Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - introverte

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.6.13. (Ugebrev)

De stille og indadvendte - i en tid der ikke kan holde op med at snakke

Susan Cain pejler sig ind på de introverte
Det ekstroverte ideal i USA
'Bløde kulturer' andre steder
Kommunikationskløften mellem introverte og ekstroverte
Skal stille børn 'kultiveres'?
Susan Cains konklusion
Helhedsrealismens synsvinkel
Henvisninger



Susan Cain pejler sig ind på de introverte    
Til toppen  Næste

Når man selv hører til de forholdsvis stille og reflekterende mennesker der synes verden bliver mere og mere larmende og folk mere og mere småsnakkende og sms'ende, er det helt velgørende at læse den amerikanske jurist og forfatter Susan Cains bestseller fra 2012 "Quiet - The Power of Introverts in a World That Can't Stop Talking" (Stilhed - De introvertes magt i en verden der ikke kan holde op med at snakke). For den slår til lyd for, at "de der af natur er stille, alvorlige eller følsomme alt for længe er blevet overset. Det er de højst råbende der har taget over - selv om de ikke har noget at sige. Det er derfor nu tid for alle til at lytte. Det er tid til at dyrke eller udnytte de introvertes magt. Det er tid til stilhed."

Det er unægteligt at sætte tingene på spidsen, for det ligger vel i sagens natur, at de udadvendte ofrer mange flere kræfter på at slå igennem hvor de nu er - i familien, i skolen, på universitetet, i erhvervslivet, i administrationen, i magtapparatet og i det politiske spil. Og det er ret logisk at de af samme grund har mere held med det end andre. De indadvendte bliver dog ikke af den grund tabere, men de bliver nødt til at tage højde for anderledesheden og indrette sig efter forholdene. Og det bør i den forbindelse ikke glemmes, at selve inddelingen af mennesker i typer aldrig bliver andet end en form for generalisation som er nyttig og uundgåelig (vi bruger den alle), men som altid vil lide af manglen på nuancer. Typerne er i virkelighedens verden aldrig rene. Ingen er hundred procent udadvendte eller hundred procent indadvendte, men en blanding hvori også indgår andre psykologiske egenskaber i forskellig sammensætning, herunder forskellen mellem overvejende rationelt indstillede og overvejende irrationelt indstillede. Der bliver derfor i princippet plads til alle, men i praksis kommer vi ikke uden om at visse typer er mere dominerende end andre - og at det til tider kan være uheldigt at dominansen bliver for markant.

Det fine ved Susan Cains fremstilling er at den ikke alene påpeger at mange store opdagelser og ideer i kunst, erhvervsliv og videnskab stammer fra indadvendte mennesker - som fx Newton, Darwin, Einstein, Chopin, Lewis Carroll (Alice i eventyrland), George Orwell (1984), Steve Jobs (Apple) og Bill Gates (Microsoft) og Warren Buffet (storinvestor) eller hvis vi skal supplere med danskere: Niels Bohr og Storm P. Men indadvendthed eller introversion skal forstås bredt på den måde Jung i sin tid (1921) definerede den som tilbøjeligheden til at rette sig efter den iagttagelses- og erkendelsesfaktor som udgør den subjektive disposition der optager sanseindtrykkene. "Den introverte støtter sig overvejende til det som det ydre indtryk konstellerer i subjektet. I hans handling skydes der en subjektiv anskuelse ind mellem oplevelsen af ydre objekter og personens subjektive bedømmelse af situationen og hvad den måtte nødvendiggøre af reaktion." - Der skal derimod ikke ved introversion forstås en social tilbagetrukkethed, endsige noget i retning af autisme.

Susan Cain dokumenterer at disse introverte mennesker - der ofte skyer offentligheden - kan skaffe sig enorm indflydelse (i flere tilfælde som fx Buffet endog enorm rigdom) ved stille, men koncentreret, målrettet og udholdende indsats. Arbejder de med edb, bliver de typisk 'nørder' som Bill Gates (der ikke desto mindre endte som leder af en verdensomspændende virksomhed). Og det særligt morsomme ved Susan Cains bog er faktisk at den er resultatet af at hun selv engang i en bestemt forhandlingsituation gjorde den overraskende erfaring at det kunne være udslaggivende at være lyttende og afventende over for en modpart der var det modsatte og aldrig før havde været udsat for noget lignende. Hun skulle som ung og uerfaren advokat overtage en svær forhandling for sin sygemeldte chef. Hun var meget usikker, men bevarede fatningen og gjorde netop den lyttende og afventende attitude til sin store fordel fordi den kom bag på den aggressive modpart. Hun fik ligefrem efterfølgende tilbud fra modparten om en stilling!

Susan Cain tog ikke imod tilbudet, men gav sig til at forhøre sig rundt omkring om hvordan det nu forholdt sig med fordelingen af introverte og ekstroverte, og hun fandt ud af at rundt regnet en tredjedel af alle amerikanere må regnes for introverte, men at USA som nation betragtet i så høj grad er gennemsyret af ekstroversion som kulturelt ideal at det giver problemer for mange introverte, herunder bekymring fra deres forældres side..



Det skal naturligvis ikke forstås sådan at der ikke er eller skabes gode miljøer for de introverte. Det viser Bill Gates' og Steve Jobs' skæbne og karriere. Disse nørder skabte netop miljøer der tiltrak nørder. Mange universiteter i USA er fyldt med introverte. Professorer elsker generelt at læse - for dem er der intet mere spændende end ideer...

Det der skiller de to hovedtyper er ikke mindst deres præference for stimulering. De ekstroverte foretrækker mere stimulering end de introverte. Men igen skal man være forsigtig med for grov generalisering og for simpel forklaring. Præferencen gælder ikke stimulering eller ej, men arten og graden af stimulering og her er det følsomheden der gør udslaget. Charles Darwin var nok sky af væsen, men han var ikke bange for fremmede. Man kan, som han udtrykte det, være en dristig helt i en kamp, men alligevel savne selvtillid med hensyn til bagateller over for fremmede.

Meget følsomme personer har ifølge psykologen Elaine Aron en tilbøjelighed til at være "skarpe iagttagere der ser sig om før de springer"; de arrangerer deres dagligdag så de undgår overraskelser; de er ofte følsomme over for synsindtryk, lyde, lugte, smerte og kaffe(!); de kan ikke lide at blive iagttaget når de arbejder, eller blive bedømt ved jobsamtaler eller dating. Til gengæld er de tilbøjelige til at orientere sig filosofisk eller spirituelt frem for materialistisk eller nydelsesmæssigt. De bryder sig ikke om small talk; de taler selv sagte og foretrækker at andre gør det samme. De beskriver ofte sig selv som kreativt intuitive. De drømmer livligt og kan ofte huske deres drømme. De elsker musik, kunst, smukt design og naturen. De føler ekceptionelt stærke følelser - lige fra stor glædesudbrud til sorg, melankoli og frygt. Meget følsomme personer skaffer sig usædvanligt dybe informationer om deres omgivelser. Og endelig bemærker de spidsfindigheder som andre taber. De tænker på en mere kompleks måde og er usædvanligt samvittighedsfulde. - En introvert person som Bill Clintons vicepræsident Al Gore gav sig efter sin afgang fra Det Hvide Hus ikke i lag med at skabe opmærksomhed om den globale opvarmning af politiske eller personlige grunde, men af samvittighedsmæssige grunde.



Man kan stille spørgsmålet hvordan sådanne meget følsomme mennesker overhovedet har kunnet overleve evolutionens hårde udvælgelsesproces. Men svaret er at det ikke er følsomheden som sådan de klarer sig på, men den omhyggelige iagttagelse og den reflekterende holdning.

De to typer er lige intelligente, men de introverte synes at tænke mere omhyggeligt end de ekstroverte. Einstein understregede selv at han ikke var klogere end andre, men han blev ved problemerne længere end andre. - De introverte tænker før de handler, fordøjer information tilbunds, arbejder mere nøjagtigt, bliver ved deres opgave længere og giver ikke så hurtigt op. De foretrækker at arbejde alene, uafhængigt af andre, og derfor værdsætter de ensomhed. De vil helst have deres eget kontor og gerne kunne lukke døren. De er også i højere grad gearet til betragtning end til hurtig reaktion. Hvis de taber i et spil eller en test, sætter de tempoet ned for at tænke sig bedre om, mens de ekstroverte speeder op. - Det var dette der var udslaggivende for investorer som Warren Buffett eller George Soros. Den første skaffede sig sin gigantformue ved grundige overvejelser og evne til at se og reagere på advarselssignaler. Og den sidste har ligefrem understreget hvor afgørende det har været for ham at være refleksiv og indstillet på at lære af sine fejltagelser. Jf. artiklen George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden.

Endnu en vigtig forskel er at introverte har et andet 'flow' i sig. De kan gå fuldstændigt op i en aktivitet for dennes egen skyld, og ikke for udsigten til en belønning. De bliver ved opgaven og glemmer tiden. Det er ved at bruge deres evner at de finder 'flowet', fornemmelsen af at den indre energi bare flyder i dem. Buffett er stolt over at han følger sit eget indre 'scorecard'.



Det ekstroverte ideal i USA    
Til toppen  Næste

Ekstroversion som ideal er måske ikke så mærkeligt for USA's vedkommende, eftersom USA som vi kender det i dag er blevet til i kraft af indvandring af folk fra Europa og andre kontinenter der måtte klare sig selv for at overleve og klarede sig bedst ved at udvise høj grad af udadvendthed, handlekraft og erobringskraft. Der var i 1700-tallet og 1800-tallet ingen velfærdsstat til at tage sig af de indvandrere der ikke kunne slås for deres egen overlevelse eller siden slås for det nye lands uafhængighed. Det at kunne forsvare sig fysisk mod andre er den dag i dag et så indgroet mønster i amerikanere at lovgiverne ikke kan røre den almindelige amerikaners ret til at bære skydevåben. Den regel bliver tilsyneladende ved med at sidde i alle, at skyder man ikke først, bliver man selv skudt. Så det er ikke uden grund at USA er blevet et enormt selvhævdende og ekspanderende land i alle retninger: territorier, militærteknologi og al anden teknologi, rumforskning og al anden forskning, reklameindustri og forbrug, filmindustri og underholdning. Men - for der er jo et men - alt dette har ændret selve det amerikanske menneskemønster. USA har skiftet den gamle 'karakterkultur' ud med en ny 'personlighedskultur'.

Karakterkulturen havde det seriøse, disciplinerede og retskafne menneske som ideal, mens personlighedskulturen fokuserer mest på hvordan andre opfatter dem. Før i tiden trådte et menneske i karakter ved at blive sig selv fuldtud. I dag bliver man en personlighed ved at sælge sig selv på sin optræden, sit udseende og sin charme - eller blive filmstar og mediestar! Enhver amerikaner er blevet 'et optrædende jeg' (a performing self).

Tendensen er selvfølgelig ikke ganske ny. For i præsidentkampagnen i 1828 stillede en Harvard professor op mod en magtfuld militærhelt, og et valgslogan hed: "John Quincey Adams can write... Andrew Jackson can fight". Og det blev fighteren der vandt.

Men det var ikke tilfældigt at amerikanerne i 1920erne og 30'erne blev besatte af filmstjerner. Filmmatineernes idoler blev modeller for den personlige magnetisme, hvad vi genoplever den dag i dag ved medieopmærksomheden omkring filmfestivalerne i Hollywood og Cannes.

Allerede fra 1920 begyndte en ny strømn af populære bøger at flyde, nemlig selvhjælps bøger, og de skiftede netop fokus fra de indre værdier til den ydre charme, eller til "to know what to say and how to say it". Traditionen blev grundlagt af Dale Carnegie med bøger som 'Vind venner og indflydelse' og 'Lev livet uden bekymringer'. Den første fik afgørende indflydelse på Warren Buffets liv og karriere, og blev en forrygende bestseller. Den blev trykt i 17 oplag på få måneder, og var ved Carnegies død i 1955 solgt i fem millioner eksemplarer på 31 sprog. Den indeholder et afsnit om 'Six Ways to Make People Like You' og et andet om 'How to Win People to Your Way of Thinking'.

Toastmasters lærte for alvor talekunstens betydning: al tale er salgsarbejde, og alt salgsarbejde involverer tale. Generelt blev 'salemanship' en dyd. De der var bedst til at sælge en vare eller præsentere en idé vandt over andre. Brænder man ud som sælger, er det en katastrofe - som skuepillet 'En sælgers død' (1949) af Arthur Miller viser. - Frygten for at tale for et publikum blev ikke bare regnet som et handicap, men stemplet som en mental lidelse i psykiaternes bibel, The Diagnostic and Statistical Manual. - Efter krigen kom William Whyte's bestseller 'The Organization Man', der bl.a. forklarer forældre og lærere hvordan de skal tackle stille børn. - Jeg har selv for ganske nylig af en dansk-amerikaner hørt at der i USA ikke bare er forældre der er bekymrede for deres stille børns fremtid, men ligefrem en udbredt tendens til at diagnosticere sådanne børn som autister, hvad der jo er vanvid og får én til at tænke meget negativt om amerikanske psykologer. De synes at tænke mere på deres metier end på børnenes tarv!



Harvard Business School, der er blevet kaldt 'ekstroversionens spirituelle hovedstad', er baseret på ekstroversion. Studenternes universitetsgrader og sociale status afhænger af ekstroversionen. Alle på HBS taler, er sociale og går ud. Og det gælder naturligvis ikke blot dette eliteuniversitet, men mange andre. Men Harvard er førende og har leveret leder efter leder til erhvervslivet såvel som toppolitik samt sat normerne for mange menneskers dagligdag på jobbet. Normerne bestemmer hvor meget privatliv den enkelte medarbejder får i arbejdssammenhæng, hvor mange team-building-sessions det er nødvendigt at deltage i per år, og om kreativiteten skal fremmes gennem brainstorming eller ensom tænkning. Man skal lære at tale med overbevisning. Man skal forberede sig sammen med andre. Man skal ikke tænke på perfektion. Det er bedre at komme ud af busken og give sit bud på sagen end at forholde sig tavs. Essensen af undervisningen på Harvard Buiness School er at ledere skal handle sikkert og turde træffe beslutninger på ufuldstændigt informationsgrundlag. - Og tendensen er forlængst smittet af i Danmark, hvor Handelshøjskolen blev døbt om til Copenhagen Business School og fusioneret med relevante sprogstudier fra universitetet. Ingen der besøger stedet er i tvivl om ånden.

Susan Cain advarer meget naturligt mod denne tendens og kan specielt ikke lide det nye fænomen hun kalder Den Nye Gruppetænkning som hun mener har potentiale til at kvæle produktiviteten på arbejdspladserne og berøve skolebørnene de kompetencer de behøver for at kunne hamle op med de allerbedste i en verden med stigende konkurrence. Den Nye Gruppetænkning sætter nemlig teamwork over alt andet. Det indebærer at man laver åbne kontorlandskaber, selvom erfaringen faktisk er at de nedsætter produktiviteten, svækker hukommelsen og øger udskiftningen af lederstaben. Men fra 1970'erne til 2010 blev kvadratarealet pr. ansat i USA indskrænket fra 500 til 200 kvadratfod (ca. 46 kvadratmeter til 18). For skolebørn bliver det en bindende regel, at ingen spørger læreren om hjælp, medmindre alle i gruppen har samme spørgsmål!

Alex Osborn (1888-1966) der i sin tid fandt på konceptet med brainstorming opstillede fire regler: Døm eller kritiser ikke ideer. Kør på frihjul - jo vildere ideer, jo bedre. Gå efter kvantiteten - jo flere ideer, jo bedre. Byg på ideerne fra de andre gruppemedlemmer. - Susan Cain gør kort proces: Brainstormning har det ene problem, at den ikke virker! Niveauet daler når antallet af medlemmer i en gruppe øges. Gruppepres er ikke alene ubehageligt, men ændrer deltagernes synsvinkel. De mest effektive teams er sammensat af en passende blanding af introverte og ekstroverte.

Susan Cain anfører da også udtrykkeligt de betænkeligheder der forlægnst er dukket op over for disse letkøbte trends. En hel del virksomheder er begyndt at forstå værdien af stilhed og ensomhed, og skaber derfor mere fleksible arbejdspladser med solo-kontorer, stillezoner, læserum, arealer for tilfældige møder, computer-centre m.m.

Man er også begyndt at forstå at en af de største forhindringer for produktivitet er at blive afbrudt i sit arbejde. Og at forstå at multitasking er en myte. Hjernen er ude af stand til at ofre opmærksomhed til to ting på samme tid. Det der ser ud som multitasking er i virkeligheden blot at man skifter fra den ene ting til den anden.



Bløde kulturer andre steder    
Til toppen  Næste

Susan Cain stiller spørgsmålet om alle kulturer ligesom USA har ekstroversionen som ideal, og hun konstaterer naturligvis at det ikke er tilfældet. Specielt har asiatiske kulturer mere bløde værdier - og det giver asiatiske indvandrere og studerende i USA visse problemer. Asiater får nok deres universitetsgrader, men bagefter falder de af, fordi de er for passive i konkurrencen med dem der vil frem.

Generelt gælder at kinesiske gymnasieelever foretrækker venner der er beskedne og uegennyttige, ærlige og hårdtarbejdende, mens amerikanske gymnasieelever udsøger de muntre, entusiastiske og sociale. De kinesiske gør brug af taleevnen for at få noget at vide, og betragter stilhed og eftertænksomhed som tegn på dybere tanker og højere sandhed. De kan henvise til den gamle kinesiske mester Lao Zi der mente at de der véd noget ikke taler, mens de der taler ikke véd noget. Tavshed er med andre ord guld, mens tyske Thomas Mann kan stå som eksponent for den modsatte indstilling: Tale er civilitionen selv; ordet, selv det mest modsigende, sikrer kontakten, mens stilheden isolerer. - En amerikansk professor mindede en indisk student om at "her i Silicon Valley kan du være den klogeste og mest kompetente, men hvis ikke du kan udtrykke dig selv på anden måde end ved at vise dit arbejde frem, vil du ikke blive værdsat".

Heroverfor står den store politiske leder i Indien Mahatma Gandhi (1869-1948) som forbilledet for den 'bløde magt' eller 'stille modstand'. Af natur var han en sky og stille mand, men samtidigt besad han en enestående grad af styrke der lå i begrebet satyagraha, fasthed i forfølgelse af sandheden. Hans passivitet var ikke svaghed. Den indebar derimod fokusering på et ultimativt mål og afvisning af at sprede energien til unødvendige bataljer undervejs mod målet. Erfaringer havde lært ham, at stilhed netop er en vigtig del af den spirituelle disciplin der dyrker sandheden. Megen tale er spild af tid. "Min skyhed har i realiteten været mit skjold. Den har tilladt mig at vokse. Den har hjulpet mig i min bedømmelse af sandheden."

Susan Cain bruger da også megen tid på at fortælle om den sorte amerikanske kvinde der tilbage i 1955 satte gang i de sortes kamp for ligestilling ved i Montgomery i staten Alabama at sætte sig ind i en bus for hvide - og stille og roligt lade sig arrestere og retsforfølge. Rosa Park hed hun - og hun blev ved sin begravelse som 92-årig i 2005 omtalt som bange og sky, men med et mod som en løve. Og i retssagen var det hendes stille styrke der var udslaggivende. Hun var og forblev blid. Her lignede hun Gandhi, der netop gjorde gældende at man kan forandre verden på en blid måde.



Susan Cain gør ikke meget ud af forskellen mellem USA og Europa, men det bør her nævnes at ekstroversionen trods alt ikke synes nær så dominerende som ideal i Europa som tilfældet er i USA. Man kan tværtimod gøre gældende at det er introversionen i form af stærk tilbøjelighed til refleksion der har skabt den europæiske kultur som en særdeles fremgangsrig og levedygtig blanding af spiritualitet og magtkamp. Det er ikke uden grund at Europa er forblevet en samling af vidtforskellige og hinanden udfordrende og berigende nationer, eller at det kniber gevaldigt for eliten i EU at gennemtvinge den enhed de som deciderede magtmennesker betragter som det eneste saliggørende. Det var heller ikke uden grund at den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld (en høg i sit system) i 2003 ironiserede kraftigt over europæernes tøven over for Irak-krigen og specielt stemplede de to nejsigende Nato-lande Frankrig og Tyskland som "gammeleuropæere".

Men frem for alt bør understreges at europæisk kultur både før og efter kristendommens indførelse var en blanding af eller måske bedre en komplementær dobbelthed af udadvendt handling der var praktisk og magtmæssigt orienteret og indadvendt eftertænksomhed og refleksion der søgte sandheden i videnskabelig, kunstnerisk, moralsk og religiøs forstand. Der opstod navnlig i det gamle Grækenland (Hellas) en rig og meget bevidst filosofisk, videnskabelig og kunstnerisk tradition der fik afgørende betydning for europæisk kulturhistorie (og dermed også i sidste ende blev bestemmende for den amerikanske kulturhistorie). Man behøver blot at nævne navne som Aristoteles, Sokrates og Platon eller tragedieskrivere som Aischylos og Sofokles eller en billedhugger som Fidias. Uden dem var Europa blevet anderledes - og disse grækere var alle introverte i den forstand at de helligede sig tænkning, kunst og videnskab.

Den katolske kirke skelnede i høj grad mellem det praktiske, handlingsorienterede liv - vita activa - og det åndelige, sandhedssøgende liv - vita contemplativa. Og hele den moderne europæiske kulturhistorie der begyndte med renæssancen og naturvidenskaben er utænkelig uden introverte mennesker som Newton, Galilei, Descartes, Kant, Maxwell, Einstein og Bohr. De praktiske amerikanske nyskabelser og triumfer som atombomben og månelandingen forudsatte både teoretiske fysikere af Bohrs kaliber og tusindvis af nørder der kunne sidde i dagevis og årevis og slås med de samme problemer på abstrakt plan, og de fik begge en lang række vigtige sideeffekter. At den praktiske side af naturvidenskaben tog over og i det nære samarbejde mellem teknologi og kapitalistisk økonomi allerede i 1900-tallet fik opdyrket den materialistiske indstilling er ubestrideligt, men som ofte konstateret på Jernesalts sider betød det også en fatal indsnævring af virkeligheden. Alle blev spændt for det materielle fremskridts eksprestog mod det utopiske samfund. Lykken blev sat lig med rigdom. Jf. artiklen om Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)

Susan Cain må krediteres for at hun ikke fuldstændigt overser de specielle problemer som udpræget spirituelle bevægelser eller institutioner uvægerligt kommer til at stå over for i en decideret ekstrovert kultur som den amerikanske. Hun vier fx et kapitel til spørgsmålet 'Does God Love Introverts?', et spørgsmål som hun netop betegner som et dilemma for evangeliske kirker, og som hun genfinder i en bog med titlen 'Introverts in the Church: Finding Our Place in an Extroverted Culture'. Den er skrevet af en evangelisk præst der er tilknyttet Saddlebach-church, hvis leder forestod den højtidelige bøn ved præsident Obamas indsættelsesceremoni i 2009. Den evangeliske kirke i USA har i allerhøjeste grad politikernes øren, modsat Danmark og andre sekulære samfund, og de står i gæld til og er på selve ledelsesplanet med til at udbrede den gængse personlighedskultur.

Den nævnte præst er selv en introvert, stille og intellektuel type, men fortæller at den evangeliske kirke formår at forbinde tro med ekstroversion og er nået frem til det resultat at der i Guds rige er plads til de sensitive, refleksive typer. Men han udsættes dog for en bloggers råb fra hjertet om hvordan en introvert skal klare sig i en kirke der er stolt af sit ekstroverte evangelium!



Kommunikationskløften mellem introverte og ekstroverte    
Til toppen  Næste

Der er nu engang forskel på de introverte og de ekstroverte, og det indebærer to ting: Dels at de hver for sig bør være bevidste om deres egen type for at udnytte ressourcerne bedst muligt og afbøde generne, dels at de bør lære den modsatte type at kende for bedre at kunne forstå og kommunikere med den.

Som allerede nævnt er ingen typer rene. Vi er alle en blanding af forskellige egenskaber, og nogle egenskaber er mere fremherskende end andre i hver enkelt og kommer derved til at bestemme typen. Desuden gælder at de fleste mennesker er fleksible og indretter sig efter situationen. Som William James påpegede, så har et hvert menneske så mange sociale selver i sig som der er distinkte grupper af personer hvis mening den pågældende lægger vægt på. Generelt viser man forskellige sider af sig selv til hver af disse grupper. Der er endog moderne psykologer i den situationistiske skole der hævder at vi slet ikke har et kerne-selv, men kun et situationsbestemt selv. Det bør understreges at dette er i klar strid med hele den jungianske sondring mellem jeget og selvet, efter hvilken det egoistiske eller selvhævdende jeg helt selvfølgeligt tilpasser sig omgivelserne (eller sørger for at omgivelserne tilpasser sig dem!), mens det dybere selv er totalpsyken som er målet for den personlige individuationsproces. Det ligger næsten i sagens natur at de ekstroverte bekymrer sig mest for deres jeg'er, de introverte mest for individuationsprocessen hen mod totalpsyken. - Og for de sidste kan der gives forskellige råd til at forblive tro mod sig selv og sit ægte jeg, herunder at skabe sig så mange nicher som muligt hvor man kan lukke sin dør og komme til sig selv. Man kan også huske tilbage på hvad man elskede at foretage sig som barn eller øge opmærksomheden på det arbejde man i særlig grad fordyber sig i.

Psykologer taler om meget selvkontrollerende mennesker der er øvede i at modificere deres adfærd efter den sociale situations krav. De spejder efter vink der kan fortælle dem hvordan de skal agere. Hvorimod de der ikke på denne måde kontrollerer sig selv baserer deres adfærd på deres eget indre kompas. De har et mindre repertoire af social adfærd og masker til deres rådighed.

Men allerede Jung fastslog at mødet mellem to personligheder ligner kontakten mellem to kemiske substanser. Hvis der overhovedet sker en reaktion, bliver begge omformet. - Ekstroverte synes at have behov for folk til at etablere fora af møder med andre. Når de går til et party, véd alle, at de er til stede. Nogle ekstroverte elsker selve stimuleringen gennem nye sociale kontakter, men trives ikke særligt godt med kontakten til deres nærmeste. Nogle introverte ofrer omvendt stor opmærksomhed til deres familie og nærmeste venner, men bryder sig ikke om 'parties' og 'small talk'.

For ekstroverte kan det være vanskeligt at forstå hvor nødvendigt det er for introverte at lade op igen efter en travl dag. Det er simpelthen sværere at begribe at social overstimulering kan være lige så udmattende som hårdt arbejde. For introverte kan det omvendt være svært at forstå hvor sårende deres tavshed kan være. Under alle omstændigheder er det en fordel for begge typer at prøve at forstå den anden types måde at løse forskellighederne på. Introverte tøver med at forårsage disharmoni, men de bør være lige så bekymrede for at komme til at udløse irritation fra deres partnere.



Skal stille børn kultiveres?    
Til toppen  Næste

Som allerede nævnt er der forældre der bliver bekymrede hvis deres børn er stille og tilbageholdende, ikke mindst i et land som USA der har udadvendtheden som ideal. Susan Cain tager problemet op - og spørger simpelthen hvordan man 'kultiverer' stille børn i en "verden som ikke kan høre dem". Sandheden er nemlig, påpeger hun, at mange skoler er formgivede for ekstroverte i en sådan grad at de introverte har brug for forskellige former for instruktion fra de ekstroverte. Formålet med skolegangen er naturligvis at forberede børnene på livet efter skolen, men meget ofte har børnene allermest behov for at vide hvordan de skal overleve selve skoledagene.

Hvad angår akademiske klasser er de domineret af gruppediskussioner hvor en lærer opildner den introverte til at lukke munden op. Den introverte er henvist til at spise frokost i en kakofonisk larm i cafeteriet, hvor han skal manøvrere sig ind til en plads ved et fyldt bord. Værst af alt er der kun lidt tid til at tænke eller skabe. Hele dagen er nærmest strukturet til at han med garanti bliver tappet for energi snarere end at få den stimuleret.

Introverte kan derfor have brug for hjælp, og her opstiller Susan Cain nogle formuftige råd for både lærere og forældre. Lærere skal ikke opfatte introversion som noget der nødvendigvis skal kureres. De skal afbalancere indlæringsmetoderne så de bliver til gavn for alle børn i klassen. Gruppearbejde kan også være gavnlig for introverte, men det skal finde sted i små grupper og være omhyggeligt struktureret. Alle børn skal lære at arbejde uafhængigt af andre - men stille børn skal ikke henvises til områder af klasseværelset hvor der er høj interaktion.

Forældre skal specielt vælge lærere der ser ud til at forstå det sky, alvorlige, følsomme og introverte temperament, og de skal vælge skoler der værdsætter venlighed, omhu, empati og godt samfundssind, som insisterer på ordentlige klasseværelser og frirum, er organiseret i små, rolige klasser og som fokuserer sine akademiske, sportslige aktiviteter og fritidsbeskæftigelser om emner der har særlig interesse for netop deres børn.

Rådene er ret selvfølgelige for introverte voksne i alle lande, men ikke for alle ekstroverte. Og de er iøvrigt relevante for den løbende danske diskussion om folkeskolereformen. For det er på den ene side nødvendigt at folkeskolen bliver tilpasset en udvikling der er præget af international konkurrence ved at fremme tilegnelsen af nødvendige kompetencer, men på den anden side en ulykke, hvis skolen bliver så strømlinjet at den giver ringere frirum for introverte børn. Det vil i sidste ende gå ud over kreativiteten. Dansk skolevæsen har derfor intet at lære af kinesisk skolevæsen.



Susan Cains konklusion    
Til toppen  Næste

I sidste kapitel citerer Susan Cain den kontroversielle forfatterinde Anais Nin (1903-77) der skrev romaner om kvinders identitetsjagt og iøvrigt var præget af både psykoanalysen og surrealismen: Vor kultur gør en dyd af at leve udelukkende som ekstroverte. Vi modvirker den indre rejse og søgningen efter et centrum. Så vi har mistet vort centrum og er nødt til at finde det igen.

Susan Cain giver det råd at man skal finde ud af hvad man er bestemt til at yde til denne verden og sørger for at man også yder det. Man skal respektere sine kæres behov for social kontakt og sine egne for ensomhed. Man skal bruge sin frie tid som man selv ønsker og ikke som man tror andre ønsker den brugt. Og hvis dine børn er stille, skal du hjælpe dem med at komme ud af det med nye situationer og nye mennesker, men ellers lade dem være i sig selv. - Og fremfor alt: Hvem du end er, husk altid at skinnet eller den ydre fremtoning ikke er virkeligheden.

Og hun minder endelig om at vi fra myter og eventyr véd at der er mange forskellige slags magt i denne verden. Fidusen er at udnytte den slags magt man er blevet tildelt i vuggegave - uden at have villet det. Man skal gøre et eventyr ud af tilfældigvis at være faldet ned i et kaninhul - ligesom hovedpersonen gør i 'Alice i Eventyrland'. Forfatteren Lewis Carrols hørte selv til de introverte - og uden ham ville der ikke have været nogen Alice.

Det er så sandt som det er sagt - og man må lade Susan Cain at hun kommer godt rundt om de mange hjørner af sagen - med fuld forståelse for de introvertes problemer i en verden der hverken hører dem eller kan lade være med at snakke. Bogen er naturligvis præget af amerikanske forhold og problemstillinger, men vi kender dem i høj grad også i Europa og i Danmark.

Det er dog relevant at understrege den fundamentale forskel mellem amerikansk og europæiske kultur. Og nok så væsentlig at fastslå at Susan Cain går uden om visse sider af problematikken



Helhedsrealismens synsvinkel    
Til toppen  Næste

Det er fint at holde fast i at menneskets psykologiske typer ikke er rene, og at der gives mange forskellige bud på gode og brugbare inddelinger - jf. bl.a. artiklen Hvorfor inddele mennesker i typer?. Men også for Jungs særdeles givtige typeinddeling er det værd at benmærke at han ikke nøjes med en grunddeling mellem introverte og ekstroverte, men også har en grunddeling mellem rationelle og irrationelle: De rationelle typer er tænketypen der er kendetegnet ved at fælde logiske domme, og føletypen der fælder værdidomme. De irrationelle typer er sanse- eller fornemme-typen der perciperer det faktisk foreliggende, og den intuitive type der orienterer sig efter bagvedliggende muligheder og kan ses som en 'seer-type'. Dette giver alt i alt en nuanceret inddeling på otte typer, jf. artikel herom.

Set ud fra et decideret eksistentialistisk synspunkt er det dernæst relevant at se på det aggressive menneske som en grundtype i den forstand at alt menneskeligt og dyrisk liv forudsætter en elementær angrebslyst, der spænder fra den simple nysgerrighed og aktivitetstrang man finder hos alle børn og dyreunger til den mere komplicerede trang til erobring og dominans som findes hos voksne. Desuden kan alle mennesker grundliggende ses som musiske mennesker fra fødslen i den forstand at sang, dans og lege med lyde og klange er noget alle elsker, men også er noget det er yderst uheldigt at miste glæden ved.

Mere specifikt kan opstilles en modsætning mellem det fromme menneske og det meget erotiske menneske, idet navnlig de sidste nok er tilbøjelige til at opfatte tendens til fromhed som unormal og ligefrem sygelig. Jf. artiklen om Det sanselige eller generøse menneske, som er en reaktion på Tor Nørretranders' snævre synspunkter. Han ser bort fra at der altid har været mennesker der var mere hengivne til et liv i eftertænksomhed og kontemplation end til et aktivt ydre liv. Det sidste er oftest forbundet med fokus på nytteværdi, effektivitet og karriere. Men sagen er jo at vi alle uden undtagelse har både et aktivt ydre liv og et mere passivt indre liv - og at det er op til hvert enkelt menneske at finde ud af balancen mellem de to komplementære sider - uden at forfalde til foragt for dem der vælger anderledes end én selv.



Men især skal her fremhæves endnu en sondring, nemlig den der er gjort stærkt brug af i artiklerne om veje til livskvalitet og mening og som er inspireret af Simone de Beauvoirs og Jean-Paul Sartres filosofi: immanens kontra transcendens.

Eksistentialismens etik formulerer de på den måde, at ethvert subjekt realiserer sig som sådant gennem en målsætning der er et udtryk for dets vilje til at nå ud over sig selv, til transcendens. Det er ligefrem for eksistentialisterne uværdigt for mennesker at leve i immanensen eller 'det iboende', dvs at forblive i umiddelbarheden og naiviteten. At eksistere er for eksistentialisterne ensbetydende med at overskride sig selv.

Det er unægteligt at sætte sagen på spidsen, for sandheden er at vi alle har brug for begge dele. Vi kan og skal ikke forblive i immanensen, men vi har alle brug for indimellem at hvile, slappe af og holde os til det rutinemæssige, simpelthen for at forblive mentalt sunde og lade op. Det er hvad flertallet gør ved selskabelighed, small talk, læsning af triviallitteratur og hyggen sig med underholdningsprogrammer. Men i kraft af at vi gennem pubertetens 'syndefald', dvs bevidstgørelse om kønnet, friheden og ansvarligheden, får trang til at gå ud over os selv, så kan vi ikke forblive i umiddelbarheden, uskylden eller naiviteten. Vi må i den ene eller anden forstand af ordet realisere os selv eller gå ud vore egne grænser - og det sker gennem valg af udfordringer og projekter.

Her gælder imidlertid - og det ser det ud til at mange overser - at man kan sørge for sin transcendens ikke alene ved at gå ud over sine egne fysiske grænser og erobre land, rigdom, magt, men også ved at gå ud over sine egne psykiske grænser og erobre viden, indsigt og sandhed. Det svarer jo temmelig nøje til forskellen mellem at transcendere som ekstrovert og at transcendere som introvert. Og pointen er, at det er muligt at transcendere på begge måder, hvorfor det er en blindgyde at tro at ethvert menneskes eksistentielle udfordring absolut skal bestå i at søge mest mulig magt, mest mulig rigdom og højst mulig social status.

Det er ingenlunde tilfældet - og man må endda tilføje den væsentlige pointe at samfundsudviklingen går helt skæv, hvis alle lokkes ind i magtelitens vulgærdarwinistiske tankegang om at kampen for overlevelse er det samme som hensynsløs kamp mod sine egne artsfæller. Så ville alt jo ende i skånselsløs krig indtil sidste mand er faldet. Kultur og demokrati er faktisk det modsatte, nemlig at der skal være plads til alle og respekt for alle, og at den bedste udvikling vil være at alle får lov under tilbørlig hensyntagen til deres medmennesker at udfolde deres evner optimalt på deres eget felt, med den energi de nu engang har, i det tempo de foretrækker og på grundlag af den psykiske indstilling de som givne typer er født med.

Her må også nævnes fænomenet humor, fordi det er humoren der sikrer at vi ikke havner i fundamentalisme og ensretning af nogen art, men bevarer mangfoldigheden, den gensidige respekt og den gensidige forståelse for at tingene skal have lov til at gro af sig selv i kraft af menneskets ufattelige kreativitet - uden al for megen elitær og rationel styring.

Ejvind Riisgård



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Indadvendte, aggressive, erotiske og andre typer.



Se nærmere under klik



PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed inden årets udgang - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Litteratur

Susan Cain: Quiet - The Pover of Introverts in a World That Can't Stop Talking. (Penguin Books. 2013)

Link:

Susan Cains website: www.thepowerofintroverts.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Er Jungs typologi nyttig og holdbar?  (8.5.10.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det fromme menneske om uskyld, hellighed og jomfruelighed

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)

Veje til livskvalitet og mening - artikelserie
Ydmyghed og jeg-relativisering
Jeg-relativisering, historie og kristendom
Tværfagligt identitetsseminar  (29.1.08.)
Jes Bertelsens dybdepsykologi og verdensbillede
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Etik og eksistens

Kønnenes ligestilling og biologien  (16.10.12.)
Freud, sjælen, hjernen og - konsistensen  (16.8.12.)
Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)



Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal