Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende49mellemoest

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.9.12.


Mellemøsten lider

Den nye Muhammedkrise der de sidste dage har givet sig udtryk i voldsomme protester mod amerikanske ambassader i Mellemøsten og endog i et regulært hævnmord på den amerikanske ambassadør i Libyen og tre af hans medarbejdere på konsulatet i Benghasi har sit udspring i en tåbelig kontroversiel amerikansk amatørfilm med titlen "Innocents of Muslims", lavet af en 55-årig egyptisk-amerikansk kopter ved navn Nakoula Basseley Nakoula under pseudonymet Sam Bacile og med det angivelige formål at få muslimer til at stoppe deres myrderier. Blandt filmens støtter er den kontroversielle Florida-præst Terry Jones, der tidligere har vakt opsigt og ophidselse med sine Koran-afbrændinger og iøvrigt er kendt som fanatisk modstander af opførelsen af en moské nær Ground Zero i New York.

Amatørfilmen har vakt enorm harme i hele den islamiske verden fra Tunesien i Vest til Sudan i syd og Indonesien i øst. Den Arabiske Ligas næstformand, Ahmed Ben Helli, har fordømt filmen, da den "indeholder fornærmelser mod profeten Muhammed". Og selv den moderate, nye egyptiske præsident Mohamed Morsi, der har rod i Det muslimske Broderskab, opfordrede på et tidspunkt torsdag sine landsmænd til at gå i fredelige protestdemonstrationer i Kairo efter fredagsbønnen, men han fortrød, fordi han åbenbart indså risikoen for at demonstrationerne skulle komme ud af kontrol. Styret har da også måttet sætte stort militærapparat i gang for at holde demonstranter væk fra den amerikanske ambassade, og Morsi frygter naturligvis for konsekvenserne hvis han ikke er i stand til at beskytte fremmede ambassader i landet.

I USA har præsident Obama været ude med skarpe fordømmelser af både mordene på ambassadefolkene og angreb på og nedbrændringer af bygninger i Libyen og Sudan, og han har ved bisættelsen af ambassadefolkene lovet at de skyldige vil blive krævet retsforfulgt. Da USA er midt i præsidentvalget, har republikanerne naturligvis straks udnyttet situationen og postuleret at protesterne viser Obamas svaghed når det gælder Mellemøst-strategien. Krisen er uden tvivl ubelejlig for Obama, men omvendt må også siges, at flertallet af amerikanerne næppe ønsker en kurs der giver øget risiko for direkte militær indblanding. Det er et faktum, at USA har mistet indflydelse i Mellemøsten under Obama - og det kan ikke ændres på en studs eller overhovedet med militære midler. Det stikker dybere end regeringens strategi vil vide af.

Det store spørgsmål er om den nye brand af islamisk fornærmelse vil sprede sig lige så hurtigt og energisk som protesterne under den dansk presse-foranledigede muhammedkrise i 2006, og svaret er umiddelbart et nej, fordi både substansen og situationen er væsentlig anderledes end i 2006. Der var dengang ikke tale om en tåbelig og primitiv provokation fra islamhadere, men om sund og tilforladelig dansk humor der slet ikke var vendt mod islam som religion, men tværtimod mod ekstreme islamisters misbrug af profeten Muhammed til deres egne beskidte formål, mens der i den nye sag er tale om en amatørfilm der frit-propagandistisk kombinerer relativt tilforladelige billeder af de muslimske ørkenlandes forhold for århundreder siden med stærkt tendentiøse nedvurderinger af nulevende muslimer generelt i den påsatte kommentar - som ovenikøbet læses op af skuespillere der intet fik at vide om formålet på forhånd og derfor føler sig ført bag lyset. Kædet sammen med provokatøren Terry Jones erklærede støtte er der ingen tvivl om den ondsindede eller negative hensigt.

I 2006 var situationen også en helt anden, fordi muslimerne i de lande der var blevet befriet fra diktaturer af amerikanerne og deres vestlige allierede ikke følte sig befriet, men tværtimod besatte og efterhånden reagerede med stadig voldsommere harme mod selve amerikanernes tilstedeværelse. Da Danmark under Anders Fogh Rasmussen var en del af den vestlige alliance kunne humoristiske tegninger i Jyllands-Posten glimrende bruges af visse dobbeltspillende muslimer - her og i Mellemøsten - til at rejse protesterne mod den påstående krænkelse af profeten Muhammed med de regerende magthaveres åbenlyse eller stiltiende velsignelse. Protesterne hjalp regimerne til at aflede folkenes opmærksomhed fra magthavernes egen undertrykkelse. Men i dag er situationen nærmest omvendt de fleste steder. Folkene har rejst sig direkte mod magthaverne i det ene muslimske land efter det andet i den revolution eller omvæltning der er blevet kaldt 'Det arabiske forår' - jf. artikel af 24.11.11..

Dette betyder på ingen måde at uønskede uroligheder er udelukkede, eftersom demonstrationerne ikke kan kontrolleres fuldtud og derfor som alle andre politiske handlinger også kan få helt utilsigtede virkninger. Det betyder derimod at alt hvad der i øjeblikket sker i Mellemøsten skal ses i lyset af de muligheder for forandringer i positiv retning der ligger i det arabiske forår, men som desværre i vid udstrækning er sat på stand-by som følge af borgerkrigen i Syrien, valgene i Egypten, stilstanden andre steder og ikke mindst vanskelighederne med at få etableret civilt styre de steder hvor folkene er kommet af med en diktator. Mellemøsten lider fortsat af systematisk og brutalt diktatur mange steder som Iran og Syrien uden udsigt til snarlige løsninger, og regionen lider desuden generelt af en skuffelse og frustration over 'forårets visnen' som er svær at bære for menigmand og som derfor også er let for demagoger at kanalisere hen mod primitive voldshandlinger mod fremmede magters diplomatiske repræsentationer som intet hjælper.



Vist er der håb i Libyen og Egypten, men omvæltninger i denne undertrykte og i afgørende henseender uudviklede del af verden er yderst vanskelige og kræver ekstraordinært seje træk samt største tålmodighed, hvis de skal ende med et socialt og økonomisk fremskridt der sikrer den civile orden og et ægte demokrati. Og grunden er dybest set religionen selv, fordi den aldrig er blevet sekulariseret og derfor har stået i vejen for udvikling af sandt demokrati.

Syrien gennemløber i øjeblikket en blodig og uhyggelig borgerkrig der ingen ende synes at tage og som er så kompleks hvad angår sammensætningen af oppositionen og så brutal og hensynsløs hvad angår præsident Assads vilje til at beholde magten, at den er umulig at gribe ind i fra udlandets side. - FN havde længe den alt for naive Koffi Annan til at forsøge en fredelig mægling, men blev systematisk ført bag lyset af præsidenten, og den efterfølgende FN-mægler, der netop i dag har sit første møde med Assad, har åbent tilkendegivet at han ingen illusioner har. FN er magtesløst, ikke mindst fordi Rusland og Kina sætter sig imod direkte indblanding fra Sikkerhedsrådets side. - USA og EU er magteløse af samme grund. Alle forsøger sig med sanktioner og mange alvorsord mod regimet, men intet kan gøre afgørende indtryk på en præsident der véd at hans dage som herre over landet er slut den dag han giver efter for kravene om reelle reformer. Præsidenten klamrer sig til magten fordi han ikke har andre udveje, og han har desværre stadigvæk mange magtmidler til sin rådighed. Borgerkrigen kan vare ved i måneder, ja år.

Iran har siden 1979 været underkastet præstestyrets systematiske undertrykkelse og i mange år også den nuværende præsidents hoverende leg eller kispus med opbygningen af et atomprogram der efter alt at dømme vil gøre landet til en atommagt om ganske få år - medmindre USA eller Israel forhindrer det. Ingen kan vide med sikkerhed hvilke ubehagelige konsekvenser et eventuelt indgreb vil få for både Israel og USA, og derfor holder præsident Obama igen, ikke mindst under præsidentvalgkampen. Alle ved at han er på kant med Israels premierminister, der på sin side er klar over at Israel må slå til mod Iran før det bliver for sent, om nødvendigt alene, hvis USA ikke vil være med. Ingen i Israel ønsker krig, men det vil være katastrofalt for Israel og hele balancen i Mellemøsten om Iran får atomvåben.

En af konsekvenserne af frygten for Irans atomvåben og den ubalance det arabiske forår har afstedkommet i regionen er at Palæstina/Israel-konflikten er om ikke glemt, så skudt helt i baggrunden. Præsident Mahmoud Abbas er totalt svækket - og premierminister Netanyahu ønsker kun fred på egne betingelser. Der kommer simpelthen ingen fred uden at andre problemstillinger finder deres løsning. Og det har lange udsigter. Ja, det har fået endnu længere udsigter efter udviklingen af borgerkrigen i Syrien og den nu opståede og uberegnelige Muhammedkrise. Muslimernes frustrationer over manglen på konstruktiv udvikling og deres had mod Israel, USA og vestmagterne - der dels står som Israels venner, dels som vantroens forkæmpere - har fået ny og farlig energi.



Den nye Muhammedkrise afslører som den gamle at en fredelig samfundsomvæltning i Mellemøsten der kan sikre både social og demokratisk udvikling er særdeles vanskelig, fordi folks letantændelige følelser er alt for tæt forbundet med de religiøse forestillinger som dogmatiske autoriteter har prædiket i århundreder og som demagoger til hver en tid kan udnytte til at genrejse hadet mod vestlige lande og værdier og dermed forhindre enhver forandring der kan undergrave autoriteternes egne positioner.

Uanset hvad man mener om den nye antiislamiske amatørfilm, dens primitive budskab og uheldige timing, så kommer ingen uden om at islam som religion har elementer i sin basale dogmatik omkring Koranen og fortolkningstraditionen som gør den vanskelig at forene med et moderne, sekulariseret demokrati. Koranen forkyndte Allah som den eneste sande Gud, men indirekte bevarede tilknytningen til den jødiske tradition ved at betegne Gud som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og Abraham, Moses og Jesus som hans profeter. Men Muhammed selv blev 'profeternes segl': Han afsluttede det åbenbaringsforløb som de hidtidige profeter havde stået for.

Flere forhold ved islam er bemærkelsesværdige og må nødvendigvis tages med i en bedømmelse af denne verdensreligions betydning i vor tid - som de er opregnet i Jernesalts 2009 filosofi:

For det første var stamfaderen til de nordarabere Muhammed tilhørte og henvendte sig til, Ismail, ældste søn af Abraham, og det var disse to der ifølge islamisk tradition byggede centralhelligdommen Kabaen i den store moské i Mekka. Ifølge Det gamle Testamente var Ismail Abrahams søn med trælkvinden Hagar, men Abraham forstødte dem begge, da hustruen Sara blev frugtsommelig.

For det andet var Muhammed en kriger der sejrede ved sværdet. Han var dybdepsykologisk set et uhyre stærkt jeg - nøjagtigt ligesom Moses i jødedommen.

For det tredie var islam en lovreligion med Koranen som lovbogen der indeholder detaljerede regler for livsførelse og gudsdyrkelse på samme måde som Moseloven.

For det fjerde læser muslimerne Koranen som ortodokse jøder læser Torah'en, dvs primært som udenadslæren - og dette sker den dag i dag i deciderede Koranskoler. Alle har set filmoptagelser af disse drenge i rytmisk udenadsterpen.

For det fjerde underkaster muslimerne sig deres guddom - både ved gudsdyrkelsen i hjemmet og i moskéen - ved at lægge sig på knæ og føre ansigtet til jorden - nøjagtigt som en sheiks undersåtter underkaster sig deres suveræn.

For det femte skilles mænd og kvinder fra hinanden ved gudsdyrkelsen, og kvinder er underkastet særlige regler for påklædning og adfærd og særlige begrænsninger i samfundslivet som gør dem ufrie i forhold til mændene.

For det sjette savner islam - ganske som jødedommen, men til forskel fra kristendommen - en central hellig skikkelse som er en inkarnation af det der i dybdepsykologen kaldes 'selvet' eller 'helhedspsyken', og som er det afgørende emergente fænomen i kristendommen.

Alt i alt betyder disse forhold at islam ikke peger fremad eller ud over sig selv. Og dette er ikke mindst bemærkelsesværdigt i betragtning af at islam blev dannet som absolutistisk og fundamentalistisk religion flere hundrede år efter at kristendommen sejrede i Europa. Der er liberale strømninger i islam såvel som i jødedommen, ligesom der begge steder er mystiske traditioner, men der er vitterligt ikke strømninger der kan føres direkte tilbage til en centralskikkelse af helhedspsykisk art som Kristus - og det er et forhold der i høj grad vanskeliggør den proces mod en almengørelse af helhedspsyken eller 'selvet' som må siges at være blevet af afgørende betydning i dag om ikke ligefrem den alt afgørende.



Hvor stor den netop rejste muhammedkrise udvikler sig kan ingen vide, men den er under alle omstændigheder et uhyggeligt stærkt symptom på selve islams grundlæggende problemer med at få religion til at hænge sammen med demokrati og sekularisering. Demokrati kan ikke udvikles noget sted på jorden uden den adskillelse mellem verdslig magt og religiøs magt som kaldes sekularisering og som aldeles ikke udelukker religiøse eller helhedsrealistiske betragtninger i den offentlige debat, men forhindrer fanatiske fundamentalister i at ophøje deres egne fortolkninger til absolutte sandheder den verdslige eller civile orden skal underkaste sig.

Heldigvis er der liberale folk blandt muslimerne, men hovedproblemet er fortsat at muslimerne tror de har følelser der bør være hævet over kritik og krænkelse - for netop med en sådan indstilling forhindrer man en tilbundsgående sekularisering der kan bane vej for ægte og varigt demokrati.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Oversigt over den gamle Muhammed-sag - med Kurt Westergaards tegning - 

Europa lider  (28.9.12.)
USA lider  (26.9.12.)
Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)

Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed  (9.11.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10. om 'øksemanden')
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Muhammed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)

De muslimske undergravere af demokratiet
- og de nyttige idioter blandt danskerne
  (20.8.02.)
Forledt og afsporet muslimsk ungdom  (18.2.08.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Nej til mægling og nej til undersøgelse  (23.2.06.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
- Opfordring til unge muslimske indvandrere der ønsker integration



Behovet for spring i udviklingen  (Historiefilosofi IV - 12.2.06.)
Fornuftens afmagt over for ufornuften  (Historiefilosofi III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (Historiefilosofi II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (Historiefilosofi I - 8.2.06.)



Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06. + 9.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed



Egyptens revolutionsproces sat i laveste gear  (27.6.12.)
Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)
Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Gaddafi er død, men Libyen står tilbage med store problemer  (21.10.11.)
Løber 'Det arabiske forår' ud i ørkensandet?  (24.11.11.)
Gaddafi falder, men det arabiske forår har langt igen  (22.8.11.)
Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)



Status over året 2011
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)



Hader arabiske mænd virkeligt kvinder?  (28.5.12.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Tony Blair's nye mission  (3.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)

Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  oplysningen beror tværtimod på antastelsen (6.2.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)



Peer Sendemands rubrik: Klik



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal