Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - triermelancholia

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.5.11.


Triers 'Melancholia' er et sandt mesterværk

Lars von Triers nye film fik ikke Guldpalmerne ved filmfestivalen i Cannes, fordi filmskaberen selv ødelagde alle chancer med upassende, næppe villede og i hvert fald slet ikke gennemtænkte udtalelser om Hitler, Speer, nazismen og jøderne - jf. Trier, Hitler og destruktiviteten. Men han havde fortjent dem, fordi Melancholia er et virkeligt mesterværk, den bedste og mest helstøbte film Trier overhoveder har lavet - og langt bedre end Terence Malicks fine, men meget amerikanske The Tree of Life.

'Melancholia' er dybt europæisk, inspireret som den er af Wagners musik, den tyske romantik og den tragiske tyske udvikling der i årene 1933-45 havnede i et fatalt overmod og en selvmodsigende skønhedsdyrkelse der førte direkte til total destruktivitet.

'Melancholia' består af et forspil og to akter, og den begynder - som Antichrist - med et længere ordløst resumé af hele handlingsforløbet, denne gang til otte minutter af Wagners ti minutter lange forspil til operaen 'Tristan og Isolde' med dets langsomt stigende og bølgende melodier, den mangetydige, disharmoniske Tristan-akkord og de meget vigtige, energiopsamlende pauser frem mod en foreløbig kulmination for hele det store orkesterapparat.



Forspillet: På lærredet ser vi i stort nærbillede i venstre side hoverpersonen Justine med lukkede øjne der langsomt åbnes og for sig ser sig selv i forgæves flugt i fuldt brudeskrud, søsteren Claire der prøver at redde sig selv og sin søn fra at synke ned i et sumpet golfhul der mærkeligt nok bærer nr. 19; vi ser en stor klode på himlen med en lysende stjerne bagved, en smuk og åben park med et stort solur, en symmetrisk karnap i gammel stil på et slot, Breughels vinterbillede af hjemvendende jægere og skøjtende landsbyboere, mørke blade drysser ned fra træerne; Justine selv liggende livløs på ryggen - som en anden Ofelia - i brudekjolen og med brudebuketten i hænderne; en nattehimmel med to måner, en ridehest der segner omkuld, døde fugle der falder ned fra himlen; Justine stående i simpel hverdagsdragt med armene strakt i vejret og med udspilede fingre hvorfra der går elektriske signaler mod himlen; Justine og drengen snitter lange birkegrene, han bliver noget vár på himlen; til sidst støder to kloder sammen, så den ene opsluges af den anden. Kort pause - og først her titlen på filmen og navnene på de vigtigste personer.



Først akt hedder Justine efter filmens ene hovedperson der spilles af Kirsten Dunst. En kæmpelang hvid bryllupslimousine er på vej ad en ganske smal og bugtet grusvej, men må standse manøvren, fordi der ikke er plads nok. Justine i stort brudeskrud og brudgommen Michael (Aleksander Skarsgård i kjole og hvidt) prøver fra bagsædet at råbe chaufføren op og give ham råd. Justine griner nærmest af det hele, og benytter lejligheden til at kysse sin mand, men først må brudgommen og siden bruden selv sætte sig bag rattet for at prøve at manøvrere vognen forbi nogle sten ved vejkanten.

Parret når frem til slottet og modtages af Justines søster Claire (Charlotte Gainsbourg) og hendes mand John (Kiefer Sutherland) der ejer hele herligheden. Brudeparret undskylder forsinkelsen, men får at vide at hele programmet har måttet udskydes to timer. Dette forhindrer ikke Justine i først af alt at gå til hestestalden med sin gom, søster og svoger for at hilse på sin kære ridehest Abraham. Man aner allerede her en stribe af brud på god etikette.

Justine bemærker en rød stjerne på himlen og får af kenderen John at vide at det er Antares fra stjernebilledet Skorpionen.

I festsalen hilser de på de nærmeste og tager plads. Der udråbes en skål for parret. Justines far Dexter (John Hurt) holder tale for sin elskede datter, men taler også fornøjet om sine nuværende og tilstedeværende kærester samt fornærmeligt om sin ekskone, Justines moder Gaby (Charlotte Rampling) der protesterer ved at forlade selskabet, men dog forinden får sagt at hun hader ægteskabet og alle bryllupsfestligheder. Senere driller Dexter tjeneren (Jesper Christensen) ved at indsamle borddamernes dessertskeer og stikke dem i brystlommen og derefter tilkalde tjeneren og påstå at damerne ikke har fået nogen ske.

Brudgommen får ordet, men siger det er første gang han skal holde tale og han ikke rigtigt véd hvad han skal sige, men han får dog til sidst sagt til bruden at han elsker hende. Hun smiler og de giver hinanden et kys. Forretningsmanden Jack (Stellan Skarsgård) der har et reklamefirma og er arbejdsgiver for bruden samt forlover for brudgommen holder tale for Justine og takker hende specielt for alle de slogans hun har leveret til firmaet. Nu har han i dagens anledning udnævnt hende til sin art director.



Da Justine er lige ved at falde i søvn, beder Claire hende følge med ind i biblioteket, hvor hun udtrykkeligt frabeder sig at søsteren laver scener. Hun spørger om Justine overhovedet har ønsket hele dette bryllup, og det besvarer denne med et ja. Justine går ud i parken for at trække frisk luft - og det bliver til en længere tur på slottets lille park-køretøj. Hun standser vognen - og trækker så voldsomt i kjolen, da hun skal ud, at hun får revet slæbet i stykker. Hun går ud midt på plænen og sætter sig med udbredte skørter på hug for at tisse. Hun nyder at betragte himlen og stjernerne. Og igen hører vi Wagners Tristan og Isolde musik.

Justine opsøger sin mor, der rent ud råder hende til hurtigst muligt at komme væk. Ægteskabet er slet ikke noget for hende. Justine siger at hun er bange, men det ville moderen også have været i hendes sted. Det lykkes ikke Justine at få forklaret hvad hun er bange for. Hun vender tilbage til selskabet og den ventende og mere og mere forlegne brudgom der er klar over at Justine af en eller anden grund er blevet trist til mode. Claire bebrejder Justine hendes opførsel, men denne forsvarer sig med at hun da smiler og smiler og smiler igen. Jamen, det er falsk, lyder det fra Claire. Jack præsenterer en ny medarbejder for Justine, nemlig en helt ung og uerfaren mand ved navn Tim der kun har den ene opgave at følge Justine resten af aftenen og notere et eventuelt nyt slogan fra dennes side ned på sin blok.

Der bydes op til dans. Justine danser den traditionelle vals med brudgommen, men vender sig hurtigt til andre, bl.a. sin far - og igen forsvinder hun et stykke tid. Claire's søn skal nemlig puttes i seng, og det vil Justine gerne påtage sig at gøre. Hun følger drengen op i seng, lover ham at hun nok skal bygge en hule sammen med ham. Da hun savnes nede ved selskabet går Claire op for at lede efter hende - og finder hende sovende i fodenden af drengens seng. Claire får hende med ned, men lægger ikke skjul på at hun hader Justine i sådanne nogle tilfælde. John ser efterhånden mere og mere vredt på svigerinden og søstrenes mor. Han får lejlighed til at spørge Justine om hun overhovedet aner hvor meget brylluppet har kostet ham. Det gør hun ikke, men han gentager for hende at det har kostet ham en uhyrlig sum penge. Justine tager det til efterretning og får også mumlet en lille tak. Og da John nævner at han nu vil smide svigermoderen ud, svarer hun lidt syrligt, at det plejer han jo også at gøre. Han studser, men tager sig i at sige hende imod. Til gengæld spørger han Justine om hun er klar over hvor mange huller hans golfbane har. Og det er hun trods alt. Den har 18.



Da tiden nu er kommet hvor den store bryllupskage skal skæres for af brudeparret, har Justine igen forladt selskabet, denne gang for at tage karbad. John, der bander over at han har indrettet karbade i gæstefløjen, går op til brudens og svigermoderens kamre og forsøger at overtale dem til at komme ned til selskabet. Men da alle opfordringer er forgæves, gør han kort proces, samler svigermoderens tøj og medbragte genstande sammen og smider det hele hulter til bulter i hendes kuffeter, som han tager med ned til hovedindgangen og kyler ud. Han går ind til selskabet og undskylder brudens fravær med at der er problemer med brudekjolen. Justine går igen ud i parken - og følges på afstand af Jacks Tim. Nede i et af parkens store golfbanehuller vender hun sig om mod ham og spørger hvad han vil. Hun giver ham et puf så han vælter omkuld. Sætter sig på skrævs over ham og knepper ham alt det hun kan.

Justine kommer dog til sidst ind til de ventende gæster og skærer kagen for sammen med Michael. Men da hendes humør kun daler, giver Claire hende et glas whisky. Justine tager hele flasken og drikker en ordentlig slurk. Det samme gør Michael, og nu liver begge kendeligt op og giver sig ud i dansen. Justine foreslår at de går i enrum, og her rækker Michael hende i en kuvert en lille present hun egentlig først skulle have næste morgen. Det er til hendes overraskelse et foto af et orangeri som han har købt til dem. Når træerne er blevet store, kan hun sidde under dem og sunde sig hvis hun har 'sine dage' - og måske kan han sætte en gynge op i et træ. Hun kigger lidt uforstående på ham, men lover at bære fotoet på sig altid. Hun beder ham lige vente et øjeblik - og går, idet hun efterlader billedet på sengen.

Justine lukker sig ind i biblioteket og fjerner alle de opslagne kunstbøger der ligger til beskuelse på hylderne og som alle viser lutter non-figurativ kunst. Hun smider dem på gulvet og finder i stedet nogle kunstbøger med figurative og fortællende billeder, herunder Breughels meget kendte 'Jægerne vender hjem'. Et andet er den døde Ofelia, et tredie Salome med det afhuggede hoved af Johannes Døberen. Justine aftaler et møde med sin far, fordi der er noget hun gerne vil tale med ham om. Hun får tjeneren til at give ham et gæsteværelse så han kan overnatte. Men da hun senere går op på hans værelse, er det tomt. På sengen ligger blot en besked om at faderen er taget hjem, fordi han fik tilbudt et lift han ikke kunne sige nej til. Igen går Justine glip af muligheden for at fortælle om sin store bekymring, anelsen om at hun snart vil falde i depressionens dybeste hul.

Alle gæsterne bliver bedt om at gå ud i parken, hvor der er opstillet nogle boder med natmad samt arrangeret en opsendelse af en række papirsballoner der først skal dekoreres med gæsternes autografer, tegninger og ønsker - og derefter sendes til himmels med opvarmet luft. Det bliver et smukt syn med 7-8 store, lysende balloner på himlen. Jack får fat på Tim der ikke har fået noget slogan fra Justine - og han bliver nu fyret på stedet i Justines nærvær. For han leverede ikke varen for den hyre han havde fået løfte om. Justine siger nu sin mening om sin arbejdsgiver. Han er er rent nul - og en magtgal mand. Han smider sin tallerken mod jorden, men samler den op med en bemærkning om at han tabte den. Derefter knalder han den med en ed og stor kraft mod buffetten - og kører sin vej.

Brudgommen bærer sin brud over dørtærsklen til deres brudesuite. De sætter sig på sengen og kysser hinanden, og hun begynder så småt at frigøre sig for brudeskrudet. Han hiver jakke og bukser af, fører hånden ind under hendes kjole og forsøger at presse hende ned, men hun sætter sig imod og beder ham give sig lidt tid. Han indvilliger føjeligt og uforstående og hjælper hende endog med at lyne brudekjolen op igen. Hun undskylder sig og forlader rummet med et farvel, mens hans sidder totalt opgivende tilbage. Hun går ned i festsalen hvor der er blevet ryddet op - og sætter sig på et bord og svinger med benene. Brudgommen forlader slottet sammen med sine forældre. Og Tim får lejlighed til at fortælle Justine at han er til hendes disposition - de jo har haft dejlig sex. Men hun betakker sig.

Festen - den i enhver henseende mislykkede fest - er forbi. Justine fik ikke sin elskede.

Næste morgen får Claire sin søster med ud på en ridetur. Fra stor højde ser vi dem - til Wagners musik - galoppere af sted på vejen i temmelig tåget vejr. De kommer ind på en skovsti og skal over en lille træbro, men Justines hest stejler og vrinsker angst. Den vil ikke over tærsklen. Hjemme igen får Claire lagt Justine i seng. Hun er nu helt på det rene med at Justine er syg.



Anden del hedder 'Claire' og begynder med dennes samtale på mobilen om at Justine blot skal sætte sig ind i den bestilte taxa og køre hjem med den. De skal nok betale kørslen. Justine ankommer i miserabel tilstand og bliver igen lagt i seng. Hun er dybt deprimeret og har hverken lyst til det ene eller det andet. Hun har ikke lyst til at komme ud af fjerene om morgenen og få bad. Claire får hende med besvær bugseret ud i badeværelser, hvor karbadet er gjort klar, men Justine må holdes oppe af Claire og kan end ikke formås til at løfte bare det ene ben over karrets kant. Hun synker klynkende sammen på gulvet.

Claire har til frokosten lavet farsbrød til sin søster, noget hun plejer at kunne lide, og denne tager også en mundfuld mens Claire, John og Leo ser på, men maden bekommer hende slet ikke. Den smager tværtimod som aske - og får hende til at græde. Justine bliver dog de følgende dage lidt efter lidt bedre så.



Familien spiser frokost på terrassen og talen falder på den forestående stjernebegivenhed som John ser hen til med største forventning, for den består i at planeten Melancholia på sin bane rundt om solen er kommet nærmere og nærmere Jorden og en af dagene vil komme så tæt på at det formentlig vil sætte strømforsyning og kommunikationsmidler ud af brug. Han følger udviklingen på sin store stjernekikkert og indvier også Leo i hvad der skal ske. Det vil blive deres livs store oplevelse.

Claire er ikke helt tryg ved situationen og tvivler på Johns forsikringer om at alle målinger fra ansvarlige videnskabsmænd siger at Melancholia vil gå uden om Jorden. Men Claire stoler ikke rigtig på dem; de kan jo måle forkert. John kan imidlertid fortælle at Leo har opfundet et simpelt redskab bestående af en forskydelig stålring på en pind, som man på givent tidspunkt kan indstille så ringen dækker stjernens omkreds. Fem minutter senere kan man med samme indstilling konstatere om stjernen er kommet nærmere eller ej.

Nogle dage senere vil Claire igen have Justine med ud på en ridetur, nu i godt vejr, men hun må bede den helt initiativløse søster om at tage sig sammen og få lagt sadlen på hesten. Justines hest gør igen modstand mod at passere samme bro i skoven. Og Justine bliver arrig og begynder under søsterens heftige protester at slå sin hest voldsommere og voldsommere med pisken, så den til sidste lægger sig ned på jorden. - I haven hjælper Justine sin søster med at plukke solbær, men for hver skål Claire kan fylde og hælde over i en stor bøtte har Justine blot plukket nogle få bær. Hun er ikke sig selv.



John har forbudt Claire at benytte hans computer, men på et tidspunkt sniger hun sig til at gøre det alligevel. Hun søger ind på planeten Melancholia og finder frem til en hjemmeside der har en grafisk gengivelse af dens bane omkring jorden. Illustrationen hedder 'Melancholia og dødens dans', og det fremgår at planeten vil ramme jorden en af de kommende dage. Claire sætter computeren til at printe billedet ud, men netop som den har printet det øverste af siden ud går strømmen - og John kommer til. Han medbringer en petroleumslampe og forklarer strømafbrydelsen med at Melancholia er kommet tæt på jorden, men at afbrydelsen kun vil være kortvarig. Han ser hvad Claire har forsøgt at printe ud - og krøller irriteret udskriften sammen. Han gentager at Melancholia vil passere forbi Jorden - og forlanger at Claire ikke begynder at skræmme Leo.

I panik kører Claire til byen for at hente nogle bestemte piller på apoteket. Hun kommer tilbage og vil gemme pillerne i en aflåst skuffe, men John ser hvad det er hun har købt, og spørger om hun har tænkt sig at tage livet af dem alle sammen. Han vil beholde pillerne, men Claire tager dem fra ham og lægger dem i skuffen og låser af. Nøglen lægger hun op på en hylde, så Leo ikke kan få fat i den. Claire hører spektakel og uro i hestestalden, og går derned for at konstatere at dyrene vitterligt er urolige, men at der ikke er nogen grund til det.

Justine overrasker John og tjeneren i at komme hjem fra en tur til byen med særlige forsyninger af mad- og drikkevarer for det tilfælde at der bliver afbrydelser af forsyninger nogle dage. Men John beder hende udtrykkeligt om ikke at sige noget til Claire. Hun kommer imidlertid i karnapværelset i samtale med sin stadigt mere skræmte søster. Hun virker pludseligt selv fuldstændigt rolig og afklaret. Hun gør søsteren opmærksom på at noget er blevet forandret: hestene er blevet rolige. Og hun siger ligeud til Claire at jordens undergang er sikker, men at det ikke er noget at være ked af. Jorden er ond, og livet er ondt. Der er ikke nogen steder at flygte hen, for der er kun liv på jorden. Og dét varer ikke meget længere. Claire afviser hvad hun siger og gentager ordret sin tidligere anklage mod Justine: Jeg hader dig virkelig.



Sent om aftenen går Claire ud af huset med stor uro. Lidt efter kommer Justine - uden at opdage Claire - ud og går ned i parken, til Wagners musik. Claire følger efter hende på afstand - og ser lidt senere at Justine i måneskinnet har lagt sig splitternøgen på en klippeskrænt for ligesom at tage mod lyset fra månen og den nye planet. Hun kærtegner sin krop og synes åbenbart fuld af længsel efter hvad der skal komme.

Melancholia ser ud til at nærme sig betænkeligt, men John afviser fortsat al katastrofe. Dog gør det Claire mistænksom at han han pludseligt får den idé at de skal drikke et glas rødvin på terrassen i anledningen af den astronomiske begivenhed. Det får senere samme nat Claire til på terrassen at afprøve Leos lille stålapparet. Hun indstiller ringen så den dækker Melancholias omkreds. Tager tid på sit ur - og konstatere fem minutter senere at omkredsen er blevet større. Melancholia nærmer sig med andre ord Jorden. Hun går i panik og begynder at råbe efter John og lede efter ham i alle rum. Men hun finder ham ikke, før hun går ned i hestestalden, hvor dyrene er påfaldende rolige. Her finder hun John liggende død i en af båsene. Hun går straks op i sit arbejdsrum, tager nøglen, trækker skuffen ud og ser at pilleglasset stadigt er der. Hun skubber skuffen ind igen, men fortryder, tager glasset op, ryster det og hører at det er tomt.

Hun vil flygte fra stedet med Leo, selvom Justine understreger at det er nytteløst. Claire prøver forgæves at starte to af bilerne, men vælger så park-køretøjet og kører afsted med Leo. De må hurtigt opgive turen og vende tilbage til huset og Justine. Det begynder pludseligt at hagle voldsomt. Leo bliver bange, men Justine fortæller ham at hun er i stand til at lave en magisk hule som kan beskytte dem - og de går senere ned til birketræerne og begynder at snitte nogle kæppe. I mellemtiden får Claire en sidste samtale med Justine - og siger til hende at de burde drikke et glas vin sammen ude på terrassen. Justine spørger ironisk om ikke de også skulle synge en sang eller spille Beethovens 9. symfoni (den med Oden til glæden: "Freude, Schöne Götterfunken"). Hun kalder ideen en lorteplan - og afskyr i det hele taget ritualer.

Wagners musik er begyndt igen. Justine fører Leo ind i den magiske hule, markeret af 6-8 grene. Hun går hen til Claire og fører også hende ind i hulen - og tager til sidst selv plads derinde. Mens musikken tager til i styrke, begynder det at blæse kraftigere og kraftigere. Justine er selv fuldstændigt rolig og foreslår at de tager hinanden i hånden og lukker øjnene. På himlen ses Melancholia komme nærmere og nærmere - og til sidst sker katastrofen til Wagner-musikkens kulmination. Alt bliver mørkt.

Jordelivet med alle dets glæder og sorger samt illusioner er slut. Justine fik på en måde derved sin elskede.



Lars von Triers 'Melancholia' er et fremragende og helstøbt værk, der er meget smukt spillet og iscenesat samt fotograferet (af Manuel Alberto Claro). De tre hovedrolleindehavere - Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Kiefer Sutherland - leverer store præstationer. Valget af Kirsten Dunst (der har tyske aner og hvis fornavn ifølge Wikipedia udtales som dansk Kirsten) kan umiddelbart virke overraskende, fordi hun må siges at være en lidt for smuk og pæn pige til en Trier-rolle. Men hun er formentlig netop valgt som klart modstykke til den særprægede og stærke type som Charlotte Gainsbourg er og på så fornem måde fik vist i 'Antichrist'. Dunst kan virke lidt stillestående, for ikke at sige lidt lad af væsen. Men det er netop her fordelen over for en særdeles energisk og målbevidst Claire der lægger vægt på korrekt opførsel. Og melankoli kan ramme alle typer mennesker - og altså gøre de i forvejen lidt indadvendte endnu mere passive. Dunst får mange aspekter af disse sindstilstande frem. Og Gainsbourg på sin side får også vist at hun lige til katastrofens og angstens komme formår at bære over med sin søsters afmagt.

Det er lykkedes Trier at få Kirsten Dunst til at spille på hele sit register fra den stille, smukke og smilende pige over den triste og nedslåede pige til den dybt deprimerede - og senere vise hende komme op af afgrunden igen og blive både rolig og afklaret. Man er ikke i tvivl om at hun på sin vis nyder at se hele bryllupsarrangementet gå i vasken - idet hun inderst inde slet ikke har ønsket ægteskabets bindinger - og som Trier selv kun har afsky til overs for den almindelige selskabelige etikette i de bedre kredse. At lave førstedelen af filmen må virkelig have været en fryd for Trier. Man overbevises også om at Justine har været så langt ned i kælderen, at hun kan tage imod den forestående udslettelse af livet og kloden som en velsignelse. Trier må have forstået at få sin egen, nærmest schopenhauerske melankoli til at folde sig ud i Kirsten Dunst i reneste form.

'Melancholia' kan derfor ubetinget siges at være en fornem filmisk skildring af en sygelig melankoli.



Klinisk set er melankoli en særlig dyb form for depression, og betegnelsen går tilbage til det gamle Grækenland, hvor man havde en 'væskelære', der tildelte de grundlæggende fire sindsstemninger bestemte blandinger af kropsvæsker. Melankolien med al dens tungsind og indadvendthed skyldtes efter denne lære overvægt af sort galde i kroppen. Men den blev også forbundet med særligt kreative evner i både tænkning og digtning. I middelalderen blev melankoli af de kristne opfattet som en prøvelse fra Gud, en nedtrykthed der blev direkte forbundet med syndefaldet (opfattet snævert som vækkelsen af kønsdriften). Men det er også værd at vide, at melankoli i både senantikken og i arabisk astrologi blev forbundet med planeten Saturn, opfattet som en særlig mørk og kold stjerne. Melankolikere blev betragtes som 'Saturns børn', mennesker der var særligt åndeligt kvalificerede, men altså samtidigt havde et mørkt livssyn. I 1400-tallet arbejdede Firenze-platonikeren Marsilio Ficino med en idé om at kunstnere er født 'under Saturn' og derfor geniale. Denne idé gik videre til romantikkens geni-dyrkelse: den melankolske kunstner veksler mellem en tilstand af inspiration og henrevethed og en tilstand af mismod og sort fortvlelse. - (Kilde: Encyklopædien, bind 13, side 125).

Men det bør rigtignok tilføjes, at astrologi ikke er en objektiv videnskab, men en forestilling om sammenhæng mellem himmellegemernes positioner og menneskelivets og navnlig psykens konstitution og udvikling. Troen anvendes i selverkendelsen - og rent faktisk har den vundet stor popularitet i vore dage via avisers og blades horoskoper. Det er ikke desto mindre simpel overtro at regne med en sammenhæng mellem himmellegemers positioner på et givet tidspunkt og psykens tilstand, fordi den forudsætter eller underforstår en determinisme der ikke på nogen måde kan dokumenteres eller sandsynliggøres. Den strider derimod direkte mod erfaringen af tilfældighed og emergens.

Hvad Lars von Trier mener om disse spørgsmål skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men må henvise til den relevante litteratur om manden. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at han i 'Melancholia' undgår den sammenblanding af eksistensproblematik og naturvidenskab som Terence Malick dumper ned i med 'The Tree of Life'.

Det Trier mesterligt spiller på er selve den depressive tankegang der i de værste tilfælde kan give sig udslag i dybeste tungsind, pessimisme og undergangsstemning, men som dels med visse intervaller ophæves til fordel for mere eller mindre maniske eller optimistiske stemninger og dels kan få de kreative evner kanaliseret ind i retning af et æstetisk syn på undergangen eller destruktionen. Det er just derfor at Trier i forbindelse med den aktuelle film kunne begynde at tale om Hitler og nazimens undergangstemning og skønhedsdyrkelse. Det kan man mene om hvad man vil, men for det første kommer man vanskeligt uden om en sammenhæng, og for det andet er det under alle omstændigheder lykkedes Trier at give et utroligt stærkt og sandt billede af hvordan melankolien kan ramme et følsomt sind og endda blive forstærket ved tanken om jordens undergang som resultat af et sammenstød med en fiktiv planet der netop til formålet kaldes 'Melancholia'. Claire skræmmes næsten til vanvid over denne undergang som både hun selv og John længst muligt troede umulig eller usandsynlig, mens Justine ser den som en befrielse af stor skønhedsværdi, fordi den inderst inde er hendes sande elskede.



Musikken er særdeles velvalgt til formålet og udnyttes med optimal effekt uden at den - som man kunne frygte - misbruges til overdramatisering eller unødig melodramatisering, således som det sker i andre film af Trier, ikke mindst 'Dancer in the Dark' fra 2000. Hvis man er fortrolig med Wagners 'Tristan og Isolde' og øvrige musikdramatik, som undertegnede er, kan musikken snyde lidt ved første gennemsyn af 'Melancholia', fordi Wagner skildrer et møde mellem to forskellige mennesker der går fra fjendtlighed til ekstastisk forening, mens Triers nye film skildrer noget i retning af en kvindes afvisning af mødet med det andet køn til fordel for mødet med sin egen dødslængsel og destruktivitet, projiceret ud på en truende fiktiv planet.

Wagners forspil indeholder flere forskellige motiver som udfoldes i resten af hans opera, herunder den berømte, disharmoniske og spændingsfyldte Tristan-akkorden (gis-dis-h-f), et kromatisk stigende fire-toners motiv (gis-a-ais-h) der bl.a. kaldes 'blik-motivet' fordi det udtrykker det øjeblik da Tristans og Isoldes øjne mødes og deres gensidige begær vækkes. Det kaldes også trylledrikkens motiv og identificeres hos Wagner selv som den schopenhauerske 'verdensvilje' (til forskel fra dennes 'verdensforestilling'). Man finder også et motiv med faldende septim som udtryk for indadvendthed, inderlighed og ømhed. Og det hele akkumuleres på kun 18 takter i en voldsom uforløst spænding.

Man forstår Lars von Triers begejstring over Wagners geniale forspil - men skal lige holde fast i at Trier søger ekstasen i undergangen. Og dette leder hen til hans inspiration fra den tyske romantik.



Det er den almindelige opfattelse af romantikken at den ikke mindst i den tyske udgave først og fremmest var en reaktion på oplysningstidens snævre rationalisme der imidlertid endte i ensidig dyrkelse af geniet, fantasien, mystikken og den vilde natur og dermed i følelsesmæssig overspændthed eller sværmeri.

En kender som Rüdiger Safranski konkluderer sin fornemme undersøgelse af fænomenet med at bestemme romantikken mere nuanceret som en strålende epoke i den tyske åndshistorie - med store virkninger på andre nationalkulturer. Romantikken er forbi som epoke, men det romantiske er blevet tilbage som åndsholdning, og det er stadigt i spil når ubehaget ved virkeligheden og det sædvanlige søger udveje og muligheder for forandringer. Det romantiske er fantastisk, opfindsomt, metafysisk, imaginært, fristende, overdrevent og gådefuldt. Det er ikke forpligtet på konsensus, det behøver ikke være egnet for fællesskab, ja ikke engang at være tjenligt for livet. Det kan være forelsket i døden. Det romantiske søger intensiteten - langt ud over lidelse og tragedie. Og derfor gælder det også at det romantiske med alt dette ikke er særligt egnet for politik. Strømmer det ind i det politiske liv, skal det derfor forbindes med kraftig tilgift af realisme.

I Jernesalts to store essays om romantikken (jf. henvisninger nedenfor) er hovedindvendingen mod Safranski at han ser bort fra dybdepsykologien, og derfor ikke får fat på den afgørende grund til at det romantiske spiller så stor en rolle i alle ungdomsoprør og folkelige bevægelser eller vækkelser (herunder det aktuelle 'arabiske forår') - også hvor bevægelsernes egne tilhængere ikke vil være ved det. Denne afgørende grund er nemlig at det romantiske åbner sluserne til det ubevidste og navnligt det kollektivt ubevidste, og dette sker først og fremmest i ungdomsårene - som en væsentligt del af det der i mytologien kaldes 'syndefaldet'.

Romantikken kan set fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt slet ikke undværes i tilværelsen, fordi den betyder bevidsthedsudvidelse, horisontudvidelse, grænsesprængning og frihed samt mening. Den er helt generelt at forstå som en fuldstændigt åben føling med det kollektivt ubevidste. Men den kan ikke og må ikke tilsidesætte hele den rationelle, praktiske politik og hverdag som er betingelsen for civil orden såvel som for sekulært demokrati.

Romantikerne forstod imidlertid ikke selv den afgørende principielle forskel mellem det rationelle og det irrationelle på mere erkendelsesteoretisk eller dybdepsykologisk plan. Den er der mange i eftertiden der heller ikke har forstået en pind af - og derfor går det som regel galt når man skal forstå kreativitetens betydning for såvel kunst som politik. Følingen med det kollektivt ubevidste fører jo ned til lag i psyken hvor det er muligt også at få føling med dødslængsel og destruktivitet, ja slutte pagt med djævelen, som fx Karen Blixen eller komponisten Leverkühn i Thomas Manns 'Dr. Faustus' gjorde. Og det er naturligvis yderst risikabelt, fordi det i sidste ende medfører etisk inkonsistens. Det er umuligt at blive ved med at sørge for den overvægt af det gode i livet således som det er kravet til mennesket i kraft af psykens indretning.

Derfor havner visse skabende ånder i inkonsistens - uagtet at de kan præstere store kunstværker - og det synes også at være tilfældet hos filmkunstneren Lars von Trier.



Trier har aldrig lagt skjul på sin drift mod død og ødelæggelse, men har jo heldigvis formået at holde den nogenlunde i ave gennem sin kunstneriske skaben. Således også i 'Melancholia'. Ja, denne film er blevet det allerfineste bevis for at kunsten kan sejre over døden - eller om man vil at skønhedsdyrkelsen kan sejre over destruktiviteten. Og dette gør 'Melancholia' til Triers ubetinget største og mest helstøbte, ja, hidtil eneste helstøbte filmværk. Der er faktisk intet at anke over - andet end en tåbelig fejl ved selve forevisningen som Trier næppe er ansvarlig for (herom i et post scriptum).

'Melancholia' knækker ikke over nogetsteds sådan som 'Antichrist' gjorde, da hovedpersonen fandt på at skamfere både sine egne og sin mands kønsdele på en højst spektakulær, men også halvkomisk måde. Det ødelagde efter min mening den ellers strenge stil, der var fornemt styret af en operaarie af Händel. 'Melancholia' holder stilen lige til det sidste, og de to meget forskellige halvdele taler ikke mod hinanden, men komplementerer og forudsætter hinanden.

Det er på denne baggrund en skam at Lars von Trier på grund af sine egne etikettebrud ikke fik tildelt Guldpalmerne i Cannes, men bortvist fra festivalen. Jeg giver ham ubetinget Jernesalts smukkeste blå kornblomster.

Jan Jernewicz



PS (1) - Selve forevisningen af 'Melancholia' rummer den kæmpemæssige brøler, at navnet på underteksternes oversætter bringes på et højst uheldigt sted, nemlig midt i en meget bevidst indlagt pause efter Jordens undergangen - nøje svarende til pausen i Wagners musik - dvs før pausen er hørt op, og før credits-oplysningerne kommer. Den slags fejl er utilladeligt hensynsløse - og viser en tekniker der simpelt ikke aner nogetsomhelst om hvad timing er. Det bør rettes hurtigst muligt - og i hvert fald undgås i den dvd der skal udsendes.

PS - (2) - Efter at have gjort filmselskabet Zentropa opmærksom på fejlen har jeg modtaget beklagelse fra såvel filmselskabet som selskabet Eurolab A/S, der står for tekstningen, og jeg har fået oplyst at fejlen rettes på dvd-udgaven af filmen.



Henvisninger:

Links til:

Melancholias website
Melancholia på IMDB - Intern. Movie Database
Zentropa





Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Lars von Trier - Bergman - Kieslowski.



Se nærmere under klik



Relevante artikler på Jernesalt:

Trier, seksualiteten og eksistensen  (25.9.14.)
Trier, Hitler og destruktiviteten  (19.5.11.)
Triers 'Antichrist'  (8.6.09.)
'Dogville' og Lars von Trier
'Manderlay'  (25.6.05.)  Lars von Triers fortsatte Amerika-aversioner
Direktøren for det hele  Trier når han er træls (8.12.06.)
Benspænd  om Lars von Triers film om og med Jørgen Leth (31.12.04.)
Lars von Trier  (kort karakteristik)



Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)
Lars von Triers storslåede Wagner-visioner  (9.08.06.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens konsistensetik)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)



Livets træ eller The Tree of Life  (29.5.11.)
'Stille lys' - mexikansk film af Carlos Reygadas  (17.8.08.)
Roy Anderssson: 'Du levende'
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
'Anger' og 'Brændt af solen'   (om russiske film og stalinismen)
Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)



Alle artikler om Film



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal