Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - ordet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.4.08.


Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater
- får rusket lidt op i nogle eksistentielle forestillinger

Det var med blandede følelser jeg gik i Skuespilhuset forleden for at se Kaj Munks 'Ordet' i Lars Noréns iscenesættelse.

Stykket er filmatiseret af Carl Th. Dreyer i 1954-55 i en så stærk og gribende form at det ikke kan overgåes og som gjorde den tidligere svenske filmatisering (Gustaf Molanders) fra 1943 til ren folke-komedie. Stykket rummer dernæst en gang mirakeltro som jeg ikke selv deler, men finder frastødende og stridende mod al kristendom. Valget af netop dette stykke til det nye skuespilhus' halve åbningssæson forekommer for det tredje uforståelig. Og endelig bryder jeg mig ikke om Lars Norén som dramatiker.

Men Kaj Munks skuespil er faktisk særdeles godt skrevet, hvad angår både handling og replikker. Munk var et ubestrideligt dramatisk talent og skrev 'Ordet' i én bevægelse på seks dage. Og Lars Norén har røbet at han blev dybt fascineret af Dreyers filmatisering allerede da han så den som 12-årig og havde derfor egentlig ønsket nu at iscenesætte filmversionen - men fik ikke Munk-familiens tilladelse til det. Og endelig har anmeldelserne været overvejende positive.

Forventningerne var alt i alt ikke for store, men jeg må indrømme at resultatet blev en spændende udfordring ved både at skabe intensitet i teaterrummet og røre ganske godt op i religiøse problemstillinger som er gamle, men har fået ny interesse i tidens eksistentielle søgen. Noréns iscenesættelse forløser efter min mening ikke stykket så det for alvor formår at få bragt den nutidige religionsdebat op på et højere niveau. Men det rusker op i nogle forestillinger i kraft af instruktørens dybe aversion mod al religion. Og det må man tage hatten af for.



I dramaturgen Karen-Maria Billes interview med Lars Norén til programmet røber denne at han som ikke-religiøst indstillet menneske har måttet oversætte stykkets forskellige trosretninger eller trosformer til noget ikke-religiøst, dvs til rene emotionelle og sociale referencer. Det kan derfor umiddelbart undre at han sammen med scenografen Steffen Aarfing har valgt en yderst minimalistisk scenografi uden egentligt miljø i nogen af scenerne overhovedet. Det er jo blevet så moderne, fordi det tilsyneladende giver mulighed for at skrælle stykket helt ind til selve replikkunsten. Men det er ikke hvad stykket oprindeligt havde til hensigt - eller hvad Dreyer senere forløste. Faktisk var en væsentlig del af Munks inspiration en direkte henvendelse fra teatrets daværende censor Hans Brix efter antagelsen af 'En Idealist' i 1926: "Vi har ingen stykker der tager bønder alvorligt. Kan De skrive et sådant stykke?" - Det kunne Munk, og det gjorde han så på seks dage. Det var muligt for ham fordi han allerede kendte bønderne i Vedersø sogn ganske godt. Stykket blev tilegnet Hans Brix og opført på Betty Nansens Teatret i 1932.

Forudsætningen for handlingen i 'Ordet' er dels den sociale forskel mellem de grundtvigianske storbønder og de fattige indremissionske folk, fiskere, husmænd og som her en skrædder. Men Borgensgaardens stolte ejer Mikkel Borgen (Henning Jensen) er ikke alene en selvbevidst storbonde. Han er også en grundtvigiansk høvding der drømmer om en grundtvigiansk reformation på egnen, dvs en genopvækkelse af den åndskraft som i sin tid udgik fra Grundtvig personligt, men som i mellemtiden lidt efter lidt havde mistet sin kraft og var blevet udvandet. Det fremgår af samtalen mellem Mikkel Borgen og Peter Skrædder langt inde i stykket at Borgen havde haft forhåbninger om at hans næstældste søn, Johannes, efter endte teologiske studier skulle have ført an i denne vækkelse, men at forhåbningerne blev gjort til skamme, fordi Johannes brød sammen - under en krise der skyldtes en kombination af udfordringer fra Søren Kierkegaards meget specielle kristendomsfortolkning, Bjørnstjerne Bjørnssons provokerende behandling af mirakeltroens problematik i skuespillet 'Over Evne' og tabet af hans egen forlovede Agathe som han forgæves prøvede at opvække fra de døde med påberåbelse af Jesu Navn.

Nu går denne gale mand (Jens Jacob Thychsen), der tror han er Kristus, rundt på Borgensgaarden til ingen verdens nytte, og Borgens ældste søn (Mads M. Nielsen), der også hedder Mikkel og som efter datidens almindelige arveregel skulle overtage gaarden, havde mistet troen og kunne altså heller ikke indfri faderens vækkelsesdrømme. Og så sker det hverken værre eller bedre end at Borgens yngste søn, den meget vege Anders (Jakob Cedergran), går hen og forelsker sig i Peter Skrædders datter Anne (Tilde Maja Frederiksen). Og spillet er i gang. Men vel at mærke uden antydning af rigtigt miljø.



I den vigtige begyndelsesscene byder Borgens gravide svigerdatter Inger (Helle Fagralid) sin svigerfar på kaffe, men der er i Noréns iscenesættelse ikke ringeste duft af kaffe, selvom kaffebordet i det ægte miljø var et vigtigt led i både den almindelige selskabelighed og den mere fortrolige samtale på tomandshånd, og selvom det valgte tidspunkt i stykket gør Borgen mistænkelig. Svigerdatteren prøver at lokke ham til at acceptere forbindelsen mellem Anders og missionspigen. Men det er håbløst. Til sidst røber hun at Anders slet ikke, som Borgen tror, er taget med broderen Mikkel i kæret for at skære siv, men er taget på visit hos skrædderen og hans datter. Borgen bliver opbragt - både over visitten og over at være holdt for nar. Og nu forstår han hvad kaffen skulle til for. Men da Anders umiddelbart efter kommer tilbage med uforrettet sag og endda giver sig til at 'brøle' over at Peter Skrædder blankt har nægtet at acceptere ham som svigersøn, så bliver det for meget for Borgen og hans storbonde-stolthed. Han forlanger omgående hestene spændt for og kører derefter med Anders hen til Peter Skrædder for at sætte tingene på plads.

Her er der et rigtigt missionsmøde i gang med prædiken, bekendelse og salmesang. Borgen og Anders bliver budt indenfor, men må vente til mødet er færdigt. Peter Skrædder står foran sin lille på et par bænkerader placerede forsamling, som projiceres op på et stort lærred på bagvæggen, så vi kan se alle de hellige forfra. Peter Skrædder (John Martinus) taler bl.a. om at "vi Guds børn der er toet i Lammets blod og ved at Herren gør sine undergerningen blandt os den dag i dag". Og til sidst beder han: "Før du os, kære Herre, fra Jammerdalen hernede op til de gyldne troner i Himlen og stil os i hvide kjortler med palmegrene i Hænderne for dit Aasyn blandt Lammets titusinder beseglede...". John Martinus' bøn og prædiken bliver ren parodi. Ordene er så overdrevent salvelsesfulde og unaturlige, at det hele virker som én stor karikatur på missionsfolket. Der er med andre ord ingen indlevelse fra Lars Noréns side i disse religiøse mennesker. Han har tværtimod nydt at udstille dem på denne måde og dermed - må man antage - kun haft til hensigt at bekræfte publikum i deres fordomme.

Den efterfølgende samtale mellem Peter og Mikkel Borgen drejer sig naturligvis om Anders' forhold til Peters datter. Peter byder Mikkel Borgen på kaffe, og da denne spørger ham hvor Anne er henne, bliver svaret at hun hjælper sin mor i køkkenet. Mikkel foreslår så sønnen at gå ud i køkkenet. Det gør han, men her sørger Annes strikse mor for anstanden. På det store lærred ser vi de tre sidde ret op og ned ved siden af hinanden på en bænk i køkkenet med Annes moder i midten, men vi ser også at Annes og Anders' hænder mødes bag moderens ryg. Kaffen tales der meget om. Igen ser vi ikke så meget som en enkelt kop og får ingen kaffeduft i næsen. Alt bliver stiliseret - og dette gælder ikke mindst moderens figur. Hun vandrer rundt stiv som en robot og talende som en robot. Vi lades fra Noréns side ikke i tvivl om at missionsfolk i enhver henseende er umennesker. Men så unuancerede fremstilles de trods alt ikke i Munks tekst.

Samtalen mellem Peter og Mikkel - som også må tage til takke med en fiktiv kaffetår - ender naturligvis ikke med nogen forsoning angående de unge mennesker. Begge fædre er lige urokkelige. Det går så vidt at Peter antyder at Mikkel da vist ikke har det for godt med sin drøm om en grundtvigsk reformation i sognet. Og han opfordrer direkte Mikkel til at komme over til sig, dvs over til missionsfolkene. Det vil aldrig ske, siger Mikkel. Men Peter beder ham huske at vi lever i Undernes Land, for Herren er Undernes Gud. Peter understreger at de vantro, inklusive alle grundtvigianere, kommer i helvede. Og så har Mikkel ellers fået nok, men er også blevet ekstremt trodsig. Han bander på at Anne skal blive Anders' kone. Peter konkluderer at Borgen åbenbart ikke er prøvet nok med Johannes' sygdom. Borgen skal prøves mere endnu. Og Peter vil derfor bede Herren om at bøje Mikkel helt ned i støvet. Men så ringer telefonen, og det viser sig at opkaldet er fra Borgensgaard med besked til Mikkel om at Inger er blevet alvorligt syg. Peter slutter sin viderebringelse af beskeden med et inderligt ønske om at Herren denne gang må nå Mikkels hjerte, "hvor hårdt han så end skal slå til". Mikkel farer op. Står du og ønsker at min svigerdatter skal dø. Og Mikkel går direkte i klammeri med Peter, der ikke kan dy sig for til allersidst at råbe: "Vi mødes i retten, din proprietærbølle".



Hjemme på Borgensgaard er situationen kritisk. Borgen bliver klar over at han og Anders får en travl nat med at bede for Inger. Johannes kommer ind og taler om at 'Storfyrsten selv' går gennem stuen med sin le og sit timeglas. Borgen beder ham holde mund, men får stukket spørgsmålet ud, hvorfor han er bange og lidettroende. Ingers Mikkel kommer ind og melder at barnet er kommet, men at det ligger i en balje, klippet i fire stykker, og at Inger er bevidstløs. Johannes kommer igen ind og taler om sin 'Fars Storvasal' der går gennem stuen.

Barnebarnet Maren er blevet vækket af sin bedstefars råben og kommer ind i stuen, hvor Borgen må prøve at forklare hende at hun alligevel ikke fik en lillebroder. Og nu siger han til hende at hun skal bede Gud Fader om at gøre Mor rask igen, men han understreger at hun skal bede af hele sit hjerte. Da Borgen går ud og Johannes kommer ind, spørger Maren om hendes mor ikke snart dør. Vil du så gerne det, lille Pige? Ja, for så skal du jo opvække hende. Men Johannes må forklare at han næppe vil få lov til det. Så det ender nok med at Marens mor kommer i himlen. Og det må han så forklare nærmere for hende, for det bryder hun sig slet ikke om. - Lidt senere konfronterer Johannes sin gamle far med dennes manglende tro: Vé over jer, I som kvæler Guds herlighed med ligstanken af jer tro! - Lægen kommer ind og beroliger Borgen. Ingers blødning er standset. Og hun sover en sund søvn.

Præsten kommer til, fordi han har set lægens bil og ønsker kørelejlighed. Og de tre personer får sig en lille diskussion om mirakler. Præsten taler bogsprog og gør gældende at miraklets fysiske mulighed ikke principielt kan negeres. Men både religiøst og etisk set er det udelukket, for et brud på naturlovene ville være en forstyrrelse af Guds verdensplan. Lægen har kun ironi tilovers for den snak. Men Borgen finder det sært at læger altid "tror det der er mindst ved at tro". Talen falder også på Johannes, som lægen mener er gal, men nok skal komme sig. Johannes kommer ind, og lægen hilser ham med et "Hil være dig, Rabbi!" Han forstår at Johannes er blevet vækket af et eller andet og spørger om det er englenes sang fra det høje. "Nej, et æsel skryder på Gaden". Så fik han den, lægen - og siger farvel. Da bilen starter ude i gården, udbryder Johannes: Hører I - det er leen, han hugger fejl, han hugger imod. Og i det samme kommer unge Mikkel Borgen ind og melder at Inger er død. Gamle Borgen gentager sit "Herren gav, Herren tog". Men Johannes ønsker at se Inger. Han falder om med Agathes navns på læberne, idet vi på lærredet ser Agathes og Ingers ansigter i sløret form smelte sammen.



I fjerde og sidste akt - alle akter spilles ud i ét - er interiøret lige så spartansk som i de tre første akter, men domineres nu af kisten med Inger. Det fremgår at Johannes har været forsvundet, men at der er set spor af ham i sneen. - Præsten taler om at "alle vi der ved Kristus er komme til troen på sjælens udødelighed" sander at døden kun er en overgang, en port fra timeligheden til evigheden. Og han minder om at sorgen uddyber og forædler os, at livet må have skyggen til forudsætning. Borgen takker for de varmt følte ord. Men ind træder Peter Skrædder med bøn til Mikkel om tilgivelse for ikke at have vendt den anden kind til. Desuden har han Anne med til Anders, så pladsen efter Inger ikke skal stå tom på gården. Unge Mikkel bryder sammen over kisten, så faderen må bede ham gøre sig stærk og holde sig til sin dåbspagt og troen på kødets opstandelse.

Johannes dukker op - og har fået sin forstand igen. Men han er også blevet klogere og må spørge hvor opstandelsestroens sejsforvisning er blevet af. Efter lidt mundhuggeri med faderen og den fortvivlede broder, spørger han til sidst om der slet ikke er nogen der kan støtte ham mens han beder underet ned til dem. Det kan lille Maren. Hun tager sin farbroders hånd og beder ham skynde sig. Præsten protesterer, men Johannes byder Inger i Jesu Kristi navn stå op. - Inger rejser sig og går hen til sin mand. Og mens lyset dæmpes, ses hun på lærredet i en anden skikkelse. Underet er sket, men hvordan det præcis skal opfattes, lader Lars Norén stå hen. Præsten får vistnok sagt, at underet jo er en fysisk umulighed, og lægen får antydet at ligsynet vist ikke har været pålideligt. Det står i hvert fald i Munks tekst, men det druknede her i det iøvrigt smukke sceneri.



Man kan ikke fortænke en ateist som Lars Norén i at lave en tvetydig slutning på 'Ordet', når Munk vitterligt lader muligheden stå åben for en skindøds-forklaring. Det forekommer derfor også lidt besynderligt at Jyllands-Postens anmelder, Henrik Lyding, kalder hele iscenesættelsen for en "ateistisk voldtægt af velspillet Munk-drama". For sagen er, at Munk selv var i tvivl om slutningen. Det samme var Carl Th. Dreyer da han lavede filmatiseringen. Han valgte imidlertid at følge teksten bogstaveligt, da han fik oplyst at der forelå en kladde fra Kaj Munks side, hvoraf fremgik at lægens bemærkning ikke var taget med, og samtidigt fik oplyst, at Munk under en diskussion hvor han var blevet trængt op til et klart svar, havde tilkendegivet at der var tale om et mirakel. Men Dreyer var i tvivl lige til det sidste - og valgte derfor, uden skuespillernes vidende, at optage to versioner af slutscenen.

Sagen er jo i al sin enkelhed, at mirakeltro slet ikke kan kaldes egentlig kristendom. Den er folkereligiøsitet som i vid udstrækning er koblet på kristendommen i og med at der i de evangeliske beretninger om Jesus fortælles at han gjorde underværker. Men disse kan tolkes på forskellig vis og behøver ikke opfattes som overnaturlige, og som hele diskussionen i nyere tid om troen på kødets opstandelse viser, så står der, som udtrykkeligt understreget af P.G. Lindhardt, ingen steder i skriften, at mennesket er lovet et liv efter døden.

Munk-dramaets problematik ligger derfor set med nutidige øjne i modsætningen mellem kristendom og folkereligiøsitet, hvad der igen vil sige mellem kristendommens befrielse fra dødsangsten og folkereligiøsitetens tyrkertro på at troen bogstaveligt kan flytte bjerge og bevirke alle mulige andre ophævelser af de fysiske love, blot denne tro er stærk nok, kommer helt fra hjertet og er blottet for ringeste tvivl.



Munks skuespil bringer for første gang i dansk dramatik en stout grundtvigiansk bonde på scenen over for en fattig skrædder der er langt mere dogmatisk i troen, fordi han tilhører Indremission. Når bonden ikke vil have sin yngste søn gift med skrædderens datter er det lige så meget standshovmod som troshovmod. Hans tro er gammeltestamentlig i den forstand at han betragter sig som en helt igennem retfærdig og gudfrygtig mand som Gud burde give ære og succes i livet. Han er overbevist om at det i sidste ende er Gud der råder, men til daglig er han mand for selv at klare alle problemer. Skrædderen derimod er en ydmyg mand, der ikke er i tvivl om sin fundamentale synd som menneske og derfor ikke ser anden vej til frelse end den absolutte Gudsunderkastelse. En prøvelse fra Gud er i hans øjne det samme som Abrahams prøvelse da Gud bød Abraham at ofre Isak, dvs en prøven på den absolutte lydighed. En prøvelse i Mikkel Borgens øjne har mere menneskelige dimensioner. Den bliver som i Jobs tilfælde en prøve på om man kan bevare troen på Gud og dermed meningen med sit liv - uanset hvilke lidelser, tab og nederlag man udsættes for. Men denne side af stykkets dramatik, forsvinder i Noréns iscenesættelse, allerede fordi missionsmanden gøres uhjælpeligt til grin.

Munks skuespil bringer også det i tiden mellem dramatikerens fødselsår 1898 og hans embedseksamen i 1924 mere og mere påtrængende problem om forholdet mellem tro og videnskab på bane. Fronterne må siges at være trukket klart op. En ateistisk læge, ikke for ingenting kaldt Houen (hoven), der absolut ikke tror på undere af nogen slags, men stoler fuldt og fast på videnskaben og sin egen videnskabelige lægekunst. En ordinær præst, ikke for ingenting kaldt pastor Bandbulle, accepterer ikke brud på naturlovene i vore dage, men henholder sig til hvad der berettes i evangelierne som ekstraordinære éngangsbegivenheder der så at sige blot viste Jesus som ægte Gud i vanlig folkereligiøs forstand. Iøvrigt er han en levebrødspræst der blot har lært lektien udenad. Den indremissionske skrædder tager biblens ord bogstaveligt og tror fuldt og fast på Guds undere, men han betragter det også som et under at mennesker kan blive frelst fra den evige fortabelse ved at erkende deres synd og bekende deres tro på frelseren. Barnet lader Munk have en gennemført naiv tro på at et menneske hun virkeligt kan lide, nemlig Johannes, vil formå at vække hendes elskede mor til live igen som en nærmest selvfølgelig sag. Det er et stærkt kort i Munks spil, fordi det giver Johannes styrken til at handle - efter at han er blevet rask i sindet. Men om det er egentlig barnetro, er et andet spørgsmål. I mit sprog dækker dette begreb i hvert fald noget helt andet, nemlig den umiddelbare vished om at alt står i Gud Faders hånd. Johannes får dog med barnets tillid den tro Munk vil have frem, troen der kommer helt og fuldt fra hjertet uden mindste tvivl og som derfor er i stand til at overvinde døden. Kun den grundtvigianske bonde synes at have en mere moden tro der på intet tidspunkt gør det nødvendigt for ham at underkaste sig en blind guddom, men dog heller ikke frier ham for sit livs store prøvelse: at bevare meningen med livet når nederlagene synes definitive. Han er et stolt menneske der klarer de fleste ting i livet ved sin egen fornuft og viljeskraft. Han har næret store drømme om åndelig vækkelse i sognet - ved hjælp af Johannes, der ikke for ingenting bærer samme navn som Jesu nærmeste discipel. Men han er samtidigt den eneste i stykket der repræsenterer en ægte tro på at alt er Guds vilje.



Lars Norén formår ikke at bringe problemstillingerne i stykket ind på livet af os. 'Ordet' klippes i stykker i hans barske hænder som Ingers barn i læge Houens hænder. Og stykkets ophavsmand overlever ikke behandlingen på hverken den ene eller anden måde, sådan som det sker i Dreyers filmatisering. Fejlen er ikke at Norén har påtaget sig at sætte et stykke op som han fra starten har været imod, for han siger selv at han er bedst til en sådan opgave. Fejlen ligger heller ikke i at han - som han siger i interviewet til programmet - fascineres af hvordan intelligente, følsomme og begavede mennesker "kan få sig til at være troende", for selvom han ikke kan fatte dette, burde det være tilstrækkeligt at han fascineres af spørgsmålet.

Nej, det der må siges at være hovedårsagen til at Lars Norén ikke forløser stykket, er at han efter eget udsagn "bliver aggressiv når mennesker skaber et gudsbegreb", for når han bliver 'aggressiv' over dette, blokeres jo enhver mulighed for dybere forståelse. Han må - som han selv åbent tilstår - ty til omskrivninger af det religiøse til noget ikke-religiøst, og det vil sige til almindelige emotionelle og sociale referencer. Sagen er blot, at det religiøse ikke kan omskrives eller oversættes til noget ikke-religiøst uden at al mening går tabt. For det religiøse ligger på et plan for sig.



Norén lægger ikke skjul på at han forbinder religion direkte med fascisme, dvs med rå magt, men det betyder jo, at han uden ringeste hensyn til historiske kendsgerninger reducerer al religion til ren og skær magtkamp - på trods af at religion i alle kulturer ved siden af en dogmatisk-teologisk og kirkeligt-organisatorisk dimension har haft en åndelig dimension som rækker langt ud over almindelig menneskelig magtkamp og magtbegær. Man kan med samme ret sætte al ideologi eller al politisk tænkning i forbindelse med systematisk magtmisbrug, for der findes ingen menneskelige ideer der ikke kan misbruges til undertrykkelse og ikke er blevet det i historiens gang. Men de findes også brugt til fornuftigere formål. Selv nazismen og kommunismen havde ved siden af sine uhyrlige ensretning og undertrykkelse af anderledestænkende nogle positive og inspirerende aspekter, der forklarer at de overhovedet har kunnet fascinere så mange mennesker. Og hvad islam angår, må man retfærdigvis også påpege at den ikke kan reduceres til fundamentalisme eller islamisme, men har nogle åndelige aspekter som trods alt kunne muliggøre en udvikling hen mod de demokratiske idealer Vesten har - hvis man ellers ville.

Når Norén bruger udtrykket at 'mennesker skaber et gudsbegreb', så røber han netop at han ikke kan se bort fra de dogmatiske formuleringer af gudsforholdet, og at han altså ingen viden har om at gudsbegrebet såvel som fortællingerne om gud og skabelsen er langt ældre end dogmerne. De stammer fra myterne og dermed dybest set fra før-sproglige, billedmæssige lag i psyken som ikke skaber bevidste konstruktioner i hjernen, men ubevidst og uvilkårlig mening i sjælen. Dogmer skyldes de psykiske sekundærprocesser og må altid - uanset om de er religiøse eller ideologiske - betragtes som redskaber i magtkampen om sjælene. Religion kan følgelig kun sammenlignes med fascisme i det omfang åndsaspektet forrådes til fordel for magtaspektet. Jf. iøvrigt artiklen Ånd og virkelighed.

Norén er jo som kunstner og dramatiker naturligvis ikke ubekendt med de skabende kræfter i den menneskelige psyke. Han nævner bl.a. i program-interviewet at han ikke længere som tidligere når han instruerede teater forbereder sig ned til de mindste detaljer. Han nøjes med at læse stykket et antal gange og "så overlader jeg til mit underbevidste at skabe den plads vi skal arbejde på". I et interview med Monna Dithmer i Politiken 18.4. siger han også at han forstår den åndelige længsel i vores stadig mere forbrugsorienterede samfund og den troendes relation til den indre stemme. For ham er det kunstneriske arbejde hernede på gulvet åndeligt. Himlen dækker for ham det guddommelige. Det er et godt ord, for det taler om det som er større end os. (Alle fremhævelser er mine). Men "Hvis nogen siger at Gud er sjælen i det bliver jeg vred".

Med andre ord. Kunstneren Lars Norén véd udmærket hvad det underbevidste, den indre stemme, det åndelige og det guddommelige er. Men ateisten Lars Norén kan - som alle andre ateister - ikke se bort fra at religion rummer reference til en instans som ikke eksisterer i den fysiske virkelighed og som de derfor betragter som ren og skær overtro. Han har som sine ateistiske kolleger ikke kendskab til og vil åbenbart heller ikke have kendskab til at det mytiske sprog har sin mening og berettigelse på et helt andet plan end det rationelle, nemlig det eksistentielle og irrationelle, hvor værdier, kvalitet, sandt og godt har helt andre funktioner, men er lige så reelt virkende som fysiske årsager. Dette kunne der skrives meget mere om, men det er allerede gjort på Jernesalts side, sidst i artiklerne om romantikken og dekonstruktivismen, så det lader vi ligge med henvisninger.



Men konklusionen må nødvendigvis blive at Lars Noréns iscenesættelse af 'Ordet' kuldsejler, fordi stykkets problemstillinger ikke tages alvorligt nok, selvom de skam tages alvorligt. Opførelsen reddes af gode skuespiller-præstationer i de fleste roller, men især af Henning Jensen og Jens Jacob Thychsen i de to store roller som henholdsvis Mikkel Borgen og Johannes, de eneste to der ved siden af Helle Hertz' Mette Marie og Sofie Mai Lin Loo's lille Maren bliver fulde menneskelige skikkelser på scenen og ikke karikaturer eller robotter. Men Henning Jensens Mikkel Borgen svækkes på grund af det manglende miljø. Thychsens Johannes kun af det uforståelige vredesudbrud i 3. akt. Jens Jacob Thychsen er ellers overbevisende, fordi det lykkes ham at transponere den gale Johannes helt over i en verden for sig, hvor han lever sit eget liv, men alligevel samtidigt er i stand til at registrere hvad der foregår i den almindelige verden og at reagere usædvanligt skarpt på det. Det er en præstation på højde med Mille Hoffmeyer Lehfeldts som Eleonora i Strindbergs 'Påske' der for tiden spilles på Skuespilhusets 'Lille Scene'.

Noréns iscenesættelse kan iøvrigt på ingen måde måle sig med Dreyers filmatisering. Men denne er unægteligt også 50 år gammel og skabt for en tid der endnu kunne forstå stykkets møder, modsætninger og begreber. Dette kan teaterpublikummet i dag nok ikke uden særlige forudsætninger. Stykket kan næppe kaldes egentligt tidssvarende i dag. Og det er desværre heller ikke lykkedes Norén at gøre det aktuelt. Iscenesættelsen var værd at se, men det er godt Dreyers filmatisering foreligger på dvd.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Litteratur:

'Ordet' - Det kgl. Teaters program til forestillingen april 2008 -
med interview med instruktøren Lars Norén

Monna Dithmer: Himlen over Norén. Interview med Lars Norén. (Politiken 18.4.08.)
Kaj Munk: Ordet. (Gyldendal.)
Carl Th. Dreyer: Fire film. (Gyldendal. 1964)
Ebbe Neergaard: Dreyer. (Dansk Videnskabs forlag. 1963)

Filmatiseringer af 'Ordet':

1943: Gustaf Molander (SFI) - Manuskript: Rune Lindström
Medvirkende: Victor Sjöström (Knut Borg), Wanda Rothgardt (Inger), Rune Lindström (Johannes), Ludde Gentzel (Skrædder Petterson).
Premiere i Danmark 7.12.45. i 'Palads'.
Historien er omplantet fra Vedersø til Halland,
og grundtvigianismen er blevet til 'schartuaanisme',
en pietisk vækkelsesbevægelse, opkaldt efter præsten Henric Schartau (1757-1825)

1954: Carl Th. Dreyer (Palladium) - Manuskript Carl. Th. Dreyer.
Medvirkende: Henrik Malberg (Morten Borgen), Emil Hass Christensen (Mikkel), Preben Lerdorff Rye (Johannes), Birgitte Federspiel (Inger), Einer Federspiel (Peter Skrædder)
Premiere i 'Dagmar' 10.1. 1955.



Artikler på Jernesalt:

Carl Th. Dreyer
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Grundvigianismen i det 20. århundrede  (13.12.05.)
Ånd og virkelighed



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Artikler om Samfund
Artikler om Litteratur
Artikler om Musik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal