selv, og kan følgelig aldrig objektivt postuleres at være mindre grundlæggende end de enkelte menneskers rettigheder.

Det er en kendsgerning, at mange mennesker gennem tiderne har betragtet og mange stadig betragter kollektivet, familien, klanen, nationen, religionen, kulturen som vigtigere end individet. Og de har faktisk ret i den forstand, at uden kollektivet intet samfund og ingen kultur overhovedet og dermed heller ingen beskyttelse af individet.

Problemet er, at den historiske udvikling har medført, at samfundet og kulturen på visse breddegrader som den vestlige verdens har bevæget sig fra centrering omkring familien og klanen til centrering omkring en overordnet instans, den demokratiske stat, der sikrer sine borgeres, herunder også familiernes, eksistens og rettigheder gennem fornuftige love, normer og institutioner. Disse ting omfatter rimelige sociale og økonomiske vilkår, kombineret med elementær lov og orden, som opretholdes af et politi og en hær der til formålet har fået monopol på den fornødne magtanvendelse, men som kontrolleres af en fri presse og en uafhængig domstol. Den demokratiske stat sikrer med andre ord borgernes rettigheder, men har selv rettigheder med hensyn til lovgivning, sondring mellem lovgivning og administration, opretholdelse af lov og orden samt regler for frie valg.

Det er altså noget sludder, at individets rettigheder skulle være mere grundlæggende end kollektivet, og derfor også aldeles utilstrækkeligt som forklaring på de intellektuelles fascination af det store spil og deres svigten over for brud på menneskerettighederne i fremmede lande blot at konstatere at de glemmer individerne. De gør de ikke, men undertiden sætter de fuldt bevidst individerne i anden række! Men det er noget helt andet og kan være fatalt.



Den intellektuelle fascination

Forfatterne synes - som iøvrigt historikeren Bent Jensen i spørgsmålet om Stalinismens fascination - at lide af uvilje eller direkte angst for at bevæge sig ind på psykologiens område. Men intellektuel fascination er psykologi som al anden fascination, og man kommer overhovedet ikke uden om at se den i lyset af de psykiske grundprocesser, hvis man vil forstå den.

Intellektualismen som sådan er en systematisk udbygning af sekundærprocesserne, dvs de relativt svage, men til gengæld uhyre stabile bindinger mellem følelseskvanter (betragtet som hypotetiske mindsteenheder af følelser) og tanker, ideer eller symboler. Dermed er den også en klar afstand til enhver form for engagement.

Men alle intellektuelle er mennesker: de fascineres, engageres og tager parti i den politiske, religiøse, æstetiske og videnskabelige kamp der nu engang foregår mellem synspunkter og ideer. Og dette engagement er udtryk for primærprocessernes aktivitet: Det er de relativt stærke og intense, men til gengæld meget ustabile følelseskvanter der forbindes med visse ideer og symboler, undertiden i så høj grad at al sund dømmekraft suspenderes, sådan som vi ser i alle former for fanatisme og massepsykologi. Jævnfør artiklen om De psykiske grundprocesser.

Alternativet til engagement, hvis man ser bort fra regulær sygelig afstumpning, er 'afsondring' eller 'kynisme' i den oprindelige græsk-sofistiske betydning af ordet, dvs den form for holdning til verden, tingene og menneske der er bevidst frigjort fra emotioner og lidenskaber. En sådan afsondring eller kynisme kendes bl.a. fra visse mystikere, filosoffer og videnskabsmænd. Den har visse klare fordele i form af sjælefred og dermed sammenhængende evne til stor koncentration om intellektuelle forehavender, men den er ikke særligt udbredt. Almen er dog den særdeles vigtige form for frigørelse fra umiddelbare impulser og følelsesudbrud der kommer ind under begrebet humor.

Men det normale er engagement og fascination, og når så mange mennesker som tilfældet er kommer galt af sted med dette engagement og denne fascination, så skyldes det naturligvis, at den kritiske sans, og navnlig selvkritikken svigter, og da dette er ganske almindeligt i de unge år, følger det også, at det uholdbare engagement og den vildledte fascination oftest ses hos unge mennesker eller 'ubefæstede sjæle'. Der skal en vis dannelse, kultur og modenhed til at forene den kritiske sans med fornuftigt, gennemtænkt og erfaringsmæssigt prøvet engagement.

Når unge menneske opdager deres illusioner uden at have lært foreningen af kritik og prøvet engagement, bliver de ofte desillusionerede og tør ikke længere tro på noget som helst eller engagere sig for noget som helst. Og dette er naturligvis en af grundene - nok den vigtigste grund - til at de foretrækker at glemme deres gamle fascination, hvis den viser sig uholdbar. Specielt gælder, at revolutionære har stor tilbøjelighed til at glemme eller 'fortrænge' historien, således som det netop kan konstateres i forbindelse med fascinationen af den stalinistiske eller maoistiske afart af socialismen eller fascinationen af Titos 'tredje vej', Fidel Castros Cuba eller Pol Pot-regimet.



Multikulturalismens fallit

Et meget vigtigt og særdeles aktuelt punkt i Eriksens og Stjernfelts analyse af det de kalder hadets anatomi er deres modstilling af den demokratiske kultur og den udbredte multikulturalisme, som er gængs blandt de venstreorienterede intellektuelle, men som de rent ud stempler som galopperende antropologisk naivitet.

Multikulturalisme i et samfund ses ofte som en særlig demokratisk indstilling, nemlig som alle kulturers lige ret til at udfolde sig på jorden. Men som krigene i Bosnien kan lære os, skriver de, så står multikulturalisme tværtimod "i skærende kontrast til demokratiske værdier som individets ukrænkelighed, menneskerettigheder og lige ret for loven". For multikultur betyder flere kulturers sameksistens i et samfund, men hvis disse kulturer hylder særlige rettigheder for deres medlemmer, så forholdes andre kulturers medlemmer disse rettigheder.

Multikulturalisme er derfor efter forfatternes mening snarere et opløsningstegn i et samfund i undergang, og de næste stadier hedder ghettoisering og adskillelsen i separate nationer.

Det naive ligger i fraværet af nogen som helst bevidsthed om statens rolle som andet end et instrument for enkelte etniske, religiøse eller nationale gruppers interesser, altså fraværet af bevidstheden om statens rolle som nødvendig for opretholdelsen af det civile, demokratiske samfund og dermed for sikringen af individernes rettigheder.

Naiviteten ligger i troen på, at et samfund udgøres af en række af sideordnede kulturer, mens det i realiteten er et fælles normativt grundlag af værdier som hele samfundet hviler på, og som for den moderne demokratiske stats vedkommende forudsætter ikke blot formelt demokratiske valgprocedurer, men en decideret demokratisk kultur.

Hvad denne "demokratiske kultur" går ud på er efter forfatternes mening svært at begrebsliggøre, men det er i hvert fald slet ikke kultur i den etnologiske, endsige eksotiske forstand: bestemte værdier, guder, nationalretter, klædedrager, historier osv. Snarere noget "neutralt, gråligt og usexet", som de skriver, eller nærmere betegnet eksistensen af en "oplyst offentlighed".

Som minimum af forudsætninger for en sådan offentlighed nævner de:

- almen skolegang i et koordineret skolesystem af en vis standard;
- eksistensen af uafhængige universiteter, der garanterer en videnselite, der igen garanterer et vist minimumsniveau i debatten;
- eksistensen af en seriøs og plural presse;
- eksistensen af frie fagforeninger hvor de enkelte individer kan forfølge deres interesser;
- eksistensen af en hær og et politi der kontrollerer området, garanterer individernes sikkerhed og som ikke hylder antidemokratiske værdier;
- en økonomi der bibringer borgerne en anstændig levefod.

Disse forudsætninger var grundlæggende ikke til stede i det gammelkommunistiske Jugoslavien der gik i opløsning i 1991, skriver de, og de er bestemt heller ikke til stede i det efter-saddam-huseinske Irak, kan man tilføje.

Og man skal ikke forvente at en svækkelse af centralmagten i en sådan stat automatisk vil føre til demokrati. Demokrati er ikke en naturtilstand. Men det er desværre en udbredt synd hos demokratiets mere naive tilhængere at tro, at fjernelsen af et diktatur er ensbetydende med fremvæksten af et demokrati.

Demokrati er ifølge Eriksen og Stjernfelt en uhyre sofistikeret tilstand med mange sociale, politiske, militære, økonomiske og kulturelle forudsætninger ud over dens kerne, den nøgne, formelle valgprocedure. Demokrati fordrer accepten af fuld og uindskrænket personlig frihed for ethvert individ uanset religiøse normer og baggrund. En sådan accept giver den sekulære vestlige demokrati-kultur i eminent grad, og derfor er den et af de få levedygtige koncepter for at forskellige etniske kulturer faktisk kan leve sammen.



Afmagt og kynismen

For Eriksen og Stjernfelt er det klart, at der i Eksjugoslavien skete deciderede folkemord der burde have fået det internationale samfund til at gribe ind omgående og dets intellektuelle medlemmer til at bakke et indgreb op. Men som nævnt havde alle disse mennesker deres betænkeligheder i kraft af de falske skemaer. I virkeligheden fandtes der ingen uskyldige parter man kunne støtte - og når alle er skyldige er det lettest at holde fingrene væk.

Men det har altså ikke noget med kynisme at gøre, som forfatterne ellers vil pådutte de tøvende. Blandt andet citeres forfatteren Klaus Rifbjerg for en udtalelse om, at "i dag er der borgerkrig i det forhenværende Jugoslavien. I morgen er den forbi." Og den kunne naturligvis tages som udtryk for Rifbjergs kynisme. Men der er tale om humor af en måske nok lidt barsk art; den går først og fremmest på ren og skær historisk erfaring om at borgerkrige normalt går over, og at udenforstående normalt ikke har chancer for at forhindre udskejelserne, selvom de gerne ville. Denne humor hjælper én med at holde en vis afstand til de rædsler man er vidne til på tv-skærmen, så man hverken bukker under for dem i fortvivlelse eller flygter fra deres realitet i angst.

Det er prisværdigt at forfatterne fordrer engagement af de intellektuelle og dermed en bindende etisk ansvarlighed der udmønter sig i aktiv handling i stedet for passiv iagttagelse. Men de går for vidt, når de prøver at skubbe den manglende handlekraft og -vilje ind under den tjekkiske forfatter Milan Kunderas begreb 'imagologien'.

Eriksen og Stjernfelt har som Kundera ondt af folk der styres af billeder. De bruger ikke selv billeder i deres bog, selvom portrætter af de mange interviewede og som regel ret ukendte folk ville have været en fordel. (Tidsskriftet 'Kritik', som Stjernfelt er medredaktør af, kender heller ikke til brug af billeder!). Men når de rask væk hopper på Kunderas afstandtagen fra imagologien som det "system af billeder" der siden 1980 har vundet en historisk sejr over ideologien, forstået som "et system af ideer og tanker", så afslører de deres egen rationelle intellektualisme og dermed igen deres mangel på forståelse for dybere psykologi.

På den ene side mener de, at det der skabte den dybere rædsel over billederne fra de rumænske børnehjem efter Ceaucescus fald var erkendelsen af hvilken massepsykologi og hvilke mennesker et sådant samfund kunne skabe der med ligegyldighed og ubegribeligt sløvsind kunne administrere disse lejre for børn. Men sandheden er utvivlsomt den modsatte, at det var de rædselsfulde, umiddelbart stærkt følelsesvækkende billeder der medførte erkendelsen.

På den anden side mener de, at ideologiernes sammenbrud ikke kun var politisk, men en total og fuldstændig fallit på alle tænkelige områder i de gamle totalitære samfund, og at sammenbruddet også gjaldt de vestlige samfund. Forestillingen om en menneskelig, politisk og kulturel dannelse blev nemlig fortrængt som en elitær og gammelmodig tanke, hævder de. Resultatet er, at der herefter kun eksisterer den virkelighed der foreligger her og nu, men ikke nogen idé eller utopi om hvad der skal følge efter i den historiske udvikling.

Med andre ord indrømmer de faktisk mod deres vilje billedernes store betydning for menneskets engagement, men samtidig efterlyser de utopier af intellektuel, ikke-billedmæssig art. De fastholder ideen eller rettere fordommen om billedets underlødighed og postulerer at billedernes virkelighed er summen af en overfladisk, impressionistisk eller postmodernistisk (eller hvad man nu vil kalde den) og helt igennem etisk uforpligtende æstetisk betragtning.

I virkeligheden forholder det sig psykologisk set sådan, at billederne kan være såvel overfladiske og æstetiske som dybe og etisk forpligtende. Faktisk er billederne det dybeste i os, fordi de er før sproget. Men de udgør ikke et 'system' i os, men tværtimod et underbevidst lag der i diametral modsætning til ideologien ikke er styret af tankens begreber, definitioner, dogmer og logik. Det er et langt mere levende eller 'organisk' og derfor på godt og ondt uberegneligt lag i os.

Det forholder sig stadig sådan, at det først og fremmest er billedet der er i stand til at fascinere og engagere os. Den utopi der var ledestjerne for totalitære bevægelser som nazismen og kommunismen og den der stadig driver den religiøse fundamentalisme rundt omkring i verden, men for tiden mest udtalt i den islamiske verden, den er af billedmæssig art og forstås kun fuldtud som sådan.

Den kommunistiske ideologis sammenbrud var et sundhedstegn, fordi den magtvilje der drev dens ledere fra Lenin over Stalin og Mao til folk som Breshnjev og Honecker m.fl. var kanaliseret ud i den sygelige intellektualisme man kalder dogmatisme. Sammenbruddet var i enhver henseende et gode, og sammenbruddet i den vestlige venstrefløjs naive illusioner kan heller ikke betegnes som andet.

Men ligervis som der ikke automatisk følger demokrati af et diktaturs sammenbrud, så følger der heller ikke automatisk en sund, bæredygtig og levedygtig eksistensfilosofi ud af en falsk ideologis sammenbrud. En sådan filosofi kræver tværtimod udvikling af en moderne sekulær kultur og realisme, der formår at holde sammen på det politiske, etiske, æstetiske og religiøse uden at ende i dogmatik. En sådan helhedsrealisme er hvad der præsenteres af 'Jernesalt' - jævnfør Helhedsrealismen.

Helhedsrealismen kan dog aldrig bygge på nogen illusion om at alle problemer skulle være løselige, det være sig her og nu eller på længere sigt. Nogle er faktisk uløselige. Andre kræver tid. Kun de nemmeste kan løses hurtigt og effektivt. At erkende visse problemers uløselighed eller vanskeligheden ved deres eventuelle løsning er imidlertid ikke udslag af kynisme i den gængse betydning af ordet, brutalitet, følelseskulde eller sjælsråhed. Men derimod nok i den gamle græske betydning af ordet, en nøgternhed der forhindrer at man rives med af afmagtsfølelse eller håbløshed.

Eriksen og Stjernfelt har ret i, at de vestlige lande var for længe om at gribe ind i Eksjugoslavien, men må dog indrømme at situationen vitterligt var uhyre kompliceret og at de vestlige lande havde modstridende interesser i sagen. De har derimod ikke ret i, at indgreb i tilfælde som Eksjugoslavien er en oplagt opgave for EU og derfor forudsætter en fælles EU-udenrigspolitik og et fælles EU-militært beredskab. Der vil fortsat være uenighed herom i EU - og uenigheden er ikke blevet mindre efter Irakkrigen. Desuden er der langt fra enighed om eventuelt at udvikle EU til en supermagt, der kan 'konkurrere' med USA eller overflødiggøre USA's indsats, men navnlig er det umuligt at komme uden om at det bliver vanskeligt at afgrænse en eventuel forpligtelse.

Det er nemlig ikke uden videre rigtigt, at Eksjugoslavien er et område i "vor midte" som forfatterne påstår. Geografisk set er det ganske vist ubestrideligt, men kulturelt, politisk eller eksistentielt gælder det ikke. Her gælder kun decideret medlemsskab. Det er da også tanken bag udvidelsen af EU, der i første række medtager ti nye lande og lidt senere forhåbentlig også Bulgarien og Rumænien. Men Kroatien, Bosnien, Serbien og Albanien ligger et godt stykke ude i fremtiden.

EU's nuværende forpligtelse gælder alene at hjælpe med opbygning af demokratisk kultur i disse lande i det omfang de selv ønsker at medvirke dertil. Erfaringerne fra Eksjugoslavien har ikke været gode, problemerne er fortsat langt fra løst, hvad mordet på premierminister Zoran Djindjic er et solidt bevis på, men man har da lov at håbe, at fremtidige indgreb i Europa for at forhindre folkedrab ikke længere bliver nødvendigt.



Iraks demokratisering

Problemet er også i mellemtiden blevet forskudt ganske betydeligt, fordi det siden 11. september 2001 har været den internationale terrorisme og især Mellemøsten som dens arnested der har været i centrum for USAs, FNs og de europæiske landes forsøg på at holde lidt orden i verden. Og her blev Irak igen målet for USAs kamp mod de elementer i verden der ikke vil acceptere fred og demokrati.

Saddam Husseins regime i Irak blev nedkæmpet, og et fredeligt og demokratisk Irak skulle gerne opbygges. Men som Jens Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt skrev i deres bog er demokrati ikke en naturtilstand, og man kan derfor kun håbe, at demokratisk sindede iagttagere af hvad der nu sker i Irak vil indse, at heller ikke et irakisk demokrati kommer af sig selv, blot fordi Saddam Hussein er fjernet fra magten. Det har tværtimod mange odds imod sig, som vi allerede har set i de første fjorten dage af befrielsen fra Saddam Hussein, især hvad angår mullahernes forsøg på at fiske i rørte vande og hidse masserne op mod amerikanerne.

Selvom det store flertal af irakere led under Saddam Husseins regime og ønskede despoten fjernet, så er hadet mod USA fortsat fremherskende i landet. Man ser ikke amerikanerne som befriere, sålænge de er i landet, men kun hvis de forlader landet og overlader det til irakerne selv at styre. Naturligvis en utopisk forestilling. USA ville være rene tåber, hvis de ville trække sig ud af Irak uden at sikre sig, at det får et styre, der i det mindste har visse grundlæggende demokratiske træk så som lov og orden, fungerende infrastruktur, ytringsfrihed, tale- og pressefrihed, frihed til at danne foreninger og partier, et parlamentarisk valgsystem og sidst men ikke mindst den sikkerhed mod et flertalsdiktatur som ligger i at alle kommende partier accepterer demokratiets idë.

Problemet er ikke blot - som fx i Afghanistan - tilstedeværelsen af indbyrdes bekrigende klaner og stammer, de kan være slemme nok at have med at gøre, men først og fremmest religiøse grupperinger der enten har en islamisk stat som erklæret mål eller flirter med tanken til senere brug, når tiden skønnes inde.

30 års diktatur har fjernet ethvert spor af demokratisk kultur der måtte have været til stede i et land der aldrig har haft egentligt demokrati, men dog mange veluddannede og oplyste folk. Men det værste er, at den religiøse fundamentalisme allesteds lurer som en faretruende lunte der til hver en tid kan antænde den massefanatisme der vil blokere en demokratiseringsproces totalt og i stedet give platforme for islamistiske ledere til deres kamp for en ikke-demokratisk, teokratisk stat.

Shiiterne i Irak er i flertal, mange af dem drømmer om islamisering af landet. Men hvis en ny forfatning giver dem mulighed for at realisere denne døm, går det galt igen, nøjagtigt som det gjorde i Iran eller Afghanistan.

USA og dets allierede har valgt en krig mod Saddam Hussein i fuld bevidsthed om risiciene. Der er nu ingen vej tilbage som der var efter 1. Golfkrig. Skal demokratiseringsprocessen i Irak lykkes bare rimeligt godt, kræver det enorm indsats og stor tålmodighed - og tålmodighed er ikke amerikanernes stærkeste side. Og skal den lidt efter lidt sætte skub i en demokratiseringsproces i andre lande i Mellemøsten, kræver det endnu større tålmodighed, fasthed og diplomati.

Det virkeligt nye og særdeles positive ved hele sagen er, at de islamiske landes ledere og befolkninger ikke længere kan være i tvivl om, at Vesten med USA i spidsen har vilje til at forsvare demokratiet mod antidemokratiske og ikke-sekulære kræfter.



Afslutning

Viljen til at forsvare demokratiet mod antidemokratiske kræfter er imidlertid ikke blot et spørgsmål om at slå ned på betændte regimer der støtter den udemokratiske islamisme og den internationale terrorisme, men også et spørgsmål om at bekæmpe ikke-demokratiske og ikke-sekulære tendenser, partier og foreninger hvor som helst de måtte prøve at organisere og udfolde sig i de vestlige lande.

Naiviteten over for muslimer der udnytter demokratiet til undergravning af demokratiet og som udnytter multikulturalismen til at påberåbe sig respekt for deres egen, erklærede og åbne eller underforståede og skjulte antidemokratiske virksomhed må afløses af fuld forståelse for, at demokratiet kun kan opretholdes i sin respekt for andre menneskers kultur og religion, hvis respekten og tolerancen standser præcist ved de antidemokratiske tendenser og den manglende anerkendelse af sekulariseringens og demokratiets spilleregler.

Det går derfor intetsteds og ingensinde an at se bort fra det faktum, at demokratisk kultur er ensbetydende med fuld sekularisering og systematisk opbygning af ægte og dybtgående tolerance og respekt for andre mennesker. Dette vil i realiteten sige en systematisk opbygning af normer og værdier der er baseret på sekundærprocessernes stabile følelseskvanter og dermed en systematisk svækkelse af hele den manipulerbare fanatisme som bygger ene og alene på primærprocessernes ustabile, men intense følelseskvanter.

Eller sagt med andre ord: bæredygtig og stabil demokratisk kultur er fuldstændigt uforenelig med såvel fundamentalistisk kamp for den 'rene' stat, Gudsstaten eller teokratiet, som fanatisk had til andre mennesker, andre kulturer, andre religioner og andre nationer.

Hverken i Irak, i Eksjugoslavien, i Palæstina, i Afghanistan, i Tjetjenien, i Nordirland eller i Baskerlandet kommer man videre, hvis ikke man ser de psykologiske kendsgerninger i øjnene, at had er destruktivt i sit væsen og udelukker konstruktiv opbygning af et land til sandt demokrati.



Kilde:

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt: Hadets anatomi. Rejser i Bosnien og Serbien. (Lindhardt og Ringhof. 2002.)

Relevante artikler:

Stalinismens fascination
De psykiske grundprocesser
Komplementær helhedsrealisme
Myte, ord og billede

Kan moral begrundes?
Etik og eksistens
Religion, eksistens og sekularisering
Humor og Tragedie

Arabisk desillusionering
Irakkrigens mål og midler

Men jævnfør også artiklen om Kåre Bluitgens bog "Til gavn for de sorte":

Den muslimske desintegration i Danmark



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal