Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Irakkrigfejl

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.2.04.


Irakkrigen en fejltagelse?

Medierne i USA, England og Danmark samt mange andre steder har i ugevis haft travlt med at berette om de mange afsløringer af åbenlyse fejl og mangler i de amerikanske og britiske efterretningstjenesters rapporter om Saddam Husseins eventuelle masseødelæggelsesvåben forud for Irak-krigens begyndelse for snart et år siden. Og krigsmodstanderne har naturligvis også benyttet sig af afsløringerne til at postulere, at den formelle begrundelse for krigen var forkert, og at regeringscheferne for de krigsførende lande var enten fulde af løgn, fortielse og fordrejninger eller simpelthen fulde af - skjulte motiver!

Det har tilsyneladende ikke battet så meget, at premierminister Tony Blair ellers for en uge siden blev renset af Lord Hutton for alle beskyldninger om at lyve om regeringens rolle i våbeninspektør David Kelly's tragiske død, for krigsmodstanderne er overbeviste om, at Lord Hutton havde sat sig for at hvidvaske Blair, skønt hans opgave slet ikke var at tage stilling til begrundelsen for krigen. De to spørgsmål må og skal holdes skarpt adskilt.

Afgørende for den nye udvikling i kernesagen har imidlertid været, at den amerikanske chef for våbeninspektionen i Irak, David Kay, efter sin frivillige tilbagetræden offentligt har erklæret, at såvel våbeninspektørerne og de øvrige efterretningsfolk som de ansvarlige politikere formentlig alle tog fejl, og at Saddam Hussein formentlig ikke havde noget operationsklart lager af masseødelæggelsesvåben, da sagen var til drøftelse i FN's sikkerhedsråd og USA mod flertallets stemmer besluttede på eget ansvar at indlede en angrebskrig. Ordet 'formentlig' er fremhævet, fordi påstandene stadig gælder noget vi ikke véd med sikkerhed. En tidligere fremtrædende britisk efterretningsmand har også offentligt gentaget sine påstande om, at de britiske rapporter om masseødelæggelsesvåbnene var misvisende. Tony Blair har ydermere erkendt, at han har fejllæst en bestemt passus i den afgørende rapport - den om de 45 minutters reaktionstid. Men ingen påstår, at man dengang kunne have den viden man har i dag, endsige den viden man måtte have om nogle år. Og bagklogskab kan man nu engang ikke bruge i beslutningsprocesser.

Såvel præsident Bush som premierminister Blair har accepteret grundige kommissionsundersøgelser om disse mangelfulde eller fejlagtige efterretninger. Og det manglede også bare andet, eftersom efterretningstjenesterne i disse to lande naturligvis bør være så omhyggelige, pålidelige og effektive som overhovedet mulige - og derfor bør lære af enhver alvorlig fejl de begår. Den amerikanske undersøgelse vil tage et år eller to - og kommer derfor ikke til at påvirke præsidentvalget til november direkte.

Alligevel kan det allerede nu konstateres, at debattens karakter kun bekræfter hvor splittede befolkningerne i de krigsførende lande er blevet i spørgsmålet om krigens berettigelse. Det skyldes naturligvis først og fremmest, at krig for alle demokratisk sindede mennesker under alle omstændigheder er et yderst alvorligt middel som man kun nødigt tyr til, og allermindst når den føres som angrebskrig ud fra den i sig selv kontroversielle amerikanske doktrin om retten til at komme en fjende i forkøbet, hvis der kan konstateres en lokaliserbar trussel udefra.

Sagen er blot, at efterretninger om trusler af den art der her er tale om - en diktators eventuelle besiddelse af og brug af masseødelæggelses- og atomvåben, opmuntring til terrorisme og støtte til terrororganisationer som Al Qaeda-netværket og de palæstinensiske organisationer - ifølge sagens natur aldrig kan blive 100 % pålidelige, når de nu engang ikke kan fremskaffes på normal eller optimal efterretningsvis - personlig spionage og infiltrering - men stort set må stykkes sammen af gammelt materiale, elektronisk aflytning og satellitfotos, hvis fortolkning er usikker.

CIA-chefen George Tenet har da også netop 5.2. erklæret, at efterretningstjenesten havde konkluderet, at Irak i nogle tilfælde havde ulovlige våben og i andre forsøgte at konstruere dem. Men der var uenighed om, hvor langt irakerne var fremme. Og så fulgte det centrale: "De (efterretningsfolkene) sagde aldrig, at det var en umiddelbar trussel. Tværtimod tegnede de et objektivt billede af en brutal diktator for de politikere, der skulle træffe afgørelserne." Ydermere henviste han til, at to kilder i slutningen af 2002 havde bekræftet formodningerne om, at Irak producerede kemiske og biologiske våben, og disse kilder bekræftede hans egen opfattelse af den fare Saddam Husseins regime udgjorde.

Tenet gjorde det også klart, at "når alle kendsgerninger om Irak er samlet, vil det vise sig, at vi hverken havde fuldstændigt ret eller fuldstændigt uret". Og det er simpelthen kendetegnende for al efterretning af den art der her er tale om. Men selve konklusionen om den umiddelbare trussel fra Irak var den amerikanske regerings egen, ligesom beslutningen om at gå i krig mod Irak var det.



På det tidspunkt i månederne januar og februar 2003, hvor FN's sikkerhedsråd havde Irak på dagsordenen forelå der altså ingen uimodsigelige beviser for hverken forekomsten af atomvåben eller kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben i Irak. Der forelå kun mere eller mindre velbegrundede formodninger. Derfor kunne rådet ikke blive enige om en fælles FN-aktion mod Irak.

Men man vidste, at Irak havde været i besiddelse af og havde brugt kemiske masseødelæggelsesvåben, og følgelig stadig måtte råde over programmer til fremstilling af disse våben og desuden var langt fremme i udviklingen af atomvåben. Blix's forgænger som chef for våbeninspektionen i Irak, Rolf Ekéus, gjorde efter krigens start meget udtrykkeligt opmærksom på, at det slet ikke var lagre man skulle lede efter, men netop programmer. Endelig vidste man sandelig også at Saddam Hussein ikke spillede med åbne kort, men bevidst drev gæk med FN.

USA og Storbritannien kunne på dette grundlag med fuld ret betragte Irak som en alvorlig potentiel trussel mod deres egne og de øvrige vestlige landes sikkerhed. Og når hertil kom, at Saddam Hussein vitterligt havde nægtet FNs våbeninspektører fuld og fri adgang til kontrol af landets våbenlagre og -anlæg (som i årevis systematisk var blevet flyttet rundt i landet med direkte henblik på at narre FN) og nægtet at efterkomme den gamle FN-resolution 1441's krav om fuld afvæbning, så var der faktisk ikke alene tilstrækkelig magtmæssig grund til, men også fuld lovlig ret til at gå i militær aktion mod Irak.

FN's sikkerhedsråd kunne have enedes herom, men ville ikke på grund af primært Frankrigs, Tysklands og Ruslands modstand, som havde forskellige grunde der dybest set ikke var lige fine i kanterne, men hang sammen med landenes involvering i Mellemøstens tidligere magtspil. Da FN i årevis havde opretholdt økonomiske sanktioner mod Irak som ene og alene gik ud over den irakiske civilbefolkning, ville følgen af en manglende aktion mod Irak, blive sanktionernes fortsatte opretholdelse. FN løb således reelt fra sit ansvar ved ikke at blive enige om en aktion mod Irak - og demonstrerede dermed sin afmagt i henseende til at løse alvorlige internationale konflikter på passende måde og i rette tid, så snart stormagtsinteresserne kommer på tværs af hinanden. FN's forsigtige og velmenende generalsekretær Koffi Annan kunne ikke forlige parterne og måtte derfor fraråde krig, men samtidig acceptere sikkerhedsrådets afmagt.

Det blev følgelig USA og Storbritannien der handlede med efterfølgende opbakning fra bl.a. Spanien og Danmark.



Uanset hvad man måtte mene om risikoen ved Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben da Præsident Bush kom med sit definitive ultimatum den 18. marts 2003, og uanset hvilket resultat de forskellige undersøgelser vil komme til, så rokker det ikke ved den kendsgerning, at Saddam Husseins Irak i 2003 var en trussel mod USA og den øvrige vestlige verden, at det ville være en fordel at få ham fjernet fra magten, at det ville hjælpe den irakiske civilbefolkning af med såvel en brutal diktator som de ødelæggende økonomiske FN-sanktioner, og at en fjernelse af Saddam Hussein ville betyde en radikal forandring af situationen i hele Mellemøsten som der ville kunne bygges videre på.

Når sagen ikke desto mindre kan tage sig anderledes ud, skyldes det naturligvis de store problemer der har været med at bringe ro og orden i Irak efter de egentlige krigshandlingers afslutning den 1. maj. De mange selvmordsbomber, mord på amerikanere og irakere der samarbejder med amerikanerne, sabotageaktioner mod olie,- el- og vandledninger m.v. samt de omfattende almindelige plyndringer og forbrydelser er destabiliserende for landet og gør opbygningen af infrastrukturen og et civilt styre sværere og langsommere end ønskeligt. Og det øger altsammen kritikken af koalitionsstyrkerne.

Men det er der hverken noget nyt eller overraskende i, eftersom krigsmodstanderne er mange og temmelig fanatiske - også når det gælder den antiamerikanisme der synes at være og forblive en væsentlig del af krigsmodstanden. I sidste ende er det naturligvis alene en succes der vil kunne retfærdiggøre krigen og besættelsen i de mere moderate tvivleres øjne - og denne succes har endnu lange udsigter, så lange udsigter at det kan påvirke præsident Bush's chancer for genvalg til november ganske betydeligt.

Men fastholdes det overordnede - historiske - perspektiv i sagen, så er det egentligt underordnet om efterretningerne om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var behæftet med usikkerhed, mangler og fejl, for Saddam Hussein og hans regime var under alle omstændigheder set med amerikanske øjne en trussel mod såvel USA og den vestlige verden som mod en løsning af konflikterne i Mellemøsten.

Fokuseringen på spørgsmålet om eksistensen af operationsklare lagre af masseødelæggelsesvåben i Irak er takket være krigsmodstandernes og mediernes rolle kommet til ganske at overskygge det faktum, at trusselsbilledet for USA's vedkommende havde ændret sig radikalt siden midten af 1990'erne (med bl.a. første terroraktion mod World Trade Centret). Truslen var blevet og er 'asymmetrisk', som det kaldes, dvs ikke længere en trussel fra en bestemt stats militære magt, men fra en blanding af spredte terrororganisationer og slyngelstater (Rogue States) der råder over masseødelægelsesvåben og støtter terrororganisationerne.

Som Lars Erslev Andersen redegør for i sin bog om "Den amerikanske orden" (2003) så er der som følge af ændringen af trusselsbilledet også sket en forskydning af den sikkerhedspolitiske strategi. Den civilisations-indifferente strategi, hvor sikkerhedspolitikken ser bort fra kulturelle forskelle, og den civilisations-konservative, der betragter kulturelle forskelle som uforenelige modsætninger man må leve med, blev forskudt henimod en civilisations-promoverende strategi. Og det karakteristiske for denne er idéen om civilisation som noget universelt der peger i retning af dialog, gensidig respekt og udvikling, men som til gengæld gør det nødvendigt at forholde sig kritisk og i visse tilfælde direkte aktivt indgribende til politiske styreformer der er udemokratiske og terrorstøttende.

Præsident George W. Bushs nye Mellemøst-politik betød for det første, at Irakproblemet efter 12 års resultatløs sanktionspolitik fra FN's side blev sat på den internationale dagsorden, og for det andet, at der blev formuleret en samlet vision for Mellemøsten, hvor demokrati skulle være bærende i en ny stabil orden - det amerikanerne selv opfatter som en amerikansk orden (heraf titlen på Erslevs bog).

Set fra dette perspektiv ville alternativet til en krig mod Irak have været værre end krigen, for det havde på ubestemt tid udskudt den nødvendige proces der kan føre til fundamentale ændringer i Mellemøsten, specielt hvad angår holdningen til demokratiet og de vestlige værdier, herunder ikke mindst den nødvendige distancering til alt der smager af teokrati og præstestyre.



I den kommende weekend skal amerikanske og europæiske politikere mødes for at drøfte disse store perspektiver og om muligt klinke de skår som krigen i Irak har frembragt specielt i forholdet mellem USA og Storbritannien på den ene side og Tyskland og Frankrig på den anden. Om det sidste vil lykkes er nok mere end tvivlsomt, eftersom den amerikanske integrationsplan eller vision nok deles af begge parter for så vidt den betragtes som fremtidigt endemål, men bestemt ikke når det kommer til spørgsmålet om midler eller konkrete målsætninger for den nærmeste tid.

Specielt vil konflikten mellem palæstinenserne og israelerne og dermed hele den mere eller mindre suspenderede fredsplan være et alvorligt stridsemne, eftersom europæerne - inklusive den danske udenrigsminister - helst ser fredsprocessen fremskyndet mest muligt, mens amerikanerne - langt mere nøgternt - ser fredsprocessen som en del af den store demokratiseringsplan. Fredsprocessen vil ikke komme nogen vegne, før der for alvor sker fremskridt med demokratiseringsprocessen i området. Her står parterne altså endnu temmeligt stejlt over for hinanden. Og vil formentlig blive ved at gøre det, indtil der sker betydelige fremskridt i opbygningen af Irak.

For amerikanerne og deres koalitionsparter bliver det et meget langt, sejt og kostbart træk at sikre demokratiseringsprocessen, mens tid er, men processen er nødvendig. Og en eventuel ny præsident i USA fra 1. januar 2005 vil ikke bare kunne trække de amerikanske tropper hjem fra Irak og iøvrigt lade stå til. Han må bygge videre på det der er og frem til årsskiftet vil blive opnået ved den militære indgriben i Irak. Det kan derfor i en vis forstand siges at være betryggende, at flere af de demokratiske præsident-kandidater faktisk tilsluttede sig præsident Bushs' krig for et år siden.

Men det må betegnes som en eklatant undervurdering af præsident Bush at tro at han og hans stab omkring sikkerheds- og udenrigspolitikken skulle være så fixeret på Saddam Husseins masseødelæggelsevåben, at disse nogensinde skulle have været den reelle grund til at gå i krig med Irak. Gentagne gange har krigsmodstanderne lige siden krigens start påstået at der var andre grunde for Bush, Cheney, Powell, Rumsfeld, Condoleeza Rice, Richard Perle og Paul Wolfowitz til at gå i krig mod Irak. Men mærkeligt nok har man glemt det igen - og specielt glemt at den dybeste reelle grund var og er den overordnede strategi.



For Danmarks vedkommende gælder, at statsminister Anders Fogh Rasmussen meget klart har afvist alle påstande om, at masseødelæggelsesvåbnene skulle være den primære grund til at Danmark tilsluttede sig USA og Storbritannien. Grunden var Saddam Husseins modstand mod at efterkomme FN's resolution 1441 af 14.11.02. Den danske regering beklagede og beklager, at FN's sikkerhedsråd ikke ville være med til den militære aktion mod Irak, men fastholder at krigen var nødvendig og på længere sigt også gavnlig for stabiliteten og udviklingen i Mellemøsten.

Denne nye og konsekvente linje i udenrigspolitikken er naturligvis ikke velset i alle kredse i Danmark. Bl.a. har militærsociologen, lektor Henning Sørensen, i en kronik i Politiken 6.2. kritiseret den udvikling der er sket i dansk sikkerhedspolitik og som har bevirket, at den er kommet til helt at dominere forsvarspolitikken. Sørensen kalder ligefrem dette en falsk melodi i sikkerhedspolitikken. Konkret betragter han det derfor også som en svaghed i sikkerhedspolitikken, at man ville fjerne Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, skønt truslen fra Irans og Nordkoreas atomvåben var og er farligere. Kronikken er et glimrende eksempel på, at selv en kyndig mand nægter at tage højde for ændringen i det store sikkerhedspolitiske perspektiv.

Hverken truslen fra Iran og Nordkorea eller for den sags skyld Pakistan er noget man ser bort fra i Washington, London og København eller andre steder. USA arbejder energisk på at løse disse problemer også på diplomatisk niveau, hvad den nylige aftale med Libyens Gaddafi tydeligt viser. Men man vurderer altså at truslen fra terrorregimer og udemokratiske regimer der direkte eller indirekte støtter terrororganisationerne i verden er særdeles stor og påtrængende - og kræver ikke blot vedvarende diplomati, men også pres og i givet fald handling. Det kan man være uenig i, men ikke se bort fra i sin politiske vurdering.

Der er ingen tvivl om, at debatten om Irak-krigen vil fortsætte lang tid endnu. Men heller ikke om, at den har sat en ny dagsorden for den internationale politik ved at forskyde den sikkerhedspolitiske strategi så den aldrig kommer tilbage til det gamle civilisations-indifferente spor igen. Fuldstændig neutral og stabil sameksistens mellem kulturerne er ikke længere mulig. Dette skal ikke forstås derhen, at der skulle være behov for en konfrontation eller en magtkamp mellem religionerne, men derhen at de ikke-demokratiske stater og befolkninger må integreres i demokratiet og den demokratiske udvikling.



Tidligere artikler:

Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)
Sikkerhedsrådet enige om Irak  (18.10.03.)
Tilbageslag i Irak  (22.8.03.)
Irakkrigen ubegrundet?  (8.8.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)
FN-sanktionerne mod Irak ophævet  (24.5.03.)
Det ulykkelige Saudi-Arabien?   (16.5.03.)
Had og demokrati  (30.4.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)

BBC dumpede som demokratiets vogter  (30.1.04.)



Litteraturhenvisninger:

Lars Erslev Andersen:
Den amerikanske orden. USA og det moderne Mellemøsten.
(Aschehoug. 2003)

Bernard Lewis: Islam i Krise. Hellig krig og uhellig terror.
(Gyldendal. 2003)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal