Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel80mandskraft

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.2.12.


Hvem siger kraften er mandlig?

af Jens Vrængmose

For fjorten dage siden bragt Politiken en kronik af idrætsprofessor Hans Bonde med titlen 'Med ligestilling skal land bygges'. Og her hævdede kronikøren at historiens største kønseksperiment er løbet af sporet, idet kønsrepræsentationen overtrumfer alt andet i samfundet, skønt den er på kant med selve menneskerettighederne. Feminismen kæmper for at gøre kønnet til det vigtigste i verden, og at borgerne derfor skal sorteres efter biologiske skillelinjer ved ansættelser i det offentlige og i aktieselskabsbestyrelser over en vis størrelse, så der bliver nogenlunde ligelig fordeling mellem mænd og kvinder på ledende poster. Dette mener Bonde medfører at samfundet risikerer at blive revet i stykker af særinteresser, hvor gruppers specifikke kendetegn bliver opfattet som afgrundsdybe forskelle som statsmagten må anerkende i form af særlige juridiske regler. For Bonde hopper kæden særligt af når feminismen, som han ellers i sin grundform kan støtte, bliver brugt til diskrimination af mænd, men til forrettigheder for kvinder gennem kønsbiologiske kriterier ved stillingsbesættelser på tværs af rent faglige kvalifikationer.

Bonde fik naturligvis straks på puklen af en af landets ihærdigste feminister, Jette Hansen, der i en kronik dagen efter nedgjorde ham som selve tabermandens far. Hun mener Bonde strammer skruen i forhold til tidligere indlæg i debatten, og rent ud dæmoniserer ligestillingen i kraft af selve retorikken, der indeholder udtryk som 'forhåndsselekterede eliter af kvinder', 'radikaliserede virkemidler', 'kvotefeministiske programmer', 'radikaliserede belønningspraksisser', 'en stærk feministiske opinion', 'kønsbiologiske kriterier ved stillingsbesættelse' osv. Jette Hansen sætter Bonde i bås med den førtidspensionist ved navn Johannes C. Jensen der i debatindlæg i Information og Politiken i maj og oktober 2011 erklærede sig som decideret tabermand med ordene: "Det er os mænd der fylder mest blandt fanger, selvmordere, kriminelle, narkomaner, alkoholikere, hjemløse, voldsofre, arbejdsløse, ensomme, personer med mindst levealder, mindst kontakt til børnene, psykisk syge osv." Og Jette Hansen slutter sin kronik med at hævde at Hans Bonde ret beset forsvarer den eksisterende orden og den eksisterende magtfordeling på landets universiteter som værende et retvisende udtryk for delingen af talent og motivation på køn. Ord til andet reproducerer Hans Bonde således en patriarkalsk ordens verdensforståelse som vi ellers for årtider tilbage var nået frem til at finde anakronistisk, indskrænket og primitiv.

Man forstod godt at Hans Bonde efterfølgende fandt det relevant at replicere at Jette Hansen gik efter manden i stedet for efter bolden (en formulering der både kan læses bogstaveligt og i overført betydning!). Men at hun iøvrigt måtte vænne sig til at der findes andre former for feminisme end hendes egen radikale form der støtter særrettigheder til kvinder.

I hvert fald er det evident at Jette Hansens svar på Bonde kronik var et af de sædvanlige og triste retoriske kneb der ikke har andet formål end at ødelægge al saglig diskussion. Men kan være uenig med Bonde i hans grundsynspunkter eller mene at han ikke argumenterer bedst muligt for det han egentlig mener, men man kommer ikke uden om at der er et problem med den ulyksalige feministiske kønskvotering, når den slet ikke billiges af det store flertal af befolkningen (men kun af 16 %) eller at en lovfæstet kønskvotering i Norge vedr. aktieselskabsbestyrelser har medført en afvandring af selve selskabsformen i Norge. Eller at en fremtrædende kvinde i dansk universitetsverden som professer Nina Smith på Aarhus Universitet i flere undersøgelser har påvist at danske kvinder i vidt omfang selv vælger et mere bredspektret liv end mænd, hvad der konkret vil sige et liv hvor der er tid til meget andet end arbejdsliv og erhvervskarriere. Der er med andre ord ikke megen tvivl om at folk som flest ønsker frit valg og ikke feministisk tvang eller samfundshersen.

Nu kommer så heldigvis en kvindelig røst fra Norge der direkte stiller spørgsmålet: Hvem siger kraften er mandlig? - Og med dette spørgsmål kan vi endelig komme nærmere sagens kerne.



Spørgeren er forfatteren Hanne Ørstavik hvis roman 'Hyænerne' netop er kommet i dansk oversættelse. Og den er ifølge et interview med hende (Politiken 25.2.) stærkt inspireret af det forhold at hunnerne hos hyænerne er stærke med deres kraftfulde hoveder. Ørstavik er blevet fascinerert af hyænernes matriarkat og specifikt af sammenblandingen af det maskuline og det feminine. Fysiologisk har hunnerne penislignende rør der gør det svært at se forskel på hanner og hunner. Og der findes både testoteron og aggressivitet i hunnerne. Ørstavik-romanens hovedperson Siv er kraftløs, men hun drages mod det kraftfulde og modsætningsfyldte. Og på interviewets slutspørgsmål om Siv skal have mere mandlig kraft, lyder Ørstaviks korte svar: "Måske mere kvindelig kraft! Hvem siger, kraften er mandlig?"

Da jeg ikke har læst Ørstaviks bog skal jeg ikke vove mig ud i udlægninger, men dog gøre opmærksom på at Ørstavik er kommet til det resultat at vi har mistet kontakten til kroppen og at vores kultur og samfund "overvægter intellektet", skønt vi er både intellekt og krop. Og hun er også klar over at de projektioner og identifikationer kvinder overfører til deres døtre, og mænd til deres sønner, sker på et meget dybdepsykologisk plan, hvad der netop vil sige at det stikker dybere end det intellektuelle. Og dette er jeg fuldstændigt enig i. Og derfor er der for mig ingen tvivl om, at spørgsmålet om den faktiske sociale kønsforskel overhovedet ikke kan forstås uden at medinddrage biologi og dybdepsykologi.

Det er imidlertid karakteristisk for debatten, herunder for den afsporende polemik mellem Hans Bonde og Jette Hansen, at hverken de eller Hanne Ørstavik prøver at pejle sig ind på hvad det præcist er for forhold i krop og psyke der bevirker kønsforskellen og som det derfor vil være absolut nødvendigt at tage højde for i al diskussion om den ligestilling mellem kønnene som alle moderne mennesker, inklusive Hans Bonde og Jette Hanse, går ind for, men som bare ikke må forveksles med en udligning af kønsforskellene.

Lad mig med det samme slå fast, at Hans Bonde med et af sine eksempler meget tydeligt viser at han ikke selv er klar over vi skal finde den afgørende skillefaktor. Han nævner at forskellen mellem mænd og kvinder kommer lige så tydeligt til udtryk i eliteskakken som den gør i fysisk sport, og gør gældende at skakken burde ligge lige godt for mænd og kvinder i og med den er et tankespil. Og som bekendt kan der - tilføjer undertegnede - ikke bevises nogen forskel på mænds og kvinders intelligens (selvom en vis professor Nyborg har påstået det). Men sagen er at skak aldeles ikke kan reduceres til at være et rent logisk tankespil (så ville der jo netop ikke være nævneværdig forskel på mænds og kvinders præstationer. Skak er et meget mere komplekst spil, der kombinerer logisk tænkning og beregningsevne med klart intuitive fornemmelser der dels gør spillet uforudsigeligt, dels indfører et decideret kunstnerisk element og endelig også inddrager en udholdenhed, en stressfaktor og et ambitionsniveau der på det højeste eliteniveau er helt enestående sammenlignet med andre spil og sportsgrene. Og det er naturligvis dér man skal søge den afgørende skillefaktor.



I denne sammenhæng skal det derfor også understreges meget kraftigt at den selvudråbte tabermand Johannes C. Jensens konstatering af at det er "Det er os mænd der fylder mest blandt fanger, selvmordere, kriminelle, narkomaner, alkoholikere, hjemløse, voldsofre, arbejdsløse, ensomme, personer med mindst levealder, mindst kontakt til børnene, psykisk syge osv." aldeles ikke ændrer skillefaktorens art, men tværimod bekræfter den. Det er jo rigtigt at mænd af den nævnte kaliber fylder mere i statistikerne end kvinder gør, men da eliten i sport, erhvervsliv, forskning, kunst og filosofi også har flere mænd end kvinder, så er mænd altså ikke født tabere, fordi de er mænd. Det fælles karaktertræk for både taberne og vinderne er at de er i stand til at gå til yderlighederne i langt højere grad end flertallet, og dette skyldes først og fremmest den biologiske kønsforskel. Resten bestemmes af miljø, opvækst og uddannelse og personlige præferencer.

Østaviks specielle interesse for hyænerne må også siges at være irrelevant - som enhver reference til dyr og evolution, eftersom mennesket trods sin bevarede dyriskhed (instinktliv) er noget helt for sig i og med at det er i stand til at regulere sin adfærd og sit sociale liv i kraft af sin bevidsthed. Det er da isoleret set interessant at hunhyæner i modsætning til alle andre dyrehunner har rørlignende kønsorganer, og at hyæner lever i matriarkater. Dette gælder dog kun de plettede hyæner, hvor hunnerne er større end hannerne. Wikipedia omtaler dem på denne måde: "I hyæneflokken er det tæverne, der bestemmer. De har i modsætning til andre dyrehunner falske, mandlige kønsorganer. Når en hyænetæve får hvalpe, sker der det, at hvis der er flere tæver i samme kuld, er det første hvalpene gør, når de kommer ud, at prøve at dræbe hinanden, og de fortsætter, indtil én af dem er død. Grunden til dette er, at en tævehvalp vil overtage sin mors rang i gruppen, og to tæver kan ikke dele den samme plads." - Det bør tilføjes, at hannerne helt forlader klanen, når de bliver voksne, og at de plettede hyæner altså både fysiologisk og socialt er en klar undtagelse i dyreriget! De plettede hyæner er ikke bevis på at den ekstraordinære aggressivitet er af kvindelig art, men kun på at plettede hunhyæner af den ene eller anden grund har udpræget mandlige karakteregenskaber. Og for fuldstændighedens skyld bør det også lige nævnes, at heller ikke visse antropologers (fs. Margaret Meads) undersøgelser af kønsroller i ikke-vestlige kulturer beviser noget, da de netop kun omhandler undtagelser fra den store kulturudviklings hovedstrøm.

Det tredje stridspunkt jeg mener bør nedtones i debatten er Hans Bondes henvisning til menneskerettighederne, for vist er det rigtigt at alle former for særrettigheder er i strid med de almene og universelle menneskerettigheder - ligegyldigt om vi taler om hudfarve, etnicitet, religion eller køn. Og derfor er ikke mindst al kønskvotering på universiteterne og i erhvervsledelserne af det onde. Men feministernes kamp er jo ikke et direkte angreb på disse menneskerrettigheder, men en misforstået kamp for den del af dem der hedder ligestilling i juridisk forstand. Og denne kan alle moderne mennesker i princippet gå ind for, fordi den betyder langt større frihed for alle. Den er lykkedes meget langt hen ad vejen her i landet de sidste 40-50 år, hvor kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, og det er kun godt. Men den vil aldrig føre til en total udligning af den biologiske kønsforskel eller kønnenes sociale og kulturelle præferencer. Den vil heller ikke føre til flere tabermænd i samfundet, men derimod til flere problemer for kvinder der ikke ønsker ensporet elite-karriere. Og det er dette der er værst. Det truer slet ikke samfundets sammenhængskraft, ligesom heller ikke andre mindretals enøjede ekstremisme gør det. Men det forstyrrer og skader ganske givet mange kvinders identitet og selvforståelse. Der er ekstra mange unge piger der får ondt i livet, fordi de ikke kan finde eller tør gå deres egen vej i livet, men hele tiden skeler til dem der vil højest op i hierarkierne.



Kernen i selve spørgsmålet om aggressivitetskraften er og bliver imidlertid kønshormonerne og kønsorganerne. Det er det mandlige kønshormon, testosteron, der giver den største psykiske energi og den største trang til udadrettet aktivitet og grænseoverskridelse. Og det er det mandlige kønsorgans specielle rejsning ved seksuel aktivitet der giver selve det indre psykologiske (dybdepsykologiske) billede på mandlig kraft og penetrationsevne, således som det i antikken fandt udtryk i fallos-dyrkelsen og i moderne tid i den uendeligt varierede og uendeligt omfangsrige kreativitet i sproglige og billedlige udtryk som alle medier i dag flyder over med.

Det vækker som bekendt megen forargelse, fordi seksuallivet stadig er så tabuiseret, at mange mennesker slet ikke kan skelne mellem pornografi og fuldgyldige udtryk for mandlig kraftudfoldelse - og navnlig slet ikke fatter den dybdepsykologiske side af den universelle fallosdyrkelse. Den er imidlertid behandlet grundigt af flere, herunder ikke mindst af den danske psykiater Thorkild Vanggaard i bogen 'Phallós' (Gyldendal 1969), som har sin titel fra den gamle græske, hellenske, tankeverden, der var af udpræget mytisk art og altså var før al moderne sondring mellem symboler og virkelighed. Den symbolske handling var dengang ikke en eller anden billedlig eller formel repræsentation, men en virkelig begivenhed, fordi der var overensstemmelse mellem det indre og det ydre, mellem det sjælelige og det legemlige - jf. artiklen Myte, ord og billede.

'Phallos' er altså i den hellenske kultur navnet på det oprejste mandslem (den erigerede penis) som symbol på mandskraften som sådan. Vanggaard skriver: "Når vi da kalder phallos et symbol, er det, fordi genitalet, udover sin praktiske funktion som redskab for formering og sanselyst, i sin fuldt oprejste skikkelse er et billede på indbegrebet af mandsnatur, selve syntesen af alle tænkelige mandsegenskaber. For drengen er phallos derfor et billede på den fuldt udviklede mands størrelse, styrke, evne til selvhævdelse, kunnen, mod, klogskab, viden, herredømme over mænd og besiddelse af attråværdige kvinder, til at elske og blive elsket, til at sejre - og alt muligt andet, en dreng ser op til hos mænd og ønsker sig for sig selv."

Dette fører nu med sig at hele den psykologi der er knyttet til kønsforskellen i realiteten gør manden både mere egnet og mere villig til at påtage sig store og yderst ambitiøse magtmæssige mål end kvinden, vel at mærke ikke fordi kvinden er mindre intelligent, mindre begavet, mindre socialt kompetent eller mindre indstillet på at skaffe sig en uddannelse der svarer til evnerne, tværtimod, men fordi kvindens indre, symbolske kønsrolle-ideal ikke som i mandens tilfælde direkte understøtter magtviljen eller magtambitionerne. Alt andet lige vil en kvinde have sværere end en mand ved at udvikle og forfølge meget høje, visionære mål der går langt uden for dagligdagens horisont og samtidigt kan trække på energien fra de kraftigste arketypiske forestillinger.

Den psykiske kønsforskel er med andre ord solidt forankret i det biologiske grundmønster: Den for det store lederskab nødvendige transcendentale kraft er af mandlig art. Og den gør sig gældende langt uden for kønslivet i snæver forstand.



Der er ud fra dette ikke det fjerneste mærkelige i at flertallet af kvinder - uanset intelligens, opvækst, uddannelse og kvalifikationer - generelt prioriterer familieliv, sociale relationer og omsorg for andre mennesker højere end arbejdsliv og karriere. Men selvfølgelig værdsætter de den økonomiske frihed som arbejdsindkomsten på det almindelige arbejdsmarked giver - sammenlignet med den uhyggelige afhængighed af en ægtefælle der herskede for hundrede år siden således som Henrik Ibsen bl.a. skildrede det i 'Et Dukkehjem'.

Der er heller ikke noget besynderligt i at der stadigvæk er flere mænd end kvinder i toppen af erhvervslivet, forskningen og den skabende kunst. Eller i at det fortsat er nødvendigt at adskille kvindelig idræt fra mandlig idræt for at give kvinder mulighed for at vise hvad de kan og få medaljer.

Og i virkeligheden er der heller ikke nogen grund til undren over at kvinder får problemer i parforholdet, hvis de ikke vil acceptere mandens styrke og anderledeshed i seksuallivet. Sexologer med respekt for sig selv og sandheden kan ikke forholde kvinder den kendsgerning at de er nødt til at give sig fuldstændigt hen til manden, hvis de vil have optimalt udbytte af kønsakten, dvs. optimal orgasme. De er ligestillet i flirt og forspil, men ikke i sidste del af kønsakten. Og derfor er det yderst relevant at den franske skuespillerinde Juliette Binoche (fra bl.a. 'Blå' og 'Tilværelsens ulidelige lethed') fornylig i et interview til Berlingske (14.2.) gav udtryk for at hun mente den seksuelle frigørelse var en slags illusion;: "Det seksuelle er et for kompliceret område til at kunne blive underlagt en eventuel politisk udvikling. Jeg er for eksempel overbevist om at kvinder ikke kan 'ligestilles' med mænd, når det drejer sig om det seksuelle område. For hvis man ikke overlader det til mændene at føre an, piller man ved noget grundlæggende i den seksuelle kemi, og så fungerer det ikke", lød det fra hende.



Den anden side af sagen hører dog med. Den igangværende kønsdebat omfatter også de såkaldte 'speltmødre', dvs de ambitiøse mødre der bager ernæringsrige boller til børnene og sikrer sig at alle de øvrige forældre i børnehaven bemærker det - og får dårlig samvittighed, hvis de ikke gør det samme. Antropologen Dennis Nørremark kaldte disse speltmødre for 'økotosser', 'østerbroske børnefamiliefascister', 'mødregruppens hekse' og 'kostfanatiske hjemmebagende fjolser' "der ikke har fatter at deres nidkære omsorg for deres eget afkom ikke er andet end et hæsligt og usundt tegn på at de mangler ordentlige prioriteringer i livet". - Det kan man da kalde at sætte tingene på spidsen, men det er meget afslørende for manden at han slet ikke kan se at disse mødres prioriteringer er smukke og sunde i og med at de er udtryk for helt naturlig kvindelig omsorg for egne børn.

Men Berlingskes faste blogger Anna Sophie Hermansen var straks ude med riven: Hvorfor eksisterer dilemmaet mellem hjemlig hygge og faglige udfordringer ikke for mænd? Hvorfor er det kun kvinder der skal kæmpe med dette livsvalg? - Svaret er såmænd meget enkelt: Fordi den biologiske kønsforskel slet ikke sætter dilemmaet for mænd der altid har været på arbejdsmarkedet, men kun for kvinder der nu engang er kommet ud på det almindelige arbejdsmarked uden at kunne skifte den kvindelige ham, den kvindelige krop og den kvindelige psyke ud med mandens.

Energien til at være aktiv i verden er fælles for mænd og kvinder. Livskraften som sådan er den samme hos mænd og kvinder. Men den særlige kraft til at søge ud i ekstremerne og blive særligt grænseoverskridende - i både positiv og negativ forstand - er på grund af det mandlige kønshormon, de mandlige kønsorganer og den heraf afledte psyke med bestemte metaforiske forestillinger større hos mænd end hos kvinder. Og det vil den alt andet lige blive ved med at være. Derfor er det en tåbelig illusion at tro at kønsforskellen mellem mænd og kvinder nogensinde udjævnes. Lad så bare plettede hunhyæner være som de være vil - og amazoner ligeså. Det er irrelevant for det moderne vestlige samfund og alle de ikke-vestlige samfund der ønsker at gå samme vej.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Ligestilling i rockmusikken og iøvrigt - en illusion eller hvad?  (11.8.09.)
Familie og skilsmisse  (28.7.08.)
Køn, identitet, partnervalg og humor



Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal