Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - arafat02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.11.04.


Arafat - en saga blot

Det er en skæbnens ironi at palæstinenserlederen Yassir Arafat netop skulle gå hen og blive uhelbredeligt syg samtidigt med at amerikanerne sluttede den valgkamp der gav præsident Bush fire år mere i Det Hvide Hus.

Det var selvsamme præsident Bush der i en tale den 24. juni 2002 om situationen i Mellemøsten slog fast at der var behov for et nyt lederskab blandt palæstinenserne, hvis fredsprocessen skulle komme i gang igen og bane vej for oprettelsen af en palæstinensisk stat - og i sidste ende fred og sikkerhed i hele regionen. Der kommer ingen fred før parterne opgiver al terror. Palæstinenserne bør derfor vælge ledere der ikke - som Arafat - er kompromitterede af terror.

Det hed videre i talen, at de palæstinensiske autoriteter opmuntrer terrorismen i stedet for at gå imod den, og det er uacceptabelt. USA vil simpelthen ikke støtte etableringen af en palæstinensisk stat før dets ledere engagerer sig i en vedvarende kamp mod terroristerne og herunder demonterer disses infrastruktur.

Reaktionerne var overvejende afstandtagende. Bush skulle ikke blande sig i palæstinensernes ret til selv at vælge deres ledere. Indvendingerne kom fra FN's generalsekretær, fra den britiske premierminister, fra den tyske og den danske udenrigsminister og mange andre. Men selvfølgelig stærkest fra palæstinenserne selv og araberne.

Normalt regnes det også for en selvfølgelig ret for alle selvstændige stater, at de kan vælge deres ledere selv uden indblanding fra andre stater. Men så enkel er sagen - som påpeget i artiklen 28.6.02. - bare ikke når det drejer sig om krudttønderne i Gaza og på Vestbredden. For faktum er, at alle valg har konsekvenser, og at valg i palæstinensernes tilfælde ikke er et formelt og underordnet spørgsmål, men et reelt og skæbnebestemmende. Valget af leder for palæstinenserne bliver uundgåeligt et spørgsmål om valg mellem på den ene side fortsat terror, ufred, usikkerhed, elendig økonomi, elendige sociale forhold og mangel på etablering som selvstændig stat - og på den anden side fred, sikkerhed, økonomisk vækst og opbygning samt anerkendelse som suveræn stat.

Sharon var ikke sen til at stemple Arafat som en irrelevant person i fredsprocessen, som hverken han eller Bush overhovedet ville mødes med. Alligevel traf Arafat i sit hovedkvarter i Ramallah blandt andre både den amerikanske udenrigsminister Colin Powell og hans danske kollega Per Stig Møller, der på det tidspunkt var medlem af EU's, USA's, FN's og Ruslands såkaldte 'kvartet' i sin egenskab af formand for EU's udenrigsministerråd.

Men Arafat var og blev en katastrofe for palæstinenserne, fordi han ikke satsede alt på fredsprocessen og etableringen af en palæstinensisk stat, men opretholdt palæstinensernes illusioner og tillod fortsat undergravning af alle forsøg på forhandling. Han fortsatte med at sige ét når han talte engelsk og noget andet når han talte arabisk.



Yassir Arafat (f. 1929) var helt tilbage fra 1960'erne og 70'erne terroristen der fik sat palæstinensernes sag på den internationale dagsorden, spillede på den kolde krigs modsætninger mellem Øst og Vest. Af samme grund blev han venstrefløjens yndling, som kunne nyde godt af både økonomisk og moralsk støtte til sin fortsatte frihedskamp.

Han indgik nok i Oslo en aftale med Arbejderpartiets Simon Peres. Og han modtog stor hyldest for dette tilsyneladende afgørende skridt væk fra terroren henimod forhandling. Det blev officielt konfirmeret i Washington i 1993 ved en stor underskrivelsesceremoni med Yitzak Rabin og præsident Bill Clinton. Og sammen med Peres og Rabin modtog Arafat i 1994 Nobels fredspris. Og det havde han fuldtud fortjent, hvis han vel at mærke - ligesom i sin tid Anwar Sadat - havde gjort aftalens pæne principper til håndfast virkelighed. Men det gjorde han netop ikke. Han svigtede totalt sit historiske ansvar.



Præsident Clintons forsøg på at få en ny aftale i stand mellem Arafat og den i 1999 nyvalgte leder for Arbejderpartiet Ehud Barak strandede primært på Arafats manglende mod til at acceptere at ikke alle palæstinensiske flygtninge skulle have ret til at vende tilbage til deres hjem i Israel. Barak tilbød ellers til gengæld en deling af Jerusalem. Men sammenbruddet i Camp David betød, at Barak tabte valget til Sharon og at Bill Clinton mistede interessen for sagen. Han skulle alligevel gå af. Forløbet afslørede i uhyggelig grad hele hulheden i Arafats politik og retorik og hele bristen i den palæstinensiske sag.

Den nyvalgte Likud-leder Sharons provokerende besøg på det omstridte Tempelbjerg i Jerusalem gav anledning til voldsomme demonstrationer fra palæstinensisk side mod besættelsesmagten. En ny intifada var en realitet i efteråret 2000 - og da Sharon kort efter overtog regeringsmagten i Israel var det slut med al forhandling. Især Arafats by Ramallah på Vestbredden blev hårdt angrebet. Arafat personligt blev totalt isoleret i sit hus. Lederen af FN's hjælpearbejde på Vestbredden, danskeren Peter Hansen, protesterede over 'massakren'. EU's udenrigspolitiske koordinator aflagde besøg hos Arafat. Men Sharon fortsatte sin uforsonlige linje.

Den opblussede palæstinensiske intifada ødelagde ethvert håb om forhandling og forsoning. Og da George W. Bush i mellemtiden var blevet præsident i USA blev situationen definitivt fastlåst - som det med al ønskelig tydelighed fremgår af den ovenfor citerede tale.



Irakkrigen marts 2003 betød ikke alene en udsættelse af selve fredsprocessen på ubestemt tid - trods gentagne forsikringer om det modsatte fra kvartettens side - men også en klar nedprioritering i forhold til nedkæmpelsen af Saddam Hussein og det al-Qaida-netværk man forbandt med denne diktator og med terrorangrebene mod USA.

Irakkrigen er som bekendt inde i meget store vanskeligheder som følge af den ulykkelige kombination af amerikanernes egne grove militære og moralske fejl, Saddam Hussein-tilhængernes hårdnakkede modstand og terroristernes og terroristsympatisørernes ubegræsende had til amerikanerne og alt vestligt.

Den helt aktuelle kamp om overtaget af modstandsgruppernes hovedby Fallujah kan meget vel blive afgørende for om modstanden knækkes så meget at det bliver muligt at holde de bebudede valg i Irak til januar. Terror slipper hverken koalitionsstyrkerne eller irakerne for de først mange år. Men USA's strategi er klart at vise hvem der skal bestemme om Irak får mulighed for at udvikle sig til et frit og demokratisk land eller ej.

Palæstinensernes problem vil fortsat endnu en tid komme i anden række, men Arafats ufrivillige, men ikke æreskrænkende 'detronisering' fra magten vil kunne give alle moderate palæstinensere håbet tilbage om en genoptagelse af fredsprocessen.

Det forjættende ved den helt aktuelle situation er, at de samtidige militære og politiske processer i Irak og blandt palæstinenserne for første gang i mange mange år vil kunne komme til at løbe parallelt og forstærke hinanden. En svækkelse af terroren i Irak vil svække terroren fra palæstinensisk side og omvendt.



Set i dette lys kan det kun slås fast som en kendsgerning, at formand Yassir Arafat nok vil gå over i historien som det ubestridelige symbol for millioner af palæstinenseres håb om egen stat.

Men også at Arafat - til forskel fra Egyptens Anwar Sadat eller Sydafrikas Nelson Mandela - var manden der aldrig ville forsone sig med Israel eller Israels eksistens. Han forblev derfor også symbolet over alle symboler på uforsonligheden mod og hadet til Israel, USA og de vestlige værdier.

Arafat forsømte totalt muligheden for at følge Oslo-aftalerne op med tålelige kompromisser med israelerne der igen kunne have ført til oprettelsen af palæstinensernes stat.

Arafat gjorde aldrig op med terroristerne i sine egne rækker, men spillede dobbeltspil og tabte derfor hurtigt hele den troværdighed som seriøs forhandler han fik bygget op i Oslo.

Arafat gjorde heller ikke op med de mange forgreninger af palæstinensiske friheds- og modstandsbevægelser, der kæmper indbyrdes og dermed er med til at forhindre samling om et fælles, konstruktivt og opnåeligt mål. Han spillede militserne, klanerne og de store familier ud mod hinanden for at bevare sin egen magt urokket.

Arafat umuliggjorde arbejdet for den moderate premierminister Abu Mazen (Mahmoud Abbas), der ellers 5.6.03. nåede at få et møde med Bush og Sharon i Jordan, dog uden at vinde Sharons tillid. Sharon krævede 'Hamas' udslettet, og det oversteg Mazens evner og vilje. I stedet fik Sharon i april i år - få dage efter israelernes mord på Hamaslederen al-Rantissi - den amerikanske præsidents støtte til sin politik, herunder tilbagetrækningen fra Gaza.

Endelig fortsatte Arafat gennem årene, men ikke mindst fra 1992 den udstrakte korruption og skrabede - som det har vist sig - en betydelig formue sammen. Moralsk set blev han svækket af at hans kristne kone Suha foretrak luksuslivet i Paris, da det gik løs i Ramallah. Striden om hans penge fik hende til offentligt på arabisk tv at lange ud efter de politiske rivaler.

Til Arafats fejl hører, at han ikke sørgede for arvtagere til magten for palæstinenserne. Det er sandsynligt at resultatet bliver åben eller skjult magtkamp i en længere periode, selvom alle parter naturligvis er klar over risiciene ved en sådan. Skylden er her Arafats egen, for han var den eneste der ville have haft autoritet til i tide at opbygge den nødvendige magtbasis for en efterfølger, hvis målet var klart.

Men Arafats største fejl er, når det kommer til stykket, uden tvivl hans manglende mod og evne til at være foregangsmand for en helt nødvendig palæstinensisk selverkendelse. Det virkeligt dybtgående opgør med palæstinensernes egne illusioner og livsløgne mangler fortsat, selvom den er en absolut forudsætning for en virkelig fredsproces i området.

Illusioner har ikke blot palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden, men palæstinenserne overalt i verden. De udgør derfor til stadighed en potentiel fare for udviklingen til ekstremister.



Yassir Arafat døde i morges på militærhospitalet i Paris, føres derfra til bisættelsesceremoni i Kairo og derefter til begravelse i Ramallah. Mange i og uden for Mellemøsten vil holde vejret i nogen tid. Spørgsmålet er nemlig om det også bliver det tvetydige symbol palæstinenserne tager afsked med. Det kommer deres skæbne faktisk til at afhænge af.

Omverdenen kan politisk og økonomisk gå ind at støtte palæstinensernes sag, oprettelsen af en selvstændig stat. Men forudsætningen er nu som før, at palæstinenserne får begravet deres egne illusioner.



Henvisninger:

Arafat - et spørgsmål om tid?  (25.9.02)

Arafat- eller fred? (hovedartikel - 28.6.02)

Jødisk-palæstinensisk samtale



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal