Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - trierantichrist

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.6.09.


Triers Antichrist

Lars von Trier som provokerende filmkunstner
Filmen 'Antichrist'

Prolog
1 - Sorg
2 - Smerte (Kaos hersker)
3 - Fortvivlelse (Kvindemord)
4 - De tre tiggere
Epilog

Problematikken omkring terapi
Hvem er Antikrist?
Kunst som kaosbetvinger
Henvisninger



Lars von Trier som provokerende filmkunstner    
Til toppen  Næste

Lars von Trier er ubestrideligt dansk films største navn, ja, i grunden den eneste der er i stand til at lave film der er dybt fascinerende ved deres tematik og kunstneriske udformning og samtidigt dybt eksistentielt vedkommende, men aldrig entydige eller let forståelige.

Han har som filmmand altid været grænseoverskridende - lige fra årene på filmskolen. Han har dyrket eksperimentet og provokationen systematisk, men som perfektionist også vist at han kan gennemføre selv det mest vovede og krævende filmprojekt med så sikker hånd, at man ikke er i tvivl om at han står inde for resultatet, inklusive alle dets tvetydigheder. Han har af flere grunde opgivet af lave filmen 'Washington' der skulle være sidste del af Dogville-trilogien, men det eneste påbegyndte større projekt han har opgivet er vist nok iscenesættelsen i Bayreuth af Wagners store opera-tetralogi 'Nibelungenringen', som han fik overdraget i 2000 og som skulle have været opført i 2006. Hans detaljerede forarbejde for de fire operaer, scene for scene, er offentliggjort og viste en særdeles original, spændende og fuldt gennemarbejdet 'plan for hele cyklus'en, men han opgav, fordi han til sidst ikke mente at de tekniske krav til planen kunne indfries.

Om det var opgivelse af denne plan eller den dårlige modtagelse af den satiriske og selvironiske film 'Direktøren for det hele' eller noget tredje der førte ham ned i en dyb depression, skal være usagt. Men den var meget dyb. Han klarede den kun gennem piller og terapi - plus sindets og kroppens egen regenerationsevne. Langsomt kom han op til overfladen igen og kunne begynde at tænke på at lave film. Og det blev altså 'Antichrist' hvis titel angiver at ophavsmanden som en anden Nietzsche havde fået dyb antipati mod kristendommen og dens Kristusskikkelse, hvad der måske ikke kan undre, men som nok skal ses i sammenhæng med at manden i sin tid konverterede til katolicismen.

Det helt specielle ved Triers 'Antichrist' er at der ikke - som hos Friedrich Nietzsche - er tale om en glorificering af et atetistisk modstykke til kirkens altdominerende skikkelse og dermed en hyldest til 'overmennesket' (et helt frit menneske), men om en projicering af den arketypiske djævle-figur ud på naturen selv. "Naturen er Satans kirke", hedder en vigtig replik i filmen som kommer fra den kvindelige hovedperson. "Er du klar over hvad du siger?", spørger hendes mand bebrejdende. Og det er hun, for "Man skal ikke undervurdere Eden". 'Eden' eller 'Edens have' er som bekendt navnet på den gode gudsskabte verden som den var før 'syndefaldet', men er i filmen også navnet på de to hovedpersoners fristed, en træhytte langt ude i en stor skov. Hendes replik afslører altså at naturen ikke længere er en paradisisk have, men tværtimod en del af verden der er lige så farlig som mennesket.

Dermed er hele tematikken angivet. Den uberørte natur er for manden og de fleste andre en smuk og tiltrækkende verden uden for den menneskelige kultur, som nok rummer nogle farer man må tage sig i agt for, såsom vilde dyr, men helt overvejende er et fristed og en inspirationskilde som er hævet over sondringen mellem ondt og godt. Men for den kvindelige hovedperson viser naturen sig på grund af visse begivenheder at være blevet farlig. Hun er syg på sjælen - og tillægger naturen egenskaber og kræfter den nøgternt set ikke har i sig selv.



Filmen 'Antichrist'    
Til toppen  Næste

Filmens handling får sit specielle drive ved at skildre en terapeutisk behandling der egentligt er helt utilstedelig. Det er nemlig den syge kvindes egen mand der giver sig i kast med at kurere hende ud fra den opfattelse at hun ikke blot skal medicineres ud af sin angst, men konfronteres direkte med selve det der gør hende angst, så hun efterhånden kan overvinde angsten.

Herved kommer vi dybt ned i et terapiforløb og en konfrontation med angst som må afspejle Lars von Triers egen angst og sygehistorie. Og det er altsammen gjort med største mesterskab, dvs med fuld udnyttelse af de muligheder skuespilkunst, personinstruktion, fotografering, musik og lyd samt endelig klipning giver.

Skuespillerne er Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg der begge har udtalt begejstring over Trier som instruktør, og som begge er de rette til rollerne. Dafoe er en moden, venlig og forstående type, der som terapeut forstår at gå langsomt og trinvist frem. Og Gainsbourg med det lidt særprægede fysiognomi er den mere beherskede, skeptiske og frygtsomme type der lader sig føre et langt stykke hen ad vejen, men til sidst får nok. Det er store præstationer begge yder.

Fotografen er Anthony Dod Mantle der har forstået at udnytte naturens muligheder for både at give indtryk af smukke, stemningsfulde detaljer i en skov og mane uhyggen frem gennem skildringen af kryb og rovdyr. Skoven spiller den allerstørste rolle - og optagelserne er sket et sted i Tyskland med meget større og mere uplejede skove end vi fx kender her i landet.

Musikken er tildelt en særlig stor rolle, fordi prologen, der fortæller grundlaget for hele handlingen, ledsages af en smuk arie fra Händels tragiske opera 'Rinaldo'. Arien hedder 'Lasca ch'io pianga' og gengives i fuld længe på ca. 4½ minut. Den synges meget smukt af operasangeren Tuva Semmingsen til ledsagelse af et lille dansk barokensemble (optaget i Kastelskirken) - og første led bruges også i Epilogen. Oversat til engelsk lyder den sigende tekst (her uden gentagelse):

Let me weep over my cruel fate
And sigh for my lost freedom
And sigh
And sigh for my lost freedom

May the pain shatter the chains
Of my torments just out of mercy

Til denne smukke musik hører imidlertid andre lyde af største virkning, lige fra skovens stille susen og pludselige vindkast over bækkens rislen og lyden af agern der falder ned på taget til skrig samt mere specifikke lydeffekter.



Trier har dedikeret sin film til den store russiske filminstruktør Andrej Tarkovskij (1932-86), der har lavet 'Ivans barndom' (1962), 'Den yderste dom' (1969), 'Solaris' (1972), 'Spejlet' (1974), 'Vandringsmanden' (1979), 'Nostalgia' (1983) og 'Offeret' (1986). De handler om menneskers søgen efter sandheden både i deres indre og i mere eller mindre forbudte zoner i den ydre, ofte ufrie verden. Historie krydser selvbiografi, ligesom religiøse og mystiske emner bliver væsentlige. Specielt 'Spejlet' skal med sin magiske billedstil have inspireret Trier. Denne film har ingen handling i traditionel forstand, men sammenvæver historiske dokumentarklip med familieklip, erindringer og drømme der er en genspejling af instruktørens egen barndom.

'Antichrist' blev som bekendt præsenteret ved filmfestivalen i Cannes i maj måned, og det gik ikke stille af, fordi den menneskesky og pressesky Lars von Trier benyttede de få lejligheder han tillod kontakt til omverdenen til at gøre opmærksom på, at han betragtede sig som verdens bedste filminstruktør, og at han kun ønskede at få tildelt juryens førstepræmie, Guldpalmerne. Dem fik han ikke, så han boykottede den afsluttende galla. Til gengæld nåede han på en enkelt pressekonference at give en britisk journalist en blank afvisning på en anmodning om retfærdiggørelse af filmens mest provokerende klip. Trier skulle absolut ikke retfærdiggøre nogetsomhelst. Han var ikke journalisternes gæst, de var hans. Så journalisten valgte at forlade lokalet i protest.

Men ingen skal tro at Lars von Trier ikke véd hvad han vil, hvad han siger eller hvad han er værd. Folk må tage ham som han er. Og han er bestemt ikke nogen sympatisk person. Men han kan altså lave film der hæver sig over gennemsnittet og er svære at komme udenom, hvis man ønsker eksistentiel filmkunst. Han overskrider helt bevidst nogle grænser, men det er faktisk også nødvendigt for at holde hans ånd i live.



Prolog    
Til toppen  Næste

Til Händels tragiske arie 'Lasca ch'io pianga' har en mand og en kvinde dyb seksuel nærkontakt ved siden af en vaskemaskine der er i fuld gang med at tromle snavsetøj. En mindreårig dreng i et værelse ved siden af vågner, får lågen til tremmesengen op, lister ud og står og kigger lidt på forældrene. Han går tilbage til et bord ved et åbent vindue, kravler op og skubber nogle ting ned på gulvet, herunder tre figurer der bærer navnene: Sorg, Smerte og Fortvivlelse. Udefra ses en bamse komme til syne i vinduet. Derefter drengens ansigt - og til sidst står han i fuld højde oppe i vindueskarmen i anden eller tredje sals højde og kigger sig tilbage, i en slags fryd. Han får overbalance og daler ligesom bamsen langsomt ned i sneen på jorden. Samtidigt får moderen under sit hede samleje orgasme, men idet drengen falder ud af vinduet, vågner hun og bliver klar over hvad der er sket.



Sorg    
Til toppen  Næste

I en lang allé med høje træer føres barnet i en lille kiste til sit gravsted. Moderen besvimer, manden opdager det først da hun ligger ned. Hun føres bort. Han kommer med en buket blomster til hendes sygeleje på hospitalet. Hun synes han lige har været der, men det var i går siger han. Hun har ligget på hospitalet i en måned. Hun husker nu at lægen har fortalt hende at manden vil have hende hjem. Han bekræfter det, for han mener at lægen giver hende for meget medicin, og det er kun sløvende. Hvad hun trænger til er at leve sorgen igennem - og det vil han hjælpe hende med som terapeut. Dog på en utraditionel måde. Det med at tyde drømme bruger psykologer ikke mere. Nej, Freud er jo død, konstaterer hun indforstået.

Hun ironiserer lidt over hans klogskab. Men han mener nok at han har ti gange så megen erfaring som lægen. Hun indvender at en terapeut ikke bør behandle et familiemedlem; det giver han hende ret i generelt, men i dette tilfælde véd han hvad der skal gøres. Hun skal konfronteres med alt det der gør hende bange. Hun vil komme igennem angsten, men han indrømmer at det først vil blive værre for hende.

Hun føler skyld, men han afviser. Hun er ikke mere skyldig end han selv er. Men hun fortæller at hun havde opdaget at drengen godt kunne finde ud af at komme ud af sengen, og at han tit gik rundt om natten. Hun bebrejder ham at han i virkeligheden ikke elsker hende. Han afviser påstanden, men hun hævder at han er ligeglad med både hende og drengen. Om hun kan give eksempler? Ja, sidste sommer, da de var taget op i deres hytte i skoven, tog han hjem for at give hende ro til at skrive. Det var også for at skrive at hun var taget op i hytten, men hun fik ikke skrevet noget.



Hun vågner senere med hyperventilation. Han kommer hurtigt til og hjælper hende med at genvinde kontrollen over sit åndedræt - ved at være rolig og holde vejret et stykke tid efter hver indånding. Ved udåndingen beder han hende forestille sig at hun puster til frø der kan flyve - og hun ser sig selv gøre det ude i den smukke skov i selskab med drengen.

Manden vil have hende til definitivt at holde op med at tage piller - og hun går da også ud på toilettet og hælder hele glassets indhold i closettet. Men pludseligt synker hun grædende sammen på gulvet og banker et par gange hovedet hårdt mod kummen. Han kommer hurtigt til og overmander hende og får hende ind på sengen, men trods hendes blodige ansigt giver han sig til at kneppe hende. Bagefter fortryder han, for det er den slags en terapeut netop ikke må gøre.

Han foreslår at hun nævner de ting hun er bange for - lejligheden, gaden, varehuset eller hvad. Men til hans undren siger hun efter lidt betænkningstid 'skoven'. Han tegner på et stykke papir en trekant og noterer skoven - eller rettere Edens have, deres feriehytte - øverst i feltet som den frygt der er værst for hende. Hun vil dog have plads til en anden frygt ovenover. Han foreslår hende at de tager op til 'Eden'.



De tager toget - og han beder hende mærke sædet under sig. Hun skal slappe helt af og mærke hvordan hun synker ned i det og bliver omsluttet af det. Det er en behagelig følelse. For sit indre ser hun billeder af drengen.

De benytter en bil ud mod skoven, men det sidste stykke til hytten må de vandre med fuld bagage på ryggen. Hun viser sig at være specielt bange for den lille bro de skal over. Men de kommer videre.

De passerer en store rævehule under en væltet træstub. Hun kommer med bemærkninger om et stort udgået egetræ på grunden.



Han laver nogle øvelser for hende. Bl.a. skal hun lægge sig ned og gå i ét med det grønne græs. Han siger, hun vil mærke en behagelig varme - og lykkefølelse. Hun gør som han siger og slapper helt af - og forsvinder i grønheden.

Hun skal også gå fra en sten til en anden for at overvinde sin angst for at træde på græsset med bare fødder. Jeg kan ikke, hævder hun. Jorden brænder. Nej, jorden brænder ikke, hævder han. Men da hun tager sokken af er der røde mærker på fodsålen. Hun gør dog som han vil have; han roser hende og siger at hun skal overvinde sin angst. Den kommer fra hende selv, men hun er helt uenig. Naturen er for hende satans kirke. Er du klar over hvad du siger, spørger han. Hendes svar er, at man ikke skal undervurdere Eden.

Hvad er det egentlig du tror der vil ske her i skoven, spørger han hende. Det ved hun ikke, men hun kan fortælle et hun har hørt en lyd. Et skrig fra alt det der skal dø. Det er sådan angst er, får hun at vide.

Han får selv en særlig oplevelse da han går efter en bevægelse i de store bregner. Mellem nogle træer får han øje på et dådyr, der ser på ham. Han går forsigtigt nærmere og nærmere. Og da det til sidst vender sig om, ser han at en kalv hænger halvt ud af dyrets livmoder.



Smerte - (Kaos hersker)    
Til toppen  Næste

Han går tættere på hendes angst og får hende til at erindre en situation ved hytten hvor barnet kaldte på hende med sin gråd. Hun ledte alle vegne omkring hytten, og lyden blev mere og mere pågående. Til sidst fandt hun drengen siddende stille og roligt og lege inde i stuen.

I nattens regnvejr hører manden noget falde larmende ned på halvtaget i massevis. Hun fortæller ham at det er agern. Han holder en hånd ud af det åbne vindue, men får den overdænget med store runde skovflåter som han må rive af huden.

Han vil tænde ild i pejsen, men har ikke tændstikker nok. Han leder i frakkelommen, men får fat i en kuvert fra Retsmedicinsk institut. Ved obduktionen har lægerne fundet en gammel misdannelse af drengens fødder. Manden går ud og finder nogle fotos med drengen og må konstatere at alle billeder viser, at drengen konsekvent har fået skoene omvendt på.

Parret har samleje.

Dagen efter kommer hun ud på terassen og er glad og veloplagt. Hun siger at hun føler sig helbredt. Men han ser skeptisk ud. Hun viser ham dog at hun ikke længere er bange for at træde på græsset eller gå over broen. Hun tør også gå ud i den rindende bæk.

Hun opdager brevet fra retsmedicinsk institut. Han forklarer sagen og nævner det med skoene. Hun slår det hen med at det har været et enkeltstående tilfælde, men inden i sig ser hun drengen græde over at hun bevidst giver ham skoene forkert på.

På et tidspunkt går hun halvnøgen rundt uden for hytten. Ved en træstamme lægger hun sig ned på ryggen og mastuberer hæftigt.

Han går ud til den store rævehule. Kravler ind i den og begynder at grave i jorden - og frem kommer en krageunge som angriber ham.

Pludseligt mens han går lidt rundt i skoven, ser han en ræv der viser skarpe tænder. Han ser en anden ræv liggende på jorden med blodig mave. Den ser ud til at være bidt til blods med unge i livmoderen. Ræven viser igen tænder - og siger nu 'Kaos regerer'. Man hører ikke blot en stemme sige ordene, men ser ræven bevæge læberne som om ordene kommer fra den. - Dette er det eneste sted i hele filmen der virker kunstigt og helt forkert.



Fortvivlelse - (Kvindemord)    
Til toppen  Næste

På loftet finder han en bog med tekst og billeder om kvindemord (gynocide). På loftsrummets vægge er der store gengivelser af billeder med tortur og afstraffelse af kvinder og hekse - samt et stort stjernebillede med stjernetegnene Sorg, Smerte og Fortvivlelse.

Han blader i bogen, der er håndskrevet, og han konstaterer at skriften på de første mange sider var regelmæssig og letlæselig, men til sidst var blevet mere og mere skødesløs og ulæselig. Det må formodes at være hendes bog om kvindemord og hendes skrift.

En genstand falder ned fra trætoppene. Det er en død og nøgen fugleunge der straks angribes af myrer. En rovfugl slår ned og giver sig til at hakke i ungen.

Stemningen i hytten er blevet ildevarslende. Han indrømmer at han om natten har fået nogle mærkelige drømme.

Hun er også bekymret og siger til ham, at når de tre tiggere viser sig igen, vil en person dø. Han konstaterer for sig selv, at der ikke er nogen stjernehimmel der viser de tre tiggere.



De tre tiggere    
Til toppen  Næste

På et tidspunkt boller de igen - lidt imod hans ønske. Han ligger efterfølgende og slapper af, ja falder i søvn.

Hun ser sig om efter noget hårdt at slå med - og knalder genstanden ned mod hans underliv. Han bevæger sig ikke. Hun tager nu fat i hans erigerede lem og masserer det til udløsning. Der kommer blod.

Hun går beslutsomt ud af hytten og hen til en slibesten og hvæsser først en kniv eller lignende. Derefter løsner hun med en tang møtrikken til akslen, løfter slibestenen af og tager den med ind i huset.

Hun finder en værktøjskasse og et bor med håndsving og giver sig nu til at bore hul gennem hans ene lægmuskel. Hun stikker en finger i det blodige hul for at sikre sig at der er fri passage, og derefter tager hun slibestenen og stikker akslen igennem hullet. Hun sætter møtrikken på og spænder kraftigt efter med tangen. Derefter rejser hun sig og går ud og smider tangen væk.



Han vågner og mærker stærke smerter fra benet og prøver at få møtrikken skruet af. Men forgæves. Han kan lige akkurat nå værktøjskassen og roder i den, men finder ingen tang. Han trækker nu med opbydelse af alle sine kræfter sig selv ud af hytten og over mod rævehulen og ned i den.

Hun kommer tilbage til huset og opdager at han er væk. Hun begynder at råbe efter ham. Hvor er du? Hun leder alle vegne, og hendes råb bliver højere og højere og mere og mere skingert. Til sidst hører hun lyden af en krage eller anden fugl fra rævehulen. Hun opdager at hendes mand ligger derinde og forsøger at skjule sig. Ud med dig! råber hun hysterisk og sparker til hans fod. Da det ikke hjælper, henter hun en spade i redskabsrummet og begynder at grave sig ned til ham oppe fra. Hun får lavet et hul med det resultatet at han nærmest bliver begravet i jord. Hun får ham dog til sidst gravet fri, siger undskyld og begynder at slæbe ham hen til hytten og ind i den.

Hun henter en stor køkkensaks, går ind til ham og beder ham holde om sig. Hun spreder benene, griber saksen og skærer sin clitoris af.

Mens hun sover, prøver han at få møtrikken skruet løs, men forgæves. Men han mærker et gulvbrædt giver efter, slår hul og opdager en tang. Han får sig befriet for slibestenen, men hun vågner - og det kommer til kamp imellem dem.

Til sidst får han hende klemt op af væggen og griber med begge hænder om hendes hals og begynder at kværke hende. Hun gør voldsomt modstand, men han trykker til. Hun må give op - og begynder at ralle.

Han slæber hende udenfor og brænder hende på et interimistisk heksebål.



Epilog    
Til toppen  Næste

Til arien fra Händels 'Rinaldo' vandrer manden haltende af sted væk fra hytten. Filmen er nu igen blevet i gråtoner. Der er afhuggede hænder overalt på skråningerne. Til sidst er der mængder af nøgne lig. Men pludseligt forvandles alt til farver af en grøn skovskråning som en mængde forskelligt klædte kvinder går op ad.....

Slutscenen inden de afsluttende creditsoplysninger minder på en måde om slutningen af Tarkovskijs 'Den yderste dom' der i næsten hele sin længde er fotograferet i sort/hvidt, men slår om i smukke farver til allersidst hvor ikonmaleren langt om længe får fred til at gøre det dommedagsmaleri færdigt som hele filmen har handlet om.



Problematikken omkring terapi    
Til toppen  Næste

Ingen der ser filmen vil være i tvivl om at der er tale om en psykisk syg kvinde der traumatiseres definitivt af sin lille søns død som hun selv bærer en væsentlig del af skylden for. Hun har sandsynligvis været syg i forvejen, siden hun konsekvent har givet drengen skoene forkert på. Om sygdommen er af en art der kun kan behandles effektivt med medicin, kan vi ikke afgøre, men det er til gengæld helt klart at det er aldeles uforsvarligt af ægtemanden at prøve selv at kurere hende med terapi - uanset hans kvalifikationer dertil. En terapeut må som det også udtrykkelig siges i filmen naturligvis ikke behandle et familiemedlem, og det skyldes den simple grund at han ikke kan forholde sig objektivt eller neutralt til et nærstående menneskes sygdom. Så allerede her foreligger der i den filmiske historie et brud på al fornuft.

Men fornuften råder som bekendt ikke altid. Og i dette tilfælde ser vi så også den allerværste konsekvens af den forkerte terapi. Manden ser ud til at have de allerbedste hensigter og går tilsyneladende frem med den fornødne hensyntagen og tålmodighed. Og vi bliver således vidne til en støt fremadskridende proces der længe ser ud til at kunne bringe kvinden over sin angst. Vi aner uråd, da hun pludseligt oplever sig selv som helbredt fordi hun momentant befinder sig godt. Men faktum er at hun får det værre - som manden selv har forudset - men at denne forværring indebærer at hun oparbejder et stigende had til den mand der styrer processen og manipulerer med hende.

Hun er tilsyneladende den følelsesmæssigt mest ustabile og udsatte. Han den mest rolige, nøgterne og afbalancerede. Men det er karakteristisk for den terapi han praktiserer, at han på et tidspunkt foreslår et spil der bytter om på rollerne, så hun bliver den rationelle. Han leger bogstaveligt talt med tændstikkerne og ilden - og opdager for sent at han mister kontrollen over situationen.

På loftskammeret opdager han at hun beskæftiger sig temmelig indgående med tortur og mord på kvinder - og han burde heraf kunne drage den slutning at hun formentlig også går og pønser på hævn på kønnets vegne. Hun betragter - modsat ham selv - naturen som truende, farlig og angstfremkaldende. Samtidigt har begge svært ved at styre deres seksualitet. De benytter den begge som afledningsmanøvre for dybere konfliktstof. Det må nødvendigvis gå galt.



Trier er godt inde i problematikken omkring angst, neuroser, drømme- og billedsymboler samt terapi. Han har styr på hele udviklingsforløbet i filmen såvel som på personinstruktion, billedeffekter og lydeffekter. Han viser stærke billeder af brutale handlinger, og han må siges at forstå at skildre psykiske sider af både en mand og en kvinde som ligger uden for almindelige menneskers erfaring. Nogle tror måske han svælger i blod og sex og angst og had for effekternes skyld. Men det er svært at bestride at han formår at holde én fast på selve historien og tematikken. Er kvinden i filmen så undertrykt at hun nødvendigvis må se manden som en potentiel kvindemorder, seksualdriften som en ren og skær besættelse og naturen som djævelen selv?

Er Antikrist naturen selv, seksualiteten eller manden? Eller er den mon kvinden selv, sådan som Trier behændigt - og bevidst vildledende - får antydet i titlen med kvindesymbolet i det sidste 't'?



Hvem er Antikrist?    
Til toppen  Næste

Det er allerede påpeget, at Antikrist i Triers film næppe som hos Nietzsche kan være en blot og bar ateistisk oprører mod den snævre kristendomsforståelse og -dominans som kendetegnede det 19. århundrede. Men omvendt gælder også at Lars von Trier på en eller anden måde er bundet op på en meget snæver dualistisk forestilling om en kamp mellem det onde og gode, som netop kendetegner kristendommen. Så formentlig skal man se hans konkrete udprojicering af den arketypiske djævleforestilling på seksualiteten som en påstand om at det onde særligt knytter sig til den natur og drift vi ikke kontrollerer og som derfor fremkalder en angst der kan gøre et menneske sygt på sjælen.

Da der i filmen temmelig bastant refereres til middelalderens forestillinger om kvinden som heks og om kvindedrab, hekseforfølgelse og heksebrænding som mandens nemme, men fatale løsning - som filmens mandlige hovedperson endog til sidst ser som eneste udvej - kunne man ledes til den slutning, at Antikrist må være djævelen der i kvindeskikkelse forfører mænd til seksuel eller anden galskab. Men filmen viser tydeligt en kvindes drøm om og udførelse af hævn på manden. Og da Trier i interviews har gjort gældende, at folk der ser filmen som udtryk for hans personlige afsky eller frygt for kvinder ikke véd hvordan kvinder tænker og føler, så må man være forsigtig med sine slutninger. Det kunne jo tænkes, at drømmen om hævn over manden dybest set er en naturlig og almen forestilling hos enhver kvinde der er opmærksom på mænds manipulationer - også hvor de udgiver sig for velmenende terapeuter. Hvem ved?

Formentligt er det fuldt bevidst fra Triers side, at vi ikke skal kunne drage alt for håndfaste slutninger om spørgsmålet, men lade det stå åbent. Antikrist bliver ud fra denne synsvinkel slet ikke en person af det ene eller det andet køn, næppe heller naturen som sådan, men selve den subjektive forestilling der projicerer det onde ud på bestemte fænomener der objektivt set hverken er onde eller gode, men i konkrete tilfælde kan blive henholdvis ondartede eller godartede på grund af omstændighederne og menneskets mere eller mindre sygelige forestillingsevne.

Der er imidlertid noget der hedder konsistensetik, og det er en etik der kræver indre konsistens ud fra kravet om at der skal være overvægt af det gode i ethvert menneskes liv - og en sådan overvægt af det gode kan simpelthen ikke sikres, hvis naturen som sådan, manden som sådan, kvinden som sådan, seksualiteten som sådan, aggressivitetsdriften som sådan eller samfundet som sådant betragtes som ondt. Så enkelt er det - og så svært for nogle!



Kunst som kaosbetvinger    
Til toppen  Næste

Nu forholder det sig imidlertid også sådan at en kunstner som Lars von Trier har en psyke der af den ene eller anden grund ikke er nået til nogen afklaring af spørgmålet om etikken, men som til gengæld - ligesom andre store kunstnere som fx Tarkovskij, Kurosawa, Dreyer, Bergman og Bunuel, eller inden for musikken komponister som Beethoven, Wagner og Mahler - kan betvinge det indre kaos og den indre angst netop ved at skabe kunstværker. Generelt gælder for alle de nævnte, at deres kunsts æstetiske skønhed og eksistentielle værdi ligger i at de formår at give deres værker en form der fastholder problematikken som enhed der ikke falder fra hinanden som splittede dele.

Spørgsmålet er om Lars von Trier formår det samme og om han har formået det med 'Antichrist'. Jeg mener han formår den slags og har formået det i bl.a. Dogville, men at det ikke er lykkedes til fuldkommenhed i 'Antichrist'. Og grunden er at stilen brydes i slutningen af afsnit 3 (Fortvivlelse) med rævens kunstigt virkende udtale af ordene 'Kaos regerer' samt det følgende afsnits meget specielle idé med at lade den angstfyldte, fortvivlede og hadefulde kvinde give sig i kast med noget så ejendommeligt som at tage et bor med håndsving og bore hul i den hadede mands lægben for at fæstne en slibesten på ham.

Man har hørt om folk der får bundet en møllesten om halsen så de kan synke til bunds hvis de smides i vandet, og jeg skal på ingen måde udelukke at der i lægejournaler eller retsprotokoller kan findes eksempler på kvinder der kommer så langt ud at de kan finde på at bruge slibestensmodellen. Sagen er blot at den virker så vildt overdrevet at den tangerer det komiske.

Endelig kunne man pege på at den allersidste sekvens med de mange kvinder i almindeligt farvet tøj der går op ad den smukke skråning måske nok kan opfattes symbolsk som udtryk for at livet går videre og at der er håb - også for kvinderne i verden. Men igen virker sekvensen ikke overbevisende. Og da Trier har dedikeret sin film til minde om Tarkovskij, må det tilføjes at den slags ville Tarkovskij aldrig have fundet på. Der findes ikke tilsvarende stilbrud i hans eller de øvrige nævnte mestres værker.

Trier har til den 4½ minut lange prolog og til den noget kortere epilog valgt Händels meget smukke og sigende arie 'Lasca ch'io pianga' der er af decideret tragisk art. Det skaber store forventninger om en filmisk fortælling på samme tragiske niveau. Og de indfries til og med afsnit 3. Men ikke i afsnit 4.

Lars von Trier er en mesterinstruktør - og han laver stor eksistentielt vedkommende filmkunst på sine neuroser og traumer, men i 'Antichrist' er det efter min mening ikke til fulde lykkedes at skabe en skildring af en alvorlig eksistentiel krise på en så stilsikker måde at der slet ikke kan rejses tvivl om resultatets kunstneriske niveau. Det er bestemt en film der er værd at se og som man ikke ryster af sig lige med det samme. Men Trier synes ikke at kunne komme helt ud over den æstetiske leg med virkemidler og ind i det egentlige tragiske område, hvor både det at have ret og det at være besat hører op - og hvor 'kaos' derfor forvandler sig fra en angstgivende trussel til en uudtømmelig inspirationskilde.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Lars von Trier - Bergman - Kieslowski.



Se nærmere under klik



Links:

Trailer for 'Antichrist'
Filmselskabet Zentropa

Noder til Händels arie 'Lasca ch'io pianga' fra 'Rinaldo'
Teksten til Lasca ch'io pianga' med eng. oversættelse



Relevante artikler på Jernesalt:

Har film og anden kunst et budskab?
- Debatten om Triers 'Antichrist'
  (19.7.09.)
Lars von Trier  (kort karakteristik)
Direktøren for det hele  Trier når han er træls (8.12.06.)
'Manderlay'  (25.6.05.)  Lars von Triers fortsatte Amerika-aversioner
'Dogville' og Lars von Trier Benspænd  om Lars von Triers film om og med Jørgen Leth (31.12.04.)

Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)

Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik)
Nils Malmros  (kort karakteristik)



Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal