Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - hamasoghad

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.4.06.


Hamas, hadet og humoren

Hamas vandt en aldeles overbevisende sejr ved valget i det palæstinensiske selvstyre den 25. januar. Fatah blev fejet ud af korruptionens sikre baser, og den relativt moderate Ismail Haniye blev ministerpræsident for en rent Hamas-regering med den kompromisløse Mahmoud A-Zahar som udenrigsminister. Posterne som justits-, finans- og inderigsministre blev beklædt med parlamentspolitikere, mens de øvrige ministerposter tilfaldt teknokrater.

Men Hamas vandt også næsten uoverstigelige problemer. Præsidenten hedder fortsat Mahmoud Abbas og vil ikke afgive sine beføjelser, men tværtimod have dem udvidet så han kan kontrollere både sikkerhedstjenesten og udenrigstjenesten. Israel har indefrosset alle palæstinensiske tilgodehavender. Og USA, FN og EU truer med at standse al økonomiske støtte til Hamas, medmindre denne terror-stemplede bevægelse vil tage afstand fra al terror, anerkende Israel og anerkende alle den afgående Fatah-regerings internationale aftaler. Det vil Hamas ikke, selvom bevægelsen vitterligt har undladt terrorhandlinger et års tid. Og resultatet af denne principfasthed bliver udsigten til et økonomisk kaos der truer med fuldstændingt at undergrave selvstyret og give fri bane for uforsonlig, borgerkrigslignende rivalisering mellem de mange militser.



Efter valget i Israel der gav Sharons Kadima-parti under efterfølgeren Ehud Olmert kneben sejr, men fuld opbakning til Sharons politik og ydmygende nederlag til det gamle Likud-parti og Netanyahu, kan der ikke forventes nogensomhelst åbning af nye forhandlinger.

Såvel den gamle fredsproces som det dansk-inspirerede 'arabiske initiativ' er stille og roligt afgået ved døden. Olmert fortsætter hvor Sharon slap i bestræbelserne på at nedlægge uholdbare bosættelser på Vestbredden og trække permanente grænser, der kan holdes militært, men afviger markant fra 1967-grænserne. Hamas sidder tilbage med Sorte-Per. Selv vennerne i Kreml giver utvetydig besked: "Anerkend Israel!". Men Hamas afviser blankt. Man vil end ikke tage spørgsmålet op til diskussion. Hadet til Israel er fortsat palæstinensernes identitet.

Da EU's udenrigsministre mandag den 10.4. blev enige om at indstille såvel støtten fra EU-kommissionen som støtten fra de enkelte medlemslande - ialt 60 % af hele støtten til palæstinenserne - indtil Hamas kommer på bedre tanker og opfylder de stillede grundkrav, kaldte Haniye det for 'afpresning af en folkevalgt regering'. Og dermed har han da peget på det ikke uvæsentlige etiske dilemma, at EU ønsker demokratisering, men når det kommer til stykket er EU alt andet end tilfreds med resultatet af det frie valg, når det giver Hamas sejren. Ganske som USA i Irak ikke ville kunne være tilfreds med et frit valg der fører til rent shiitisk styre.

Problemet er at et frit demokratisk valg aldrig er nogen garanti for fortsat demokrati eller fred. Det så man i Tyskland i 1933, da Hitler faktisk kom til magten gennem frie valg - for derefter prompte at afskaffe friheden - og begynde sin oprustning. Demokrati har ingen mening, hvis frie valg fører til afskaffelse af respekten for mindretallene eller til fjernelse af enhver mulighed for nye frie valg. Et flertalsstyre der sætter alt hensyn til mindretallene overstyr er en ulykke for ethvert land. Det tilkendegiver man bare ikke klart nok i forvejen fra vestlig side. Man lukker øjnene og håber på heldet.



I palæstinensernes (og irakernes) tilfælde er den uheldige udvikling ovenikøbet en dobbeltulykke, fordi det pseudodemokratiske flertalsstyre også forhindrer den udvikling og modning i egne rækker som alene indadtil kan føre til landets samling og udadtil til landets fredelige sameksistens med naboerne og det internationale samfund.

For palæstinensernes vedkommende gælder at der aldrig skabes reelle muligheder for fred, selvstændighed og opbygning, før de gør op med sig selv og deres umådelige, i alle børn og unge indoktrinerede og indgroede had til israelerne og disses forbundsfæller i den vestlige verden. Det er illusionerne om tilbagevenden til de 1948-forviste flygtninges hjemstavne og primitiv hævn over israelerne der spærrer for alle løsninger - og endog avler had og fjendskab, ja, attentater, mod de modige og realistiske folk i egne rækker der vover at påpege og slås for denne soleklare forudsætning for fred.

Men da alt had er en ond cirkel der aldrig brydes ved hjælp af fornuftige argumenter, men alene gennem dybtgående selverkendelse som direkte følge af at man opdager sin egen frustrations blindhed, er det internationale samfund stort set henvist til tålmodig afventen og henstillen. 'Mægling' der ikke tøt røre ved hadet er formålsløs, ja, skadelig. Men desværre er dette internationale samfund splittet i tre grupper med forskellige interesser. Den muslimske verden nærer kynisk og systematisk palæstinensernes illusioner med moralsk og økonomisk støtte (lande som Iran endda også med håndgribelige våbenbistand). USA forlanger ubetinget anerkendelse af Israels eksistens og kommer til at stå som den store satan. Men den store tredje gruppe, inkluderende FN og EU, spiller på to heste, fordi man naivt tror på at den hjælp til civilbefolkningen man giver af humanitære grunde vil få palæstinenserne til at se med mildere øjne på israelerne og Vesten. Man standser nødigt hjælpen, for så er man overbevist om at man skaber flere hadere i området - og dermed øget risiko for terror. Hadet selv gør man slet ikke noget ved, for i grunden synes man det er synd for palæstinenserne at der er begået en uret imod dem i 1948, og tør ikke sige ligeud, at palæstinensernes rethaveriskhed og tro på retfærdighed er en blindgyde der kun tillader destruktivitet.



Efter valget i det palæstinensiske selvstyre kan der altså på ingen måde siges at være sket en forbedring af situationen, snarere tværtimod. Det er objektivt set de rigtige folk der blev vraget, fordi de var korrupte, men alligevel de forkerte folk der er kommet til magten. Økonomiske sanktioner imod dem vil kun blive taget ilde op. Kaos kan blive resultatet - men hadere lader sig ikke slå ud af hverken kaos eller udsigten til totalt nederlag. At give dem en chance lyder rimeligt, men ville være chancerytteri. For haderes vej til fornuftige og reelle forhandlinger er statistisk set uendeligt usandsynlig.

Skal der i denne situation peges på et lille lyspunkt, er det sagen om Muhammed-tegningerne der må fremhæves. For den har afsløret et så ubændigt had til de vestlige værdier blandt både lægfolk og religiøse såvel som politiske ledere i de muslimske lande, at det burde stå klart for omverdenen, at det hverken er sociale eller politiske forhold der er grundlag for miseren, men psykologiske og religiøse. Det vil nærmere betegnet sige den ulyksalige kombination af absolut had til vestlige værdier og absolut tro på egne værdier, som gør at det overvejende flertal af muslimer i området følelsesmæssigt identificerer sig fuldstændigt med deres religiøse forestillinger.



Sammenstødet mellem den sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden er ikke et simpelt kultursammenstød eller et simpelt religionssammenstød, men et yderst kompliceret sammenstød mellem absolutisme og relativisme. Det vil igen sige at det faktisk er et sammenstød mellem en kultur og en religion, som den jødiske, kristne og vestlige, der har humor - og en kultur og religion, som den muslimske, der ikke har det. Humor her naturligvis ikke taget i banal forstand som evne til at se det sjove i falden-på-halen-komik eller satire rettet mod fjender, men som 'stor humor', humor der angår eksistensens grundvold og derfor egne grundværdier.

Heraf følger at en kamp mod terroren og hadet blandt muslimerne aldrig blot er en militær indsats mod deres terrorister eller blot en militær, politisk og diplomatisk indsats for en demokratiseringsproces, men også det vanskeligste af alt, en indsats på psykologisk, pædagogisk og erkendelsesmæssigt plan for relativisering og humor.

Det tåbeligste de vestlige lande og deres organisationer, regeringer og diplomater kan gøre i denne situation er at hoppe på den limpind der hedder mægling og respekt før religiøse følelser samt forargelse og undsigelse af den humor der rettes mod muslimernes absolutisme. Det er tværtimod humor og ren besked der skal til. Og dette står i hvert fald klarere i dag end for blot tre måneder siden.

Humor og 'tragedie' hører sammen i den forstand at humoren leder ind til tragediens område, hvor det at have ret hører op. Både jødedom og kristendom er tragiske af væsen og derfor dybt forbundet med humor, mens islam ulykkeligvis er en religion der overvejende er forbundet med et primitivt æresbegreb som det vi kendte i Norden før kristendommen blev indført. Kristendommens indførelse betød det definitive brud med æresdrab og blodhævn. Man forstod efterhånden at et menneske udmærket kan bevare sin ære og sin identitet eller indre sammenhæng og dermed meningen med sin tilværelse uden altid at hævde sin ret eller altid at få ret, oprejsning og hævn.

Langfredag er inden for kristendommens historie faktisk selve symbolet på det faktum at guden - guds søn eller profeten hvad man nu vil kalde ham - led totalt nederlag i magtmæssig henseende, og dermed viste hen til det afgørende, at det i det lange løb er åndskraften der tæller i eksistensen og religionen. Noget tilsvarende er ikke sket i islam. Dette er når alt kommer til alt hovedproblemet i det store kultursammenstød.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg:
Volden eller dialogen, opbygningen og freden
  (30.1.06.)
Fighteren Ariel Sharon ude af politik  (6.1.06.)
Palæstinensernes valg  (14.1.05.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)

Front mod islamismen  (4.3.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)

Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)
Ceder-revolution i Libanon?  (6.3.05.)
Irakernes første frie valg  (30.1.05.)

Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)

Alle artikler om Mellemøsten i kronologisk orden  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal