Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - status2004

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.1.05.


Status over året 2004

Indledning
Terroren
Irak og Mellemøsten
USA
EU og Europa
Danmark
Integration
Værdidebatten
Tv og andre medier
Film, kunst, teater
Religionsdebatten
Sekulariseringen
Det kommende år
Henvisninger



Indledning   
Til toppen    Næste

Naturkatastrofen anden juledag tog af gode grunde hele opmærksomheden frem til nytårsdag så den sædvanlige status over det gamle år måtte udskydes. Jernesalts vurdering af naturkatastrofen findes i særskilt artikel (Klik). En status hører imidlertid ikke blot til fordi den er sædvane, men også fordi den er temmelig nødvendig hvis man vil prøve at bevare overblikket over året og gøre sig sin egen stilling mere bevidst. Derfor skal den selvfølgelig på banen.

Det ligger i sagens natur at en status for undertegnede er helt uundværlig fordi kravet om indre konsistens er bærende for den etik jeg står for som redaktør af Jernesalt. Dette krav indebærer altid nødvendigheden af at sætte alle aktuelle del-vurderinger ind i en større helhed for at undgå inkonsistens og selvmodsigelser.



Terroren      
Til toppen    Næste

I den store verden er det - udover naturkatastrofen - fortsat terrorismen der kalder mest på fokus og vurdering, ikke mindst fordi den modsat naturkatastrofen er skabt af mennesker og med det klare formål at ødelægge mest muligt, dels for de mennesker i lokalsamfundene den direkte går ud over, dels for de internationale kræfter der ønsker frihed og demokrati fremmet i verden.

Terrorhandlingen der ramte Madrid den 11.3. og skyldtes al-Queda var omfattende i sine ødelæggelser og greb også ind i det spanske parlamentsvalg. Terroren blev angiveligt motiveret af den daværende borgerlige regerings helhjertede deltagelse i koalitionen mod Saddam Hussein og påvirkede med et slag stemningen så meget i hele landet, at parlamentsvalget førte et regeringsskifte med sig. Premierminister Aznar dummede sig gevaldigt ved at prøve at give den baskiske terrorgruppe ETA skylden for terroren, men det lykkedes ikke, og hans ikke særligt populære efterfølger som partiformand kunne slet ikke hamle op med den socialistiske modkandidat. Terroristernes indgreb blev med andre ord en kæmpesucces. -
Jf. Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?.

Terror-gidseldramaet i Beslan i Tjetjenien den 3. september blev en fiasko for terroristerne, for så vidt de ikke direkte fik noget ud af deres aktion. Hverken Ruslands politik eller Tjetjeniens status blev ændret, men flere hundrede sagesløse børn og voksne blev myrdet. Jf. Terrortid.

Begge aktioner viste terrorens mest modbydelige væsen: det fuldstændigt hensynsløse mord på uskyldige mennesker i en håbløs sags tjeneste.

Men desværre er det ikke udelukkende de allerede aktive terrorister der styres af ubegrænset had, det gør også mange af deres sympatisører og potentielle medkæmpere som fx den danske Guantanamofange Slimane Abderrahmane. Han blev efter pres fra det danske udenrigsministerium frigivet af amerikanerne og ført til Danmark mod at love at han ville afholde sig fra deltagelse i ulovlige aktioner. Men ikke destomindre udtalte han kort efter giseldramaet i Beslan at han godt kunne tænke sig at tage til Tjetjenien og kæmpe tjetjenernes sag.

Myndighedene greb ind og mindede ham om løfterne. Men hele historien viser jo, at der blandt vore egne landsmænd er muslimske antidemokrater som er fyldt med had, og drømmer om at være aktive selv på steder de ikke har det fjerneste at gøre - og iøvrigt ikke har tænkt sig at holde ord.

Hadet til vestlige værdier og vestlig tolerance slog ud i lys lue i Holland, da filminstruktøren Theo van Gogh blev myrdet på åben gade af en muslimsk fanatiker der afskyede den film om islamistisk kvindeundertrykkelse som van Gogh havde lavet i samarbejde med den hollandsk-somalisk forfatter og parlamentariker Ayaan Hirsi Ali. - Jf. Mordet på Theo van Gogh.

Den efterfølgende debat både i Holland og i Danmark viste, at der generelt er ret stor uenighed mellem muslimer og ikke-muslimer om hvorvidt der skal være grænser for ytringsfriheden. Dette kan naturligvis altid diskuteres, men muslimerne viste sig langt mere følsomme over for kritik og forhånelse af deres religion end deres sekulariserede landsmænd i Vesteuropa. Det ligger desværre ikke blot i det forhold at de ikke er blevet sekulariserede, men også i den kendsgerning at muslimer er vanskeligere at få sekulariserede fordi islam tages alt for alvorligt. Begge dele hænger i høj grad sammen med, at næsten alle muslimer opdrages i deres religion på autoritær vis, dvs primært ved indoktrinering af koranens tekster. Og al indoktrinering svækker eller umuliggør relativisering af jeget.



Irakkrigen og Mellemøsten   
Til toppen    Næste

Hvis der er et sted hvor terroren må siges at være daglig kost, så er det dog Irak efter Saddam Husseins fald.

I slutningen af denne måned - altså knap to år efter at det amerikansk ledede felttog mod det gamle regime blev indledt - skal det første frie valg finde sted i landet, men terroren er vokset og vokset og vil formentligt blive systematisk optrappet op til valget.

Det skal dog fastholdes, at terroren kun er den ene side af sagen. Den anden er at der mange steder i landet sker en genopbygning med god støtte af koalitionsstyrkerne. Det gælder bl.a. den sydlige del af landet, hvor de danske styrker er udstationeret.

Men terroren er nu engang mere spektakulær, og den skaber vitterligt i vigtige dele af landet den store frygt som er selve formålet med den. Frygten gør valget ekstra risikabelt for alle. Ja, det er i allerhøjeste grad endnu uvist om valget overhovedet vil føre til det ønskede resultat, en frit valgt regering der kan overtage ansvaret efter den midlertidige regering og sikre Iraks fremtid som et frit land.

At det er kommet så vidt skyldes naturligvis primært det enorme had som Saddam Hussein-tilhængerne fortsat nærer til alt amerikansk og vestligt, og som de tidligt fik ledet ind i militante grupper, men desværre også alvorlige og uhyggelige fejl begået af de amerikanske styrker.

De hårde kampe om den sunnimuslimske højborg Fallujah afslørede til fulde at det har været en brøler af rang at amerikanerne ikke fik nedkæmpet oprørsstyrkerne i byen umiddelbart efter Husseins fald. Men hertil kommer hvad der må betegnes som værre, nemlig billederne fra Abu Ghraib-fængslet der afslørede massiv amerikansk ydmygelse af tilfangetagne irakere. Overgrebene er ikke alene dybt moralsk forkastelige, men har også vist mangel på amerikansk selvjustits og derfor kun kunnet bidrage til yderligere had mod amerikanerne i Irak.

En gunstigere udvikling i den nærmeste tid kan fortsat ikke afskrives - på trods af pessimistiske vurderinger fra flere sider, men fremfor alt er det efterhånden blevet klarere og klarere at en endelig bedømmelse af hele Irak-krigen og dens berettigelse ligger mange år ude i fremtiden. Og den vil komme til at afhænge af andet end den interne udvikling.



Positivt for udviklingen i hele Mellemøsten er palæstinenserformanden Yassir Arafats død i november Han havde slet ikke formået at følge Oslo-aftalen fra 1993 op på en konstruktiv måde, men accepterede, ja opmuntrede til den nye intifada mod Israel. Ehud Barak faldt som israelsk premierminister, Rabin blev myrdet og Likud overtog regeringsmagten. Dette betød ikke blot en hårdere linje over for terroristerne, men at Ariel Sharon med rette kunne erklære Arafat for en 'irrelevant person' i hele spillet. Kun Arafats død kunne følgelig bringe udviklingen ud af dødvandet igen.

Dette er foreløbigt sket på begge fronter. Palæstinenserne har valgt den erfarne og moderate Mahmoud Abbas som efterfølger for Arafat. Og i Israel er der lige før nytår dannet en ny samlingsregering mellem Sharons Likud og Simon Peres' Arbejderparti. Dette vil betyde israelsk tilbagetrækning fra Gaza - og nye forhandlinger mellem palæstinenserne og israelerne. Samtidigt presses nu på fra både amerikansk og anden side for at holde fredsprocessen på sporet. - Jf. Arafat - en saga blot.

Iøvrigt henvises til rubrikken: Mellemøsten



USA   
Til toppen    Næste

I USA dalede tilslutningen til krigen i Irak måned efter måned efterhånden som vanskelighederne tårnede sig op og de amerikanske fejltagelser kom frem.

Udslaggivende for mange menneskers vurdering var at formodningerne om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben viste sig uholdbare. Men da de ikke var den reelle grund til krigen burde den amerikanske regering egentlig kun bebrejdes, at den over for FN's sikkerhedsråd satsede alt for stærkt på bevisførelsen for disse våben. I realiteten ville amerikanerne af med Saddam Hussein under alle omstændigheder, og der kan fortsat argumenteres solidt for denne strategi ud fra såvel Bush-doktrinens egen påberåbelse af retten til at komme potentielle trusler i forkøbet som ud fra et langsigtet ønske om en demokratiseringsproces i hele området.

Længe så det imidlertid ud til at præsident Bush' chancer for genvalg efterhånden mindskedes, omend hans modkandidat, den både kompetente og sympatiske John F. Kerry aldrig ligefrem fik et egentligt gennembrud i popularitet.

Stort set alle de intellektuelle på den demokratiske side lagde sig i selen for Kerry. Herunder filmmanden Michael Moore, der endog fik 'De gyldne palmer' i Cannes for sin meget propagandistiske 'Fahrenheit 9/11' der var vendt direkte mod Bush.

Men Bush blev altså genvalgt den 3. november med et sikkert flertal, og det betyder to væsentlige ting. For det første har det dæmpet den ofte helt urimelige og hadske kritik af Bush som en dum og inkompetent præsident. For det andet har det skabt ro i både den vestlige og mellemøstlige lejr, i den forstand at der ikke længere kan spekuleres i et alternativ. Man må affinde sig med manden og prøve at få det bedste ud af hans genvalg.

Anderledes udtrykt, så betyder genvalget af præsident Bush at der sikres kontinuitet i den amerikanske udenrigspolitik. Terrorister og amerikanerhadere kan skyde en hvid pind efter amerikansk eftergivenhed. Vestlige krigsmodstandere kan så småt begynde at medvirke til en heling af splittelsen mellem Europa og USA. Og Israel får fred til tilbagetrækning fra Gaza og forhandlinger med palæstinenserne på nyt grundlag.

Den væsentligste ændring i Bush's nye regering er udnævnelsen af den hidtidige sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice til udenrigsminister efter den meget dygtige og respekterede Colin Powell. Hun er lige så godt inde i sagerne som han er, står præsident Bush personligt nærmere, men har ikke Powells diplomatiske netværk eller erfaring. Hun kommer utvivlsomt på hårdt arbejde i begyndelsen af sin tid som udenrigsminister, men hun har måske nogle kort at spille på som Powell ikke havde, fordi han satsede for ensidigt på diplomatiet og mulighederne for samarbejde med de politikere i Vesteuropa der reelt ikke ønskede samarbejde med Bush.

Præsident Bush på sin side skal de næste fire år ikke tage hensyn til chancerne for genvalg. Han har solidt flertal bag sig i Kongressens kamre. Han har alle muligheder for at vise at han gør en forskel i Mellemøsten. Og han vil utvivlsomt se det som sin fornemste historiske opgave at lægge grunden til fred i området. Hans store force er hans ægte religiøse tro kombineret med det totale fravær af had i sindet.

Jævnfør artiklerne:
Rice efterfølger Powell  (18.11.04.)
Hvorfor Moore ikke tager sit eget liv  (8.11.04.)
Fire år mere med Bush  (4.11.04.)



EU og øvrige Europa   
Til toppen    Næste

EU fik nyt Europaparlament efter udvidelsen med de ti nye lande, og skulle også have ny kommission under den nye formand, portugiseren José Manuel Durâo Barroso. Men han løb ind i så store vanskeligheder med parlamentets godkendelse at han til sidst måtte finde nye kandidater til fire af posterne. Især den socialistiske gruppe i parlamentet med den aggressive tyske formand Martin Schultz i spidsen ville ikke godkende italieneren Rocco Buttiglione som retskommissær, fordi han havde givet udtryk for den helt personlige opfattelse at homoseksualitet er synd. Men en ny kommission faldt da på plads i december. - Jf. Dette latterligt moralistiske parlament  (27.10.04.).

I samme måned blev EU på et topmøde enig om udvidelse med endnu tre østlande, Bulgarien, Rumænien og Kroatien, samt nok så kontroversielt om forhandlinger med Tyrkiet om optagelse. Dette punkt skiller i høj grad de europæiske lande og befolkninger. Der er stort flertal imod Tyrkiet i befolkningerne, men desværre har statscheferne forlængst i samlet trop begivet sig ud på en glidebane, det er meget svært at komme ud af igen, ved overhovedet at opfatte Tyrkiet som ansøgningsberettiget. Det er landet aldeles ikke, for det er hverken geografisk eller kulturelt/religiøst set et europæisk land overhovedet.

Der er intet at sige til, at man fra EU's side ønsker nært samarbejde med Tyrkiet. Men det vidner om stor ufølsomhed over for de europæiske befolkningers grundfornemmelse for kulturens og religionens betydning, at man ikke har mod til at sige klart fra. - Jf. EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)

For Danmarks vedkommende blev det et vigtigt signal for den kommende afstemning om den nye EU-forfatningstraktat at SF's medlemmer ved en urafstemning i partiet sagde stort ja til EU-traktaten. Det skulle sikre gode chancer for et endeligt ja ved den danske folkeafstemning, uanset hvad man siger i andre lande som fx. England.

Af kolossal betydning for Østeuropas fremtid har den fredelige, såkaldte orange kastanjerevolution i Ukraine været. Anden valgrunde af præsidentvalget blev erklæret ugyldig og et nyt valg foretaget lige omkring jul - med klart flertal til oppositionslederen Justjenko. Den siddende premierminister Janukovitj vil endnu ikke erkende nederlaget, men kan formentlig ikke forhindre magtskiftet. Et sådant vil være en stor gevinst for Ukraine, men også et vigtigt signal til både Hvide-Rusland og Rusland.



Danmark   
Til toppen    Næste

I Danmark blev der i maj måned indgået et smalt forlig om kommunalreformen. Siden har de fleste kommuner fået fusioner og samarbejdsaftaler på plads, således at den nødvendige følgelovgivning nu skulle kunne vedtages i løbet af forårsmånederne.

I samme måned gav det store bryllup i kongehuset anledning til tilkendegivelse af bred folkelig sympati med det nye kronprinsepar og kongehuset som sådant. Monarkiet er så sikkert som det kan blive i konstitutionel form. Republikanerne er bragt til tavshed.

Det blev sidst på året også den efterretningsofficer i Politiets Efterretnings Tjeneste, Frank Grevil, der tidligere på året have lækket fortrolige oplysninger fordi han var utilfreds med regeringens Irak-politik. Han fik oprindeligt en god del sympati med sig fra alle der var utilfredse med regeringen på dette punkt, men heldigvis fik han en klar ubetinget dom ved byretten. Det hører ingen steder hjemme at en tjenestemand lækker fortrolige oplysninger, fordi han er utilfreds med sine overordnedes indberetninger. Og det går allermindst an når der er tale om oplysninger fra en efterretningstjeneste. Arbejdet her vil blive fuldstændigt umuliggjort hvis handlinger som Grevils tillades. - Jf. Idealisten og sandheden  (16.4.04.).

I august skete en lille regeringsrokade, der først og fremmest vakte interesse, fordi den tidligere politiske ordfører for Det Konservative Folkeparti Connie Hedegaard efter ti års pause fra politik blev hentet ind som ny miljøminister efter Hans Christian Schmidt, der overtog fødevareministeriet efter Mariann Fischer Boel der blev EU-kommissær. Blæksprutten fremstiller Connie Hedegaard som selve frelseren der kommer ridende til de begejstrede konservative på et æsel. Hun vil uden tvivl give sit parti et frisk pust, men vil til gengæld blive savnet som dygtig studievært på 2. sektion af DR's Deadline, ikke fordi efterfølgeren, Jes Stein Pedersen fra Politiken, er ringere som vært, men fordi Hedegaard fokuserede mere på egentlige eksistensproblemer. - Jf. Fogh's rokade  (3.8.04.).



Som bekendt gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen sig stærkt gældende på Venstres landsmøde i november måned ved at redegøre klart for sit og partiets store projekt - uden brug af manuskript og uden at være placeret på en kedelig talerstol.

Partiformanden lod sine medlemmer forstå, at hele projektet ikke var "noget vi løser fra den ene dag til den næste. Det er ikke noget, der kan eller skal gennemføres som en liberal revolution. Det er en gradvis proces, hvor vi hver dag kan tage et nyt skridt fremad. Venstre vil gerne stå i spidsen for denne fornyelse af det danske samfund. Venstre har de bedste forudsætninger for at gøre det."

Og hvad var så visionen? Den var såmænd af helt komplementær art, idet den nærmest ligestillede fornyelse og det bestående værdifællesskab:

Visionen var, sagde han, "at vi sætter os ambitiøse mål. At vi udvikler en ny velfærdsvision, hvor vi forstærker og udvikler trygheden i det danske samfund, ved at vi gør os mere egnede til at omstille os til nye situationer. At vi udvikler Danmark til at være en førende vidensøkonomi i den moderne verden ved at gennemføre et storstilet forsknings- og udviklingsprogram, et storstilet iværksætterprogram og et storstilet uddannelsesprogram, og ved at gøre Danmark til verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Men samtidigt sikre, at det er et samfund i fremdrift, hvor alle også er med. Et samfund med en sammenhængskraft, hvor vi sikrer, at også de svageste får en chance." - Jf. Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.).



På landsmødet gav Venstre sin Frihedspris til den allerede nævnte hollandske-somaliske parlamentariker Ayaan Hirsi Ali som har måttet gå under jorden, fordi hun som forfatter til manuskriptet til Theo van Goghs omstridte film 'Submission' er blevet truet på livet af muslimske fanatikere. Frihedsprisen var en flot anerkendelse af hendes indsats. Men den gav naturligvis anledning til kritik fra folk der ikke kan lide ubegrænset ytringsfrihed og som ikke forstår, at ytringsfriheden i et sekulariseret land også må omfatte religiøse skrifter og sandheder. - Jf. Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.).

Alt i alt har statsministeren og partiet Venstre dog styrket deres position ganske betragteligt i de seneste måneder af året. Positionen blev forstærket af krisen i Socialdemokratiet, som skyldtes flere årsager, herunder uenigheden mellem socialdemokrater og radikale om skattepolitikken, men navnlig det forhold, at den indvandrerkritiske tidl. indenrigsminister Karen Jespersen trådte ud af folketinget for igen at hellige sig jounalistikken. Hun havde ikke følt at hendes synspunkter vakte tilstrækkelig genlyd i partiet. - Jf. Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.).

Men også partiformanden Mogens Lykketofts egen frontfigur er blevet lidt ramponeret. Han virker ikke troværdig som alternativ statsministerkandidat til Fogh Rasmussen, men er jo urørlig i partiet indtil videre, dvs indtil et valgnederlag er indkasseret.

Dybest set skyldes socialdemokraterns krise dog, at kampen på midten i dansk politik er blevet meget mere intens, fordi både Venstre og Dansk Folkeparti står så stærkt i den brede befolknings øjne som de vitterligt gør. Socialdemokraterne har på ingen måde patent på hverken midterpolitik eller velfærdspolitik. Blot vil den fortsatte fornyelse af samme ske langt bedre med andre ved roret end netop dem. - Jf. Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.).

Det er ganske vist at kampen om vælgerne nu foregår på midten af dansk politik, hvor stort set alle partier med undtagelse af Enhedslisten befinder sig. Dette gælder reelt også Socialistisk Folkeparti efter den interne afstemning om EU-traktaten. Og det gælder frem for alt Dansk Folkeparti, selvom dette parti i modsætning til SF fortsat står for EU-modstand. Men alt tyder ikke destomindre på, at spændingsfeltet i dansk politik de næste ti år vil ligge mellem Venstre og Dansk Folkeparti, og det er derfor op til sidstnævnte parti om det vil drage den fulde fordel heraf ved at gøre op med den efterhånden forældede principielle modstand mod EU.

Det forestående folketingsvalg synes foreløbigt udskudt nogle uger på grund af opmærksomheden omkring naturkatastrofen i det Indiske Ocean anden juledag, men statsministeren har kun vundet ved at koncentrere sin nytårstale helt og holdent om katastrofen. Alt andet ville have været upassende. Og valget kan sagtens vente nogle uger. Det må dog stadig forventes udskrevet inden udgangen af januar måned, fordi det vil ramme kommunalreformen unødigt at vente flere måneder.



Integration   
Til toppen    Næste

Integrationen af indvandrerne lader stadigt meget tilbage at ønske. Mange indvandrere har ikke lært ordentligt dansk. Mange af børnene sendes på opdragelsesrejser til deres forældres oprindelseslande og bliver derved også forhindret i en tilpasning til de danske kulturværdier. Og endelig er kriminaliteten alt for høj blandt indvandrerne i forhold til danskerne.

Men værst er uden tvivl den store muslimske modstand mod de danske kulturværdier, hvad der igen først og fremmest vil sige imod selve den demokratiske indstilling og sekularisering.

Der bør derfor ikke hos nogen af de berørte parter herske tvivl om, at såvel demokrati som integration forudsætter sekularisering, dvs principiel adskillelse mellem politisk og religiøs magt, men vel at mærke ikke dermed automatisk adskillelse mellem religiøs forankring og kulturel tilpasning. Men muslimer der vil integreres må se i øjnene at det bliver deres opgave at lære at fortolke islam på moderne sekulariseret vis, og ikke på autoritær vis som et sæt af urokkelige dogmer.



Værdidebatten   
Til toppen    Næste

Et af de bedste udtryk for dansk frisind er Fristaden Christianias etablering og opretholdelse. Det er som bekendt aldrig gået stille af med nogen af delene. Især de borgerlige partier har ønsket fristaden hen hvor peberet gror. Men meget tyder nu heldigvis på at beboerne og politikerne på Christiansborg finder frem til en modus vivendi der på den ene side tillader en alternativ livsform et stykke uden for det normale, og på den anden side lovliggør fristaden som sådan.

Der kan siges meget imod fristaden og dens hashhandel, men Christiania er alligevel efter så mange års eksistens blevet en del af København og bør bevares. - Jf. Christiania-fristaden - utålelig for borgerskabet?.

De Konservative mener sikkert noget andet, og har jo også i en smuk bog tilkendegivet deres opfattelse af hvad de synes er gode konservative værdier. Det er der kommet læseværdige tekster ud af. Men konklusionen af læsningen bliver faktisk at de grundlæggende konservative værdier og dyder synes at være så almene og alment accepterede, at det ligner ikke så lidt af en illusion at de kan opfattes som en politisk filosofi der kan patenteres af et parti. - Jf. Gives der en moderne konservatisme?  (28.4.04.).

Kulturminister Brian Mikkelsen har sidst på året mere konkret røbet hvad han mener om kulturværdier ved at bebude nedsættelse af nogle udvalg der skulle udarbejde en samlet kulturkanon, en række anbefalinger om en kanon på 12 værker inden for kulturområderne billedkunst, arkitektur, design, musik, scenekunst, film og litteratur. Han vil klogeligt nok ikke tage patent på kulturarven, men angiveligt først og fremmest have debat.

Ideen er imidlertid rigtig dårlig, for i modsætningen til den udarbejdede litterære kanon tjener kulturministerens idé ikke noget praktisk formål for skolernes danskundervisning, men bliver i bedste fald bare en demonstration af hans vilje til debat. Og selv om debat om en sådan kanon altid er bedre end den skingre debat om fortidens synder på venstrefløjen han selv har bragt ved til, så er den forfejlet i sit sigte. For kulturdebat har vi, og den vil vi blive ved at have. Den kan fremmes, men den fremmes bedst ved at enkeltpersoner kommer med deres eget personlige bidrag til debatten.

Således som fire professionelle filmfolk har gjort med den filmkanon tidsskriftet Ekko er kommet med. Eller således som Jernesalt har gjort ved at offentliggøre et eksistentielt værdimanifest til stillingtagen. Jf. artiklerne: Den rene kanonitis?  (10.12.04.). Og Hvorfor nu en filmkanon?  (15.12.04.). Samt Eksistentielt værdimanifest i forkortet udgave.



TV og andre medier   
Til toppen    Næste

Kulturdebatten foregår også i medierne eller foranlediges af medierne. Det gælder i stilfærdighed udsendelsen af Krønike-serien, fordi den sætter værdierne ind i en vis historisk sammenhæng som folk enten har glemt eller er for unge til at have oplevet.

Eller debatten foregår direkte i studiet i mere højrøstede programmer som Debatten, Deadline (1. og 2. sektion), Dags Dato eller specialprogrammer som Clement Kjærsgaards 'Tal med Gud'. Man kan ofte kritisere formen, men dårligt benægte at udsendelserne fører til debat. Det kan nemlig ses af dagbladenes debatindlæg. - Jf. Tal med DR2's selvbestaltede præsteskab.

Debat og forargelse giver det besynderligt nok også i USA, når Janet Jackson af 'planlagt vanvare' kommer til at blotte sit ene bryst i et rent underholdningsprogram på en ellers ærbar kanal. Den slags kan en sådan kanal ikke være tjent med derovre, så hun blev fyret. Tilsvarende gik det i Norge, hvor et ungt par uden nogen form for forhåndsaccept gennemførte et samleje for åben skærm - også i et underholdningsprogram. Det går ikke i Norge, hvor normerne stadigvæk er præget af gammel puritansk indstilling.



Herhjemme må vi nøjes med mediehysteriet om påstået tortur i den danske Camp-Eden-lejr i Irak. Et par officerer blev kaldt hjem og senere sigtet for overtrædelse af de internationale konventioner, og den nyudnævnte forsvarsminister Søren Gade måtte lynhurtigt lægge afstand til tilfældene for ikke at risikere at blive beskyldt for amerikanske tilstande i det danske forsvar. En af de hjemsendte officerer skal bl.a. have nægtet en irakisk fange et glas vand, fordi han blev ved med at forlange vand med det klare formål at forsinke forhøret. Og den slags må danske officerer skam ikke, end ikke når fangen er kriminel. Blæksprutten har foreviget hele historien med en tegning, hvor forsvarsministeren sætter den formastelige kvindelige reserveofficer i gabestok. Jf. Medieskabt tortur-hysteri  (5.8.04.).

Men ellers blev den danske medieverden oplivet ganske betydeligt med fyringen af Danmarks Radios generaldirektør Nissen på en så kluntet måde, at formand Kleener efterfølgende fik så hård kritik at han valgte selv at gå. Også sparket til Nissen nåede med i Blæksprutten med en fiktiv kommentar fra selveste Silvio Berlusconi.



Film - kunst - teater   
Til toppen    Næste

'Drømmetid' var titlen på programmet for 'Golden Days in Copenhagen', som omhandlede tiden i 1890erne der bl.a. blev et opgør med Georg Brandes' lidt for ensidige kredsen om gennembruddet for den moderne, kulturradikale ånd. Jf. Drømmetid.

På Kunstmuseet Arken vistes under titlen 'Det genfundne paradis' tysk ekspressionisme fra årene op til første verdenskrig. Drømmetiden var først definitivt forbi, da krigen begyndte. Krig vækker os altid af illusioner om fred og fordragelighed, lykke og harmoni. Jf. Drømmen om paradis  (2.11.04.).

Og det samme gjorde to gode danske film fra året der gik, Susanne Biers 'Brødre' og Nicolaj Arcels 'Kongekabale'. Den første handler om et par brødre hvoraf den ene som officer kommer på mission i Afghanistan, hvor han tages til fange af talibanere og stilles over for et dilemma der forandrer hans videre tilværelse fuldstændigt, fordi han for overlevelsens skyld vælger at handle imod etiske principper man ikke kan handle imod, hvis man vil bevare sin indre konsistens. Jf. Som brødre vi leve - eller hvad?.

Arcels film handler om de barske magtkampe inden for et enkelt parti som involverer journalister og spindoktorer på en måde der mildest talt vækker genkendelse hos alle der har fulgt med i dansk politik gennem de seneste ti-femten år. To spændende og godt spillede danske film der kun vækker god debat. Jf. 'Kongekabale'.

Det samme må siges om den tysk-tyrkiske filminstruktør Fatih Akins film 'Mod Muren' der på original vis behandler problemet med tvangsægteskab i en tyrkisk familie. Den tyrkiske pige der trues med udelukkelse af sin familie hvis ikke hun parerer familieoverhovedets ordre, kommer i første omgang uden om problemet ved at få en drukkenbolt af en halvgammel mand til at gifte sig med hende proforma. Det kommer der mange pudsige situationer ud af, men alvoren vender tilbage, da han havner i spjældet. Selv et proforma-ægteskab skal indgås med omtanke!



Af en helt anden karakter er Lars von Triers film 'Benspænd' om filmmanden Jørgen Leth og dennes æstetiske afstand til sine medmennesker, en afstand der allerede fremgik af hans egen eksperimentelle film 'Det perfekte menneske' fra 1967, som Trier har set utallige gange. I virkeligheden handler filmen ikke så meget om Leth som om Trier selv, for den skildrer Triers fem benspænd over for Leth med det formål at få dennes æsteticerende distance nedbrudt, og da det ikke lykkes, fældes hans dom over Leth, som denne til slut selv må lide den tort at læse op!

Lars von Trier har korrekt konstateret at Jørgen Leth ved hjælp af sin yderst professionelle tilgang til opgaverne altid formår at finde en vej uden om for stor nærhed til sine medmennesker og deres livssituation. Triers egen indstilling er den stik modsatte, nemlig ved hjælp af sin yderst professionelle tilgang til opgaverne altid at undgå distancen og i stedet for overskride grænserne. Det er så at sige Triers speciale og har været det fra hans første film. Og han har vel at mærke været meget bevidst om det, ja i flere film diskuteret eller kommenteret det åbent.

Naturligvis vil der altid være grænser der er svære eller helt umuligt at overskride, hvis ikke man vil helt opløse sin egen integritet eller totalt krænke andres integritet, men det gør sandelig en forskel om man som Trier prøver at finde ud af hvor denne grænse går og om muligt rykke den et stykke eller som Leth konsekvent prøver at komme uden om anden overskridelse end den rent æstetiske.

Trier afslører i 'Benspænd', at han er mere katolsk i hovedet end godt er for ham som kunstner, for han kan ikke slippe gamle kristne grundforestillinger om synd og straf i sine bestræbelser på at tvinge Jørgen Leth ud i den grænseoverskridelse der er denne så inderligt imod. Benspændene eller opgaverne får ikke det ønskede resultat og gang på gang strammer Trier derfor betingelserne som straf, indtil han må opgive og som nævnt blot dømme Leth til at læse den afsluttende dom op.

Sådan kan man selvfølgelig ikke behandle et andet menneske. Man kan ikke tvinge nogen til kunstnerisk eller erkendelsesmæssig grænseoverskridelse. Men når Trier tilsyneladende ikke kender anden løsning, må det ligge i, at han slet ikke kender den mulighed at åbne et andet menneskes øjne for nye veje ved at relativisere dets jeg og dermed dets alt for snævre kontrolidentitet. Men denne løsning kræver at man ved noget om selvets psykologi.



Generelt synes at gælde at den mest bevægende kunst altid er den der bevidst og systematisk prøver at overskride grænser for at komme frem til dybere erkendelse. Men det er sandelig langt fra altid at de overskridende kunstnere lykkes med andet end provokationen.

Af malere for hvem en meget bevidst overskridelse fører nye steder hen kan fra de senere måneders udstilllinger eller udsmykninger nævnes navne som Turner, Kirkeby og Maja Lise Engelhardt.

Per Kirkeby har netop færdiggjort sin udsmykning af en trappeskakt på Geologisk Museum i København, hvor hver eneste flade, søjle og niche er bemalet med stærke farver og motiver der alle har jordens mange stenarter og former som grundlag. Kirkeby er uddannet geolog og han formår i sjælden grad at forene sin viden som geolog med sin form- og farvesans så det store rum over flere etager synes fuldstændigt at blive taget i besiddelse af hans enorme og selvbevidste jeg. Resultatet er blevet utroligt flot, også målt efter Kirkebyes egen alen, men på sin vis peger det alligevel på en begrænsning hos denne kunstner, nemlig på lukketheden omkring jeget. Der findes mærkeligt nok ingen åbning i udsmykningen af den art som ellers kan findes i fx kunstnerens fine akvareller fra Grønland. Man stiller sig uvægerligt spørgsmålet, om grunden kan være at motivkredsen er noget så bastant materielt som sten af alle arter? Og om kunstneren dybest set har svært ved at slippe geologien og det materielle? - Link til udsmykningen på Geologisk Museums hjemmeside.

Så går det anderledes til hos William Turner (1775-1851), der endnu et par dage kan ses på en flot udstilling på Statens Museum for Kunst. Turner var dybt fascineret af det skiftende vejr og lys og malede billeder der både hvad farvevirkninger og ekspressivitet angår var langt forud for hans tid. Han var så interesseret i regn, storm, skyer og røg, at han fx kunne finde på at lade sig binde til masten på et skib der skulle ud i åbent, oprørt hav eller at han hang ud af vinduet på et tog for at iagttage røgen.

Det der adskiller Turner allermest fra samtidens mere naturalistiske malere var at hans motiver helt kunne opløses i lys- og farvevirkninger på en måde man skal helt frem til Monets åkandebilleder 60 år senere for at finde mage til. Det var altså ikke naturen eller realiteterne i sin mest materielle form der interesserede Turner, men det omskiftelige lys og vejr. Og nøjagtigt som i Monets allerbedste billeder, så sker der en åbning udad, så lyset og farverne bare kan strømme tilskueren imøde uden hindringer. Det er intet mindre end betagende.

Endelig kan nævnes Maja Lise Engelhardt der på sin udstilling på Nivågaard præsterer både nogle spændende parafraser over et kendt vinterlandskab af Johan Th. Lundbye og nogle bibelske motiver der viser hendes dybe fortrolighed med arketypiske forestillinger som den brændende tornebusk og den opstandne Kristus. Begge motiver går igen i nogle af hendes kirkeudsmykninger fra de seneste år og viser alt i alt kunstnerens dybe religiøse forståelse og forankring hinsides al snæver dogmatisme. Igen er åbningen det helt centrale. Her kæmper intet jeg for at opretholde sin identitet, men et selv åbner sig for selve lyset.

Som skarp modsætning hertil kan nævnes operachef Kasper Bech Holtens iscenesættelse på Det Kongelig Teater af Wagnera opera 'Rhinguldet' (første del af 'Nibelungenringen'). For her er tale om meget bevidst, men også uhyggeligt konsekvent undsigelse af al dybere mytologisk forståelse af den art Wagner selv lagde for dagen - så konsekvent i virkeligheden at det berettiger til at kalde iscenesættelsen en decideret 'kasperering' af Wagners storslåede værk. Og det er dobbelt beklageligt, fordi det dels er imod Wagners ånd, dels er det stik modsatte af hvad tiden er moden til, nemlig en nyfortolkning af mytologien der bringer stoffet frelst igennem al jegidentitets' og al rationalismes eller intellektualismes tåbelige vridemaskine. Jf. Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater.

Af ekstraordinær art er Lars Becker-Larsens 58 minutter lange dokumentarfilm 'Københavnerfortolkningen' der handler om Niels Bohr og hans filosofi, hans diskussioner med Albert Einstein og andre samtidige om komplementaritetssynspunktet, og nyere synspunkter på denne vigtige sag. Den drejer sig nemlig ikke blot om problemstillinger inden for atomfysikken, men om hele vores erkendelses grundlag og begrænsning. Synspunktet siger i sin yderste konsekvens, at vi ikke kan vide noget om virkeligheden som sådan, det Kant kaldte 'das Ding an sich', men ene og alene om de konkrete dele af virkeligheden vi forholder os til ved at gøre vore iagttagelser, målinger og slutninger.

Siden Søren Kierkegaard har vi vidst, at subjektiviteten eller den personlige tilegnelse er sandheden i eksistensen, men siden Bohr ved vi at det på sin vis også gælder den naturvidenskab vi ellers troede var objektiviteten selv. Men det er altså en illusion at tro, at naturvidenskaben nogensinde kan hæve sig fuldstændigt over det menneskelige subjekts interesser og begrænsning.

Bohr indførte ikke nogen form for mystik eller metafysik i naturvidenskaben, for han henviste konsekvent til korrespondensprincippet, der groft sagt siger, at vi ved studiet af ikke-håndgribelige objekter i naturen må overholde den regel altid at henvise til de fysiske (håndgribelige og målelige) apparater vi benytter ved iagttagelsen.

I virkeligheden er der meget vigtig psykologi bag dette princip - jf artiklen om Københavnerfortolkningen. Det får ligge her. Men princippet kan uden videre overføres til samtlige områder af den menneskelige erkendelse, inklusive kunstens og religionens verden. For disse områder gælder nemlig, at uhåndgribelige og ikke-målelige fænomener er af allerstørste vigtighed, det er faktisk dem vi lever på i eksistentiel henseende, men nøgternheden og realitetssansen bevares kun sålænge vi vedbliver at henvise til den fysiske virkelighed vi er fælles om og færdes i til daglig.



Religionsdebatten   
Til toppen    Næste

Af lidt anden art, men dog ligefuldt med samme beklagelige resultat som iscenesættelsen af Wagner på Det Kongelige Teater er den suspenderede Tårbæk-præst Thorkild Grosbølls besynderlige opgør med Folkekirkens bekendelsesgrundlag, idet opgøret ikke består i en nyttig og efterhånden påkrævet kamp mod selve bekendelsesgrundlagets gamle og forældede dogmatik, men mod en omgåelse af det. På den ene side står manden i sin kirke hver søndag og bekender troen helt efter tekstens bogstav, men på den anden side går han ud i presse og tv og benægter at han tror på Gud.

Sådan en mand kan være så velmenende og afholdt i sin menighed som han være vil. Det er vanskeligere at respektere ham som præst i folkekirken. Han er også blevet suspenderet, og der er nedsat en såkaldt provsteret, men det er ikke sikkert at der kan skabes juridisk basis for hans afskedigelse, eftersom den siges i givet fald at kunne ramme adskillige af hans kolleger. Klarhed synes med andre ord ikke ligefrem at være nært forestående. Jf. Hvad er problemet egentligt med denne Grosbøll?



Så er der mere hold i diskussionen for og imod blasfemiparagraffen. For nok er meningerne delte om tidspunktet for dens afskaffelse, men mange synes nu, at den har overlevet sig selv, netop fordi det må være tilladt alle der ikke er bundet af et embedes begrænsninger at kunne udtale sig frit om religioner og religionsdyrkelse.

Det tjener naturligvis hverken en konstruktiv debat eller noget andet fornuftigt formål at rende rundt og fornærme religiøse eller anderledes tænkende mennesker, men omvendt blokerer det også for en nødvendig debat, hvis det ikke er tilladt at give udtryk for en mening om bestemte trosretninger og deres hellige personer og skriftgrundlag så snart trosretningens egne tilhængere finder kritikken anstødelig, for hvornår vil de ikke gøre dette? Det er tværtimod ytringsfrihedens og demokratiets hele idé at meningerne skal kunne udveksles frit, og især må det understreges, at det er sekulariseringens idé, at ingen meninger, ingen sandheder er absolutte, heller ikke de sandheder der står i Koranen eller Biblen.

Netop fordi mange muslimer er imod sekulariseringen og har vanskeligt ved overhovedet at forstå eksistentielle sandheders subjektivitet og relativitet, er det nødvendigt at forsvare ytringsfriheden fuldtud og derfor sørge for afskaffelse af den forældede blasfemiparagraf hurtigst muligt. Jf. Blasfemi mellem jura og psykologi  (16.12.04.).



Sekulariseringen   
Til toppen    Næste

Sekulariseringen bør i det hele taget have topprioritet i de kommende år, vel at mærke således at den principielle adskillelse mellem politik og religiøs magt kommer til at stå fuldstændigt klart for alle politikere og religiøse ledere, lærere og lægfolk - uden at det på nogen måde skal eller kan forhindre nogen i at argumentere religiøst eller ideologisk i spørgsmål om moral og eksistens.

Problemet er på vore breddegrader ikke stort hvad angår det store flertal af borgere der er medlemmer af folkekirken eller som ateister eller agnostikere står uden for de anerkendte trossamfund. Det er imidlertid påtrængende for fundamentalister inden for alle trossamfund, men er af gode grunde blevet allerstørst i indvandrerkredse på grund af den rolle islam spiller for disse mennesker.

Men det kan ikke gentages tit nok, at uden sekularisering gives der hverken et reelt demokrati eller en reel integration. Jf. Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.).



Sekulariseringen hænger dybest set også nært sammen med udbredelsen af fænomenet humor.

Inden for alle vestlige religioner og ideologier har alvoren og rettroenheden i perioder været så stærk og statskontrolleret, at humoren har haft ringe kår, skønt den er og bliver uudryddelig så længe der er mennesker der trækker vejret frit.

Og humoren er vel at mærke en integreret del af al sekulariseret religion, det vil på vore breddegrader sige ikke alene af kristendommen, men også af jødedommen og buddhismen.

Igen er det desværre islam der er blevet problemet, ikke fordi muslimer er totalt blottet for anlæg for humor, eller fordi der ikke findes muslimer med udviklet humoristisk sans, men fordi religionen som sådan er yderst dogmatisk og autoritært indoktrinerende og fordi Koranen savner humor.

Fornylig er det af en muslim blevet sagt, at muslimer kan være lige så ironiske som kristne eller ikke-troende, men at de aldrig er selvironiske. Og det er i virkeligheden meget rammende, for det viser miserens dybere årsag.

Ironi er ligesom spot og hån en af det stærke ikke-relativerede jegs måder at udtrykke afstandtagen og foragt på. Selvironi er derimod det relativerede jegs måde at udtrykke den finere forståelse for, at personlige sandheder aldrig er absolutte men behæftet med tvivl og usikkerhed.

Ironi kræver kun et jeg. Selvironi kræver et spændingsfelt mellem et jeg og et 'selv', det man med et andet ord kalder ånd.



Det kommende år   
Til toppen    Næste

Det kommende år starter i skyggen af den store naturkatastrofe i det Indiske Ocean, som både er en ufattelig tragedie for mange tusinde mennesker og for endnu flere mennesker, herunder børn der nyheder i tv, vil blive anledning til at rejse mange eksistentielle spørgsmål. Begge problemer er taget op til nærmere behandling i en særskilt artikel (Klik), men her skal gentages, at problemerne kun kan støtte den generelle tendens til at tage eksistentielle eller religiøse problemer mere alvorligt. Mennesket er hverken herre over naturen eller sin egen tilværelse og historie. Derfor er der altid gode grunde til at se alle kulturelle og politiske problemer i et større perspektiv.

Året 2005 vil desuden hurtigt blive konfronteret med et vigtigt internationalt problem, nemlig om det fastsatte første frie valg i Irak den 30. januar vil føre landet og regionen bare et lille skridt ind i en mere stabil demokratiseringsproces eller om det vil ende i en bitter og opslidende kamp mellem uforsonlige religiøse og etniske grupper i landet.

Året 2005 vil endelig betyde folketingsvalg her i landet, senest til november, men formodentlige allerede inden for et par måneder.

Fronterne synes forlængst trukket op på en sådan måde at det er vanskeligt at få øje på enkelte ting der vil kunne ændre sandsynligheden for genvalg af den siddende regering og det eksisterende parlamentariske flertal. Intet skal forsværges på forhånd, men socialdemokraterne ser umiddelbart ikke ud til at have vind i sejlene.

Under alle omstændigheder skal vi igennem den sædvanlige valgkamp. Men mon ikke værdidebatten vil blive mere fremtrædende end normalt, og mon ikke også der bliver plads og tid til lige at vende nogle at de mere eksistentielle emner der kun kan blive vigtigere og vigtigere de næste ti år.

Endnu engang godt nytår!

Jan Jernewicz

Redaktør



Henvisninger:   
Til toppen

Status over året 2003  (31.12.03.)
Status over året 2002  (01.01.03.)

Redaktøren
Introduktion til Jernesalt
Eksistentielt værdimanifest i forkortet udgave



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal