Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende27ydmyg

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.5.07.


Ydmyghed og jeg-relativisering

I 'En flygtning krydser sit spor' formulerede den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose i 1933 Janteloven, den psykologiske lovrække der ofte tages som udtryk for kollektivets pres på eller direkte undertrykkelse af det enkelte individ. Ingen må rage op over andre, synes at være gennemsnitsmenneskets lov for alle. Og dette kommer i Jantelovens direkte moralske formaning til andre til at lyde i varianter som: "Du skal ikke tro du er klogere end os eller mere end os, eller at du kan lære os noget. Du skal derfor ikke le ad os eller bilde dig ind at du er bedre end os." - Men for nu at være helt sikker på at den tiltalte forstår udsagnene understreges det at "Du skal i det hele taget ikke tro at du er noget eller at du duer til noget, endsige at nogen bryder sig om dig".

Den store danske encyklopædi bløder lidt op på den ubarmhjertige lov ved at påstå at den indgår som led i danskernes ironiske selvopfattelse, men tilføjer samtidigt at loven kan spores tilbage til den gamle nordiske forestilling om at lykken sikres gennem visse forsigtighedsregler som den at man kan undgå andres misundelse gennem beskeden adfærd. Og dette lyder meget plausibelt, men det må dog ikke glemmes, at loven fra ophavsmandens side er formuleret som udtryk for den massive og dybt sårende ydmygelse han personligt følte sig udsat for i det provinsbymiljø han voksede op i, nemlig Nykøbing Mors.

Går man nærmere ind i denne historie, kan det slås fast, at en lille provinsby for hundrede år siden nok i allerhøjeste grad var kendetegnet af at alle vogtede over alle og nok skulle vide at slå ned på enhver der skilte sig ud fra mængden, men samtidigt at Aksel Sandemose hører til den mennesketype der dybt i sjælen følte at han virkelig var mere end andre og under ingen omstændigheder ville affinde sig med ikke at måtte vise det. Han hævdede tværtimod sig selv bevidst demonstrativt - og dette mere og mere med årene. Man kan se det på billederne af ham fra ungdomstiden og manddomstiden. Han overtog på et tidspunkt den arrogante digterattitude han havde set hos den beundrede Johs. V. Jensen der længe gik med 'fadermorder' og lorgnetter - og Sandemose var som bekendt heller ikke bleg for at stikke folk et par på skrinet, hvis de generede ham med deres blotte åsyn eller tilstedeværelse. Frustrationsaggressiviteten og mindreværdskomplekset var ikke til at skjule - og forblev livet igennem et problem for ham. Det blev til dels kamoufleret bag det veloplagte sprogtalent og den frække humor, dels gjort til dynamo for hele digterværket og dets bestandige, men aldrig gennemførte selvanalytiske søgen efter dybere erkendelse.

Janteloven er derfor når alt kommer til alt ikke sandheden om de menneskelige relationer som sådanne, men udtryk for en yderst subjektiv opfattelse af den afstand der kan være mellem en persons bedømmelse af sig selv og omgivelsernes bedømmelse af ham, og som lige så godt kan skyldes personens psykiske inflation som omgivelsernes frygt for det aparte eller elitære.



Mindreværdskomplekset er udtryk for samme fænomen og ytrer sig ligeledes på den måde at der kompenseres for følelsen af mindreværd gennem en voldsom, ofte helt neurotisk selvhævdelse. Det ender her i netop det hovmod der står for fald, fordi det består i overdreven stolthed eller overmod iblandet en god portion ringeagt for andre. Stolthed i sig selv er en god ting, fordi den er udtryk for at man føler man er noget værd, og hvis der virkeligt er grundlag for at føle dette, er der ingen grund til at stille sit lys under en skæppe. Men stolthed forekommer malplaceret og latterlig hvis der ikke er reel dækning for den i faktiske evner og bedrifter. Så bliver den simpel ringeagt for andre, storsnudethed eller hoffærdighed, som det hed i gamle dage. Hovmod er derfor også gennem tiderne blevet regnet for en decideret 'dødssynd' eller 'hovedsynd'.

Men som det fremgår er der såmænd ikke så langt fra ægthed til falskhed i et menneskes stolthed eller mod. Og dette ses af mange ordsprog eller bevingede ord. At beskedenhed ikke er til nogen nytte for en tigger eller en skøge er indlysende; tiggerne i vores dages S-tog er nærmest påtrængende! Hos Shakespeare hedder det et sted også, at beskedenhed er i stand til at narre vore sanser mere end synsindtrykket af en kvinde. Beskedenhed er den eneste sikre lokkemad, når man angler efter ros, sagde Philip Chesterfield. Beskedenhed er kunsten at se ydmyg ud, når man fortæller folk, hvor dygtig man er, sagde Lee Jackson. Beskedenhed kan altså være falsk og kan derfor med Jean de La Bruyéres ord betragtes paradoksalt som 'forfængelighedens sidste raffinement' eller med Carmen Sylvas ord som selve 'hovmodets kappe'.

Beskedenhed er en dyd, hævdes det ofte, men på tysk har humoristen Wilhelm Busch leveret en rammende travesti: "Bescheidenheit ist eine Ziir, doch weiter kommt man ohne ihr". Og det har Piet Hein også spundet et 'gruk' over: "Beskedenhed er en ziir, og altså et solidt papir. Et udråbstegn i parantes, er altid sikker på at ses".



At blive set er vigtigt, vigtigere for nogle end andre, og vigtigst for dem der lever af at blive set - så som entertainere, mediefolk og politikere. For nyligt anbefalede en universitetsprofessor på Københavns Universitet sågar de studerende at 'vise røv' når de skulle til eksamen, og det faldt mange for brystet, herunder hans egen rektor. For udtrykket kan jo misforstås, så det kunne opfattes som om det blev anbefalet de studerende at sende seksuelle signaler til lærerne for at få gode karakterer, mens meningen måske blot var at de skal undlade at holde sig generte og bange tilbage. For sandheden er jo at ingen bedømmes alene på deres faglige præstationer, men også på helhedsindtrykket, herunder kroppen og kropssproget. Der er med andre ord ikke nogen fornuftig grund til at sætte sit lys under en skæppe, når man er til eksamen. Men omvendt gælder også at de fleste eksaminatorer og censorer på det faglige plan kan gennemskue om lyset kommer fra indsigten og forståelsen eller fra kroppen og spillet.



Går vi fra beskedenheden til ydmygheden, kan denne også undertiden være falsk. Derfor kunne Martin Luther i sine berømte Tisch-Reden meget rammende slå fast at hyklernes ydmyghed er den største og mest hovmodige af alle de ting vi roser os af. Den kloge engelske jurist John Selden (1584-1654) påpegede noget lignende i sine bord-taler: "Ydmyghed er en dyd alle præker, ingen praktiserer og alle dog er tilfredse med at høre. Principalen synes det er en god doktrin for tjeneren; lægmanden for den gejstlige, og den gejstlige for lægmanden". - Ydmyghed over for foresatte var tidligere en simpel pligt som blev understreget igen og igen i høfligsfraserne i breve til konger, ministre og myndigheder (fra 'allerunderdanigst' til 'ærbødigst' og alle mulige andre varianter), men som også fra enevældens fransk gik ind i Holbergs komedier med skønne fraser som 'Votre très humble serviteur', hvortil hørte overdrevne buk og skrabud.

Ikke desto mindre kommer der en ny dimension ind i billedet med begrebet ydmyghed. Og dette fremgår blandt andet af Ciceros nøgterne konstatering (år 78 f.v.t.) af at jo højere man er placeret i rang, jo mere ydmyg bør man være. Her tales om ydmyghed over for en ansvarsfuld opgave eller stilling - som opdrager, vejleder, embedsmand eller statsmand. Og derfor kan Thomas Fuller i sin berømte 'Gnomologie' fra 1732 også indrømme, at det er hårdt at være højtplaceret og ydmyg.



I religiøs henseende får dydens skrue en tand ekstra opad, når ydmygheden her ligefrem kan blive vejen til ophøjelse, således som det siges i Mattæus 23,12 - med varianten at de første (de der maser sig frem i forreste række) skal blive de sidste, mens de sidste (der tålmodigt lader sig skubbe bagud i rækkerne) skal blive de første (og derfor ikke skal være så kede af det). Kirkefaderen Augustin gjorde (år 427) den opdagelse, at der er noget ved ydmygheden som virkeligt ophøjer hjertet. Og i sin bog 'Kristi Efterfølgelse' gav Thomas a Kempis (1420) det simple råd til alle: "Ydmyg dig selv i alle ting" (nemlig for at erhverve Guds nåde).

Næppe nogen helgen har dyrket denne ydmyghed som vej til ophøjelsen mere end den hellige Frans af Assisi (1181-1226), rigmandssønnen der endte som den mest asketiske munk og stiftede Mindrebrødrenes orden. Denne tidligere levemand nøjedes ikke med at forære alt hvad han ejede til de fattige eller at leve i strengeste seksuelle afholdenhed. Han klædte sig så usselt som muligt, frøs om vinteren, sultede gerne - og var glad for alle ydmygelser og tilskikkelser. Han bøjede sig også i enhver henseende for den katolske kirkes lære og autoritet - og havde som sit simple princip altid at indtage den underste position. Altsammen med det formål at gå i Kristi fodspor og af den vej opnå den evige salighed efter døden. Han sang meget, og det han sang var udelukkende lovsange til skaberen. Berømtest er hans 'Solsang'. Men i realiteten vendte han denne verden ryggen for at nå det hinsidige paradis. Og sligt kan faktisk ses som en form for etisk inkonsistens. Men det vender vi tilbage til - med artiklen Den hellige Frans af Assisi  (30.6.07.)
.

Under alle omstændigheder kan det slås fast, at Frans af Assisi nok fik mange disciple og nok fik stiftet en stadigt velfungerende munkeorden. Men det er ikke just hans ydmyghed der kendetegner den katolske kirke og dens enorme hierarki og magtapparat. Og heller ikke den anglikanske kirke. Så man forstår godt at vittige Bernhard Severin Shaw ikke kunne dy sig for engang at bemærke, at kirken burde lære den ydmyghed den selv prædiker.



Kravet om etisk konsistens er universelt og ikke til at komme udenom. Og det må nødvendigvis indebære et krav om at der bør være overensstemmelse mellem ord og handling eller mellem det ydre og det indre. Skinnet bedrager, og da verden vil bedrages - jævnfør nedennævnte artikler om forførelsens kunst - må vi acceptere, at det at synes ikke altid er det samme som det at være. At vække opmærksomhed, for slet ikke at tale om at provokere, er en del af alt samfundsliv og al kultur, og synes kun at være blevet forstærket af pengenes og mediernes rolle. Og hvad seksualiteten angår er det indlysende, at menneskene fortsat må opføre sig som dyr for at skaffe sig partnere og føre slægten videre. Der er derfor som bekendt ingen grænser for kønnenes opfindsomhed når det gælder at tage sig ud for at 'score', især ikke i de unge år.

Men livet har trods alt andre opgaver og udfordringer, herunder langsigtede eller overordnede personlige eller samfundsmæssige, historiske og religiøse projekter. Det opdager de fleste i nogen grad med årene, og det vil de fleste erfare stærkt, jo mere ansvar de får. Og netop det langsigtede og overordnede indebærer kravet om overensstemmelse mellem aktuelle planer og handlinger og de mere langfristede målsætninger.



Politisk gælder i alle demokratiske samfund, at partierne er tvunget til at tiltrække flest mulige stemmer for at vinde regeringsmagten. Dette fører ikke sjældent til en form for populisme. Partierne vælger politik og strategi efter hvad vælgerne i henhold til meningsmålingerne synes at foretrække, og ikke efter hvad deres medlemmer mener ud fra det oprindelige idégrundlag. Det kan føre til strid mellem pragmatikerne og idealisterne eller principrytterne, eller mellem fornyere og fastholdere. Men det kan også ind i mellem føre til en ægte tilpasning til udviklingen, dvs til en dybere forståelse af at samfundet udvikler sig på en sådan måde, at forudsætningerne for opstilling af programmer og principper ændrer sig.

Tony Blair i Storbritannien og Anders Fogh Rasmussen i Danmark er gode eksempler på at pragmatisk indstillede politikere har taget konsekvensen af at den gamle klassekamp er passé, således at modsætningen mellem det socialistiske ligheds- eller tryghedsprincip og det liberalistiske friheds-princip ikke længere skal forstås absolut, men relativt. Dette er en fornuftig og legitim tilpasning der ikke i sig selv undergraver den etiske konsistens. Mange fatter imidlertid ikke rigtigt denne fornyelses indre nødvendighed, men tyer til skråsikre, dogmatiske afvisninger af den som forræderi og opportunisme.

I religiøs eller helhedsrealistisk forstand kan det nye århundredes globale sammenstød mellem de store religiøse og ideologiske fortolkningsfællesskaber tilsvarende betragtes som en modsætning mellem forældede absolutistiske systemer, og den eneste fredelige og fornuftige løsning derfor ses som en overvindelse af de gamle dogmatiske principper til fordel for nye relativiserede anskuelser der er forenelige med de demokratiske frihedsidealer og sekulariseringens krav om adskillelse mellem politisk og religiøs magt. Sådan er det bare ikke, for bevidsthedsniveauet er for lavt.



I denne forbindelse må det kraftigt understreges, at den store historiske proces ikke alene må betragtes som en økonomisk eller sociologisk proces, men også som en bevidsthedsevolution. Og da kommer et dybdepsykologisk fænomen som 'jeg-relativiseringen' ind i billedet som en afgørende faktor. Jeg-relativiseringen vil - som det er fremgået af tidligere artikler - sige den forskydning af den bevidstmæssige fokusering fra 'jeget' til 'selvet' eller 'totalpsyken', som indebærer at individerne i højere og højere grad slipper bindingerne til alt det der opretholder det snævre jegs identitet (arv, køn, uddannelse, erhverv, position, indkomst, etnicitet, religiøsitet og andre interesser) og tør udvide horisonten til den store histories og det brede fællesskabs langsigtede og tværgående interesser.

Jeg-relativiseringen kan være en lang og besværlig psykologisk udviklingsvej, men ligesom jeg'erne i sin tid blev almene i kraft af store jeg-figurers politiske og religiøse lederskab (jf artiklen om Jeg-relativisering, historie og kristendom), således kunne det tænkes at selv'erne efterhånden vil blive almene i kraft af at flere og flere ledere indser potentialet og tør gå i gang med at indløse det. Forudsætningen er imidlertid at lederne også begynder at forstå, at religion i ikke-dogmatisk og ikke-kirkelig forstand (det der på disse sider kaldes helhedsrealismen) ikke er og aldrig kan reduceres til en privatsag, men tværtimod er og bliver en højst offentlig sag der er nært forbundet med såvel demokratiet som sekulariseringen.



Her er i allerhøjeste grad brug for en ydmyghed der ikke på inkonsistent vis er motiveret af drømmen om et hinsidigt paradis, men tværtimod er møntet på den dennesidige tilværelser på en realpolitisk og nøgtern måde der ser bort fra alle illusioner om det fuldkomne samfund, men til gengæld ser gennemgribende reformer og fornyelse som en nødvendighed.

Den form for ydmyghed der her kunne være på sin plads har ovennævnte John Selden engang formuleret på smukkeste, næsten profetiske måde med følgende sentens: "Hvis du gør det gode, vil du blive velsignet, uanset om nogen velsigner dig eller ej!" - Det lyder måske umiddelbart mærkeligt. Men den dybere mening er, at man først lever op til kravet om indre, etisk konsistens, når man styrer sit liv efter at gøre det gode eller i det mindste sørge for overvægt af det gode i sit liv - uden hensyn til belønningen. For da vil man erfare, at der er velsignelse i livet. Ikke fordi nogen nødvendigvis behøver at velsigne én med ros og gaver eller hædersbevisninger, men netop fordi man da og kun da lever i overensstemmelse med sig selv og sit sandeste jeg, selvet.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Kilder:

T. Vogel-Jørgensens 'Bevingede ord' (5. udgave. 1975)
J.B. Holmgårds 'Den store Citatbog' (Reitzel. 1993)
H.L. Menckens 'Dictionary of Quotations' (Collins. 1942/82)
samt 'Den Store Danske Encyklopædi'.



Relevante artikler på Jernsalt:

Jeg-relativisering, historie og kristendom  (27.5.07.)
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi   (16.4.06.)

Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III  (14.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Film og forførelse  (12.07.06.)

Den tredje vej til religionsanskuelse  (18.2.05.)
Kristendommen passé? - eller har den potentiale til fornyelse?
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Helhedsrealismen
Konsistens-etikken



Se også afsnittene i Værdimanifestet om:     Samfundet   Etikken   Historien   Religion   Psykologi



Peer Sendemands rubrik: Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal