Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - tencanoes

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.11.07.


'Ten Canoes' - filmisk indblik i de australske aborigineres fremmede verden

Den hollandsk fødte filminstruktør Rolf de Heers film 'Ten Canoes', der netop har haft biografpremiere her i landet, er noget så sjældent som en spillefilm om de indfødte australieres, aboriginernes, mytiske verden, indspillet med indfødte aboriginere i alle roller og på deres eget sprog. Det sidste har naturligvis givet store problemer undervejs, fordi de indfødte havde stærk modvilje mod at spille roller - de ville være de mennesker de skulle foregive at være - men projektet er ikke desto mindre lykkedes, fordi instruktøren som ven med de indfødte havde både indlevelse og tålmodighed til at overvinde vanskelighederne. Og resultatet er blevet dybt fascinerende, fordi det er lykkedes at skildre både menneskene og deres land i selve den mytiske verden de lever i, og som er fuldstændigt anderledes end vores moderne verden ikke bare i teknologisk henseende, men i den mentale og eksistentielle opfattelse af verden og livet.

Strengt taget kan et sådant projekt overhovedet ikke lade sig gøre - og man skal da heller ikke tro, at man har fået den fulde sandhed eller indlevelsesmulighed præsenteret, men filmen ser simpelthen ud til at være kommet så langt i denne henseende som man kan forestille sig muligt. Og den sætter derfor i allerhøjeste grad vores egen rationelle kultur i skarpeste relief som den teknologi-prægede fremskridtskultur den er. Men den giver også et sjældent indblik i den mytiske helhedstænkning og helhedsrealisme som engang var alle menneskers og kulturers lod og som stadig gør sig gældende i selv de mest udviklede moderne kulturer i kraft af den psykologiske kendsgerning, at vi alle starter vores liv som mytisk opfattende og livet igennem fortsætter med at have denne mytiske opfattelse fungerende i os ved siden af den logisk-rationelle, lineært-historiske bevidsthed. Dermed illustrerer den en vigtig pointe i Jernesalts filosofi.



Handlingen i 'Ten Canoes' er historien om en ung ugift mand (Dayindi) der bliver varm på en smuk ung pige der er den yngste af hans storebroders tre koner. Storebroderen (Minygululu) er klar over sagen, og på en jagt hvor ti af stammens mænd under hans lederskab skal indsamle gåseæg i sumpen på hver deres barkkano - som de trækker af træstammer til formålet - fortæller han en gammel historie om forfaderen Ridjimiraril der også havde tre koner - og en lillebroder der blev varm på den yngste (Munandjarna). Den ældste af hans koner var den vise Banalaudja, den mellemste var den jaloux Nowalingu. I den gamle historie hedder lillebroderen Yeeralparil. En fremmed mand dukker op - og viser sig tilsyneladende venligtsindet, men stammens troldmand advarer imod ham, bl.a. da det konstateres at den fremmede har skidt på deres jord. Det er et dårligt tegn - og det er nødvendigt at brænde mandens afføring.

Under Minygululus ledelse føres gruppen gennem landskabet, får lavet deres kanoer og føres videre mod sumpen med gæs. Afsnit for afsnit fortæller lederen om hvordan det gik Ridjimiraril og hans lillebroder. Dayindi forstår naturligvis parallellen, men må have tålmodighed med at høre slutningen. Undervejs sker der morsomme ting - som da sidste mand i rækken af jægere pludseligt med sin råben standser hele truppen. Han protesterer mod at han skal gå bagest og tåle den stadige fjærten fra en af mændene foran. Der bliver grinet højt, men 'synderen' melder sig og bliver placeret sidst. - Hjemme i lejren, hvor kvinderne har deres eget område, sidder den tykmavede Birrinbirrin der ikke kan komme med på gåseægsekspeditionen, da han er for overvægtig til kanosejlads. Han er tyk, fordi han spiser alt det honning han kan få fat på - og får nogle drenge til at skaffe sig. Han må finde sig i spydigheder om sin hunger.

Da den jaloux Nowalingu på et tidspunkt forsvinder fra lejren, drøfter mændene hvad der er sket, om hun er løbet væk, er blevet fanget af nabostammens mænd eller har sluttet sig sammen med den fremmede. Man beslutter sig for at søge efter hende, og da man på et tidspunkt ser en fremmed mand sidde og skide, gør man kort proces. Minygululu kaster sit spyd og dræber ham. Da de vender liget, opdager de at det var den forkerte fremmede, og de skjuler liget. Men den fremmede stamme opdager det - og møder talstærkt op og kræver bod. De beskylder den tykke honningspiser for at være dræberen, men Minygululu oplyser at det er ham. Og han indvilliger i sammen med sin lillebroder at stille op som mål for den fremmede stammes spydkast. De to brødre danser sig bogstaveligt fri af spyddene i lang tid, men til sidst bliver Minygululu ramt - og føres såret bort. Hans ældste og yngste kone plejer ham. Men troldmanden må konstatere at heller ikke han kan forhindre udfaldet. Minygululu dør, den mellemste kone dukker op igen efter hans død - og loven er, at enkerne derefter overtages af broderen.



Det særlige ved beretningen er at handlingen hele tiden skifter mellem det vi kalder nutid og fortid, men som for aboriginerne er en slags evig gentagelse af livet. I filmen fremgår tidsforskellen ved at 'nutiden' skildres i farver, mens 'fortiden' er holdt i gråtoner. Det er i grunden et simpelt, men genialt trick, fordi det giver os tilskuere mulighed for at holde styr på personer og tid. Men det er også et af de træk der viser at projektet grundliggende er umuligt at gennemføre på en sådan måde, at vi ville komme helt ind under aboriginernes oprindelige helhedsrealisme, hvor der intet skel er mellem fortid, nutid og fremtid.

Men det skal fremhæves at beretningen trods alt hænger sammen, fordi vi hele tiden hører en 'storyteller' forklare hvad der foregår. Det sker på aboriginernes særlige 'pidgin engelsk' som forskere betragter som et selvstændigt og unikt sprog. Storytellerens indledning skal derfor her gengives ordret efter film-hjemmesidens transkribering:

"'Bout time to tell you a story, eh? Then I'll tell you one of ours... It is longtime ago. It is our time, before you other mob came from cross the ocean...longtime before then. The rains been good and ten of the men go on the swamp, to hunt the eggs of gumang, the magpie goose. One of the men, the young fella, has a wrong love, so the old man tell him a story...a story of the ancient ones, them wild and crazy ancestors who come after the spirit time, after the flood that covered the whole land...
It's a good story, this story I'm gonna be tellin' you 'bout the ancient ones. There's more wrong love in this story, and plenty spears too, and plenty wives...too many wives if you ask me...a beautiful young one and a bit of a jealous one and the older wise one and even more wives than that.
And there's plenty happens in this story...there's a stranger comes and one of them wives goes missin' and there's a man with a belly big as a mountain. There's sorcery and magic too, and a wrong spear in the wrong body, and more spears and bad spirits. And even that's not everything that's happening in this story.
Ahh, you gotta see this story of mine cause it'll make you laugh, even if you're not a blackfella. Might cry a bit too eh? But then you laugh some more...cause this story is a big true story of my people. True thing."



'Ten Canoes' er så smukt fotograferet, at vi ledes til forståelse af selve landskabets, lundenes og sumpens afgørende betydning for dens beboere. Hertil kommer en glimrende lydside med såvel smuk og enkelt musik som lydene fra naturen af især fuglene.

'Skuespillerne' er betagende i såvel deres spil og mimik som deres bevægelser i landskabet. Men det har som sagt ikke været uden problemer at få dem til at agere. Det fremgår af en tilgængelig dokumentarfilmen om filmen 'The Balanda and the Bark Canoes' (Den hvide mand og barkkanoerne) der bl.a. viser hvor svært de indfødte havde det med at forstå forskellen på at prøve scenerne igennem, og bagefter spille dem til optagelse foran kameraerne. Et andet eksempel er scenen med den fjærtende mand i rækken. De medvirkende grinede under første prøve, men havde svært ved at forstå at de også skulle grine under optagelsen. For de havde jo allerede grinet!

Filmen giver en stærk afspejling af mande-styret og hierarkiet i det primitive samfund. De ældste tager sig tid til at forklare tingene for de unge, men de ugifte må pænt vente til de får chancen for at få en kone. De ældste har forret - og kan tage flere koner, heriblandt jo også de helt unge der egentlig burde være forbeholdt jævnaldrende mænd. - Nils Fock påpeger i Encyklopædien, at det hos aboriginerne er en gruppe af ældre mænd der har monopol på urskabelsen eller 'drømmetiden'. Den hemmelige viden bibringes de unge mænd gennem indvielsesriter i afsondring fra lejrens kvinder, og den er den egentlige legitimering af de gamle mænds magt i samfundet.

Kvinderov fra nabostammer hører med - som alle andre steder i primitiv kultur. Og det samme gælder hævn og bod for drab. Men mandeverdenen og kvindeverdenen er skarpt adskilt, og det betyder at vi nok får antydet den erotiske tiltrækning mellem den unge mand og den unge pige som er handlingens substans, men ikke iøvrigt får skildret forholdet mellem kønnene nærmere.

Magien spiller her som i alle primitive samfund den største rolle. Stammens troldmand tager sig af syge og sårede, men er også afgørende som rådgiver over for sociale udfordringer - og løsningen er i alle tilfælde magi: handlinger der for os rationelle mennesker tager sig ud som symbolske eller som ren overtro, men er reelt virkende for de primitive. Derfor er der grund til at minde om magiens rolle i den primitive helhedsrealismes verden. Den er ikke symbolsk - og man skelnede af gode grunde ikke mellem rationalitet og overtro. Man havde simpelthen ikke den sondring mellem årsag og forestilling som er afgørende for os - og som igen bygger på udviklingen af de sekundære psykiske processer. Mytisk tid, mytisk rum og mytisk forståelse af liv og død er fundamentalt anderledes end den moderne opfattelse. Jf. artiklen om Myte, ord og billede.



Her kommer fænomener og uoversættelige begreber som 'songlines', 'dreamings' og 'dreamtime' ind i billedet. Disse engelske ord, der kan oversættes til hhv. sangkredse, drømmebilleder og drømmetid er misvisende, fordi de leder tanken hen på litterære, æstetiske eller rent fantasibetonede forestillinger - og dermed undergraver det centrale: holismen i bevidstheds- eller sjælelivet. Der er ganske enkelt intet skel mellem fantasi og virkelighed.

Songlines er mytiske beretninger om skabelsen af kosmos, af jorden og alle levende væsener. De er gået fra mund til mund gennem generation efter generation - og de er stadigvæk grundlaget for forståelsen af hvad der sker nu og til alle tider. En forsker har kaldt dem mytografi til forskel fra traditionel europæisk histografi. Vores historie er lineær, endda i opadgående eller fremadskridende retning, men aboriginernes og andre primitive kulturers historie er cyklisk, en evig gentagelse af grundmønstre der aldrig skaber nyt nyt, men genskaber eksistensen på ny.

Dreamings har intet med vores drømmevirksomhed at gøre - ud over at de har samme psykologiske love. De er snarere totemvæsener eller forfadervæsener, og går som sådanne forud for de nulevende generationer, men bor stadig i dem. Forfædrenes sjæle går over i efterkommerne. I myterne fødes, lever og dør Dreamings, men de er alligevel til stede til evig tid. Det samme gælder landskaberne. De er ikke objektive fænomener uden for menneskene, men en del af menneskene. De indfødte australiere opfatter landskaber som hjem for menneskene. Menneskene er en del af naturen og har økologi tilfælles med den.

'Dreamtime' er ifølge Hanne Bache aboriginernes åndelige forståelsesramme, og i denne er hele deres liv, identitet og sociale orden forankret. "Den repræsenterer den periode hvor landet fik den form det har i dag. Oprindeligt var jorden blot flad, øde og udtørret, altså form- og livløs. På et givet tidspunkt begyndte de store forfadervæsener som kan karakteriseres som en slags arketyper at røre på sig. Nogle brød frem fra jorden, nogle kom ad søvejen fra fjerntliggende mytologiske egne, og andre kom ned fra himlen. Skabelses- og formgivningsakten bestod i at disse forfadervæsener bevægede sig over store afstande alt imens de 'sang' landskaber, dyr, planter og menensker til live".

Drømmetiden vedrører med andre ord skabelses-perioden, men ud fra aboriginernes opfattelse som noget cyklisk. Drømmetiden er både fortid, nutid og fremtid. "Naturligvis peger den bagud til det tidspunkt hvor landet blev formgivet af forfadervæsenerne, men samtidig er den til stede i nutiden og i fremtiden i form af en livgivende kraft eller energi der er deponeret i landet, hvis fortsatte eksistens er afhængig af at denne kraft respekteres og holdes ved lige. De hertil knyttede ceremonier skal udføres nøje efter de forskrifter som de skabende forfædre gav menneskene før de lagde sig til hvile (deponerede deres energi i landet) efter at de havde afsluttet deres gerninger. Drømmetiden kan karakteriseres som en tilstand der ligger ud over virkeligheden og på samme tid er konkret til stede i virkeligheden."

Hertil kommer at aboriginerne også ofte kalder 'dreamtime' for 'loven'. "Forklaringen herpå er at forfadervæsenerne ud over at skabe landet og alt levende som nævnt også gav menneskene deres lov med anvisninger inden for såvel religiøse som verdslige anliggende. Det var anvisninger i forbindelse med forberedelse og afholdelse af ceremonier, den sociale struktur, hele det moralske normsæt, samt den helt almindelige og dagligdags livsførelse".

Det religiøse og det verdslige område er altså, understreger Hanne Bache, i den aboriginale kultur tæt integreret i hinanden. Livet kan ikke forstås eller leves løsrevet fra den mytologiske ramme.

Aboriginernes og andre primitive kulturers helhedsrealisme er som sagt holistisk, og dermed adskiller den sig principielt fra Jernesalts helhedsrealisme der er komplementær. Det betyder at denne nok anerkender de psykiske primærprocessers fundamentale betydning når det gælder at have direkte føling med alt i tilværelsen der er meningsfuldt for eksistensen, men til gengæld lader al nøgternhed og realitetsevne i moderne forstand bero på de psykiske sekundærprocesser. Men en film som 'Ten canoes' er særligt værdifuld, fordi den lader forskellen komme usædvanligt klart frem. 'Ten canoes' er Rolf de Heers 11. film. Hans film fra 2002 'The Tracker' har også været vist her i landet.



Det hører med til historien - og filmens baggrund - at Australiens aboriginere ifølge Encyklopædien først blev kendte i den vestlige verden med den britiske kolonisering fra 1788. De formodes indvandret fra ny Guinea for 40.000 år siden. Befolkningen skønnes at have udgjort 750.000 mennesker op til koloniseringen. Men deres kultur var præget af ekstrem isolation, og i kraft af denne isolation og deres simple teknologi udviklede aboriginernes møde med europæerne sig til en af verdenshistoriens største demografiske katastrofer. En australsk jordbesidder af europæisk herkomst kan citeres for den kyniske bemærkning fra 1824: "Det bedste ville være at skyde alle de sorte og gøde jorden med deres kadavere". - Til den hensynsløse udryddelsespolitik, der svarer til amerikanernes politik over for indianerne, kom sygdomme og alkoholisme. I 1937 udgjorde befolkningen kun 40.000. 1987 dog omkring 200.000. Men aboriginerne må fortsat kæmpe for deres rettigheder.

Aboriginernes kunst er i mellemtiden blevet mere kendt og har også været vist på udstillinger her i landet. I 1994 viste 'Lousiana' udstillingen 'Aratjara - kunst af de oprindelige australiere'. I 2006 fulgte 'Arken' efter med 'Drømmetid - aboriginal kunst fra Ebes' samling'. Og samme år viste Galleri Knud Grothe i Charlottenlund 'Tjukurpa - Aboriginal dreamings'.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Filmen Ten Canoes' hjemmeside
med udførlig synopsis, rolleliste og credits.

Link til Aboriginal Australia



Litteratur:

Hanne Bache: Australsk Aboriginal kunst og kultur. (Odense Universitetsforalg. 2000)
Louisiana Revy. 1994: Aratjara.
Bruce Chatwin: Drømmespor. (Roman. 1988 - Orig. titel: Songlines)

Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske grundprocesser
Myte, ord og billede
Mytologi  (2.8.02.)
Den komplementære helhedsrealisme



Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal