Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Obama07israel

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.5.11.


Obama om USA's Mellemøstpolitik

Det arabiske forår, der startede i Tunesien for fire måneder siden og hurtigt bredte sig til Egypten og de øvrige arabiske lande, må ubetinget betegnes som den største og mest afgørende ændring i Mellemøsten siden terrorangrebet på USA den 11. september 2001 og hvad deraf fulgte. At det er blevet komnbineret med amerikanernes spektakulære drab på Osama bin Laden i Abbottabad i Pakistan gør naturligvis ikke betydningen mindre, for det understreger det forhold at ikke alene Al-Qaeda som sådan, men islamismen og den islamistiske terror har tabt indflydelse og formentlig vil få meget svært ved nogensinde at komme tilbage til sin tidligere styrke. Terrorismen er langt fra blevet historie, hvad alene de sidste par dages terroraktioner i Afghanistan og Pakistan dokumenterer. Men de arabiske befolkninger ser ikke længere deres håb i terroren. Det arabiske forår betyder tværtimod at der nu er vokset et stærkt håb om fremskridt frem nedefra, og at dette håb knytter sig til såvel sociale og økonomiske som politiske forandringer.

Meget er endnu uafklaret, fordi de gamle diktatoriske magthavere stadigt er i stand til at fatholde magten mange steder, og fordi de unge oprørere savner både ledere og organisationer der vil være i stand til at bygge nye sociale og politiske strukturer op, der helt elementært kan sikre både en rimelig civil orden og holdbare reformer.

Som regionen ligger nu, er det usikkert hvornår Gadaffi falder i Libyen og hvilke politiske partier der bliver dannet i Egypten, men fremfor alt usikkert hvad presset på Syriens magthaver præsident Bashar al-Assad fra befolkningens og det internationale samfunds side vil medføre. Tilsyneladende stiger presset dag for dag, men det samme gør diktatorens hårde modforanstaltninger. Situationen i Bahrein er også alvorlig, og endnu venter vi på forårets blomstring i Saudi-Arabien og andre lande.



Det arabiske forår har været en kæmpeoverraskelse for de fleste iagttagere, ikke fordi der har været uvidenhed om den store sociale utilfredshed eller ønsket om frihed og eksistensen af oprørsgrupper, men fordi de arabiske regimer så ud til at være ret stabile og af Vesten blev støttet netop på grund af deres stabilitet og relativt gode relationer til Vesten. Iagttagere troede imidlertid fejlagtigt at alternativet til stabiliteten ville være islamistiske og stærkt antivestlige diktaturer - med Iran som det store skræmmebillede. Og så er det altsammen endt i noget helt andet, i noget der giver håb for den almindelige befolkning i regionen, men samtidigt stiller store krav til vestlige omvurderinger.

Hele denne for landenes egne befolkninger overvejende positive udvikling har først og fremmest sat USA i en alvorlig klemme der har tvunget præsident Barack Obama til forsøg på nytænkning af hele den amerikanske Mellemøst-strategi, men samtidigt stillet ham over for den næsten umulige opgave at stille alle parter tilfredse. Dilemmaet er næppe udtrykt mere rammende end af den amerikanske journalist Jeffrey Goldberg der i The Atlantic har karakteriseret den amerikanske politik i Mellemøsten som præget af "en fleksibel doktrin og en tolerance for selvmodsigelser".

En af selvmodsigelser ses i forholdet til Israel, hvor Obama på den ene side har forlangt at Israel stopper sine fortsatte bosættelser på Vestbredden, men på den anden side har nedlagt Veto i Sikkerhedsrådet mod en resolution der kræver stop for disse bosættelser. Men den værste selvmodsigelse ligger i at Obama principielt ønsker at fremsætte en ny fredsplan, men forhindres heri af den nyligt indgåede forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas, fordi Hamas fortsat betragtes som en terrororganisation der totalt afviser en anerkendelse af Israels ret til at eksistere som stat. Dilemmaet er her så stort at præsident Obamas særlige udsending i Mellemøsten George Mitchelle har valgt at træde tilbage.



Forleden holdt præsident Obama så en tale i Washington hvor han røbede sine visioner for det fremtidige forhold mellem USA og Mellemøsten. Til forskel fra hans store tale i Kairo i 2009 var der nu klar støtte til reformbevægelserne i regionen.

"Vi står over for en historisk mulighed. Vi har omfavnet chancen for at vise at Amerika sætter mere pris på frugthandleren i Tunesien end diktatorens rå magt", sagde han og fortsatte med at erklære at der ikke må være nogen tvivl om at USA støtter forandringer som fremmer selvbestemmelsen. "Efter i årtier at have accepteret verden som den er i regionen, har vi muligheden for at forsøge at skabe en verden som den burde være." - Ordene har Obama unægteligt i sin magt. Et par mia dollars i støtte til reformerne i Egypten og Tunesien havde han også i ærmet. Han kritiserer skam også masseanholdelserne i Bahrein og Syrien, men han afstod fuldstændigt fra at kræve at Bashar al-Assad skulle gå af.

Det springende punkt var imidlertid visionerne om fred mellem Israel og Palæstina, og her bekræftede Obama det helt banale at USA går ind for en fredelig løsning på konflikten, men en decideret fredsplan var han ikke i stand til at lancere. Han gav begge parter ansvaret for at de hidtidige fredsforhandlinger er brudt sammen, idet Israel fortsætter udbygningen af bosættelserne, og palæstinenserne er udvandret fra forhandlingerne.

Præsident Obama gentog at USA principielt er tilhænger af oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, men han tog direkte afstand fra palæstinensernes (præsident Mahmoud Abbas') egen plan om til efteråret at udråbe en selvstændig stat og søge om optagelse i FN når FN's generalforsamling træder sammen. Han kaldte den slags forsøg på at isolere Israel for symbolske handlinger, idet han understregede, at de palæstinensiske ledere ikke vil få fred eller fremgang ved at nægte Israel retten til at eksistere - og det var jo et tydeligt signal til Fatah-lederen Abbas om ikke i den højt besungne forsoningsaftales beruselse at bøje sig for Hamas-bevægelsens krav.



Men hermed er dilemmaerne ikke ryddet af vejen, for om en mulig fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne gjorde Obama gældende at den skulle baseres på våbenhvilegrænserne før Seksdageskrigen i 1967, hvilket ikke vil sige at han mener at disse grænser ligger urokkeligt fast, men at de skal være udgangspunkt for aftaler om eventuelle justeringer eller byttehandeler.

Dette havde Obama i fredags møde med den israelske premierminister Netanyahu om, men denne meldte straks fra så eftertrykkeligt, at Obama efter mødet måtte udsende en erklæring om at der er "forskellige holdninger mellem USA og Israel om hvad der skal til for at skabe fred med palæstinenserne". Og denne pæne diplomatiske formulering er uanfægtelig. Men faktum er at forskellen er så stor at der overhovedet ikke kan skimtes et grundlag for kompromis. Netanyahus synspunkt er ganske enkelt at 1967-grænserne er komplet umulige for Israel at forsvare.

Netanyahu skal på tirsdag holde tale til kongressen i Washington og får her lejlighed til at forklare sit synspunkt og i det hele taget give sit bud på hvad der efter hans mening skulle kunne genoplive fredsforhandlingerne, så en tredje palæstinensisk intifada kan undgås. Denne tale vender vi tilbage til. - Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.).

Foreløbigt må det slås fast at præsident Obama står uhyggeligt svagt i Mellemøsten i forhold til alle parter og i det hele taget har meget svært ved at omstille sig til de nye forhold som primært er betinget af det arabiske forår. Det er utvivlsomt rigtigt, hvad Herbert Pundik skrev i sin klumme i Politiken den 21.5. at Israel vil gå en meget svær tid i møde, hvis Netanyahu siger nej til fredsforslagene fra palæstinenserlederen Mahmoud Abbas, eftersom stabiliteten i regionen er gået fløjten og presset på Israel kun vil stige, men omvendt gælder også at Israel aldrig har kendt andet end vanskelige tider, og at selve grundforudsætningen for varig fred i området nu engang er og bliver en ubetinget arabisk anerkendelse af statens Israels ret til at eksistere.

Det er alene en definitiv opgivelse af palæstinensernes drømme om udslettelse af Israel fra landkortet der kan danne grundlag for fred i regionen. Og derfor svigter præsident Obama sine og USA's forpligtelser til at støtte Israel ved at undlade at stille en fundamental ændring af Hamas' hævnpolitik op som forudsætningen for at fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne har nogen mening. Obama burde dybest set betragte en sådan mentalitetsændring som et regulært og nødvendigt led i hele den forandringsproces der i dag foregår i regionen under navnet 'det arabiske forår'.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Det Hvide Hus
State Department
Israelske regering
Jerusalem Post
Jødisk-palæstinensisk samtalegruppe i Basel



Relevante artikler på Jernesalt:

Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Midtvejsvalget i USA med hug til Obama  (4.11.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)

Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
Gaddafi står for fald  (28.2.11.)
At være egypter på revolutionsdagen 11.2.11.  (12.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)

Afghanistan-krigens status og perspektiv  (31.10.10.)
Obama i Afghanistan-krise  (24.6.10.)
USA' nye strategi i Afghanistan  (3.12.09.)



Artikler om USA
Artikler om Mellemøsten



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal