Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Irakkrig6

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.3.03.


Irakkrigens første uge

Aviserne, tv-nyhedskanaler og internettet er fyldt godt op med reportager og kommentarer vedr. USA's, Storbritanniens og andre landes selvbestaltede, men nødvendige krig mod Irak.

Andet kunne ikke forventes, men for den der ikke vil blæses omkuld af informationsstrømmen, men bevare distancen og overblikket til begivenhederne, kan det hurtigt blive for meget af det gode. Ikke fordi dækningen ikke i det store hele er god og nogenlunde pålidelig, takket være dygtige og ofte modige korrespondenter rundt omkring i verden og kompetente kommentatorer hjemme i studierne, men fordi den kvantitative mængde simpelthen er så stor, at den vil udelukke eftertanken og dermed den nødvendige udskillelse af ex-formationen fra in-formationen. Det er nu engang ex-formationen der er væsentlig og afgørende for al bedømmelse, for det er dens uddragning og den alene der kan skille kernen fra avnerne.

Mediedækningen i de vestlige lande minder i vid udstrækning om krigsfilm - og bliver hurtigt lige så dødkedelig som disse. Den koncentrerer sig om alt det spektakulære, soldater der rykker frem, kampvogne der rykker frem, missiler der affyres fra krigsskibene, fly der letter fra hangarskibe, granater og missiller der eksploderer, bygninger der ødelægges, soldater der overgiver sig, såres eller dræbes. Kvinder og børn der jamrer, og irakere der jubler over nedskudte helikoptere og tilfangetagne amerikanere....

Det er rimeligt nok, at vi får et indtryk af disse ting, men i realiteten kan vi som almindelige mennesker på lang afstand af begivenhederne ikke skelne præcist mellem faktiske og fiktive reportager. Alt ligner reality-show - der som bekendt ikke har andet med realiteter at gøre end at de ligner dem til forveksling.



Propagandamaskineriet kører på begge sider. Mest iøjnefaldende nok på irakisk side, fordi det er utroligt hvad Saddam Hussein, hans informationschef og vicepræsident kan få sig til at sige på irakisk tv. Allerede efter det første amerikanske missilangreb på Bagdad talte Saddam Hussein på irakisk tv til sine ‘modige kæmpende' om ‘den kriminelle og hensynsløse lille Bush og hans medhjælpere'. Og han lovede sine egne folk sejr, og fjenden skam og vanære.

Det var og er usikkert om talen var ægte eller tidligere optaget, men efter et par dage var Hussein igen på skærmen for at forkynde ‘den sejr som Allah har lovet os i konflikten mod de ækle kryb, menneskehedens fjender'. Stadig var og er det usikkert hvor ægte optagelsen var. Hussein så ikke skadet ud, og skulle ellers være blevet såret ved det første missilangreb der var rettet direkte mod ham og hans sønner, men hvor meget der er om denne formodning er uklart.

Koalitionens propaganda har det faktisk noget sværere, ikke fordi der er ringeste tvivl om de allieredes bombardementer eller fremrykning, men fordi de er blevet ramt af meget store uheld. Således forulykkede en helikopter allerede på krigens første dag. Senere gik det ud over et britisk fly, og dagen efter blev en amerikansk helikopter skudt ned. Flere amerikanske og britiske soldater omkom ved disse uheld. Og andre blev taget til fange og ydmyget offentligt på tv - i klar strid med de internationale konventioner om krigsførelse.

Ved Basra undgik man i første omgang større træfninger med irakiske enheder, men til gengæld var man ikke i stand til at yde hjælp til oprørske irakere. Alle lurer på hinanden, som det hedder i reportagerne. Den Saddam-fjendtlige befolkning venter håbefuldt på koalitionen og omvendt.

Endelig gik fremrykningen mod Bagdad midlertidigt i stå på grund af en forrygende sandstorm, der bragte sigtbarheden ned på få meter og gav mange andre store problemer. Ørkensandet på stedet er meget fint. Endnu finere end stødt melis og det kan trænge ind i alt muligt, næse og hals, luftfiltre i kampvogne, olie og fedt i køretøjerne, og det kan dække beskyttelsesbrillerne så udsyn er næsten umuligt. Der gik i første omgang rygter om, at irakiske enheder ville benytte sig af denne sandstorm til at rykke mod syd i ly af sandet. Men det er ikke blevet endeligt bekræftet - og ville også være risikabelt, da amerikanerne naturligvis med deres teknologiske overlegenhed hellere vil møde fjenden i åbent terræn end i tætbefolkede områder. Og sandstorme varer jo ikke evigt.

Optimismen i den amerikanske mediedækning de første par dage er følgelig blevet nedtonet ganske betydeligt. Sejrssikkerheden er i behold, men man må se i øjnene, at krigen ikke bliver så hurtigt som man først havde regnet med. For 'flinkekrigen' går ikke i længden. Både amerikanske soldater og politikere kræver at Pentagon slækker på de hidtidige restriktive regler for krigsførelse, således at man kan slå igen med normale hårde midler, når man udsættes for irakernes kyniske metoder med fingerede overgivelser, brug af civile som skjolde, brug af militsfolk som er civilklædte og endog skjuler sig under Røde Halvmåne-flag.

Forventningerne til den helt moderne teknologi har været for høje og har gjort justering nødvendig. Krigen vil trække ud og komme til at koste både store menneskelige og materialle tab. Og amerikanerne og briterne vil naturligvis ikke i første omgang blive betragtet som befriere af den i årevis systematisk vildledte irakiske civilbefolkning .

Præsident Bush har manet til realisme og bedt kongressen om yderligere bevillinger til krigen. En uge efter krigens start er der landsat faldskærmstropper i nord, så der kan åbnes en front mere vendt både mod irakerne omkring Bagdad og mod tyrkerne der har ventileret meget ubelejlige tanker om at blande sig i kampene i de kurdiske områder til egen fordel.



Meningsmålinger viser ikke destomindre, at accepten af krigen og dens realitet er stigende i såvel USA som Storbritannien - og i Danmark. I USA er omkring 75 % af hele befolkningen indforstået med krigen, med den forskel at tilslutningen blandt republikanerne ligger langt over 80, men på omkring 50 for demokraterners vedkommende. I Storbritannien står 56 % af befolkningen bag Tony Blair.

For Danmarks vedkommende kan det også konstateres, at et flertal på 54 % støtter USA's krig (kun 39 % er direkte imod), men dog ikke den danske deltagelse i krigen. Den må nøjes med en tilslutning fra 46 % mod 50 % imod. Disse tal kan dog for alle landes vedkommende ændre sig med det videre forløb af krigen.

Demonstrationerne har verden over været mange og meget store. Ikke mindst i USA, England, Spanien og Australien. Og metoderne og tolerancen har ikke være lige fine alle steder. En af de mere sofistikerede måder at demonstrere på har været hacking på internettet, nærmere betegnet det man i fagsproget kalder 'defacement' (skamfering eller vansiring), der består i at 'hacktivisterne', som disse aktivister kaldes, hacker sig ind på serverprogrammer og lægger falske forside-filer ind på tusindvis af hjemmesider. I Danmark skal det være gået ud over ca. 500 hjemmesider, herunder såmænd også nærværende "Jernesalt", hvis forside søndag morgen var erstattet med budskabet 'No war', underskrevet af en international sekt der kalder sig 'cyberlords'. Jo, denne moderne teknologi er over os - og den er ikke usårlig.

I Danmark har det været påfaldende så unge flertallet af demonstranterne har været. Der er tale om skoleelever i så stort et tal, at det er gået ud over undervisningen på mange skoler - og er blevet gjort til genstand for omtale og kommentarer i det netop udkomne nummer af Folkeskolen.

Demonstranternes unge alder fik Claes Kastholm Hansen til at skrive en ironisk, ja karikerende kronik i Berl. Tid. 25.3. under titlen "Blå stue marcherer". Han hævder her, at Blå Stue - vores danske lilleverden som ren børnehave - demonstrerer mod krigen, fordi verden i Blå Stue er ren og pæn, menneskene gode og solen skinnende; beboerne har eget værelse med tv og computer, mobiltelefon og 2000 kr. i lommepenge om måneden. Krig findes ikke i Blå Stue, altså må den heller ikke findes i verden. På Blå Stue holder man altid med den svageste, og da Saddam Hussein er den svageste i forhold til USA, så holder man med ham.

Men Blå Stue er følge Kastholm undskyldt, for de er nemlig blevet opdraget ubønhørligt hårdt til kun at anerkende de bløde værdier. Historien har man taget fra dem og dermed også de hårde og barske realiteter i verden.

Bortset fra den sproglige kreativitet og et gran af sandhed er kronikken nu ikke overdrevent klog, hvad der også fremgik af en samtale forfatteren havde i Deadline med Connie Hedegård og Politikens Jes Stein Pedersen. Der kan faktisk være gode og fornuftige grunde til at gå imod USA's krig, også selvom man er for en afvæbning, ja fjernelse af Saddam Hussein. Den bedste grund er, at USA med kun nogle få allierede gik ind i krigen uden FN. Dette skal ikke nærmere diskuteres her (jf. artiklen Fra snak til aktivt indgreb), men blot slås fast som en kendsgerning, der bevirker, at man ikke kan slutte uden videre fra modstand mod krigen til modstand mod USA som sådan endsige sympati for Saddam Hussein.

Det der kan diskuteres - og som vel egentlig også var Claes Kastholms ærinde - var og er selve spørgsmålet om krigens nødvendighed og berettigelse. Og på dette punkt kan man ikke fortænke nogensomhelst i at komme til den slutning eller have den principielle holdning fra starten, at krigen mod Irak endnu ikke var nødvendig, men i det mindste burde have afventet yderligere nogle måneders våbeninspektion.

Dér hvor Claes Kastholm svigter i sin argumentation er i latterliggørelsen af unge menneskers tro på det gode og på de bløde værdier, når det rent faktisk og heldigvis er dem de selv oplever det meste af tiden på nærmeste hold. De fleste unge mennesker bliver klogere med årene og erfaringen, og vil altså på et eller andet tidspunkt miste den politiske, kulturelle og religiøse uskyld og dermed blive ansvarlige mennesker. Men den slags skal have sin tid og skal normalt også igennem en proces, hvor de unge konfronteres med realiteterne i politik, kultur og religion. De skal med andre ord igennem ‘syndefaldet' (jf. artiklen Myte, ord og billede) og dermed lære ikke blot historien, men også grundvilkårene for menneskelivet at kende. Her hjælper hverken ironi eller formaning.

Derimod er det vigtigt, at de unge oplever, at der er voksne der finder det nødvendigt at påtage sig ansvaret for nødvendige opgaver, uanset hvor ubehagelige de kan være. Og at de unge også erkender, at de politiske ledere der påtager sig disse nødvendige, men ubehagelige opgaver ikke nødvendigvis er slyngler og forbrydere der kun er ude på at mele deres egne kager.



Præsident Bush har vist vejen ved at påtage sig det fulde ansvar for at krigen mod terrorismen ikke ender i afmagt over for kyniske og i enhver henseende udemokratiske hadere i denne verden, men at den frie demokratiske verden tør forsvare sine grundlæggende interesser. Og Tony Blair har på samme måde påtaget sig sin del af ansvaret, og dermed vist at han ikke er den rene populist man kunne tro, sålænge man alene bedømmer ham på hans vej til magten i Storbritannien.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har vist samme ansvarlighed og lederskab ved at tilslutte sig koalitionen mod Irak - uanset at det hverken lykkedes at få aktionen sanktioneret af en ny resolution i FN's sikkershedråd eller af en beslutning i EU. Statsministeren har i en kronik i Berl. Tid. 26.3. utvetydigt slået fast, at beslutningen om at deltage i den internationale koalition er et opgør med den passive tilpasningspolitik. Den er udtryk for at Danmark skal være parat til at forsvare væsentlige værdier ved selv at yde et militært bidrag. Den indebærer, at Danmark står frem og bliver synlig på verdensscenen.

Fogh Rasmussen er klar over at det vækker ubehag i visse kredse, nemlig i de kredse der stadig er grundlæggende præget af "hvad-kan-det-nytte-tankegangen", det vil først og fremmest sige de centrale kredse omkring de radikale og socialdemokraterne. Men han viser netop sit lederskab ved at turde provokere disse kredse med sin klare tilslutning til den amerikansk-ledede krig mod Irak.

Ved at tilslutte sig denne krig ligger den danske statsminister ikke under for USA eller præsident Bush, men har tværtimod tilkendegivet, at han personligt mener at tiden er inde til at Danmark tager klar stilling imod terrorismen og det had der ligger bag denne terrorisme, og han har dermed også tilkendegivet sin forståelse for, at denne terrorisme og dette had hverken fjernes ved eftergivenhed eller misforstået pædagogisk forståelse for hadet.

De demokratiske lande er i deres gode ret til at gribe ind over for angreb på deres værdier som kommer af dette rabiate irrationelle had, som alene hadernes selvbesindelse og demokraternes beslutsomme forsvar for deres værdier kan ændre.

Derfor gælder det de følgende uger ikke blot om at fokusere på selve krigens gang i Irak, men i allerhøjeste grad også om at begynde at beskæftige sig med, hvad der skal ske med Irak og i hele Mellemøsten, når krigen forhåbentlig snart er bragt til ende.

Det der er sat i gang er ikke blot en proces der vil afvæbne Irak og fjerne Saddam Hussein fra magten, men en proces der vil tvinge de arabiske lande og de muslimske befolkninger ind i en overvejelse over hvad de egentlig vil med deres liv. Vil de forblive i hadet til amerikanerne og alt vestligt og dermed også forblive i en håbløs politisk og økonomisk stilstand - eller vil de opgive hadet og begynde at bygge deres lande op til så megen frihed og demokrati at fremtiden for dem bliver tillokkende.

Dette er krigens sande perspektiv.



Senere artikler:

Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.))



Tidligere artikler:

Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal