Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - hadforfoer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.7.06.


Hadets tiltrækning og livsløgn

(Forførelsens kunst II: Politik)

Forførelse er mindst to ting. Den er enhver appel eller opildning til at gøre noget eller tilslutte sig noget eller den kan være en speciel appel til at gøre noget der er til gavn for den appellerende, men ikke behøver at være det for den der appelleres til.

Den første form indebærer at der intet som helst sker i kulturen uden appel i en eller anden form til de drifter der sætter menneskets handlinger i gang. Eller med andre ord: kultur forudsætter forførelse - således som den grundlæggende 'syndefaldsmyte' netop beretter. Én gang vakt er der ingen grænser for den menneskelige nysgerrighed.

Men da det ikke er givet at forførelse nødvendigvis er til gavn, kommer der uundgåeligt - som myten også understreger - et moralsk ansvar ind i billedet. Fristelsen til at foretage sig et eller andet er i sig selv en positiv ting, men da enhver handling har konsekvenser og ikke alle konsekvenser er lige heldige, følger at det som hovedregel er en fordel at fornuften holdes fangen, dvs at ikke enhver impuls fører til umiddelbar handling, men i første omgang blot til en overvejelse om handlingens hensigtsmæssighed på kort og lang sigt. Rutinemæssige handlinger behøver vi ikke gøre til genstand for grundige overvejelser, ej heller udnyttelsen af opståede chancer der ikke gentages (fx skudchancer i en fodboldkamp). Men ellers er det en fordel at vi - til forskel fra dyrene - overhovedet kan overveje vore handlingsmuligheder.

Helt banalt gælder i kønslivet at det erotiske spil mellem kønnene har sin umådeligt stimulerende sider, ikke mindst i ungdommen, hvor spillet fra naturens side er særligt væsentligt for selve søgningen efter en partner og dermed for regenerationen, men samtidigt har det sine ricisi. Legen kan føre til uønsket graviditet (tidsmæssigt, socialt eller kulturelt/religiøst) eller til kønssygdomme, jalousi og i værste fald voldtægt og mord (herunder æresdrab). Det er ikke altid muligt for en pige at afgøre hvad en kurtiserende mand er ude på - eller for en begærende mand at finde ud af om en piges nej er absolut eller relativt. Selv psykopater kan være charmerende og forførende, og selv tilbageholdende piger kan være interesserede, men ønsker måske blot fornøden tid. Et møde kan derfor ende galt, ja, katastrofalt, hvis parterne går fejl af hinanden. Mange har erfaret sandheden i det gamle ord at "det bødes der for i mange år der kun var en stakket glæde". Og endnu flere har oplevet 'ulykkelig kærlighed', at være forelsket i et menneske der ikke er forelsket i én selv. Den slags kan som bekendt føre til selvmord (ja, selvmordsbølger efter Werther), fordi passionen er så stor at den elskende ikke anser det for muligt at leve uden 'den eneste ene'. Omvendt kan det dog gå som det gik pigen i 'Kongens Fald' der på slagmarken fandt 'sine tre mænd' faldne ved siden af hinanden: Den hun elskede, den der elskede hende og den hun fik! - Jf. iøvrigt artiklen Film og forførelse.



Men forførelse finder også sted i det almindelige hverdagsliv hvor reklamerne netop prøver systematisk at forføre os til at købe varer og ydelser som tilsyneladende dækker et behov siden nogle lader sig lokke. Reelt er der forskel på behov der har med impulser at gøre og behov der har med langsigtede interesser at gøre. For den enkeltes vedkommende kommer moralen eller ansvarligheden ind i billedet i selve nødvendigheden af at overveje om behovstilfredsstillelsen overordnet set tjener et fornuftigt og langsigtet formål, eller om der helhedsrealistisk talt er indre konsistens i de valg den enkelte træffer.

Men reklamen er ligeglad, bare den får folk til at købe varerne og bevise sin effekt over for udbyderne. Principielt er såvel reklamebranchen som vareleverandørerne bedøvende ligeglade med om behovene er overfladiske eller måske ligefrem bare skabte af reklamen selv eller om de er dybe og ægte. Impulskøb er et faktum der spiller en stor rolle i praktisk tilbudsgivning og ikke mindst rettes bevidst og kynisk mod børn og unge der af gode grunde endnu ikke tænker langsigtet. Men faktum er også at mange menneske gerne vil have lov til at foretage sig noget impulsivt - allerede for at ikke alt skal blive styret af overordnet og kedelig fornuft.



Går vi til det politiske liv ser vi samme mekanismer. Forførelsens kunst er en basal del af den politiske udfoldelse. Uden forførelse af vælgerne ingen succes i et demokrati. Og uden forførelse af andre landes regeringer ingen succes i udenrigspolitik. Politik er i modsætning til hvad teoretikeren Karl von Clausewicz påstod en fortsættelse af krigen og ikke omvendt, dvs den er den civiliserede måde at føre magtkamp på, mens krigen er den rå og brutale måde, som stadig kan være nødvendig, hvis en eller flere af parterne ikke vil acceptere konstruktiv dialog og målsætning. Netop derfor kommer politik ikke blot an på fornuftige spilleregler og målsætninger, men også på forførelse: deltagerne skal forsøge at lokke eller overtale andre til at tilslutte sig deres linje eller forslag. Nogle politikere er oplagt bedre til dette end andre. De bliver ledere. Nogle af dem har decideret karismatiske evner. Enkelte så stor karisma, at de næsten kan få deres tilhængere til hvad som helst, ja føre dem i rent fordærv - som tilfældet var med Adolf Hitler da han førte sit folk i begejstret krig i 1938-39.

Etikken kommer altså uundgåeligt ind i sagen, fordi ikke alle handlinger der udspringer af den politiske forførelse er lige gode, positive eller konstruktive. For konsistens-etikken er overvægten af det gode på langt sigt altafgørende. Onder kan accepteres på kort sigt, herunder såvel forsvarskrig som økonomiske nedskæringer eller udskydelse af projekter (svarende til udskydelse af personlig behovstilfredsstillelse). Men slutresultatet skal være overvejende godt.

Ud fra denne helhedsrealisme er det indlysende at destruktive endemål er af det onde. At have jødernes udryddelse som mål er primitiv og negativ racisme som i nazisternes tilfælde. Og at have staten Israels udslettelse som mål er primitiv og negativ klan- og religionspolitik som i Hamas', Hizbollahs og det iranske præstestyres tilfælde. Holocaust kunne kun standses ved de allieredes enorme magtdemonstration og nedkæmpelse af Hitler-regimet. Nutidens fanatiske kamp mod staten Israel kan kun standses på samme måde, medmindre Israels fjender går i sig selv, opgiver deres had og livsløgne og går ind for et Nyt Mellemøsten, et demokratisk Mellemøsten i fred.

Men når udsigterne til den fredelige og for alle parter i sidste ende også konstruktive løsning i øjeblikket tager sig uendeligt små ud, skyldes det naturligvis psykologiske forhold. Hadet til israelerne og deres vestlige støtter over uretfærdigheden mod palæstinenserne i 1948, da FN lod staten Israel etablere sig, men sveg løftet om en palæstinensisk stat, har været næringen for alle deres illusioner og livsløgne lige siden. Drømmen om hævn og gengældelse har været alle følelsers og tankers moder som de politiske demagoger til hver en tid har forstået at appellere til, ja som har holdt dem i live. Ingen politisk leder i området har kunnet sikre sig folkets sympati ved at sætte en anerkendelse af Israel øverst på programmet. Sadat blev myrdet. Arafat der i ti år sad med nøglen til fred i regionen, havde ikke modet til at tage de afgørende skridt.



Det måske allerstørste problem ved forførelsens kunst i politisk henseende er at det nu engang - som bl.a. hele sagen om Muhammed-tegningerne viste - er lettere at gejle masserne op til blindt had og hysterisk raseri end til at overbevise dem om nytten og nødvendigheden af stilfærdigt, målrettet og ofte sejt arbejde for konstruktive og langsigtede løsninger. Der er absolut intet mystisk i dette forhold, for det er en simpel følge af forskellen mellem de medfødte psykiske primærprocesser og de tillærte psykiske sekundærprocesserne. De førstnævnte er kendetegnet af intense, men ustabile følelser og tanker, de sidstnævnte af stabile, men relativt svage tanker og følelser. Al nøgternhed beror på de sekundære processer. Jf artiklen om De psykiske grundprocesser.

Men hertil kommer det er lettere at lede den naturlige menneskelige driftsaggressivitet ind i destruktive baner, jo mere frustrerede menneskene er og jo mere deres frustrationerne opretholdes.

Det er velkendt at had i forbindelse med jalousi kan udløse den voldsomste aggression i form af mord. Dette er i enhver henseende tåbeligt, da mordet kun fører til definitiv afsked med den elskede person hvis kærlighed den jalosuiramte ikke mener at kunne undvære. Men jalousi af denne art har at gøre netop med det fortrængte Ødipuskompleks fra fire-fem-års alderen som psykoanalytikerne med rette regner som det dybeste og vanskeligste kompleks af alle. Det er ren mordlyst - som er fortrængt fordi almindelige fornuftige mennesker ikke vil være ved at de render rundt med en så irrationelt og negativ drift.

Men ingen mennesker undgår jo frustrationer af den ene eller anden art i sin opvækst eller senere liv. Det er håbløst at forsøge at skjule for et opvoksende barn at der er noget der hedder sygdom, lidelse og død. Det lykkedes som bekendt heller ikke i Buddhas tilfælde, skønt anstrengelserne var store. Disse uønskede fænomener hører med til livet, ja, indfører en tragisk grunddimension i livet, der betyder at livet ikke er eller kan være idel lykke - eller lutter lagkage, for at sige det populært. Et menneske kan ganske enkelt ikke knytte sig nært til noget andet mennesket uden samtidigt at udsætte sig for den risiko at miste noget dyrebart. Det kan ikke opbygge et hjem, en virksomhed eller en karriere eller en formue uden samtidigt at risikere tab.

På folkeligt eller nationalt plan er der store risici forbundne med kampen for opretholdelsen af identitet og suverænitet. Alle krige, teknologiske og økonomiske udfordringer, folkevandringer og kultursammenstød medfører risiko for nederlag og tab. Kolonialiseringen i 1800-tallet fik katastrofale følger for mange indfødte i Sydamerika, Mellemamerika, Afrika og Asien. Verdenskrigene havde fatale konsekvenser for europæerne og japanerne. Og oprettelsen af staten Israel i 1948 fik som nævnt skæbnesvangre konsekvenser for palæstinenserne. Ikke alene blev de tvangsforflyttet, de blev også snydt for egen stat - og de er lige siden blevet hængende i deres frustrationer. Intet under at deres had til israelerne og disses vestlige støtter er blevet bærende for deres identitet. Sagen er blot, at det er håbløst at knytte sin identitet til drømmen om hævn og tilbagevenden.



Et andet problem ved forførelsen i det politiske liv er at rationaliteten og nøgternheden af de fleste betragtes som kedeligere end irrationaliteten. Ingen af delene kan undværes i opbygningen af et velfungerende demokratisk civilsamfund, men da menneskene heller ikke kan undvære oplevelsen af intense følelser og tanker, kan det velfungerende civilsamfund med hele dets grundlæggende rationelle produktionsliv og administration ikke i sig selv tilfredsstille behovet for intensitet. Derfor søger mennesket naturligvis kompensation gennem sexlivet og fritidslivet. Og begge dele er i det moderne sekulariserede samfund heldigvis blevet så frit at der er rige muligheder for store og berigende oplevelser. Men selve det politiske liv lider af manglen på intensitet, spænding og variation. Derfor tales der med jævne mellemrum om politikerlede og og for lidt spænding. Ja forleden efterlyste socialdemokraten Christine Antorini i sin frustration over partiets ringe indflydelse på regeringens politik mere håb og begejstring i dansk politik. 'Foghs kontraktpolitik dræner håbet', hed det i overskriften. (Politiken-interview 26.7.06)

Problemet er reelt, hvad der fx også fremgår af Jernesalts kritik af statsministerens stærke personlige vilje til at have kontrol med alt hvad han foretager sig og hans dermed sammenhængende uvilje mod religion i det offentlige rum. Men mon ikke de fleste danskere alligevel er glade for at alternativet ikke hedder de autonomes eller nynazisternes eller de frustrerede indvandrerbørns håbløse spark til systemet. Begejstring skal der til; den er en af de mest værdifulde egenskaber ved selve den menneskelige aggressivitetsdrift, men den skal kanaliseres ind i de rette baner, dvs væk fra det destruktive og ind i det konstruktive. Dertil kræves accept af den sekulære religionsfortolkning der ligger i den komplementære helhedsrealisme, og som fjerner dogmatikken, men bevarer myterne, visionerne og håbet.



I Mellemøsten - og hos mange indvandrere med baggrund i Mellemøsten - er hovedproblemet at de politiske ledere optræder som demagoger der fortsat næsten 60 år efter staten Israels oprettelse hellere vil lede frustrationer og hævnfølelser ind i massekamp mod israelerne og amerikanerne (og andre vestlige støtter) end lære masserne at acceptere Israels eksistens og dermed bane vej for en fred i regionen der igen kan give specielt palæstinenserne og libanserne fuldgyldige suveræne stater og dermed sikre opbygningen af bæredygtige civile samfund.

Mellemøstens politiske og religiøse demagoger forstår unægteligt forførelsens kunst, men de bruger den destruktivt til opretholdelse af håbløse illusioner og livsløgne. Og livsløgne er det som bekendt farligt at tage fra folk. For som den kyniske læge Relling siger til Gregers Werle i Henrik Ibsens 'Vildanden', så er det at tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske det samme som at tage lykken fra det. Det er naturligvis sat på spidsen, ikke mindst gennem brugen af ordet gennemsnitsmenneske. For ved denne formulering antydes det, at mennesker der har hævet sig lidt over gennemsnittet i erkendelsesmæssig henseende kan tåle at se den sandhed i øjnene, at meningen med livet ikke er at opretholde illusioner eller at få sin vilje endsige at få hævn for noget som helst, men tværtimod at acceptere tilværelsens ufuldkommenhed eller uretfærdighed.

Det eneste sikre håb for Mellemøstens befolkninger er imidlertid den accept af staten Israels eksistens der kan betyde varig fred, sikkerhed og demokrati i hele regionen - og dermed også bane vejen for en sand forståelse mellem muslimer, jøder, kristne og sekulariserede mennesker.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Myte, ord og billede  om bl.a. 'syndefaldsmyten'
Film og forførelse  (Forførelsens kunst I)
Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III  (14.8.06.)

Konsistens-etikken
Helhedsrealisme

Had og demokrati
Muhammed-sagen

De psykiske grundprocesser
Det agressive menneske

Fogh, religion og sammenhængskraft
Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger

Introduktion til den komplementære helhedsrealisme
Det eksistentielle værdimanifest  (i forkortet udgave)



Artikler om  Mellemøsten
Artikler om  Samfund
Artikler om  Psykologi
Artikler om  Etik
Artikler om  Eksistens



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal