Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - irak21

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.10.06.


Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget i USA

Krigen går ikke som den skulle
Krigens begrundelse nu og dengang
Krigen i det store perspektiv
Henvisninger



Krigen går ikke som den skulle    
Til toppen  Næste

Kendsgerningen kan ingen løbe fra - hverken i eller uden for USA, og det uanset om man er principielt for eller imod USA's krigsførelse. Irakkrigen går ikke som den skulle. Årsagerne er mange. Forklaringerne og bortforklaringerne endnu flere. Men til gengæld er løsningen eller udvejene få eller ligefrem svære overhovedet at få øje på. Kun én ting synes at stå fast: kampen mod den internationale islamistiske terror er vanskeligere og vil tage meget længere tid end nogen vesterlænding ønsker. Den vil formentlig tage årtier, koste mange liv og afsavn. For den er ikke en krig mod en rationel fjende, men mod et utal af radikaliserede hadere uden andet formål med deres kamp end destruktion og destabilisering af styreformer der er dem inderligt imod. I dette skæbnesvangre spil er Irak i stigende grad blevet en brik, der står og falder med om det lykkes regeringen og dens udenlandske partnere at holde ud i kampen for demokrati og sekularisering.

Den aktuelle situations alvor fremgår af voldens eksplosion i Irak og navnlig i Bagdad den sidste måneds tid. Den lovligt valgte regering er langt fra den kontrol over situationen i de områder premierminister Nuri al-Malik for et halvt år siden anså det for muligt at skaffe sig inden nytår. Den har simpelthen ikke haft tilstrækkelig succes med hensyn til planen fra juni måned der gik ud på med amerikansk hjælp af skabe et minimum af lov og orden i Bagdad ved afvæbning af de mange militser.

Dette slag om Bagdad kom i gang i midten af august, men har på to måneder ført hovedstaden ud i en omfattende lovløshed der end ikke sikrer den sunnimuslimske vicepræsident Tarig al-Hachemis familie mod regulære mord begået af militsfolk forklædt som regeringssoldater. Regeringshæren er med andre ord infiltreret af militsfolk i en grad der indtil en oprydning både umuliggør regeringens elementært nødvendige opgaver og undergraver befolkningens tillid til styret.

Bagdad er blevet en by der reelt - og imod alle officielle hensigter - er delt op efter religiøse skillelinjer med områder for sunnimuslimer og områder for shiamuslimer - foruden de få begrænsede områder der er sikret af massiv amerikansk tilstedeværelse.

Ja, landet som sådant er mod alle planer blevet delt op mellem shiamuslimer, sunnimuslimer og kurdere, og holdes kun sammen af den nationale regering på et formelt plan, hvor det bliver sværere og sværere at hamle op med de grupperinger der ønsker landet splittet. Den svage regering kan henvise til at der trods alt sker genopbygning og fremskridt i en del provinser - det gjorde bl.a. en af viceregeringscheferne i mandags i London - men den kan ikke benægte at opløsnings- og splittelsestendenserne for øjeblikket er de stærkeste og er blevet den alvorligst tænkelige udfordring for koalitionsstyrkerne.



Både i USA og Storbritannien viser meningsmålingerne samstemmende at flere og flere ønsker koalitionsstyrkerne ud af Irak hurtigst muligt. Tabstallene er blevet for store, og selvom påstandene om at der siden krigens begyndelse for 3½ år siden skulle være dræbt omkring 600.000 irakere må betegnes som vildt overdrevne og i hvert fald helt ukontrollable, så er ofrenes antal uhyggeligt stort, og de amerikanske tabstal på omkring 2.800 mand i sig selv så store at grænsen åbenlyst er nået for hvad de amerikanske vælgere anser for acceptabelt.

Store og forlængst påpegede fejl i den amerikanske krigsførelse er en kendsgerning som ikke længere behøver megen spalteplads. De vigtigste skal blot nævnes. Fra starten satte man for få tropper ind. Man sendte Saddam Husseins hær hjem til arbejdsløshed i stedet for at sikre sig dens medvirken til at holde ro og orden. Og frem for alt fik man både den almindelige befolkning i Irak og den internationale opinion imod sig ved hensynløst brutal og ydmygende behandling af fanger i det berygtede Abu Ghraib-fængsel, en fremfærd der var i så dyb modstrid med det som det frie og demokratiske Vesten står for at det fuldstændigt undergravede tilliden til koalitionsstyrkernes moralske hensigter.

En sammenligning med Vietnamkrigen er blevet uundgåelig - selv for præsident Bush. Og selv om den igangsværende krig føres på et helt andet ideologisk grundlag, og den ikke tilnærmelsesvis har nået tilsvarende tabstal, så har samnmenligningen fået mening, for så vidt krigen trækker ud - uden at man kan se en ende på den. Den har foreløbig ikke varet nær så længe som den vietnamesiske, men mentaliteten i såvel USA som i Europa har i mellemtiden ændret sig så meget, at den amerikanske (og britiske) befolkning i dag kræver langt hurtigere og mere indiskutabel succes for at acceptere militære engagementer i fremmede lande der kræver store ofre. Tab af menneskeliv er acceptable, hvis de gør en forskel i kampen for frihed, men forskellen skal kunne ses.

Det hjælper i denne forbindelse ikke meget, at Irakkrigen og engagementet i Afghanistan i modsætning til Vietnamkrigen har tæt forbindelse til den internationale islamistiske terror som ramte USA 11.9.01. og Europa flere gange siden. For såvel forbindelsen som selve den islamistiske terrors art og omfang anfægtes af mange forskellige grunde af mange mennesker, almindelige iagttagere såvel som kommentarorer og såkaldte eksperter. Dette skyldes ikke mindst at folk ser forskelligt på det store historiske perspektiv i sagen.

Det gør naturligvis ikke sagen bedre, at en britisk hærchef, general Dannatt, for ganske nylig direkte har undsagt sin regerings intentioner med engagementet i krigen, eller at en tidligere rådgiver for den amerikanske besættelsesmagt i Bagdad, Larry Diamond, der nu er rådgiver for en arbejdsgruppe under Bush-regeringen, betegner Bagdad-initiativet som en fejlslagen strategi og anbefaler en dialog med både de arabiske nabolande og med Iran. For slet ikke at tale om den højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium der på den arabiske al-Jazeera-kanal kom for skade at betegne den amerikanske politik i Irak som dum og arrogant.



Forud for midtvejsvalget den 7. november er præsident Bush og det republikanske parti presset som aldrig før. Partiet risikerer at miste flertallet i begge kamre og præsidenten dermed at få store problemer med at lede landet forsvarligt de sidste to år af sin embedsperiode.

Bush har da også valgt at erkende problemerne åbent og bede sine generaler om at finde en ny og bedre taktik for krigen. Netop en ny taktik - eller en justering af den gældende taktik, for selve det strategiske mål at skabe forudsætninger for at den lovligt valgte irakiske regering selv kan sikre ro og orden for landet og dets genopbygning, er ikke ændret. Allerhøjst forsøger man at presse den irakiske regering til at gøre en større indsats.

Et af de helt store problemer er den irakiske premierminister Nuri al-Maliki, fordi han nok er lovligt valgt som kompromis-kandidat, men i realiteten er uhyre svag, dvs uden den autoritet der skal til for at kunne holde sammen på så modstridende interesser som kendetegner de religiøse og etniske grupper. Forudsætningen for et demokrati i Irak er og bliver at man holder sammen på nationen, men det er der stærke kræfter både i og uden for oprørskredsene der direkte modarbejder.

Foreløbigt må præsident Bush gentage sin besværgelse, at USA bliver i Irak til opgaven er løst, men når midtvejsvalget er overstået kommer regeringens arbejdsgruppe med sit votum og så må han komme med konkrete udspil. Også af hensyn til koalitionsparnerne.



Krigens begrundelse nu og dengang    
Til toppen  Næste

Beskyldningerne mod præsident Bush og premierminister Tony Blair for løgnagtige begrundelser for krigens igangsættelse kendte næsten ingen grænser op til præsidentvalget i november 2004. Selv vores egen statsminister Anders Fogh Rasmussen blev systematisk svinet til i Ekstrabladet som løgner. Men det er og bliver subjektive anklager, fordi man ser totalt bort fra, at statschefer i krise- eller trusselssituationer aldrig står med endegyldige beviser for noget som helst.

Den danske regering var i 2003 så fornuftig at begrunde sin deltagelse i krigen mod Saddam Hussein med at han ikke levede op til sikkerhedsrådets resolution nr. 1441 af 8. november 2002, der påbød ham at samarbejde med FN og afvæbne sit land. Man brugte derimod ikke den eventuelle tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben i Irak som egentlig begrundelse. Det gjorde man klogt i, for stort set ingen andre end amerikanerne og briterne selv betragtede det som direkte bevist at våbnene fandtes. Jf artiklen Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.) Hvad man vidste var alene at Saddam Hussein havde brugt dem tidligere og altså havde fuldt kendskab til deres fremstillingsmetode. Og man kunne ikke vide sig sikre mod hans fremtidige anvendelse af dem, sålænge han ikke samarbejdede fuldstændigt åbent med FN's våbeninspektører. Som en af de tidligere inspektører understregede var det afgørende i situationen derfor ikke om Saddam Hussein lå inde med lagre af disse farlige våben, men at han havde de nødvendige programmer og kemikalier til at fremstille dem når som helst han ville.

Daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell erklærede senere at han fortrød sit forsøg på i februar 2003 at overbevise Sikkerhedsrådet om våbnenes eksistens. For forsøget mislykkedes, og hvad værre var, det fjernede opmærksomheden fra Saddam Husseins fortsætte afvisning af at rette sig efter Sikkerhedsrådets resolution 1441, og dermed fra den tilstrækkelige grund til at indlede en krig.

Alt dette kan der fortsat spindes lange ender for og imod. Men som en af de meget benyttede danske eksperter, seniorforsker Mikkel Vedby Rasmussen, allerede dengang konstaterede, så er sikkerhedspolitik nu engang af gode grunde ikke baseret på sikker viden. "Man kender først den sande trussel, når man er blevet offer for den, og da er det for sent at handle. Derfor må statsmænd handle på baggrund af en idé om, hvad fremtiden vil byde af trusler, og søge at forhindre dem i at blive fakta," lød hans erklæring.



Såvel præsident Bush som premierminister Tony Blair handlede i overbevisning om at deres efterretningstjenesters informationer var så korrekte og relevante som forholdene tillod. Og de så vel at mærke ikke på Saddam Hussein og hans regime som et isoleret tilfælde af modstand mod den internationale orden, men som led i en større modstand, der igen afslørede sin sande karakter med terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.

Det er i denne begivenhed man finder baggrunden for præsident Bush's ændrede opfattelse af den amerikanske sikkerheds- og udenrigspolitik og navnlig for hans nye doktrin om at komme terrorister i forkøbet, så 11.9. ikke gentager sig.

Bush's nye opfattelse og nye doktrin kan man igen have en anden mening om end han selv. Men man bør huske, at den i 2003 deltes af et flertal af den amerikanske (og engelske) befolkning. Der var fuld forståelse for, at 11.9. ikke kunne forbigås i passivitet, men krævede handling. At handlingen så senere viste sig langt vanskeligere at føre igennem med ønsket resultat end beregnet, skyldes som sagt mange forhold, men burde ikke føre til den forhastede konklusion, at der i sig selv var noget forkert i at handle ud fra den viden der var tilgængelig. For man skal ikke bilde sig ind at situationen ville have forblevet uændret, hvis ikke der var handlet, dvs at det overhovedet efter 11.9.01. skulle have været muligt at bevare status quo før 11.9.01.

Her skille vandene imidlertid. Der er vitterligt folk der tror dette, og tror det i bedste mening. De er naturligvis ikke dummere end andre, endsige ondere, men de ser den internationale politiks problemer i et andet lys end de der dengang foretrak og fik handling. Især vurderer de de islamistiske terroristers motiver og hensigter anderledes end andre, ligesom de vurderer hensynet til Israels eksistens og sikkerhed anderledes end andre. I denne forbindelse bliver alle nødt til at forholde sig til den kendsgerning at islamisterne i dag ikke er isolerede, lokale forekomster i Mellemøsten, som man kunne ignorere ud fra den iskolde synsvinkel, at det bliver de arabiske folks egen sag om de vil affinde sig med sådanne destruktive og undertrykkende kræfters spil. Nej, de er forlængst blevet globale fænomener, som truer alle demokratiske lande og folk alle steder, og endda trives i det skjulte i de vestlige lande.



Krigen i det store perspektiv    
Til toppen  Næste

Derfor bliver det ikke tom retorik når vestlige statschefer taler om et decideret historisk ansvar for at den internationale terrorisme bekæmpes med alle midler hvor den forekommer eller forbereder sig på at gøre sig gældende. Det må tværtimod være en klar forpligtelse for enhver statschef i den vestlige verden der kan se ud over næste valgperiode.

Hovedproblemet ligger nemlig - som allerede nævnt - i at disse islamistiske terrorister ikke er en normal, rationel og national fjende, men en dybt irrationel og uberegnelig transnational fjende som består af fanatikere der på en og samme gang hader den vestlige verden og dens værdier og bilder sig selv ind, at vesten kun vil udbrede disse værdier i egen interesse og ikke som universelle værdier til gavn for de islamiske landes egne befolkninger. Sidst er denne livsløgn fremført for menneskemasserne af Irans præsident efter den netop overståede ramadans afslutning.

Det er slået fast mange gange - også på Jernesalts sider - at man ikke kan eksportere demokrati og sekularisering til andre lande som om det var handelsvarer. Der kræves en vis modning hos de befolkninger der ønsker demokratiets friheder indført. Men denne modningsproces er det til gengæld ikke vanskeligt at sætte i gang, hvis befolkningernes ledere ønsker det, for de demokratiske frihedsrettigheder er universelle, dvs de findes dybt i sjælen hos alle mennesker kloden over. Alle uden undtagelse trives bedst med ret til at tænke og tale frit, tage ansvaret for sit eget liv, og være ligeværdige med det andet køn. Kampen for demokratiet og den dermed forbundne sekularisering begynder hvor folkene bliver bevidste om de universelle værdier og får mod til at gøre op med deres undertrykkere.

Sandheden om Mellemøsten i dag er at befolkningerne dér ikke undgår at forblive ofre for islamisternes terror, had og livsløgne, medmindre landene i regionen udvikler demokrati i en eller anden sekulariseret form. Og indtil dette sker forbliver terroristerne også en trussel mod hele den frie verden. Derfor har de vestlige demokratier en historisk forpligtelse til at gøre hvad de kan for at fremme en demokratisk udvikling i de arabiske lande og Iran. Men naturligvis gøres dette ikke med våben alene. Diplomati og dialog hører med. Foruden - ikke at forglemme - en modningsproces hos de undertrykte og i vid udstrækning vildførte muslimer selv.



Den historiske udvikling er aldrig en fuldt overskuelig proces, men har i vid udstrækning karakter af et eksperiment, hvor de involverede parter til hver en tid må satse på de mål og værdier de tror på, men aldrig kan vide hvilke problemer de støder på undervejs eller hvad slutresultatet bliver. Processen er kendetegnet af Paul Johnsons lov om utilsigtede virkninger (alle handlinger har både tilsigtede og utilsigtede virkninger), men den sker ikke i blindhed. Den er ikke så tilfældig, at hvad som helst, selv det ondeste onde, i længden kan vinde blot fanatikerne satser tilstrækkeligt på det. De universelle værdier spiller her en afgørende rolle i kraft af universaliteten. Den bestemmer i det lange løb hvad der kan vinde hævd og hvad der er dømt til undergang. Dette blev eksempelvis udslaggivende i det 20. århundrede for både nazismens og kommunismens vedkommende, på trods af de kolossale energier der i årevis lå bag disse diktaturformers ensretningsforsøg. Energierne var i den sidste ende spildte, fordi ensretning uundgåeligt betyder kvælning af al frihed og kreativitet.

Det sekulariserede demokratis ledere har altså gode kort på hånden i kampen mod diktatur og terror, for de arbejder hånd i hånd med de universelle værdier, men de er ikke derfor almægtige. Det har præsident Bush og hans koalitionspartnere måtte sande, hvis de nogensinde har troet noget andet. Det er reelt en langt større udfordring at bekæmpe en international terrorisme der har en fanatisk religionsfortolkning i sjælen end det er at bekæmpe en national totalitarisme der primært satser på en begrænset territorial ekspansion. Den bliver nemlig ikke blot en kamp om interesserne, men om sjælene. I den forstand er det vigtigt at holde fast i at den igangværende globale konflikt ikke er en kamp mellem religioner eller kulturer, men om fortolkningsfællesskaber. Men det må under ingen omstændigheder forstås som om der er tale om en kamp mellem ligeberettigede fortolkningsfællesskaber.



Derfor er det et uhyre billigt og i virkeligheden helt irrelevant argument i kampen mod præsident Bush og hans koalition at postulere at de udenlandske troppers tilstedeværelse i Irak ikke er løsningen, men problemet.

Problemet er nu som for fire år siden den internationale terrorisme af islamistisk tilsnit, og den skal bekæmpes med alle til rådighed stående midler, dvs militære, diplomatiske, kulturelle og religiøse. Opgiver de demokratisk sindede vestlige lande at kæmpe på alle disse fronter, vil terroristerne kun hovere og forstærke deres indsats. Specielt vil det være halsløs gerning over for sådanne modstandere at gå pacifismens ærinde og afsværge enhver militær indsats. Omvendt må det ses i øjnene at enhver militær indsats på fremmed territorium umiddelbart vil have som konsekvens at terroristerne samler modstanden mod netop denne indsats. Det er sådan set logik for høns - og burde ikke kunne overraske nogen. Men at opgive indsatsen fjerner jo ikke terrorismen eller dens målsætninger. Vindes kampen i det enkelte område, så demokratiet får en chance, betyder det naturligvis ikke at terroristerne opgiver deres kamp, men at dens kampcenter eller -centrer flyttes andetsteds hen. Terroren vil fortsætte, sålænge der er terrorister, dvs hadere og destruktive livsløgnere. I sidste ende kan hverken militære, diplomatiske eller dialogmæssige indsatser komme terrorismen til livs. Det kan kun en psykisk forandring i terroristerne selv. Men den forudsætter at frihedens forkæmpere ikke bøjer sig for fjendens livsløgne, men står fast på demokratiet.



For Iraks vedkommende gælder derfor i den nuværende situation at det værste der kunne ske, var at koalitionsparterne på grund af den stigende modstand mod krigen i hjemlandene svigtede det nye styre i Bagdad og trak tropperne hjem. Det er da også noget helt andet den amerikanske regering har i sinde, nemlig at justere taktikken i forhold til de faktiske omstændigheder. Derfor har General Casey og den amerikanske ambassadør i Irak netop fastslået at man vil forblive i Irak indtil den irakiske regerings hær og politi er i stand til at klare sikkerhedsproblemerne. Og derfor har den danske statsminister tilsvarende sagt at de danske tropper bliver i Irak, men at strategien nødvendigvis må ændres i lyset af de aktuelle vanskeligheder.

Fogh Rasmussen vælger ordet strategi, hvor amerikanerne kun taler om ændret taktik. Men det skal man ikke lægge så meget i, eftersom begge erklærer at det overordnede mål er uændret. Oppositionen herhjemme skal derfor heller ikke glæde sig for tidligt over statsministerens udmelding. Den har for tiden vind i sejlene i meningsmålingerne på grund af velfærdsdebattens forløb. Men det skyldes objektivt set, at den løber fra ansvaret for helheden i nationaløkonomisk forstand. Og det samme gælder når den i Iraksagen ensidigt fokuserer på tilbagetrækning af de danske tropper uden hensyn til helhedsperspektivet, kampen mod den internationale terrorisme.



Set ud fra et helhedsrealistisk synspunkt er det uansvarligt at se bort fra det historiske ansvar, når det gælder kampen mod den islamistiske terrorisme, for denne har de vestlige og universelle værdier som hovedfjende. Og dens sejr vil betyde demokratiets fald.

Det er en kendsgerning at krigen i Irak ikke går som den skal, og at det derfor er nødvendigt med justeret taktik og forstærket indsats fra såvel den irakiske regerings side som fra koalitionspartnernes side. Det er naturligvis også en kendsgerning at problemerne er blevet hovedtemaet i den amerikanske valgkamp op til midtvejsvalget den 7. november, og at dette virker tilbage på behovet for en justering i Irak. Republikanerne står svækkede - også af andre grunde (jf. artiklen Republikanerne og moralen - op til midtvejsvalget). Og resultatet kan meget vel blive en svækket præsident Bush. Men det forandrer faktisk ikke det store perspektiv eller nødvendigheden af en effektiv og mangestrenget kamp mod den internationale islamistiske terrorisme. Også demokraterne må - hvis de vinder midtvejsvalget og siden præsidentvalget - rette ind efter kendsgerningerne og ikke blot efter ønskerne.

Det er derfor ikke nogen 'sandhedens time' den amerikanske regering eller de med USA forbundne koalitionspartere aktuelt står overfor i anden forstand end at de faktiske vanskeligheder i kampen mod terrorismen i og uden for Irak må tages i betragtning uden nogen tilsløring eller forenkling. Det samme gælder for oppositionen i såvel de vestlige lande som landene i Mellemøsten.

Terrorkrigen vil vare ved. Måske i årtier. Den løses ikke ved tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Irak. Den har i det hele taget ingen enkle løsninger. Dens løsning afhænger også af udviklingen i forholdet mellem israelerne og palæstinenserne, libaneserne, syrerne og iranerne. Dens løsning forudsætter i sidste ende det sværeste af alt, at terroristerne og alle deres støtter opgiver deres egne livsløgne og indser at de ikke kan vinde over de universelle frihedsværdier som Vesten står for og gerne vil være med til at udbrede.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)
Republikanerne og moralen - op til midtvejsvalget  (20.10.06.)
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)
Har tre års Irak-indsats virkelig været nødvendig?  (20.3.06.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)

Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)
Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)

Front mod islamismen  (4.3.06.)
Kofi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg  (30.1.06.)

Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt  (29.1.06.)
Status over året 2005  (31.12.05.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)
Irakisk ja til forfatningen, men fortsat usikkerhed  (26.10.05.)

Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)

Irakernes første frie valg  (30.1.05.)
Overgreb i Fallujah?  (19.11.04.)
Arafat - en saga blot  (11.11.04.)
Stadigt lange udsigter til fred i Irak  (26.8.04.)
Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)

Truer kaos nu Irak?  (9.4.04.)
Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?  (22.3.04.)
Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror  (3.3.04.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)

Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)
Sikkerhedsrådet enige om Irak  (18.10.03.)

Tilbageslag i Irak  (22.8.03.)
Irakkrigen ubegrundet?  (8.8.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)
Had og demokrati  (30.4.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Vendepunktet i Mellemøsten  (2.6.02.)



Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund

Artikler om Etik
Artikler om Eksistens

Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

Introduktion til Jernesalts filosofi  Den komplementære helhedsrealisme



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal