Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Irakkrig5

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.3.03.


Fra snak til aktivt indgreb
- eller fra magtesløshed til ansvarlighed

Så står det klart.

Præsident Bush har i aftes kl. 20 (østamerikansk tid) holdt sin ventede tv-tale til det amerikanske folk og verden og heri givet Saddam Hussein 48 timer til at forlade Irak, hvis han vil undgå at USA i samarbejde med andre lande løser Irak-problemet med militære midler.

Fredelige bestræbelser på at afvæbne det irakiske regime har fejlet igen og igen, fordi vi ikke har at gøre med fredelige mennesker, sagde præsidenten. I stedet for at styre mod en tragedie, sætter vi kursen mod sikkerhed. Faren vil blive fjernet, før det er for sent at handle.

Med henvisning til de gamle, men stadigt gældende FN-resolutioner 678 og 687 fra begyndelsen af 1990erne understregede Bush, at USA og dets allierede allerede har bemyndigelse til at bruge magt for at befri Irak for masseødelæggelsesvåben. Brugen af magt er nu ikke et spørgsmål om bemyndigelse, men et spørgsmål om vilje.

Og med henvisning til FN-resolution 1441 af 8.11.02. påpegede han, at Sikkerhedsrådet allerede dengang enstemmigt bebudede alvorlige konsekvenser for Irak, hvis landet ikke gik i gang med fuldstændig og øjeblikkelig afvæbning.

I dag, fortsatte præsidenten, er der ingen nationer der kan hævde, at Irak har gennemført afvæbningen. I mere end fire måneder har USA arbejdet på, at få Sikkerhedsrådet til at gennemtvinge sine egne beslutninger. Men uden held. Sikkerhedsrådet har følgelig ikke levet op til sine forpligtelser, men "vi vil leve op til vore", sluttede Bush dette afsnit, idet han dermed så klart som overhovedet muligt påpegede forskellen mellem stater og organisationer der viger tilbage for at påtage sig det fulde ansvar for at holde styr på fjender af freden og sikkerheden - og så stater der fuldtud påtager sig ansvaret og lederskabet.

Præsident Bush gjorde det derefter klart, at USA nu vælger handlingens vej, fordi risiciene ved ikke at gøre det ville være større. Vi vælger at møde truslen nu hvor den melder sig, og før den pludseligt rammer vore byer og himmelstrøg. .... Sikkerheden i verden har brug for afvæbningen af Saddam Hussein nu.

Præsident Bush's tale må siges at være usædvanligt klar i såvel budskab som formulering. Han henvendte sig også direkte til de irakere der måtte lytte til hans tale i radioen - og stillede dem opbygning af deres land og fred med nabolandene i udsigt. Forinden har USA gjort det klart for befolkningerne i Mellemøsten, at en genoptagelse af fredsprocessen vil ske i forlængelse af en løsning på Irak-konflikten.

Præsidenten undlod store, altfor illusoriske ord om en ny verdensorden og en demokratisering af de muslimske lande, ligesom han undgik religiøse metaforer om ondskabens akse. Der er ingen tvivl om at talens ordlyd er blevet nøje overvejet. Og resultatet kan kun betegnes som overbevisende. USA har skubbet den endeløse snak i FN's sikkerhedsråd og specielt Frankrigs definitive nej til en afvæbning af Irak med militære midler til side, og påtaget sig det fulde lederskab for kampen mod terrorismen og eliminering af et af de værste konkrete arnesteder for terrorismen. Dermed blev indirekte understreget at USA er og bliver den eneste supermagt i verden og dermed den eneste magt der har en klart dominerende stilling i verden. Men samtidigt fremgik det også, at USA ser realistisk på problemerne og er meget langt fra den hybris man kunne frygte og som ville være vejen til fald for landets prestige.



I flere måneder har det stået klart, at USA vil have gennemført et regimeskifte i Irak for at komme af med en farlig mand og hans farlige våben og penge, og ligeledes har det stået klart, at USA gerne så det international samfund, primært FN, men også EU og Nato med i en fælles afvæbning og fjernelse af Saddam Hussein, men at man om nødvendigt ville foretage denne alene eller med støtte af de få lande som Storbritannien, Spanien, Australien og enkelte andre, som ville tilslutte sig en aktion.

I flere uger har man arbejdet med den 17. marts som en mere eller mindre officiel deadline for Saddam Husseins opfyldelse af de krav til afvæbning som blev fastsat i FN-resolution 1441 af 8.november 2002. Men da tiden er blevet spildt med endeløse forhandlinger om resolutionsudkast, som i den sidste ende alligevel ikke kunne undgå et veto fra Frankrig og Rusland, og sandsynligvis ikke engang opnå almindeligt flertal i Sikkerhedsrådet, så har USA forståeligt nok valgt i nært samarbejde med Storbritannien og Spanien at sige stop.

På de tre staters ‘krigsråd' på Azorerne (eller Acorerne som det også staves - uden det ægte ç) slog præsident Bush, premierminister Tony Blair og premierminister Aznar fast, at tiden nu var udløbet for Saddam Hussein. Et allersidste forsøg på at få Sikkerhedsrådet til at sanktionere en militær aktion ville blive prøvet mandag, men ellers vil Saddam Hussein blive stillet over for et ultimatum om øjeblikkelig, betingelsesløs og total afvæbning. Og hvis han ikke bøjer sig for dette, vil resultatet blive krig.



Det internationale samfunds pres mod Saddam Hussein for at få ham til at opfylde alle krav i resolution 1441 har været ramt af en beklagelig indre splittelse, der har betydet, at offentligheden i både Vesten og Mellemøsten har haft indtryk af, at det store flertal i Vesten hellere ville lade Saddam Hussein blive siddende ved magten og fortsætte sin endeløse kispus med FN's våbeninspektører end risikere en krig mod manden, der kunne gøre ende på hans magt og legen kispus, men unægteligt også koste menneskeliv og materielle skader samt provokere en folkelig urobølge i Mellemøsten - primært vendt mod USA, men også sekundært mod andre vestlige mål.

Tyskland har haft sine lidt specielle grunde til at afvise krigen blankt. Den særdeles populære udenrigsminister Joschka Fischer er fra partiet De Grønne og vil til enhver tid stå stærkest som forfægter af pacifistiske synspunkter. Og den upopulære kansler Schöder vandt med nød og næppe parlamentsvalget i september alene på sin modstand mod krigen. Hvortil kommer, at Tyskland som hovedansvarlig for 2. verdenskrigs rædsler naturligvis bør være tilbageholdende, når det gælder anvendelse af militær magt. Denne tilbageholdenhed bør man ikke bebrejde dem.

Frankrig derimod har spillet højt spil i Irak-krisen, fordi landet efter Chiracs overraskende store valgsejr ved præsidentvalget sidste år har vist forbløffende vilje til at hævde nationens ‘gloire' på bekostning af alliancen med USA. Skønt det længe så ud til, at Frankrig trods alt i den sidste ende ville undlade at bruge sin vetoret i Sikkerhedsrådet mod USA, har det de sidste uger stået fuldstændigt klart, at det modsatte var tilfældet. Det har skadet forholdet mellem Frankrig og USA. Det har skadet FN's troværdighed og effektivitet, og om det overhovedet vil gavne Frankrig i Mellemøsten på lidt længere sigt får stå hen.

FN er betydeligt svækket ved den udvikling hele affæren har taget. Sikkerhedsrådet har slet ikke været i stand til at hamle op med Saddam Husseins utrolige evner til at trække tiden ud ved at give våbeninspektørerne småindrømmelser på stribe uden nogensinde at opfylde kravet om fuldstændig afvæbning og dokumentation. Men har tværtimod meldt pas ved at fortsætte med at give våbeninspektørerne bestilling på endnu et sæt af meningsløse rapporter. Somom det var rapporter der var brug for og somom det var dem der blev krævet ved resolution 1441. Det har desværre altsammen været regulært, men systematisk selvbedrag.

FN's svækkelse er ikke overraskende, for så vidt det i årtier har stået klart, at organisationen er ude af stand til at sikre freden, når det virkelig brænder på. Dertil er modsætningerne mellem stormagterne simpelthen for store. Og helt usmageligt bliver det, når USA på den ene side og Frankrig på den anden forsøger at købe sig stemmer nok i Sikkerhedsrådet til deres egen politik, i stedet for at værne om de enkelte medlemslandes suveræne ret til at stemme efter overbevisning. Modsætningerne mellem de mindre lande er nemlig også en kendsgerning, som har sine grunde og som forsøg på kompromis'er om vigtige afgørelser aldrig bør tilsløre.

USA har åbenlyst kalkuleret med muligheden for at få almindeligt stemmeflertal for en ny resolution der automatisk ville give landet ret til at bruge magt mod Irak - selvom Frankrig og Rusland skulle nedlægge veto. En sådan ‘moralsk' ret er noget af det mest umoralske man overhovedet kan tænke sig i denne forbindelse. For det første fordi det alene er et stemmeflertal uden vetoer der tæller juridisk, - den ‘moralske ret' er simpelthen noget vås - for det andet fordi stemmekøb er og bliver politisk korruption uanset hvad formålet er.

FN vil selvfølgelig overleve den aktuelle svækkelse, og måske allerede komme på banen igen relativt hurtigt ved genopbygningen af Irak efter krigshandlingernes afslutning. Men dette rokker ikke ved kendsgerningen, at FN er magtesløst, når de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet ikke kan blive enige om en fælles militær indskriden mod lande der forbryder sig mod FN's principper og vedtagelser. Ej heller rokker det ved, at FN er afhængig af, om USA i den sidste ende vælger at gå enegang i varetagelse af sine egne sikkerhedsmæssige interesser eller vælger at skaffe sig det fornødne flertal i Sikkerhedsrådet.



Der er mange mennesker kloden rundt, men vel navnlig i den vestlige verden, der har ondt af disse hårde realiteter, idet de ser idealet som en fuldstændig enighed mellem FN's medlemslande om en fælles varetagelse af FN's principper for fred og sikkerhed i verden. Men de glemmer, at dette ideal - så smukt det end må siges at være - mere bygger på drømme og forhåbninger end på den reelle magtbalance i verden. Idealerne bør aldrig opgives, men de burde erkendes som det de dybest set er, nemlig universelle ideer eller bedre arketypiske forestillinger, der nok bør være ledetråde for demokratisk indstillede nationer, men aldrig kan være erstatninger for enkelte magtfulde staters ansvar for freden og sikkerheden i verden eller for disse staters vilje til at leve op til dette ansvar.

Det er en illusion - som ikke mindst trives blandt europæiske intellektuelle, pacifister eller ej - at tro at magt altid er af det onde og at magtudøvelse derfor ikke kan være selve forudsætningen for håndhævelse af en orden der betyder fred og sikkerhed og dermed frihed til demokratisk udfoldelse uden indblanding af folk eller stater der bruger magt til at undertrykke andre med.

Og det er en decideret livsløgn blandt særdeles mange intellektuelle og almindelige dødelige på venstrefløjene i europæisk og amerikansk politik at tro at den sociale stratifikation som alle de demokratiske lande uden undtagelse opviser overhovedet skulle kunne undgås, hvis demokratiet skal opretholdes.

Bag denne for øjeblikket meget udbredte livsløgn stikker i virkeligheden en simpel fornægtelse af selve den realitetsprøvelse som ligger i det mytologiske ‘syndefald' og som består i at mennesket ved selve bevidstgørelsen om forskellen mellem godt og ondt - og først dér - træder ind i ansvarlighedens og realiteternes verden, hvor de igen må indse at de kun kan værne om det gode ved aktivt at sætte grænser for det onde.



En centralt placeret amerikansk kommentator som Robert Kagan har fornylig i et par flittigt citerede artikler i Policy Review analyseret forskellen mellem amerikanernes og europæernes tænkemåde i lys af denne sondring mellem den idealistiske forestilling om den paradisiske, evige fred og harmoni og den realistiske forestilling om en skrøbelig fred og orden der alene kan opretholdes med magt af demokratisk indstillede ledere, der har den fornødne vilje til det.

Kagans hovedsynspunkt er, at amerikanernes og europæernes roller i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede er byttet om. Mens det før 2. verdenskrig var europæerne der som magtudøvende hævdede deres territorier og erobringer over hele verden og amerikanerne der mere ydmygt forsvarede deres idealistiske forestillinger om de svages rettigheder, så er det nu omvendt europæerne der er svage og forsvarer de svage, og amerikanerne der er stærke og hævder deres ret til at gribe ind, hvor deres interesser og sikkerhed trues.

Kagan påstår provokerende at amerikanerne er fra Mars, krigsgudens planet, mens europæerne er fra Venus, kærlighedsgudindens planet - og altså således fra hver sin verden, hvis man bedømmer dem på, hvordan de forholder sig til de store aktuelle strategiske og internationale spørgsmål.

Amerikanerne betragter groft sagt verden som opdelt mellem gode og onde, mellem venner og fjender, og de har en klar tendens til at søge definitive afgørelser på de internationale politiske problemer, herunder eliminering af alvorlige trusler. Europæerne derimod går frem med større finfølelse og mere subtile og indirekte metoder. De er mere tolerante og tålmodige. De søger fredelige løsninger på problemerne og foretrækker derfor forhandling, overtalelse, diplomati.

Alt dette kan der overfladisk set være meget rigtigt i, men man bør ikke for tidligt lade sig narre af den kaganske firkantethed af en politisk logik. For selvfølgelig er det rigtigt, at rollerne er byttet om i den forstand at USA i dag som den eneste supermagt i verden har en styrke og magt som er uden fortilfælde i historien, mens Europa - på trods af EU's delvise succes - er et splittet kontinent, fortsat delt op i rige og fattige, demokratiske og udemokratiske lande, civile samfund og samfund der er prægede af mafiavæsen, og desuden dybt splittet i spørgsmålet om, hvordan det fremtidige, udvidede EU skal fungere. Nogen enighed om en fælles udenrigspolitik synes ikke inden for rækkevidde i overskuelig tid. Europa kredser derfor ganske naturligt i vidt omfang om sine egne problemer, sin egen identitet og sin egen fremtid - med et væld af debat mellem politikere og intellektuelle.

Det er også ubestrideligt, at USA i kraft af sin supermagt-position har fået en så dominerende stilling i verden, at det vækker til direkte modstand, had og terror fra lande og befolkninger der af den ene eller anden grund føler sig tilsidesat, svigtet eller direkte økonomisk undertrykt. Modstanden kulminerede foreløbig med terroranslaget mod USA den 11. september 2001, som derfor naturligt nok fik USA til under den nye præsident Bush at ændre sin strategi i verden fra en mere isolationistisk til en klart aktiv, udadvendt og styrende udenrigspolitik. USA har pludseligt fået et hovedansvar for udviklingens gang i store dele af verden, herunder ikke mindst for brændpunktet i Mellemøsten.

Men ansvar gør ikke mennesker eller nationer til krigsgalninge og magtgalninge, lige så lidt som svaghed fritager mennesker eller nationer for ansvar for deres eget liv, så de skulle kunne hengive sig til dyrkelsen af den rene kærlighed uanset hvad der sker i verden omkring dem.

Robert Kagans fejlvurdering ligger i, at han - som iøvrigt også hans danske fortaler, redaktør Martin Krasnik - stiller tingene op som logisk uforenelige modsætninger, som et enten-eller i valg af politiske mål og metoder. Men der er ikke nogen uforenelig modsætning mellem krig og kærlighed, eller mellem styrke og svaghed, magtudøvelse og diplomati, forsvar for egen frihed og egne rettigheder og hensynet til andres frihed og rettigheder. Disse modsætninger er alle af komplementær art, hvad der vil sige, at det er muligt at lade dem indgå i et dynamisk modspil uden at den ene side nødvendigvis behøver at æde den anden op.

Det afhænger af en nations eller en sammenslutnings indre kultur om man vil lade det dynamiske modspil foregå inden for det civile samfunds rammer af orden og fred - eller om man vil bryde komplementariteten for at dyrke den ensidighed der undergraver kulturen.



Problemet i det internationale samfund hvor fred og sikkerhed beror på aftaler og viljen til at overholde indgåede aftaler er, at der naturligvis her må ske et bevidst og usvækket værn af selve aftalesystemet over for enhver fjende der ikke ønsker at overholde aftaler, men måske tværtimod har i sinde at bryde dem ved fx angribe suveræne stater der ikke udgør nogen trussel mod dem selv. Det internationale samfunds fredelighed og sikkerhed beror med andre ord på, at alle dets civiliserede medlemmer ikke alene for deres eget vedkommende afholder sig fra brud på de fælles aftaler, men også vover at skride ind mod andre som truer dem på livet.

Helt konkret har Irak under Saddam Hussein siden 1991 været en trussel for sine omgivelser på en sådan måde, at landet har sat sig uden for det internationale samfunds aftalesystem og kultur, mens USA i den samme periode har været hovedgaranten i verden for at det internationale samfunds aftalesystem kunne opretholdes og forsvares mod ydre fjender.

Den amerikanske tendens til at opdele andre stater i gode og dårlige stater har sine uheldige religiøse forudsætninger, men forhindrer ikke, at USA grundlæggende er nødt til at sondre mellem stater der som Irak og Nordkorea er en trussel for såvel USA selv som for hele det civiliserede internationale samfund - og så de lande der ikke er det.

USA er fortsat et helt igennem demokratisk og civiliseret land med en særdeles aktiv og kreativ indre kritik der sikrer at landet undgår at havne i den hybris som landets militære og økonomiske magt kunne friste det til at gøre sig skyldig i. Den indre kritik er måske ikke af helt samme art som den indre kritik i det svagere Europa, men den er særdeles levende og nuanceret og vil sikre at USA forbliver en del af samme selvkritiske og vestlige kultur som Europa. Det svagere Europa skal ikke opgive sin selvkritiske kultur endsige bare ukritisk lade USA ordne paragrafferne. Men omvendt skal europæerne heller ikke - i mere eller mindre idiosynkratisk aversion mod republikanere som Georg W. Bush - bilde sig ind, at USA er blottet for selvkritik og ansvarlighed. Venstrefløjs-retorikken mod præsident Bush har ikke tydet på, at man er blevet klogere med alderen på den fløj.

I den aktuelle situation har USA med præsident Bush valgt at påtage sig fuldt ansvar for sin egen sikkerhed og fuldt lederskab i kampen mod den internationale trussel mod de demokratiske landes fred og sikkerhed. Dermed har USA ikke undergravet FN eller FN's sikkerhedsråd endsige EU og andre organisationer der hver på deres vis prøver at gøre forskellige regioner af verden fredelige og sikre, men tværtimod sat en ny international standard for kampen for fred og sikkerhed og imod terrorisme og andre livsfarlige trusler mod den civiliserede verden.



Den danske regering skal nu tage stilling til om Danmark skal deltage aktivt i krigen mod Irak med de beskedne militære midler det danske forsvar kan stille til rådighed. Så vidt det er kommet frem er statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller indstillet på at søge flertal i Folketinget for en sådan opbakning til USA's og Storbritanniens krigsførelse, også selvom det alene kan baseres på et flertal sammen med Dansk Folkeparti.

Modstanden fra socialdemokratiet og de radikale er som ventelig stor. Og den går som ventelig i hovedsagen på spørgsmålet om fortolkningerne af FN-resolutionerne. Modstanderne af en dansk deltagelse i aktionen mod Irak hæfter sig ved, at det ikke var muligt for USA at skaffe sig et ekstra mandat i FN's sikkerhedsråd for krigshandlinger. Men regeringen fastholder - som USA og Storbritannien - at de eksisterende FN-resolutioner (678, 687 og 1441) er fuldt tilstrækkelige.

Dette interessante spørgsmål vil man aldrig få opklaret. Der kan siges for og imod - ikke alene fra politisk side, men også fra eksperter i international ret. Men så meget kan dog fastslås med sikkerhed, at man aldrig kan komme tilbunds i disse spørgsmål alene ved at studere juraen. Det påpegede en af vore førende eksperter på området, Isi Foighel, i en udmærket samtale med Connie Hedegård i DR2's Deadline søndag aften den 17.3. Pointen er, at brugen/fortolkningen af paragrafferne er med til at sætte standarden. Fortolkningen kan ikke ske vilkårligt, den må ske under fuldt ansvar og i fuld bevidsthed om konsekvenserne. Men standarden sættes ikke desto mindre af de demokratiske lande der har vilje til at føre an i forsvaret for folkeretten.

Meningsmålingerne har vist, at et stort flertal af befolkningen vil være indforstået med dansk deltagelse i en krig mod Irak, hvis den på forhånd er sanktioneret af FN, men også at et stort flertal vil være imod, hvis det ikke er tilfældet. Det kan i denne situation ikke undre, at et blad som Ekstrabladet mener, at den danske regering bør følge folkeviljen - uanset hvordan man fortolker retsgrundlaget for en krig mod Irak. Hvorimod både BT og Kristeligt Dagblad mener, at den danske regering er i sin ret til at tilslutte sig USAs indgriben ved almindeligt flertal i Folketinget.

Den danske regering bør vise sit format og sit lederskab ved at følge USA i den beslutsomme vilje til at sætte en ny standard på dette område - og så lade folkeviljen rette sig ind efter resultatet og socialdemokrater og radikale om at blive ved de endeløse betænkeligheder. Alt andet vil være forræderi mod det regeringen er blevet valgt på.



Efterfølgende artikler:

Irakkrigens første uge  (27.3.03.))
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Arabisk desillusionering   (16.4.03.)



Tidligere artikler:

FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)
Bush-doktrinen  (22.9.02.)
USA's dominans  (2.6.02.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal