Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Mellemoest01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.6.03.


Fred og demokrati i Mellemøsten?

På kun to-tre uger er udviklingen i Mellemøsten gået fra meget stor optimisme til meget stor nøgternhed med hensyn til forhåbningerne om fred og demokrati.

På topmødet i Jordan mellem præsident Bush og premierministrene Ariel Sharon og Abu Mazen den 5.6. blev der for alvor sat skub i fredsprocessen, fordi George W. Bush personligt vred armen om på både Sharon og Abu Mazen, men allerede de følgende dage eskalerede terrorhandlingerne igen og gjorde Colin Powells besøg i området nødvendigt. Samtidigt løb amerikanerne ind i nye vanskeligheder i Irak med modstand fra både almindelige irakere og resterne af Saddam Hussein-hæren - og ‘slyngelstaten' Iran kom i fokus med studenterdemonstrationer mod præstestyret.



Iran

Præstestyret i Iran er i stigende problemer, fordi det er udemokratisk og undertrykkende, men ikke kan forhindre unge mennesker eller andre frihedselskende mennesker i at holde sig orienterede om hvad der sker i den øvrige verden og vende deres vrede mod styret. Specielt gælder, at den stærke antiamerikanisme der herskede omkring revolutionen i 1979 slet ikke præger de yngre generationer, der tværtimod i det omfang det har været muligt har tilegnet sig mange amerikanske livsstilsvaner, lærer sig engelsk og prøver at skaffe sig uddannelse i vestlige lande.

I de ledende politiske kredse er der nu også efter Saddam Hussein-regimets fald voksende erkendelse af, at forholdet til USA nødvendigvis må undergå visse ændringer, men det er ungdommen der er problemet, fordi den er så talstærk og er uden følelsesmæssige bindinger fra revolutionens dage. Ikke mindre end 70 % af befolkningen på 65-70 mio er under 30 år..

På langt sigt må det betegnes som højst usandsynligt, at præsteregimet kan holde stand over for kravene om frihed og demokrati, men på kortere sigt tegner der sig flere muligheder, alt efter hvilke parter der vil vinde den interne magtkamp: den konservative fløj under ayatollah Khamenei, den reformistiske fløj under præsident Khatami eller Centrum-højrefløjen og de pragmatiske præster med formanden for Mæglernes Råd tidligere parlamentsformand (1980-89) og tidligere præsident (1989-1997) Rafsanjani i spidsen.

Ayatollah Khamenei og den konservative og fundamentalistiske fløj kan slå den ulmende modstand ned med hård hånd og befæste deres magt, men dels er mange af officererne i såvel den iranske hær som revolutionsgarden imod en sådan hårdhed, dels vil USA ikke acceptere denne fløj som legitim part i en dialog - og man vil alt i alt kun opnå at trække tiden ud.

Reformisterne under den oprindeligt reformvenlige, men svagere og svagere Khatami går principielt ind for en politisk åbning og en demokratisering, men skønnes ikke at have store chancer for at komme igennem med reformerne. Khatamai er altfor svag og veg, og præsteskabet har ikke i sinde at opgive magten.

Centrumhøjrefløjen og pragmatikerne står derfor stærkest, idet Rafsanjani er en snu rad, der har forstået at spille Khamenei ud mod Khatami og komme i en slags alliance med førstnævnte. Strategien skulle være at imødekomme så mange af USA's krav (med underliggende trusler), at det islamiske styre kan overleve, men problemet er, at USA véd at størstedelen af den iranske befolkning (måske 70 %) går ind for en fuldstændig normalisering af forholdet mellem Iran og USA - og dette vil i realiteten sige, at USA må kalkulere med at præstestyret ikke holder på længere sigt.

Foreløbig er presset mod Iran af diplomatisk art, men efter Irak-krigen kan præstestyret i Iran ikke føle sig sikker i sadlen, hvis det fortsætter med støtte til terrorister eller med atomvåbenudvikling.



Irak

Vanskelighederne i Irak er til at tage og føle på, men kommer ikke overraskende.

Saddam Hussein og hans to sønner og flere af hans topfolk er endnu ikke taget til fange, selvom de menes at være i live og befinde sig i Irak. Og dele af hans republikanske hær er endnu ikke nedkæmpet, men har i de sidste uger tværtimod forsøgt at slå igen. Resultatet er givet på forhånd, fordi USA er militært fuldstændigt overlegen, men visse nordlige områder af Irak er altså uden for amerikanernes kontrol. Det gøres der formentlig en ende på relativt hurtigt. Men det binder amerikanske styrker - og koster.

Værre er imidlertid, at det har lange udsigter med opbygningen af den civile orden der er betingelsen for at irakerne kan få friheden tilbage og overtage styret på demokratisk vis. Trods sabotageforsøg ser det nu ud til at der bliver åbnet for olieproduktionen og -eksporten fra nordvestligt område, og om en uges tid fra sydlige distrikter, men lovløsheden præger fortsat billedet og gør tilværelsen usikker for befolkningen.

Dette gælder også i det britiske område omkring Basra og derfor også for det område, som danske militærenheder er sat til at sikre. Problemet er konkret, at irakiske politifolk viger tilbage for at gribe ind over for kriminelle personer, fordi de simpelthen frygter for deres liv. Der er fra starten sendt for få britiske og danske politifolk til området - og det må man håbe at der snarest rådes bod på.

Generelt for det besatte Irak gælder, at et ordentligt og stabilt civilsamfund har svært ved at blive etableret, fordi der er altfor lidt at bygge på. Den gamle samfundsorden brød sammen og blev opløst i et omfang som gør det nødvendigt at bygge en ny orden op fra grunden. Besættelsesmagten kan ikke som den amerikanske og britiske besættelsesmagt i Tyskland efter 2. verdenskrig bygge på en velfungerende, loyal og pligtopfyldende embedsmandsstand, så hele den civile forvaltning kunne komme til at fungere relativt hurtigt. For i Irak blev civilforvaltningen opløst - enten som Saddam Husseins bevidste modtræk mod invasionsstyrkerne eller som resultatet af at embedsmandsstanden moralsk var ødelagt af 30 års undertrykkelse. Det menes således at folk fra den gamle administration har deltaget aktivt i de mange plyndringer der har fundet sted siden Saddam Husseins fald.

Det er naturligvis let at forstå irakernes utålmodighed efter at komme til at styre landet selv og derfor også deres højlydte protester mod den amerikanske og britiske besættelse, men det er lige så let at forstå, at besættelsen nødvendigvis må trække ud, fordi opbygningen af et effektivt civilt samfund bliver en meget langstrakt affære.

Men det må samtidig slås fast, at det er prisen værd.

Debatten om Irakkrigen går i altfor høj grad på spørgsmålet om eksistensen af masseødelæggelsesvåbnene i Irak, fordi de blev fokus for drøftelserne i FN's sikkerhedsråd. Men reelt var det ikke masseødelæggelsesvåbnene isoleret set der var begrundelsen for USA's krig mod Irak, men derimod Saddam Hussein og hans årelange modarbejdelse af FN's resolution om total afvæbning og hans støtte til den internationale terrorisme. Saddam Hussein var efter 11.9.01 at betragte som en altfor stor risiko for USA's sikkerhed - og måtte derfor logisk fjernes efter den doktrin Bush havde lanceret om forebyggende krig. Man kan være uenig i doktrinen - og USA's ret til at slå først - men ikke i logikken.

Krigen mod Irak burde derfor ikke være kommet bag på nogen. Den var hurtigere vundet end de fleste havde troet, men den efterfølgende opgave med at bygge et nyt styre op til sikring af fred, sikkerhed og demokrati har været vanskeligere end først antaget. Det har givet problemer for Tony Blaire i London, der dog kan trække vejret roligt nogle år endnu inden et valg, men også for George W. Bush i Washington, der nu er gået ind i valgkampen op til præsidentvalget i november 2004.

Bush fører stort i meningsmålingerne i dag - og demokraterne har endnu ikke fundet den selvfølgelige modkandidat - men Bush kan ikke regne med at blive genvalgt automatisk (det gjorde faderen jo ikke). Han skal de næste halvandet års tid vise at han kan følge Irak-krigen og dens filosofi op med reelle og varige forandringer i Mellemøsten som kan berettige omkostningerne og øge USA's sikkerhed..



Israel-Palæstina

Mødet i Jordan den 6. juni mellem præsident Bush, premierminister Ariel Sharon og premierminister Abu Mazen (Mahmoud Abbas) samt værten, den jordanske konge var unægteligt et vigtigt skridt til genoplivelse af den ellers i-bero-stillede køreplan (road map) for fred, som kvartetten af USA, EU, Rusland og FN står bag. Præsident Bush ikke alene signalerede, at nu var tiden kommet til at gå aktivt ind i fredsprocessen, men garanterede også, at hans regering ville følge nøje op på alle beslutninger, idet man dels ville sende en særlig ambassadør (John Wolf) til området, dels lade udenrigsminister Colin Powell og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice have hånd i hanke med hvad der skete.

Forjættende lød det meget klart fra Abu Mazen, at der ikke vil komme nogen militær løsning på konflikten, hvorfor han gentog sin renoncering på terror rettet mod israelerne. Sådanne metoder er inkonsistente med vor religiøse og moralske tradition og er farlige forhindringer for opnåelsen af en uafhængig suveræn stat. Vi vil, fortsatte han, udøve alle vore anstrengelser og bruge alle vore kræfter for at gøre en ende på den væbnede intifada. Ja, han lovede også at ville handle energisk imod ophidselse, vold og had.

Ariel Sharon på sin side understregede, at det ikke er i Israels interesse at skulle regere palæstinenserne, men at lade palæstinenserne regere sig selv i deres egen stat. En demokratisk palæstinensisk stat vil fremme langvarig sikkerhed og velfærd for Israel som en jødisk stat. Men tilføjede han, der kommer ingen fred uden opgivelsen af og elimineringen af terrorisme, vold og provokationer. Det allervigtigste for ham som Israels premierminister var det israelske folks og den israelske stats sikkerhed. I sidste ende kræver permanent sikkerhed fred, og permanent fred kan kun opnås gennem sikkerhed.

Præsident Bush gav udtryk for, at en stor og håbefuld forandring nu er kommet til Mellemøsten. I Irak er en diktator der støttede terror og såede konflikt blevet fjernet, og det palæstinensiske regering ledes nu af premierminister Abbas. Han understregede, at begge premierministre er enige i, at et fremskridt henimod fred også kræver at der bliver gjort ende på vold og eliminering af alle former for had og fordomme og officielle provokationer - i skolebøger, tv og radio og i ord som bruges af de politiske ledere. Begge ledere har forstået at en fremtid i fred ikke kan baseres på had, løgn og bitterhed.



Verden over udtaltes stor tilfredshed med mødet - fra de arabiske landes side, fra EU, fra Rusland, FN og mange andre. Men Arafat var ikke sen til at kritisere mødet og specielt Sharons beskedne løfter om fjernelse af de ikke-autoriserede jødiske bosættelser. Det ligger denne forsmåede mand fjernt at bakke Abu Mazen op i dennes forsøg på at komme videre i processen.

Men realiteten er også, at mødet ikke fjernede vigtige uoverensstemmelser mellem parterne. Israel kræver palæstinensernes anerkendelse af staten Israel som en jødisk stat som palæstinensiske flygtninge kun får begrænset adgang til at vende tilbage til. Israel kræver ydermere en totalt demilitariseret palæstinensisk stat. Og palæstinenserne ønsker en stat af sammenhængende områder i Gaza og på Vestbredden, altså områder der ikke er delt op i adskilte enheder som følge af israelske sikkerhedszoner. Men hertil kommer palæstinensernes meget store vanskeligheder med at få sat terrororganisationerne effektivt ud af spillet.

Hurtigt kom et palæstinensisk terrorangreb på en israelsk militærpost, efterfulgt af et israelsk attentatforsøg mod ingen ringere end den meget fremtrædende og yderligtgående Hamasleder Abdul Aziz Rantissi. Han slap med mindre sår, fordi han lynhurtigt sprang ud af den bil der var målet for det israelske missil, da han hørte lyden af den israelske helikopter.

Hurtigt fulgte en palæstinensisk selvmordsbombe mod en bus i Jerusalem - og et nyt israelsk missilangreb mod en Hamas-mand i Gaza by.

Og den 12. juni lod Ariel Sharon omverdenen forstå, at Israel vil have Hamas fuldstændigt udslettet. Og de vil selv gøre det, eftersom den palæstinensiske regering under Abu Mazen ikke er i stand til det. Det er sivet ud, at Sharon på et kabinetsmøde skal have kaldt de palæstinensiske ledere for "nogle flæbehoveder" og specielt betegnet Abu Mazen som "en kylling der ikke har fået fjer endnu". Og den slags afslører, at der simpelthen ikke blandt israelerne er nogen virkelig tillid til Abu Mazen, endsige nogen tro på at en midlertidig våbenhvile (en såkaldt ‘hudna') mellem Abu Mazen og Hamas vil betyde andet end at denne terrororganisation får mulighed for at reorganisere sig.

Udenrigsminister Colin Powell gentog den 14. juni præsident Bush's ord om er vi er vidne til en historisk forandring i Mellemøsten. Men han lovede også at krigen mod terrorismen vil fortsætte uophørligt og til sidst blive en succes. "Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med vore koalitionspartnere for at opspore alle terrorister, knuse deres våben og netværk og indefryse deres pengemidler. Der vil ikke blive nogen henstand eller pause før terroristerne og terrorismen er slået. Og de vil blive slået."

Ambassadør John Wolf tog til området og begyndte sine forhandlinger, men også Powell tog derned for at forhandle med Sharon og Abu Mazen. I overenstemmelse med præsident Bush opfordrede han israelerne til at holde inde med deres likvideringer af palæstinensiske terrorister, men han lagde heller ikke skjul på, at Hamas var en fjende af freden og derfor måtte have sit netværk tilintetgjort. Specielt gjorde han opmærksom på, at det ikke længere var muligt at adskille den militante fløj af Hamas-bevægelsen fra dens politiske og humanitære fløj.

Et væsentligt problem i hele konflikten er - som påpeget af Politikens Herbert Pundik - at både Ariel Sharon og Abu Mazen har deres befolkninger bag sig i forsøgene på at få gang i fredsprocessen, men til gengæld aktivisterne i deres egne rækker imod sig. Og det kan umuliggøre alle fremskridt, fordi der ikke levnes de to premierministre reelle chancer for at komme hinanden imøde med handlinger der kan indfri deres løfter. Sent lørdag aften den 21. juni likviderede israelske styrker endnu en højtstående leder af Hamas i Hebron på Vestbredden. Voldspiralen er altså langt fra brudt. Sharon forfølger hensynsløst sine mål - og Hamas sværger hævn. Appeller fra Bush og Powell batter ikke rigtigt.

Spørgsmålet er vel til syvende og sidst, hvor længe Hamas (og Islamisk Jihad samt Al Aqsa Martyrernes Brigade) får lov at ødelægge fredsmuligheden. Tilsyneladende har TV2's Steffen Jensen ret når han for nylig hævdede, at israelerne og palæstinenserne regner på hver deres uforenelige måde. Israelerne mener der er én mindre terrorist for hver mand de likviderer, men palæstinenserne mener at der kommer to til for hver der bliver dræbt.

Men man skal her ikke se bort fra, at selvom hadet til israelerne utvivlsomt vokser for hver palæstinenser (skyldig eller ej) der bliver dræbt, så er der trods alt flere og flere palæstinensere der kan se, at vejen til en selvstændig stat går over fred med og anerkendelse af Israel som stat. Spørgsmålet kan derfor konkretiseres som et spørgsmål om det er muligt for Abu Mazen med hjælp fra amerikanske sikkerhedseksperter at få Hamas og de øvrige organisationer sat effektivt ud af spillet, så israelerne så at sige slipper for det beskidte arbejde, der gør dem så forhadte.

Det må i denne forbindelse ikke undervurderes, at ændringerne i Irak og de begyndende forandringer i Iran, Syrien og Saudi-Arabien tilsammen kan danne det solide og ubenægtelige bevis for den totale uholdbarhed af den hidtil eneherskende muslimske illusion om Vestens svaghed og overvindelighed.

Hadet er og bliver den store ulykke i området - den faktor der udelukker fred, sikkerhed, demokrati og opbygningen af velfærdssamfund i området, skønt de økonomiske og teknologiske muligheder findes. Det er og bliver derfor hadet der skal bekæmpes, og det sker aldrig ved eftergivenhed, men ved det modsatte: at stå urokkeligt fast på de konstruktive værdier der alene kan bygges fred, sikkerhed og demokrati på.



Tidligere artikler:

FN-sanktionerne mod Irak ophævet  (24.5.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)

Men jævnfør også:

Had og demokrati  (30.4.93.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal