|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.09.Afghanistans krise efter pseudo-valgetDanske, britiske og amerikanske soldater mister stadig livet i alt for stort tal i krigen mod Taliban og al-Qaeda i Afghanistan. Oktober måned har haft de højeste tabstal. Tabene viser med stor tydelighed at Nato er trængt i krigen, og at den afghanske regering slet ikke er i stand til inden for en overskuelig tid at overtage ansvaret for landets sikkerhed, så de udenlandske tropper kan trækkes planmæssigt tilbage over en vis tid. Der uddannes hele tiden afghanske politi- og sikkerhedsfolk, bl.a. gør Danmark her en stor indsats, men det har vist sig at flertallet af de uddannede afghanere flyttes væk fra de stærkest udsatte områder i syd, herunder Helmand-provinsen, til relativt fredelige områder af landet i nord. Det øgede antal terroraktioner mod såvel den afghanske regering som tilsvarende aktioner mod regeringerne i Pakistan, Irak og Indien bekræfter at terroristerne har et effektivt netværk og er stærke og kyniske. Selv FN's mission i Kabul er blevet ramt i den forløbne uge. Talibans effektivitet betyder bl.a. at fx de danske styrker skal bruge uforholdsmæssig megen tid og kraft på blot at sikre sine egne folk og baser. Og når hertil lægges at terrortruslen mod mål i Vesten, herunder også Danmark holdes ved lige eller endda eskaleres, så er der den allerstørste grund til bekymring for udviklingen i Afghanistan og Mellemøsten. - Jf. artiklen Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet (28.10.09.).Desværre forløb præsidentvalget den 20. august så irregulært, at det kun har gjort situationen endnu værre. Der er blevet svindlet med stemmerne og stemmeoptællingen i så stor stil at valgresultatet er blevet erklæret ugyldigt i flere regioner, og at gennemsnitligt en tredjedel af alle stemmer har være ugyldige. Det samlede resultat er derfor først blevet offentliggjort to måneder efter valgdagen, men til alt held fik den siddende præsident Hamid Karzai ikke de nødvendige 50 % procent af stemmerne for at blive valgt i første runde. Vælgerne skal ud i en ny runde den 7. november, og her har FNs valgobservatører sikret sig bedre kontrolmuligheder. Men det hører med til den sørgelige historie, at FNs egne folk i stor stil har set gennem fingre med valgsvindelen eller været direkte involveret i den. I første omgang blev FN's særlige udsending til Afghanistan, Peter W. Galbraith, fyret af generalsekrær Ban Ki-moon, fordi han var af den overbevisning at FN's mission skulle reagere på den massive valgsvindel, som hans nærmeste chef, normanden Kai Eide længe ønskede nedtonet. Dette skyldtes at Eide var bange for at den blotte omtale af valgsvindelen ville forværre spændingen i landet. Eide bagatelliserede også den meget lave valgdeltagelse - og ragede mere og mere uklar med USA's særligt ansvarlige for Afghanistan og Pakistan, Richard Holbrooke. Slutresultatet blev at den internationale valgkontrolkommission ECC, bestående af tre medlemmer der er udpeget af FN, et af den afghanske højesteret og et af den afghanske menneskerettighedskommission - i modsætning til den af præsident Karzai nedsatte afghanske valgkommission - rejste så stor tvivl om første valgrundes tal at den pressede præsidenten til at acceptere en anden valgrunde. Men præsidentens troværdighed har lidt stor skade - ligesom Kai Eides. Udskydelsen af valgafgørelsen til anden valgrunde og afsløringen af valgsvindelens omfang har betydet at USAs præsident Obama på sin side har udskudt den endelige fastlæggelse af en bebudet ny strategi for kampen. Den vil formentlig indebære at der sendes væsentligt flere amerikanske soldater til Afghanistan end de knap 70.000 der allerede er der, men næppe i det omfang af 40.000 mand som den amerikanske øverstkommanderende Stanley McChrystal for længe siden har ønsket, ja nærmest insisteret på. De europæiske Nato-lande vil ikke bidrage med meget mere end et par hundrede mand ekstra, så en afgørende forstærkning hviler på USA, men som bekendt fik general McChrystal intet ud af sit halve time lange møde med præsident Obama i Air Force One i Københavns Lufthavn den 2. oktober. Tværtimod skal han have fået en gevaldig skideballe, fordi han havde kritiseret vicepræsident Joe Biden for tilsagn om et langt ringere antal soldater. Præsidentens kraftige reaktion skal nok ikke ses som en blot og bar tilkendegivelse af at han ikke tåler kritik af sin vicepræsident fra selv den højstrangerede militærchef for Afghanistan-tropperne, men snarere som udtryk for at præsidenten har vanskeligt ved overhovedet at se en udvej af dilemmaet. På den ene side kan han sandsynligvis indse nødvendigheden af flere soldater for at undgå et decideret militært nederlag af meget uheldsvanger art, på den anden side prøver han med alle midler at finde en strategi der på både kort og langt sigt er bedre end den gamle ved at drage ikke-militære foranstaltninger, herunder diplomati, stærkere ind i billedet, så situationen ikke ender lige så håbløst som i Vietnam. Først og fremmest er det nødvendigt at Afghanistans regering får etableret et langt stærkere offensivt politi- og militærkorps, så den kan overtage flere og flere af sikkerhedsopgaverne og dermed i sidste ende gøre udenlandsk hjælp i felten overflødig. For problemet er at den afghanske befolkning er godt træt af de udenlandske tropper, der i jagten på Taliban og al-Qaeda-folk ikke kan undgå at ramme den afghanske civilbefolkning. Et tilbageværende problem i al asymmetrisk krig. Men Taliban har i øjeblikket alt for stort held med at gøre befolkningens tilværelse så sur at den retter vreden mod de fremmede tropper. Det værste ved situationen i Afghanistan er at Vesten lidt efter lidt har mistet tilliden til den siddende præsident Karzai som de ellers har støttet netop for at sikre en demokratisk udvikling i landet. Udenrigsminister Per Stig Møller har forlængst erklæret sig træt af præsident Karzai. For Karzai har ikke gjort noget for at bekæmpe korruptionen i landet. Han støtter sig til de frygtede og berygtede krigsherrer fra forskellige etniske grupper i landet (hazaraer, uzbeker, tadsjiker og flere andre), og han vil for at tækkes landets shiamuslimer indføre kvindefjendsk familielov - stik imod hele den kamp for demokrati og kvinderettigheder den danske regering har tropper i Afghanistan for. Hvad de etniske krigsherrer angår er de særligt kendt for narkohandel og drab, og det er derfor klart at Karzais alliance med dem vil komme til at betyde at han må tage særligt hensyn til deres interesser, hvis han vinder valget. Det har intet med demokrati at gøre; det peger overhovedet ikke fremad i udviklingen, men tilbage. Så håbet forud for anden valgrunde om en uge er derfor at valgdeltagelsen bliver pæn, svindelen lille, og at Karzais modkandidat, den tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, i det mindste får så stor en andel af stemmerne at han ikke bliver til at komme udenom, men må inddrages i den kommende regering - om ikke på anden måde så gennem et intensivt pres fra udlandet. Kun en ægte demokratisering der respekterer og inddrager oppositionen vil kunne medføre fremskridt og sikkerhed i landet. Men det er usikkert om Abdullah, der som halvt pashtuner, halvt tadsjiker repræsenterer de etniske mindretal, overhovedet vil opstille, for dels er han på det rene med at Karzai vil vinde, dels ønsker han ikke ved sin opstilling at legitimere et valg der hverken kan kaldes demokratisk eller fair. Dette betyder at USA's dilemma vil bestå. Det bliver svært for præsident Obama at få opbakning til en ny strategi der umiddelbart vil betyde flere soldater til direkte bekæmpelse af Taliban, men desuden nødvendiggøre massiv hjælp til beskyttelse af civilbefolkningen, udvikling af infrastrukturen og uddannelse af afghanske politistyrker og sikkerhedsfolk. Opgaven er ikke alene vanskelig, den er langt vanskeligere end den var for et år siden. Det har simpelthen kostet dyrt i mange henseender at der er kommet ny politisk ledelse i Washington, der først skal til at finde ud af hvad den vil. Og denne usikkerhed rammer hele den vestlige alliance. Præsident Obama er forpligtet af sine valgløfter på at komme anstændigt ud af både krigen i Irak og krigen i Afghanistan inden næste præsidentvalg i 2012, dvs på en sådan måde at der bliver langt færre soldater og dermed også langt færre tab i disse krige, men dog fortsat give støtte til de spirende demokratier, så terrorbevægelser holdes i skak - og fx ikke får held til at få nøglerne til atomvåbnene i Pakistan. Det må i denne forbindelse fastholdes, at vestlige troppestyrker er i Afghanistan og Irak for at bekæmpe den islamistiske terrorisme med rod i al-Qaeda. Konflikten står - som tidligere understreget i artiklen Nye Mellemøst-strategier - ikke mellem religionerne eller mellem islamisk kultur og vestlig kultur, men er en kamp mellem hvad terrorforskeren Lars Erslev Andersen har kaldt 'fortolkningsfællesskaber', og disse er karakteriseret ved en dyb tilknytning til mere eller mindre universelle værdier der berører folkenes og nationernes identiteter. Men når dette er tilfældet kommer man i bedømmelsen ikke uden om (dybde-)psykologiske forhold eller (dybde-)religiøse forhold, dvs det der her på Jernesalt under et kaldes helhedsrealistiske forhold. Tager man disse forhold i nøgtern og realpolitisk brugbar betragtning kommer man ikke uden om grundforskelle i de religioner der er indblandet i konflikten, og først og fremmest det forhold at islam - ligesom jødedommen, men til forskel fra kristendommen - lige fra sin oprindelse er uadskillelig fra et magtaspekt der knytter religion og politik direkte og tæt sammen. Det er Vestens vilkår i forsvaret for det sekulariserede demokrati, at fjenden lige præcis blander tingene sammen - og udnytter det relativt lave oplysningsniveau der hersker i de muslimske lande. Størstedelen af befolkningerne har ikke lært at skelne mellem politisk kamp (der altid er magtkamp) og kulturel, religiøs eller åndelig forskellighed der skal have lov at udfolde sig inden for fællesskabets rammer - uden at magthaverne blander sig med tvang og forbud. Derfor må Vesten ikke alene stå fast på sine værdier og frihedsrettigheder - men er også tvunget til at bekæmpe religiøse eller ideologisk fanatisme og ekstremisme hvor den truer den demokratiske udvikling og sekulære samfundsorden. Jan Jernewicz Henvisninger: Links til: Office of the President of Afghanistan Independant Election Commission of Afghanistan Natos generalsekretær USA: State Department Danske udenrigsministerium Relevante artikler på Jernesalt: Afghanistan, Danmark og Nato (5.12.07.) Afghanistan-sagens substans og misbrug (28.1.07.) Iran-krisen fortsætter på ubestemt tid (30.6.09.) Iran - et præstestyre i dyb krise (20.6.09.) Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise (30.12.08.) Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg (6.10.08.) Fred og fare - ifølge Sven Burmester (19.7.07.) Tony Blair's nye mission (3.7.07.) Mellemøstlig destruktivitet (18.6.07.) Nye Mellemøst-strategier (02.5.07.) Fred på jorden og krig i menneskene (24.12.06.) Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk? (5.8.06.) Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.06.) Global borgerkrig eller global inkonsistens? (21.5.06.) Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme? (14.5.06.) Artikler om Mellemøsten Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |