Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Anger

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.3.03.



'Anger'  og   'Brændt af solen'

Ved markeringen af 50-års dagen for Josef Stalins død er det på sin plads at minde om at filmkunsten også kan byde på væsentlige værker til belysning af stalinismens uhyggelige fænomen, og at det her sker på en direkte visuel måde som er langt stærkere end tekster.



"Brændt af solen"

I 1993 lavede Nikita Mikhalkov sin "Brændt af solen" om en højtstående militærmand, der var en af Stalins medarbejdere fra revolutionens dage, og nu i 1936 lever respekteret og forholdsvis sorgløst i sin datja med sin til lediggang henviste svigerfamilie af borgerlig oprindelse.

Filmen har titel efter en populær tango fra datidens Sovjet, som spilles ved friluftsdans i begyndelsen af filmen, og som hovedpersonens seks-årige datter synger med på. Hun stjæler ofte billedet, fordi hun er en uimodståelig charmetrold af den anden verden og højtelsket af sin far og mor og hele den øvrige familie.

Først skildres det specielle familieliv i datjaen samt divisionschefens lokale betydning som autoritet, der kan sætte tingene på plads - selv over for høje instanser. Men på et tidspunkt dukker en blind mand op ved datjaen. Han bydes indenfor og viser sig at kunne traktere flyglet så der rigtigt kommer liv i kludene.

‘Klovnen' viser sig bag maskeringen at være en gammel tilbeder af divisionschefen unge kone Marie. Og han formår at vække hendes gamle følelser for sig til live på en måde som Sergej ikke kan undgå at registrere. Denne kan endda stille og roligt, men tydeligt forstemt i en umådeligt smuk scene på en rotur på floden forklare sin datter sagen, alt imens Marie og Dimitrij flirter med hinanden på bredden.

Tilbage i datjaen afbrydes munterheden af en lille allegori Dimitrij fortæller Nadja, men som alle lytter med på. Personerne har fået navne der blot er de rigtige personers navne stavet bagfra. Historien fortæller at den i virkeligheden adelige Dimitrij blev fjernet fra Marie, da Sergej kom til - og at han kun overlevede fordi han indvilligede i at gå i det hemmelige politis tjeneste.

Marie fatter sammenhængen, som hun aldrig har hørt før, og styrter op i huset ind til sig selv, skarpt forfulgt af Sergej. Han får tag i hende, beroliget og gjort villig til intimitet. Han bekræfter hendes egne konklusioner, men forklarer, at sådan var betingelserne dengang som altid. De stærkeste vinder over de svageste eller må bukke under.

Da familien umiddelbart efter forlyster sig med boldspil i skovbrynet, benytter Dimitrij lejligheden til at trække Sergej til side og gøre ham opmærksom på, at han endnu samme dag vil blive afhentet af det hemmelige politi. Altså først her - ca. en time inde i filmen - bliver tilskueren klar over, hvad historien egentlig drejer sig om.

Det kommer til et skarpt opgør mellem dem. Sergej er fuld af foragt for Dimitrij, men han vil ikke flygte. Han gør sig tværtimod klar til afhentningen ved at iføre sig fuld uniform.

Den store bil med tre kraftige og meget alvorlige mænd ankommer, og de venter tålmodigt på at Sergej skal komme ud sammen med Dimitrij. Nadja vover sig hen til bilen og spejler sig koket i de flotte forkromede billygter. Og hun vover endda at tiltale de barske herrer, der ikke er vant til tiltaler af den art. Men hun får løfte om at komme med et stykke af vejen - og endda sidde ved rattet.

Sergej og Dimitrij tager uhøjtideligt afsked med familien og sætter sig ind i bilen og kører af sted. Sergej placeres på bagsædet mellem Dimitrij og en af håndlangerne. Pigen spørger den ene af mændene om han har været i zoologisk have, for dér skal hun selv hen med sin far om nogle dage. Ja, det har han da. Var det fordi du ikke fik mad nok at spise, at du flygtede? spørger den frække tøs. Og faderen griner højt, men siger til pigen, at den slags må hun ikke sige til fremmede. Den adspurgte sender ham et ondt blik.

Da pigen er blevet sat af, og de kan køre videre, spørger folkene Sergej om han er bevæbnet. Ja, selvfølgelig, hvem anser de ham for at være. Han bliver da bedt om at aflevere sin pistol. Og han gør det, men gør dem samtidigt opmærksom på, at de vil komme til at fortryde det, for han har det direkte telefonnummer til Stalin selv.

På et tidspunkt må de standse vognen på grund af et modkørende køretøj, hvis chauffør ikke kan finde vej. Da han ikke kommer hurtigt nok af vejen på deres ordre, bliver han kort og godt livkideret på stedet og køretøjet kørt til side.

Sergej ser sit snit til at gøre sig fri og stikker en af vogterne en knytnæve i fjæset, men bliver omgående slået til blods og lagt i håndjern. Han siger herefter ikke mere, men kigger med det ene øje stift på Dimitrij.

De passerer en plads, hvor et kæmpemæssigt lærred med et billede af Stalin hejses til vejrs med en ballon. Dagen er Stalins Luftskibsdag.

Billedet skifter til Dimitrijs luksuslejlighed, hvor han har taget sit eget liv i badekarret.

Til sidst ser vi Nadja løbe fornøjet af sted på en blomstrende eng, mens hun synger "Brændt af solen" og slutteksterne oplyser, at den virkelige Sergej blev henrettet for landsforræderi få dage efter sin arrestation, og at hans kone døde i en sibirisk lejr i 1940. Men datteren overlevede. Alle tre blev rehabiliterede i 1956. Nadja oplevede Sovjetunionens fald.

Det er en umådeligt stærk film om en virkelig historie fra Stalinismens lange synderegister, på én gang smuk, sjov og rørende og uhyggeligt barsk. Fremragende spillet af instruktøren selv som Sergej, Ingeborga Dapkunaite som Marie, Oleg Menjsjikov som Dimitrij - og Nadja Mikhalkova, instruktørens datter, som den lille pige Nadja.

Filmen viser sagens kerne i en nøddeskal: Efter partikongressen i 1934 konsoliderede Stalin sin magt ved systematisk udryddelse af enhvert partimedlem der måtte have menneskelighed og idealisme i behold fra revolutionens første år, uanset hvor loyal vedkommende havde været eller hvor tæt på ham selv de havde stået. Og udryddelsen ramte også deres familier. Det var i disse få år i midten af 1930erne, at Stalin grundlagde sit uindskrænkede og for Rusland skæbnesvangre despoti.



Anger

Men allerede i 1984 lavede den georgiske filminstruktør Tengis Abuladze en film der ikke alene fortalte en tilsvarende historie på endnu mere radikalt grum måde, men også fik betydning for hele den perestrojka (omstrukturering af systemet) og glastnost (kontrolleret åbenhed) som Gorbatjov lancerede som sit politiske mål, da han i 1985 overtog posten som det kommunistiske partis generalsekretær og fik den georgiske partileder Eduard Sjevardnadze som udenrigsminister.

Filmen hedder ‘Anger' og blev indspillet i Georgien med georgiske skuespillere, og netop Sjevardnadze spillede en central rollen for dens frigivelse. Han gik nemlig selv ind for den og fik den forevist for Gorbatjov og det øvrige Politbureau, som derefter også tillod den - som led i det opgør med den stalinistiske fortid, hvis nødvendighed efterhånden var åbenlyst for alle reformkræfter.

‘Anger' begynder med den enevældige borgmester Varlam Avaridze's død og begravelse, og den retssag mod en kvinde der følger efter, da hun flere gange graver hans lig op fordi hun ikke mener han fortjener gravens fred. I retssagen fortæller hun sin historie. Men til forskel fra ‘Brændt af solen' får vi i ‘Anger' en fuldstændig absurd historie, der på den ene side giver et rystende indblik i despotiets inderste psykologi, men på den anden side er en så suveræn ‘groteske', at filmen hæves op på niveau med det allerbedste absurde teater.

Det groteske kan forlede en ellers fornuftig mand som Peter Schepelern til i sit Filmleksikon at stemple ‘Anger' som en ‘burlesk' film, altså en lavkomisk eller groft komisk film, men intet kan være mere misforstået. Den rammer tværtimod med al sin absurde humor dybt ned i selve de grundlæggende eksistentielle spørgsmål om meningen med livet og magten, retningen i livet, og moral og umoral, skyld og - anger. Filmen er ladet med spørgsmål og symboler af kristen oprindelse, og allerede titlen turde vise at man rettelig bør gå efter andet end overfladehumor. Stor humor er dybt forbundet med det tragiske i tilværelsen - jvf. artiklen om Humor og tragedie, men det er ikke alle, heller ikke blandt smagsdommerne, der har øje for dette.



Varlam bisættes til pomp og pragt, korsang og taler. Den lokale partiformand fremhæver, at Varlam havde den enestående evne, at kunne gøre fjende til ven og ven til fjende.

Første gang liget graves op og politiet kommer til, besluttes det, at liget med sønnen Abel Avaridzes tilladelse skal arresteres, og det føres bort i en gammel hestetrukken fangevogn. Men efter at være gravet ned, graves det op igen, og tredje gang påskydes gerningsmanden af Abels unge søn Tornike - og misdæderen viser sig at være en kvinde, Ketevan Barateli, kaldet Keti. I retten erkender hun sin handling, men nægter sig skyldig i at have gjort noget forkert. Og hun bliver bedt om at forklare sig.

Hun var 8 år da Varlam blev indsat som borgmester ved en højtidelighed på torvet. Høj musik i højttalerne forhindrer at man kan høre hvad talerne siger fra balkonen. Uheldet vil at en vandhovedledning sprænges lige nedenfor balkonen, og det er umuligt for de tililende teknikere at få det stoppet. Store vandkaskader springer lige op over balkonen med talerne, og fortsætter da Varlam selv taler til folket.

Den 8-årige Keti (med sæbebobler) ser til med sin moder fra vinduerne lige overfor, men faderen Sandro kommer til og lukker straks vinduet - så der pludseligt bliver helt stille. Man ser, at Varlam har bemærket det.

I en stor gammel kirkebygning med moderne teknisk udstyr til energiforsyning og forsøg høres kirkemusik. Fra højttalerne lyder et foredrag om moderne videnskab med et langt citat af Einstein. Kirken er omdannet til museum og laboratorium. Det er meningen at den skal rives helt ned.

En lille flok mennesker med Sandro i spidsen er mødt op hos Varlam for at overtale ham til at sikre kirkens bevarelse. Varlam tilkalder sin stupide håndlanger Doksopulo der i sin mappe medbringer dokumenter der viser, at det er officielt vedtaget at kirken skal rives ned. De fremmødte prøver at forklare, at det er forkert at rive gamle kulturmindesmærker ned. Varlam går ind på deres tankegang og siger til Doksopulo at det jo også ville være forkert at fjerne hans mor, blot fordi hun er blevet gammel. Doksopulo begriber ikke sammenlingen. Men Varlam tager dokumentet og river det i stykker.

I venligt tonefald spørger han Sandro om han ikke bor lige over for borgmesterkontoret på torvet, og om det ikke var ham der lukkede vinduet midt under Varlams indsættelsestale. Jo det var det. - Der kan De se, jeg husker alt. Og så fortsætter han med nogle betragtninger om, at folk er forskellige. - Nogle blæser sæbebobler, og andre regerer og bekæmper folkets fjender. Sådan er livet. Er det ikke normalt? Da ingen svarer, bliver Varlam hidsig og brøler: Er det ikke normalt? Slår dog lynhurtigt om igen og smiler: - Men alt det gamle er nu forbi. Nu bygger vi et paradis.

Og så ser man en kæmpemæssigt glashus med palmer.
Uden for vinduerne går der vagter i gamle ridderuniformer.

Sandro opsøger Varlams næstkommanderende Michail for at klage over arrestationen af de gamle mennesker der var med til mødet hos Varlam om kirken. Michail ringer til Varlam - og får de gamle mennesker sat fri.

Varlam med følge af sin sekretær Jelena og sine to stupide håndlangere besøger Barateli-familien med sang og halløj. Også hans søn, 8-årige Abel, er med, først skjult under Varlams fodlange skindkappe. Keti forærer han en levende fugl i bur. Hun og Abel går ind ved siden af.

Varlam spiller mest bajads, men viser stigende interesse for Sandros kunst. Pludseligt bliver han alvorlig, kigger nøje på Sandros billeder. - Det er et sådant maleri vi behøver. Alvorligt og dybt. Men hvorfor ikke afbilde en moderne arbejderkvinde som madonna? Folk behøver en stor virkelighed.

Varlam taler nedsættende om sine to håndlanger der står afsides og glaner på billederne. - Jeg ville give meget for at vide hvad der foregår inde i hjernen på de to fyre. - Sandro, fortsætter han: De har en stor mission at udfylde. Sandro: Folk kan kun oplyses af deres inderste lys. Varlem: Tiden skaber helte. Måske kommer prøvelsens år snart for os alle.

Inde ved siden af fortæller Keti Abel om Kristus. Abel har mistet sin mor, men Keti er overbevist om, at hun lever. Din mor lever i himlen. Og så fortæller hun, at det man beder inderligt om, vil gå i opfyldelse. Hun forærer ham et krucifix.

Varlam og kompagnoner giver igen et sangnummer i den store stil. Han kalder derefter på Abel. Det er tid at tage afsked. Keti beder om en lille udsættelse. Den benytter Varlam til at recitere Shakespeare: sonet nr 66. Så springer Abel til Baratelis forfærdelse ud af vinduet, men han lander på en hesteryg. Varlam selv springer efter. Og ligeledes de to andre.

Det ringer da på døren. Det er Varlam der blot vil aflevere krucifixet. - Kære Nino, siger han. Betragt mig som en af Deres store beundrere.

Nino har mareridt. Hun drømmer, at hun og Sandro forfølges af Varlam i moderne bil og med håndlangere i ridderudrustning og på heste. De kan ikke undslippe og havner til sidst i mudderet på en mark. Men opdages.

Sandro trøster hende. Det ringer på døren. Fred i huset, siger en mand i ridderrustning (Doksopulo). Sandro føres bort - og lejligheden ryddes for billeder.

Michail bebrejder Varlam arrestationen af Sandro. Men, siger Varlam, den er sket på grund af en klage fra andre kunstnere og for hans forbindelse med anarkisterne. Han er en skamplet på vores kunst. Jeg har iværksat folkets vilje. Bag anklagerne står masserne. Jeg må holde med majoriteten. Den afgør alt. Sandro er vores fjende. Michail giver Varlam en lussing. Varlam kigger iskoldt på ham.

Nino står i kø ved en luge for at høre om de deporterede. Hun får som de fleste andre blot at vide, at brevveksling er nægtet de deporterede.

Nino opsøger Jelena på kontoret. Denne kan fortælle at Michail er blevet arresteret. Nino ødelægger nogle standere med Varlams portræt, men opdager pludseligt, at han selv står og iagttager hende. Hun bønfalder ham om at gribe ind, men uden resultat. Han går blot.

På baneterrænet stables tømmer op. Vi hører musik af Arvo Pärt. Nino og Keti går rundt for som andre der har fået en ægtefælle deporteret at se om der er hugget beskeder fra de deporterede ind i stammerne.

I en have med mure omkring spiller et brudepar bryllupsmarchen på det hvide flygel. Han er klædt i smoking og er forhørsleder. Sandro står lidt afsides. Justitia med bind for øjnene og vægt i hånd kommer ind.

Anklageren retter anklager mod Michail. Sandro forsvarer ham og siger at anklagerne er falske. Og at Michail havde en høj moral. Anklageren slår derimod fast, at hvad der er moralsk er hvad der gavner fællesskabet.

Michail føres ind og tilstår på forespørgsel alle sine forbrydelser. Han bekræfter at Sandro var med i den hemmelige organisation der bl.a. ville bygge tunnel fra Bombay til London ved hjælp af 2700 personer.

Da han bliver alene med Sandro røber han, at hans taktik er at tilstå de mest absurde ting og at anklage så mange som muligt, så tallet bliver astronomisk højt. For de kan jo ikke arrestere alle. Til sidst bryder han dog sammen i skrig.

Varlam taler på torvet - fra balkonen og i den store stil. Vi må være vagtsomme. Fædrelandet er i fare. Og med henvisning til et kinesisk ordsprog, tilføjer han: Om vi får lyst, fanger vi katten i det mørke rum - selvom den ikke findes.

Nino opsøger Jelena, som forsøger at trøste hende med en bemærkning om, at da alt hos er stort, bliver selv fejltagelserne store. Men hun tror på fremtiden og giver sig til at synge Schillers/Beethovens Ode til glæden. Alle Menschen werden Brüder.....

Nino ser for sig Sandro løbe gennem en underjordisk vandfyldt tunnel - til sin egen hængning - nærmest som en Kristusfigur med lænde-klæder

Hun vågner ved et brag. Det er kirken der sprænges i luften. Hun styrter hen til Jelenas privatbolig op ad en stor trappe. Men konstaterer blot, at Jelena er blevet taget. Igen lyder Pärts meditative musik.

Doksopulo indfinder sig hos Varlam for at fortælle at Darbaidet-folkene alle er blevet arresteret og sidder på ladet af en vogn nede i gården. Varlam kigger ud af vinduet og tilbage på Doksopulo. Han har aldrig krævet disse folk arresteret. Han befaler Doksopulo at løslade dem alle omgående - og derefter sætte sig ved skrivebordet og skrive sin afskedsansøgning. Doksopulo siger at han ikke kan skrive. Men han forsvinder ud af døren på Varlams brølende kommando.

Varlams sekretær kommer ind og hvisker ham noget i øret. Doksopulo kommer ind igen og får at vide, at alt er i orden.

Samme sekretær opsøger og advarer Nino i hendes beskedne kælderbolig. Hun har billetter med til Nino og Keti. Men for sent. Vagter i ridderudrustning dukker op og arresterer hende. Hun og Keti køres bort i den hestetrukne fangetransportvogn. Senere tages Keti ud af vognen - uden sin mor, der desperat forsøger at forhindre adskillelsen.



Tilbage i retssalen afslutter Keti sin beretning. Hun så aldrig sin mor mere. Keti kræver at Varlam-familien graver Varlam op og smider hans krop for ravnene. Ellers vil hun selv blive ved med at grave ham op. Abel og familie protesterer voldsomt.

Tornike oplever i en stor hvid rund beholder med glastag sin farfar rende rundt. - Ingen er fri for synd. Vi er alle skyldige. Han protesterer mod lyset der vil afsløre alt. Han skyder efter solen - og går dansende rundt i ring. Han lægger sig til at sove på gulvet

Selskab hos Abel og hans kone Guliko. Abel går ind i retssalen, hvor Tornike sidder for sig selv i dybe tanker. Din farfar gjorde ikke noget forkert, siger faderen. Det var en kompliceret tid. Det gjaldt om at overleve. Vi var omgivet af fjender. Barateli var også en fjende. For en embedsmand går samfundets interesser over det enkelte menneskes. Varlam ledtes kun af samfundets interesse. Han dræbte aldrig nogen personligt.

Du undskylder farfar og påtager dig dermed selv skyld, svarer Tonrike. Jeg hader dig.

Han går ind i sit rum og lægger sig. Han hører stadig farfaderens stemme: Ingen er uden skyld.... Lægen trøster moderen med, at Tornikes reaktion nok skal gå over.

Tornike ser for sit indre blik sin mor Guliko danse rundt for Varlam i en smuk, erotisk dans i den hvide beholder.

Abel og Guliko drøfter sagen med vennerne i spisestuen. En foreslår at Keti slagtes på Varlams grav. Men Abel afviser forarget. Så vil jeg miste min søn. En anden foreslår at de ved hjælp af deres advokater får Keti mentalundersøgt og erklæret sindssyg.

I retten diskuteres sagen. Den ene advokat vil have anklagede erklæret sindssyg. Den anden protesterer.

Abel sidder i tankerne og ser sin fars kiste støde mod muren i den lukkede hvide beholder.

Sent om natten går Abel ned i kælderen, hvor der hænger et gammelt krucifix - og en vigtigt samtale finder sted:

- Herre!
- Hvad gældet det? spørger en mand der sidder og ordner en fisk.
- Jeg vil gerne skrifte. Jeg har syndet. Jeg føler mig splittet.
- Splittet har alle mennesker følt sig siden de lærte at kende forskel på godt og ondt. Det er ingen synd.
- Jeg taler om en anden splittethed. Min samvittighed er splittet. Jeg prædiker ateisme, men bærer et kors. Jeg er bange for at miste mine moralske principper. Jeg ser ikke længere et klart skel mellem ondt og godt. Jeg har mistet troen.... Troen på ikke at være angiver og undertrykker...
- Du er tydeligvis Kristus, min søn. Hvad har du at klage over? Lyver du ikke?
- Nej, jeg taler sandt.
- Hvem forsøger du at narre, din hykler? Jeg kender dig, du slår ned på enhver der står i vejen for dig. Det er ikke splittethed der plager dig. Men skræk for dig selv. Din far smides ud af graven og din søn gør oprør. Du er bange for ensomheden og for døden.
- Ja, jeg er bange. Der føles så tomt omkring mig. Hvad er meningen med livet? Jeg spørger mig selv: Hvem er du? Hvad har du livet til, Abel Avaridze?
- Spring over alt det dér. I morgen er alt som vanligt. Du er en kujon og får dine synder forladt. Stod det til mig ville jeg sende dig direkte i helvede.
- Hvem er du? spørger Abel mistænksomt
Ruden smadres og frem kommer Varlams skikkelse. Der er nu ikke andet end skelettet af fisken tilbage.
- Kendte du mig ikke igen? Hvorfor kom du til djævelen for at skrifte?.... Han griner skadefro.

Tilbage i retssalen. Abel sveder. Guliko opdager fiskeskellettet i hans hænder. Abel siger for sig selv: Der er ingen sandhed. Alt er slut.

Anklageren kræver en ny sag: - Jeg tror ikke Barteli er så primitiv at hun tror hun kan nå et moralsk mål ved at gennemføre en umoralsk handling og grave Varlam op igen.

I varetægten opsøges Ketil af Tornike, som kommer for at bede hende om forladelse. Men hun er ikke Kristus, siger hun. Hun er forberedt på at komme i dårehuset.

Ved et selskab hos Abel spiller denne Måneskinssonaten på flyglet. Tornike kommer farende: Hvad har du gjort? De går ind ved siden af for at fortsætte opgøret, der bliver mere og mere højrøstet.
Abel: Domstolene har erklæret hende gal.
Tornike: Hun er ikke gal. Jeg holder ikke løgnen ud længere. Er intet helligt for jer? Har I ingen samvittighed? Jeg hader jer.
Abel giver sin søn en lussing. Tornike kigger forbitret på ham og løber ind på sit værelse og låser døren. Guliko forsøger at få ham til at lukke op. Der lyder et skud. De får døren op og ser sønnen ligge død på gulvet. Han har skudt sig med geværet han har fået af farfaderen, og som han også brugte mod Keti.

Ude af sig selv af fortvivlelse hører vi Abel i værelset hvor Tornike ligger. Han forbander sig selv og sit liv. Hvorfor straffede skaberen mig på denne måde? Vi har forbrudt os. Hele vort land har forbudt sig. Hvorfor fødtes du Varlam og din søn. Så meningsløst alt er.

Han graver selv sin far op af graven og smider liget ud over skrænten til ravnenes skrig.

Vi er tilbage i konditoriet hos Keti, hvor det hele begyndte. Hendes mand læser videre i avisen og er fuld af lovord over Varlam. Men Keti bemærker, at det siges at hans synder ikke gav ham megen ro.

En gammel dame banker på ruden og spørger om vejen er vejen til kirken.
- Nej det er Varlams vej.
- Hvad skal man med en vej der ikke fører til kirken?
Hun går op ad vejen - til smuk klassisk kor- og orkestermusik.



Det er en aldeles enestående film Tengis Abuladze her har lavet såvel i idé som udførelse. Og den spilles fremragende, ikke mindst af Avtandil Machanadze der spiller både tyrannen Varlam (i fremragende maskering) og hans humane søn Abel.

Tyrannen har mange træk tilfælles med lederen af Stalins hemmelig politi, Lavrenti Beria, herunder på den ene side den fuldstændigt hensynsløse vilje til magt og på den anden side den store personlige interesse for at følge kunstnerne på nært hold. Som Beria er Varlam fuldstændigt uberegnelig. Han kan være venlig, men i næste øjeblik dræbende kynisk. Og han husker alt.

Det groteske i det varlamske tyranni understreges af den primitivitet og stupiditet som opretholdes i retsvæsenet samtidigt med forsøget på opbygning af en moderne stat. Vi er bogstaveligt tilbage i middelalderen med ridderkostumer og hestevogne.

Vi får serveret de gængse stalinistiske begrundelser for opgør med fjenderne. Det er nødvendigt for samfundets skyld. Samfundets interesser går over individets. Og vi får Abels forsvar for den hårde stalinisme: Det var en kompliceret tid. Vi var omgivet af fjender. Masserne forlangte udryddelse af folkefjenderne.

Men vi konfronteres samtidigt med den dybe modsætning mellem stalinismens ateisme og den gamle kristendom, som det ikke er muligt at udrydde. Varlam ødelægger kirker, men får ikke bugt med folks tro. Abel er ateist, men bærer på et kors. I sin fortvivlelse går han ned i kælderen og bekender sin svigtende evne til at skelne mellem godt og ondt. Men han erkender ikke, at han som ateist strengt taget ikke har andre at skrifte for end djævelen selv, i skikkelse af hans egen far, tyrannen.

Det er de troende kunstnere Sandro og hans kone Nino der står for det menneskelige, men derfor dem der må undgælde for tyrannens umenneskelighed. I den smukke scene mellem den 8-årige Keti og den jævnaldrende Abel om den mor Abel må savne, peges på det centrale i den religiøse tro.

Og det gentages i slutningen med den gamle kone der spørger om vej - og undrer sig over, hvad vi skal med en vej der ikke fører til helligdommen. Magtens og tyranniets vej fører ikke til det menneskelige samfund. For spiritualiteten mangler. Respekten for det hellige i tilværelsen.



Filmen vakte, da den kom frem, betydelig opsigt både i Sojvetunionen og i Vesten. Dens frigivelse i november 1986 blev af dissidenten og historiken Roy A. Medvedev betegnet som "det vigtigste der er sket i sovjetisk kulturliv de sidste ti år." Og han sammenligner filmen med Solzjenitzyns "En dag i Ivan Denisovitjs liv".

Ved fremkomsten i Danmark trykte Information et tillæg om filmen med artikler af Klaus Rifbjerg og Chr. Mailand-Hansen og interview med instruktøren. Kristeligt Dagblad bragte kronik af Knud Sørensen om "Billeder fra et tøbrud" (14.2.87.), og Politiken Tage Skou-Hansens kronik "Når Marx slipper op" (22.2.87.) samt Henrik Stangerups "Vejen bort fra helligdommen" (17.5.87.).

Filmen har været vist i fjernsynet for mange år siden, men burde have været vist igen i forbindelse med udsendelserne om stalinismen - tillige med 'Brændt af solen'.



Læs også artiklen:  Stalinismens fascination.



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere.



Se nærmere under klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 23.10.2013