Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - status2005

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.05.


Status over året 2005

Et helhedsrealistisk hovedsynspunkt vigtigere end nogensinde

Indledning
Naturkatastrofer og andre trusler
Mellemøsten
Europa
Dansk politik og debat
Kunst, film, teater
Religion og sekularisering
Afslutning
Henvisninger



Indledning   
Til toppen   Næste

'Jernesalt' er et politisk, religiøst og økonomisk uafhængigt internetorgan der står for etisk konsistens og komplementær helhedsrealisme og som samtidigt forsøger at sætte alle relevante politiske, religiøse og kulturelle begivenheder ind i en større eksistentiel forståelsesramme.

Derfor er det ikke alene helt naturligt, men en nødvendighed at gøre status med mellemrum for dels at bevare overblikket, dels at sikre konsistensen. Nytårsskiftet er som sædvanligt en god lejlighed, som også mange andre mennesker og medier benytter til statusopgørelse.

Ofte sker det blot ved en mere eller mindre udførlig opremsning af hvad der er sket i årets løb, men at vove sig ud i subjektive vurderinger er nu det bedste middel til at provokere direkte til eftertanke og modsigelse.

'Jernesalt' har aldrig lagt skjul på, at tingene altid bør ses i en større sammenhæng, hvad der igen indebærer, at konkrete vurderinger af bestemte begivenheder ikke bør opfattes som isolerede skøn, men altid bør ses som del af en samlet eller overordnet vurdering, en helhedsvurdering. Dette kan irritere visse læsere, der enten ikke gider beskæftige sig med den slags eller som simpelthen bare vil have lov at have deres egne delmeninger i fred. Det skal de have lov til. Men vi lever i et frit land, hvor det også er tilladt at slå til lyd for en helhedsvurdering der siger at fragmentariske vurderinger er overfladiske og helt utilstrækkelige til at sikre den eksistentielle orientering i en broget verden.



Naturkatastrofer og andre trusler   
Til toppen   Næste

Naturkatastrofer hører jordelivet til og rammer med tilfældighed. Sidste nytårsskifte blev i allerhøjeste grad præget af tsunamien i Sydøstasien der kostede henimod 300.000 mennesker livet, heriblandt mange danskere og andre europæere.

Men året 2005 blev som helhed mærket af store naturkatastrofer. USA's sydligste stater blev ramt af flere tropiske orkaner, herunder orkanen 'Katrina' der i august satte New Orleans under vand, da digerne ikke kunne holde til presset. Men store skader skete i hele området, og det samme gjaldt ved de efterfølgende to orkaner. Myndighederne var ikke tilstrækkeligt forberedte på katastroferne, og kritikken haglede også ned over regeringen i Washington.

I oktober ramtes Pakistan af et jordskælv der dræbte tusinder og gjorde endnu flere hjemløse. Katastrofen blev forstærket af selve det forhold, at hjælpen ikke kunne nå hurtigt frem til de afsidesliggende bjergsamfund, da vejnettet var blevet ødelagt. Allerede selve nattekulden blev et kæmpeproblem, fordi det tog uger før telte og tæpper nåede frem. Og i modsætning til tsunamien i Sydøstasien førte jordskælvet i Pakistan ikke til stor og hurtig hjælp fra det internationale samfund - trods indtrængende appeller fra såvel den pakistanske regering som FN og hjælpeorganisationerne. Der kunne konstateres en slags træthed over for appellerne. Folk var næppe ligeglade, for alle kunne på fjernsynet se hjælpens nødvendighed, men opgaven forekom for stor og for håbløs - og for langt væk.

På samme måde med truslen fra aids-katastrofen i Afrika. Millioner er mennesker er allerede døde og flere millioner vil dø i de kommende år. Den nødvendige medicin er for dyr og når ikke frem i tide. Alle synes det er gruopvækkende at se billederne af de aidsramte børn. Men igen må konstateres at opgaven virker for stor - og i modsætning til jordskælvstilfælde også delvist selvforskyldt. Hverken de ramte kvinder eller børn er selv ude om ulykkerne, men disse har deres grund i mændenes vanvittige seksualudlevelse, blottet som den er for respekt for andre mennesker. Afrika er om noget kontinent blevet eksemplet på at kultur og velfærd ikke kan skabes og udvikles uden sammenhæng mellem eksistens og moral.

På verdensplan er fugleinfluenzaen blevet en alvorlig trussel, fordi den ser ud til at kunne overføres til mennesket uden at den kostbare forebyggelse gennem slagtning af fjerkræ kan forhindre det. Sygdommen er forlængst spredt fra Kina til Rusland og Europa - i de fleste tilfælde via trækfugle. Der er følgelig ingen grænser for dens udbredelse. Ingen kan længere overskue konsekvenserne på længere sigt.

Det kan næsten forekomme 'blasfemisk' i denne sammenhæng at trække problemet med hygiejnen på danske sygehuse frem, men der er i hvert fald den lighed, at vi trues af nye sygdomme eller nye vira samtidigt med at vores immunforsvar bliver ringere og ringere. Væksten i produktion af materielle goder er omvendt proportional med sikringen af miljøet. Mennesket når stadig højere i kunsten at lægge jorden under sig og udnytte alle dens ressourcer, men det synes at ske i samme takt som forureningen af miljøet. Herre over naturen er mennesket ikke - og bliver det aldrig. Men det opfører sig sådan, selvom afmagten er påfaldende.



Mellemøsten   
Til toppen   Næste

Det er ikke alene på et område som hjælpen til lande der rammes af store naturkatastrofer at FN som organisation afslører stor svaghed eller magtesløshed. Det gælder også bekæmpelsen af aids i Afrika - og forureningen af miljøet. Organisationen kan indkalde til møder og konferencer, og generalsekretæren kan udstede indtrængede appeller. Det hjælper altsammen en lille smule, men batter alligevel ikke rigtigt. Og grunden er simpelthen uenighed om målsætningen og betalingen. Nationernes egeninteresser kolliderer med idealisternes og bureaukraternes interesser.

Dette ses i allerhøjeste grad også i konflikterne i Mellemøsten, hvor FN's Sikkerhedsråd for tre år siden ikke kunne enes om at gribe ind mod Saddam Hussein på trods af hans åbenlyse uvillighed til at følge rådets resolutioner, og hvor de gode intentioner om efterfølgende at komme på banen igen for at fremme 'fredsprocessen' via 'kvartetten' af FN, EU, USA og Rusland også viste sig at ende blindt. Kvartetten arbejder stadig, men fredsprocessen er gået i stå, fordi palæstinenserne ikke vil standse terroren mod israelerne.



Såvel palæstineneserne som israelerne går til valg i det nye år. Palæstinenserne med udsigt til at Hamas vil vinde, så Mahmoud Abbas's mere eller mindre helhjertede forsøg på at stoppe terroren mod Israel vil blive undergravet. Og i Israel ser det ud til at premierminister Sharon og hans nystiftede parti Kadima vil vinde og hans sikkerhedspolitik dermed blive bekræftet. Fred kommer der ikke før palæstinenserne nedlægger våbnene, hvad der igen vil sige før palæstinenserne accepterer staten Israels eksistens og slipper deres blinde had og absolutistiske forestillinger.



I Irak har der i årets løb været afholdt tre valg der alle har givet håb om en demokratisering. Parlamentsvalget i december, hvis endelige resultat endnu ikke foreligger, havde endda meget stor deltagelse og forløb overraskende roligt. Det springende punkt er om de stærke shiamuslimske grupper vil acceptere at en fortsat demokratisering ikke blot betyder anerkendelse af mindretallenes rettigheder, men også en 'relativ sekularisering', dvs en klar adskillelse mellem statsmagten og præstemagten - uden at religionen iøvrigt henvises til privatsfæren. Dette bliver den aldrig i de muslimske lande. Det er heller ikke nødvendigt, for kun religion forstået som altomfattende 'helhedsrealisme' kan sikre den religiøse dimension i eksistensen. Men magtaspektet skal holdes ude, så åndsaspektet kommer til at råde.



Iran er det land i Mellemøsten hvor foreningen af statsmagt og præstemagt afslører sine værste sider. Med en ny præsident og en ny generation af politiske ledere har landet tilsyneladende fået stækket det gamle præstestyre, men sandheden er, at præsident Mahmoud Ahmadinejad har samme grundværdier som præsterne og at hans demagogiske evner er på højde med ayatollah Khomeinis. Han hidser uden skrupler masserne op imod staten Israel og kalder åbenlyst holocaust for en myte. Den eneste forskel er at han vil have gjort Iran til en atommagt - og det gør ham naturligvis et nummer farligere for omgivelserne og det internationale samfund. FN og EU er som sædvanligt magtesløse. Kun USA kan forhindre ulykken.



Underligt nok har Jyllands-Postens Muhammed-tegninger fået stor opmærksomhed i den muslimske verden. Dødstrusler kom fra Pakistan, klager til statsministeren kom fra muslimske landes i Danmark akkrediterede diplomater og også Den Islamiske Verdenskonference har haft emnet på tapetet. Visse kredse har luftet muligheden for boykot af danske varer. Det allersidste er at Den Arabiske Ligas udenrigsministre har fulgt sagen op og vil rette henvendelse til den danske statsminister.

Bevares, formuleringerne fra verdenskonferencen og ligaen er forsigtige, fordi man nødigt vil støde Danmark væk fra sig, når vi nu står som gode venner af muslimerne. Men den er alligevel afslørende for afstanden mellem muslimsk tankegang og dansk demokratisk tankegang.

Desværre har Anders Fogh Rasmussen hidtil afvist alle henvendelser fra muslimerne udelukkende med den begrundelse at de tager sigte mod indblanding i ytringsfriheden her i landet. Det er selvfølgeligt uacceptabelt i sig selv, men henvendelserne er også uacceptable fordi de bygger på islamisk absolutisme og dermed fornægtelse af den relative sekularisering som hører demokratiet til. Det bør siges til muslimer på alle niveauer, at ingen religion og ingen religiøse skikkelser, skrifter eller dogmer kan være hævet over kritik eller satire i sekulariserede demokratiske samfund. Her skal religiøse eller etniske mindretal respekteres, men deres religiøse forstillinger er aldrig hævet over kritik, for så ville respekten blive ensbetydende med accept af religiøse absolutter.

Danmark og hele den vestlige verden er oplyst og sekulariseret. Det betyder ikke nødvendigvis at religionen er henvist til en fuldstændigt perifer rolle i privatsfæren, men derimod at ingen religiøse sandheder kan regnes for absolutte, men tværtimod altid må ses som relative, tidsbestemte og subjektive sandheder. Hvis muslimerne ikke lærer at forstå dette, vil der til evig tid bestå en uoverstigelig kulturkløft mellem islam og vestlig kultur.



Europa   
Til toppen   Næste

Folkeafstemningerne i Holland og Frankrig om den nye EU-traktat afslørede EU's krise. Top-politikerne i EU har ikke befolkningerne med sig i deres store projekter. Afstemningsresultaterne var ikke entydige, for der var vidt forskellige grunde til at stemme nej, herunder spørgsmålet om Tyrkiets medlemsskab. Det har isoleret set ikke noget med traktaten at gøre, men Tyrkiets optagelse er for mange europæere en anstødssten i EU-samarbejdet. Grunden er let at forstå, for Tyrkiet er hverken geografisk, kulturelt eller religiøst et europæisk land. Men det blæser EU-eliten på.

Den katolske kirke mistede sin store samlende og karismatiske skikkelse, da pave Johannes Paul II efter flere års alvorlig sygdom fik fred i april måned. Han efterfulgtes af den tyske kardinal Ratzinger, der som leder af Vatikanets såkaldte 'Troskongregation' regnes som en meget konservativ vogter af den katolske lære. Men der var bred enighed om ham i kardinalkollegiet - og dermed også om at det fortsat skulle være en europæer der skulle stå i spidsen for den del af den kristne kirke der ellers efterhånden står stærkere på andre kontinenter som det sydamerikanske. En politisk konsekvens af valget af Benedikt XVI skal man dog ikke se bort fra. Hans indflydelse vil være stærk i både Tyskland og Polen.

Valgene i Polen gav det stærkt katolske 'Parti for ret og retfærdighed' såvel præsidentposten som premierministerposten og decimerede de gamle regeringspartier. Kun det liberale Borgerplatformen som har rødder i Solidaritetsbevægelsen - ganske som Retfærdighedspartiet - kunne konkurrere med dette, men tabte altså og afslog efterfølgende at gå med i regeringen, fordi den politiske uenighed, blandt andet i forhold til EU, var for stor. Polen er dybt splittet mellem et vestligt orienteret og moderne indstillet liberalt Polen og et mere gammeldags, polsk og katolsk forankret parti. Og der vil uden tvivl opstå mange politiske og kulturelle fejder i de kommende år. Sammenholdt med valget af ny pave i Rom og valget af ny kansler i Tyskland kan der dog også tænkes en styrkelse af Midt- og Østeuropa. Den store britiske historiker Norman Davies har ikke for ingenting kaldt en af sine fine afhandlinger om Polens historie for 'Europas Hjerte'. Det glemmes for ofte at Europas centrum faktisk ligger i Polen - og aldeles ikke i hverken Frankrig eller England.



Valget i Tyskland gav umiddelbart to tabere, nemlig de borgerlige unionspartier og socialdemokraterne, men viste sig efterfølgende at give tre vindere, nemlig de samme to politiske grupperinger og hele den tyske befolkning. Den arrogante, kvindeforagtende kansler Schröder måtte efter nogle ugers deltagelse i regeringsforhandlingerne melde pas - og valgte meget fornuftigt at anbefale en koalitionsregering under CDU-lederen Angela Merkel og at træde ud af Forbundsdagen (og blive direktør for Gasprom).

Den undervurderede, naturvidenskabeligt uddannede og protestantiske østtysker Angela Merkel blev Forbundsstatens første kvindelige regeringschef - og viste hurtigt både evner som mægler mellem stridende EU-lande og en helt ny kanslerstil, præget af venlig og imødekommende saglighed. Hun fik koalitionsaftalen i hus takket være målbevidsthed, tålmodighed og udholdenhed. Men også fordi hun fik et meget fint samarbejde med socialdemokraternes formand, Müntefering, der dog trak sig som formand efter et afstemningsnederlag i sit partis hovedbestyrelse, men som bevarede posten som vicekansler i den nye regering. Også han er en helt anden type end Schröder, sagligt velfunderet og klar i sin tale, men uden nogen form for arrogance. Måske har det spillet ind i det særdeles gode samarbejde med fru Merkel at han har samme bevidste kristendom som grundlag som hun har. Med denne koalitionsregering kan Tyskland genvinde sin placering i EU som primus motor i mere end økonomien.



Terror-bomberne i London i juli viste endnu engang at de islamiske terrorister ingen midler skyer for at vække frygt og opmærksomhed. Aktionen blev overraskende hurtigt opklaret og flere personer arresteret. Efterretningstjenesten forstår at udnytte de nye muligheder som kommunikationen på mobilnettet giver. Kynismen i udåden var ikke overraskende. Det var derimod at trådene gik til så mange tilsyneladende velfungerende indvandrere i det britiske samfund. Noget lignende afslørede den planlagte, men ikke gennemførte terroraktion i Serbien. Her gik trådene også til Danmark og Sverige.

Man kan ikke se på muslimers udseende, sociale status eller adfærd om de inderst inde huser en rabiat fundamentalist og kynisk terrorist. Fundamentalister og terrorister bruger de demokratiske og frisindede vestlige samfund til at skaffe sig uddannelse og levevej, mens de i virkeligheden modarbejder al reel integration, ja, nærer det dybeste had til Vesten og de vestlige værdier. Takket være frisindetheden har de vestlige samfund i årevis næret terrorismens slanger ved sin barm.

Terroren er der fortsat kun ét svar på: øget overvågning af potentielle terrorister og deres netværk, stramning af reglerne for indvandring, øgede krav til aktiv integration og aktivt værn om de vestlige værdier, herunder fortsat påpegning af den markante forskel mellem sekulariserede og ikke-sekulariserede samfund.



Dansk politik og debat   
Til toppen   Næste

Folketingsvalget i februar gav VK-regeringen sikkert mandat til at fortsætte samarbejdet med Dansk Folkeparti. Og regeringsændringen blev lille. Ud gik Henriette Kjær på grund af sin mands økonomiske transaktioner, Tove Fergo på grund af sit valgnederlag og Svend Hovmand på grund af sin manglende profilering. Bertel Haarder blev undervisningsminister efter Ulla Tørnæs og overtog også kirkeministeriet. Rikke Hvilshøj blev ny integrationsminister og Eva Kjer Hansen ny socialminister, Kristian Jensen ny skatteminister, mens de konservatives Connie Hedegaard og Lars Barfod blev hhv. ny miljøminister og ny familieminister. Hedegaard stilles der store forventninger til i partiet, men posten er utaknemmelig. Som helhed blev regeringen sagligt styrket, men især Venstre lider under at de unge kvindelige ministre savner personlighed. Sværvægterne hedder fortsat Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Thor Pedersen, Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen.



Socialdemokraternes nederlag førte helt naturligt til et formandsskifte, fordi Mogens Lykketoft allerede på valgnatten tog konsekvensen af at han ikke havde løst opgaven at bringe partiet til magten igen. En nyvalgt Helle Thorning Schmidt meldte sig overraskende som formandskandidat, mens næstformanden Frank Jensen tøvede med sit kandidatur - og alle andre emner hurtigt trak følehornene til sig. Ved den ekstraordinære kongres valgtes Thorning Schmidt sikkert med det resultat at Frank Jensen bebudede sin udtræden af folketinget og hans anbefaler på kongressen, Sandy Brinck, også hurtigt forstod at hun var uønsket. Kampen mellem Jensen og Thorning Schmidt er rammende blevet udlagt som et valg mellem klassekampen og middelklassekampen. Jensen stod for en klassekamp som både den siddende regeringschef og et flertal af befolkningen anser for passé. Thorning Schmidt står for den linje som Tony Blair har anvist i Storbritannien - og som i realiteten også er statsminister Anders Fogh Rasmussens linje, dvs den tredje vej, vejen mellem den klassiske venstrefløjssocialisme og den klassiske højrefløjsliberalisme, vejen som kan appellere til den brede midte. Thorning Schmidt har endnu ikke vist at hun besidder evner der kan sikre hende en sejr over Fogh Rasmussen ved næste valg. Nok er hun en ung, veluddannet, smuk og velklædt kvinde, der uden tvivl kan tiltrække andre end dem Frank Jensen ville have kunnet tiltrække, men hun har mange odds imod sig, fordi hun er uerfaren som folketingspolitiker, har svært ved at samle partiet om en langsigtet og tilstrækkeligt socialt betonet politik, og af gode grunde ikke kan måle sig med Fogh Rasmussen i statsmandskunst. Foreløbigt har hun ikke meningsmålingerne med sig. Den siddende regering har derimod både den gode beskæftigelse og den gode økonomi med sig.



Kommunalvalget gik noget bedre for socialdemokraterne, især i de store byer, og først og fremmest i København. Kun Odense glippede på grund af den mangeårige borgmester Anker Boyes yderst uheldige rolle i H.C. Andersen Fondens tåbelige valg af meningsløst kostbar hovedkraft til showet i Parken i København. Ritt Bjerregård blev suveræn vinder af valget i København ligesom hun fik fordel af en besynderlig afhopning fra Venstre, men åbenbart hverken kunne eller ville forhindre afhopninger fra sit eget parti. Konstitueringen faldt først sent på plads og endte med at give de konservative en borgmesterpost de først syntes at have tabt. Den kontroversielle venstremand Søren Pind blev den store taber og valgte at afgive sin borgmesterpost til fordel for kollegaen Martin Geertsen. Men da også Dansk Folkeparti mistede terræn på grund af Louise Freverts naive tillid til sin talentløse webmaster, fik de borgerlige et katastrofevalg i hovedstaden. Tabere blev også de valgte pakistanske indvandrere der viste sig at være dybt involveret i valgkampen i deres hjemland. - Kommunalvalget havde mange andre mere eller mindre pudsige besynderligheder rundt omkring i landet. Men kommunalreformens første led, selve den nye strukturering, blev ført ud i livet. Teknisk set bør de store enheder kunne give rationalitetsgevinster, men endnu er der usikkerhed om hvordan sygehusvæsenet vil udvikle sig under de nye regioner der erstatter de gamle amter. Og generelt vil demokratiet lide under at der bliver færre folkevalgte og længere afstand mellem borger og kommunalforvaltning.



Integrationen af indvandrerne giver store problemer mange steder i landet, ikke mindst i hovedstaden og de andre store byer. Og den blev også emne under kommunalvalget, men tilsyneladende ikke udslaggivende. Derimod har regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti gennemført stramningen af kravene til indvandrere og flygtninge med henblik på at animere og til dels tvinge dem til arbejdssøgning og danskundervisning. Befolkningen som helhed deler hensigten, men der rejses kritik af midlerne fra såvel opposition som humanistiske organisationer. Næppe mange vil dog bestride at integrationen lader meget tilbage at ønske og at dette er til stor skade for såvel indvandrerne selv som samfundet.

Problemet ses ikke mindst på antallet af anden generationsindvandrere der kommer i direkte opposition til forældregenerationen og det danske samfund og som endda har vist sig i ikke få tilfælde at flirte med terrorbevægelsen. Mange af dem har valgt side i forhold til den gamle konflikt mellem palæstinensere og israelere, og dér rettet deres vrede og oprør mod Vesten og de vestlige værdier. Det spiller desuden en afgørende rolle, at de i realiteten ikke ønsker sekularisering, men vil værne om islams urørlighed.



Denne er generelt et tungt problem, hvad sagen med Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten til fulde har afsløret. Selv diplomater fra muslimske lande har protesteret, ja de har fået Den muslimske verdenskonference til at reagere. Man føler sig krænket over at profeten Muhammed er blevet karikeret og viser dermed hvor langt man er fra en frisindet omgang med religiøse forestillinger. Men sandheden er at islam aldrig bliver forenelig med demokrati og sekularisering uden at dens absolutte sandhed opgives til fordel for en relativiseret sandhed. Med tegningerne i Jyllands-Posten er der ikke tale om at krænke sunde følelser hos muslimerne, men alene om at krænke eller provokere en utidssvarende absolutisme som forhindrer islams ligestilling med andre religioner.



Visse fintfølende humanister - forfattere og præster - har også fundet det nødvendigt at protestere mod tonen i debatten om indvandrerne, skønt mange af dem selv anvender grove udtryk når de kritiserer andre, og skønt mange indvandrere bruger særdeles nedsættende udtryk om danske børn der spiser dansk mad og omgås det andet køn på dansk vis. Det er ubestrideligt at modstanderne af indvandrerne ofte forfalder til en unødigt hård tone, men problemet løses ikke med formaninger, for den tilgrundliggende årsag hedder en overvægt af indvandrere og en overvægt af manglende integrering. Mange indvandrere forstår ikke at integrationen kun har én vej: optagelsen i danske værdier og normer. Og desværre får de i dette spørgsmål ingen hjælp af de danske humanister. Selv præsterne i folkekirken prædiker hellere misforstået humanisme end kristendom.



Terrorbekæmpelsen er selvsagt fortsat højtprioriteret af regeringen og Dansk Folkeparti. Stramninger af lovgivningen, den såkaldte terrorpakke, er dog stødt på modstand hos folk der frygter at de udvidede beføjelser til politiet vil gå ud over retssikkerheden generelt. Ikke desto mindre har en meningsmåling vist stor opbakning til stramningerne. Det ser ud til at folk godt kan skelne mellem overvågning af almindelige borgere og overvågning af potentielle terrorister, og at folk også har tillid til at politiet vil kunne skelne. Den informationsteknologiske udvikling gør det muligt for politiet at skaffe sig altafgørende bevismateriale ved at følge den lyssky kommunikation på nettet. Det ville være demokratisk undergravende og tåbeligt ikke at udnytte muligheden optimalt.



Velfærdsdebatten blev for alvor skudt i gang i begyndelsen af december med Velfærdskommissionens aflevering af de endelige rapporter og anbefalinger. Men pudsigt nok fik en klar og hurtig udmelding fra statsministerens side medierne og mange mennesker til at tro at debatten skulle standses, skønt statsministeren hele tiden har sagt at regeringens udspil kommer i februar, og at det i mellemtiden er organisationernes tur til komme med deres mening. Den konkrete udmelding fra statsministeren lød først og fremmest på at regeringens udspil ikke vil indeholde en skattereform. Men det har regeringschefen såmænd sagt hele tiden, så det er Velfærdskommissionen der har været tåbelig nok til at komme med et samlet forslag der går direkte imod regeringens politik. Helt grinagtig bliver sagen når der gennemføres meningsmålinger der formuleres sådan at de viser at et flertal af befolkningen er mere enige med Velfærdskommissionen end med regeringen. Eller når forhenværende statsminister Poul Schlüter offentligt beskylder Anders Fogh Rasmussen for reformangst. Schlüter kender jo slet ikke Foghs konkrete planer - og har åbenbart også glemt, hvad Fogh ikke har glemt, at Schlüter i sin tid ikke kom igennem med store reformer af nogen slags.

Men sådan er der så meget.

Det mest interessante ved den foreløbige velfærdsdebat har været socialminister Eva Kjer Hansens uheldige udmelding om at uligheden i samfundet er en god ting, fordi det er den der fremmer væksten og velfærden. Udmeldingen blev omgående manet i jorden af statsministeren, og siden har socialministeren på enhver given foranledning liret den lektie af at hun skam er enig med statsministeren i at Venstre ikke går ind for øget ulighed.

Dette kan være rart at vide, men efterlader - ligesom udsagnene om de dårligst stilledes vilkår - indtrykket af en socialminister der ikke har en selvstændig mening om problemerne og altså aldrig tænker sagerne principielt til bunds, skønt modsætningen mellem frihedstanken og lighedstanken er en fundamental modsætning der kræver gennemtænkning og afklaring for at kunne bringe den gamle forældede modsætning mellem liberalismen og socialismen over det døde punkt og fx sætte komplementaritetssynspunktet ind som hovedbegrundelsen for 'den tredje vej'.

Det skal tilføjes at statsminister Anders Fogh Rasmussen heller ikke har afklaret sit standpunkt, hvad der fremgår af såvel talen på Venstres landsmøde som foredraget i Vartov fornylig om kilderne til hans politiske og eksistentielle filosofi. Han har andet at lave, kan han selvfølgelig sige, men spørgsmålet er om Venstre overhovedet har tænkere i sine rækker der kan give den fornødne filosofiske begrundelse for den tredje vej og dermed effektivt lukke munden på de rendyrkede liberalister i egne rækker, som heller vil noget andet. Det bliver måske afklaret i løbet af debatten om velfærdsreformen - eller senest med debatten om Venstres nye principprogram.



Kunst, film, teater   
Til toppen   Næste

Kunstverdenen mangler ikke udtryk eller udstillingsmuligheder. Den er vel rigere på talent og variation end nogensinde. Det rent æstetiske princip synes at florere på individualismens og modens betingelser. Og det er fint nok. Men til gengæld savnes kunst der ikke blot har æstetiske eller provokatoriske kvaliteter, men som også kan ramme centrale, men komplekse eksistentialistiske interesser eller dimensioner.

Det er værdifuldt - og påskønnes af publikum - at Matisse har kunnet ses på Louisiana og Gauguin på det udvidede Ordrupgård. Og det er sandelig også glædeligt at galleriernes tilbud er enorme. Men set fra et helhedsrealistisk synspunkt overgår Marc Chagall alle andre, når han vises på Arken i udsøgt udvalg. Han forblev aldrig i det rent æstetiske, men trak altid på de arketypiske forestillinger - og ramte derfor noget dybt universelt i os.


Teatret byder som billedkunsten på en utrolig variation i skuespil- og iscenesættelseskunst. Ingen andre end de professionellse anmeldere kan nå at se det hele. Men det synes at fremgå af anmeldelserne at eksperimentet for eksperimentets skyld og latterliggørelsen for latterliggørelsens skyld har dominans. Det er længe siden det var teatret der satte temaet eller temaerne for kulturdebatten eller eksistensdebatten. Om det så er klassikerne skal de partout laves om til ukendelighed, blot for ikke at havne i en tom repetition af forældet problematik. Den kongelige operas opsætning af Wagners Nibelungenring kunne tages som et eksempel. Wagner svigtes totalt, selvom en opsætning som Chereaus og Boulez' i Bayreuth viser at Wagner kan spilles i moderne regi uden at intensiteten eller grundproblematikken går tabt. Det er udelukkende et spørgsmål om fra iscenesætternes side at have føling med de arketypiske forestillinger.

Hvad der savnes er moderne teater der rammer det universelle i os på en måde der fastholder menneskets placering i nutidig og aktuel eksistens.



Filmen har det her bedre, fordi dansk film er inde i en spændende udvikling, takket være en fremragende filmskole.

'Adamsæbler' af Anders Thomas Jensen blev en stor publikumssucces, men latterlig i sin nedgøring af religiøsiteten gennem skildringen af en fuldstændig tåbelig folkekirkepræst. Succes'en skyldtes formentlig primært netop denne latterliggørelse. Sekundært nok at Mads Mikkelsen havde hovedrollen som den skøre og naive præst. Hans æbletræ kunne have været udnyttet til noget bedre.

'Manderlay' af Lars von Trier kom slet ikke på højde med 'Dogville'. Hovedrollen Grace blev ikke spillet af Nicole Kidman, men af en moralistisk spillende Bryce Dallas Howard. Og filmen forfaldt til melodrama og politisk propaganda i stedet for at tage syndefaldsmyten alvorligt. Det ville nemlig indebære, at personerne tager deres fulde ansvar som voksne mennesker på sig - i stedet for at flygte fra det. Demokratiet kan udmærket indføres ved inspiration og indblanding udefra, men det kræver i sidste ende selvansvarlighed. Og den er der vitterligt mange der foretrækker fremfor at forblive under formynderiet. Dette ligger blot uden for Lars von Triers forestillingsevne.

Også 'Nordkraft' af Ole Christian Madsen tager syndefaldsmyten op, idet alle tre hovedpersoner gør oprør mod deres forældre i en nødvendig frigørelsesproces. Men narkomanen Steso bliver i modsætning til Allan og Tilde uhjælpeligt hængende i den orale udviklingsfase af ren og skær afsky for den voksnes genitale fase, idet han simpelthen identificerer den som selve borgerlighedens banale fase. For ikke at havne i denne afskyelige borgerlighed vælger han at forblive i etisk inkonsistens. Pubertetsproblemet skildres på denne måde i sin urform - med spændende handling, glimrende fotografering, fuldstændigt adækvat musik og suveræn opbygning af billedsekvenserne.

'Unge Andersen' af Rumle Hammerich er en fiktion der er uretfærdig over for H.C.Andersens lærer i Slagelse, rektor Meisling, men ikke desto mindre fremragende i sin skildring af Andersens dilemma, valget mellem borgerligheden og den kunstneriske og eksistentielle ægthed. Han forblev tro mod sine kunstneriske ambitioner, takket være sin overlevelsesvilje eller det der i filmen kaldes hans 'opkraft'. Tilpasningen til borgerskabets normer, velvilje og anerkendelse lykkes kun delvis. Han var og blev aparte.

'Drabet' af Per Fly viser konsekvensen af manglende etisk konsistens hos en velmenende, men forvirret gymnasielærer der løber linen ud i forsvaret for sin unge elskerinde, selvom hun må fortælle ham at hun er indblandet i et hærværk mod en kapitalistisk koncern der kostede en politibetjent livet, ja at hun faktisk var den der med koldt blod kørte betjenten ned. For gymnasielæreren, fremragende spillet af Jesper Christensen, er denne handling isoleret set forkert, men acceptabel som led i den overordnede kamp mod kapitalismen og systemet. Han går så vidt som til at opfordre sin elskerinde til ikke at tilstå sin forbrydelse, skønt hun føler sig mere og mere presset under politiets afhøringer. Derved frifindes hun af retten. Men bittert må gymnasielæreren konstatere at han har mistet hende - ligesom han i forvejen havde mistet sin kone. Han lades tilbage til sin æstetiske livsopfattelse og sin hobby: paraglidning.

Som det ses laves der ud over underholdningsfilm også eksistentielle film her i Danmark, film der peger på dimensioner i tilværelsen udover de materielle, æstetiske eller politiske, nemlig ind i det etiske og religiøse. Helhedsrealistisk set er det en god udvikling, for eksistensen kan aldrig reduceres til forbrug, æstetisk leg, magtkamp eller videnskab. Den stiller tværtimod krav om etisk konsistens, og denne kan igen i sidste ende ikke tænkes uden den religiøse dimension, udogmatisk og ukonfessionelt forstået.



Religion og sekularisering   
Til toppen   Næste

Religionen er for alvor kommet til debat i Danmark takket være konfrontationen mellem islam og kristendom. Men mange kan ikke lide det. Bl.a. har dagbladet Politiken i måneder ført regulær kampagne mod religionen under det synspunkt som er titlen på redaktørerne Michael Jarlners og Anders Jerichows bog 'Grænser for Gud'. Her betragtes sekularisering i princippet som en udelukkelse af religionen fra det offentlige rum, og derfor er bogen et glimrende eksempel på at der ingen grænser er for religionsforvirringen selv på et dagblad der evig og altid bryster sig af sin oplysthed.

Men grænser for Gud gives der nu engang ikke, og grunden er den ganske enkle, at Gud er en arketypisk forestilling der nok er spundet megen skadelig og undertrykkende dogmatik om i tidens løb, men som fundamentalt set er en spontan forestilling i alle menneskers psyke og derfor er uudryddelig.

Ateismen er heller ikke noget svar på religionsmisbruget. For den er selv at betragte som religion. Den mener sig ganske vist - ligesom kommunismen - hævet over gudsdyrkelse og anden irrationalitet, men er udtryk for lige så stærke og styrende magter i psyken som denne isme, og sådanne magter fungerer rent faktisk på nøjagtigt samme vis som guderne i religionerne. Grunden til ateismen er som hovedregel den ulidelige og forkastelige indoktrinering som børn og unge udsættes for i hjem og skole af dogmatiske eller ligefrem fundamentalistiske religionsudøvere. Men problemet med at fornægte guderne blankt ligger i at der derved samtidigt sker en katastrofal psykisk inflation: Mennesket sætter sig selv i gudernes sted og tror det er herre over tilværelsen og at det med den rationelle tanke kan overflødiggøre det irrationelle og dermed alle værdiers kilde.

Værdidebatten må ses som led i den religiøse søgen eller afklaring, fordi det for mange mennesker er blevet et kors for tanken at alle værdier til syvende og sidste er irrationelle af natur. Man kan aldrig give dem en rationel begrundelse. De beror altid på subjektive, psykisk bestemte præferencer, som igen dybdepsykologisk set kan føres tilbage til selve den grundliggende aggressivitetsdrift samt de psykiske grundprocesser. Der er ikke - som mange rationalister tror - tale om en fundamental forskel mellem følelser og forstand, der gør følelserne til mindreværdige fænomener i forhold til forstandens, men derimod om en fundamental forskel mellem intense følelser og tanker og stabile følelser og tanker. De første giver værdierne, de sidste mulighederne for tilpasning til de hårde realiteter.

Kulturkamp er i denne forbindelse en afsporing af værdidebatten, fordi den i højere grad fokuserer på gamle, mere eller mere fastlåste værdisæt i stedet for på en løbende, aldrig afsluttelig tilegnelse, opretholdelse og nyskabelse af værdier. Den har med andre ord tendens til at lukke sig i stedet for at holde sig åben.

Men netop fordi den centrale værdidebat dybest set er af religiøs art, så bliver den relative sekularisering en nødvendighed for et åbent og dynamisk demokratisk samfund. Religion skal ubetinget adskilles fra den politiske magt, for ellers ender den i magtmisbrug. Den skal derimod aldrig adskilles fra den offentlige sfære for så ville den helt i strid med sin natur som helhedsrealisme blive en privatsag folk skulle dyrke i deres lønkamre. Værdierne og de arketypiske forestillinger kan ikke henvises til privatsfæren, for så vil kulturen miste al sin kraft.



Afslutning   
Til toppen   Næste

Det vil fremgå at helhedsrealismen er en nødvendighed, hvis kulturen og samfundet og det enkelte menneskes eksistens ikke skal falde fra hinanden som løsrevne fragmenter og såvel kulturlivet som samfundslivet lide ubodelig skade. Helhedsrealismen skal være komplementær for at undgå at havne i et dogmatisk, holistisk system. Og den er i denne forstand fortsat eneste gennemtænkte og tidssvarende mulighed for at forene kristendom, islam og ateisme i en modus vivendi der kan indebære frugtbar sameksistens. Den kan på den ene side fastholde forskellene og modsætninger, men fjerner på den anden side gensidig frygt eller foragt.

Godt nytår!

Jan Jernewicz

Redaktør



Henvisninger:   
Til toppen

Status over året 2004  (30.12.04.)
Status over året 2003  (31.12.03.)
Status over året 2002  (01.01.03.)

Redaktøren
Introduktion til Jernesalt
Eksistentielt værdimanifest i forkortet udgave



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal