Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - status2008

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.12.08.


Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise

Dansk politik i 2008
Danmark og EU
EU i krise
USA får ny præsident
Kampen mod terrorismen
Kampen om sandhederne
Henvisninger



Dansk politik i 2008    
Til toppen  Næste

Ved årets udgang er det først og fremmest den store finansielle og almenøkonomiske krise der påkalder størst opmærksomhed. Men december måneds nye krigstilstand mellem Israel og Hamas i Gaza, den islamistiske terror mod Mumbai og fire danske soldaters død i kampen mod Taliban i Afghanistan sætter krisen i skarpt relief. Og det samme gør på sin vis Samuel Huntingtons død, fordi det var denne politolog der i 1993 gjorde gældende at den gamle strid mellem de store politiske ideologier og det vestlige demokrati var blevet erstattet af et langt bredere sammenstød mellem klodens mange forskelligartede kulturer eller civilisationer som efter hans mening ville føre til en ny verdensorden. Krisen går dybt - og en større forandring i verdensordenen og dens fremtidige dynamik synes i dag nærmest uundgåelig.

Danmark holder dog foreløbigt skruen i vandet. Julehandelen har vist tilbageholdenhed hos forbrugerne. Enkelte virksomheder har bebudet fyringer. Men beskæftigelsen er fortsat usædvanlig høj, og ledigheden forventes i det kommende år kun at stige til en mere normal størrelse. Boligmarkedet er gået næsten i stå. Et stigende antal ejerboliger går på tvangsauktion. Boligpriserne falder og dermed også friværdierne. Men folk har stadigt penge mellem hænderne, så det største problem synes at være selve den psykologiske tilbageholdenhed samt bankernes forsigtighed med at låne penge ud. Bankerne har tabt mange penge på udenlandske aktiers og især bankaktiers bratte kursfald. De danske banker har ikke undgået følgerne af de opskruede forventninger der har stimuleret lysten til dumdristige investeringer. Men regeringen har grebet ind med visse garantier og forventes i det nye år at fremlægge endnu en redningspakke der skal sikre bankerne nye muligheder for at låne penge ud til almindelige og fornuftige forretninger - uden at de garanteres mod tab ved for dårlig risiko- og kreditvurdering. Renten er på det sidste gået ned, men da den danske krone, som står uden for Euroen, har været under pres, har Nationalbanken måttet øge rentespændet mellem den danske og den internationale disconto. Alt i alt ser det ikke værst ud her i landet, men alle ser afventende tiden an. Det gør regeringen også - og det kan indebære at indgreb vil komme for sent, eftersom de som hovedregel først virker længe efter at de er indført. Men at stimulere økonomien direkte med fremrykning af offentlige investeringer allerede nu, anser regeringen ikke uden grund for uansvarligt.



Partipolitisk er der endnu ikke sket den store forskydning. Regeringen holder skansen sammen med Dansk Folkeparti. Flere ministre har ikke just klaret sig med bravour. Og Foghs regeringsrokade i september har ikke hjulpet alverden. De konservative har haft fordel af formandsskiftet, men den nye formand må bære en stor del af ansvaret for at politireformen løb af sporet og til sidst kostede rigspolitichefen embedet. Kulturministeren brillerer heller ikke som fremsynet entusiast. Men det er Venstre der først og fremmest må lide under dalende vælgerbegejstring. Anders Fogh Rasmussen synes fortsat urørlig som statsminister og forstår fortsat at sætte sig selv i scene som en statsmand der kan begå sig sikkert i udlandet og som oven i købet sammen med Connie Hedegaard har sat fokus på klimaet for at redde FN's klimatopmøde til december. Men hans relativt sikre position som regeringschef synes i høj grad at bero på at oppositionen ikke har et selvindlysende alternativ, hverken ledelsesmæssigt eller politisk.

Ny Alliance blev til Liberal Alliance, men lige lidt har det hjulpet. Flere af de folketingsmedlemmer partiet fik valgt i november 2007 har forladt partiet, som alle meningsmålinger dømmer ude næste gang. Partiet har ikke vist nogen fornyelse i dansk politik, og slet ikke noget egentligt alternativ til Det radikale Venstre som det udgik fra og som det fik splittet. Det er tværtimod blevet et inderligt overflødigt parti. Dansk Folkeparti har bevaret sin status som regeringens trofaste støtte, men har flere gange kunnet markere enighed med oppositionen og dermed så at sige forberedt sig på parlamentariske ændringer. Hos oppositionen er det Socialistisk Folkeparti med Villy Søvndal i spidsen der har formået at skabe så stor fornyelse og fremgang, at de har måttet berolige vælgerne med at de skam vil støtte Helle Thorning Schmidt som regeringsleder. Socialdemokraterne er jo større end SF, og den slags plejer at afgøre hvilket parti der skal have statsministertaburetten. Men som landet ligger lige nu, ser det ikke ud til at Helle Thorning kan slå VK af banen, medmindre Anders Fogh i utide overlader roret til Lars Løkke Rasmussen. SF's formand bliver afgørende.

I mellemtiden skal der forhandles om en større skattereform og en større trafikreform. Begge tiltrængte og begge med rimelige chancer for bredt forlig. Skattereformen vil først og fremmest betyde generel lettelse af skatten på arbejdsindkomst og vil formentlig også ende med lettelse af topskatten, fordi der er behov for at stimulere faglærte grupper med pæne lønninger til at arbejde flere timer end de allerede gør. Sandsynligvis vil registeringsafgiften på miljørigtige biler blive nedsat mod indførelse af roadpricing og kilometerafgift m.m. Og trafikreformen skulle iøvrigt gerne ende med en kraftig og højst tiltrængt forbedring af den kollektive trafik.



Danmark og EU    
Til toppen  Næste

Regeringens største problem er udlændingepolitikken - eller rettere - EF-domstolens indblanding i medlemslandenes ret til at føre deres egen udlændingepolitik. Den såkaldte Metock-dom, der egentligt vedrørte en irsk sag, var en streg i regningen for regeringen og Dansk Folkepartis ellers faste og stramme udlændingepolitik, for den betød at statsborgere i et EU-land har ret til at få opholdstilladelse for en ægtefælle der ikke er EU-borger, men som har opholdt sig legalt i et EU-land nogle få uger. Det er en grotesk regel der først og fremmest afslører, at EF-domstolen og EU-systemet som sådant er gået fuldstændigt grassat når det gælder at give individers ret overhøjhed over samfundets ret og dermed over det enkelte lands ret til suverænt at bestemme hvem der må slå sig ned i landet.

Såvel integrationsministeren som statsministen lagde hurtigt ud med en erklæring om at Danmark ville bøje sig for EF-domstolens konkrete afgørelse, men samtidigt arbejde for en ændring af EU's regler om familiesammenføring. Og dette løfte har man da også efterfølgende prøvet at leve op til, men foreløbigt uden resultat. Ganske vist har kommissionsformanden for nylig ventileret den mulighed at en ændrig ikke var helt udelukket, men ingen nøgtern vurdering giver noget for formandens støtte til Fogh. Dansk Folkeparti fik presset integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til et forlig om at reglerne skulle laves om, men at EF-domstolens afgørelse stod ved magt indtil reglerne blev lavet om. Men realiteten er at der intet er sket og at intet tyder på at der kommer til at ske noget.

Da statsministeren skulle lave en regeringsrokade i forbindelse med formandsskiftet hos de konservative var det ventet at Birthe Rønne Hornbech ville blive fritaget for sit ministerarbejde, da hun åbenlyst havde svækket regeringens image, men Fogh holdt fast i hende - også efter at han et par måneder senere måtte give hende en alvorlig advarsel mod at udtale sig på egne vegne om omtålelige spørgsmål. Hun og velfærdsminister Karen Jespersen havde at udtale sig på regeringens vegne, var beskeden. Rønn Hornbech klappede derefter i - på pinlig demonstrativ vis ved at sidde smilende og forholde sig tavs til nærgående spørgsmål fra journalisterne. Hun er åbenlyst en belastning for regeringen og samarbejdet med Dansk Folkeparti. Og det svækker Fogh Rasmussen at han ikke skifter hende ud.



Men det er ikke den eneste sag, hvor Danmark er kommet på mere eller mindre udtalt afstand af EU-systemet. Også i valutaspørgsmålet er forholdet til EU blevet et problem, fordi Danmark står uden for euroen og i øjeblikket betaler ret dyrt for at stå udenfor i og med at den danske krone kun har kunnet forsvares internationalt gennem en rente der er væsentligt højere end renten i Euro-samarbejdet. Da statsministeren længe har drømt om en afstemning om de danske forbehold og ganske særligt set hen til at få Danmark med i Euro-samarbejdet, er det en bet at det på den ene side koster landet penge at stå udenfor, men på den anden side er så godt som sikkert at en folkeafstemning om euroen vil føre til et nej - og gøre en senere folkeafstemning umulig.

Vist er der borgere der mener at det er for dyrt at stå uden for Euro-samarbejdet, men problemet er slet ikke om dette koster mere eller mindre, men at en tilslutning til euroen er ensbetydende med yderligere afgivelse af suverænitet til EU - og dette netop på et tidspunkt hvor EU forekommer flere og flere mennesker i mange lande for anmassende. Flere eksperter har derfor advaret statsministeren mod at sende spørgsmålet til folkeafstemning før en afklaring af såvel den økonomiske situation som af Lissabon-traktaten har fundet sted.

Til juni skal der være valg til Europa-parlamentet, og her bliver der flere nye danske kandidater, bl.a. hos de konservative som opstiller den tidligere partiformand Bendt Bendtsen og hos Venstre der opstiller tidligere politiske ordfører Jens Rohde. Socialdemokraterne mister deres tidligere partiformand Poul Nyrup Rasmussen som stemmemagnet, og Folkebevægelsen mod EU mister deres mangeårige stærke kraft Jens Peter Bonde, så resultatet bliver ret uforudsigeligt.

Men når selv Jens Rohde erkender at afstanden mellem vælgerne og EU-parlamentarikerne er blevet større og større, så er der grund til at sige ligeud at EU er i en dybere krise end regeringschefer og kommission vil være ved.



EU i krise    
Til toppen  Næste

Den største krise ligger naturligvis i at Lissabon-traktaten faldt på gulvet, da irerne stemte nej i juni måned - jf Irsk nej giver EU kvaler. Irerne har drøftet nye betingelser med regeringscheferne og kommissionen og langt om længe fået indrømmelser om bl.a. et fast kommissionsmedlem, så der kan forventes ny folkeafstemning i efteråret 2009. Men resultatet er langt fra givet på forhånd. Den økonomiske krise og klimaproblemet gør det ikke bedre, for nok blev man på topmødet i Bruxelles midt i måneden enige om fælles linjer, men det holdt hårdt, for der er stor uenighed mellem Tyskland og Frankrig om statstøtte til det private erhvervsliv og stor uenighed mellem de rige lande og de fattige øst-lande om kravene til reduktion af CO² udledningen. Og nu afløses den energiske franske præsident som rådsformand af en svag tjekisk premierminister.

Lissabontraktaten var som bekendt resultatet af det kompromis som medlemslandene kunne nå frem til efter det franske og hollandske nej til den såkaldte forfatningstraktat i juni 2005. Denne var elitært tænkt og blev folkeligt forkastet i to lande med store integrationsproblemer. Indvandringen af muslimer har - som tidligere fastslået på disse sider - i alle de ramte europæiske lande givet store og stigende sociale problemer, fordi politikerne i årtier ikke har villet være ved, at de kulturelle og religiøse værdier spiller en afgørende rolle for folks integrationsvilje og -muligheder.

Metock-dommen forstærkede indtrykket af en elitær indstilling til afgørende sociale problemer. Jurister vil ud fra overordnede, mere eller mindre idealistiske principper afgøre, hvad folkene i de enkelte landes konkrete virkelighed skal finde sig i. Og så længe dette er tilfældet bliver EU aldrig en folkelig sag.

Men desuden gælder at politikere der støtter den elitære tænkning i EU i deres egne respektive lande uundgåeligt kommer til at stå som ufolkelige. De kommer automatisk til at stå som ledere der øger afstanden til deres egne befolkninger i stedet for at mindske den. Hovedårsagen er at disse ledere ikke aner hvad ægte folkelighed er, for de har ingen føling med det kollektivt ubevidste der bestemmer folkeligheden.



USA får ny præsident    
Til toppen  Næste

Årets væsentligste begivenhed på det rent politiske område i den store verden er uden al tvivl valget af den 47-årige farvede demokrat Barack Obama til USA's næste præsident. Han indsættes først i embedet den 20. januar, men har forlængst lagt den siddende præsident Bush bag sig i medieomtalen. Bush har i lang tid været den mest upopulære præsident i USA. Amerikanerne er simpelthen trætte af ham, hans rolle i storpolitikkekn er udspillet - ja, han betyder nu intet i international politik. Helt symbolsk er det blevet at en irakisk journalist på et pressemøde i Bagdad smed sine sko efter Bush på afskedsvisit, så denne to gange måtte dukke sig for åben skærm. Skokasteren blev med det samme overmandet og sat fast, men han blev personligt en helt og skokastning mod portrætter af Bush blev folkesport rundt omkring i den islamiske verden som udtryk for den dybe foragt muslimer har over for manden og det han står for. Men niveauet er unægteligt afslørende for muslimerne.

Den valgte, men endnu ikke indsatte Obama har allerede lagt stærkt ud med udnævnelse af sine rådgivere og ministre, fordi det ganske enkelt på grund af den store finansielle og økonomiske krise har været nødvendigt at melde ud hvem der skal stå for de afgørende beslutninger efter 20. januar og i hvilken retning de vil gå. Den siddende regering har i samarbejde med Kongressens to kamre gennemført en redningspakke for bank-sektoren og den hårdt ramte bil-industri, men begge skal følges op af flere redningspakker og tiltag som kan få gang i amerikansk økonomi igen. Obamas hold af rådgivere og ministre er alle kompetente folk der kan stilles store forventninger til. Overraskende mange af dem er gamle i gårde i politik eller erhvervsliv og har af samme grund skuffet de mange Obama-vælgere der havde set hen til nye ansigter. Men Obama har været realistisk nok til at indse at tiden ubetinget er inde til forandring, men bestemt ikke til eksperimenter. Mest skuffende set fra undertegnedes synspunkt er at Obama har valgt Hillary Clinton til udenrigsminister. Han må have set sine fordele ved det indadtil, og hun skal såmænd nok klare opgaven, men hvis Obama ikke vil fedtes alt for meget ind i det gamle Clintonske system, skal han nok få problemer med damen.

Obama står for en skarpere klima-politik end Bush-regeringen og har i den forbindelse bebudet store investeringer med henblik på en mere klimavenlig trafikudvikling og bilproduktion. Valget af Obama er en åbenlys fordel for klimatopmødet i København til december og er derfor blevet hilst med stor tilfredshed af både klimaminister Connie Hedegaard og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men man skal nok ikke tage glæderne på forskud, for den økonomiske krise i USA er meget alvorlig - og det er ikke sikkert at dens løsning umiddelbart vil komme til at fremme klima- og miljøpolitikken. De modstridende økonomiske interesser i USA og verdens øvrige store lande er ikke forsvundet.

Barack Obama arver de tunge byrder efter Bush-regeringens fejlslagne udenrigspolitik. Og det bliver ikke let for ham at løfte byrderne, men han har været fornuftig nok til at lade Bush's besindinge forsvarsminister Robert Gates fortsætte som chef for Pentagon. Obama vil gøre hvad han kan for at holde løftet om at få trukket de amerikanske styrker ud af Irak så hurtigt som muligt, og det er næppe ugørligt inden for et par år, fordi udviklingen i Irak på mange punkter går i den rigtige retning. Til gengæld er krigen mod Taliban i Afghanistan blevet meget værre, hvad ikke mindst de danske styrker i Helmand provinsen har mærket med store beklagelige tab til følge. Krigen vil kræve øget indsats af både amerikanerne og de allierede - ligesom den vil kræve omstilling i Pakistan.

Obama bliver også stillet over for store udfordringer med hensyn til den konflikt mellem israelerne og palæstinenserne som netop i disse dage på ny er blusset op i overlagte provokationer fra Hamas' side efter opsigelsen af våbenhvileaftalen og i forudsigelig, men voldsom gengældelse fra israelsk side. Chancerne for en fredelig løsning af konflikten er mindre end nogensinde. Hadet mod Israel fra palæstinensisk side er større end nogensinde. FN er som sædvanligt magtesløst. Sikkerhedsrådet kan kun blive enig om at udtrykke bekymring. Egypten og Jordan er ikke begejstrede, men kan hverken gøre fra eller til. Syrien er kommet i klemme, men Hizbollah i Libanon og præstestyret i Iran kan gnide sig i hænderne. Den siddende Bush-regering støtter ikke blot helt naturligt Israel, men lægger hele ansvaret for konflikten på Hamas som terrororganisation. Ingen amerikansk regering kan gå direkte imod Israels ret til at forsvare sig mod terror. Og hvad vil Obama da stille op?



Kampen mod terrorismen    
Til toppen  Næste

Sagen er at ligegyldigt hvad man måtte mene om krigene og krigsførelsen i Irak og Afghanistan - Jernesalt har forsvaret krigene, men kritiseret krigsførelsen - så er og bliver kampen mod den islamistiske terrorisme helt central for både USAs kommende regering og hele det vestlige samfund.

Den islamistiske terrorisme bunder i et grænseløst had til den vestlige verden, dens sekularisering og demokrati og dens værdier, og den er samtidigt den bastante forhindring for enhver modernisering af de islamiske lande den behersker eller truer.

Netop denne terrorisme betyder at man ikke med Samuel Huntington kan tale om et regulært sammenstød mellem kulturer eller civilisationer, for vist må de muslimske lande med få undtagelser regnes for relativt primitive som civilisationer i og med at de i vid udstrækning er klandominerede og imamstyrede og har befolkninger der befinder sig på et relativt lavt oplysningsniveau, men det udslaggivende er at befolkningernes had er så stort at det giver magthaverne enorme muligheder for demagogi - dvs folkemanipulation i destruktiv retning. Hverken klanlederne eller de religiøse ledere ser på befolkningernes langsigtede interesser med hensyn til oplysning og økonomisk udvikling, men er demagoger der konsekvent udnytter muligheden for manipulation med de uoplyste mennesker til at hidse befolkningerne op til nytteløse demonstrationer og skadelige aktioner mod påståede fjender af vantro slags.

Krigene i Irak og Afghanistan blev iværksat for at råde bod på miseren og de trusler mod Vesten der udgår fra de mest hadefulde islamister, og selvom de bestemt ikke er blevet ført med den klogeste strategi eller det bedste held, så er indsatsen betingelsen for at der overhovedet kan ske ændringer i regionen. Krigsindsatsen er ikke nok, og den kan derfor aldrig stå alene. Den skal ledsages af både diplomatisk aktivitet på alle niveauer og af stor humanitær og økonomisk hjælp til opbygning, og den bliver det. Men kampen er asymmetrisk og har mange odds imod sig på grund af det lave oplysningsniveau i store dele af Mellemøsten.

Konflikten mellem Israel og Hamas er dobbelt ulykkelig, fordi den dels viser at Hamas med sine konstante trusler mod Israel har fået langt større indflydelse over palæstinenserne end den mere moderate Fatah-bevægelse med præsident Abbas i spidsen, dels presser Israel ud i gengældelsesaktioner der uundgåeligt rammer den palæstinensiske civilbefolkning og derfor vækker protester i udlandet.



Det påstås af bl.a. Politikens særdeles velorienterede kommentator Herbert Pundik at Israel ikke har nogen chance for at nedkæmpe Hamas militært, fordi Hamas er en folkelig bevægelse. Og det kan der være meget rigtigt i, selvom det skal tages med i betragtning at en israelsk politiker som forsvarsminister Barak ser partipolitiske fordele i forsøget på militær nedkæmpelse af Hamas. Men konklusionen bliver ikke at Israel helt må undlade gengældelsesaktioner mod Hamas, men at løsningen på langt sigt forudsætter noget andet og mere, noget som slet ikke står i israelernes eller det internationale samfunds egen magt at skabe ved nogen slags indsats, nemlig palæstinensisk selverkendelse.

At Hamas er en folkelig bevægelse - der udover destruktiv terrorvirksomhed mod Israel også har konstruktiv socialvirksomhed indadtil på programmet - hæver den på ingen måde over den fulde ansvarlighed for at palæstinenserne ikke får deres egen suveræne stat hvor de kan leve i fred med Israel. Tværtimod viser Hamas' ideologi og strategi, at folkelige bevægelser kan blande motiverne godt og grundigt sammen og i høj grad skaffe sig den afgørende kampgejst fra den destruktive side af folkeligheden - nøjagtigt som det var tilfældet med nazismen i Tyskland i 1930'erne. Folkelighed trækker på stærke kræfter i det kollektivt ubevidste - det er det der gør dem uhyre svære at nå med fornuftige argumenter. Derfor må der altid skelnes mellem om de energiskabende forestillinger i det ubevidste er konstruktive eller destruktive. Er de destruktive har omgivelserne ingen anden udvej end at forsvare sig mod dem med de midler der nu engang er til rådighed, dvs både militære, diplomatiske og oplysningsmæssige. Men i den sidste ende er det oplysningen der bliver afgørende, dvs fremskridt i erkendelsesprocessen. Derfor kommer palæstinenserne ikke uden om selverkendelse.

Palæstinenserne og hele den islamistiske terrorisme hviler på den kæmpemæssige livsløgn der hedder at vejen til fred, fremskridt og en tålelig tilværelse for den jævne palæstinenser og den jævne muslim i det hele taget går over udslettelsen af Israel som stat. Det er en kæmpemæssig livsløgn, fordi vejen til fred og fremskridt og en tålelig tilværelse for alle mennesker overalt på jorden og til alle tider primært ligger i på konstruktiv vis at bygge en tilværelse op som er i overensstemmelse med konsistensetikkens krav om overvægt af det gode, og som folket selv er herre over og tager ansvaret for. Palæstinenserne og hele den arabiske og iranske verden har mulighederne for en sådan tilværelse i kraft af Mellemøstens egne menneskelige, geologiske og økonomiske ressourcer og det internationale samfunds villighed til at yde hjælp på stort set alle områder. Men det grænseløse had og ledernes grænseløse demagogi spærrer for opbygningen af denne tilværelse. Derfor kommer fredsprocessen og det internationale samfunds pres ingen vegne, før der sker et virkelige skred i muslimernes mentalitet, dvs før der sker et decideret kvantespring opad i deres egen oplysning.



Kampen om sandhederne    
Til toppen  Næste

Det palæstinensiske og mellemøstlige problem bliver derfor i sidste ende en kamp om sandheden. Nøjagtigt som tyskernes problem blev det da nazilederne valgte den totale krig og foretrak den totale undergang frem for selverkendelse - og måtte bøde frygteligt for den forsinkede erkendelse. Eller nøjagtigt som russernes problem blev da de kommunistiske ledere valgte den totale undertrykkelse frem for rettidig selverkendelse - og også måtte bøde for det.

Ideologierne - der alle havde visse elementer af noget godt i sig - rasede og forblændede, og de trak i ungdomsoprørets tid også pæne, unge mennesker med gode fremtidsudsigter i det borgerlige samfund ind i voldstendenser, terrorvirksomhed og totalt misforstået sympati med oprørsbevægelser rundt omkring i verden som ikke sondrede mellem det destruktive og det konstruktive. Dette gjaldt bl.a. Blekingegadebanden som ud over sine forbrydelser også blev karakteriseret af en total moralsk forvirring - der viste sig specifikt netop i sympatien for den palæstinensiske terrorisme.



Der er væsentlige andre former for moralsk forvirring i den kamp om sandhederne som Rune Lykkeberg beskæftiger sig med i sin bog. Herunder ikke mindst den foragt for det folkelige som navnlig den akademiske elite excellerer i og som dybest set ligger i angsten for det irrationelle. Eliten sondrer ikke mellem det uundværligt kreative og inspirerende i det kollektivt ubevidste og det farlige og destruktive, selvom al forskning og kunst hviler på den kreative side af dette irrationelle. Den akademiske elite dyrker rationaliteten - og skyer alt der ikke ender i klare definitioner, analyser, argumentationer og beviser.

På samme måde er der i realiteten en foragt for det folkelige og den folkelige identitet blandt jurister og økonomer, hvad der er årsagen til at vi i stigende grad lider under et ekspertvælde der først og fremmest bruger globalisering og idéer om universelle menneskerettigheder til at latterliggøre og undergrave nationale identitetshensyn og sund retsfølelse. Identitetsseminaret på Københavns Universitet i begyndelsen af 2008 viste den akademiske folkeforagt for fuld udblæsning. Og også debatten om EU og Lissabontraktaten viser komplet manglende forståelse for den folkelige uvilje mod elitær ensretning.



Generelt gælder at den forvirrede kamp om sandhederne i høj grad bærer præg af at følingen med det kollektivt ubevidste og forståelsen for dens både positive og negative sider mangler hos både de elitære eksperter og de politiske ledere. Frygten for folkelige bevægelser der trækker på destruktive arketypiske forestillinger er forståelig og væsentlig. Men hvis ikke de realpolitiske ledere forstår den kunst at trække på arketypiske forestillinger af konstruktiv art vil det aldrig lykkes dem på én gang at sikre sammenhængskraften i folket og at føre det frem mod nye holdbare løsninger. Kriser af den art vi nu står overfor kan kun løses ved genoprettelse af følingen med konstruktive arketyper i det kollektivt ubevidste.

Vejen frem hedder derfor genopvækkelse af den folkelige og nationale identitet kombineret med en oplysningsmodernitet der forstår komplementariteten mellem det rationelle og det irrationelle samtidigt med at den forstår og arbejder for hvad der i dybdepsykologien kaldes 'selvets almengørelse' og som er kendetegnet af at flertallet formår at hæve sig over den ensidige dyrkelse af snævre jeg-interesser. - Jf. artiklen Selvet - sjælen - ånden.

Der er grund til bekymring for fremtiden med de mange krisetegn der er dukket op, fordi de kræver langsigtede løsninger ingen umiddelbart kan få øje på, men alligevel gælder at der ikke er nogen grund til dybere frygt for fremtiden. Folkenes, kulturernes, civilisationernes og religionernes regenerationsevne er forbløffende. Og der er farbare veje frem mod det konstruktive og positive der har overvægt af det gode, hvis folkene og lederne ellers forstår at få fat på de relevante energigivende arketypiske forestillinger og kombinere dem med sund fornuft der giver tingene lov til at gro og blomstre uden overdreven kontrol og foragt.

Med disse opbyggelige ord ønskes Jernesalts læsere et godt nytår!

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Det store terroranslag mod Indien  (2.12.08.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet
  (17.11.08.)
Finansloven 2009 på plads med DF's fingeraftryk  (11.11.08.)
Barack Obamas valgsejr betyder forandring i USA og hele verden  (5.11.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Det andet USA - eller Et andet USA?  (3.10.08.)

Bliver finanskrisen Det Store Tidehverv?  (30.9.08.)
Finanskrisen stikker dybt  (28.9.08.)
Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (24.9.08.)
Funkis, frisind og fortrængning  (17.9.08.)
Er Danmark ved at blive et underholdningssamfund?  (7.9.08.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Fogh som iscenesætter  (11.8.08.)
Fogh er vendt frygteligt tilbage  (8.8.08.)

EU-domstolen blander sig i dansk udlændingepolitik  (5.8.08.)
Obama på den internationale scene  (31.7.08.)
Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse  (17.7.08.)
Klimaet, fattigdommen, G8 og afmagten  (10.7.08.)

Irsk nej giver EU kvaler  (15.6.08.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Ansvarlighed eller politisk moralisme?  (22.5.08.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Irak - fem år efter omvæltningen
- symbol på splid i opfattelsen af religion, kultur, mentalitet, frihed, ret og demokrati
  (23.3.08.)

Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Identitetens fænomen
- må i sidste ende ses i lyset af dybdepsykologien
  (5.2.08.)
Tværfagligt identitetsseminar - en banebrydende eller halvpinlig affære?  (29.1.08.)
Ny Alliance i vital identitetskrise  (26.1.08.)



Status over året 2007  (31.12.07.)
Status over året 2006  (31.12.06.)
Status over året 2005  (31.12.05.)
Status over året 2004  (4.01.05.)
Status over året 2003  (31.12.03.)
Status over året 2002  (01.01.03.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal