Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - iran03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.09.


Iran-krisen fortsætter på ubestemt tid

Præstestyret i Iran er efter flere ugers uro omkring præsidentvalget fortsat ved magten takket være Ayatollah Khamenei, Vogternes Råd, Revolutionsgarden og tæske-militsen Basij samt den retorisk begavede, genvalgte præsident Ahmadinejad.

De brede folkelige protester mod præsidenten og systemets bastante valgsvindel har ikke kunnet rokke magthaverne, men har dog været så overraskende stærke at de har krævet brutal indsats mod demonstraterne fra Basij-militsens side. Selv familien til den dræbte kvinde Neda Agha-Soltan har fået militsens hårde hånd at føle ved sørgehøjtideligheden. Og demonstrationerne har først og fremmest tvunget regimet til at love flere omtællinger af stemmeafgivningen i udvalgte valgkredse.

Resultatet af omtællingen er dog givet på forhånd. Man vil måske indrømme visse uregelmæssigheder enkelte steder, men ikke erkende at uregelmæssighederne har været så omfattende at det officielle resultat er helt utroværdigt og gør omvalg nødvendigt, hvis styret vil bevare bare skinnet af demokrati. Omvalg er ellers hvad præsidentens modkandidat, oppositionslederen Mir-Hossein Mousavi udtrykkeligt har krævet. Og han støttes indirekte af de mange parlamentsmedlemmer der udeblev fra indsættelseshøjtideligheden for præsident Ahmadinejad. Det skal have været ikke mindre end omkring 100 af de 260 medlemmer der udeblev, så det er tydeligt at præsidenten og præstestyret er ramt af mistillid indefra.

Det er netop i skrivende stund oplyst at Vogternes Råd definitivt har godkendt valget af præsident Ahmadinejad. Og det er samtidigt meddelt af udenlandske kommentatorer at godkendelsen bragte demonstranter på gaderne i Teheran i protest. Men mere skal man næppe vente i denne omgang.

Den direkte konfrontation mellem de unge demonstranter og regimets militser vil aftage i og med at der vil blive slået hårdere ned mod demonstranterne, som ayatollahen åbenlyst har stemplet som for folk der fører krig mod Allah. Mousavi har da også klart tilkendegivet at han ikke vil kalde til nye demonstrationer medmindre regimet giver ham lov. Og det vil regimet naturligvis ikke længere gøre. Mousavis beslutning tages derfor at mange af hans tilhængere som forræderi. Men man skal huske at han netop aldrig har erklæret præstestyret som sådant for en uting. Han går principielt ind for det, men ønsker blot - ligesom parlamentsformanden Ali Larijani - reformer, dvs en vis modernisering inden for systemets rammer.

Oprøret er med andre ord flyttet væk fra gaderne og ind i magtens egne korridorer, og dette betyder for det første at alt håb om en hurtig ændring af systemet er illusorisk, og for det andet at den kamp mod præsident Ahmadinejad der forestår vil blive langvarig hvis den skal føre til noget.

Styret har effektivt politi og militær og effektiv efterretningstjeneste. Og det har endda også vist sig effektivt når det gælder at kontrollere internettet og internettjenester som twitter-telefoni. Det lykkedes nok i ret stor udstrækning for oprørere og demonstranter at få korte sms-beskeder ud til omverdenen, men det skal have givet bagslag i mange tilfælde, fordi styret var i stand til at opspore afsenderne. Det diktatoriske præstestyre har også internet og bruger det både til propaganda og til kontrol.



Ungdommen - og heldigvis også mange kvinder - ønsker uden tvivl frihed i vestlig forstand, men må se i øjnene at det ikke bliver i denne omgang. Magtapparatet er for stærkt, og hjælpen fra udlandet må af gode grunde indskrænke sig til ren moralsk støtte. Direkte støtte til demonstranterne er forlængst blevet betegnet som et dødskys til dem: den vil gøre det let for præstestyret og præsidenten at stemple dem som agenter for fremmede magter der vil undergrave det islamiske styre. USA's præsident Obama har forstået dette fuldt ud og har holdt meget lav profil for ikke at give styret anledning til ubehagelige forholdsregler. Derimod var den britiske premierminister Gordon Brown så uheldig med nogle utilslørede udtalelser om valget, at det har ført til beskyldninger mod ham for indblanding i Irans indre anliggencer og til regulær diplomatisk krise mellem Iran og Storbritannien.

Man kan kalde det svagt af de vestlige ledere at de ikke tør optræde mere kontant, men sporene skræmmer. Allerede under Ungarn-oprøret i 1956 viste det sig katastrofalt for frihedskæmperne at de forventede militær indgriben fra USA's side, skønt det ville have udløst krig mellem Nato og Sovjetmagten. I Irak blev amerikansk støtte til en oprørsgruppe fatal for denne, fordi infiltrationen blev opdaget og medførte udslettelse af hele den irakiske modstandsgruppe. Udlandet kan give moralsk støtte til oprørsgrupper og det kan lægge økonomisk pres på et styre i hvert fald en tid, men det må i sidste ende forholde sig realistisk til magtforholdene og ikke foregøgle oprørere og frihedskæmpere en umiddelbar sejr med udlandets hjælp.



Man skal i denne forbindelse absolut ikke undervurdere den iranske nationalisme. Den siddende præsident har været en mester i at spille på de nationale strenge i kampen for iranernes ret til at udvikle sit atomprogram uden indblanding udefra. Bl.a. derfor er det ikke særligt relevant at sammenligne de spændte forhold i Iran i dag med forholdene i Polen forud for systemskiftet i 1989, sådan som den polsk-fødte tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Carter, Zbiegniew Brzezinski har gjort i et tv-interview på CNN 21.6. Brzezinski peger på at der i 1989 var en intens polsk nationalisme som basis for folkeopstanden mod Moskva. Men iranerne i dag kæmper ikke mod en fremmed overmagt.

Nu bør man altid tage Brzezinskis vurderinger med et vist forbehold. Han var manden der i 1979 vildledte præsident Carter til at løbe en kæmpemæssig risiko for at befri de amerikanske gidsler fra det nyetablerede præstestyres fangenskab ved en hasarderet flyoperation i en sandørken, en operation der ikke alene mislykkedes, men kostede Carter genvalget som USA's præsident.

Hvad Polen angår må man under ingen omstændigheder se bort fra at den intense nationalisme slet ikke kan skilles fra den intense katolicisme. Oprørsånden i Polen var uovervindelig for selv den næststærkeste militærmagt i verden, fordi den forenede en indgroet nationalisme med en lige så indgroet katolicisme. I Iran er nationalismen derimod meget snævrere, fordi den ikke - som al ægte nationalfølelse - er koblet på landets gamle historie, men på præstestyrets nye behov for at hævde sin identitet over for omverdenen. Religionen har flertallet af oprørere og dets ledere fælles med magthaverne, så der er ingen revolutionær kraft at hente dér. Iranerne er netop splittede mellem folk - navnlig unge og oplyste kvinder - der ønsker frihed og demokrati og folk der ikke gør det fordi de er for autoritetstro over for præstestyret og dets alt for snævre nationalisme.

Denne splittelse bekræfter egentlig kun at religionen - modsat tilstanden i Polen i 1989 - er et problem. Den kan ikke bruges aktivt i kampen mod diktaturet og det ateistiske fremmedvælde. Den kan tværtimod bruges demagogisk af magthaverne til at hævde at vestligt demokrati er et direkte anslag mod en styreform der hævder sin værdi og identitet ved systematisk at koble den verdslige og den religiøse magt sammen på selv samme måde som Sovjetsystemet koblede verdslig og ideologisk magt sammen, nemlig på totalitær vis.

Hovedproblemet for den iranske befolkning og mange ande muslimske befolkninger i Mellemøsten er derfor fortsat at den ønskelige frihed og det ønskelige demokrati ikke kan vindes uden antagelse af en grundliggende vestlig forståelse for sekulariseringens nødvendighed. Adskillelsen mellem verdslig magt og religiøs magt er en absolut forudsætning for enhver demokratisk udvikling i landet, men hvis man tager afstand fra denne sekularisering fordi den er et vestligt kulturfænomen, kommer man ingen vegne.



På det internationale plan er det givet at den amerikanske præsident Obama er havnet i et alt andet end ønskeligt dilemma, idet han på den ene side har erklæret sig villig til dialog med præsident Ahmadinejad om det iranske atomprojekt og øvrige storpolitiske problemer, men på den anden side ikke kan give den iranske præsident indrømmelser af nogen art uden at gøre sig medskyldig i en legitimering af det præstestyre der har vist sig ingen demokratisk legitimitet at have.

Men forhandles skal der, hvis atomspørgsmålet skal løses. Og forhandlet vil der uden tvivl blive, hvis og når Ahmadinejad indvilliger. Det vil han gøre, fordi han er en mester i at forhandle på skrømt og skaffe sig propagandistiske fordele af enhver modstand mod hans ønsker. En reel aftale mellem USA og Iran er derimod i øjeblikket nærmest utænkelig. Men dette øger kun dilemmaet for Obama. For det vil være en katastrofe for hele Mellemøsten og hele verden hvis Iran får udviklet et atomvåben.

Et vist håb er dukket op i form af en ny libanesisk regering under formanden for det vestligt orienterede Fremtidsparti Saad Hariri, som efter forhandlinger med både den egyptiske præsident og generalsekretæren for Den arabiske Liga har indgået aftale med den stærkt antivestlige og israelfjendtlige Hizbollah-leder Nasrallah. Aftalen har til formål gennem afmilitarisering af Hizbollah at sikre en tiltrængt fred og parlamentarisk effektivitet i Libanon og vil i bedste fald kunne ændre den fastlåste situation i hele Mellemøsten. Hizbollah kan måske påvirke Hamas i Gaza til en mere åben strategi. Ingen véd om Hariris bestræbelser vil lykkes, men alene det at forsøget nu gøres, peger på en forandring der omfatter både Syrien og Iran.

Iran får hverken demokrati eller sekularisering i denne omgang. Det manipulerede genvalg af præsident Ahmadinejad må betragtes som et tilbageskridt i enhver henseende, men den brede folkelige protest mod præsidenten er et memento til såvel præstestyret i Iran som andre muslimske magthavere i Mellemøsten om at demokratisering er et folkeligt ønske der ikke kan overhøres i det lange løb.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Iran - et præstestyre i dyb krise  (20.6.09.)
Iran - den nye stormagt i Mellemøsten?  (10.4.07.)

Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal