Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Irakkrig8

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.4.03.


Arabisk desillusionering

Med de amerikanske styrkers indtagelse af Tikrit er Irakkrigen stort set vundet. Kun enkelte helt ukoordinerede irakiske modstandslommer står tilbage i deres skjul - ligesom hele den øverste irakiske ledelse med Saddam Hussein og hans to sønner i spidsen.

Disse eftersøgte 53 personer, hvoraf dog en enkelt, den irakiske videnskabschef, har overgivet sig, vil det naturligvis være vigtigt at få fat på - døde eller levende. Dels for på denne måde at kunne få slået definitivt fast, at Saddam-styret er overvundet, dels - og navnlig - for at kunne få oplyst, hvordan styret helt nøjagtigt i detaljen kollapsede så hurtigt.

Alt tyder på, at de massive amerikansk-britiske bombninger af Iraks militære enheder og kommandocentraler effektivt og hurtigt decimerede de irakiske styrker, således at de enten omkom eller i tide deserterede. Efter indtagelsen af store dele af Bagdad gik det hurtigt, fordi den irakiske ledelse simpelthen mistede kommunikationen med styrkerne og offentligheden.

Den nok så omtalte - og på grund af sit helt eventyrlige storpraleri næsten sagnomspundne og mediedyrkede - irakiske informationsminister blev af den ene eller den anden grund tavs som graven. Han var med til at sprede løgne og illusioner i et sådant omfang, at det uvægerligt ville give bagslag den dag efterhånden ingen med blot mindste realitetssans i behold kunne undgå at måtte drage den konklusion at spillet var tabt.

Om Saddam Hussein og hans sønner også lod sig vildlede til det sidste og selv troede på, at den bebudede sejr var nær, er ikke til at vide. Despoter af den type har den altid fatale vane at ville snakkes efter munden og systematisk overhøre ubehagelige sandheder eller simple advarsler om at tingene måske ikke helt går som de skulle. Historien er fuld af eksempler på budbringere der får en ilde skæbne, når de vover at videregive sandfærdige beretninger om nederlag til deres slagne feltherrer. Om den irakiske informationsminister har lidt en sådan skæbne eller taget sit eget liv for at undgå det der var værre, får indtil videre stå hen.



Den amerikanske overlegenhed har været givet fra starten. Usikkerheden gik alene på, om det irakiske regime ville gøre brug af sine kemiske og biologiske våben - med større risiko for den irakiske civilbefolkning end for de forberedte invasionstropper - og om den irakiske hær, med den republikanske nationalgarde i spidsen, ville opgive håbløse direkte konfrontationer med fjenden eller ty til guerillakrig i Bagdads gader. Men alt tyder på, at de begik den fejl at holde sig samlede i deres enheder og dermed gøre sig til lette ofre for den massive bombning.

Tidligt gjorde en militær kommentator da også opmærksom på, at de irakiske styrker så ud til at have gravet sig ned for at holde bestemte forsvarslinjer, men ikke at indstille sig på mobilitet og fleksibilitet. Og det har faktisk ikke været anset for brugbar strategi siden første verdenskrig.

Selvom det i begyndelsen så ud til at amerikanerne undervurderede irakernes modstand og tilsyneladende ikke sørgede for i tilstrækkeligt omfang at sikre sig livsvigtige forsyninger og forstærkninger under den hurtige fremrykning mod Bagdad, så tyder alt alligevel på, at de allieredes strategi var yderst effektiv, takket været den enorme højteknologiske kapacitet. Fra det øjeblik det irakiske luftværnssystem var sat ud af kraft, kunne de allierede med helikoptere holde sig orienterede om al bevægelse på jorden hvor landtropperne skød frem. Irakerne havde med andre ord ikke en chance.



Da Saddam Hussein og hans informationsminister begav sig ind i den komplette tavshed, vovede dele af den irakiske befolkning sig ud på gaderne for at byde amerikanerne og briterne velkomne, juble over befrielsen, omstyrte statuerne af despoten eller ødelægge, trampe på, spytte på, ja, urinere på de mange billeder af den forhadte mand. Men samtidig benyttede pøbelen sig af lovløsheden til at plyndre løs det bedste de kunne - ikke blot fra despotens paladser, men også fra ministerier og hospitaler.

Det sidste var så meget desto mere katastrofalt som hospitalerne i forvejen manglede muligheder for at yde optimal hjælp til sårede irakere. Nu blev selv livsnødvendigt hospitalsudstyr stjålet af hensynsløse banditter. De indlagtes lidelser var ufattelige og rystede selv en garvet reporter som TV2's Steffen Jensen.

Det har været diskuteret, hvorvidt mediedækningen af krigen har været alsidig nok. Den slags kan man altid strides om. Men det er nu ikke tegn på ensidighed at sortere de allerværste billeder af lidelser fra. Det gør man også når det gælder alvorlige færdselsulykker. Irakkrigens gru er tydeligt fremgået af reportagerne - som den bør - men har naturligvis ikke totalt stjålet billedet fra det krigen overordnet set drejer sig om, selvom fredsaktivister har ønsket det. De tror fejlagtigt, at billeder af lidelser automatisk gør folk pacifistiske.



En vis form for anarki hører med i kølvandet på en krig som indebærer det totale sammenbrud af et overvundet styres administration og politi. Der vil normalt altid gå nogen tid, inden sejrherrerne formår at skabe elementær civil orden.

Amerikanerne har aldrig været gode til den slags - og ser også ud til at have været uforberedte på situationen eller måske rettere at have nedprioriteret forberedelserne til opgaven. De var i al fald længe om at komme igang med at skabe tryghed for almindelige borgere - i samarbejde med dele af det irakiske politi.

Men lovløsheden har nok trods alt været i særklasse i dette tilfælde, fordi det gamle irakiske regime har været så brutalt som det var. Lov og orden i muslimske lande - og i muslimske familier! - beror normalt på streng ydre autoritet. Men under Saddam Hussein har autoriteten været absolut og vilkårlig. Det betyder alt i alt, at det er de færreste irakere der har en indre autoritet der fortæller dem hvor grænsen går mellem godt og ondt. Man retter sig efter de ordrer og regler som despoten udsteder, fordi det er livsfarligt at lade være. Men den dag han er væk, så har man slet ingen regler at holde sig til. Man er 'fri' i den dårlige betydning af ordet: man tror man har lov til alt, inklusive at lave forbrydelser.

Man kan sammenligne forholdene i dagens Irak med forholdene i Danmark i september 1944, da det danske politi blev arresteret af den tyske besættelsesmagt. Det medførte naturligvis, at forbrydere fik bedre udfoldelsesmuligheder, og vel også at enkelte almindelige borgere faldt for fristelsen til at begynde på småforbrydelser. Men i det store hele opretholdtes normal lov og orden, fordi danskerne, vænnet til hundrede års demokratisk retssikkerhed og orden, betragtede grundlæggende lov og orden i landet som en fordel for alle almindelige mennesker. De hjalp derfor hinanden med at opretholde den, da den ydre autoritet midlertidigt forsvandt.

Når man i disse dage har set hensynsløse og storstilede, ja systematiske plyndringer i Irak - der end ikke har skånet de arkæologiske museer med deres uerstattelige samlinger - så er det et usvigeligt bevis på, hvor undertrykkende regimet har været, og dermed også et tegn på, hvor lang og sej vejen til det normale og stabile civile samfund vil være.



Når koalitionen ikke på forhånd har sikret sig mod disse eventualiteter ved i kølvandet på de egentlige kamptropper at indsætte fredsbevarende militære og politimæssige enheder til sikring af den almindelige orden i Irak, så er det unægteligt en indirekte følge af amerikanernes og briternes forsømmelighed, men dog først og fremmest en af de direkte følger af, at felttoget mod Saddam Hussein ikke blev sanktioneret af FN. For i så fald havde FN haft mulighed for at forberede de nødvendige fredsbevarende enheder.

Nu får vi dem med måneders forsinkelse. Danmark har meldt sig som naturlig bidragyder, ja er endog netop af USA blevet bedt om at overtage ledelsen af opgaven. En stor og ansvarsfuld opgave, som den danske regering ubetinget bør påtage sig, uanset hvad det måtte komme til at koste. Der er heldigvis bred enighed i Folketinget om, at en fredsbevarende styrke kan sendes af sted også i det tilfælde at FN ikke i mellemtiden bliver enige om en indsats. Enigheden udstrækkes forhåbentligt også til at gælde den store og meget krævende ledelsesopgave.



Amerikanerne har sendt deres udvalgte mand af sted til at forestå den civile administration af Irak i en overgangsperiode, indtil en midlertidig irakisk regering eventuelt og forhåbentligt kan overtage styret. Manden hedder Jay Garner og er tidligere trestjernet amerikansk general og nuværende leder af Pentagons kontor for genopbygning og humanitær hjælp. Han er stærkt pro-israelsk og stærkt FN-skeptisk - som Bush-regeringen i det hele taget. Og det vil give problemer, ja har allerede gjort det, for så vidt det første møde han har holdt i Nassiryah med repræsentanter for de forskellige grupperinger i Irak er blevet mødt med demonstrationer.

Fra muslimsk side vil det givetvis fortsat vække modstand om demokratiske vestlige idealer søges trukket ned over den irakiske befolkning. Men specielt vil der forblive stærk modstand mod alle planer om at sikre en løsning af det palæstinensiske problem gennem en opgivelse af den forbitrede terrorbefængte kamp mod Israel.

Bush og Tony Blair har på deres møde i Nordirland forleden understreget, at FN vil få en vital rolle i genopbygningen af FN, men da Bush på pressemødet blev spurgt, hvad ‘vital rolle' betyder, svarede han blot, at det betyder ‘vital rolle'. Ingen kan være i tvivl om, at FN vil få en eller anden rolle - hvis organisationen selv kan blive enig om det - men ingen med bevaret realitetssans bør heller være i tvivl om, at rollens vitalitet bliver et fortolkningsspørgsmål. Det amerikanerne forstår ved ‘vital' er næppe det samme som Tony Blair forstår ved ordet - og ganske givet slet ikke hvad Tyskland og Frankrig og andre håbefulde europæiske lande forstår ved begrebet.

Men sådan er der så meget. Der er faktisk i og med Irakkrigen skabt en ny verdensorden i den helt konkrete betydning, at det umiskendeligt er USA der sætter dagsordenen for lange tider frem. Det var USA og visse allierede, som Danmark fornuftigvis kom til at høre med til, der klarede paragrafferne i den efterhånden årelange og utålelige Irak-sag, men det er også USA der fremover vil klare paragrafferne når det gælder Nordkorea, Syrien og Israel-Palæstina-problemet.

Israels premierminister Sharon har allerede været på banen med en udmelding om en mulig fredsløsning med palæstinenserne. Han har endog - noget overraskende - givet en slags tilsagn om nedlæggelse af nogle af de israelske bosættelser. Men han er jo når det kommer til stykket en hård og sej forhandler, der nok skal vide at sikre sig Israels elementære betingelser. Presset mod ham fra amerikansk side vil dog stige kraftigt i den kommende tid, ikke mindst på baggrund af, at palæstinenserne nu ser ud til at få den længe savnede moderate regering som i vid udstrækning bliver uafhængig af Arafat. Israelerne kan under alle omstændigheder i første omgang ånde lettet op over at truslerne fra irakiske raketter nu er drevet over.



Araberne har generelt været nærmest målløse over det hurtige irakiske nederlag. Steffen Jensen kunne fra cafeerne i Jordans hovedstad Amman berette om arabernes chok over at Saddam Hussein bogstaveligt faldt med sine statuer. Befolkningen i alle de arabiske lande har stolet blindt på hans og den muslimske sags uovervindelighed i forhold til USA og Israel. Arabernes illusioner har i virkeligheden været grænseløse - og som alle illusioner har de kun kunnet afsløres gennem hårde og bitre magtmæssige erfaringer af deres uholdbarhed.

Derfor kan det allerede nu med sikkerheds slås fast, at koalitionens krig mod Saddam Hussein og hans regime ikke blot er endt med fjernelsen af risikoen for irakisk besiddelse og anvendelse af masseødelæggelsesmidler og ikke blot med irakernes befrielse fra en brutal diktator - hvad der hver for sig ville berettige krigen fuldtud, men først og fremmest med den fuldstændige desillusionering af araberne, hvad angår deres tro på islams overlegenhed over sekulariseret vestligt demokrati.

Dybest set er dette krigens allerstørste gevinst, fordi denne desillusionering før eller siden vil betyde en ændring af den magtbalance der har hersket i Mellemøsten de sidste årtier, og som har umuliggjort både en demokratisering af de muslimske regimer og en fredelig løsning af konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.

Perspektivet er nu det bedst tænkelige for en fremtidig konstruktiv udvikling i regionen.



Efterfølgende artikel:

FN-sanktionerne mod Irak ophævet  (24.5.03.)

Tidligere artikler:

Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)

Men jævnfør også artiklerne om religion og sekularisering:   Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal