Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - hizbollah04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.8.06.


Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?

Nu et par uger efter den voldsomme eskalering af konflikten i Mellemøsten gennem den heftige og åbenlyse krigsførelse mellem staten Israel og den libanesiske terrorbevægelse Hizbollah - der reelt fører sværdet for Iran - er det hverken lykkedes FN eller EU at nå frem til enighed om forslag der kunne sikre Israels eksistens og en fredelig libanesisk regerings fulde suverænitet over Libanon.

EU er rådvild og magtesløs i sagen. Rådet er efter en besværlig diskussion om et altfor entydigt og ensidigt forslag fra det finske formandskab dels blevet enige om en fordømmelse af Hizbollahs raketangreb på Israel og af de civile dødsofre som israelske luftangreb mod den sydlibanesiske by Kana (Qana) har kostet, dels opfordret til øjeblikkelig indstilling af krigshandlingerne med henblik på en varig våbenhvile - men ellers har det blot udtalt sin almene støtte til FN's Generalsekretær og Sikkerhedsråd om hurtigt at få indkaldt et møde der kan fastsætte den politiske ramme for en løsning alle parter kan gå ind for og som kan danne basis for en international styrkes indsættelse i Sydlibanon.

Men FN kan lige netop ikke blive enige om andet end at vente nogle dage eller uger - og dermed give Israel endnu en tidsfrist til at gøre arbejdet færdigt med at ødelægge eller reducere Hizbollahs muligheder for fortsat at sende raketter mod Israel.

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller støttede allerede den 21. juli Kofi Annans opfordring til parterne om at standse kamphandlingerne, men samtidigt tilsluttede han sig det amerikanske og israelske synspunkt, at en egentlig våbenhvile ikke kan være første skridt, for det løser ikke det grundlæggende problem som er Hamas' og Hizbollahs manglende anerkendelse af Israel.

Besynderligt nok fik dette den socialdemokratiske udenrigsordfører Jeppe Kofod til bombastisk at erklære at VK-regeringen fører militaristisk udenrigspolitik! Danmark har i FN været med til at blokere for at FN's sikkerhedsråd krævede en øjeblikkelig våbenhvile, lød det.



Bortset fra at udenrigsministeren fandt det nødvendigt at rykke ud med en pressemeddelelse om sagen, fordi han følte sig misinformeret i Politiken og Information (der begge i første omgang kun fandt det opportunt at nævne den ene halvdel af hans stillingtagen), så viser sagen ganske klart, at dansk politik er delt midt over i sagen, selvom regeringens officielle holdning er både realistisk og nuanceret. Frank Aaen fra Enhedslisten krævede øjeblikkelig våbenhvile og mente at grundproblemet var at palæstinenserne ikke har fået deres stat. Villy Søvndal fra SF forlangte også våbenhvile, fordi denne ville sikre at overgrebene på civilbefolkningen hører op, og at der åbnes for politiske forhandlinger. Den radikale Morten Helveg Petersen så våbenhvile som en forudsætning for dialog og afviste blankt at kræve Hizbollah afvæbnet først, for bevægelsen er en del af den libanesiske regering. Men Jeppe Kofod lagde dog ikke skjul på at han ønskede Hizbollah afvæbnet, dog i samarbejde med Libanons regering. Derimod så Venstres Troels Lund Poulsen, de konservatives Helge Adam Møller og Dansk Folkepartis Søren Espersen ingen anden udvej end at få Hizbollah afvæbnet, for det er dem der har startet konflikten, og de vil ikke have våbenhvile. Formanden for udenrigspolitisk nævn, venstremanden Jens Hald Madsen var heller ikke i tvivl om at skurken i spillet var Hizbollah, og han kaldte det rent ud hamrende naivt af oppositionen at tro at Danmark her kan gøre noget afgørende.

Danmark er altså omtrent lige så delt som Verdenssamfundet, EU og den Libanon-konference der fandt sted i Rom den 26.7. og som ikke kunne enes om et krav om øjeblikkelig våbenhvile, men dog anbefalede oprettelsen af en robust international styrke, eventuelt en Nato-styrke, dvs en styrke der ville få militær magt og beføjelser til at afvæbne alle ikke-statslige styrker og sikre at libanesere og israelere holder sig på hver sin side af den fælles grænse. Alle kan se det ideelle i forslaget, men ingen kan rigtigt forestille sig at nogen lande vil stå i kø for at levere enheder til det utaknemmelige og farlige job. Blandt andet fordi Hizbollahs kamp ikke blot er en kamp mod Israels eksistens, men en del af en større ideologisk kamp mod 'den zionistisk-kristne alliance', som lederen af Det Muslimske Broderskab i Egypten har benævnt det. Et af de helt centrale og mest påtrængende delproblemer i det store problemkompleks er jo at Hizbollah er en del af selve den libanesiske regering. Afvæbning af Hizbollah kan derfor ikke være andet end et direkte indgreb i libanesisk indenrigspolitik.

De delte standpunkter i FN, EU og flere vestlige lande grunder sig åbenlyst i den forskellige bedømmelse af spørgsmålet om Israels eksistens. Flere og flere vesterlændinge sætter om ikke direkte spørgsmålstegn ved berettigelsen af statens opretholdelse, så dog i stigende grad spørgsmålstegn ved israelernes berettigelse til at forsvare deres nationale eksistens med de midler der nu engang skal til når fjenden er terrorister der nyder stor sympati i Israels nabolande og får direkte støtte fra lande som Syrien og Iran. Det humanistiske, pacifistiske og idealistiske syn på krig som et absolut onde vinder hævd i Vesten, selvom det dybest set giver terrorismen og den antivestlige, antisekulære fanatisme den største moralske fordel.

Men det må alligevel betegnes som bemærkelsesværdigt og beklageligt at det danske socialdemokrati i den grad blander årsag og virkning sammen, at de kan finde på at kalde den danske udenrigsministers nuancerede bedømmelse af situationen for militaristisk. Han ser jo blot fuldstændigt nøgternt i øjnene, at der endnu ikke kan skabes flertal for et krav om øjeblikkelig våbenhvile, sålænge der ikke er udsigt til at Hizbollah indvilliger i at lade sig afvæbne. Det er denne manglende villighed fra den aktuelt konfliktskabende parts side der indebærer, at Israel - i sin gode ret til at forsvare sig selv - må påtage sig hele den udfordring det er egenhændigt at yde det nødvendige forsvar selvom det ikke kan undgå at ramme civile libanesere og derfor heller ikke kan undgå at vække vrede hos såvel fjender som den del af 'vennekredsen' der ikke kan tåle krig og ikke er i stand til at forstå at krig altid går ud over civilbefolkningen samt - ikke at forglemme - betænkeligheder blandt israelerne selv.

Det eneste land der forstår Israels situation fuldtud er USA, og derfor er der selvfølgelig mening i at USA fastholder at våbenhvile ikke bliver aktuel før Israels militær har renset ud i Hizbollahs stillinger. Dette har intet med militarisme at gøre, for militarisme betyder en forherligelse af krig og militærvæsen og prioritering af militær magtanvendelse over alt andet. Men USA's og Israels samt Storbritanniens og Danmarks indstilling er realistisk, for den ser brugen af militære magtmidler som nødvendig så længe den ene part i sagen ikke vil anerkende fredelige løsninger på problemerne.



Det kan i skrivende stund konstateres, at bombardementerne af Sydlibanon fortsætter og at Israel bevidst lægger op til at svække Hizbollah så meget inden en forventelig våbenhvile, at bevægelsen ikke kommer ud af konflikten som sejrherre. De arabiske lande ser til fra sidelinjen. De ønsker ikke at Hizbollah skal styrke sin position, men viger samtidigt af frygt for den offentlige opinion tilbage for at lægge afstand til bevægelsen.

I FN foregår der intensive forhandlinger mellem Frankrig og USA om en FN-resolution der skal sætte en stopper for krigshandlingerne og sætte rammerne for såvel en egentlig våbenhvile som indsættelsen af en international styrke, formentlig under fransk ledelse.

Danmark der for tiden er medlem af Sikkerhedsrådet vil selvfølgelig bakke op om et forslag både Frankrig og USA kan enes om. Andet kan strengt heller ikke forventes. For det er åbenlyst at Danmarks forhandlingsposition i spørgsmål der vedrører Mellemøsten er svækket af Muhammed-krisen - så kan man indrømme det eller ej. Men det er fx hvad en ekspert i Mellemøstpolitik som fhv. professor Nikolaj Petersen har gjort gældende i en analyse i Militært Tidsskrift i slutningen af juli - uden at nogen har prøvet at sige ham imod.



Men i denne problemstilling ligger lige præcis det punkt den siddende regering i almindelighed og udenrigsminister Per Stig Møller i særdeleshed kan angribes for. Udenrigsministeren har personligt ydet et godt stykke diplomatisk arbejde under hele krisen og den nuværende konflikt. Han er både et sympatisk og oplyst menneske, men han har lige så lidt som statsminister Anders Fogh Rasmussen lært noget af den for dem beklagelige Muhammed-krise - det skulle da lige være, at de rationelle diplomater kommer på hårdt overarbejde når noget så irrationelt indtræffer. Jævnfør iøvrigt det åbne brev til statsministeren af 7.4.06..

Krisen har jo lige netop bragt religionen - først og fremmest selvfølgelig islam - stærkt ind i det offentlige rum. Det er der ingen af de to ledende ministre der kan lide. Og de er derfor heller ikke i stand til at drage den eneste holdbare konklusion, at en varig og holdbar løsning af krisen, den aktuelle konflikt og den bagvedliggende gamle konflikt fra 1948 ikke er mulig uden at en helhedsrealistisk forståelse af religionen bidrager med det allervæsentligste: forståelsen for at en absolutistisk eller fundamentalistisk dogmatisk fortolkning af religionen må afløses af en relativ, pragmatisk og sekulær fortolkning der hæver alle involverede menneskers bevidsthed til det niveau hvor had og hævnfølelser viger for forståelse og forsoning samt humor.

Sålænge parterne holder denne overordnede, helhedsrealistiske fortolkning af religionerne ude fra overvejelserne og debatten kan holdbare løsninger ikke skabes. Og derfor vil man fra såvel idealistisk-humanistisk som fra pragmatisk-politisk side stå tilbage med fokuseringen på politiske løsninger som eneste udvej af de militære konflikter. Man vil aldrig komme ind til problemets kerne, at palæstinenserne og alle de med palæstinenserne sympatiserende muslimer er så fokuseret på hævn over Israel at de er ude af stand til at acceptere eksistensen af staten Israel. Man vil med denne indstilling fra de behjertede mægleres og internationale organisationers side aldrig nå frem til den nødvendige påpegning af at palæstinensernes og deres sympatisørers illusioner og livsløgne må systematisk nedbrydes, hvis en varig løsning skal findes.



På dette punkt har Danmark helt specielle muligheder for at gøre en forskel i den internationale debat og stillingtagen i kraft af gode historiske, demokratiske og sekulære erfaringer tillige med de enestående erfaringer fra Muhammed-krisens forløb i vinterhalvåret 2005/06. Men statsministeren og udenrigsministeren har stukket piben ind, mere eller mindre rystede over det skete og dets indvirken på Danmarks hidtil gode internationale ry. Man gik med andre ord i defensiven - i stedet for at forstå hvor de offensive muligheder lå.

De ligger ene og alene i påpegningen af palæstinensernes og deres sympatisørers skæbnesvangre livsløgne. Men denne påpegning kræver mere end diplomati. Den kræver mod til at drage religionen og psykologien ind i diplomatiets og politikkens vanskelige kunst, noget nyt og fuldstændigt uvant for såvel diplomater som politikere.

Set ud fra dette helhedsrealistiske og sekulære synspunkt er det helt grotesk at hævde at dansk udenrigspolitik skulle være blevet militaristisk, fordi man har så megen realitetssans intakt, at man kan acceptere at den aktuelt og til stadighed truede part i konflikten, Israel, har ret til at forsvare sig ved at angribe fjendens stillinger.

Til gengæld er det ud fra det samme synspunkt nødvendigt at påpege, at dansk udenrigspolitik har bevæget sig længere og længere ind i den blindgyde der i terrorismens tidsalder hedder defensiven. Det er tværtimod nødvendigt i denne tidsalder at gøre sig de offensive forpligtelser helt klart. De ligger ikke i ensidige valg af militære eller diplomatiske, endsige humanitære løsninger, men i en kombination af dem alle med en klar og konsekvent påpegning af at en varig løsning ikke findes uden en forsoning med isralernes eksistens og nationale suverænitet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til   Det danske udenrigsministerium
Links til   EU-rådets konklusioner om Libanon og Mellemøsten 1.8.06.

Hadets tiltrækning og livsløgn    (Forførelsens Kunst II: Politik - 31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)
Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)

Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)

Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)

Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg:
Volden eller dialogen, opbygningen og freden
  (30.1.06.)

Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Fighteren Ariel Sharon ude af politik  (6.1.06.)

Status over året 2005  (31.12.05.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)

Muhammed-sagen
Had og demokrati  om politisk had i Eksjugoslavien og Mellemøsten
Humor og tragedie
Introduktion til helhedsrealismen



Artikler om Mellemøsten
Artikler om USA
Artikler om Samfund

Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal