Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - grof

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.3.05.


Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr



Indledning
De perinatale matricer
Det individuelle jegs grænse
Det transpersonelle bevidsthedslag
Reinkarnationsoplevelser
Årsagslovens begrænsning
Det gamle verdensbillede utilstrækkeligt
Spiritualitetens betydning
Musikkens rolle
Afsluttende vurdering
Henvisninger



Indledning   
Til toppen    Næste

Den tjekkisk fødte, amerikanske psykoterapeut og bevidsthedsforsker Stanislav Grof blev født 1931 og har siden 1973 været tilknyttet Esalen Institute i Californien. Han slog først og fremmest sit navn fast gennem sine dybtgående systematiske undersøgelser af de terapeutiske virkninger af LSD, jvf. hans bøger om Den indre Rejse I-IV (dansk udgave 1977-85), men heldigvis gik hans forskning videre.

Grof gav sig nemlig til systematisk at undersøge virkningen af den dybdegående stoffri psykoterapi han selv havde udviklet, og som han kalder den holotropiske psykoterapi. Ordet kommer af græsk 'hole', hel, og 'tropein', bevæge sig henimod, og angiver altså en terapi der direkte sigter mod helheden i psyken. Grofs redegørelse for dette fænomen foreligger i hans bog om 'Selvopdagelsens eventyr' (misvisende dansk titel: 'Introduktion til Den indre rejse').

Allerede betegnelsen 'holotropi' angiver et modsætningsforhold til gængs psykologi, idet denne holder sig inden for det traditionelle verdensbillede, hvor man altid fokuserer på det materielle aspekt. Grof betegner dette verdensbillede og denne anskuelsesmåde som materieorienteret eller 'hylotropisk' (af græsk 'hyle', materie).

Den holotropiske terapi, der altså består i fokuseret introspektion samtidig med langvarig, forceret vejrtrækning (pneumokatarsis) til ledsagelse af stærkt varieret musik, adskiller sig fra gængs psykoterapi ved at tilsidesætte den verbale analyse. Såvel den freudianske som den jungianske analyse består i at sætte ord på de erindringer, associationer og drømme der dukker op og på den måde trænge ned i psyken, men Grof siger klart, at sådanne verbale fremgangsmåder er utilstrækkelige til at klare den bioenergetiske situation der ligger bag psykiske konflikter eller psykisk insufficens. De når efter hans mening stort set kun ned til det biografiske stof, der nok kan være vigtigt, men ikke altafgørende.

Den holotropiske terapi aktiverer direkte det ubevidste og frembringer helt usædvanlige bevidsthedstilstande, og herved afdækkes transbiografisk stof, nemlig det såkaldt perinatale stof, der stammer fra fødselstraumet, og det transpersonelle stof.

Grof opererer altså med tre bevidsthedslag: det biografiske, det perinatale og det transpersonelle.



De perinatale matricer   
Til toppen    Næste

Allerede fra sin LSD-baserede bevidsthedsforskning var Grof nået frem til, at alle mennesker bærer på nogle basale oplevelsesmønstre, der stammer fra den biologiske fødsel. Han opdeler disse oplevelser i fire såkaldt basale perinatale matricer (BPM).

Den første matrice (BPM I) svarer til den normalt behagelige tilstand i livmoderen, en tilstand der er præget af harmoni og ligevægt og af en salighed af helt guddommelige dimensioner. Psykisk giver det - i meget kort begreb - et oplevelsesmønster af himmelsk salighed.

Den anden matrice (BPM II) svarer til veernes tilstand, udstødnings-processens begyndelse, hvor der er tale om en kosmisk opslugning, hvoraf der ingen udvej er. Oplevelsesmønstret er helvede og absolut meningsløshed.

BPM III er selve kampen for at komme helskindet gennem fødselskanalen under det voldsomme mekaniske pres der hersker, og hvor der forekommer både iltmangel og kvælning - alt efter hvor vanskelig fødslen er. Oplevelsesmønstret bliver total magtesløshed over for titaniske kræfter - indtil udvejen anes.

BPM IV er fødslens afslutning, den pludselige befrielse og afslappelse, der giver følelsen af frigørelse og frelse, men også af næstekærlighed.

Overgangen mellem 3. og 4. fase repræsenterer ifølge Grof død-genfødsels-oplevelsen, hvilket jo umiddelbart lyder mærkeligt, da barnet ikke fysisk er født endnu. Men meningen er, at det barn der er ved at blive født kæmper desperat for at undgå at bukke under for de voldsomme kræfter (livmodermusklen) der arbejder med det og prøver at udstøde det. Barnet får fornemmelsen af total tilintetgørelse på alle tænkelige planer: kropslig ødelæggelse, følelsesmæssig katastrofe, 'intellektuelt' og 'filosofisk' nederlag, den yderste 'moralske' fallit og absolut fordømmelse i transcendental størrelsesorden. Det er med andre ord individets første oplevelse af ego-døden: den øjeblikkelige, nådesløse ødelæggelse af alle tidligere holdepunkter i tilværelsen.

Al dødsangst stammer ifølge Grof fra denne basale oplevelse. Og den er altså ikke angst for den biologiske død, men for det psykiske egos totale tilintetgørelse.

Går fødslen ellers godt, sker befrielsen og frelsen, og denne oplevelse ovenpå egodøden opleves da naturligt som en genfødsel - præget af lys og varme.

Den perinatale genfødsel er model for alle senere genfødsler: overståede døds- og sygdomskriser, herunder psykiske kriser. Og den er ligeledes model for nær-døds-oplevelsernes blændende hvide lys for enden af en kanal eller tunnel.



Det bemærkelsesværdige er, at Grof har kunnet fastslå, at personer der livet igennem er stillet ind på de negative matricer II og III oplever sig selv og verden på en pessimistisk måde, mens folk der er under indflydelse af de positive matricer I og IV oplever følelsesmæssig velvære og optimal psykosomatisk fungeren.

Grof mener at kunne slutte, at angst, oral aggression, depression, dødsangst, skyldfølelse, sadomasochistiske tendenser, mindreværdskomplekser, ja endog hjertelidelser, har rødder i det perinatale - og bliver siddende i kroppen med det resultat, at åndedrættet forbliver ufuldstændigt og følelsesstrømmen forbliver hæmmet, indtil der eventuelt brydes med mønsteret.

Gennem holoterapien er det muligt at regredere til det tidspunkt, hvor traumet fandt sted - og derigennem muliggøres en integration af de traumatiske begivenheder, således at åndedræt og følelsesstrøm bliver friere, individet dermed sundere og mere hel.



Det individuelle jegs grænse   
Til toppen    Næste

Det spørgsmål kan rejses og er blevet rejst, om det virkelig er personlige oplevelser fra egen fødsel en person oplever på denne måde. Bl.a. har Erling Jacobsen indvendt, at dette ikke kan være tilfældet, fordi et barn på dette tidspunkt af sit liv overhovedet ikke har udviklet hjerne og nervebaner der er i stand til at lagre en personlig hukommelse. Spædbarnet er ved fødslen psykisk set ikke et individ, men en del af sin moder. Det er simpelthen ude af stand til at skelne mellem sig selv og omgivelserne.

Jacobsen går så vidt som til at afvise Grofs synspunkter som 'rabiat sludder'! Grof skelner ikke mellem individets biologiske fødsel og den psykologiske eller eksistentielle fødsel, der først sker når bevidstheden begynder at fungere, lyder Jacobsens argument. Det skal dog tilføjes, at han ikke frakender Grof betydning, og at hans hårdeste dom faldt før Grofs dokumentation for undersøgelserne forelå fuldt ud.

Desuden må tilføjes, at Erling Jacobsen ikke selv tør afvise, at et barn faktisk husker noget fra sin egen fødsel, nemlig eventuel kvælningsangst (fra Grofs BPM III). Tværtimod mener Jacobsen, at denne kvælningsangst er en fundamental oplevelse for barnet som mange andre negative ting kan føres tilbage til. Så Jacobsen selv må jo trods alt mene, at der sidder en eller anden erindring tilbage et eller andet sted i individet fra før den egentlige bevidsthed bliver dannet via de psykiske sekundærprocesser.

Det afgørende synes altså ikke at være, hvor langt hjernen er kommet i sin udvikling, men at kroppen på en eller anden måde kan huske, hvad der er sket og formentlig bevarer sin oplevelse i sig for stedse. Hukommelsen kan ud fra denne betragtning slet ikke identificeres med hjernevirksomhed. Det mente Erling Jacobsen faktisk heller ikke, så hans indvending mod Grof forekommer påfaldende.

En helt anden og generel indvendig mod Grofs fødselsmatricer kommer fra Jes Bertelsen, der et sted i 'Den kristne mystik og terapeutiske dybdeerfaringer' (1990) spørger, hvorfra Grof véd, at fødselstraumet er matrice for fx helvedesoplevelsen. Hvad nu, hvis der rent faktisk findes sjælelige tilstande med intakt bevidsthed, der er helvedesagtige, skærsildsagtige eller himmelagtige. Jes Bertelsen mener, at der findes en anden og dybere matrice, nemlig 'bardo-tilstanden', som er grænseområdet mellem den kollektive vågne enhedsbevidsthed og den individuelle jeg-bevidsthed, og som alle mennesker skal igennem, når de inkarnerer (bliver jordiske individer af kød og blod).



Det transpersonelle bevidsthedslag   
Til toppen    Næste

Som sagt opererer Grof med endnu et bevidsthedslag, det transpersonelle.

Grof skelner mellem bevidsthedsudvidelse inden for den objektive virkeligheds rum/tid (dagligdagens begrebsramme) og bevidsthedsudvidelse hinsides denne virkelighed.

Førstnævnte art deler han igen i transcendens af rumgrænsen og transcendens af grænsen for lineær tid. Og som eksempler kan nævnes oplevelsen af enhed mellem to individer, identifikation med andre personer, gruppeidentifikation/bevidsthed, identifikation med dyr, planter og botaniske processer, og enhed med livet eller med hele skabelsen. Men hertil kommer uorganisk stofbevidsthed og uorganisk planet-bevidsthed, oplevelser hinsides jorden, identifikation med hele det fysiske univers samt endelig PSI-fænomenerne (en samlebetegnelse for psykokinese og extrasensorisk perception), der indebærer transcendens af rum-virkeligheden, herunder ud-af-kroppen-oplevelser, clairvoyance (klarsyn) og clairaudiance (klarhøring).

Af transcendens af grænserne for lineær tid behandler Grof følgende: oplevelser fra den tidlige eller sene fostertilstand, ane-oplevelser, racemæssige og kollektive oplevelser, oplevelser af tidligere inkarnationer, fylogenetiske oplevelser (artens udvikling), oplevelser af planetens evolution, kosmogenetiske oplevelser (universets skabelse), og PSI-fænomener, der indebærer transcendens af tid så som prækognition (forudviden om kommende begivenheder).

Bevidsthedsudvidelse hinsides den objektive rum/tid-virkelighed omfatter spiritistiske og mediumistiske oplevelser, kundalinirejsninger (rejsning af den fundamentale psykiske energi), oplevelser af eller som dyre-ånder, møder med åndelige vejledere og overmenneskelige væsener, besøg i andre universer og møder med deres indbyggere, oplevelser af eventyr og mytologiske hændelses-forløb, specifikke lyksalighedsfyldte og vrede guder, universelle arketyper, intuitiv forståelse af universelle symboler, kreativ inspiration og den prometiske impuls (inspiration i form af et fuldstændigt produkt), oplevelse af eller som Demiurgen, dvs verdensbygmesteren, og indsigt i kosmos' skabelse, oplevelse af kosmisk bevidsthed samt endelig oplevelsen af den suprakosmiske og metakosmiske tomhed (den tomhed eller intethed der er før det skabte univers, men som var svanger med universet).

Som det ses af denne opremsning er det ikke småting af oplevelser man kan komme ned til via holoterapi. Der er tale om sammenbrud af enhver realitetsvurderende sekundærproces og det vil igen sige enhver 'normal' voksen bevidsthedsbegrænsning. Vi genkender nogle af oplevelserne fra beskrivelser af shamaners, profeters og mystikeres oplevelser. Ligesom disse er de vel at mærke ikke produkter af bevidst fantasi eller imagination, men forestillinger der spontant dukker op under de ekstraordinære bevidsthedstilstande forsøgspersonerne bringes i ved helt specielle fremgangsmåder.



Reinkarnationsoplevelser   
Til toppen    Næste

Det tjener ikke noget formål her på Jernesalts sider at gennemgå alle disse oplevelsesmuligheder - da de kun indirekte berører de grundlæggende etiske aspekter - men der kan være grund til at se nærmere på en enkelt af dem, nemlig oplevelsen af tidligere inkarnationer, fordi den med Grofs egne ord sandsynligvis er den mest fascinerende og kontroversielle gruppe af dem alle.

Oplevelser af denne art kaldes 'karmiske', fordi de falder ind under den hypotetiske lov at al psykisk energi vender tilbage, således at forstå at alt hvad man på et givet tidspunkt af livet tænker og føler eller gør har uundgåelige følger senerehen. Man skelner mellem kompensativ karma der har med jeget eller individets liv at gøre - og progressiv karma der har med selvets udvikling at gøre og således tænkes udstrakt over flere liv.

Sådanne oplevelser er ifølge Grof sædvanligvis meget dramatiske og forbundet med en intens følelsesladning, der lige så godt kan være af negativ som af positiv art.

Specielt for de negative oplevelser gælder det, at de kaster individet ind i forskellige gensidigt ødelæggende situationer fra tidligere liv, karakteriseret ved pinefuld kropslig smerte, morderisk aggression, umenneskelig rædsel, langvarig lidelse, bitterhed og had, sindssyg jalousi, umættelig hævngerrighed, ukontrollabel lyst eller sygelig grådighed og griskhed.

Ifølge Grof ser der ud til at eksistere en tilstand af høj biologisk og følelsesmæssig ophidselse, hvor alle de ekstreme følelsesmæssige kvaliteter løber sammen og når metafysiske dimensioner. Når to eller flere individer når denne universelle 'smeltedigel', formidles den karmiske prægning, som må gentages i efterfølgende liv indtil eventuel løsning fra dette karmiske bånd.

Den biologiske fødsel er så at sige transformatorstationen for de karmiske prægninger. Og som vi har set indgår følelser af denne ekstreme karakter netop i fødselsmatrice II og III.



Nøgternt set er det afgørende ikke spørgsmålet om individet har levet før og bringer disse karmiske prægninger med sig i arvemassen, men om disse ekstreme følelsesmæssige belastninger kalder på passende elementer i det kollektivt ubevidste, som alle de perinatale og transpersonelle oplevelser synes at trække på.

I så fald står det ganske vist tilbage at forklare det kollektivt ubevidste. Blot er det væsentligt mere formålstjenligt for psykologiens etiske aspekt at acceptere eksistensen af det kollektivt ubevidste end at acceptere eksistensen af reinkarnation. Reinkarnationsoplevelser bør derfor principielt betragtes som udslag af aktuelle, nutidige konflikter hos personerne.

Inkarnationsoplevelser er yderst almindelige i dybtgående oplevelsesterapi og har et stort terapeutisk potentiel, fordi de kaster lys over så mange af individets indre problemer. Men de er jo samtidig en alvorlig udfordring til det mekanistiske og materialistiske verdensbillede. Bl.a. konstaterer Grof, at de har forbindelse med forbavsende synkroniciteter i jungiansk forstand. Individer der oplever karmiske hændelsesforløb identificerer hovedpersonerne som specifikke mennesker i deres eget liv og føler ofte, at de pågældende 'partnere' må gennemgå de samme processer. Og i de tilfælde Grof har haft mulighed for at verificere disse fornemmelser har de vist sig holdbare.



Årsagslovens begrænsning   
Til toppen    Næste

Grof tyder disse ting som tegn på ikke-lokale forbindelser i universet og drager her en sammenligning med de fænomener som er beskrevet af Bells teorem inden for moderne fysik. Bells teorem siger ifølge Tor Nørretranders, at de fænomener vi kan iagttage altid er lokale (alle årsager er ud fra denne synsvinkel lokale), men vi kan alligevel kun forklare det vi iagttager ved at antage, at det dybest set er ikke-lokalt. Der synes altså at være forskel på den virkelighed vi kan iagttage, måle og kontrollere og den bagved liggende virkelighed som giver sammenhængen!

Om denne analogi er holdbar, kan naturligvis diskuteres. Fysikeren Peter Voetmann Christiansen har i en artikel i tidsskriftet 'Paradigme' advaret mod for let at opgive den sunde fornufts lokalrealisme, selvom den ikke opfyldes i meget specielle laboratoriesammenhænge.

Men det skal retfærdigvis også tilføjes, at Grof udtrykkeligt understreger, at han ikke betragter disse træk ved oplevelser af tidligere liv som et egentlig bevis på, at vi har levet før. Han føler imidlertid meget stærkt, at dette fænomen ikke fyldestgørende kan forklares ud fra den mekanistiske videnskab, men er en alvorlig begrebs- og forestillingsmæssig udfordring til de eksisterende paradigmer inden for psykiatrien og den vestlige videnskab generelt.

Afgørende er jo, at genuine oplevelser af denne art kaster et usædvanligt klart lys over et menneskes egne indre konflikter og fører til at væsentlige brikker falder på plads i selvforståelsen.

Men netop det gængse eller traditionelle newtonske verdensbillede står i vejen for forståelsen af de fænomener der dukker op med den stofbetingede psykedeliske og den stoffri holotropiske terapi.



Det gamle verdensbillede utilstrækkeligt   
Til toppen    Næste

Grof må konstatere, at den vigtigste forsvarsbarriere, når folk udsættes for disse dybtgående terapier, er af intellektuel art. Folk afviser oplevelserne som mere eller mindre unormale, for ikke at sige sindssyge, og Grof er derfor blevet klar over, at en erkendelsesmæssig forberedelse er en vigtig del af holotropien: det gamle verdensbillede må nødvendigvis erstattes af et nyt, hvor de perinatale og transpersonelle oplevelser kan fortolkes som normale på linje med de dagligdags begivenheder og kendsgerninger.

Og det grundlæggende aspekt ved dette grofske paradigme er simpelthen erkendelse af, at bevidsthed ikke er et bifænomen ved materien, men en primær egenskab ved tilværelsen.

Derfor bliver de materielle og de ikke-materielle aspekter ved tilværelsen så at sige forbundet med to komplementære oplevelsesmåder, den hylotropiske, hvor individet oplever sig som en solid fysisk enhed med faste grænser, og den holotropiske, hvor individet opfatter sig som et potentielt ubegrænset bevidsthedsfelt. De to oplevelsesmåder indgår i et dynamisk samspil med hinanden ligesom universet i sit væsen er et vibratorisk dynamisk system.

Psykisk sygdom og insufficiens betragtes ud fra denne opfattelse som en forvirrende blanding af de to oplevelsesmåder. I tilfælde af psykoide tilstande er blandingen så uheldig og uforståelig, at verden går i stykker. Det sker som bekendt for folk der uforvarende eller ved hjælp af stoffer er kommet ind i de specielle bevidsthedstilstande - uden den fornødne viden og vejledning.

Grof gør derfor en tilføjelse, nemlig den, at der er vigtige grunde til ikke at rejse til dybe afkroge af sin egen psyke uden at have situationens virkelighedsaspekt dækket ind, og det er risiciene man løber for at gå i stykker.

Dette er en væsentlig tilføjelse, fordi den viser, at også Grof trods alt regner den almindelige dagligdags virkelighed, vores konsensus-virkelighed, hvor sekundærprocesserne fungerer, for mere solid og pålidelig end de transpersonelle oplevelsers verden. Men han benytter ikke sondringen mellem primærprocesser og sekundærprocesser i sine forklaringer, og er tilsyneladende ikke klar over forskellen mellem tanker og følelsers stabilitet og ustabilitet er væsentlig for den menneskelige realitetsprøvelse.

Men det betyder langt fra, at Grof eksistentielt undervurderer de transpersonelle oplevelser i forhold til de almindelige 'borgerlige' oplevelser. For ham er det tværtimod en kendsgerning, at de etisk set betyder store, dybe og varige forandringer i et menneskes indstilling, hvad enten disse forandringer er af religiøs, seksuel, politisk eller anden karakter. De omfatter ofte følelsesmæssig og psykosomatisk helbredelse, positive ændringer i det mellemmenneskelige samspil og bortfald af dybt rodfæstede, men uheldige adfærdsmønstre som eksempelvis stofmisbrug og alkoholisme, men generelt altså bedre funktionsduelighed i det almindelige liv.



Spiritualitetens betydning   
Til toppen    Næste

Generelt gælder, at psykedelisk og holotropisk terapi medfører en dyb personlig forvandling, hvorunder de fleste aspekter af individets liv bliver drastisk omdefineret.

På et vist tidspunkt forandrer denne form for terapi sig automatisk til en alvorlig filosofisk og spirituel søgen angående tilværelsens mest grundlæggende spørgsmål. Når dette sker, hedder det, er processen fuldstændig åben m.h.t. fremtiden; den spirituelle og filosofiske søgen bliver da en vigtig dimension i livet.

Individer, hvis oplevelsesmæssige selvudforskning transcenderer det biografiske og når det perinatale lag af det ubevidste, gør en overraskende og rystende opdagelse: De erkender, at det uautentiske ved deres liv ikke er begrænset til visse deludsnit, som er forvrænget af specifikke barndomstraumer, men at hele deres måde at gribe tilværelsen an på samt deres livsstrategi har været uautentisk og fejlrettet på en meget grundlæggende måde.

Den spirituelle dimension der på denne måde kommer ind i individets tilværelse er vel at mærke en spiritualitet, der er forenelig med alle niveauer af intelligens, uddannelse og viden. Den er ikke specielt forbeholdt de naive, dårligt uddannede og uvidende, men gør sig i høj grad gældende for de tænksomme, begavede, veluddannede og vidende mennesker, forudsat disse er tilstrækkeligt åbne og ikke hænger fast i et snævert og dogmatisk, mekanistisk verdensbillede.

Til gengæld bringer spirituelle oplevelser ifølge Grof normalt ikke individet tættere på den etablerede kirke. Denne er jo fuld af fordomme, som man kalder dogmer, men betingelsen for ægte spirituel søgen er fordomsfrihed, dogmefrihed og åbenhed.



Musikkens rolle   
Til toppen    Næste

Da musikken spiller en væsentlig rolle i den menneskelige eksistens og altid har gjort det, skal det her fremhæves, at også Stanislav Grof har konstateret musikkens centrale placering i den psykologiske forståelse af mennesket.

Ikke alene taler han om musikkens helbredende potentiale, nej, musikken er ligefrem et bevidsthedsændrende redskab. Og der er specifik forbindelse mellem de forskellige menneskelige chakraer (kropsområder med hver sine karakteristiske energier) og lyde af forskellig frekvens.

Grof udnytter også lydteknologien i sin psykoterapi, idet han tidligt opdagede, at lydteknologi og den specielle vejrtrækningsteknik han bruger i sin terapi, hyperventilationen, forstærker hinanden.

Og ligesom Peter Bastian kan Grof fastslå, at der kræves en særlig indstilling for at få fuldt udbytte af musik, nemlig fuldstændig åbenhed og hengivelse i en vedvarende fokuseret introspektion.



Afsluttende vurdering:   
Til toppen    Næste

Der er ingen tvivl om, at Stanislav Grofs systematiske bevidsthedsforskning gennem fyrre år er original og banebrydende. Men den har samtidigt været dybt kontroversiel fordi den så stærkt har inddraget de transpersonelle oplevelser, som den traditionelle eller klassiske psykologi overvejende betragter som psykotiske fænomener. Grof har derfor helt naturligt forsøgt at sprænge denne snævre klassiske psykologis rammer og slået til lyd for et nyt videnskabeligt paradigme.

Det er typisk for situationen, at Den Store Danske Encyklopædi spiser Grof af med 18 linjer, og at han betegnes som psykoterapeut, men ikke samtidigt som bevidsthedsforsker.

Selvom der i disse år på flere områder kan konstateres et vist opbrud i de gamle, alt for snævre faglige fordomme og grænsedragninger, er der dog næppe grundlag for at tro at Grofs drøm om et nyt paradigme vil gå i snarlig opfyldelse, om overhovedet. Dels er traditionalisternes forsvarsmekanismer lette at provokere - de fleste fagfolk er simpelthen bange for at slippe det sikre og forenes derfor let i modstanden mod alle forsøg på at gå nye veje. Dels synes Grof selv ikke tilstrækkeligt afklaret i erkendelsesteoretisk henseende.

Det er således betænkeligt når Grof - som ovenfor refereret - gør sig til talsmand for den idé at bevidstheden skulle være en primær egenskab ved tilværelsen.



Vi står jo her i virkeligheden over for det gamle problem om ånden eller materien er det primære i universet. Og dette problem er simpelthen uløseligt, hvis man siger enten-eller, ganske som det i atomfysikken er et uløseligt problem, hvis man skal vælge mellem om lys er partikler eller bølgebevægelser. Ingen undersøgelser, ingen eksperimenter vil kunne afgøre sagen. I praksis har vi derfor kun den ene udvej at betragte begge dele som meningsfulde og givtige i den menneskelige iagttagelse og undersøgelse af fænomenerne. Det vil sige vi må acceptere de to forskellige iagttagelsesmåder som komplementære.

Set ud fra den højere bevidstheds synspunkt - fx buddhismen - er sædvanevirkeligheden en illusion. Men set fra sædvanevirkelighedens eget synspunkt er den konkrete og sansbare virkelighed som det enkelte menneske står i til hverdag temmelig ubestikkelig og irreversibel - og kan ikke vendes ryggen uden at det går ud over realitetsopfattelsen.

Det mest hensigtmæssige for alle der vil bevare nøgternheden og det mangetydige og fleksible dagligsprog er derfor at sige, at vi som biologiske, sociale og åndelige væsener befinder os i skæringspunktet mellem to 'virkeligheder' - den materielle og den åndelige (eller energetiske) - og at al meningsfuld realitetsprøvelse består i at fastholde komplementariteten mellem dem.



Dette grundsynspunkt fører til fuld accept af det psykologiske forhold, at menneskets genstandsbevidsthed og dermed al nøgternhed er baseret på det faktum, at visse dele af virkeligheden er håndgribelige og fixerbare for den menneskelige krop og sansning. Uden dette faktum ville genstandsbevidsthed og dermed al senere opbygning af de sekundære psykiske processer være umulig.

Dernæst må de af Peter Zinkernagel opstillede simple sprogregler accepteres. De fastholder, at vi ikke kan bruge betegnelser for psykiske fænomener uden at bruge personlige stedord, og at disse igen ikke kan bruges uden henvisning til kropsbetegnelser, altså materielle ting. Psykiske fænomener er fundamentale for alle mennesker, men de forefindes ikke uden mennesker af kød og blod, dette gælder også de transpersonelle og de kollektivt ubevidste fænomener.

For det tredje må det bohrske korrespondensprincip fastholdes. Vi kan udforske og beskrive de psykiske fænomener, men udforskningens og beskrivelsens nøgternhed forudsætter altid ubetinget opfyldelsen af kravet om henvisning til sædvanevirkeligheden og dagligsproget.



Men når dette er sagt, skal også siges, at det værdifulde ved en bevidsthedsforskning som Stanislav Grofs - ligesom i tilfældet Jes Bertelsen - er påpegningen af den eksistentielle og etiske betydning alle bevidsthedsfænomener har, herunder også de transpersonelle, kollektivt ubevidste og spirituelle.

Det er alt det irrationelle i den menneskelige tilværelse - og ikke det rationelle, materielle, tekniske eller økonomiske - der både i positiv og negativ forstand afgør eksistensens og etikkens individuelle og sociale orientering og meningsfuldhed.

Men heraf følger faktisk også, at det ikke er naturvidenskaben som sådan der kan afgøre eller bestemme menneskets eksistens. Der hersker tværtimod et komplementært forhold mellem videnskab og eksistens.

Vi skal derfor ikke stræbe efter et fælles paradigme for videnskaben og eksistensen, men fastholde to forskellige sæt nyttige erkendelsesmønstre som sideordnede - således som det sker i den komplementære helhedsrealisme.

Jan Jernewicz



PS! For god ordens skyld skal nævnes, at størstedelen af ovennævnte artikel er skrevet før udgivelsen af Grofs bog om 'Fremtidens psykologi' (dansk udgave 2001).



Henvisninger:       
Til toppen

Litteratur:

Stanislav Grof: Den indre rejse - I-IV (Borgen. 1975-83)

Stanislav Grof: Introduktion til Den indre rejse - Selvopdagelsens eventyr. (Borgen. 1987)

Stanislav Grof: Fremtidens psykologi. -
Den moderne bevidsthedsforsknings perspektiver. (Borgen. 2001)



Relevante Jernesalt-artikler:

Den komplementær helhedsrealisme

Introduktion til Jernesalts filosofi

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Ånd, natur og oplysning
om placeringen af ånden inden for naturens rammer

De psykiske grundprocesser
om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.

Jeget og selvet
om skellet mellem det lille, ordinære jeg og det store helheds-selv.

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten

Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

Kan moral begrundes?   (Erling Jacobsens filosofi)

Peter Zinkernagels filosofi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal