Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - irak27

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.9.07.


USA og Irak - september 2007

Det mest påfaldende ved det store uløste problemkompleks der hedder Irak-krigen her 4½ år efter dens indledning er egentlig ikke at USA fortsat har 160.000 soldater i Irak og både militært og udenrigspolitisk vil være fuldstændigt bundet af opgaven flere år frem, men at de yderst problematiske forhold i Irak ikke længere er forsidestof i medierne.

Vi får fortsat serveret de uhyggelige resultater af de fanatiske oprøreres selvmordsbomber såvel som regeringsledernes, generalernes og eksperternes modstridende vurderinger af situationen og fremtidsmulighederne. Men der synes at være indtrådt en vis træthed over de endeløse reportager og vurderinger, fordi de ikke bringet meget nyt, men gentager de samme historier og påstande med kun få variationer.

Om det så er selve den hadske og skingre propagandakrig for og imod beslutningen om krigen i marts 2003 synes den at være ved at ebbe ud. Herhjemme havde Mogens Lykketoft i hvert fald ikke held med at ramme Anders Fogh Rasmussen med det personlige angreb for utroværdighed, eftersom det var under lavmålet og andre sider af Foghs politik nu engang tæller mere end hans indtræden i den amerikanske koalition. Og i USA har alle efterhånden opgivet præsident Bush. Hans popularitet har længe været rekordlav, og han kan efterhånden stort set sige og gøre hvad han vil. Ingen gider høre på ham, men ingen gider heller for alvor spænde ben for hans militære engagement i Irak. For ingen ønsker en amerikansk ydmygelse af den art der ville blive resultatet af en hovedkuls tilbagetrækning af tropper og som ville overlade Iraks skæbne til de stærkeste banditter. Alle venter nu blot på at Bush går af som præsident når hans embedsperiode udløber i januar 2009, så nye folk kan komme til. Alt drejer sig nu om præsidentvalget og - for republikanernes vedkommende om at mindske de negative følger af præsidentens politik og upopularitet.



De amerikanske tropper i Irak fik forstærkning af 30.000 ekstra mand i marts med henblik på at nedkæmpe mere isolerede oprørsgrupper. General David Petraeus blev øverste chef for offensiven, og han og ambassadør Ryan Crocker rapporterede for en uges tid siden til Repræsentanternes Hus om resultatet, og ikke overraskende erkendte han vanskelighederne, men erklærede alligevel at strategien i det store hele virker efter hensigten. Antallet af såkaldte 'sikkerhedshændelser' er faldet, og det samme gælder antallet af 'etnisk-sekteriske mord' samt antallet af såvel bilbomber som bombesprængninger af mere primititiv art. Tilsvarende sagde den amerikanske ambassadør i Irak at 'forsoningens frø' er ved at blive sået i landet.

Men den demokratiske formand for Husets udenrigskomité troede ikke på Petraeus' og Crocker's rapportering. "Vi kan ikke tage en eneste af Bush-regeringens forsikringer om Irak for gode varer. Regeringen har sendt jer hertil for at prøve at overbevise os om at sejren er nær. Med al respekt: Den køber jeg ikke." - Så kort kan det siges, at demokraternes afstand til Bush-regeringen og hans militære chefer er så stor som den overhovedet kan være.



Præsident Bush på sin side fulgte rapporten op med en tale til det amerikanske folk. Han kaldte her det seneste halve års mission for en succés og regnede med at de irakiske sikkerhedsstyrker i det næste års tid selv ville kunne overtage så mange opgaver at de amerikanske styrker kunne reduceres med 5-6000 mand inden jul og yderligere 24-25000 mand i løbet af det første halve år af 2008, således at den amerikanske styrke igen ville komme ned på 130.000 mand. Disse ville til gengæld være nødvendige flere år frem, erklærede præsidenten.

Præsidenten undlod ikke nogle kritiske bemærkninger til den irakiske regering, men hans og ambassadørens forhåbninger om en gradvis forsoning blev ikke ligefrem stillet i synderligt overbevisende skær ved mordet på den på forsoning indstillede sunnimuslimske sheik Abdul Sattar Buzaigh al-Rishawi, som præsidenten på sit besøg i Irak for ganske kort tid siden havde mødt i Anbar-provinsen. Den irakiske præsident al-Maliki har åbenlyst store problemer med at holde sammen på sin regering, ja, han erkender rent ud, at den ikke længere kan kaldes en egentlig samlingsregering.



Det ligger i luften at det er på den politiske front at det egentlige gennembrud i Irak skal ske, både lokalt og nationalt, hvis der overhovedet skal ske varige fremskridt. De amerikanske tropper i samarbejde med den irakiske hær skal primært sørge for den generelle sikkerhed. Men det er på lokalt plan der skal skabes løsninger der sikrer civil orden og genopbygning. Det lykkes heldigvis mange steder - der er faktisk sikre og fredelige områder i landet - men det bevirker ikke automatisk at Irak i det lange løb kan holdes sammen som nation. En opsplitning er fortsat en mere eller mindre truende mulighed, der bl.a. vil komme til at afhænge af om at det lykkes at nå til enighed om en nogenlunde retfærdig olielov, der tager rimeligt hensyn til de olieløse sunnier.

Givet i øjeblikket er kun at såvel sikkerhedssituationen som genopbygningen i Irak fortsat lader meget tilbage at ønske, og at den amerikanske tilstedeværelse i landet derfor fortsat vil være en livsbetingelse for den irakiske regering. Den er i realiteten også ønsket af de øvrige arabiske regeringer i regionen, fordi den er eneste garanti for deres forbliven ved magten. Den folkelige uro ulmer i hele regionen - og den er som bekendt ikke neutral i religiøs og ideologisk forstand. Den er dybt forbundet med den islamistiske drøm om overtagelse af magten og eliminering af vestlig indflydelse.

Derfor må situationen i Irak fortsat ses i lyset af udviklingen i hele Mellemøsten. Den amerikanske regering er for længst blevet realistisk indstillet til udviklingen. Den primære opgave er at opnå det der med et forsigtigt udtryk er er blevet kaldt 'en bæredygtig stabilitet' i Irak - og denne er fortsat mulig med Petraeus's strategi, således som også The Brooking's Institute vurderede for en måned siden - jf. artiklen Situationen i Mellemøsten generelt. Derudover er det opgaven at forhindre Iran i at få det atomvåben der med ét slag ville kunne vende op og ned på magtforholdene i regionen.



Det er derfor ganske bemærkelsesværdigt at den nye franske udenrigsminister, Bernard Kouchner, forleden understregede at det internationale samfund må forberede sig på det værste, dvs krig, hvis styret i Teheran ikke bøjer sig for FN's krav om at indstille atomvåbenprogrammet. "Vi vil ikke acceptere at denne bombe bliver konstrueret', sagde han i et radiointerview søndag aften. Det er en helt ny linje i Frankrigs holdning, og er da også allerede blevet en smule nedtonet. Men det er alligevel karakteristisk at lederen for FNs atomenergiegentur, Mohammed AlBaradei, straks maner til besindighed. De fleste eksperter er også enige om at en krig mod Iran vil få helt uoverskuelige følger. Men Kouchners hovedsigte turde vel egentlig også være at pointere, at også en vedvarende accept af Irans atomplaner vil få uoverskuelige følger. Det internationale samfund er simpelthen nødt til at forberede sig på det værste.

Bemærkelsesværdigt er også at Syrien nu har indledt en større diplomatisk offensiv for at få en fredsordning med Israel der kan indebære at Golan-højderne gives tilbage. Det sidste er i øjeblikket ikke særligt sandsynligt, men ville i givet fald indebære at Syrien forvandles til en moderat arabisk stat på linie med Egypten og Saudi-Arabien - og dermed blive i stand til at skaffe sig gode relationer til og investeringer fra USA. Men prisen er rigtignok, at Syrien både må opgive sin nære alliance med Iran og lukke for strømmen af illegale våben og frivillige krigere til oprørsgrupperne i Irak.

Og hvad palæstinenserne angår, fastholder præsident Mahmoud Abbas og ministerpræsident Salam Fayad deres hårde linje over for Hamas. Kravet er at Hamas som islamisk bevægelse giver afkald på den enevældige magt den tilrev sig i Gaza ved blodig nedkæmpning af Fatah. Dette har ramt Gaza hårdt økonomisk, fordi det internationale samfund fortsat boykotter Hamas. Men det har også plaget Hamas internt, fordi store dele af befolkningen nu ønsker Fatah tilbage. De fældede ellers Fatah ved det første frie parlamentsvalg på grund af korruption, men diktatur og vold er trods alt værre.

Når hertil kommer, at den islamistiske bevægelse ikke vandt valget i Marokko, men at omvendt Erdogans islamiske parti i Tyrkiet fik valgt sin udenrigsminister Gül til præsident ved tredje runde, hvor der kun kræves almindeligt flertal i parlamentet, så er det ubestrideligt at Mellemøsten fortsat befinder sig i smeltediglen, og at det definitive resultat ikke kan forudsiges.



Der foregår i Mellemøsten det man kalder 'en ny kold krig', hvor Iran, Hamas, Hizbollah og de islamiske bevægelser rasler med såvel de eksisterende som de planlagte våben mod de mere moderate kræfter i området: Jordan Egypten, Golfstaterne, Saudi-Arabien og Israel, og hvor Syrien muligvis er i færd med at skifte side. Kold krig er som bekendt en form for magtbalance, der beror på at parterne risikerer at tabe alt hvis de indleder en varm krig. Men magtbalancen ligger aldrig urokkeligt fast. Den forskydes gennem ændringer i militærteknologien og i realitetsopfattelsen.

Hvad det første angår, er Irans atomprogram den foruroligende faktor, mens det hvad det sidste angår er terrorismen der spøger. Hadet til de vestlige værdier og den vestlige indflydelse kender som ofte bemærket ingen grænser. Fanatismen er blind. Og det værste er at hele magtforholdet mellem terrorister og alle konstruktive kræfter er præget af den ulyksalige asymmetri. Det er altid hundrede gange lettere for terrorister at ødelægge, myrde og sabotere end for samfundets regulære politi- og miltærenheder at 'nedkæmpe' terrorister der skjuler sig blandt civilbefolkningen. Jf. artiklen Nye Mellemøst-strategier.

Den nye kolde krigs magtbalance i Mellemøsten skal altså holdes sammen med den særdeles varme og uhyggeligt hadske terrorisme der kendetegner grupper som Al-Qaeda, Hizbollah og dele af Hamas, og som siden 11.9.01. har haft held til at rekruttere stadigt flere unge fanatikere alle steder fra til deres beskidte sag. Den kolde krig kan formentlig forblive kold indtil den dag Iran kommer i besiddelse af atomvåbnet. Men den varme terrorisme er allerede en ødelæggende faktor der ikke alene rammer uskyldige mennesker hvor den aktionerer, men også i vid udstrækning forhindrer samfundene i Mellemøsten i at bevæge sig hen mod demokrati og modernisering.

I dette lys bør Irak-krigen fortsat ikke ses som et isoleret tilfælde af letsindig eller overmodig amerikansk udenrigspolitik, men tværtimod som led i kampen mellem de to fortolkningsfællesskaber der kan betegnes som henholdsvis demokrati og religiøs-ideologisk fanatisme. Kampen bliver lang og sej og vil kræve vestligt engagement i mange år. Den skal derfor ikke bedømmes på den siddende amerikanske præsidents åbenlyse fejl. Den kan - som ofte understreget på disse sider - først vurderes om ti, tyve eller endnu flere år, og den går derfor i arv til næste amerikanske præsident, uanset hvem det måtte blive, og uanset hvor ringe lyst han eller hun måtte have til at beskæftige sig med den. Der var i sin tid flertal for at gå ind i krigen, og det er måske amerikanernes, men især demokraternes største fejl, at de har været for hurtige til at slutte fra fejl i udførelsen til fejl i målet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Situationen i Mellemøsten generelt  (15.8.07.)
Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Iran - den nye stormagt i Mellemøsten?  (10.4.07.)
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)
Bush's nye Irak-strategi  (12.1.07.)
Status over Året 2006  (31.12.06.)
Baker-rapporten gør ikke udslaget  (7.12.06.)
Bush og republikanerne tabte  (9.11.06.)
Irakkrigens problematik - op til midtvejsvalget  (25.10.06.)
Hizbollah, FN, EU og Israel  (28.8.06.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)
Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)



Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal