Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islam21skovgaard

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.3.21.

Fremragende bog om Muhammad og Islam af dansk islamforsker

Indledning
Muhammads liv ifølge den ældste kilde
De næste tre hundrede år
De kristnes polemiske opfattelse af Muhammad
Sunniernes Muhammad
Shiiternes Muhammad
Sufiernes Muhammad
De koloniserede muslimers Muhammad
Selvstændighedens Muhammad
Islamisterne
Jihadisterne
Skandalerne
Skovgaard-Petersens afsluttende overvejelser
Henvisninger



Indledning    
Til toppen  Næste

"Muhammad er over os. Muhammad har mærket os. Muhammad er iblandt os." - Sådan lyder det i indledningen til religionshistorikeren Jakob Skovgaard-Petersens store værk om "Muslimernes Muhammad - og alle andres" (Gyldendal. 2020).

Det er et så grundigt, velskrevet og fornemt illustreret og opbygget værk om den største af de tre store verdensreligioner og dens profet og historie, at det ubetinget må karakteriseres som et enestående værk der for første gang på dansk giver en glimrende og overskuelig gennemgang af denne religion og dens historie. Og det er gjort med yderste historiske bevidsthed i spørgsmålet om kilder og objektivitet.

Ud fra den grundlæggende opfattelse at en religion ikke er fiks og færdig når grundlæggeren dør, men først skal til at formes, får religionen sin lære, sine love, sine ritualer, sit præsteskab, sin teologi, sine templer og sin kunst, det vil sige alle de institutioner som skaber stabilitet og forudsigelighed i en religion, men som også selv forandres og måske end da reformeres.

Forfatteren understreger at hans værk ikke er en bog om Muhammed som "han virkelig var" (det er der nemlig ikke kilder der kan afgøre), men om Muhammed som han løbende blev i islams historie. Muhammads betydning i dag er resultatet af historiske forandringer, af stabile tolkninger og af nye tolkninger.



I takt med den muslimske indvandring til vestlige lande er den gensidige påvirkning spidset til. Der viser sig at være sprængstof i Muhammad. Men først og fremmest er han vigtig for muslimerne selv. De hverken ejer ham eller er enige om ham. Men den interne muslimske kamp om profeten er efter Skovgaards mening alt for vigtig at overlade til muslimerne eller antimuslimerne. Der skal solidt historisk håndværk til for at skille sandhed fra såvel skønmaleri som fjendebillede.

Udgangspunktet for opbygningen af Skovgaards bog er fortolkernes og fortolkningernes historie. Kun gennem dem kender vi profeten. Der foreligger hverken samtidige kilder eller sikre levn (fortidige, fysiske efterladenskaber, herunder også skriftlige beretninger). Muhammad har altid været 'nogens' via udlægning. Vægten i bogen lægges på en række nøglebegivenheder og temaer. Og bogen er skrevet for at fremme en relevant islamologisk viden og dannelse om Muhammad og islam.

Skovgaard-Petersen må siges at have haft de allerbedste forudsætninger for at skrive værket. Han er mag.art. i religionshistorie, opvokset i et kristent-humanistisk miljø. Begge forældre var historikere. Han valgte i 1981 at studere fremmede religioner, rejste i de følgende år meget i flere muslimske lande, valgte sunni-islam (den mest udbredte gren af islam)som speciale, blev ansat ved Københavns Universitet og underviste i islamiske studier. Han var 2005-06 (midt under krisen omkring Muhammad-tegningerne) direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, og måtte som sådan i egyptiske medier prøve at forklare publikationen af tegningerne, men han har også lang erfaring i at undervise unge muslimer i islam.

Jeg har valgt en meget grundig gennemgang af såvel kernen i muslimernes tro som de vigtige grene eller retninger den efterhånden er blevet opdelt i og som i nutiden er blevet ikke blot et problem for omgivelserne, men en direkte trussel mod vestlige demokratier. Jeg undlader med fuldt overlæg at bringe alt for mange navne - og jeg springer af pladshensyn helt over de i sig selv spændende kapitler om teatrets og massemediernes Muhammad.



Muhammads liv ifølge den ældste kilde    
Til toppen  Næste

Først giver Skovgaard en kort skildring af profeten Muhammads liv som den beskrives i den ældste version. Vi kommer som allerede nævnt aldrig til at vide synderligt meget om den historiske Muhammad. For alle de tidligere kilder er nedskrevet adskillige generationer efter hans død, ligesom antallet af detaljer synes af vokse med afstanden til hans død. Vi kan derfor hverken verificere eller falsificere oplysningerne.

Ibn Abdallah Muhammad - som han fulde navn er - blev født omkring år 570 i Medina i en af denne bys største slægter Quraish, både moderen og faderen døde mens han var barn, så han voksede op hos farfaderen og senere hos farbroderen. Som ung blev han hyret til at lede karavaner for den rige enke Khadidja, som han 25 år gammel blev gift med og fik syv børn med.

I år 610 får han som 40 årig sin første åbenbaring fra Gud; en engel viser sig for ham i en grotte og siger til ham at han skal stifte en ny religion. Hans hustru bliver den første der får budskabet og som tilslutter sig den nye religion. Åbenbaringerne bliver flere - undertiden kaster de ham til jorden. Men i den første tid holder han sine prædikener hemmelige. Men stormændene bliver efterhånden hans fjender. Muhammad angriber flerguderiet i byen, han forkynder at der kun er én Gud, nemlig Allah. Og at der vil komme en dommens dag.

I 616 vandrer Muhammed med en stor del af sit følge i eksil til Etiopien; det regnes for den første udvandring (hijra). Da han senere vender tilbage til Mekka opfordrer slægtoverhovedet Quraish ham til at lave mirakler for at vise at han er en sand profet. Men en ny åbenbaring fører ham til at udtale sig positivt om tre af Mekkas gudinder. Han siger de er Allahs døtre. Men englen Gabriel bebrejder ham at han gengiver vers der er indgivet ham af Satan. Det får ham siden til at forfægte Guds enhed kompromisløst, men selve versene forbliver et stridspunkt i islam, og kaldes 'de sataniske vers' - de blev ligefrem strøget i nogle udgaver af Koranen.

År 621 skete det store mirakel - kaldet natte- og himmelrejsen - hvor Muhammad bliver hentet af Gabriel og ført til himmels.

År 622 udvandrer menigheden fra Mekka - og det blev den store forandring i Muhammads og muslimernes situation. Året 622 er begyndelsen for den islamiske tidsregning. Bede-retningen for muslimerne bliver nu Mekka (med Kaabaen, den store kubeformede bygning) og ikke som hidtil Jerusalem. Muhammad indleder et opgør med sine gamle modstandere i Mekka. Hans stamme udstyrer en større hær, og han vinder slaget mod Mekka, skønt mekkanernes hær er størst. Da Khadidaj dør, får Muhammad flere koner, men den han elsker højst er Aisha. På grund af en halskæde der bliver væk, men genfindes, går der rygter om hendes utroskab, men en åbenbaring viser at hun er uskyldig.

Mekkanerne rejser sig igen mod Muhammad, men i 628 bliver der våbenhvile på hårde betingelser for Muhammad. Aftalen brydes, og nu rykker Muhammad med en hær ind i byen og rydder Kaabaen for gudebilleder, som han dermed gjorde til islams centrale helligdom. Muhammad blev Arabiens stærke mand. Muslimernes pilgrimsfærd er siden gået til Mekka. Men et par måneder senere i år 632 blev profeten syg og udåndede i Aishas skød.

Straks kom Muhammads nye religion i krise. Det var - med Skovgaard-Petersens ord - hans lederskab og vision der havde skabt det nye samfund, og det var ham Gud havde talt til og instrueret om stort og småt. Mange af hans tilhængere kom fra små kår og havde ikke på nogen måde været forberedt på situationen. Men uanset at de savnede ham, måtte livet gå videre.



De næste 300 år efter Muhammad    
Til toppen  Næste

Samme nat Muhammad døde blev der afholdt en rådslagning, og her blev Abu Bakr valgt til hans efterfølger med titlen kalif. Han døde to år efter og blev afløst af Umar (634-44) og efter ham kom Uthman (644-656). Men nu blev det klart, at muslimerne var delt. På den ene side Ali og hans tilhængere, på den anden side Mekkas store familier under Muawija foruden en tredje gruppe der myrdede Ali i 661. Muawija blev den stærke mand og overtog kalifværdigheden. I 680 led Alis søn Hussein martyrdøden ved et slag på Kerbala-sletten i Irak.

I 740'erne var der oprør i den østlige del af riget. Abbasiderne, opkaldt efter profetens onkel al-Abbas, dannede et nyt dynasti og grundlagde Bagdad, som omkring 800 blev verdens største by under kaliffen Haru al-Rashid. Der opstod mindre riger rundt omkring, herunder et shiamuslimsk rige 969-1171. Og Bagdad blev afbrændt i 1258. Den politisk enhed var gået tabt, men befolkningens majoritet var muslimer, og en islamisk kultur med egne institutioner, ritualer leveregler, lærdom og kunst blev skabt.

De tre vigtigste kilder til den islamiske religion er Koranen (samlingen af profetens åbenbaringer), siraen (litteraturen om profetens liv) og hadith (overleveringen om hvad profeten har gjort og sagt).

Koranen er ifølge muslimsk tradition åbenbaret i specifik historisk situation og på et specifikt sprog, nemlig arabisk. Men da den betragtes som Guds tale er den på samme tid 'evig' og 'timelig'. Det timelige går på det historiske og tidsbestemte, det evige på det der er hævet over det målelige. Det skal her udtrykkeligt påpeges - for egen regning - at denne sondring kan gøres for alle religioners vedkommende, men at den er af nyere dato, fordi det store flertal af religionstilhængere gennem tiderne altid har været tilbøjelige til at tage det der stod i deres hellige skrifter helt bogstaveligt. Muhammads karriere og liv spiller en vigtig rolle for placeringen og fortolkningen af det enkelte koranvers, men til forskel fra Bibelen er Koranen ikke kronologisk opbygget. Den har 114 kapitler, der kaldes surer (flertal af sura) og disse er af traditionen blevet tidsmæssigt placeret enten i Mekka eller i Medina.

Skovgaard påpeger at den muslimske tradition fastholder at Koranen som den foreligger i dag er den fejlfrie gengivelse af Guds åbenbaring, for det var Guds vilje at den bedste version blev standard. Skovgaard tager det som et glimrende eksempel på at en religions tilhængere ikke vil slippe forestillingen om at en åbenbaring ikke er et historisk fænomen.

I dag er der stor enighed om at Koranen som den foreligger i dag i alt væsentlig har fået sin form ved slutningen af det 7. århundrede. Muhammad er modtageren af budskabet. Men han er faktisk kun nævnt ved navn fire gange i Koranen. Den Muhammad som Gud i sine åbenbaringer henvender sig til gennemgår mange omvæltninger og kriser. Koranen trøster ham, opildner ham, oplyser og kritiserer ham enkelte gange. Han fremstod altså ikke som en fejlfri person der altid kender svarene.

Muhammad bliver udsat for prøvelser og foragt. Han bliver beskyldt for at være troldmand, digter eller sandsiger, og han opfordres til at gøre mirakler. Men han er først og fremmest klar til at påtage sig den rolle Gud har lagt på hans skuldre.

Den vestlige islamvidenskabelige tradition har holdt sig temmelig skeptisk til troværdigheden af kæderne af hjemmelsmænd til disse siraer, når det drejer sig om Muhammads gøren og laden. De fleste forskere er dog enige om at menighederne 200 år efter Muhammads død har haft et ret fast billede af hans person og liv.

Siraen står i slående kontrast til Koranen. Hvor Koranen angiveligt er Guds tale, er siraen et varieret kor af mennesker. Hvor koranen moraliserer og uddrager en lære, giver siraen ofte flere versioner med forskellige udfald og moraler. Og hvor Koranen er karrig med navne på steder, personer og datoer, myldrer de frem i siraen. Den gengiver somme tider at Muhammad bliver spurgt om meningen med et koranvers, og det udlægger han så. Siraen er derfor forløber for den koranfortolkning, der fra ca. år 900 udvikler sig som videnskabelig disciplin i islam og kaldes 'tafsir'. Siraen giver således den sammenhæng som Koran-verset skal forstås i. Og den Muhammad der ses i sira-litteraturen, er en Muhammad med en forhistorie.

Mange af beretningerne før og omkring Muhammads fødsel er mirakuløse og synes at skulle bekræfte at Gud virkelig har udvalgt Muhammad som sin profet, ligesom historien om den bogstavelige udtagelse og renselse af Muhammads hjerte giver mindelser om en indvielse i andre religioner.

Samtlige siraværker går kort hen over Muhammads ungdom, kun hans første hustru, Khadidja, tildeles en vis interesser. Tiden i Medina optager klart mere plads i alle siraværker; Muhammads slag og togter er det der fylder allermest. Fordrivelsen af to jødiske stammer og massakren på en tredje ser den vigtigste sira-version som en ganske rimelig udvikling, der blev kendt som 'Medina-Konstitutionen' (der altså ikke er en forfatning, men en konstituering af det muslimske samfund).

Den tredje af de centrale kilder til islam er hadith-samlingerne. En hadith er en kort beretning om noget Muhammad har sagt eller gjort og som derfor har autoritativ status i islamisk teologi og jura (bemærk at juraen er nøje knyttet til teologien i islam). En hadith har to led: beretningen selv, og den kæde af hjemmelsmænd som har videregivet den.

De vigtigste hadith-samlinger er organiseret tematisk, hvert kapitel belyser et rituelt, teologisk eller juridisk spørgsmål. De store samlinger er blevet til omkring midten af 800-tallet. Det er værd at notere, at den muslimske tradition ifølge Skovgaard i det store og hele har ment at forfatterne til disse autoritative hadith-samlinger evnede at si de falske beretninger fra, så alt hvad de rummer faktisk går tilbage til profeten selv. Men vestlige forskere har siden 1880'erne, hvor kildekritikken for alvor slog igennem, gennemgående afvist at kæden af hjemmelsmænd (isnad) skulle bevise at den enkelte rapport går tilbage til Muhammad. Men uanset hvad man måtte mene, må man anerkende hadithernes autoricitet i den islamiske tradition.

Det billede der tegnes af Muhammad i hadith-litteraturen er først og fremmest et billede af en myndig og autoritativ person der instruerede i hvordan man i den nye tro skulle tænke, mene og handle, og hvilken mad man måtte spise, og dernæst advarede imod selviskhed, samt prædikede beskedenhed, enkelhed og andre civile dyder. Muhammad arbejdede på at opbygge en socialt engageret, solidarisk og offervillig menighed, og som profet er han i stand til at se hvad andre ikke kan se.

En hadith som igennem århundreder skulle få stor betydning er Allahs udsagn: "Den som ser mig i en drøm, vil også se mig i vågen tilstand. Satan kan ikke tage min skikkelse."

I perioden 632 til 850 opstår således ifølge Skovgaard et stort og ekspanderende islamisk rige, hvor der tydeligt sker en udvikling i synet på Muhammad.



De kristnes polemiske opfattelse af Muhammad    
Til toppen  Næste

De ikke-muslimske kilder til Muhammads liv går længere tilbage end de muslimske, faktisk omtrent tilbage til Muhammads egen tid. De er ofte negative og foragtelige i holdningen til Muhammad. Men omvendt er de muslimske kilder jo positive og forsvarende, og begge dele må historikerne tage i betragtning.

I spørgsmålet om hvem muslimernes Muhammad efterhånden blev er det klart at forsvaret mod de vantros, først og fremmest de kristnes anklager spiller en væsentlig rolle i den muslimske litteratur. Sådan var det i 800-tallets Bagdad, og sådan er det igen i moderne tid.

Vestlige historikere er efterhånden kommet til det resultat at den organisering af materialet der lægger en overordnet fortolkning over historien er af senere dato. Den stammer fra hadith-samlingen, siraen og de senere historiske fremstillinger, og den er en decideret frelseshistorien, altså et budskab om at Muhammad er Guds profet, at Koranen er Guds ord og at muslimerne er Guds udvalgte, som en dag vil blive frelst. Frelseshistorien er med andre ord en efterrationalisering.

Islam udviklede sig i lighed med andre religioner langsommere end dens tilhængere ville være ved. Religionen var ikke fiks og færdig ved Muhammads død. Der har været en lang, formativ periode hvor religionen kan have set meget anderledes ud end senere muslimske forfattere troede.

De ikke-muslimske (kristne) kilder så muslimerne som de invaderende og blodtørstige folk med dårlige manerer. De kristne så gennemgående muslimernes erobringerne som en kolossal ulykke og fortolker dem som en straf eller prøvelse fra Herren. Ofte blev erobringerne sat ind i en apokalyptisk sammenhæng som et tegn på dommedag. Men først og fremmest så de kristne forfattere islam og muslimerne som en religion og nogle mennesker med verdslig succes, og dette var for dem i sig selv et bevis for at deres religion var jordisk og ikke guddommelig. For de kristne var muslimerne og deres religion en form for primitiv monoteisme. Muslimer afviste - ligesom jøderne - 'den nye pagt', hvor Jesus var Guds søn.

De ikke-muslimske kilder er helt på det rene med at islam har en stifter i Muhammad. Og de er gennemgående også indforstået med at Muhammad og hans folk nedstammer fra Abraham og Ismael. Og de ser ham som en genopliver af Abrahams konsekvente monoteisme og som en fjende af hedenskab og afgudsdyrkelse.



I imperiets hovedstad Bagdad florerede polemikken om Muhammad versus Jesus. Polemik var noget de kristne havde bedrevet længe før islams opståen, så muslimer havde noget at lære.

Religionerne blev ikke alene holdt op mod hinanden, de kom til at ligne hinanden. For debat føres altid på bestemte præmisser. Man er nødt til at have en idé om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Og man må have en vis konsensus om hvordan man ræsonnerer. Og her kom grækerne ind i billedet. De havde for længst udviklet logik og retorik, måden at fremføre og gendrive påstande på. De kristne var trænet i det, men undervejs havde deres forståelse af religionens lære, ja af Gud selv, også undergået forandring.

Både jødedommen og kristendommen var forlængst blevet hellenistiske, dvs dele af den fællesgræske kultur der fulgte efter Alexander den Stores død i 323 f.K. og varede frem til romertiden ved Konstantin den Stores død 423 e.K., og nu blev det muslimernes tur til at gå den hårde vej fra åbenbaringens ord og siraens tidlige tolkninger til forsøg på logiske forklaringer og udarbejdelse af en systematisk teologi. Bagdad blev hjemstedet for det hele.

Et af de emner man diskuterede var mirakler. I 800-tallet diskuterer muslimer og kristne hvis mirakler der er bedst. For de tidlige kristne kritikere er Muhammads mirakler af lavere rang end Jesu. Men man havde også polemikker om monoteisme - og om afgudsdyrkelse. Samt om Muhammads mange giftermål og forhold til kvinder.



Allerede i 710 invaderede muslimerne Den iberiske halvø, dvs den pyrenæiske halvø med Spanien, Portugal, Gibraltar og Andorra. Her i 'al-Andalus' voksede en lærdoms-kultur frem i flere byer, særligt Córdoba, og forbindelsen til Nordafrika var tæt. Her debaterede muslimer, kristne og jøder. Og herfra blev middelalderens Europa bekendt med islam og Muhammad. De muslimske kommentarer og udbygninger af den græske videnskab blev nu oversat videre til latin og spredtes i Europa. Den først oversættelse af Koranen til latin blev til.

Tager man middelalderens største teologer fra de tre religioner - araberen Al-Ghazzali, grækeren Maimonides og latineren Thomas Aquina - har de sprog, begreber og i et vist omfang metafysik til fælles - og de senere teologer kender dem. Hvad de ikke har til fælles er Muhammad. Man identificerede ham med figurer og tildragelse i den profetiske tradition og den apokalyptiske litteratur. Og en større polemisk litteratur udviklede sig på begge sider

I starten af 1200-tallet overføres den polemiske litteratur til det latinske Europa, hvor nye genrer kommer til. Der er både folkelige dæmoniseringer og pseudohistoriske fremstillinger, hvor oplysningen som en integreret del af den muslimske tradition fremdrages selektivt for at chokere et fromt kristent publikum med emner som polygami og skilsmisser. Men det latinske Europa var sig bevidst om at leve i periferien langt fra de rigdomme som Orienten repræsenterede. Verdens centrum var på dette tidspunkt Jerusalem.



Sunniernes Muhammad    
Til toppen  Næste

Først efter den abbasidiske revolution i 750 kom den nedskrevne litteratur om Muhammad i siraen og hadith-samlingerne. Loven og teologien skulle nu legitimeres med citater - ligesom Koranens vers skulle forstås ud fra den situation Muhammad befandt sig i efter åbenbaringerne. Kendskabet til hvad Muhammad havde sagt og gjort var nu forudsætningen for at afgøre om en handling eller tanke var religiøst acceptabel. Selve ordet 'sunna' betyder den rette måde at gøre ting på og betød nu i praksis profetens måde at gøre tingene på. Flertallet af muslimer kaldte sig derfor sunnier.

Islam hviler på fem søjler: troen, bønnen, fasten, skatten og pilgrimsfærden. Men da Islam er noget man udfører, betragtes også troen som en handling, nemlig den konkrete handling at sige trossætningerne "Der er ingen gud uden Gud" og "Muhammad er Guds sendebud".

Koranen tilskynder mange gange til at man udfører disse pligtige handlinger, men intet sted i bogen står de samlet som fem søjler. Koranen giver heller ikke mange angivelser på hvad man præcis skal gøre. Dér må man følge Muhammads eksempel. I de praktisk orienterede kapitler kan man læse alt om hvad Muhammad sagde om bønnen, renselsen før bønnen, hvor mange bønner man skal sige m.v. Materialet er så stort at muslimske lærde har fremført hadither mod hinanden om forskellige spørgsmål. Men fra den abbasidiske revolution 750 var man blandt sunnimuslimerne overordnet enige om at man skulle efterleve profetens eksempel ned i mindste detalje. At følge profetens anvisning er at leve et liv i sunna - det kaldes med et latinsk udtryk 'institutio Muhammadi'.

I 700 og 800-tallet kom de sunnimuslimske retsskoler til. Det havde formentligt stået på i generationer. Grundlæggernes og deres disciples værker var mere metodiske end Muhammads, og de rummer den grundlæggende jura.

Alligevel var der en vekselvikning med andre religioner og kulturer, og de førte til mange uenigheder. I Bagdad var der folk ved hoffet og i intellektuelle cirkler som så ud over den islamiske tradition og oversatte fra andre traditioner. Og der var kristne som polemiserede mod islam og profeten. Snart også en intern muslimsk diskussion, for også muslimer var nu blevet dyrkere af græsk videnskab, filosofi og logik.

I 833 kom der en kalif som gjorde de nye tanker til den officielle ideologi og havde det teologiske synspunkt at Koranen måtte være skabt, eftersom kun én Gud er evig. Hadithfolket ville intet have med filosofi og rationalisme at gøre, men ville i stedet følge profetens eksempel i praksis. Hvis der var noget der stred mod logik, filosofi og videnskab, måtte det efter deres mening stadig være noget man skulle tro uden forklaring. Denne splittelse mellem "rationalister" og "hadithfolk" er blusset op på nye måder i det 20. og 21. årh.

For 700-1200 tallets rationalister og filosoffer var problemet ikke om Muhammad havde lavet mirakler nok i forhold til andre, men hvad disse mirakler skulle tjene til. Andre filosoffer så religionen og dens profet som afgørende for de menneskelige samfund. Folk havde brug for Guds lov og orden for at kunne leve fredeligt sammen.

Den nye diskussion fjernede fokus fra Muhammad og fik den over på profetien og dens plads i verden og i Guds plan. Den udtalte præmis var at en profet var karakteriseret ved syndsfriheden.

Sunnierne fulgte profeten i stort og småt. Profeten havde været som en far for dem. Denne ledsagelse førte Muhammads disciple videre til deres disciple. Det centrale blev dermed selve den gentagne handling, vanen eller rutinen.

Fra omkring år 1000 kommer der kompendier, en ny type, utroligt omfangsrig og detaljeret sira - der kan ses som produktet af en ny lærdomskultur; også en ny institution al-madrasa, kollegiet, oprettet som en stiftelse, finansieret af rigmænd. Men der var nu også en voksende gruppe som kunne læse og skrive, bl.a. fordi papir havde erstattet pergament. Madrasaen blomstrer i Egypten og Syrien, særligt 1250-1516



Kalifatet var væk, ledertitlen var nu sultan (hersker). Men Muhammad er stadig central. Han bliver indbegrebet af velopdragenhed med sin renhed og regelmæssighed, sin enkle og ærlige facon, sin modvilje mod det opstyltede og forlorne.

De vigtigste værker om Muhammad blev skrevet i Damaskus, en vigtig provinsby i det mamlukiske rige, hvis hovedstad var Cairo.

Ibn Taymiyya og Ibn al-Qayyim var to af de vigtigste teologer og jurister i middelalderen. Ibn al-Qayyims fembindsværk 'Rejseprovisionen' om Muhammad som rettesnor for livet - blev senere publiceret som "Den profetiske medicin". Rejseprovisionen havde sin særlige fortolkning af hændelsen med Aishas perlekæde: Profeten havde naturligvis viden om Aishas uskyld, men åbenbaringen kom til ham for at styrke hans tålmodighed, stålsathed, mildhed og gudsfortrøstning. Aishas renhed er vigtig for sunnimuslimerne. For Ibn Taymiyya var de sataniske vers ikke problematiske - for de viser at Profeten ikke var syndfri, men beskyttet mod at forblive i synden.



Shiiternes Muhammad    
Til toppen  Næste

Da europæerne med fornyet styrke og selvtillid fra renæssancen og frem begyndte at rejse i den muslimske verden var det de mere følelseladede former for islam hos shia-muslimerne eller shiiterne de kom til at bevidne og skrive hjem om. Og da europæerne i 1800-tallet går skridet videre og invaderer militært er det disse former for islam de kommer op imod.

I shia-muslimerne rettes mange af de stærke følelser mod imamerne, dvs lederne af bønnen; for shiitismen nedstammer de første 12 ledere i lige linje fra Ali. Muhammad er blevet en stamfader. Ingen imam uden Muhammad, men heller ingen adgang for mennesker til profeten uden gennem imanerne.

Koranen siger igen og igen at man skal nævne eller ihukomme Guds navne, den alvidende, den almægtige, den barmhjertige, den vise osv. for blot at nævte nogle af de 99 navne for Gud der optræder i Koranen og kaldes 'de skønneste navne'. En muslimsk bedekæde har typisk 33 perler. Når man for hver perle har citeret en bøn tre gange, har man påkaldt alle Guds 99 navne. Men også Muhammad har mange forskellige navne i Koranen, omfattet med som samme ønmhed. Også Muhammads navne kunne man ved gentagelser få op på 99, det er 'de ædle navne'.

Muhammad kaldes 'profeternes segl', fordi han er den sidste profet. Det er ham muslimernes følelser retter sig imod. Kærligheden til profeten begynder at vokse fra omkring år 1200. De mange navne og recitationer er ikke bare forstandsarbejde, men også følelses-oparbejdelse.



Omkring 10 % af verdens muslimer er i dag shiamuslimer. Shia-islam har siden år 1500 været statsreligion i Iran, og der er væsentlige shiamuslimske befolkningsgrupper i Golfen, Irak, Pakistan, Indien og Østafrika.

Abu Bakr blev Muhammads rette efterfølger = kalif - efter en rådslagning blandt de troende. Denne rådslagning kom med tiden til at stå som et ideal for mange. Men et mindretal - shiah Ali (Alis parti) opfattede det som et kup; de anså Muhammads fætter og svigersøn Ali, som de troendes imam.

Da Ali senere kom til magten, måtte han nedkæmpe en ret stor modstand fra folk i Medina. De to hære mødtes i 656 ved det såkaldte "kamelslag". Fem år senere blev Ali myrdet. Da hans søn Hussein tyve år senere forsøgte at rejse en opstand mod en umayyadisk kalif (i Ummayyade-dynastiet), blev hans tropper brutalt slået ned på Kerbela-sletten i Irak. Og Husseins afhuggede hoved ført som trofæ til kaliffen i Damaskus. Kerbela kaldes ofte for 'Islams Golgatha'. Husseins martyrium ved Kerbela blev fikspunkt for fortolkninger, følelser og forestillinger. I shiasmuslimske ritualer mindes massakren også som de troendes svigt. Den årlige markering er præget af sorg og selvbebrejdelser.

Men det tager generationer for religiøse begivenheder og åbenbaringer at blive omdannet til teologi. Det gælder også Kerbela. Den shiamuslimske troslære tager først form i 1900-tallet.

I den shiitiske teolog er imamerne meget mere end politiske ledere og lovgivere - de er menneskehedens vejledere. De alene har kendskabet til den usynlige verden, og de alene forstår Koranens dybere betydning som er skjult for alle andre.

Dog først efter 872 at en shiitisk teologi/jura tager form (via fortolkning og videregivelse), og det er på dette tidspunkt der opstår en særlig klasse af shiitiske lærde (ulama).

Med tiden får de shiitiske ulama endog endnu mere magt end de sunni-muslimske. Som oftest er den politiske magt nemlig ikke på shiamuslimske hænder, men de lærde ulama opretholder troen og dens institutioner. Det bliver de lærde man betaler skat til. Og dem der bruger pengene til velgørenhed og fællesskaber. Deres autoritet bliver på den måde både verdslig og religiøs (stat og religion bliver ét).

Imamerne er kilden til forståelse af såvel Koranen som Muhammads liv. De har derfor også deres egen hadith-samling. Deres handlinger og udtalelser er autoritative. Og ligesom profeten selv er de fri for synd.



I Muhammads historie indskydes hele tiden Ali. Ali er det eneste menneske der er født inde i Kaabaen. Han var også med til at indvie den første moské. Ali stod Muhammad bi i den vanskelige tid i Mekka. Ali gjorde sin fætter en offervillig tjeneste da han lagde sig i Muhammads seng den nat hvor profeten endelig forlod Mekka og indledte sin hijra (udvandring) til Medina. Da forfølgerne opdagede at de var blevet narret, overfaldt de Ali.

Efter sin sidste valfart og kort før sin død udpeger Muhammad ved en lille oase Ghadir Khumm til sin efterfølger. Profeten talte længe med Ali lige før han mistede bevidstheden. "Profeten lærte mig tusind porte af indsigt, en indsigt om hvad jeg skal gøre med Guds vilje". Ashias had til Ali går tilbage til affæren med halskæden.

Sunni-muslimerne kom til at dominere talmæssigt, militært og politisk. Men de shiamuslimske islæt i islamisk kunst og videnskab er stort. Fra ismailierne - en gren af shia - er der udsprunget mange andre grene af islam, heribland alawitterne og druserne i hhv. Libanon og Syrien.

Men de shiitiske sekter var uglesete - de kaldtes ekstremister (ghulat). De måtte være forsigtige uden for deres eget område. De lærte forstillelsens kunst (taqiyya) - det jesuiterne i den katolske kirke kaldte 'det indre forbehold'. Med indførelse af Ali som Muhammads nærmeste støtte og udpegede efterfølger ændrer siraen markant karakter. Den er byggestenen i en ny og anderledes teologi hvor Gud kastede sit lys fra evigheden på Muhammad og hans efterfølger og derved både blev årsagen til skabelsen og vejen til frelse.



Sufiernes Muhammad    
Til toppen  Næste

Sufismen er samlet om gudserfaring. Den er baseret på overbevisningen om at det er muligt for den enkelte troende at opleve det guddommelige, og at dette mål er det eneste meningsfulde at stræbe efter her på jorden - for den der tror. Og det er ikke alle der har den fornødne tro. Man må lægge alt det jordiske fra sig, rense 'sin sjæls spejl' for syndige tanker og følelser, så Herren kan se sig selv 'afspejlet i sin skabning'.

Sufismen er den islamiske variant af den mystiske tradition, som vi også kender inden for de andre store religioner.

Det mest brugte billede af sufien er en vejfarende (sulik) på en livslang rejse til Gud, hvor han har skåret båndene over til det der holdt ham fast i hjemmet og verden. På persisk hedder en sufi en derwish, og på arabisk en faquir, begge ord betyder en fattig.

Sufien har sagt farvel til et borgerlig liv og bruger tiden på bønner og askese

Det mest udbredte ritual for sufir er 'ihukommelsen' hvor man messer Guds skønne navne igen og igen og tømmer sindet for alt andet. Gradvist ånder man navnene ind og ud for til sidst at mærke pulsen selv hamre det vigtigste navn af dem alle 'Allah, Allah'. Dette kan betragtes som en slags meditationsmetode.

Sådanne dedikerede troende har formentlige eksisteret omtrent fra islams begyndelse, men de først kendte navn dukker op i 700- og 800-tallet. Vi kender legender om deres askese og undere.

Men ligesom med kollegiet (madrasaen) og retsskolen sker der i 1100-1200-tallet en gradvis institutionalisering. Store mestre får disciple og bliver kendt for en bestemt metode eller vej, tariqa, og med tiden bliver disse veje til store ordener, hver med deres variant af af ritualet 'dhirk' og hver med deres måde at videregive ordenens erfaringer fra mester (sheik) til discipel. Som hos de lærde skal disciplen holde sig til sin mester, betro ham alt, tjene ham i alt.

Ordenerne spreder sig på den måde som netværk over den muslimske verden - og faktisk langt videre (til fx Afrika og Sydøstasien)



Fra omkring 1300 og til omkring 1900 er sufismen en ret dominerende religionsform. Sufismens store fester er offentlige begivenheder. Dens store familier er magtfulde samfundsmedlemmer. I de store byer får de store institutioner.

For sufierne er historien om hjerterenselsen selve indvielsen. Den må begynde med en bortrenselse af alt ondt, så sufien bliver modtagelig for Guds åbenbaring. Det kræver nemlig ikke bare hjerne, men også hjerte. Hvor de lærde dyrker lærdommen, dyrker sufien indsigter som Gud giver til sine udvalgte, og som sidder i hjertet.

Muhammad selv var analfabet, og hans analfabetisme er for sufien både beviset for åbenbaringernes autenticitet og for lærdommens begræsning. Åbenbaringer fremkommer ikke ved viden eller analyse. Profetens skønhed, ærlighed, venlighed, ydmyghed og simple liv er rettesnor for sufismen. Muhammads gøren og laden som leder, hærfører og politiker er dermed af sekundær betydning, for det var bare handling i verden. Muhammad er derimod den store mester.

Sufier elsker en hadith hvor profeten efter et slag sagde: "Vi har fuldbyrdet den lille jihad. Nu forestår den store jihad imod os selv" - det vil jo netop sige at krigen mod andre erstattes af krigen med egoet og selviskheden.

Kaster man sig ind i den kamp er der ingen grænser for hvad der kan ske, for Gud udvirker mirakler. Det viser siraen igen og igen, og for sufien kulminerer Muhammads liv i natte- og himmelrejsen. Den viser både Guds nåde og den helt anden verden.

Som andre mystikere har sufismen sammenfattet deres rejse mod Gud i et antal stadier, typisk syv, som de gennem egne ritualer og asketiske anstrengelser - og Guds nåde - skal gennemrejse, og den ender foran Guds trone og Guds åsyn. Natte- og himmelrejsen markeres af alle muslimer en gang om året.

Da Muhammads himmelrejse allerede fandt sted i Mekka, har sufien ikke samme idé om at hans Medinatid overgår Mekka-tiden. At søge Gud gennem Muhammad er at lade ånden rejse tilbage til sin skaber. Muhammad var et lys der eksisterede før skabelsen. For sufismen er miraklernes tid ikke forbi. Der er ikke blot profetens store mirakler. Men også sufi-muslimernes store og små undere som løbende finder sted.



For sufien er verden beåndet. Der er en usynlig verden som virker ind i den synlige, men som kun trænede sufier kan se og agere i. I den usynlige verden virker ganske vidst forbandelser og misundelse, men det gør også ædle følelser, velsignelse og amuletter (genstande der beskytter mod trolddom). Velsignelsen er en kraft som mestrene besidder.

Sufiernes kæde af hjemmelsmænd er en række af sheiker. Al al-Baits gravsteder er fordelt i Medina og Irak, Damaskus og Cairos og er genstand for såvel shiamuslimsk som sufisk valfart. Valfarten og bønnen var gennem århundreder for et stort flertal af muslimer en central del af deres religion. Sufi-litteraturen lægger vægt på faste i ramadanen + de fem daglige bønner.

Rifa-iya-ordenens stiftelsesmyte siger at profeten ikke er død i sin grav, men stadig er virksom for dem der evner at komme i kontakt med ham. Alt lys, indsigt og legitimitet kommer fra Muhammad. Profetens fødselsdag bliver fra 1200-tallet det mest følelsesladede ritual.



Nu følger fra Skovgaards side et historiske rids op til moderne tid med safavider, osmanner, moguler og ashraf. Fra 1500 til 1900 tegnes den overordnede politiske og religiøse udvikling af "Krudtimperiet" (der var baseret på den nye militære teknologi), og af Ashraf-dynastiet (familie der nedstammer fra profeten og 1400-1500 fik magten i Mekka, Yemen og Marokko).

Men samtidig ses en reaktion som både er anti-sufi, anti-shia og anti-arabisk, nemlig den wahhabitiske bevægelse på Den arabiske halvø. Det er en puritansk vækkelsesbevægelse som mobiliserede beduiner og småstadsboere til et højere religiøst mål; de kaldte sig dyrkere af Guds enhed (altså ren monoteisme)

I begyndelsen af 1800-tallet angreb og ødelagde denne bevægelse de store shiamuslimke helligdomme i det sydlige Irak - og erobrede Medina. For alle verdens øvrige muslimer var der tale om en uhyggelig og intolerant sekt - wahhabismen (opkaldt efter Muhammad ibn Abd al-Wahhab - 1703-1792)

Den tidlige wahhabistiske stat blev nedkæmpet af osmannene i 1818, men dukkede op igen. Og i begyndelsen af det 20. årh. lykkedes det ibn Saud (1874-1959) at genskabe og udvide staten som i 1932 blev udråbt til kongedømmet Saudi-Arabien.

I den wahhabitiske sira er Ali ikke længere den første mandsperson der tilslutter sig Muhammad. Til gengæld skildres Abu Bahr som en retledt kalif.

En mere militant Muhammad dukker op, markedsført af damasceneren ibn Taymiyya som senere skulle blive helt for islamister, salafister og jihadister.

En ny folkelig Muhammad har også indtage scenen, han er ikke statsmand eller general, men repræsentant for det guddommelige. Han er undernes, nådens og lysets Muhammad. Profeten er nu det perfekte menneske (al-insan al-kamil).



De koloniserede muslimers Muhammad    
Til toppen  Næste

Nu gennemgår Skovgaard det muslimske møde med den europæiske magt og modernitet i perioden 1800-1945

Over hele verden lever muslimer i dag i stater og samfund der i alt væsentlig er blevet formet af den europæiske ekspansion, hvad end de blev kolonier eller de indførte europæiske rådgivere, teknologier og uddannelser for at undgå at blive koloni. De muslimske samfund har i høj grad undergået politiske, sociale og religiøse omvæltninger, der dramatisk har ført dem ind i moderniteten. Det sørgede europæerne for.

Den muslimske verden blev erobret på et tidspunkt hvor europæernes egen religion - kristendommen - var i bevægelse.

Det naturvidenskabelige gennembrud, lægevidenskabens opdagelser, opfindelser og opbygning fører allerede i 16-1700-tallet til en tænkning som enten ignorerer eller i nogle tilfælde anfægter kristen dogmatik - det var de rationalistiske og romantiske strømninger, reformjødedommen, bibelkritikken og den historiske metode. Kristendommen er nu ikke længere den naturlige og uimodsagte verdens-forklaring. Men kristne mobiliserer nu på nye måder for deres tro med vækkelsesbevægelser, indre mission og ydre mission.

Den muslimske verden bliver genstand for både imperialisme og mission.



Men i 1798 sker der noget. Napoleon Bonaparte (1769-1821) indledte kun ni år efter den store franske revolutionen sit felttog mod Egypten med det formål at ramme Storbritanniens handel og interesser i Indien. Han gik den 2. juli i land ved Alexandria. Og han udsendte straks et specielt opråb til det egyptiske folk: "Der er ingen gud ud over Gud", et klart udtryk for monoteisme. Reelt kundgjorde general Bonaparte her for hele det egyptiske folk, at "Det franske samfund i Egypten er blevet behandlet tarveligt og nedladende. Nu er straffens time kommet. Nu har universets herre, Den almægtige, besluttet at sætte en stopper for disse mamlukkers korrupte levevis. Jeg er kommet for at give jer jeres rettigheder tilbage. Jeg tjener Gud - og agter hans profet Muhammad og den ærværdige Koran." (Mamlukkerne var magtfulde slavesoldater).

Skovgaard-Petersen kalder dette opråb en overvældende vigtig tekst i verdenshistorien. Den udtrykker mødet mellem Den franske Revolutions ideer og den muslimske verden sådan som franskmændene forestiller sig den var. Opråbet er skrevet for at få folk til ikke at sætte sig op mod besættelsesmagten, men gøre et forsøg på at passe Egypten ind i en ny ramme. De rige mamlukker skulle væltes, og et folk befries.

Den gensidige bekrigelse, handel og udveksling mellem Europa og Mellemøsten ændrede sig fra 1600-tallet i europæisk favør. Opdagelsen af Amerika og søvejen til Asien, etableringen af handelsstationer i Østen, gjorde det muslimske Mellemøsten perifert. Udviklingen førte til stadigt voksende involvering i fjerne landes interne anliggender og i 1800 tallet til en egentlig kolonisering, dvs politisk kontrol, beslaglæggelse af jord, tilflytning af kolonister.

Slaveriet blev ophævet, men værnepligten og lønslaveriet indført. Kvinderne kom i stort tal ud på arbejdsmarkedet. De få riger der var forblevet uafhængige blev nationalstater. I 1900-tallet således Tyrket med Atatürk og Iran med Rega Shah

I den muslimske verden blev modernisering oplevet som europæisering. Folk søgte at holde fast ved ting de kendte og værdsatte, herunder religionen. Men de gjorde det på nye måder og ændrede i virkeligheden også religionen

Den klassiske retsudøvelser, centreret om en dommer, blev afløst af europæisk retssystem med appelret, anklager og forsvarer, og man indførte civil- og straffelove formuleret i paragraffer og artikler. I uddannelsesystemet tabte de lærde terræn.

Den muslimsk modernisme var en form for europæisk sekularisering. Religionen blev for en del marginal. Der kom konkurrende ideologier og rivalisering. Islam blev en blandt flere verdensforklaringer. Det er den historiske proces vi kalder sekularisering, ikke at forveksle med den rent holdsmæssige eller ideologisk sekularisme. Islam kom til at indtage rollen som symbol for kulturel modstand mod europæiseringen.



Ca 1880 dukker en islamisk reformisme op - med budskabet om at islam i sin sande form harmonerer med nutidens værdier og normer. Det var så at sige et spirituelt budskab til hele menneskeheden.

I 1872 begyndte udgivelsen af 'The Spirit of Islam og the Life and Teaching of Muhammad', skrevet af juristen Syed Ameer Ali (1849-1923), der selv er formet af det britiske uddannelses-system. Første del er en sira, anden del (1902) et forsvar for Muhammad og hans religion. Ameer Ali har et ganske andet historiesyn end de hidtidige kilder. For ham er det klart at verden bevæger sig fra primitiv livsform mod civilisation. Verden er ikke i et kontinuerlige forfald fra åbenbaring til dommedag, men en opadgående bevægelse i historien - et bestandigt fremskridt

Det centrale værk i den islamiske reformisme er Muhammad Abduhs "Budskabet om Guds Enhed" (1897). Abduhs strategi er et oplysningsprojekt - han var en fornuftens stemme. Muslimer må rense deres islam for overtro og tradition og føre den tilbage til den ånd der prægede den i udgangspunktet. For Abduh er ideen om fremskridt, udvikling, civilisaton lige så naturlige som for Ali. Der ligger ingen dommedag forud, muslimerne er blot sakket agterud.

"Budskabet om Guds enhed" fremhæver åbenbaring og inspiraton som en genvej til erkendelse. Abduh fremstiller Muhammad som "et menneske som jer". Han er ikke noget særligt, men lader sig lede til den opgave Gud har stillet ham. Det er en slags "protestantisk etik" hvor man arbejder hårdt og samvittighedsfuldt for at virkeliggøre det kald man har fået af Gud. Abduh er ikke ligefrem demokrat, men han er retsstatsmand. Og denne idé om islam som garanti for retsstaten bliver senere overtaget af islamismen.



Fredsforhandlingerne efter 1. verdenskrig endte med at Frankrig og England fik yderligere muslimske landområder som mandater under Folkeforbundet. Der blev de områder som skulle forberedes til selvstændighed. Den egyptiske befolkning reagerede i marts 1919 med generalstrejke. Den egyptiske delegation blev til et politisk parti Wafd. Og det vandt det første valg på sloganet "Religionen er for Gud, men landet for alle"



1930'erne prægedes af verdenskrigen, fascismen, kommunismen og radikaliseringen. I 1933 publicerede Muhammad Husayn Haykal (1888-1956) bogen "Muhammads liv", det 20. århundredes vigtigste biografi om det store menneske Muhammad. Haykal var jurist, en af de tidligste forfattere på arabisk. Han var også politiker og avisredaktør, og en livslang kritiker af de religiøse lærde, ulama. Han havde studeret i Frankrig og tilhørte Egyptens europæisk-kultiverede elite og var barn af århundredskiftets videnskabs-begejstring. Han endte med at formulere en ny forståelse af Muhammad. Haykal en af grundlæggerne af et andet stort pari og var også fortaler for 'faraonismen' - en egyptisk form for nationalisme.

Haykal blev overraskende eksponent for drejningen mod islam eller den første islamiske vækkelse. Bogen om "Muhammads liv" var en moderne bog om en stor mand. Indledningen rummer et heftigt angreb på vestlige orientalister og kristne missionærers fordrejninger og nedgørelse af profeten. Samtidigt angreb han den klassiske islamiske sira med dens usædvanlige mirakler, og han fordømte de forstokkede nutidige ulama. Han fik dermed introduceret vestlig historisk metode som et antikolonialt emancipationsprojekt. Haykal ser primært profeten som en reformator - og en fredens mand. De vestlige orientalister var hans skydeskive. Og det gjorde hans bog populær.

Fra 1930'erne er billedet af orientalister entydigt negativt i den arabiske verden. For Haykal handler det ikke om et dogmatisk spørgsmål om en profet kan fejle, men derimod om Muhammads menneskelige karakter. Muhammads natte- og himmelrejse betød at Muhammad rummede hele universet i sin ånd.

Haykal finder efter den positivistiske Comte en ny helt, nemlig Henri Bergson der ser evolutionen som spirituel. Haykal var klar over at europæerne efter verdenskrigen havde vendt sig bort fra materialisme og positivisme - og søgte efte orientalsk viden. Profeten kunne noget som ingen andre kunne. Og som har med ånd at gøre. Ånd var nøgleordet for Haykal.

Men Muhammad har sin egen verden og målestok. Det centrale er ikke hans mirakler, men hans budskab og det store arbejde han lægger i at kultivere menneskene i sin samtid og tale til fremtidens menneske. Dette budskab er evigt og samtidigt mere og mere til tiden som menneskeheden avancerer i sin civilisation. For nu er civilisation, udvikling, ånd og fremskridt nøgleord.



Selvstændighedens Muhammad    
Til toppen  Næste

Indtil slutningen af 1900-tallet var Egypten det land hvorfra de kulturelle strømninger udgik til muslimske lande. Haykals Muhammad-biografi blev oversat til andre muslimske sprog og blev en kommerciel succes. Andre biografier fulgte efter

Med 2. verdenskrig blev enkelte muslimske kolonier uafhængige. Indonesien 1945, Pakistan 1947, Algeriet i 1962 og Golflandene i 1971. Men det blev ikke én stor solidarisk islamisk blok. Nogle stater allierede sig med USA, andre mod Sovjet. Nogle stater blev monarkier, andre republikker. Nogle stater fandt olie og fik råd til velfærd. Andre nationaliserede privat ejendom og optog lån til velfærden.

De fleste nye ledere var modernister. Religion var ikke deres første prioritet. Islam spillede typisk en beskeden rolle i 1950'erne, hvad der dog ændrede sig med den islamiske vækkelse fra 1970'erne. Det var ikke længere europæerne man var oppe imod - det var hinanden. Der kom politisk og kulturel kamp om hvilken vej de ny stater og samfund skulle gå. Muhammad var dog stadig det ideale menneske for de fleste borgere

Mange af de nye stater kaldte sig socialistiske, og der var da også ligheder med Sovjet, men staterne lå ikke under for den ateistiske sovjetkommunisme. Islam var et nationalt kendemærke. Eksponenten for den nye tid, Egyptens unge og dynamiske præsident Gamel Abdel Nasser, der herskede 1954-1970, kaldte sin ideologi for arabisk socialisme med islam som komponent. Men kolonialismens pluralisme blev afløst af en statsdirigeret "folket vilje". Egyptens største avis al-Ahram (Pyramiden) blev nationaliseret. Her fik alle progressive og visionære journalister og forfattere lov til at boltre sig.

Kvinderne kommer i højere grad i skole og på universitetet. På Universitet i Cairo kunne kvinder få en højere uddannelse. De skulle også spille en større rolle i samfundslivet. I nogle republikker indførtes til islamisternes store fortrydelse kvindelig valgret/valgbarhed. Vanskeligere blev reformer af familielovgivningen. Der blev taget forsigtige skridt med minimums giftealder og ægteskabskontakter. Men polygamiet forblev udbredt.

Tre store forfattere forsvarede Muhammads ægteskabelige dispositioner, og så dem ikke som udtryk for kødeligt begær, men for politisk kalkule. Kvindelige skribenter kritiserede deres samtids religiøse autoriteter og patriarkalisme.

I 1959 udkom en bog om profetens hustru, og senere også bøger om hans døtre og mor. Muhammad sås nu som et menneske med en tung skæbne, men han havde fået kønsdriften tilbage.



Den arabiske verdens mest berømte forfatter Naguib Nahfouz (1911-2006), der i 1988 fik Nobelprisen, udgav bogen "Børn af vor gyde!", den første moderne arabiske roman. Socialrealismen er væk, men fattigdommen og kummeren står tilbage. Det kvarter i Cairo der skildres er præget af bander som afpresser de handlende. Historien er en parafrase af en koranisk fortælling som muslimerne kender, nemlig om skabelsen af Adam, hvor Gud beordrer englen til at bøje sig for ham. Iblis nægter og forstødes for sin opsætsighed. Han er djævelen der til evig tid er fordømt til at lokke menneskene i synd. Romanen handler derefter om gydens store skikkelse som kæmper for at forbedre tingenes tilstand, men hver gang kun gør det kortvarigt. Det er reformatoren Arafa (navnet betyder viden) og han synes at repræsentere videnskaben. I et interview røbede forfatteren at Arafa var den videnskabelige socialisme.

Da Mahfouz modtog Nobelprisen i 1988 blussede alle uenigheder op igen. Den islamiske vækkelse kom i fuld gang. Islamisternes lod sig ikke kue. Det blev kun værre af at Salman Rushdie udgav De sataniske vers.

Profeten Muhammad skal nu også leve op til en ny tids idealer - nu dirigeret af en ny statslig etik. Den ideelle borger skal være anti-imperialist, men samtidig en loyal og lydig borger i den moderne, progressive tid. Profeten bliver indforskrevet i den statslige opdragelse. Det er ikke hans fromhed eller tro der fremdrages, men hans sociale attitude. Bag skolens borgerliggørelse af profeten ligger mange af regimernes angst for hans revolutionære potentiale. Og dem der kan drage nytte af dette er islamisterne og jihadisterne.



Islamisternes muhammad    
Til toppen  Næste

Sætningen "Islam er både religion og stat" kan ikke spores længere tilbage end 1800-tallet, men den opsummerer en bestemt politisk forståelse af islam og en idé om en moderne stat. Ja, sætningen blev det politiske slagord i 1939 for den gryende islamisme. Der er muslimer der er helt enige i sætningens politiske forståelse af islam. Men der er også muslimer der ikke er enig i at islam skulle være en isme, en politisk ideologi.

Islamister er enige om at stat og samfund skal være islamisk organiserede, men de er uenige om hvordan, og med tiden har den islamistiske bevægelse da også udviklet sig i forskellige retninger. Nogle islamister ser islam som et socialistisk systen. Andre ser islam som et kapitalistisk system, baseret på privat ejendomsret og banker der ikke tager rente. Nogle islamister grundlægger politiske partier og deltager i parlamentarisk arbejde mens andre er principielt antidemokratiske.

Den sunnimuslimske gren er centreret om Det Muslimske Broderskab i Egypten og Syrien - og en tilsvarende bevægelse i Britisk India/Pakistan. Den lidt yngre shia-islamisme opstod i 1950'erne og er i dag statsideologi i Iran.

Den positivt stemte skolelærer al-Banna (1906-1949) grundlagde som 22-årig den hurtigt voksende moderne bevægelse Det Muslimske Broderskab. Det missionerede blandt muslimer som ikke var stærke nok i troen og var voldsomt kritisk over for de kristne missionærer. Broderskabet kopierede de kristnes strategi ved at arbejde med børn og unge. Det organiserede spejderkorps og afholdt sommerlejre.

I sin berømteste tale på Broderskabets kongres i 1939 fastslår al-Banna at Broderskabet på én gang er et missionsselskab, en politisk struktur, en sunnivej, et erhvervsforetagende, en idrætsforening og en social ideologi.

Helhedstænkning, aktivisme og mission, dette er for al-Banna essensen af islam, den yngste og mest dynamiske af de tre åbenbaringsreligioner. For ham og for islamismen er islam noget man skal arbejde for at realisere, individuelt og kollektivt. Islam er budskabet om orden og retfærdighed for de mange. Islam er et altomfattende system som bør inspirere den enkelte, lede fællesskabet og organisere samfundet. Islamismen er altså ideologien om den rette samfundsorden.

Al-Banna så sig selv som en profetisk skikkelse der skal lede de sande troende. Han tålte dårligt kritik og havde en række opgør med folk i bevægelsen. Men først og fremmest var al-Banna en dygtig organisator. Det Muslimske Broderskab var ingen intellektuel studiekreds, men en massebevægelse med mange former for aktiviteter - sociale, politiske og økonomiske.



Broderskabet havde under 2. verdenskrig opbygget en hemmelig militær styrke der i 1947 udførte et attentat på premierministeren hvor al-Banna blev myrdet. Bevægelsen blev forbudt, senere tilladt igen. Men i 1952 igen forbudt og opløst af oberst Nasser der tog magten i 1954. Den forenede Arabiske Republik blev oprettet med Nasser som præsident. Nasser var herefter også præsident i Syrien. Broderskabet søgte at overleve i eksil i Golfen. - Efter staten Israels oprettelse forsvarer islamistiske og jihadistiske forfattere ofte åbenlyst Muhammads fordrivelse af jøderne som det rigtige. Den nutidige kamp mod kolonimagten og imperialismen afløses af en evig kamp mod korsfarerideologien og zionismen. Sayyed Qutb blev henretter i Egypten i 1966 for at deltage i en konspiration mod staten og Nasser. For Broderskabet blev han herved en martyr. Men han udviklede en mere radikal version af islamismen. Den radikale Hizb-ut-Tahrir er fortsat i Qutbs antidemokratiske spor.

I 1979 blev shahen af Iran væltet ved en revolution. Islamisterne tog hurtigt magten - de var selvfølgelig shia-muslimer. I en forfatning proklameredes Den Islamiske Republik Iran med en øverste religiøs/juridisk leder over præsidenten og den lovgivende magt. Ayatollah Khomenei (1900-1989) var den første der indtog denne øverste post. Han havde i 1970 skitseret statens indretning i "Den retslærdes herredømme". Ali Shariati (1933-77) skrev kort før sin død et længere essay "Abraham, budbringeren og budskabet" - i hovedsagen er det et forsøg på at argumentere for Guds eksistens for moderne mennesker. Budbringeren (Muhammad) er mindre interessant. For han var inkompetent, ja uvidende. Muhammad var kulturelt og civilisatorisk blank. Men netop dette gav ham mulighed for at udvikle sin særlige fordomsfrie og ikke-fordømmende forståelse af andre mennesker. Disse temaer bliver indarbejdet i Den islamiske Republik af Khomenei.

Islamismen er en moderne politisk ideologi som har sin egen nation - ummaen eller det islamiske samfund - hvis interesser her i verden den hævder at varetage. Som andre nationer har den idealiserede myter om sin glorværdige fortid, ikke mindst grundlæggeren Muhammad som skabte den retfærdige stat, den stærke stat.

Islamismen er antivestlig, både på det politiske og det kulturelle plan. Europas indflydelse på de lokale eliter og deres livsstil betragtes som kalkuleret fordærvelse. Islamismen kritiser den blinde, tankeløse kopiering (taqlid).

Det er denne vestliggørelse af samfundet islamisterne prøver at vinde på. Det gælder om at finde tilbage til muslimernes egen islamiske kultur. Muhammad ses som en jævn mand med de rette instinkter og en sund mistro over for pomp og pragt. Muslimerne kæmper stadig med "den indre kolonisering".



Jihadisternes Muhammad    
Til toppen  Næste

Jihadismens udvikling begynder med den radikale islamisme i 1950'erne, men med tiden blev den en militant ideologi, som anser krigen for kulminationen af Muhammads karriere - og jihad for en pligt for enhver sand muslim. Denne tolkning har jihadisterne omsat i praksis med faktiske togter og krige, og ofte terrorhandlinger.

Sayyed Qutb (1906-66), egyptisk litterat og skønånd, fik i 1948 et stipendium til at studere forholdet mellem religion og skole i USA, Og her var det en chokerende oplevelse for den konservative mand at være vidne til amerikanernes nye musik og dans og frie forhold mellem kønnene, selv i kirkeligt regi. Europæisk kolonisation var ved at blive afløst af amerikansk kulturimperialisme i form af amerikanske produkter og amerikansk livsstil. Kampen for frigørelse skulle først nu til at begynde.

Da Qutb kom hjem sluttede han sig til Det Muslimske Broderskab og deltog kort efter i de frie officerers kup mod den dynamiske oberst Nasser der tog magten i 1954. Broderskabet blev forbudt, og Qutb henrettet i 1966, han brugte de mange år i fængsel til at udtænke en radikal islamisme. Han skrev en korankommentar (tafsir) med titlen "I Koranens skygge" 1958. I denne skygge er livet ikke klart og let, men stort, dramatisk og heroisk. I modsætning til klassiske tafsir-værker anser han hver sura for at være en helhed med et bestemt overordnet budskab: Gud bygger op, men det sker gennem det program han lægger for Muhammad selv. Og dette program er eksistentielt.

Den enkelte muslim står i et eksistentielt valg. Enten at leve videre som hykler eller vælge hijra (udvandringen, selverkendelsen). Koranen er hverken en lovbog eller en bønnebog, men et krav. Muslimerne befinder sig endnu i Mekka - i svaghedens tilstand. Det eneste der betyder noget er lydighed over for Gud. Dette er en radikalisering i forhold til islamisternes traditionelle tænkning. Qutb er en erklæret og principiel antidemokrat.

Profetens tid er for Qutb ikke fortid, men nutid, altså en mytisk tid. Der er stadig afguder og tyranner, og stadig krige der skal kæmpes. Qutb ser jihad med sværdet som en legitim og nødvendig krig mod de vantro. Qutbs form for jihad sigter mod at befri alle ikke-muslimer for de undertrykkende afguder og tyranner. Krig for troen er en uomgængelig del af sand islam. Døden i kamp - martyriet - det endelige mål.



I 1970'erne kommer der grupper der inspireret af Qutb prøvede at isolere sig for det omgivende samfund - og begå røverier, togter. Den berømteste gruppe kaldte sig 'Jihad', og det lykkedes den i 1981 at myrde præsident Anwar al-Sadat.

Jihadgruppen blev optrævlet, lederne hængt, og mange emigrerede til Afghanistan. I Pakistan opstod al-Queda, en jihadistisk internationale, ledet af sauderen Osama bin Laden. De saudiske salafi-jihadister udgør en voldelige yderfløj af en bred puritansk bevægelse. De ønsker at leve i rene samfund.



Da Irak i 1990 invaderede Kuwait reagerede det saudiske styre med at invitere amerikanske tropper ind i landet. Osama bin Laden fordømte det kraftigt og indledte en kampagne mod kongefamilien som snart indbefattede terrorangreb i landet. Fra 1998 rettede al-Queda også terrorangreb mod USA. 11. sept. 2001 kom det store angreb mod New York og Washington, hvor mere end 3.000 blev dræbt. I en kuffert fandt man flere eksemplarer af et dokument med nøje instruktion om hvordan aktion skulle forberedes og planlægges. Hver handling skulle ledsages af bestemt påkaldelse af Gud, og jihadister skulle være i en tilstand af rolig, afklaret Gudsfortrøstning. Aktionen skulle være en moderne version af et af profetens togter.

USA svarede igen på angrebet ved at kræve Osama bin Laden og de andre implicerede udleveret fra Afghanistan. Da det ikke skete, invaderede USA og en større koalition Afghanistan og nedkæmpede al Queda. Lederen undslap, men blev i 2009 dræbt i Pakistan ved en hemmelig mission.

I 2014 blev en ny stat udråbt i den nordirakiske by Mosul som en islamisk stat (IS). Abu Bahr al-Quraishi al-Baghdadi udråbte sig til kalif. Staten lå hen over det østlige Syrien og det vestlige Irak. Snart var der andre jihadistiske grupper der svor troskab til Abu Bahr. En stor koalition med USA som den førende sluttede sig sammen mod IS. I 2019 mistede IS sine sidste rester af territorier i Irak og Syrien og Abu Bahr blev dræbt.

"Muhammads tid er omme, profeternes æra er ovre. Menneskene må efterleve profeternes budskaber efter bedste evne", lød det. IS er optaget af Gud selv og dommens dag. Og de bruger megen tid på at udtrykke had til andre muslimer. Mens kampen for selvstændighed var ledet af sekularistiske nationalister, så opponerer de radikale islamister mod en fredssøgende fortolkning.



Skandalernes Muhammad    
Til toppen  Næste

Siden 1990 er den europæiske offentlighed og den mellemøstlige offentlighed med mellemrum stødt sammen. Det skyldes først og fremmest den muslimske indvandring til Vesten siden 2. verdenskrig - parallelt med afkoloniseringen af de muslimske stater. De to vigtigste kolonimagter Storbritannien og Frankrig var de første lande der fik en stor muslimsk indvandrerbefolkning.

Netop forholdet mellem tidligere kolonilande og tidligere kolonimagter er det tema der udspillet og analyseres i Salman Rushdies roman "De sataniske vers" fra 1985. Hovedhistorien handler om to indere som falder ned med et fly fra Bombay netop som det lægger an til landing i London. De overlever mirakuløst og viser sig at være inkarnationen af hhv. ærkeenglen Gabriel og Satan.

Salman Rushdie leger elegant med siraens elementer og ordner dem så de to Mekka-kapitler bliver til en kommentar til bogens hovedhistorie hvor de to indere bliver spændt ud mellem forskellige versioner af britisk og indisk chauvinisme og islamisk puritanisme. Som helhed er bogen en afvisning af dens slags 'ædle' og 'rene' identiteter og et indlæg for det urene og blandede, det kosmopolitiske og komplekse.

Historien om de sataniske vers, hvor Muhammad midlertidigt går på kompromis med den seksuelle renhed, bliver i Rushdies version til en sjælekamp i profeten selv, som også tager kunstnerisk kvælertag på kilden til hans åbenbaringerne, Gibreel. Samidig er de sataniske vers også alle de små fordrejninger som notaren Salman indfører i Koranen. Og Baals indfald mod luderne i bordellet, bliver til et større satanisk teaterstykke.

I resten af bogen dukker der flere sataniske vers op, fx når Saladin Chamka bruger sin utrolige stemme i telefonen til at udgive sig for folk som appellerer til det laveste i de personer han ringer til - en moderne version af Djævelens fristende hvisken (waswasa) i Koranen.

Mennesket har begær og drifter, Djævlen kender og udnytter dem, og digteren bekender og beskriver dem i vers. Hvorimod profeter, præster, nationalister og puritanere benægter og undertrykker dem. Profeten er den rene, hvor mennesker er syndige og urene. I Rushdies optik afspejler det islamisters og salafisters syn på alt menneskeligt. Notaren Salman Perseren (Rushdies alter ego) må erkende at når verden vil have renhed, får den tvang og frygt.

De sataniske vers rummer også et portræt af en imam i London som aldrig kommer ud af sin støvede lejlighed - det er modelleret over ayatollah Khomeini. 'Jahiliyya' er netop det ord radikale islamister bruger om den gudløse samtid. Ordet refererer egentlig til 'barberiets tid', dvs tiden før Muhammad.

Sammenlignet med Mahfouz' roman 'Børn af gyden' er der slående forskelle. Mahfouz' profet er en idealist som alles forhåbninger knyttes til. Rushdies profet er en realist, et magtmenneske som alle i Jahiliyya er bange for. I Mahfouz' roman er det Gud der er tyran og Mohammad der er oprøreren. I Rushdies er det Muhammad der er tyran, og digteren der er oprøreren. Gud er slet ikke til stede, så egentlig kan man ikke hævde at bogen er blasfemisk. Hvor Mahfouz' roman er vokset ud af en arabisk fortælletradition, trækker Rushdie på en europæisk-orientalisk tradition. 'Mahound' er et af de gamle nedladende navne for islams profet

Rushdie bruger det islamiske begreb 'jahiliyya' om den aktuelle syndige verden i kontrast til den rene islam. Men modsat islamisterne ser han jahiliyya som noget poetisk og menneskeligt på godt og ondt, mens de ser den som en verden uden menneskelighed. Et halvt år senere, i februar 1989, satte ayatollah Khomeini trumf på ved at udstede en fatwa om gudsbespotteren Rushdie og opfordre verdens muslimer til at straffe forfatteren med døden.



På tidspunktet for afbrændingen af De sataniske vers på bål i nordengelske industribyer i 1988 eksisterede der i Danmark et radikalt islamistisk miljø, og i de tidlige 1990'ere var der jihadister som fik asyl og forsøgte at fortsætte deres kamp fra de fjerne nordiske lande. Medierne tog det roligt - lige til angrebet på USA den 11. september 2001. Det efterfølgende folketingsvalg blev domineret af spørgsmålet om islam. Danmark kom i krig i Afghanistan og gik i 2003 med i koalitionen mod Irak og Saddam Hussein.

I dette klima publicerede Jyllands-Posten den 30.8. 2005 en helside med tegninger af profeten Muhammad. Fra bladets side var det en afprøvning af forfatteren Kåre Bluitgens påstand om at han ikke kunne finde en illustrator til en bog om Muhammad. Der var stor variation i tegningerne - der blev ledsaget af en tekst af kulturredaktør Flemming Rose. Her påpeges, at det moderne sekulære samfund afvises af nogle muslimer De gør krav på særstatus når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Og dette er uforeneligt med et verdsligt demokrati hvor man må vænne sig til at finde sig i spot, hån og latterliggørelse.

Den egyptiske ambassadør i Danmark var stærkt kritisk over for holdningem til islam i Danmark. Sammen med andre ambassadører fra den muslimske verden anmodede hun om et møde med statsminister Anders Fogh om de antimuslimske holdninger. Da anmodningen blev afslået, gik egypterne i aktion. En delegation fra Islamisk Trossamfund i Danmark blev i december modtaget på højeste plan i Cairo og fik stor eksponering i de statslige medier (nøje fulgt på det danske institut i Cairo, hvor Skovgaard-Petersen var direktør). Muftien og sheikken for al-Ashra universitetet og den koptiske pave fordømte tegningerne i stærke vendinger. Egypten pressede på for en international fordømmelse af forhånelsen af religionen. For styret i Egypten gjaldt det om at sætte sig på den internationale dagsorden før saudere, iranere eller andre, og dermed på hjemmefronten vise sig som Islams forsvarere.

Den 18. jan 2006 publicerede den ideologisk centrale islamist Fahmy Huwaidi en klumme i den international arabiske avis al-Sharq al-Awsat hvor han anklagede den danske regering for at fremme en antimuslimsk agenda. Dagen efter spredtes en boykot af danske produkter over Saudi-Arabia, Golfstaterne og Egypten. Ejere af supermarkeder blev inviteret i TV-studiet for at love at fjerne danske varer fra hylderne. Skovgaard pointerer at det altså ikke var forbrugerne eller staten der fik mulighed for at boykotte, men medierne der opildnede til det. Alle talte om "forsvaret af profeten". Den mobiliserring af fattige og apolitiske borgere som islamisterne havde drømt om havde man nu opnået via nogle danske tegninger. Provestlige og liberale holdt lav profil. De vidste at kritik af Muhammad var en tabersag.

For de egyptiske debattører var det slet ikke selve afbildningen der var problemet i JP-tegningerne, men den forhånelse der lå i dem. Billederne blev ret konsekvent omtalt som de "nedgørende billeder".

Den magtfulde islamistiske sheik Yusuf al-Qaradawi erklærede på al-Jazeera den 3. februar for "vredens dag", hvor muslimer over hele verden skulle manifestere deres raseri over tegningerne. Forudsigeligt nok førte det til vold og angreb på danske ambassader. Boykotten af danske varer begyndte at klinge ud i marts 2006. Men truslen fortsatte op gennem de næste fem år. Og der kom flere forsøg på terrorhandlinger mod JP og tegneren Kurt Westergaard.



Efterfølgende var der andre som bevidst har villet provokere: I 2008 hollænderen Gert Wilders film 'Fitna'. I 2013 den amerikanske film 'Innocense of Muslims'. I 2015 terroraktionen i København mod Krudtttønden på Østerbro + Synagogen i Krystalgade. Desuden massemordet på medarbejderne på Charlie Hebdo i Paris, som blev bredt fordømt i muslimske stater og medier, fordi Islamisk Stat også var deres fjender

Mønsteret i skandalen er ifølge Skovgaard-Petersen: Det begynder med en roman, en tegning, en film som fremstiller Muhammad negativt, men ikke på en måde den gennemsnitlige vestlige læser eller seer vil tage anstød af. Men publikationen fører til muslimske protester både i Europa og i den muslimske verden, og både fra dem der har set Muhammad-fremstillingen og dem der bare støtter sig til folk de har tillid til.

Vreden bliver kanaliseret ind i politik og fik ofte lokalpolitiske dimensioner og motiver som de vestlige offentligheder sjældent er opmærksomme på. Muslimske stater og diplomater kommer under pres for at reagere. Hvis de ikke gør det, er der mange radikale politikere og organisationer der er klar til at træde ind og stå frem som islams forsvarere. Skandalen gavnede de aktører - i den muslimske verden primært islamister og salafister - som bygger på en idé om civilisationernes sammenstød



Skovgaard Petersens overvejelser    
Til toppen  Næste

Umuligt at vokse op i en muslimsk sammenhæng uden at møde Muhammad, fastslår Skovgaard-Petersen. Religion vil i mange muslimske lande være en del af generel opdragelse. Ritualer og regler introduceres som en civilisatorisk proces. Etik og etiketter 'indgives' som religiøs instruktion fra børnehaven.

Omkring 80 % af egyptiske børn går i et separat islamisk skolesystem, hvor vægten i de første år er lagt på udenadslæren af Koranen, og hvor islam forbliver det centrale stof. Læreren er oftest en sheik [med kæde til profeten selv]. Han er legemliggørelse af profetens livsførelse og en model for sunni. I statens folkeskoler er der "religiøs opdragelse" fag fra 1. til 6. klasse. Skolen lægger vægt på Muhammads sociale og solidariske side - og advarer mod ekstremisme.

Skovgaard understreger derfor at hans bog er ikke et forsvar for Muhammad, men for humaniora. Den er en demonstration af hvordan humanistisk historieforskning håndterer historien om et menneskeskabt fænomen. "Jeg plæderer ikke for at historien bevæger sig fra barbari til civilisation eller fra ufrihed til frihed eller at tolkningerne med tiden blive mere og mere tolerante."

Og han understreger også generelt at historien ikke skrider automatisk fremad mod stadig større perfektion. Hovedemnet for ham er en mand som muslimer holder hellig og som mange mener var det fuldkomne menneske. Skovgaard bygger sit arbejde på en forståelse af Muhammad som en historisk person.

Det humanistiske syn på religion medfører at bogen også medtager radikale islamister og jihadister som et islamisk fænomen. Bogen er ikke skrevet for at nedgøre nogen, men for at indlede en mere rolig og refleksteret samtale om Muhammad og islam. En humanstisk opfattelse af religion gør den til et menneskeligt og dermed også et historisk fænomen. Men samtidig til et emotionelt og erfaret fænomen, på samme tid kollektivt og individuelt.



For mange troende er religion ikke primært teologi eller dogmatik. Det er vi godt klar over når det drejer sig om kristendommen. Hvis man satte folk stolen for døren, ville selv de danskere der regelmæssigt går i kirke, ofte have vanskeligt ved at forklare hvad det egentlig er de bekender. Der er forskel på troslære og faktiske normer og handlinger. Religionen udtrykker brede, fælles normer, men kan godt stå i modsætning til den troendes liv og erfaringer.

Dette gælder også muslimer og islam. Alligevel dyrker mange danske debattører en form for teologisering der går ud på at udlægge hvad islam "virkelig siger", baseret på deren egne læsninger af Koranen og hvad de ved om profeten - som forklaring på nutidige forhold. Men det der i virkeligheden er interessant er vor tids muslimer og deres normer - og ikke Koranen eller nutidens islamiske teolog. For Skovgaard-Petersen er det ret klart at det kun i mindre omfang er de muslimske teologer der styrer muslimernes tanker og normer. Teologien hægter sig ofte på de ideologiske og mentale udviklinger, som den muslimske verden har gennemgået for ikke at miste relevans.

Muslimer har - ligesom kristne og jøder - en førmoderne religion, hvis grundskrifter udtrykker førmoderne verdenssyn. Og de har måttet fortolke deres religion på nye måder i den modernitet, der fra 1700-tallet og 1800-tallet bredte sig ud over verden. Men muslimernes verden og værdier er ikke determineret af en bog eller en profet, men formet af en mangeartet religiøst tradition som de selv viderefører og løbende ændrer. Religion er ikke noget man er lavet af, men noget man får, forholder sig til, slås med, måske forlader og under alle omstændigheden bidrager til at forandre.

Som fikspunkt for muslimske følelser, tro og tænkning er Muhammad ifølge Skovgaard en nøgle, og de enkelte begivenheder i hans liv bliver små nøgler til de inspirerede, facinerede, og komplicerede fortolkninger til forskellige tider. Gennem dem kan vi se hvem han med tiden er blevet. Og vi står bedre rustet til at følge med i hvem han bliver.



Dette tør kaldes et fornemt og bemærkelsesværdigt efterord af en humanist der på smukkeste måde forstår at hæve sig over fordomme og antipatier. Men den viser samtidigt både forfatterens og humanismens fortsatte mangel på forståelse af at den helt moderne humanisme må blive en eksistentiel humanisme for at kunne sætte ny forskning ind i en helt nutidig eksistentiel sammenhæng.

Derfor ser jeg mig som udgiver af et ekstistentielt oplysningsorgan nødsaget til i en særskilt artikel at fremføre en udførlig kritik af just dette forhold i Skovgaards store værk. Specielt vil jeg påpege det uheldige i at nutidige humanister synes fuldstændigt uvidende om at dybdepsykologien og den ikke-teologiske religionsforskning allerede i begyndelse af 1900-tallet kunne forelægge en så ny og givende forståelse af menneskets dybeste eksistentielle problemer at det nærmest er ubegribeligt at forskere nu i 2000'erne ser bort fra den og fortsat kan mene, at menneskers religiøse følelser skulle være hævet over kritik, og at suveræne stater skulle være i deres gode ret til at gøre religion til et statsanliggende.

Jeg er på det rene med at Skovgaard-Petersen hylder den form for nøgtern og objektiv historieskrivning der holder sig til kilderne og kildekritikken og afholder sig fra enhver moralsk eller kulturel fordømmelse. En sådan fordømmelse er jeg selv imod. Men jeg er af den mening at man kan komme meget længere ned i forståelsen af fremmede kulturer og religioner ved - uden nogen form for fordømmelse eller moraliseren - at påpege modsigelserne i deres egen søgen efter mening i tilværelsen, herunder modsigelserne mellem deres dogmatiske synspunkter og deres grundliggende behov for mening og helhed i tilværelsen. Men det kræver unægteligt en meget høj grad af bevidsthed om sjælelivets mangel på rationalitet - og derfor også forskerens fulde forståelse for hvor personligt indgribende dyb forskning må være. Men herom nærmere i den følgende artikel: Kritik af Skovgaard-Petersens fremragende bog om islam  (12.3.21.).

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Kilder:
Jakob Skovgaard-Petersen: Muslimernes Muhammad og alle andres. (Gyldendal.2020 - 228 side)
Koranen. Oversat af Ellen Wulff. (Forlaget Vandkunsten. 2006. 542 sider)
Jørgen Bæk Simonsen: Islam (Encyklopædien. bd. 9, 1997)
Salman Rushdie: De sataniske vers (på dansk ved Thomas Harder)

Naser Khader: Ære og skam. Det islamiske familie. og livsmønster. (Gyldendal. 1996)
Tariq Ramadan: At være europæisk muslim. Islamiske kilder i en europæisk sammenhæng. (Hovedland. 2002)
Bernhard Lewis: Islam i krise. Hellig krig og uhellig terror. (Gyldendal. 2003)
Bernard Lewis: What Went Wrong? Western Impact and Middle Eastern Response. (Phoenis. 2002)
Atann Hirsi Ali: Jeg anklager. (Jyllands-Postens Forlag. 2005)
Samme: Frit bytte. Indvandring, Islam og truslen mod kvinder. (Politikens Forlag. 2020)
Ruud Koopmans: Islams forfaldne Hus. De religiøse årsager til ufrihed, stagnation og vold (Forlaget Presso. 2020)
Loretta Napoleoni: Islamisk Stat. (Tiderne skifter. 2014)

Filmen 'Submission' (2004) Filmen 'Budskabet' (1976)



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.



Relevante artikler på Jernesalt:

Kritik af Skovgaard-Petersens fremragende bog om islam  (11.3.21.)
Islamkritik er mere end kamp for ytringsfrihed  (8.2.13.)
Advarsler mod muslimerne i Europa  (6.9.10.)
Islam en religion uden humor  (2.3.08.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Islam - en trussel?
Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring  (21.3.15)
Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde  (14.9.14.)
Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet  (1.4.18.)
Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (15.3.16.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Islamistisk terror truer Frankrig og hele Europa  (2.11.20.)
Hanau - Det syge Tyskland (2)  (25.2.20.)
Det syge Tyskland  (17.2.20.)
16-årig fransk pige udløser tiltrængt debat om retten til fri religionskritik>
Macron gør op med religion som privatsag  (8.5.18.)
Seehofer tager tyren ved hornene: Islam hører ikke hjemme i Tyskland  (6.4.18.)
Jihad-bevægelsens ånd og inkonsistens  (4.2.18.)
Jihad: Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.);

EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU   (19.3.16.)
Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (15.3.16.)
Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)
Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)
Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab  (6.11.15.)
Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Svenskernes illusioner brast  (18.9.14)



Islam: 16-årig fransk pige udløser tiltrængt debat om retten til fri religionskritik>   (9.02.20.)
Islam hører ikke hjemme i Tyskland  (6.4.18.)
Paven og Profeten  (17.9.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt - og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)
Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Frihedspris til islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)
Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)



Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.) Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet  (1.4.18.)
Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør  (24.12.17.)
Folkeskolen og Folkekirken er nu i et klart modsætningsforhold  (20.12.17.)



Artikler om Muhammedsagen
Artikler om Terorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal