Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - dulevende

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.04.08.


Du levende - glæd dig, inden død og glemsel overskyller dig

Roy Anderssons nye film, 'Du levende', åbner med (1) billedet af en sovende mand på sofaen og et åbent vindue hvorfra der snart kommer stor støj fra et forbipasserende tog. Manden vågner, vender sig om og dratter ned. Men grunden var ikke støjen, men et mareridt. Han drømte en forfærdelig drøm om bombefly der nærmede sig.

(2) På en bænk i en park sidder Mie, en alkoholiseret kvinde, med sin samlever Uffe og sin hund. Hun beder dem forsvinde begge to. For hun er utrøstelig. Ingen forstår hende og ingen holder af hende. Da manden hævder at både han og hunden holder af hende, afviser hun det. Han lyver blot. Men hunden lyver da ikke, indvender han. Jo, også den. Han skal til at gå, men minder hende om at de har en steg i ovnen derhjemme. Hvilken steg? Kalvesteg. Hun er ligeglad. Men da han endeligt går, siger hun at hun måske kommer lidt senere. En trist udseende mand dukker op fra siden. Og han får samme besked. Ingen forstår hende.

Først herefter får vi filmens tekster, herunder dens motto som stammer fra Goethes 'Romerske Elegier'. På svensk lyder det: "Gläds då, du levande, i din ljuvt uppvärmda säng, innan Lethes iskalla våg slickar din flyende fot". Originalteksten lyder: "Freue dich also, Lebendger, der lieberwärmeten Stätte, ehe den flienhende Fuss schauerlich Lethe dir netzt." Lethe er i den græske mytologi glemselens flod, men opfattes her snarere som dødens flod, Styx. I filmen dukker på et tidspunkt en sporvogn op i tågen, fyldt med mennesker der stiger ud. Dens endestation er netop Lethe. Roy Anderssons film består iøvrigt af en lang række selvstændige episoder med kun få forbindelser. Episoderne skitseres her i den orden jeg husker dem fra to forestillinger. Nummeringen er min.



(3) Den første glæde i filmen er en mand der øver sig på en kæmpe bastuba. En simpel 'skomagerbas'. Det varer ikke længe før konen kommer og smækker døren i, så et lille skilderi på væggen falder ned i akvariet. Lidt senere står underboen i etagen nedenunder op af sin seng, finder kost og trappestige og dunker hårdt i loftet til den formastelige tubaspiller. Resultatet er blot at pudset rasler ned og lysekronen også falder ned.

(4) På en balkon overfor iagttager en mand sceneriet. Hans kone spørger ham hvad han laver. Ingenting. Hvad han tænker. Heller ikke noget. Eller rettere det har han glemt i samme øjeblik hun spørger. Hun beder ham gå i seng. For der en dag i morgen. Han får ikke fat på det sidste, men synes også det er på tide at gå i seng. For der en dag i morgen.

(5) Mie er nu på café. Står ved baren. Uffe og hunden holder sig lidt bag hende. Hun beder dem forsvinde. For ingen forstår hende. Hun råber det højt. Da han går, tilføjer hun dog, at hun måske kommer senere. En ung pige ved navn Anna får kontakt med guitaristen Micke og bliver budt på en drink. Bartenderen slår på klokken. Det er tid for sidste omgang. For der er en dag i morgen.

(6) I en almindelig stue øver en tyk trommeslager sig på sin stortromme. En båndoptager på bordet spiller melodistemmerne i hornorkestret. Slagene falder med rytmisk sikkerhed, men monotont på stortrommen. Konen smækker med døren.

(7) En lærerinde kommer ind til sin klasse. Men er alt andet end glad. Hurtigt bryder hun grædende sammen over katederet og går ud. Nogle af børnene følger efter, og får forklaret at hendes mand har kaldt hende luder. Hvad betyder det, spørger de.

(8) I en tæppeforretning finder ekspedienten et tæppe til en mand og hans kone. Han har ikke et i den ønskede farve, men foreslår et rødt og ruller det ud. Det er desværre ikke de tre meter kunderne skal bruge. Der mangler en meter som en kollega netop har solgt - uden at skrive det på mærkesedlen. Ekspedienten skælder ud på kollegaen, men bliver derefter fuld af selvbebrejdelser. Det er ikke hans dag i dag. Han har været oppe at skændes med sin kone. Han kaldte hende en luder - efter at hun havde kaldt ham et vatpik. Kunderne må have det sidste ord gentaget og diskuterer hvad der er værst.

(9) På en trappeafsats ringer den ældre mand fra (2) på døren med en stor buket blomster i hånden. Døren lukkes op af Mie, men manden når dårligt nok at række bukettet frem før kvinden smækker døren i, så buketten kommer til at sidde i klemme i døren. Manden går ned til udgangsdøren. Og græder sin nød til postbudet. "Ingen forstår mig".

(10) På et plejehjem sidder en gammel halvdøv og halvdement kvinde i en stol med sin datter ved siden. Datteren prøver at få hende til at fortælle om sin barndom. Var der ikke noget med at hun engang som barn med hele sin familie måtte gå fra Karlstad til Oslo? Moderen husker ikke noget. Datteren insisterer, men bryder til sidst sammen.

(11) I en bilkø midt inde i byen sidder en håndværker i sin vogn og kører frem meter for meter. Han fortæller om en drøm han har haft. Han var til en forfærdelig kedelig familiesammenkomst, selvom han ikke tilhørte familien. Men for at forsøge at live selskabet lidt op, tilbød ham at give dem tricknummeret med at hive en dug væk under noget porcelæn. Der var ikke tale om nogle få stykker porcelæn, men om et seks-syv meter langt bord fyldt med det kostbareste porcelæn. Og han havde vel at mærke aldrig prøvet nummeret før. Hele den fremmede familie står samlet uden om bordet, noget betænkelige. Værtinden gør ham opmærksom på at porcelænet stammer fra hendes mormors mormor - og er mere end to hundrede år gammelt. Men han beder dem tage det ganske roligt. Der er ingen fare. Han går stilfærdigt rundt og retter lidt på enkelte dele, bl.a. en stor terrin i midten. Han tager forsigtigt fat med begge hænder i enderne af dugen - og rykker til. Han havner på gulvet sammen med alt porcelænet. - (12) Det bliver der retssag ud af. Han anklages for grov uagtsomhed mod en hel familie. I retsalen bøjer en af dommerne sig ned over den høje skranke og siger til mandens forsvarer, at ingen tårer vil gøre nogetsomhelst indtryk på dommerne. Forstået? Jo, det forstår forsvareren. Familiens advokat forlanger strengeste straf. Dommerne får hver bragt et stort glas fadøl ind. En af dommerne nævner livstidsstraf, men advokaten siger, at det er alt for lidt. En anden dommer foreslår den elektriske stol. Retsformanden spørger publikum om det er i orden. Det svarer enstemmigt ja, og han slår tre slag i pulten med hammeren. Sagen er afgjort.

(13) I et særligt lokale står den elektriske stole. Bag et vindue i væggen ses hele den hævngerrige familie. Det kvindelige overhovede minder om at porcelænet var over to hundrede år gammelt. En elektriker kommer ind og kontrollerer installationerne. En præst dukker op med bibelen i hånden. Delikventen føres protesterende ind efterfulgt af sin jamrende forsvarer der beder ham slappe af. Delikventen bindes fast til stolen. Lægen og retschefen kommer til. - Tilbage på vejen i bilkøen fortæller håndværkeren, at det var en frygtelig drøm.

(14) På en slotsplads er der vagtparade, dvs parade med et hornorkester i gamle uniformer og hjelme. I orkestret finder vi tubaspilleren og stortrommeslageren. Det spiller marchen igennem på stedet og marcherer derefter frem.

(15) På en stor dobbeltseng i en stue ser vi en mand ligger på ryggen med en stor dame med store hængebryster og hjelm på hovedet på skrævs over sig. Hun er under megen stønnen i fuld gang med seksualakten. Men manden ligger afslappet og snakker om sine pengeforhold og sin pension. Det er tubaspilleren, der beklager sig over at hans ekstra indtjening fra tubaspil til parader og begravelser har været spildt investering på grund af bankens fejlrådgivning.

(16) Bag et vindue ser vi en flok kokke i et køkken. Alle stirrer ud, men forstyrres af deres chef. De går tilbage til arbejdet, mens chefen nu giver sig til at stirre ud. - (17) Nedenunder vinduet passerer en gammel mand med en rollator - og i slæb en hund der ligger bundet på ryggen og jamrer sig.



(18) Nu følger et gigantisk uvejr. Et læskur ved et stoppested er fyldt med ventende passagerer der søger ly for den voldsomme regn. En forbipasserende får ikke plads, men må haste videre.

(19) I et øvelokale øver tubaspilleren sig med en guitarist og en trompetist på et jazznummer. Lidt efter dukker stortrommeslageren også op. Godt våd. De udgør Louisiana Brass Band, siger de til den unge Anna der dukker op og spørger efter Micke. Ham kender de ikke. Uvejret bliver værre. Nede på toilettet i kælderen forklarer Anna fortvivlet at hun ikke kan forstå hvor Micke bliver af. Han havde lovet at komme.

(20) Scenen skifter til et større hotel, under hvis kælderhvælvinger et stort selskab på et par hundrede festklædte mennesker holder akademisk jubilæumsfest. De synger E. Höflings 'O, gamla tid och jubelklang' fra 1825, bedre kendt som 'O, alte Burschenherrlichkeiten', hvor deltagerne skiftes til at stille sig op på stolene og synge. Ceremonimesteren får besked om at der er en vigtig telefon til en af professorerne. (21) Denne bliver ledsaget til garderoben, hvor det viser sig at det er hans søn der er i røret. Sønnen mangler penge. Professoren skammer ham ud, for det er ikke første gang. Desuden har sønnen allerede lånt penge af sin moder og sin søster. Nu må det være nok. Men faderen ender med at love hjælp. Blot kan det ikke være straks, for han skal holde tale oppe i selskabet.

(22) På en anden finere café har en direktør netop nydt en bedre frokost med en forretningsforbindelse og får nu kaffe og cognac. I mobiltelefonen fortæller han om hvor herligt det hele er. Men uden penge, ingen tournedos eller Bordeaux, som de gamle grækere sagde. En gæst ved bordet ved siden af, er interesseret i direktørens jakke der hænger over stolen. Og efter et par forsøg får han listet direktørens tegnebog op. Skynder sig at betale og liste af sted. Direktøren skal også betale, men opdager at tegnebogen er væk. - (23) I et fornemt skrædderi prøver lommetyven habit. Bliver målt efter alle kunstens regler - og vælger stof.

(24) I en trappeopgang fyldes en elevator med folk, så en ældre herre der kommer sidst ikke kan komme med. Han må tage trappen. Oppe på en af etagerne er der lægekonsultation. Folk kommer ind og sætter sig i venteværelset. Den ældre herre kommer også ind - det er lægen, der går frem til konsultationsstuen, tager frakke og jakke af og kittel på i stedet. Sekretæren giver ham stakken af journaler - og han sukker dybt. Han vender sig mod os og fortæller at han er psykiater og har været det i 27 år, men nu er han udslidt og kan ingen mening se i arbejdet. Folk vil være lykkelige, men de er selvoptagne og egoistiske, og så hjælper terapi ikke. Man kan ikke gøre mennesker lykkelige, når de kun tænker på sig selv. Han er derfor gået over til simpelthen bare at ordinere piller til sine patienter, så stærke som muligt.

(25) Mie og Uffe er på besøg hos hans moder der er i gang med at tilberede velduftende mad i sit lille køkken. Mie kalder pludseligt svigermoderen for en sadist. Uffe protesterer, men jo, svigermoderen er sadist fordi hun laver god mad, men serverer letøl til den. Det er tortur, hæver Mie der tager sin medbragte flaske spiritus frem fra tasken.

(26) En forretningmand er hos en barber af tyrkisk herkomst og generer denne på groveste vis med racistiske bemærkninger. Til sidst hævner barberen sig ved med barbermaskinen at barbere en bred skilning midt ned over kundens hoved fra nakke til pande. Manden bliver rasende, men barberen går blot sin vej. Manden tilkalder politiet og finder barberen på en café. Denne beklager sin vrede og lover at rette fejlen op ganske gratis.

(27) I et stort firmas fornemme mødelokale er der krisemøde. Forretningsmanden fra før dukker op - nu klippet pilskaldet. Firmaets direktør oplyser at firmaet har god indtjening, men dets kurser er for lave, så nu skal der ske noget. Han takker for de fremmødtes forslag, men konstaterer pludseligt at han ikke kan løfte armen. Kort efter falder han sammen.

(28) Begravelsen er stilig - med stor kiste, mange blomster, hornmusik og solosang i et kapel med Thorvaldsens Kristus som relief på væggen. Sangerinden synger en salme om et land i det fjerne. Deltagerne, inklusive den skaldede forretningsmand, lægger hver en stor blomst på kisten.

(29) Unge Anna får en drink på caféen og fortæller at hun har haft en drøm om et stort romantisk bryllup med guitaristen Micke. Efter bryllupsceremonien sidder de to på et hotelværelse. Hun pakker gaver ud og begynder at tage støvler og tøj af, mens han spiller på sin guitar. Pludseligt kommer der folk til uden for vinduet. Det er guitaristens fans der vil høre ham spille og se Anna. I baggrunden hører man hornmusik med tubaspil og stortromme. De to nygifte går til vinduet og vinker. Han begynder at spille - og ganske langsomt glider hele huset af sted som var det et tog på skinner. - Tilbage på cafeen rejser en mand sig fra et bord og fortæller en drøm om at flyve.



(30) En mand i trediverne træner energisk og svedig i højt tempo på et løbebånd i en stue. Hans søn kommer ind og prøver forgæves med høje råb at vække faderens opmærksomhed.

(31) Solosangerinden fra begravelsen ligger i sit badekar og synger samme begravelsessalme med sin smukke stemme og sin ro i sindet.

(32) Anna er gået ud på en øde høj uden for storbyen og kalder her på Micke og hans fine spil. Hun ser ud i det fjerne. - En mand laver sovs i sit køkken og lader sin kone smage. Men hun ser ud af vinduet og bliver fjern i blikket. En far er ved at lære sin lille datter at cykle i deres baggård, mens moderen ser til fra vinduet. Pludselig ser de op mod lyset og bliver fjerne i blikket.

(33) Højt på himlen - oppe over skyerne - flyver et stor bombefly af sted. Storbyen dukker op nedenunder - og kan ligne Paris med den slyngende Seine-flod. Bombeflyet er et af mange i en stor kortege. Mareridtet fra første scene med manden på sofaen er blevet til virkelighed - eller hvad? Ved udgangen er den infernalske støj i hvert fald borte.



Roy Andersson er født i 1943, men har kun lavet ialt fire spillefilm, 'En kærlighedshistorie' i 1970, 'Giliap' i 1975, 'Sange fra anden sal' i 2000 og 'Du levende' fra sidste år. Det karakteristiske er den absurde humor og den store ro i skildringerne der ikke mindst kommer af den faste kameraindstilling. Hver scene er fotograferet fra én og samme vinkel, og da fotograferingen er umådeligt smuk, giver det tillige med musikken og pauserne med disses stilhed en ganske speciel og i film meget sjælden ro i fortællingen. Og alt dette er naturligvis fuldt bevidst og tilsigtet.

To af Anderssons inspirationskilder er de tjekiske filminstruktør Milos Forman ('Blondinens kærlighed' 1966) og Jiri Menzel, der bl.a. har lavet film som , 'Skarpt bevogtet tog' (1966), 'Lærker i snor' (1969) i Anderssons unge år og senere 'Kort, men godt' (1981), 'Min lille landsby' (1985) og 'Jeg har serveret for den engelske konge' (2006). Begge instruktører med sikker sans for den absurde humor.



I et interview med Kim Skotte (Politiken 12.4.08.) fortæller Andersson at han blev tiltrukket af disse instruktørers afslappede skildring af hverdagslivets små og store glæder. Men han nævner også teatermanden Beckett for de banale, men ekstremt stiliserede replikker som har skrællet alt det overflødige væk. Som noget nyt har Andersson i 'Du levende' desuden brugt drømme og udforsket abstraktionen ved hjælp af lys og farver.

Han understreger at det er hårdt for mange mennesker og især de unge at leve i dag. De er mere forvirrede og fortabte end nogensinde. For de har ingen tid. De er underlagt tidspresset, stresset. Derfor kan han godt lide mennesker der tillader sig at være børn og fx spille på 'barnlige instrumenter' som bastuba og stortromme. Andersson synes det er rørende at mennesker har opfundet sådanne instrumenter, og smukt at se at mennesket er et barn. Han minder også om at den muntre musik fra New Orleans blev spillet af slavernes børn og ikke bare blev brugt til fest, men også til begravelsesoptog. Begravelsesoptog kan være festlige. Så absurd det umiddelbart kan lyde.

Andersson tror ikke på det perfekte samfund, og hverken på socialismen eller kapitalismen. Han er ikke romantiker, betoner han, idet han dermed egentlig reducerer romantikken til noget mindre end den er. Den er jo udover længsler og drømmeri trods alt også en åbning til det ubevidste og underbevidste - og dermed til hele den mytiske tænkning som ingen kunstner kan være foruden, Andersson heller ikke. Jf. artiklen om Romantikken ifølge Rüdiger Safranski. Andersson synes netop at det er for let for os levende mennesker at glemme det væsentlige, det egentlige i livet, at nyde og tage vare på livet. Lethe-floden, som ifølge Goethe skiller os fra det levende, er efter Anderssons mening først og fremmest adspredelsen og underholdningen i vore dage. Al den udvendighed og al den stress der vælter ind over os.



Det absurde i Roy Anderssons film ligger i skildringen af den store meningsløshed der primært skyldes jag og stress, selvoptagethed og afstand. Den dominerende følelse hos hans personer i filmene synes at være savnet af forståelse, kærlighed, ægte intimitet og ægte nærvær. Men som i Formans og Menzels film såvel som i Samuel Beckets skuespil sker der mærkeligt nok det, at det åbenlyst groteske og absurde i fremstillingerne får os til at studse på en helt speciel måde, nemlig i en dybere undren. Det er jo trods alt ikke livet som sådant der er meningsløst, selvom pessismistiske mennesker måske vil drage den slutning; det er derimod konkrete menneskers egne valg der gør deres liv meningsløst. Meningsløsheden er ikke en objektiv kendsgerning i verden, men en subjektiv sandhed som afhænger af den enkeltes valg. Og netop ved at påpege dette med største talent og yderste konsekvens kan det lykkes disse kunstnere at vække selve den dybe forståelse af livet som er forbundet med humoren og som gør det muligt at komme ind i tragediens område, dér hvor vi forstår at det slet ikke er meningen at vi skal have vores vilje - og heller ikke alle vore ønsker opfyldt.

Roy Anderssons film fører os med andre ord direkte ind i tragediens område.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie.



Se nærmere under klik og



Henvisninger:

Link til  filmens hjemmeside
Link til  Roy Anderssons hjemmeside

Goethe's 'Römische Elegien'



Relevante artikler på Jernesalt:

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)

Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   

Meningen med livet  om Christian Skovs tv-serie i DR2 okt.-dec. 2002. (15.01.03.)
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humor og virkelighed  (20.8.07.)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 23.10.2013