Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - nato2010

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.11.10.


NATO under fortsat forandring med nyt koncept
- og ny generalsekretær

Ved indledningen til Natos topmøde i Lissabon 20.-21. november proklamerede den forholdsvis nye, men allerede selvsikre generalsekretær Anders Fogh Rasmussen at forelæggelsen af alliancens nye strategi var et historisk øjeblik. For "dette koncept er ikke kun en række ord på papir. Det er en konkret handlingsplan for de næste 10 år".

Ifølge det 11 sider lange (eller korte) dokument bliver det Natos mål "at styre udviklingen, så alliancen vil blive ved med at være effektiv med nye partnere og nye evner i en foranderlig verden med nye trusler". Men topmødet skulle også tage stilling til missilforsvaret, samarbejdet med Rusland, forholdet til EU, Natos atompolitik, krigen i Afghanistan og 'cyberforsvar' (forsvaret mod krig via og mod internettet).

Og det mest bemærkelsesværdige var faktisk at det allerede på den første dag lykkedes den målbevidste generalsekretær at få opbakning til den nye strategi - trods frygtet modstand fra især Tyrkiet, hvis regering er sur på EU. Men ingen kommer uden om at tiderne har ændret sig og kræver nye strategier for en så stor alliance som Nato.

Anders Fogh har meget energisk arbejdet på at få den ellers træge forsvarsorganisation til at forny sig - og han har ikke noget imod at man tager hans ommøblering af sit private kontor i Bruxelles som billede på hvad der vil ske: De tunge og utidssvarende møbler fra den kolde krig smides ud og erstattes af moderne, lyse og luftige arrangementer med elegante og stilfulde borde og stole (endda i skandavisk high-teck design). Udlagt: Den kolde krig er et overstået kapital i verdenshistorien og i Nato-alliancens historie. Der skal derfor nu helt nye boller på suppen, og dette kom i bogstaveligste forstand til udtryk ved den russiske præsident Medvedevs direkte deltagelse i forhandlingerne om missilskjoldet.

Truslerne mod de Nato-allierede i USA og Europa er helt andre i dag end før 'Murens fald' for en snes år siden - og det må en organisation som Nato naturligvis forholde sig konstruktivt til. Fogh har været mand for at trumfe forståelsen igennem til de fleste statschefers tilfredshed, også præsident Barrack Obamas.



Natos nye koncept fastslår indledningsvis følgende:

"• It reconfirms the bond between our nations to defend one another against attack, including against new threats to the safety of our citizens.
• It commits the Alliance to prevent crises, manage conflicts and stabilize post-conflict situations, including by working more closely with our international partners, most importantly the United Nations and the European Union.
• It offers our partners around the globe more political engagement with the Alliance, and a substantial role in shaping the NATO-led operations to which they contribute.
• It commits NATO to the goal of creating the conditions for a world without nuclear weapons – but reconfirms that, as long as there are nuclear weapons in the world, NATO will remain a nuclear Alliance.
• It restates our firm commitment to keep the door to NATO open to all European democracies that meet the standards of membership, because enlargement contributes to our goal of a Europe whole, free and at peace.
• It commits NATO to continuous reform towards a more effective, efficient and flexible Alliance, so that our taxpayers get the most security for the money they invest in defence."



I 38 punkter gennemgås herefter otte afsnit om:

- Hovedopgaver og principper (1-6),
- Sikkerhedsmiljø, (7-15),
- Forsvar og afskrækkelse (16-19),
- Sikkerhed gennem krisestyring (20-25),
- Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning (26),
- Åben dør (27),
- Partnerskab (28-35) og
- Reform og omdannelse (36-37).

Og konceptet slutter med punkt 38 'An Alliance for the 21st century' med klare ord og målsætning:

"We, the political leaders of NATO, are determined to continue renewal of our Alliance so that it is fit for purpose in addressing the 21st Century security challenges. We are firmly committed to preserve its effectiveness as the globe’s most successful political-military Alliance. Our Alliance thrives as a source of hope because it is based on common values of individual liberty, democracy, human rights and the rule of law, and because our common essential and enduring purpose is to safeguard the freedom and security of its members. These values and objectives are universal and perpetual, and we are determined to defend them through unity, solidarity, strength and resolve."



Formålet med Nato's omdiskuterede missilskjold er at opbygge et netværk af radarstationer og raketbaser fra Thule i Grønland til Kaukasus helt nede øst for Sortehavet, et netværk som vil gøre det muligt at nedskyde missiler fra fjendtlige lande som Iran og Syrien. Det er nu tanken at realisere det til brug gradvist frem til år 2020, så til sidst også langtrækkende missiler der afskydes fjernt fra Europa vil kunne skydes ned. Men modstanden har hidtil været stor fra Ruslands side, fordi raketbaserne kommer til at ligge så tæt på de russiske grænser, at de i givet fald ville kunne misbruges til angreb på Natos gamle ærkefjende.

Rusland har imidlertid nu accepteret tanken. Risikoen for misbrug fra Natos side er jo teoretisk, og landets egen præsident er blevet inviteret med til samarbejde om projektet. Anders Fogh har været til forhandling i Moskva flere gange og præsident Medvedev deltog personligt i den relevante del af mødet i Lissabon.

Der er uenighed om hvor gavnligt missilskjoldet vil være. Nogle regner det for overflødigt, idet de gør gældende at Natos atomvåben vil gøre det selvmorderisk for fx Iran at starte et raketangreb mod europæiske mål. Atomvåbnet har jo netop gennem seks årtier vist sig velegnet som gensidigt afskrækkelsesvåben. Våbnet har været et 'afmagtsvåben' for nu at minde om filosoffen Johs. Witt Hansens afmagtspostulater. Men man er tilbøjelig til at glemme at denne egnethed forudsætter at magthaverne i de implicerede lande er nogenlunde rationelle beslutningstagere. Det var en mand som Hitler eksempelvis ikke, og derfor må vi prise os lykkelige over at han ikke fik atomvåbenet før sit endeligt i den totale destruktion. Men i dag trækkes vi med et ustabilt land med atomvåben der hedder Pakistan, og i både Nordkorea og Iran med magthavere som er relativt uberegnelige og som kynisk spiller med de muskler der hedder atomvåben og raketter. Og dette bekymrer naturligvis ikke blot Nato, inkl. Tyrkiet, men også Israel og de arabiske lande.

Alle disse forhold må formodes at influere på Ruslands stillingtagen til Natos projekt, men ingen regner med at Rusland går ind i et dyberegående samarbejde - projektet er og bliver amerikansk hvad angår både teknologi og ledelse - men russerne kan sikre sig bedre informationer og vil derfor som sædvanligt i den slags tilfælde sørge for tilpas lange og opslidende forhandlinger. Og Medvedev har da også i den forbindelse tilkendegivet at han vil forlade projektet, hvis Rusland ikke bliver ligestillet med dets øvrige deltagere (underforstået ikke får samme informationer som de andre).



Selve atomvåbnets problematik blev også vendt på Lissabon-mødet. Efter tysk pres blev det understreget at endemålet for Natos strategi fortsat er egentlig nedrustning, men man bøjede sig for det særmål at forhindre yderligere spredning af nukleare våben - uden at foregøgle sig selv en destruktion af egne lagre af atomvåben. Det vil sige at presset på Iran og Nordkorea skal bestå som noget centralt. Et af problemerme er fortsat at USA principielt nægter at gå i direkte forhandlinger med disse fjendelande om spørgsmålet.

I skrivende stund har Nordkorea netop umotiveret angrebet en sydkoransk ø, og dermed på ubehagelig vis dokumenteret sin kynisme og snuhed når det gælder afpresning. Den nyudnævnte general og kommende statschef, grønskollingen Kim Jong-un vil tilsyneladende markere sin styrke på den for styret karakteristiske primitive facon - i håbet om anerkendelse fra udlandet og især fra USA. Men bortset fra den uhyggelige uberegnelighed i den slags, så er sandheden jo at vestlige diplomater og regeringsledere kun har foragt tilovers for det ludfattige og misrøgtede Nordkoreas impulsive taktik der gælder både på krigsstien og ved forhandlingsbordene.

Og Irans Ahmadinejad har stadigt stort held indadtil med sin aggressive retorik der er entydigt vendt mod USA og Vesten (som fx hans sidste tale i New York på FN's generalforsamling). Men heller ikke han tages alvorligt hvad angår andet end uberegneligheden.

Nye medlemmer af Nato er i princippet en mulighed for den erklæret åbne alliance, men Lissabon-konceptet undgår omhyggeligt at konkretisere at de relevante stater er lande som Georgien, Ukraine og Makedonien hvis optagelse vil give problemer i forhold til Rusland og Grækenland. Især georgierne er skuffede over at blive glemt, fordi de længe har vist deres gode vilje ved at sende ca. 1000 soldater til Afghanistan. Men Foghs og Natomødets linje synes klar: forslag der ikke har udsigt til enstemmig tilslutning gemmes væk til bedre tider.

Dette gælder også forholdet mellem Nato og EU, der er stærkt generet af konflikten mellem Tyrkiet og Grækenland om Cypern. Parterne blokerer stadigt alle forhandlinger om en løsning i begge organisationer. Og der er ingen udsigt til snarlig opblødning.



Krigen i Afghanistan blev naturligt nok et centralt emne på Lissabon-mødet. Krigen har varet i 9 år og går i flere henseende så dårligt, at alle Nato-lande med supermagten USA i spidsen ønsker at komme ud hurtigst muligt - ikke for at løbe fra noget, men fordi presset fra landenes befolkninger er støt stigende som følge af omkostningerne. Det var som bekendt også et løfte om hurtig tilbagetrækning der var med til at føre Obama til en sikker valgsejr i 2008.

De allierede vil med andre ord gerne ud af egentlige krigshandlinger hurtigst muligt, men regeringscheferne - inkl. Obama - var realistiske nok til lade fristen blive fire år mere. Natos mål er at være ude i 2014. Afghanerne skal selv overtage ansvaret for flere og flere områder helt nede på by- og distriktsniveau, og de skal med udgangen af 2014 stå med det fulde sikkerhedsmæssige ansvar for hele landet. Og vel at mærke skal også den lokale administration til den tid fungere tilfredsstillende socialt, sundhedsmæssigt og administrativt. Det vil bl.a. sige uden for megen korruption. Og denne er som bekendt ikke let at komme til livs. Ulykkeligvis slet ikke med Karzai ved roret.

Udenlandske kamptropper skal altså trækkes ud, men ikke dermed Nato som sådan. Obamas egen stab er dog endnu ikke sikre på at planen kan holde. Man afventer en ny rapport fra den øverstkommanderende general David Petraeus.



Selv i bedste fald vil der efter 2014 være behov for Natos hjælp til opbygningen af Afghanistan. Og der blev derfor på mødet i Lissabon indgået en samarbejdsaftale mellem Nato og det afghanske styre, højtideligt underskrevet ved en ceremoni af Anders Fogh Rasmussen og præsident Karzai. Hjælpen skal bestå i fortsat træning og uddannelse af afghanske sikkerhedsstyrker.

Den afghanske præsident Harmad Karzai betragter det som realistisk at han bliver reel præsident i hele landet og ikke blot overborgmester i Kabul, men der er fortsat stor usikkerhed om hans stilling. Præsidentvalget sidste år var så kaotisk, at det har ført til forhandlinger mellem styret og Taleban på mange planer, inklusive en større konference for nylig i Egypten. Men som altid er det et problem i sig selv at skulle forhandle med og eventuelt slutte aftaler med organisationer der er en blanding af terrorbevægelse og lokalorden og derfor fører dobbeltspil. Et frisk eksempel på det problematiske ved forhandlinger er at det netop er blevet afsløret, at den Mullah Akhtar Muhammad Mansour som både den afghanske regering, USA og NATO har forhandlet med i den tro han var en af de mest fremtrædende kommandanter i Taleban-militsen, slet ikke er den han har udgivet sig for. Den afghanske regering, USA og NATO er simpelthen taget grundig ved næsen af en ukendt mand, som de for formålets skyld udbetalte penge til.



Men det store perspektiv skal ikke glemmes. Og det er fortsat - trods alle krigsmodstanderes påstande om det modsatte - at det er muligt i det lange løb at påvirke styreformen i positiv retning også i lande der har rummet fanatiske islamister, terrororganisationer og stærke antivestlige kræfter. Dette er reelt sket i Irak - så selv krigsmodstanderen Herbert Pundik nu må indrømme at der i dette land er ved at opstå et demokrati af den art som despoterne i de øvrige arabiske lande frygter'. Og det samme kan ske andre steder, men det kræver fra vestlig side både beslutsomhed, tålmodighed, diplomati, militær indsats og villighed til ofre.

Opgaven er ikke at indføre 'et fuldkomment demokrati' efter vestligt mønster (et sådant eksisterer slet ikke), men gradvist at være med til at implementere en styreform der gavner landene selv ved at muliggøre opbygning, forhindre terrorisme og undertrykkelse (herunder kvindeundertrykkelse) og dermed på længere sig gavne hele regionen.

Der sker store forandringer i verden - økonomisk og magtmæssigt - i kraft af bl.a. Kinas, Indiens og andre landes vækst. Men Mellemøsten er fortsat et essentielt politisk anliggende for hele den vestlige verden i kraft af selve Israels eksistens og selvhævdelse, de forpligtelser Vesten har over for Israel og den hidtil fanatiske og ukontrollerede modstand mod Israel som præger den islamiske verden.

Terrorismen og den militante islamisme kan ikke bekæmpes alene med militære midler. Det er tværtimod nødvendigt med både diplomati, udviklingsbistand, oplysning og systematisk hjælp til venligtsindede og demokratisøgende regimer i regionen ved siden af den militære indsats. Kampen mod terrorismen og for oplysning og demokrati bliver en hård og langvarig kamp der vil kræve stor tålmodighed. Men der er intet alternativ. Kampen er blevet et livsvilkår for den vestlige verden, der ikke kan vindes hvis Vesten ikke tror på sine egne værdier, først og fremmest det sekulariserede demokrati, som basis for udviklingen.

I hele denne yderst komplicerede kamp vil der uundgåeligt ske fejl (bl.a. i kraft af loven om utilsigtede virkninger), lige som der vil kunne konstateres både tab og vinding, både nedture og opgange. Og resultatet kan umuligt gøres op på et vilkårligt valgt tidspunkt, og slet i dag eller i morgen. Det kan sandsynligvis først gøres op om tyve eller tredive år.



Det er i dette perspektiv et særdeles godt tegn at en vestlige forsvarsalliance som Nato nu redefinerer sit idégrundlag - og vedkender sig sine internationale forpligtelser.

Og det må i samme perspektiv betegnes som en triumf for Anders Fogh Rassmussen at det er lykkedes ham - kun et års tid efter sin tiltrædelse som generalsekretær for Nato at få det nye koncept vedtaget på topmødet i Lissabon. Han har i høj grad personligt skabt forudsætningen for vedtagelsen gennem sin energiske indsats og klare målrettethed. Han har faktisk formået på et års tid at gøre generalsekretærposten til en helt central post i Natos politiske ledelse. Han er ikke blot sekretær for statscheferne, men i høj grad blevet generalsekretær af gavn. Og han har dermed også nået hvad han ville med stillingen - og egentligt samtidigt givet en fyldestgørende forklaring på at han overhovedet påtog sig denne internationale opgave på et tidspunkt hvor hans opgave som regeringschef i Danmark og leder af Venstre faktisk slet ikke var ført til ende.

Det er også karakteristisk for Anders Fogh Rasmussens forståelse af opgaven som generalsekretær at han meget bevidst har satset på at få en klar organisatorisk omstrukturering af Nato sat på dagordenen. Han vil slanke og modernisere organisationen med henblik på at øge dens effektivitet (så medlemslandene får mere for deres udgifter til Nato), og det betyder først og fremmest at han vil reducere 'kommandostrukturen', som den hedder, fra 13.000 til 9.000 mand.

Den slags er lettere sagt end gjort. Det véd Fogh allerede fra sin ministertid under Schlüter-regeringen, hvor han satte sig for at omorganisere skatteministeriet fra første dag. Det de ham som bekendt jobbet, fordi han fik samtlige embedsmænd imod sig. Fogh har nu fået Nato-topmødet til at acceptere den nævnte kæmpemæssige omstrukturering, men der er ikke sat navne på de 4000 medarbejdere der skal fyres. Det er mange. Og det vil uundgåeligt give problemer. Ja, det er vel en opgave så stor at den næppe er set før i bureaukratiets historie. Den er uden al tvivl løselig, hvis man udelukkende ser på effektiviteten. Men det er lige præcis hvad man vanemæssigt altid går udenom i en organisation der i årtier har fået lov at vokse sig større og større - på præcis samme måde som EU.

Det skal blive spændende at se om Anders Fogh Rasmussen får held og styrke til at genemføre opgaven. Han har uden tvivl viljen og ambitionen, erfaringen og modet til det, men modstand får han. Og udfaldet bliver medbestemmende for succesen af Natos nye koncept.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Natos officielle website
Topmødet i Lissabon
Generalsekretær Anders Fogs blog



Relevante artikler på Jernesalt:

Fogh og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)

EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
Murens Fald 1989  (9.11.09.)
EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Den historiske EU-udvidelse  (15.12.02.)
Den 13. december 2002

Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)
Georgien, Rusland og Vesten  (14.8.08.)
Georgien mellem Rusland og Vesten anno 2008  (4.8.09.)

Afghanistan-krigens status og perspektiv  (31.10.10.)
Obama i Afghanistan-krise  (24.6.10.)
USA' nye strategi i Afghanistan  (3.12.09.)
Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)

11. september  om terrorismen på et-års dagen for terrorangrebet på USA.
Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01.

Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)
Foghs aktivistiske udenrigspolitik under kritik  (30.6.08.)
Foghs nye EU-strategi for et 'Resultaternes Europa'  (26.4.06.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Det danske formandskab for EU for 2. halvår 2002



Artikler om EU og Europa
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal