Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamdialog2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.5.06.


Det Arabiske Initiativ forfejlet?

Det Arabiske Initiativ (Partnership for Progress and Reform) blev lanceret af den danske regering i 2003 som del af den nye udenrigspolitiske strategi "En verden i forandring". I starten af året 2004 påbegyndtes en 2-årig pilotfase der her i 2006 skulle følges op af en ny fase på grundlag af erfaringerne og vurderingerne fra pilotfasen. Men som bekendt har en vis Muhammed-sag - eller som den mere neutralt kaldes i Udenrigsministeriet Tegninge-sagen - markant ændret forholdet mellem Danmark og den muslimske verden og derfor også nødvendiggjort en vis justering af initiativet. Til dette formål har udenrigsministeriet fået udarbejder en "Analyse af Det Arabiske Initiativ og Anbefalinger til Næste Fase" af forskerne Lars Erslev Andersen, Gunna Funder Hansen og Kirsten Sinclair fra Syddansk Universitet. Den blev offentliggjort mandag den 22. maj og kan læses på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Medierne, der jo har det med at fokusere på sensationer og derfor gerne trækker sådanne detaljer ud af de ellers sobre analyser som de lettest kan blæse stort op, havde i den aktuelle analyse fundet en kort bemærkning om at regeringen afskar dialog med den muslimske verden da statsministeren nægtede at tale med de meget omtalte 11 ambassadører. Og historien brugte de uden at blinke med øjnene til at udbasunere at forskere mener Fogh er skyld i profetkrisen. Det gjorde bl.a. Politiken der har været konsekvent regeringsfjendlig under hele krisen, ja lige siden regeringen trådte til i 2001, og det gjorde TV2Nyhederne der det sidste halve år er blevet påfaldende mere regeringsfjendtlig end de hidtil har været. Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofoed, var straks ude med en melding om, at regeringen har et kæmpeforklaringsproblem! Selv Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, måtte ty til en overflødig afparering - inden han havde fået læst rapporten! Begge gik uden om det centrale: udfordringerne som de er i dag, hvis Det Arabiske Initiativ skal videreføres

En af forskerne bag analysen, Gunna Funder Hansen, fandt det nødvendigt med en indsigelse i Politiken 27.5., hvor hun gjorde opmærksom på at mediernes påstande var en fordrejning af kendsgerningerne, allerede af den grund at analysen slet ikke var en analyse af krisens forløb, men en analyse af betingelser for dialog og perspektiver for en videreførelse af Det Arabiske Initiativ. Forskerne finder det ulogisk at regeringen i det pågældende tilfælde aktivt fravalgte dialogen, når den arbejder med dialog som et centralt element. Men "ingen af os kan vide, hvad der var sket, hvis Fogh havde valgt at møde ambassadørerne. Måske var det gået lige så galt - det får vi aldrig svar på", pointerer Gunna Funder meget fornuftigt og både politisk og videnskabeligt uimodsigeligt.

Men Politiken, organet for den højere oplysning blandt høgene på Rådhuspladsen, er hævet over den slags smålige indvendinger fra videnskabeligt hold. Lederen 29.7. indledes med følgende svada: "Det vakte opmærksomhed i sidste uge, da en rapport, bestilt af Udenrigsministeriet, slog fast, at den danske regering har et hovedansvar for Muhammed-krisen, fordi den konsekvent nægtede at gå i dialog med den muslimske verden" - Her strammes, som enhver kan se med et halvt øje, de uholdbare anklager, så der ligefrem bliver tale om regeringens hovedansvar for krisen og dens nægtelse af dialog med den muslimske verden generelt! I sandhed afslørende for Politikens oplysningsniveau. Men duerne skræmmes sikkert væk af støjen!



I selve analysens eget resumé fastslås det at størstedelen af initiativets projekter fortsat er i en opstartsfase, og det er for tidligt at vurdere effekten af initiativet på reformprocesserne i MENA-regionen som den kaldes, dvs Mellemøst- og Nordafrika-regionen som er omdrejningspunktet for initiativet. Der kan dog konstateres stor interesse i regionen for at deltage i initiativet og Danmark er inviteret til at samarbejde om en række reformprocesser der potentielt kan bidrage til væsentlige langsigtede reformer. Endvidere slås det fast, at initiativets grundlæggende princip om at udvikle bilaterale partnerskabsprogrammer i dialog med og efter efterspørgsmål fra de enkelte lande i regionen har været afgørende for den positive interesse for initiativet i regionen.

Med hensyn til krisen i forbindelse med Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten hedder det, at Danmark med hele denne tegningesag er blevet udsat for - som man kaldet det - et imageskift, der ændrer præmisserne for initiativets udfoldelse (min kusivering). Blandt regeringer, hos organisationer og i befolkningerne konstateres dog fortsat interesse for en ligeværdig dialog og et gensidigt samarbejde med Danmark. Skal initiativet derfor videreføres må der tages højde for en række vigtige indsigter som analysen opsummerer og anbefaler konsekvenser af. Disse skal ikke gennemgås nærmere her (de kan alle læses i rapporten), men det skal dog nævnes at forskerne anbefaler fokus på tre temaer: Frihedsrettigheder og god regeringsførelse, udvikling af videnssamfund og uddannelse samt fremme af ligestilling og kvinders deltagelse i samfundslivet. Det anbefales at koncentrere initiativet om Marokko, Jordan, Yemen, Algeriet og Libanon samt Egypten (fortsættelse af Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut). Det anbefales at de regionale programmer fortsat skal inkludere civilsamfundsdeltagelse. Og at man inkluderer det multilaterale spor (EU, OSCE m.m.) samt sikkerhedspolitikken. Også den sociale og økonomiske udvikling regnes for afgørende.



Set ud fra Jernesalts synsvinkel er tre emner af særlig interesse: den mellemfolkelige dialog i lys af Tegninge-sagen, den muslimske anklage mod Vesten for dobbeltstandard hvad angår værdier ikke mindst i lys af Irak-krigen og endelig den igangværende styrkelse af islam som kulturel referenceramme og som social og politisk organisationskraft.

Det imageskift som de tre forskere ganske som de fleste andre iagttagere kan konstatere i forbindelse med Tegninge-sagen har medført at nogle aktiviteter under Det Arabiske Initiativs bilaterale spor er forløbet langsommere end planlagt, visse lande som Yemen og Jordan ønskede det udtrykkeligt nedtonet. Men det er dog i dag den overordnede vurdering at der i regionen generelt er et ønske om at lægge sagen bag sig. Marokko, Jordan og Yemen ønsker officielt de bilaterale partnerskabsprogrammer videreført, hvorimod der i de muslimske befolkninger stadig er vrede mod Danmark.

Udenrigsministeriet har fået gennemført såkaldte perceptionsstudier i Egypten og Jordan, det vil konkret sige studier der afdækker hvordan udvalgte opinionsdannere i de pågældende lande opfatter danskere og Danmark. Resultatet bekræfter at opfattelsen af Danmark er ændret som følge af sagen. Fra at give relativt positive associationer til et liberalt og frisindet velfærdssamfund associeres Danmark i dag tæt med det 'Vesten' under ledelse af USA som typisk opfattes som kynisk og dobbeltmoralsk. Fra at være et lille upartisk land uden kolonial fortid og uden underliggende politiske dagsordener ses Danmark nu som eksponent for det mere udefinerbare 'Vesten'. Det kan derfor blive et langt sejt træk at reetablere et positivt image for Danmark med udgangspunkt i det reelle Danmark som et fredeligt skandinavisk land, hedder det. Men undersøgelsen viser også at der fortsat er interesse for en dialog, hvis denne ellers er ligeværdig og gensidig. Og der er stadig positive associationer til nogle af kerneværdierne i det danske samfund og den skandinaviske model som sådan. Man kan iøvrigt - tilføjes det - skelne mellem Danmark og danskerne (hvad der ikke er nogen ringe ting, da det fortæller at i hvert fald oplyste mennesker er klar over, at regeringen er én ting, hele befolkningen noget andet).



I grunden kan man undre sig over, at de muslimske regeringer, opinionsdannere og befolkninger ikke allerede ved Danmarks tilslutning til USA's koalition mod Irak i 2003 begyndte at associere Danmark med USA og 'Vesten'. Grunden er jo nok at Danmark er så lille og det militære bidrag så beskedent. Faktum er, at imageskiftet først skete i og med Tegninge-sagen. Og da selve tegningerne - som Jernesalt aldrig bliver træt af at pointere - i sig selv var en relativt harmløs affære som godtfolk i de muslimske lande ikke normalt ville kere sig om eller overhovedet bemærke, så er den næste kendsgerning, at det var aktive og indflydelsesrige kræfter i den islamiske kultur der pustede til ilden af rene og skære politiske og religiøse grunde. De kunne se mulighederne for at rejse befolkningerne i de muslimske lande til en ophidset og hadefuld protest der var totalt ude af proportion med sagens substans, men til gengæld yderst bekvem for regimerne, fordi den afledte den eksisterende utilfredshed med regeringerne hen mod en ydre fjende, og de hjemlige imamer kunne se mulighederne - troede de - for at ændre deres egen position i forhold til den danske regering og befolkning.

Det sidste lykkedes overhovedet ikke, tværtimod blev muslimerne generelt dårligere stillet i det danske samfund, fordi almindelige danskere måtte konstatere at muslimerne gik for vidt både følelsesmæssigt og politisk. Men det første lykkedes effektivt, så både landets interesser og image virkelig blev ramt. Det er så småt lykkedes danske virksomheder at komme tilbage på markedet, men Det Arabiske Initiativ som projekt og proces betragtet må indstille sig på langvarig reetablering. De udfordringer analytikerne har påpeget er store og kræver hård, mangesidet indsats. De kræver både tålmodighed og vedholdenhed, som det hedder et sted i rapporten, og det fra både diplomaters og organisationers side.

Rapporten anbefaler også udtrykkeligt "at der gøres en øget public diplomacy indsats for at kommunikere motiver og værdier for det danske engangement i Mellemøsten og for at præsentere Det Arabiske Initiativ som del af en samlet dansk udenrigspolitik, der i lige så høj grad prioriterer de sikkerhedspolitiske og socio-økonomiske aspekter". Og her turde vi være ved det kildne spørgsmål om dansk udenrigspolitik for Mellemøstens vedkommende skal falde tilbage til 'gammeldags diplomati' eventuelt med enkelte tilføjelser - sådan som de protesterende afgåede danske diplomater og Uffe Ellemann Jensen mente (se henvisning) - eller om det skal fastholdes at Det Arabiske Initiativ ikke er et klassisk bistandsprogram, men en udenrigspolitisk indsats der er rettet mod at styrke Danmarks samarbejde med den arabiske verden og fremme igangværende reformprocesser, sådan som det oprindelige formål utilsløret blev formuleret og som det i dag vil kræve ikke bare overfladiske justeringer, men alvorlig nytænkning at redefinere i lyset af det der er sket efter Tegninge-sagen.



Det er som om hverken analytikerne eller udenrigsministeren/regeringen vil være ved at Danmark ikke gik med i Irak-krigen for at tækkes USA, men for at svare igen på den terror visse muslimer begik i Vesten, truede med at begå og fortsat truer med at begå, og for at være med til at igangsætte og støtte en demokratiseringsproces i de muslimske lande, som dels kan gavne disse landes egne befolkninger, dels fjerne eller begrænse grundlaget for de ekstremistiske islamisters muligheder for at planlægge, udføre og rekruttere villige unge fanatikere til terroraktioner. Tingene hænger dog sammen, og de hænger også sammen med det forhold som er blevet markant det sidste års tid - efter udeblivelsen af en acceptabel sikkerhedssituation i Irak og gennemlevelsen af Tegninge-hurlumhejet - at islamisterne har vundet terræn, som også analysen fastslår som en klar udfordring. Jf. også artiklen om 'Den tabte uskyld'.

I dette perspektiv vinder man intet ved at pointere at dialog er en god ting som skal fortsætte i de hidtidige spor. Dialog er simpelthen ikke et entydigt begreb, og selvom det er ubestrideligt at ægte dialog forudsætter en form for gensidig respekt og vilje til forståelse, og at parterne altså tør møde hinanden uden på forhånd at afvise modpartens udtalte og uudtalte betingelser, så er der så meget blålys i begrebet, at ingen på vestlig side kan være tjent med at det ikke tydeligt defineres i lys af de værdier 'Vesten' står for.

Et godt eksempel på en dialog der var misforstået var de danske biskoppers møde med imamer i Cairo, for den byggede mere eller mindre stiltiende på en respekt for hinandens religioner som i realiteten umuliggjorde dyberegående kritik af islam. Et endnu værre eksempel på en misforstået dialog var mødet i Politikens Hus i København, som en række islamiske lærde fra Mellemøsten plus et par danske politikere deltog i. Et par af muslimerne fik også lejlighed til at redegøre for deres synspunkter i tv. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti der deltog i mødet har meget rammende betegnet de muslimske indlæg som prædikener og en af muslimerne som "en meget salvelsesfuld, selvfed og selvsmagende type" (Pol kronik 23.5.). Espersens konklusion var at "vi må holde op med at være naive i Det Arabiske Initiativ. Vi må hellere bruge vores kræfter, penge og energi på at støtte arabiske kræfter, som har en anden agenda end islamisk diktatur. Vi må ophøre med at bruge penge på at støtte pamperne og derved optræde systembevarende."



Hårde og skånselsløse ord i en kold maj måned fra en meget forudindtaget herre, kan man gerne indvende. Men humlen er at vi hverken i den sikkerhedspolitiske situation eller i den værdikamp vi befinder os i kan tillade os at være naive. Vi må realistisk se i øjnene, at Vesten ikke vinder kampen mod terrorismen eller den ekstremistiske islamisme uden sværdslag, uden dialog og uden diplomati, men heller ikke uden at vi grundlæggende vedkender os vore egne værdier og fastholder dem som universelle.

Vist er det uheldigt med dobbeltstandard, og helt uacceptabelt med overgreb mod civile irakere og irakiske fanger der mistænkes for eller faktisk begår terrorhandlinger. Men det er ikke dobbeltstandard at gå ind for demokrati og samtidigt bekæmpe en terrorisme der vil forhindre demokrati. Det er tværtimod logik og konsistens om noget er. Det er heller ikke en dobbeltstandard eller en misforståelse at gå ind for dialog som et centralt element i den danske udenrigspolitik og samtidigt afvise dialog med falske profeter eller diplomater og imamer der har skjult dagsorden. Det er tværtimod nødvendigt at fastholde at ægte dialog forudsætter en sådan åbenhed over for universelle værdier om menneskeret og frihed at det bliver irrelevant om disse værdier skal kaldes vestlige. De er vestlige i den forstand at det de facto er Vesten der først har forstået deres fulde betydning og taget konsekvensen af dem politisk gennem demokrati, kvindefrigørelse og sekularisering. Og selvom denne kendsgerning støder muslimerne, så skal den ikke forties. For så støtter man fortsat muslimsk fortrængning og illusion.

Set ud fra disse helhedsrealistiske betragtninger, hvor kravet om etisk konsistens er centralt, bliver det et spørgsmål om Det Arabiske Initiativ overhovedet bærer sit navn med rette. For så vidt der er tale om et dansk initiativ der sigter på forholdet til den arabiske del af verden, dvs Mellemøsten og Nordafrika (MEGA-regionen), så kan man naturligvis godt hævde at initiativet er arabisk, men i almindelig sprogbrug vil man kun kalde et initiativ arabisk, hvis det udgår fra arabisk side. Initiativet er og bliver imidlertid dansk - uanset hvad det indebærer af bilaterale aftaler. Og det burde hedde Det Danske Initiativ, som det blev foreslået fra Jernesalts side i det åbne brev til statsministeren. Kun derved ville man ærligt og redeligt tilkendegive at det er et initiativ der udgår fra dansk side, men naturligvis er rettet mod den arabiske verden, diplomatisk, socialt, økonomisk, kulturelt - og værdimæssigt. Det er ikke værdimæssigt neutralt - og bliver det ikke, før det frarøves enhver mening. Den engelske betegnelse 'Partnership for Progress and Reform' er væsentlig bedre, men er heller ikke ærlig.

Men så langt som til at indse dette er hverken udenrigsministeren eller statsministeren kommet. Udenrigsministeren kommer aldrig dertil, og intet tyder for øjeblikket heller på at statsministeren tager konsekvensen af det danske imageskift i den muslimske verden og sine egne rystelser og rejser sig af asken fra de brændte fotos, flag og ambassader med den stolthed i behold som det giver at have værdier og frihedsidealer der langt overgår dem vi det sidste halve år har set fra muslimske fanatikeres side. Det ville ellers være gavnligt for hans eget image.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Analysen om Det Arabiske Initiativ på Udenrigsministeriets hjemmeside
Tegninge-sagen ifølge Udenrigsministeriet
Artikel om Lars Erslevs bog 'Den tabte uskyld'.

Muhammed-sagen ifølge Jernesalt
Jernesalts åbne brev til statsministeren
Jernesalts filosofi
Konsistens-etikken

Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Akkari og Satans yngel i Danmark  (24.3.06.)
Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Undskyld mig her og undskyld mig dér!  (11.3.06.)
Latterlig muslimsk opsang til Danmark på såkaldt dialogmøde i København


Front mod islamismen  (4.3.06.)
Nej til mægling og nej til undersøgelse  (23.2.06.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06. + 9.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal