Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mellemoest04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.6.07.


Mellemøstlig destruktivitet

Hamas-bevægelsens skånselsløse kamp mod afdøde Yassir Arafats og nuværende præsident Mahmoud Abbas' efterhånden modererede og forhandlingsvenlige Fatah-bevægelse i Gaza-striben er en magtkamp der ikke alene undergraver selvstyrets samlingsregering og formentlig vil føre til en reel deling af selvstyret i et Gaza-styre og et Vestbredssstyre. Den er også symptomatisk for hele udviklingen i Mellemøsten. De dybt-frustrerede og ikke-sekulære befolkninger er dybt splittede mellem uforsonlige, radikale bevægelser og moderate, progressive kræfter - og splittelsen er destruktiv både udadtil og indadtil. Den skaber ødelæggelser mod indbildte fjender - og den umuliggør enhver national suverænitet der kan sikre civil orden, sikkerhed, økonomisk og socialt fremskridt, begyndende demokratisering og international hjælp og anerkendelse.

"Det der sker i Gaza er den rene galskab", lød det som den første kommentar fra den palæstinensiske præsident Abbas i Ramallah på Vestbredden. Han måtte se til at hans folk i Gaza blev fuldstændigt fordrevet på få dage, selvom hans hær eller 'præventive sikkerhedsstyrke' på papiret var større og stærkere end Hamas'. Men dens hovedbygning i Gaza by faldt, og sikkerhedsfolkene blev ydmyget på åben gade. Talsmænd fra Hamas betragtede sejren som 'Islams sejr' og 'Allahs sejr' over 'luderhæren' og 'de vanhellige hedninge'. Sejren blev fejret med uddeling af kager og bolsjer - samt fremvisning af videofilm og dokumenter der angiveligt beviste at Fatahs efterrretningstjeneste skulle have arbejdet sammen med Israel om at likvidere Hamasfolk i Gaza.

Galskaben, den totale gensidige mistillid og foragt og den forblændede sejrsrus og kortsigtethed, er den sørgelige kendsgerning, der stiller spørgsmålet om befolkningerne er ved at komme hjælpeløst og uigenkaldeligt i lommen på gale, hadefulde og hævngerrige fanatikere der er totalt fokuserede på deres egne snævre, klanagtige og sekteriske identiteters opretholdelse.



Fatah blev som bekendt skabt af Arafat helt tilbage i 1950'erne og blev efterhånden dominerende i PLO-bevægelsen, den oprindeligt helt uforsonlige organisation for befrielsen af Palæstina og dermed udslettelsen af Israel. Men i 1988 droppede Arafat og bevægelsen klogeligt nok kravet om Israels udslettelse - og indgik få år senere den såkaldte Oslo-aftale med Israel. Arafat fik Nobelprisen sammen med israelerne Rabin og Peres, men turde ikke tage skridtet fuldtud og acceptere en definitiv fred med Israel. Han talte med to tunger, en når han talte til sit folk og araberne - og en anden når han talte til Vesten. Den palæstinensiske befolkning opgav aldrig sin tro på hævn og retfærdighed gennem fuldstændig tilbagevenden til det gamle land - og Arafat undlod konsekvent at rokke åbenlyst ved befolkningens illusioner. Men i praksis indgik Fatah, navnlig efter Abbas' overtagelse af magten, aftaler med Israel og Vesten der pegede frem mod dannelsen af en suveræn palæstinensisk stat sideordnet med den israelske stat.

Hamas derimod fulgte under sin grundlægger Sheikh Ahmed Yassin lige fra starten i 1988 en klar islamistisk ideologi. Hele området Gaza, Israel og Vestbredden var hellig islamisk jord der udelukkede den israelske stat. Bevægelsens brigader har gennemført den ene selvmordsterroraktion mod Israel efter den anden, og den regnes derfor af EU som en decideret terrororganisation. Det indebar at donormidlerne til det palæstinensiske selvstyre blev indefrosset, da Hamas vandt parlamentsvalget i 2006. Selvstyret blev undergravet, og det hjalp kun lidt at Hamas' politiske leder efter pres fra både præsident Abbas og det internationale samfund indvilgede i at danne en samlingsregering med Fatah. Modsætningerne viste sig for store. Holdningerne til anerkendelse af statens Israels eksistens som betingelse for en suveræn palæstinensisk stat var og forblev uforenelige og dermed i længden undergravende for tilliden mellem samlingsregeringens parter.

Hertil kom at Fatah-bevægelsen i vid udstrækning var blevet forhadt af befolkningen på grund af den stigende korruption - og samarbejdet med de israelske myndigheder. Det var Fatahs korruption der gjorde udslaget ved parlamentsvalget i januar 2006 - og det tragikomiske ved dette første frie valg i Palæstina var i det hele taget at friheden blev brugt til at give en islamistisk og dermed i princippet udemokratisk bevægelse absolut magt. Vesten anerkendte ikke resultatet, og Hamas-tilhængerne på deres side opfattede den manglende vestlige anerkendelse som hykleri. De forstod ikke og forstår ikke at Vesten ikke sætter lighedstegn - og umuligt kan sætte lighedstegn - mellem et såkaldt frit valg, der fører et enkelt parti til den definitive magt, og et demokrati der sikrer mindretallene og deres rettigheder såvel som muligheden for at komme af med en uønsket regering.



Vestens boykot af Hamas-styret anføres som en af grundene til at det nu er gået så galt som tilfældet er, for boykotten har vitterligt undermineret Hamas' muligheder for at sikre en økonomi der kommer hele civilbefolkningen til gode. Men det er alt for letkøbt på denne måde at give Vesten medskyld for miseren. For Vesten står i et uløseligt dilemma mellem at støtte en organisation der begår terror mod Israel og ikke vil acceptere statens Israels eksistens og på den anden side sørge for hjælp til den almindelige palæstinensiske befolkning gennem organisationen. For hjælper man organisationen til at hjælpe befolkningen, accepterer man organisationens terror og antiisraelske politik. Og dette går ikke, hvis man vil fastholde de langsigtede mål. Men kampen er også her asymmetrisk til terrororganisationens oplagte fordel, for Vestens boykot går mest ud over civilbefolkningen, hvorimod Hamasbevægelsen klarer sig glimrende hvad angår de militante og terroristiske opgaver, takket være den systematiske hjælp fra Iran.

Denne hjælp bekymrer ikke blot de vestlige lande, men også de arabiske, fordi hjælpen er en støtte til de radikaliserede shiiter, som de arabiske regimer frygter. Og fordi uro i de palæstinensiske og libanesiske områder skaber uro i hele Mellemøsten. Begge dele betyder færre og ringere chancer for reformer og fremskridt, men flere og bedre chancer for yderligere destruktion og selvdestruktion.

I denne situation har præsident Abbas ikke haft andet valg end at opløse samlingsregeringen og indføre nødretstilstand samt udpege en Fatahregering på Vestbredden. Som dens leder har han valgt en i Vesten højt respekteret økonom: Salam Fayyed, der har boet mange år i USA og skal have et glimrende netværk i den vestlige bankverden - og som iøvrigt var finansminister i den sidste Fatah-regering. Lige den mand der er brug for. Men også en ny regering der vil være med til at understrege adskillelsen mellem Vestbredden og Gaza. Så kan Hamas-bevægelsens politiske leder Ismail Haynie protestere lige så meget han vil fra Gaza - og vedblive at betragte sig som samlingsregeringens leder. Samlingsregeringen eksisterer kun på papiret. Fatahregeringen på Vestbredden kan få vestlig og arabisk hjælp og ende med de facto status som suveræn stat, mens Hamas-regeringen i Gaza går usikre tider imøde med udsigt til et økonomisk kaos, hvor bolsjer og kager samt sejrsrus på gaderne ikke batter meget.



Det er let at se at udviklingen i Gaza den sidste uges tid på mange måder hænger sammen med kampen mod terrorismen siden 2001 og dermed Afghanistan- og Irak-krigene, Muhammed-krisen samt sidste års uheldige Libanon-krig. Det er også let at drage den forhastede løsning at problemerne er håbløse og løsningerne umulige at få øje på. Men for det første har problemerne været lige så håbløse andre steder og tider - uden at det har ført til permanente, irreversible situationer. Tænk bare på den kolde krig eller borgerkrigen i Nordirland. For det andet gælder nu som før at løsninger på tilsyneladende håbløse situationer aldrig findes gennem våbenmagt alene.

En øget militant indsats fra de radikaliserede islamistiske bevægelsers side vil uundgåeligt forværre situationen og udskyde mulighederne for fornuftige løsninger. Og specielt vil en sejr for det islamistiske Irans hidtil vellykkede forsøg på ekspansiv indflydelse - ovenikøbet med udsigt til yderligere forstærkning gennem snarlig besiddelse af atomvåbnet - være en alvorlig trussel mod fredsmulighederne og fremskridtet i hele regionen.

Men i sidste ende kommer fred og fremskridt ikke i stand uden demokratisering og sekularisering, og dette vil igen sige at destruktionen og selvdestruktionen ikke vil kunne aflives uden et regulært sindelagsskifte hos alle der er ramt af disse onde og inkonsistente tilbøjeligheder. Sejrsrusen er desværre - som det fleste kunstige rustilstande - ikke det gunstigste tegn, men tværtimod symptomet på at der er noget rivende galt med den psykiske tilstand. Man jubler jo ikke over erobringer der kan føre frem til ægte fremskridt og reformer, men over hævnaktioner der låser situationen fast eller gør den værre.

Som tidligere påpeget på disse sider (se bl.a. Det altødelæggende palæstinensiske had) er 'retfærdighed' det sidste en befolkning skal satse på, hvis den vil lægge sine traumer bag sig og se at komme frem til en tilværelse med opbygning, fred og fordragelighed. Vejen til fred og fremskridt i Mellemøsten består nu som før i den fuldstændige, uforbeholdne accept af statens Israels eksistens, uanset hvor smertelig den måtte være. Først dermed slipper man destruktiviten og selvdestruktiviteten, og først derefter kan man begynde at tænke på demokratisering og sekularisering.

Mellemøsten har umådelig lang vej at gå for at komme på højde med Vesten. Og man vil sakke yderligere bagud i de kommende års udvikling. Men man kommer ikke så meget som et eneste skridt i den rigtige retning medmindre man opgiver hadet til Israel og Vesten.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Situationen i Mellemøsten generelt  (15.8.07.)

Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Iran - den nye stormagt i Mellemøsten?  (10.4.07.)

Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg:
Volden eller dialogen, opbygningen og freden


Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)

Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Hizbollah, FN, EU og Israel  (28.8.06.)
Kampene standset i Sydlibanon -
men Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet
  (16.8.06.)

Gaarder, Israel og kristendommen  (11.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)

Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
Bush, Irak - hadet og historiens dimension   (5.7.05.)

Palæstinensernes valg  (14.1.05.)
Arafat - en saga blot  (11.11.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)
Had og demokrati  (30.4.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal