Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - irakfred14

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.3.06.


Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?

Stillingen i dag

I betragtning af de næsten daglige meldinger fra Irak om de oprørske elementers terror mod den irakiske civilbefolkning og de irakiske sikkerhedsstyrker samt nødvendigheden af at USA har måttet ty til et nyt storstilet felttog mod oprørernes stillinger i byen Samara lidt nord for Bagdad, er det for øjeblikket vanskeligt at se særligt optimistisk på udviklingen i landet. Den tidligere diktator, Saddam Hussein, er forlængst fjernet fra magten, omend ikke fra medierne, men det etniske og politiske had mellem hans sunnimuslimer og det store flertal af shiamuslimer er brudt ud i lys lue og truer med at bringe landet ud i decideret borgerkrig. Nogle iagttagere mener ligefrem, at borgerkrigen er en realitet, men det afvises af andre, herunder også den danske regering. USA's præsident, der støt og roligt er gået tilbage i meningsmålingerne, forsøger at bevare optimismen og har netop i flere taler understreget at USA bliver i Irak til opgaven er løst, og at USA vil vinde krigen.

Fast står, at tabene af menneskeliv i Irak siden USA invaderede landet den 20.3.03. har været enorme. Tallene er usikre, men der menes dræbt 34.000 civile irakere, over 2.000 irakiske soldater, over 2.300 amerikanske soldater og et par hundrede andre udenlandske soldater, fortrinsvis briter, og ikke mindre end 17.000 amerikanske soldater er sårede.

Økonomien og infrastrukturen i Irak lader fortsat meget tilbage at ønske. Bruttonationalproduktet er ganske vist fordoblet, men det er ingen større kunst. Elproduktionen er stort set uændret, hvad der betyder at folk stadig mangler el i hverdagen. Og olieproduktionen, den der skulle være basis for Iraks økonomiske vækst og genopbygningen, er faldet som direkte følge af oprørernes sabotage af anlæggene.

Sikkerhedssituationen i Irak er rimelig i enkelte enklaver, men generelt så stærkt præget af terror og mord, at mange frygter og har god grund til at frygte for deres liv, selvom livet på sin vis går videre til daglig, også i Bagdad og andre store byer. Det ser man jo alle steder i lignende situationer. Folk indretter sig efter forholdene, selv de værste, for de skal og vil jo overleve. Men hverken koalitionsstyrkerne eller de efterhånden store politi- og militærstyrker som de irakiske myndigheder selv - med stor hjælp fra udlandet - har fået stablet på benene sikrer den ro og orden der er forudsætningen for udbygningen af det civile samfund.

Resultatet er at der endnu ikke tre måneder efter det første frie og demokratiske valg efter diktatorens fald er dannet en samlingsregering der både har evner og vilje til at lede landet frem mod fornøden sikkerhed, opbygning og vækst.



Hertil kommer at hele Mellemøsten i dag må betragtes som værende i en yderst kritisk situation. Problemet med Iran er tilspidset, fordi landets nye præsident åbent udfordrer FN og den vestlige verden med sine drømme og planer om at gøre landet til en atommagt. Palæstina-problemet er tilspidset, fordi parlamentsvalget i januar blev et nederlag for den moderate præsident Mahmoud Abbas og hans kompromissøgende, men dybt korrumperede Fatah-parti. Hamas-bevægelsen fik absolut flertal og er nu i færd med at danne en regering der ikke vil acceptere den tidligere regerings aftaler med Israel eller prøve at komme til forståelse med Israel, og som derfor risikerer at miste det internationale samfunds økonomiske støtte og åbne for økonomisk kaos og et totalt administrativt sammenbrud. De politiske problemer tilspidses også i Syrien og Saudi-Arabien samt i Aghanistan og Pakistan. Men værst er, at den religiøse fanatisme i hele regionen på det sidste har fået voldsom opblomstring, ikke mindst foranlediget af, men bestemt ikke forårsaget af sagen om de danske Muhammed-tegninger.

Fanatismens terroranimerende og civiliseringsundergravende ild har ulmet længe - og kun ventet på anledning til udbrud. Men udbruddet har været voldsommere end godt er - og risikerer at gøre konstruktive og fredelige løsninger af de politiske, sociale, økonomiske og religiøse problemer umulige i lange tider. Det sætter både USA-koalitionen og hele det internationale samfund, inklusive FN og EU, på den allerhårdeste prøve. Vi oplever reelt et sammenstød mellem på den ene side kræfter der ønsker frihed, demokrati og sekularisering - og de har heldigvis størstedelen af befolkningerne bag sig - og på den anden side kræfter der ønsker det stik modsatte, og som godt nok er i mindretal, men til gengæld besatte af et ekstremt had der ikke slukkes før fjenden er udraderet.



Krigens grund og mål

Det kan umuligt bestrides, at mange af vanskelighederne ved situationen i dag hænger sammen med selve den grundliggende uenighed der var i FN og det internationale samfund i begyndelsen af året 2003 i spørgsmålet om nødvendigheden og betimeligheden af at fjerne Saddam Hussein som magthaver i Irak. Sikkerhedsrådets resolution 1441 fra november 2002 satte utvetydigt en frist til Hussein om at bøje sig betingelsesløst for FN's krav om fuldstændig afvæbning. Men som bekendt forstod den hensynsløse og begavede mand at spille kispus med FN's våbeninspektører så snedigt, at tiden gik og gik. Og på et tidspunkt sagde USA's præsident George W. Bush stop og gav egenmægtigt Hussein en sidste definitiv frist. Den blev overhørt, og USA tog modsat FN - konsekvensen og begyndte sin invasion. Og Hussein var prisgivet sin skæbne. Men Sikkerhedsrådet og det internationale samfund, herunder også EU, var dybt splittet mellem modstandere og tilhængere af USA's handlemåde.

Desværre blev spørgsmålet om Saddam Husseins eventuelle besiddelse af masseødelæggelsesvåben gjort til mange landes kardinalpunkt i spørgsmålet om legitimering af krigen. Selv den daværende amerikanske udenrigsminister Collin Powell brugte indicier for våbnenes eksistens som beviser. Man ingen der fulgte med i USA's udenrigs- og forsvarspolitik mellem 11. september 2001 og 20. marts 2003 kunne være i tvivl om at USA's beslutning om krig var taget længe før Sikkerhedsrådet debatterede sagen i 2003. Krigen var umiskendeligt USA's svar på terrorangrebet mod World Trade Centeret i New York og rettede sig primært mod den terrorisme og de arnesteder for terrorismen der stod bag terrorangrebet. Krigen mod Saddam Hussein var led i krigen mod den islamistiske terrorisme, og målet var at bryde terrorismens kæde ved at starte en demokratiseringsbevægelse i et land hvis befolkning ønskede frihed fra al undertrykkelse.

Men som bekendt begik den amerikanske krigsmåskine uhyggeligt store og fatale fejltagelser lige fra starten. Den største var at forsvarsministeriet ikke havde nogen plan for Iraks udvikling efter Husseins fald. Den næste var at USA's første civile leder på stedet, Paul Bremer, opløste Husseins effektive hær og sendt alle dens svært bevæbnede medlemmer ud i arbejdsløshed. Væsentligst som følge heraf blev USA og koalitionen aldrig i stand til at reetablere en tilfredsstillende infrastruktur og sikre befolkningen vand, el, olie og fødevarer. Endvidere tabte USA slaget moralsk, da det afsløredes at de amerikanske enheder i det fra Saddam Hussein-regimet overtagne, berygtede Abu Ghraib-fængsel benyttede systematisk tortur mod tilfangetagne irakiske oprørere. Resultatet blev alt i alt, at amerikanerne, objektivt set uretfærdigt, men subjektivt forståeligt, kom til at stå ikke som befriere, men som besættelsestropper og undertrykkere.



Når hertil kommer, at oprørere og terrorister på deres side havde held til at tiltrække medkæmpere og økonomisk støtte fra hele den muslimske verden, og at der fra starten var modstand mod demokatiseringen fra både de shiamuslimske og sunnimuslimske religiøse ledere, var det nærmest et under at det overhovedet lykkedes at nå frem til aftaler om forfatning og at gennemføre frie valg. Ved valgene var der overraskende stort fremmøde, ja, feststemning. Parlamentsvalget i januar i år blev en manifestation af den irakiske befolknings principielle tilslutning til demokratiet.

Iraks politiske problemer hænger sammen med den uheldige fordeling af olieressourcerne i forhold til den religiøse opdeling. Det sunnimuslimske mindretal er forfordelt, så det er yderst vanskeligt at inddrage dem i den samarbejdsregering der er betingelsen for at holde sammen på landet. Kun en samlingsregering kan sikre olieforsyningen og -olieindtægterne til alle, opbygge den fornødne sikkerhed for alle og garantere mindretallenes rettigheder gennem udelukkelse af særlige beføjelser til privilegerede grupper som fx religiøse ledere. Det er her prøven skal stås.



Fremtidsmulighederne

Alle steder og til alle tider er det en absolut forudsætning for opbygning af et stabil civilt samfund i et land, at der hersker en basal ro og orden, at der er fred med de omgivende lande, at der er økonomisk vækst, at der sørges for skoler, uddannelse og arbejdspladser samt rimelige sociale ordninger. Altid kan der bygges på menneskets grundliggende tro på de universelle menneskelige værdier, men der skal i praksis kunne mærkes både orden og fremgang.

For Iraks vedkommende er det ubetinget nødvendigt med en samlingsregering der er i stand til at sikre det civile samfunds opbygning. Derfor er det nødvendigt at USA og koalitionen forbliver i landet, indtil dette samfund er opbygget og stabiliseret. Det vil samtidigt være af afgørende betydning at konflikten mellem palæstinenserne og israelerne nærmer sig en løsning i stedet for at bevæge sig væk fra den, hvad der igen vil sige, at den nye Hamas-regering må overvinde sig selv og indstille terroren mod Israel. Den religiøse fanatisme i Mellemøsten må bremses af de religiøse ledere i alle landene. Dette kræver igen utvivlsomt at FN skifter spor, så Kofi Annans idealistiske betoning af respekt for religionerne afløses af en realistisk forståelse for, at religiøs fanatisme aldrig undgås medmindre enhver religion opgiver sine forestillinger om at sidde inde med den absolutte sandhed og retten til at kæmpe for den ved at overvinde andre.



De specielle problemer i Irak løses lige så lidt som de generelle problemer i Mellemøsten hvis det ikke ses i øjnene, at der reelt er tale om et kultursammenstød mellem den ikke-sekulariserede muslimske verden og den sekulariserede vestlige verden. Det skal understreges at kultursammenstødet ikke er et sammenstød mellem islam som sådan og den vestlige kultur. Hvad der skiller er alene troen på absolutte sandheder. Demokrati er reelt ikke muligt uden sekularisering. Den vestlige sekularisering har vist sin store værdi ved at tillade 'relativ sekularisering', dvs mulig skarp adskillelse mellem politisk og religiøs magt, men ikke en umulig udelukkelse af religion fra det offentlige rum.

Såvel Irak-konflikten som hele Mellemøst-konflikten har et klart historisk perspektiv som det ikke er muligt at se bort fra, hvis man vil bedømme fremtidsmulighederne. Perspektivet indebærer for det første at kultursammenstødet skal ses som et sammenstød mellem absolut sandhed og relativ sandhed. For det andet at taberne i det lange løb uundgåeligt bliver de grupper og nationer der fastholder absolutte og dogmatiske sandheder urokkeligt, fordi de vil være afskåret fra demokratisering, fremskridt og velfærd. For det tredje at udviklingen ikke kan bedømmes ud fra et vilkårligt valgt slutpunkt - og slet ikke inden for de nærmeste fem år eller lignende - men må afvente 'historiens dom', dvs den dom sund fornuft og videnskab først kan afsige på længere sigt, når bedømmerne er kommet på passende afstand af begivenhederne.



Det store håb

Håbet for en bæredygtig udvikling består, sålænge de demokratisk sindede og sekulært tænkende politiske ledere og almindelige befolkninger kæmper for og tror på deres sag, på freden, fremskridtet, frihedsrettighederne og åndsfriheden.

Vejen for Irak og Mellemøsten går fortsat gennem demokratisering og sekularisering. Kongedømmerne og de republikanske diktaturer må reformeres eller afvikles. Præsteskaberne og de absolutte sandheder må afløses af normalt politisk demokrati og relativisering.

Sidst, men ikke mindst, må Israels eksistens anerkendes uden forbehold af nogen art i hele den muslimske verden. Palæstinenserne må opgive ethvert krav om tilbagevenden til det hjemland de eller deres forældre og bedsteforældre har måttet flygte fra. Denne gamle uigenkaldelige uretfærdighed må der én gang for alle slås en streg over. Al terrorisme må indstilles. Den økonomiske og civile opbygning gå igang over en bred front.

Forudsætningen i Mellemøsten, i Europa og i hele den øvrige verden ser efter alt at dømme ud til at være, at religionens rolle i samfundet endeligt nyvurderes radikalt i lyset af den ødelæggende fanatisme der har rejst sig i den muslimske verden. Religionerne kan og skal ikke forvises til det private rum. Dér hører alene gudsforholdet hjemme. Men religionerne er meget mere end menneskers personlige gudsforhold. De er også menneskers store omsorg for samfundet som sådant og dermed for sammenhængskraften i samfundene. Derfor hører religionerne hjemme i det offentlige rum; det er kun den religiøse magt der skal holdes ude fra den politiske magt.

Irak befinder sig som Palæstina og hele Mellemøsten i en yderst kritisk situation. Men håbet for fred og gunstig udvikling består, sålænge der kæmpes for åndsfrihed og sekularisering.

Set ud fra et helhedsrealistisk, historisk perspektiv har Irak-indsatsen ikke alene været fuldt berettiget som svar på den internationale islamistiske terror, men nødvendig for at dæmme op for den og vende udviklingen. Den må og skal føres til ende i dette perspektiv, hvis ikke de store omkostninger - menneskeligt, politisk og økonomisk - skal afskrives som spildte.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Front mod islamismen  (4.3.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg:
Volden eller dialogen, opbygningen og freden
  (30.1.06.)

Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt  (29.1.06.)
Status over året 2005  (31.12.05.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)
Irakisk ja til forfatningen, men fortsat usikkerhed  (26.10.05.)

Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)

Irakernes første frie valg  (30.1.05.)
Overgreb i Fallujah?  (19.11.04.)
Arafat - en saga blot  (11.11.04.)
Stadigt lange udsigter til fred i Irak  (26.8.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)

Truer kaos nu Irak?  (9.4.04.)
Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?  (22.3.04.)
Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror  (3.3.04.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)

Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)
Sikkerhedsrådet enige om Irak  (18.10.03.)

Tilbageslag i Irak  (22.8.03.)
Irakkrigen ubegrundet?  (8.8.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)
Had og demokrati  (30.4.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Vendepunktet i Mellemøsten



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal