Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - stillelys

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.8.08.


'Stille lys' - mexikansk film af Carlos Reygadas

Det er ikke hver måned man får mulighed for i biografen at se en smuk og eksistentielt vedkommende film der folder sig ud over mere end to timer i konsekvent rolige, men stærke billeder. Men det er hvad der kan opleves i den 37-årige mexikanske filminstruktør Carlos Reygadas film 'Stille lys' fra sidste år, som nu har været vist i bl.a. Grand Teatret. Grunden er naturligvis ikke alene at instruktørens indstilling til livet og filmkunsten må være af nogenlunde samme art som hos danske Carl Th. Dreyer (1889-1968), japanske Yazujiro Ozu (1903-63) eller franske Robert Bresson (1907-1999), men også at han som nulevende svenske Roy Andersson (f. 1943) har modet til i vor forjagede vestlige tid at trodse tidsånden og give sig tid til at skildre mennesker der lever anderledes. Han sætter dem ikke som Andersson op i kontrast til den moderne verdens hektiske byliv, men vælger at skildre dem i deres eget, relativt isolerede landlige miljø i Mexico, et miljø der oven i købet er dybt præget af deres specielle pietistiske religion.

Helt præcist drejer det sig om en familie der tilhører den mennonittiske døberbevægelse, der stammer fra Holland og har navn efter Menno Simons (1496-1561). De udvandrede i stort tal til Rusland og Nord- og Sydamerika i 1700- og 1800-tallet - og den familie vi stifter bekendtskab med i filmen er da også hollandsktalende. Dens dagligdag er præget af bønsliv, ligesom renselsesbade har stor betydning. Familien består af mand og kone og syv eller otte børn i alderen fra to til atten.



'Stille lys' (Stellet Licht) begynder med en nattehimmel der langsomt afslører solopgangen i horisonten, silhouetterne af nogle høje træer - og efterhånden også et landskab med kornmarker. Køers brølen høres tillige med nogle rytmiske lyde som er en mellemting mellem et hjertes banken og en malkemaskines pumpen.

Scenen skifter til et pendulur der tikker samme rolige rytme over døren i et stort spisekøkken. Pendulet spejler familiemedlemmerne omkring bordet, men der komme ingen lyde fra dem. De viser sig at sidde bedende med lukkede øjne ved morgenmåltidet. Kun den næstyngste og den alleryngste dreng har åbne øjne, den første gaber højlydt, den anden kigger bare stille og roligt på de andre med nysgerrige øjne. Et øjeblik ser faderen, Johan (Cornelio Wall), dog hen på sin kone, Esther (Miriam Toews), der sidder på venstre side for ham. Han lukker øjnene igen, og nu ser Esther et kort øjeblik på ham med tydeligt udgrundende blik. Han siger Amen - og morgenmåltidet kan begynde med cornflakes, mælk og brød. Der er kun få ordvekslinger mellem familiens medlemmer, men atmosfæren er kærlig. Johan siger til Esther at han hører til autoværkstedet for at hente en krumtapaksel - og hun siger at hun tager af sted med alle børnene. Efter at have spist færdigt hjælpes de ad med at sætte mad og service væk. Servicen skylles af i et stort porcelænsfad ved en gammeldags skabsservante. Alt inventar i køkkenet er gammeldags, men smukt og velholdt.

Børnene og Esther tager tøj på, men da børnene er gået ud til vognen, går Esther tilbage til manden der er blevet siddende for bordenden i sine egne tanker. Hun går hen til ham og berører hans arm. Han ser op på hende - og siger at hun ved han elsker hende. Hun svarer at hun også elsker ham. Da hun er gået, tager han en skammel i et hjørne og står op på for at sætte penduluret i stå. Bagefter sætter han sig igen for bordenden i sine tanker. Men efterhånden gribes han af stor sorg og begynder at græde. Noget efter går han ud af huset - og hilser først kærligt på sin gode hund. Derefter kører han af sted - ud ad en endeløs lige grusvej. Han bliver en enkelt gang overhalet - så han dårligt kan se frem for sig for bare støv.

Der kommer lyde fra en stor mørk portåbning - dels menneskestemmer, dels baggrundsmusik, og da der zoomes ind, viser det sig at stemmerne kommer fra en mekanikergrav, hvor mester er i færd med at svejse, mens svendene ser til. I portåbningen står Johan med Texas-stråhat og kalder på Zakarias. Denne svarer, at han kommer om et øjeblik. Lidt efter kravler Zakarias (Jacobo Klassen) op fra graven og spørger hvad det er for en helvedes jag Johan har. Jo, Johan vil blot vide hvor helvede hans krumtapaksel bliver af. Zakarias kigger lidt på ham. "Din forbandede aksel er færdig" - og så griner de begge. Det er tonen blandt gode venner. - Krumtapakslen bliver båret ud til Johans vogn, "forsigtigt så den ikke går i stykker", lyder det. Men helt henne ved ladet, smider de med et snuptag akslen op uden betænkning. Og Johan får sig en snak med Zakarias. Ser du hende stadig, spørger denne. Jo, det gør Johan. Han er i syv sind og ved ikke hvordan affæren skal ende. - Fra værkstedet høres nu en slager som fanger Johan. Han begynder at synge med og blive i bedre humør. Han beder folkene skrue højere op for radioen, sætter sig ind i sin vogn og kører nu syngende og i højt humør flere gange rundt om Zakarias inden han kører ud på landevejen.



Et par ben i solide støvler baner sig vej gennem et vildnis af ukrudt og buskads. De går til sidst op på nogle kampesten og mødes med et par slanke kvindeben. Johan er til stævnemøde med Marianne (Maria Pankratz) i et bakket terræn. De to kysser hinanden hedt og længe - og ser hinanden eftertænksomt i øjnene uden at sige ret meget. Men Johan får dog erklæret at Marianne er den bedste kvinde han har mødt i sit liv. Og på et tidspunkt udbryder han også et: "Arme Esther". I en ret primitiv bygning aner vi to nøgne mennesker vaske sig grundigt under bruseren.

Et andet sted er Johan og hele hans familie i færd med en større renselsesproces i et stort, men primitivt og formentligt nedlagt badeanlæg med flere damme af forskellige størrelse og dybde. Nogle af børnene er i vandet, andre sidder på kanten. Johan og Esther sidder lidt for sig selv, men går sammen i vandet. Bagefter skal et par af de små børn havde vasket hår. Alt foregår stille og roligt. De fleste nyder badet, men et par af de mellemstore piger er tavse og eftertænksomme.



Fra en kostald er døren åben og køerne begynder at gå ind og finde deres plads i båsene. En ældre mand (Peter Wall) og hans kone forbereder maskinmalkningen. Køernes haler bindes op og der sættes kæder på bagbenene. Malkeaggregaterne sættes på patterne af den første ko og mælken begynder at flyde gennem røret til spanden. Da der ikke kommer mere mælk flyttes det til næste malkeko. Lyden af en tilkørende vogn høres. Manden beder konen om at se, hvem det er. Det er Johan. Han kommer ind i stalden og siger at han gerne vil tale med faderen. Over for denne røber han at han er blevet forelsket i en anden kvinde. Faderen tygger på det, og siger, at det må være hans spøg. Men nej, det er rigtigt. Faderen foreslår at de går udenfor.

Da døren åbnes, viser det sig at det er vinter med frostvejr og frostsne på gårdspladsen og markerne. Hvis det varer ved, får vi ikke sået til tiden, konstateret faderen. Det har varet i to år, svarer Johan, og mener naturligvis forholdet. Han fortæller at han har røbet alt for Esther lige fra begyndelsen, men "Sig ikke noget til mor". Det er faderen helt indforstået med. Far og søn går alene ind i stuen. De ligner hinanden (skuespillerne bærer samme efternavn og er formentlig fader og søn i virkeligheden). Faderen, en stille og rolig type med utroligt milde øjne, mener at det Johan har indladt sig på er Djævelens værk. Men Johan mener tværtimod det er Guds værk. For hvis det havde været djævelens ville han ikke have haft den følelse at den nye kvinde er kvinden i hans liv, og at Esther var en fejltagelse. - Faderen misunder ham ikke, men forstår ham godt. Og han fortæller, hvad han aldrig har fortalt nogen før, nemlig at han kort efter Johans fødsel forelskede sig i en anden kvinde end Johans mor. Men han tvang sig til at holde sig fra hende. Det var forbundet med stor smerte, men det er en smerte der går over. - Faderen lover under alle omstændigheder at støtte Johan, men kan ikke løse hans problem. Dog vil han give ét råd: "Træf dit valg hurtigt, for ellers mister du dem begge".



En kæmpemæssig høstmaskine er ved at blive kørt i stilling til at slå majsmarken med et spænd på 6-8 skær. For enden af den lange række standser maskinen. Føreren viser sig at være Esther der stiger ned fra kabinen med madkurve. Det er frokostpause for hende og Johan samt de to ældste, medhjælpende sønner. Inden spisningern beder de stille bordbøn. En bil kommer kørende til. En af sønnerne bliver sendt hen for at høre hvad det drejer sig om. Det er en person som vil tale med faderen. Da Johan kommer tilbage, spørger Esther hvem det var. Det véd Johan ikke. Det var en fremmed der havde besked fra Marianne om at hun ønskede at se ham et bestemt sted.

Johan kører af sted sammen med et par af børnene der skal til tandlæge. På et cafeteria møder han som aftalt Marianne. Børnene sendes hen til en mand, 'den fede', der vil se efter dem. Johan og Marianne går op på et værelse. De ser hinanden i øjnene. Kysser hinanden. Han begynder at tage blusen af hende og hun skjorten af ham. Han beder hende lægge sig - og de gennemfører et samleje der giver hende orgasme. De hviler lidt ved siden af hinanden. "Arme Esther", udbryder hun, og Johan siger at hun, Marianne, er den bedste kvinde han har kendt. Men hun siger til hans overraskelse at dette er sidste gang. Hun fortryder intet, men "Fred er bedre end kærlighed". - Hun tager bad og klæder sig på, idet hun konstaterer at hun lugter af sex. De forlader rummet, der viser sig at være en af cafeteriets eller motellets små hytter. I 'den fedes' vogn ser børnene en fjernsynsudsendelse med en typisk fransk charmør af en visesanger fra forrige tider der forstår at indynde sig hos det kvindelige publikum med sine fagter og lyde. Børnene forstår næppe hvad han siger eller gør, men griner flere gange af ham. Marianne søger Johans hånd bag hans ryg, inden han sætter sig ind i vognen og ser med.



Johan kører til byen sammen med Esther. Ad endeløse, øde veje, der dog på et tidspunkt fører ud til en asfalteret hovedvej. Hun kigger med mellemrum intenst på ham, og pludseligt udbryder hun: "Hun er en forbandet horetøs". Han indvender at der også er smerte hos hende. Det svarer hun ikke på, men senere minder hum ham om at der var en tid hvor de alle sang når de kørte af sted med børnene. - Et uvejr er ved at trække op. Det begynder at regne og hurtigt øser det ned i stride strømme. Esther får pludseligt ondt i brystet og vil ud af vognen, men han beroliger hende med at der ikke er langt igen. Kort efter forlanger hun at han standser, for hun skal kaste op. Han kører helt ind i rabatten. Hun stiger ud, får en paraply med, og giver sig hen i noget buskads. Støttet til et træ begynder hun at hulke, mens regnen vælder ned. Hun slipper paraplyen, tager tørklædet af, derefter vindjakken - og falder drivvåd om. Da det trækker ud med hendes tilbagekomst, tager Johan sin vindjakke på og går ud og leder efter hende. Han får øje på paraplyen, finder hende liggende og skynder sig hen til hende. Han begynder at jamre. Med største anstrengelse får han Esther løftet op og bragt hen til vognen, men inden han får døren op, falder han selv om. - Et stort autobugseringskøretøj kommer forbi og standser op. Føreren og hans medhjælper går hen til Johan, der blot kan fremstamme sit navn og navnen på sin kone.

På en lægeklinik får Johan at vide at hans kone er død af en blodprop i hjertet. Han sidder og ser stift frem for sig, men opfatter dog beskeden - og han får at vide at han kan få sin døde kones krop med. Han lader sit hoved synke ned på lægens bryst. Og lægen lægger armen om ham.



I et fuldstændigt hvidt rum hjemme på gården gøres Esthers lig i stand af hendes mor og svigermor samt ældste datter. Moderen vasker og salver benene, svigermoderen reder hendes lange hår, datteren klipper neglene på hænderne. I det store køkken- og spiserum sidder familie og venner i en kreds langs væggene og synger salmer med menighedens præst som leder. Det er ensformig sang til ord alle åbenbart kender. Johans svigermoder kommer ud og siger til Johan at han kan lægge Esther i kisten. Det sker med faderens og to sønners hjælp. Johan knæler ned ved båren, men faderen siger til sønnesønnerne at de skal sige farvel til deres moder - fra den rigtige side, dvs fra det sted hvor Johan knæler. Faderen må flere gange bede ham rejse sig. Sønnerne giver derefter deres mor et kys på panden - og bliver bedt om at gå ud til de andre. Johans fader benytter lejligheden til at gøre sønnen opmærksom på at han ikke er skyld i det der er sket. Det er altsammen forudbestemt. Johan synes dog ikke at slippe af med sin lammende skyldfølelse.

En bil høres ude på gårdspladsen. Det er Marianne. Johan går ud for at snakke med hende bag huset. Eftermiddagssolen lyser på hende. Hun holder hånden op mod lyset, det stille lys. "Nu har Esther fred", siger hun. Men Johan er fortsat utrøstelig. Han giver udtryk for at han ville ønske at kunne skrue tiden tilbage. Hun siger at hun ønsker at se Esther - og Johan følger hende derefter ind gennem spisekøkkenet, uden at nogen finder det påfaldende. Alene med Esther står Marianne længe og betragter den afdøde. Efter et stykke tid går hun hen til Esther og giver hende et kys på munden. Langsomt sker underet: Esther begynder at trække vejret. Lidt senere åbner hun forsigtigt øjnene og konstaterer hvor hun befinder sig. "Arme Johan", siger hun. Og da hun får øje på Marianne siger hun "Tak, Marianne". Ude i spisestuen beder Esthers mor en af døtrene gå ind og se, hvordan Marianne har det. Marianne siger at de andre kan komme ind også. Derefter forlader hun stilfærdigt huset. De mellemstore døtre kommer ind og siger goddag til deres mor. En af dem begynder at fortælle løs om hvad der er sket det sidste døgn. En anden går ud for at hente faderen. Men hun må kalde på ham mange gange, før han reagerer. Johans far tager skamlen og gå hen til penduluret og sætter det i gang igen.

Aftensolen går ned over landskabet fra filmens begyndelse - med træernes silhouetter, lydene af cikader og brølende køer samt rytmerne fra malkemaskiner eller hjertebanken. Aftenhimlen bliver rødere og rødere indtil den bliver helt sort.



'Arme Esther', 'Arme Johan' og 'Arme Marianne' kan kun bekræfte, at det virkeligt er synd for menneskene, som Strindberg allerede konstaterede. I hvert fald er der i den menneskelige tilværelse ofte konflikt mellem aggressivitetsdriften og behovet for kærlighed, tryghed og fred. 'Syndefaldet' bevirker nu engang at den hormonale udvikling der sker i individets såvel som i generationernes og menneskehedens pubertetsår sætter den medfødte og naive uskyld overstyr. Det kan man beklage eller tage som kulturens begyndelse, alt efter overbevisning eller livssyn, men ikke lave om på. Mariannes velmente konklusion at fred er bedre end kærlighed, må tages med det store forbehold, at kærligheden i betydningen erotisk tiltrækning og begær ikke kan fjernes fra tilværelsen eller anses for principielt skadelig. Men unægteligt bringer den ofte forstyrrelser ind i de enkelte menneskers daglige liv og udfordrer dermed deres ansvarsfølelse: hvad er vigtigst i livet, at følge sit hjertes umiddelbare lyst eller drage omsorg for den fælles tryghed og fred med partner og børn?

Johans fader er ikke i tvivl og røber at han i sin tid tvang sig til at glemme den kvinde han var blevet forelsket i efter at han var blevet gift. Og han kalder det endda - ud fra sin religiøse overbevisning - for Djævelens værk at give efter for den umiddelbare lyst. Men Johan må protestere. Han ser Guds værk i være blevet ført til kvinden i sit liv, den kvinde der kan opfylde hans hedeste drømme og som får den hengivne ægtefælle til at tage sig ud som en fejltagelse. Problemet er blot, at han lader sig vikle ind i et langvarigt forhold der betyder at han må føre en dobbelttilværelse der rammer ægtefællen langt hårdere end han aner, skønt han ikke vil det, fordi han fortsat har meget tilovers for hende som børnenes tro moder. Han rammes af dybere og dybere samvittighedskvaler, der naturligvis lammer ham næsten fuldstændigt, da Esther ligefrem dør.



De to kvinder ligner hinanden temmelig meget af ydre. Begge er slanke væsener med typisk 'spanske' træk og tækkelig påklædning med karakteritisk sort hovedtørklæde, men Esther er naturligvis moderskikkelsen, mens Marianne er den hede elskerinde som Johan har svært ved at modstå. Det er hende der med sin erotiske udstråling og vilje bevirker forstyrrelsen i den ellers stilfærdige og rutineprægede hverdag på Johans landbrug.

Alt i filmen skildres som roligt og stille lige til det stillestående, men også smukke og trygge. Hertil tjener også de rolige sceneskift, de rolige kamerabevægelser med kun få panoreringer og indzoominger. Ofte er der skabt ro i billedfladen gennem simpel symmetri i interiøret. Kun Johans sorg viser noget andet. Kun Mariannes hede kys fortæller noget andet. Kun uvejret varsler noget andet. Og først Esthers bitre ord om Marianne som en forbandet horetøs røber, at dybe og skæbnesvangre lidenskaber ligger under overfladen.

Det er svært at undgå en sammenligning med Carl Th. Dreyers film og specielt med filmatiseringen af Kaj Munks 'Ordet'. Men forskellen er markant, for hos Kaj Munk er der tale om et mirakel ved ordets hjælp, dvs en genopstandelse ved hjælp af en religiøs funderet 'opvækkelsesordre'. I 'Stille lys' sker underet gennem det kys Marianne af kærlighed giver sin elskers ægtehustru, og som hun åbenbart har fået kraft til ved forud at se 'det stille lys', og som fuldført bevirker at den tid Johan satte i stå ved at standse pendulurets tikken nu sættes i gang igen. Tiden er ikke skruet tilbage, for der er hændt mange alvorlige, ja tragiske ting i mellemtiden som ikke kan gøres ugjorte. Men Marianne trækker sig tilbage efter at have 'gjort rent bord' og overlader Johan og Esther til en genoptagelse af deres liv på nye betingelser og livserfaringer. Det er både stærkt og smukt. Og skildret med fineste person- og miljøskildring - uden nogen form for overdrivelse eller karikering.



Til gengæld kan det ikke nægtes, at en film som 'Stille lys' sætter så stærkt fokus på en pietistisk religions nære tilknytning til et isoleret landbomiljø, at spørgsmålet rejses om modsætningen mellem erotikkens eller seksualitetens farlige og fredsbrydende væsen på den ene side og kærlighedens eller familiefølelsens omsorgsfulde, trygheds- og fredsskabende væsen på den anden side kun for alvor kan ses som fundamental og skæbnesvanger i et sådant miljø eller om den også kan have eksistentiel mening i et moderne samfund og endog i en postmodernistisk tid, hvor såkaldt 'selvrealisering' er højeste mode.

Jeg er ikke i tvivl om at filmen beviser spørgsmålets almene karakter. Kun de færreste i et moderne vestligt samfund vil føle sig bundet af religiøse forpligtelser til at lade hensynet til familien gå over hensynet til umiddelbare lyster. Men alle uden undtagelse er på grund af kravet om indre, psykisk konsistens forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i livet, og denne overvægt af det gode er ganske vist en relativ størrelse - hvorfor der ikke kan bygges snæversynet moral på kravet - men den tillader ikke alt. Den tvinger tværtimod til omtanke og hensyn. Og denne omtanke og dette hensyn har det nok generelt bedst i den enkeltes liv hvis dette ikke forløbet i et for hurtigt tempo og et for overfladisk plan.

Livet behøver ikke at være stille, endsige stillestående. Men stilhed er nødvendig for at se det stille lys og forstå dets konsekvenser.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Filmens hjemmeside

Roy Anderssson: 'Du levende'
Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)
'Anger' og 'Brændt af solen'   (om russiske film og stalinismen)
'Ten Canoes' - filmisk indblik i de australske aborigineres fremmede verden  (4.11.07.)
Helligtrekongersaften   i Trevor Nunns uforlignelige filmudgave fra 1996 (12.2.05.)

Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik)
Nils Malmros  (kort karakteristik)

Konsistens-etikken



Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal